11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/55

1.1

EØSU hilser Europa-Kommissionens initiativ til en harmoniseret regulering af handelen med sælprodukter velkommen. Den nuværende situation på dette område er ikke bæredygtig, og der bør tilskyndes til væsentlige forandringer på internationalt niveau.

1.2

Da der ikke findes et specifikt retsgrundlag i EF-traktaten vedrørende dyrevelfærd, finder EØSU det passende, at Kommissionen har valgt traktatens artikel 95 om »opsplitning af det indre marked« som grundlag for lovgivning på dette område. EU's retspraksis er garant for denne beslutnings legitimitet.

1.3

EØSU foreslår, at undtagelsesbestemmelsernes ikrafttræden udsættes, og at Kommissionen fremlægger en detaljeret rapport i 2012 om udviklingen i lovgivningerne om sæljagt, som kan danne grundlag for eventuelle undtagelser fra 2012.

1.4

I den nye forordnings tre første anvendelsesår bør forbuddet være absolut med en enkelt undtagelse: inuitternes traditionelle jagt med henblik på opretholdelse af deres livsform.

1.5

For at sikre, at lovforslagets foranstaltninger kan gennemføres, er det afgørende, at Kommissionen kan oprette et effektivt kontrolsystem. Kontrollen bør ikke udelukkende forvaltes af den medlemsstat, der anmoder om undtagelse. Kommissionen bør overvåge, at de relevante lovbestemmelser anvendes korrekt i praksis.

1.6

EØSU opfordrer Kommissionen til at udarbejde relevante undersøgelser med henblik på at fastlægge klimaforandringernes eventuelle indvirkning på artens bevaring.

2.1

Den dyreorden, der benævnes pinnipedia, omfatter i alt 33 arter af sæler, søløver, søbjørne, søelefanter og hvalrosser. Det er pattedyr af forskellig størrelse, som samles i store grupper for at yngle på jorden eller isen.

2.2

Selv om miljøorganisationer (1) begynder at advare om en stærk reduktion af sælbestanden, bl.a. på grund af klimaforandringerne, nægter jægernes organisationer og regeringerne i de lande, hvor sælerne yngler, at artens bevarelse overhovedet er et problem, idet de understreger, at der er omkring 15 mio. sæler, som må jages. I de seneste år har debatten om sæljagt fokuseret på spørgsmål om dyrevelfærd, mens artsbevarelsesaspektet har haft en sekundær plads. EU har en specifik lovgivning om bevarelse af sæler (2).

2.3

Kommerciel sælfangst findes i Canada, Grønland, Namibia, Norge og Rusland. Alle disse lande har udviklet forskellig lovgivning for at regulere sæljagten. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) har erkendt, at der ikke foreligger pålidelige data om sælbestanden og det årlige antal dræbte sæler. Ifølge data fra myndighederne i hvert enkelt land er Canada landet med den største sælfangst på ca. 300 000 sæler om året. I 2008 blev der ifølge den canadiske regerings oplysninger (3) dræbt 275 000 sæler og udstedt 17 000 licenser. Langt efter Canada kommer Grønland (4) og Namibia (5) med hhv. 160 000 og 80 000 sæler om året.

2.4

I EU foretages der aflivning og flåning af sæler i to medlemsstater, Finland og Sverige. I Storbritannien (Skotland) fremstilles der sælprodukter. På EU's område har denne virksomhed ikke en kommerciel dimension som i Norge og Canada, men har et dobbelt formål som rekreativ beskæftigelse og som kontrol med en fiskeædende bestand.

2.5

Sæler aflives med henblik på udnyttelse af skindet til frakker, fedtet til olie, kødet til dyrefoder og kønsdelene til fremstilling af afrodisiaka, som der er stadig større efterspørgsel på i Asien.

2.6

Der er forskellige former at aflive sæler på. Mest almindeligt er rifler og hakapik (en slags kølle med en sømlignende spids). En hakapik er et tilsyneladende primitivt og groft instrument, men betragtes af videnskabsmænd som den mest effektive metode til hurtigt at bedøve og aflive en sæl.

2.7

EFSA påpegede i sin videnskabelige udtalelse fra 2007 (6), at »det er muligt at aflive sæler hurtigt og effektivt uden at påføre dem unødvendig smerte og angst«, men bemærkede dog, at effektiv og human aflivning ikke altid finder sted i praksis. I de forskellige nationale lovgivninger reguleres hakapikkens størrelse og anvendelsesmåder samt riflernes kaliber og kuglens hastighed.

3.1

Den 26. september 2006 vedtog Europa-Parlamentet en erklæring (7) med en anmodning til Kommissionen om at lovgive om import, eksport og salg af alle sælprodukter fra to sælarter: grønlandssæl og klapmydssæl. Samtidig bad Parlamentet i erklæringen om særbehandling af inuitternes traditionelle sæljagt.

3.2

Europarådets parlamentariske forsamling vedtog en henstilling om sæljagt, hvori dens medlemsstater blev opfordret til at forbyde alle grusomme jagtmetoder, som ikke medfører dyrenes øjeblikkelige og smertefri død.

3.3

I de seneste år har Belgien, Holland og Slovenien vedtaget nationale love om forbud mod fremstilling og omsætning af sælprodukter. Også andre lande i EU har besluttet at lovgive på området, og deres nationale lovgivning er i øjeblikket under udarbejdelse.

3.4

Kommissionen arrangerede i 2007 en høring af de berørte parter, som afsluttedes med den videnskabelige udtalelse fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) (8). I april 2008 offentliggjorde Kommissionens Generaldirektorat for Miljø en undersøgelse af de mulige konsekvenser af et forbud mod sælprodukter.

3.5

Den 23. juli 2008 fremsatte Kommissionen et forslag til forordning (9) om handel med sælprodukter. Retsgrundlaget for forslaget er EF-traktatens artikel 95 og 133. Artikel 95 handler om opsplitning af det indre marked og artikel 133 om den fælles handelspolitik. Betingelserne for anvendelse af EF-traktatens artikel 95 som hjemmel er blevet fastsat i EF-Domstolens retspraksis.

3.6

Kommissionens forslag til forordning forbyder omsætning, import, eksport og transit af sælprodukter i Fællesskabet. Der opstilles dog bestemmelser, der gør det muligt at indrømme undtagelser fra det generelle forbud, hvis en række betingelser vedrørende dyrevelfærd, der opregnes i forordningen (10), er behørigt opfyldt. Disse betingelser skal sikre, at sælerne er blevet aflivet og flået uden at være blevet påført unødvendig smerte, angst eller anden form for lidelse.

3.7

Kommissionen giver automatisk tilladelse til inuitternes traditionelle sælfangst for opretholdelse af deres livsform. I gennemførelsesbestemmelserne vil der blive fastlagt foranstaltninger til sikring af sælprodukternes oprindelse.

3.8

Medlemsstaterne skal hvert femte år sende en rapport til Kommissionen om de tiltag, der er truffet for at håndhæve denne forordning.

4.1

EØSU er yderst tilfreds med Europa-Kommissionens initiativ til en harmoniseret regulering af de acceptable sælfangstmetoder og omsætning af sælprodukter.

4.2

Forordningsforslaget fokuserer på dyrevelfærd og behandler ikke problematikken om artens bevarelse. Miljøorganisationer har understreget nødvendigheden af at medtage bevarelsesaspekterne i lovteksten. EU har imidlertid en solid lovgivning om bevarelse og råder over specifikke instrumenter for bevarelse af sæler, som supplerer forslagets foranstaltninger.

4.3

Det er indlysende, at klimaændringer (især afsmeltningsfænomenet) vil få direkte indvirkning på sælernes livsbetingelser og reproduktion. Kommissionen opfordres derfor til at foretage vurderinger og videnskabelige undersøgelser for at fremskaffe reelle data om klimaændringernes potentielle negative indvirkning på sælbestanden og i givet fald revidere og vedtage EU-instrumenter med henblik på bevarelse.

4.4

I EF-traktaten er det intet specifikt retsgrundlag, der gør det muligt at lovgive om dyrevelfærdsaspekter. I mangel af et eksplicit retsgrundlag har EU måttet finde et andet, men lige så legitimt retsgrundlag for at kunne behandle dette aspekt. Den kontroversielle artikel 95 om »opsplitning af det indre marked« giver EU mulighed for at harmonisere lovgivninger med en baggrund i dyrevelfærd, som EU's retspraksis har kvalificeret som et emne af »almen interesse«. EØSU accepterede i sin udtalelse om skind fra hunde og katte (11) dette retsgrundlag for lovgivning om dyrevelfærd og påpegede dets overensstemmelse med de handelsregler, som Verdenshandelsorganisationen (WTO) har fastlagt.

4.5

Fraværet af EU-kontrol på området, manglende data (officielt erkendt af EFSA) og den underliggende økonomiske interesse gør det vanskeligt at danne sig et realistisk og ufordrejet billede af sælfangst uden for EU. De eventuelle ændringer i lovgivningen i de lande, der driver sælfangst, med henblik på tilpasning til de nye EU-kriterier indebærer ikke nødvendigvis, at der i praksis sker en væsentlig forbedring af vilkårene for aflivning af sæler.

4.6

Et generelt forbud med efterfølgende undtagelsesbestemmelser er et innovativt instrument, som kan danne værdifuld præcedens for kommende EU-lovgivningsprocesser. Derfor vil EØSU ikke helt afvise EU-undtagelsesbestemmelserne, men beder om udsættelse af deres ikrafttræden, således at det generelle forbud i de tre første år, forordningen anvendes, bliver totalt, bortset fra en enkelt undtagelse for inuitsamfundet, hvis overlevelse afhænger af sæljagt. Udsættelsen giver EU mulighed for teknisk udvikling af en mere detaljeret og stram undtagelsesordning end den, der beskrives i forordningsforslaget. Desuden vil udsættelsen lette kontrollen og eventuelt tilvejebringe nye elementer, der kan anvendes i vurderingen af, om der skal indrømmes undtagelse.

4.7

Fremlæggelse af en EU-rapport i 2012 om ændringer i nationale lovgivninger om sælfangst, anvendelse i praksis og kontrolforanstaltninger kunne være til stor nytte for EU-myndighederne, som så fremover kan vurdere, hvilke fremskridt der er gjort, og hvilke undtagelser der skal gives. Manglen på data kræver, at EU lægger sig ekstra i selen for at fremskaffe alle de relevante og nødvendige data.

4.8

EØSU ønsker, at Kommissionens forordningsforslag reelt vil tilskynde de stater, som driver sælfangst, til at tilpasse deres lovgivning og praksis i retning af mere »humane« aflivningsmetoder for sæler. Den nuværende situation mht. aflivning af sæler kan ikke fortsætte, og de nødvendige ændringer skal indføres, selvom det erkendes, at EU har begrænset kompetence på dette område.

4.9

EØSU understreger nødvendigheden af, at medlemsstaterne vedtager effektive, afskrækkende og afbalancerede sanktioner med henblik på at sikre rækkevidden og effektiviteten af den nye lovgivning om sæljagt. Et effektivt sanktionssystem vil være med til at styrke det indre marked og beskytte forbrugerne.

5.1

Selv om forordningsforslaget ikke tager spørgsmålet om sæljagtens berettigelse op, finder EØSU det på sin plads at udtale sig om nogle af de spørgsmål, der går igen i debatten om sæljagt. For det første må der ikke herske tvivl om, at sældrab ikke kan defineres som fiskeri, men som jagt på pattedyr. For det andet er det ikke sikkert, at sæler kan udpeges som den faktor, der er skyld i de svindende havressourcer, mere konkret torskebestandene. Ingen videnskabelig undersøgelse kan bekræfte denne påstand, som i nogle lande fremsættes for at retfærdiggøre sælfangst. Havøkosystemets kompleksitet gør det umuligt at udtale sig kategorisk i den retning.

5.2

Kommissionen skelner i sit forslag ikke mellem sælfangst i stor og lille målestok. Det gør Kommissionen klogt i, når det tages i betragtning, at forslagets egentlige mål er overholdelse af principper for dyrevelfærd. Indførelse af særlige undtagelser for europæiske lande, som driver sælfangst i lille målestok, kan ikke retfærdiggøres ud fra et dyrevelfærdssynspunkt og kunne så tvivl om hele forslagets internationale retsgyldighed.

5.3

På dette område er kontrolarbejdet særlig vanskeligt, og det foregår under meget ugunstige klimatiske forhold. Kontrollen skal fastslå, hvor mange dyr der er aflivet, og i hvor høj grad de relevante lovbestemmelser er overholdt i praksis. Et kontrolsystem, der helt og fuldt styres af det land, der anmoder om undtagelse fra fangstforbuddet, forekommer ikke at være den bedste måde at garantere kontrollens uafhængighed på. EU bør nedsætte et eksperthold, der kan gennemføre kontroller på stedet i de lande, som anmoder om undtagelse. Finansieringen af dette europæiske hold af inspektører bør påhvile det land, som ønsker at eksportere til EU's marked. På denne måde ville EU have flere oplysninger til rådighed for evalueringen af certificerings- og mærkningsordningen.

5.4

Indførelse af en certificeringsordning og frivillig mærkning i de lande, som anmoder om undtagelse, tager hensyn til de følelser, som EU-borgerne gentagne gange har udtrykt, og som afspejledes i Kommissionens offentlige høring. Certificerings- og mærkningsinitiativerne skal under alle omstændigheder ledsages af et generelt forbud mod at bringe sælprodukter i omsætning. I modsat fald er det tvivlsomt, om de dyrevelfærdsmål, som Kommissionen forfølger med sit forslag, kan nås.

5.5

Certificeringskravene skal fastlægges i forordningens gennemførelsesbestemmelser på en sådan måde, at der gives en præcis definition af betingelserne for certificering og mærkning. Manglen på præcision på dette område har tidligere medført en upræcis mærkning, som har forvirret og vildledt forbrugerne. Man finder oftere produkter på markedet, som er fremstillet med produkter fra sæler, men som er mærket »marin olie« eller »fiskeolie«. Det er afgørende, at der i mærket på disse produkter ikke kun angives, hvilken sælart de kommer fra, men også dyrets oprindelse.

5.6

Den komité, der skal bistå Kommissionen i processen med indrømmelse af undtagelser, skal fremme inddragelse af alle organisationer og aktører, der har interesse i at deltage.