12.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 317/6

1.

Disse retningslinjer, der ligger i forlængelse af Rådets retningslinjer for konsulær beskyttelse af EU-borgere i tredjelande af 16. juni 2006 (fodnote: dok. 10109/2/06 rev 2) og dok. 10715/07, som er godkendt af PSC, sigter mod at gennemføre konklusionerne fra Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) af 18. juni 2007, der har til formål »at styrke det konsulære samarbejde mellem EU-medlemsstaterne via gennemførelsen af konceptet med en ledende stat på det konsulære område«. Det fremgår af disse konklusioner, at »i tilfælde af en større konsulær krise og med forbehold af medlemsstaternes primære ansvar for at beskytte deres egne statsborgere vil den ledende stat bestræbe sig på at sikre, at alle Den Europæiske Unions borgere får bistand, og sørge for koordinationen mellem medlemsstaterne på stedet«.

2.

Disse retningslinjer er udarbejdet som led i gennemførelsen af den forpligtelse, der er fastsat i artikel 20 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, samt de samarbejdsopgaver, der er omhandlet i artikel 20 i traktaten om Den Europæiske Union. Medlemsstaten påtager sig rollen som ledende stat frivilligt med deltagelse og aktiv støtte fra alle medlemsstater. Under alle omstændigheder fortsætter de øvrige EU-medlemsstater med at overvåge situationen for deres statsborgere på stedet, udveksle efterretninger og situationsanalyser og levere de nødvendige forstærkninger og supplerende ressourcer.

3.

I overensstemmelse med dok. 10715/07, som er godkendt af PSC, vil medlemsstaterne efter udløbet af den igangværende forsøgsperiode, der navnlig har til formål at tilrettelægge nye øvelser, på grundlag af de konkrete erfaringer undersøge muligheden for at formalisere denne ramme ved en juridisk afgørelse.

4.

Disse retningslinjer er på ingen måde til hinder for andre former for samarbejds- eller koordinationsinitiativer på grund af de særlige situationer, der kan opstå i tilfælde af en større krise i tredjelande med følger for det konsulære arbejde.

5.

Disse retningslinjer er ikke juridisk bindende og er udelukkende rettet til medlemsstaterne, Europa-Kommissionen og Generalsekretariatet for Rådet. Disse retningslinjer offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

1.1.

En medlemsstat, der ønsker at påtage sig opgaven som ledende stat i et tredjeland, meddeler det via COREU-nettet. Dette ønske meddeles de missioner og kontorer, der findes i tredjelandet, på et lokalt koordinationsmøde.

1.2.

Hvis to medlemsstater ønsker at påtage sig opgaven som ledende stat i et tredjeland sammen, meddeler de dette i fællesskab via COREU-nettet. Når der er mere end én ledende stat, skal ansvaret fordeles på den mest hensigtsmæssige måde, og koordinationsopgaverne defineres klart.

1.3.

Hvis en anden medlemsstat ikke fremsætter indvendinger via COREU-nettet inden 30 dage, eller indtil medlemsstaten via COREU-nettet tilkendegiver, at den ikke ønsker at være ledende stat, erklæres den pågældende medlemsstat for den ledende stat i det pågældende tredjeland.

1.4.

En liste over tredjelande, hvor en medlemsstat påtager sig rollen som ledende stat, ajourføres af Generalsekretariatet for Rådet, så snart der er givet meddelelse om en erklæring vedrørende den ledende stat eller om, at en medlemsstat ikke ønsker at være ledende stat. Denne liste offentliggøres på SITCEN's konsulære websted og sendes regelmæssigt til medlemsstaterne.

1.5.

I tilfælde af en større krise i tredjelande med følger for det konsulære arbejde, hvor ingen stat har erklæret sig for ledende stat, kan en eller flere medlemsstater straks påtage sig denne opgave, hvis de meddeler det via COREU-nettet eller på en anden hensigtsmæssig måde. Medlemsstaterne kan afslå tilbuddet fra den ledende stat i overensstemmelse med punkt 2.2.

2.1.

Den ledende stat påtager sig følgende opgaver:

2.2.

Når den ledende stat skønner det nødvendigt at evakuere de bistandsberettigede personer, jf. punkt 3.1, underretter den de berørte medlemsstater lokalt og i hovedstæderne. De berørte medlemsstater underretter så igen den ledende stat om deres nationale holdning til evakueringen og om, hvorvidt de ønsker at modtage bistand fra den ledende stat på området. Hvis medlemsstaten giver afkald på denne bistand, påtager den sig selv at beskytte sine statsborgere og eventuelle andre personer, som er berettiget til konsulær bistand. Dens statsborgere og eventuelle andre personer, som er berettiget til konsulær bistand, kan i medfør af princippet om ikke-forskelsbehandling fortsat modtage bistand fra den ledende stat. Den ledende stat hæfter ikke for de eventuelle følger af medlemsstatens beslutning om at give afkald på bistand fra den ledende stat.

2.3.

De bistandsberettigedes deltagelse i evakueringen er frivillig. I tilfælde af en evakuering ophører den ledende stats ansvar, når de evakuerede ankommer til det sted, som den ledende stat har udpeget som sikkert. Den ledende stat har ikke til opgave at transportere de evakuerede til et andet end det udpegede sikre sted.

2.4.

Såfremt den ledende stat i modsætning til andre stater finder, at det endnu ikke er hensigtsmæssigt at foretage evakuering, skal den i videst muligt omfang medvirke ved og bistå med koordinering af de bistandsaktioner, der iværksættes af de andre medlemsstater.

3.1.

Enhver person, der kan komme i betragtning til konsulær bistand fra sin medlemsstat, kan anmode om bistand fra den ledende stat.

4.1.

For at den ledende medlemsstat kan sikre, at dens opgave som fastsat i punkt 2.1 afvikles på en hensigtsmæssig måde, meddeler medlemsstaterne de oplysninger, der er strengt nødvendige (»need-to-know«) for udførelsen af denne opgave, jf. navnlig bilag I, II og III i retningslinjerne af 16. juni 2006.

4.2.

Den ledende stat forpligter sig til kun at anvende disse oplysninger i forbindelse med opgaver, der påhviler den i dens egenskab af ledende stat.

4.3.

Disse oplysninger meddeles lokalt af de akkrediterede chefer for missionerne eller kontorerne i tredjelandet til chefen for den ledende stats mission eller kontor efter regler, der fastsættes i fællesskab.

4.4.

Såfremt en medlemsstat ikke har udnævnt nogen akkrediteret chef for missionen eller kontoret i tredjelandet, sender den de nødvendige oplysninger til den ledende stat efter regler, der fastsættes i fællesskab.

4.5.

Manglende eller ufuldstændige oplysninger fra en medlemsstat til den ledende medlemsstat indvirker negativt på den ledende stats mulighed for at udføre sin opgave, jf. punkt 2.1. I så fald udfører den ledende stat bistandsmissionen i overensstemmelse med de oplysninger, den råder over.

5.1.

Under hensyn til princippet om europæisk solidaritet og om, at det primært er medlemsstaterne, der skal sikre beskyttelsen af deres statsborgere, bidrager medlemsstaterne til en hensigtsmæssig afvikling af den ledende stats opgave.

5.2.

Den ledende stat kan på grundlag heraf appellere til de andre medlemsstater om frivilligt at stille logistiske og menneskelige ressourcer til rådighed i tilfælde af en krise. Repræsentanter for medlemsstaterne kan yde støtte til den ledende stat lokalt inden for rammerne af nationale kriseberedskabshold. Den ledende stat kan ligeledes støtte sig til instrumenter som Fællesskabets civilbeskyttelsesordning, Generalsekretariatet for Rådets krisestyringsstrukturer samt logistisk støtte fra Europa-Kommissionens lokale delegation. Den ledende stat og den pågældende kommissionsdelegation aftaler i planlægningsfasen, hvilken rolle Kommissionen skal spille. Kommissionens ansatte påtager sig ikke konsulært arbejde.

5.3.

Den ledende stat forelægger medlemsstaterne en balance over de udgifter, den har afholdt, og over de udgifter, som de bidragydende stater, der er omhandlet i punkt 5.2, har afholdt.

5.4.

Den ledende stat kan anmode medlemsstaterne om at tilbagebetale de udgifter, der er afholdt som led i udførelsen af dens opgave. Hvis der anmodes om tilbagebetaling, bidrager medlemsstaterne til de udgifter, som udførelsen af den ledende stats opgave har medført, i forhold til det antal personer, der har modtaget bistand. Dette bidrag fremkommer efter fradrag af eventuelle udgifter som omhandlet i punkt 5.2. Medlemsstaterne kan opnå tilbagebetaling af udgifterne fra de personer, der har modtaget bistand, på grundlag af tilsagn om tilbagebetaling, som den ledende stat så vidt muligt har indhentet på tidspunktet for bistandsoperationen i overensstemmelse med afgørelse 95/533/EF om de diplomatiske og konsulære repræsentationers beskyttelse af Den Europæiske Unions borgere.

5.5.

Hvis modtageren af bistand fra den ledende stat kræver skadeserstatning for en skade, vedkommende har lidt under en bistandsmission udført af den ledende stat, rådfører den ledende stat og modtagerens medlemsstat sig med hinanden og overvejer supplerende foranstaltninger i overensstemmelse med deres interne lovgivning og procedurer samt folkeretten.

6.1.

Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til at orientere enhver person, som de vil kunne yde konsulær bistand, om disse retningslinjer, navnlig via rejsevejledningswebsiderne.