Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52007AR0246

    Regionsudvalgets udtalelse: Udvidelsesstrategi og vigtigste udfordringer 2007-2008 — Førkandidatlandene

    EUT C 172 af 5.7.2008, p. 60–64 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    5.7.2008   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 172/60


    Regionsudvalgets udtalelse: »Udvidelsesstrategi og vigtigste udfordringer 2007-2008 — Førkandidatlandene«

    (2008/C 172/12)

    REGIONSUDVALGET

    mener, at et klarere budskab til førkandidatlandene om deres vej til EU-medlemskab er nødvendigt. Individuel optagelse kan tilskynde og motivere landene til at fremskynde den overordnede proces. Et lands succes med gennemførelse af de krævede EU kriterier bør være afgørende for, hvor hurtigt det kan blive optaget;

    anser det for nødvendigt med yderligere kapacitetsopbygning hos kommuner og sammenslutninger af kommuner i førkandidatlandene, da de lokale og regionale myndigheder i dagens situation ikke er tilstrækkelig inddraget i EU's optagelsesproces;

    bifalder iværksættelsen af stabilitets- og associeringsaftalen med EU og tilskynder Bosnien-Hercegovinas myndigheder til at samarbejde om at gennemføre forpligtelserne i aftalen;

    er tilfreds med iværksættelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen med EU og opfordrer Serbien til at fortsætte arbejdet med at opfylde sine forpligtelser over for Den Internationale Straffedomstol for det tidligere Jugoslavien, som forbliver en betingelse for yderligere EU-integration;

    bifalder undertegnelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen med EU og tilskynder regeringen i Montenegro til at fortsætte med at opfylde sine forpligtelser under aftalen i henhold til forslaget til gennemførelseshandlingsplan;

    Ordfører

    :

    Martin HEATLEY (UK/PPE), medlem af Warwickshire County Council

    Basisdokument:

    Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet — Udvidelsesstrategi og vigtigste udfordringer 2007-2008

    KOM(2007) 663 endelig

    Politiske anbefalinger

    A.   Generelle anbefalinger

    Generelle fremskridt og tidsplan

    REGIONSUDVALGET

    1.

    mener, at et klarere budskab til førkandidatlandene om deres vej til EU-medlemskab er nødvendigt. Individuel optagelse kan tilskynde og motivere landene til at fremskynde den overordnede proces. Et lands succes med gennemførelse af de krævede EU-kriterier bør være afgørende for, hvor hurtigt det kan blive optaget;

    2.

    finder det vigtigt at sikre en fin afvejning mellem fortsat entusiasme og stabilitet i det potentielle kandidatland og en lempelig og grundig forberedelse af optagelsen;

    3.

    mener, at selv om udvidelse er vigtigt for såvel EU som for kandidatlandene og førkandidatlandene, når det gælder økonomiske vækstmuligheder, sikring af vigtige transport- og energiruter og andre strategiske hensyn under hensyntagen til EU's fælles værdier som frihed, demokrati og solidaritet, er udsigten til medlemskab især afgørende for freden og stabiliteten i det vestlige Balkan. Er dog bekymret om »udvidelsestrætheden« i visse EU-lande og mener, at man bør øge offentlighedens kendskab til muligheder og udfordringer ved yderligere udvidelse;

    4.

    bifalder den klare forbedring i førkandidatlandenes almene økonomiske vækst, overordnede makroøkonomiske stabilitet og forhøjede levestandard, men finder dog, at der bør gøres mere for at styrke retsstatsprincippet og modernisere sociale strukturer. Disse makroøkonomiske forbedringer bør sigte mod at forbedre livskvaliteten for borgerne i de pågældende lande. Opfordrer specifikt til, at retsstatsprincippet håndhæves — især gennem reformer af retsvæsenet — og at kampen mod korruption og organiseret kriminalitet, herunder menneskesmugling, gøres til en topprioritet i alle førkandidatlande;

    5.

    opfordrer alle førkandidatlande til at bevare og løbende forbedre gode naboforbindelser, da sådanne udgør et centralt element på vejen hen imod Den Europæiske Union. Betoner ligeledes behovet for, at landene på Vestbalkan intensiverer deres bestræbelser på at finde gensidigt acceptable løsninger på uafklarede spørgsmål med nabolandene.

    Kommunikation

    REGIONSUDVALGET

    6.

    understreger, at god kommunikation er afgørende, hvis udvidelsesstrategien skal forblive en succes. Det er nødvendigt at tilvejebringe mere information om fordele og udfordringer ved den nuværende udvidelse samt sikre forståelse for og accept af, at processen er gradvis og skal styres omhyggeligt. Alle regeringsniveauer i førkandidatlandene bør få støtte til at informere borgerne bedre om europæiske værdier og fordelene ved at komme tættere på EU-medlemskab samt om betingelserne for EU-medlemskab. I den forbindelse bør det sikres, at Kommissionens meddelelser vedrørende udvidelse offentliggøres på førkandidatlandenes sprog, herunder mindretalssprog;

    7.

    henstiller, at EU's nye finansielle instrument, instrumentet for førtiltrædelsesstøtte, bør anvendes til at forbedre kendskabet til EU-integration og fremme grænseoverskridende samarbejde, styrke kapaciteten hos repræsentative sammenslutninger af lokale og regionale myndigheder i det vestlige Balkan og inddrage dem i optagelsesprocessen;

    8.

    henstiller, at man forbedrer den »vertikale« kommunikation mellem de ministerier i centralregeringen, der har ansvaret for EU-integration i de pågældende lande, og de lokale og regionale myndigheder samt sammenslutningerne af kommuner.

    Kapacitetsopbygning og grænseoverskridende samarbejde

    REGIONSUDVALGET

    9.

    mener, at støtteforanstaltninger, som forbinder mennesker på lokalt og regionalt niveau og tilskynder til samarbejde mellem EU og førkandidatlande, er værdifulde instrumenter til kulturel og politisk forståelse, som kan afskære tvivl om integrationskapacitet. Udvalget minder om den vigtige rolle, som venskabsbyer og venskabsbylignende samarbejde spillede efter de historiske begivenheder omkring 1990;

    10.

    kræver, at der skal gøres mere for at fremme tværregionalt og tværkommunalt samarbejde mellem EU's medlemsstater og førkandidatlande foruden eksisterende grænseoverskridende mekanismer, blandt andet for at tilskynde førkandidatlandenes deltagelse i EGTC (1);

    11.

    understreger, at administrativ kapacitetsopbygning, ikke mindst på det lokale og regionale niveau, er nødvendigt for en effektiv opfyldelse af Københavnskriterierne. De lokale og regionale myndigheder i de berørte lande er ikke tilstrækkeligt orienteret og mangler fortsat generelt kapacitet til at absorbere EU's finansielle støtte. I den forbindelse kan Regionsudvalget spille en stor rolle ved at fremme uddannelseskurser for regionale og lokale myndigheder til udveksling af god praksis og erfaringer;

    12.

    bifalder aftalen om lempelse af visareglerne, som er blevet undertegnet mellem EU og førkandidatlandene, da det er et vigtigt skridt til at fremme mellemfolkelige kontakter, ikke kun mellem befolkningerne i det vestlige Balkans lande, men også mellem folk i EU og førkandidatlandene.

    13.

    anser det for nødvendigt med yderligere kapacitetsopbygning hos kommuner og sammenslutninger af kommuner i førkandidatlandene, da de lokale og regionale myndigheder i dagens situation ikke er tilstrækkelig inddraget i EU's optagelsesproces;

    14.

    bifalder projekter, som forbinder de lokale myndigheder i EU's medlemsstater og førkandidatlandene, f.eks. »udvekslingsprojektet« i Serbien, hvor en tredjedel af alle kommuner deltog og hvor de blev eksponeret for europæisk praksis inden for projektstyring og samtidig bistod med at knytte forbindelser mellem EU og de lokale myndigheder i Serbien;

    15.

    støtter kapacitetsopbygning hos de centrale og lokale og regionale myndigheder i førkandidatlandene, så de kan tilpasse deres miljøpolitikker efter EU's henstillinger;

    16.

    I førkandidatlandene er demokratiet ungt og skrøbeligt. Der kræves målbevidste og ihærdige tiltag for at udvikle og forankre det repræsentative demokratis institutioner og spilleregler. Det gælder i særlig høj grad på det lokale og regionale niveau med tanke på disse niveauers afgørende betydning for et stabilt og åbent demokratisk samfund og for gode styreformer.

    Civilsamfundet og det offentlige liv

    REGIONSUDVALGET

    17.

    mener, at civilsektoren er et meget vigtigt element i opbygningen af et demokratisk samfund. Yderligere udvikling og kapacitetsopbygning i denne sektor er nødvendigt for at styrke dens store betydning for at øge gennemsigtigheden og fremme demokratiet. Civilsektoren kan spille en vigtig rolle i forbindelse med at orientere offentligheden og EU og gøre det lettere at inddrage borgerne i optagelsesprocessen;

    18.

    kræver yderligere forbedringer af kvinders, og børns og ældres rettigheder. Yderligere skridt bør træffes for at forbedre lige muligheder, sikre bedre beskæftigelse og tilskynde til en mere aktiv inddragelse af kvinder i det politiske liv. Beskyttelse af kvinder, børn og ældre mod alle former for vold, herunder menneskesmugling, bør styrkes;

    19.

    tilskynder til yderligere forbedringer af handicappedes status. Et særligt vigtigt element er bedre beskæftigelsesmuligheder for handicappede, der er afgørende for deres fuldgyldige integration i samfundet;

    20.

    opfordrer til yderligere forbedringer af mindretalsrettigheder og til at skabe betingelserne for, at mindretallenes kulturer kan udvikle sig og blomstre op. Der kræves imidlertid også en kraftig indsats for at forbedre holdningen til etniske grupper og arbejde for tolerance og forsoning.

    B.   Landespecifikke bemærkninger

    Albanien

    REGIONSUDVALGET

    21.

    fremskridt i retning af bedre forvaltning hilses velkomne, især tiltag med henblik på et bedre folkeregister, ID-kort og indførelse af biometriske pas. Udtrykker håb om, at det vil bidrage til en forbedring af valgproceduren, da de senest afholdte lokalvalg ikke levede op til internationale forpligtelser og standarder;

    22.

    bifalder regeringens mere strategiske indfaldsvinkel til bekæmpelsen af korruption. Korruption er imidlertid fortsat meget udbredt og udgør et meget alvorligt problem i Albanien. Trods visse forbedringer forbliver retsvæsenet desuden meget svagt, og yderligere reformer er påkrævede, især hvad angår retsvæsenets uafhængighed, gennemsigtighed og effektivitet. Derfor er det særligt vigtigt, at den planlagte strategi for korruptionsbekæmpelse for perioden 2007-2013 kommer på plads og gennemføres med kraft, samt at arbejdet med henstillingerne fra Europarådet og GRECO fuldføres;

    23.

    bemærker det meget gunstige klima inden for tværreligiøse relationer, da de udgør et værdifuldt forbillede i regionen, men opfordrer til yderligere fremskridt inden for menneskerettigheder og ytringsfrihed;

    24.

    opfordrer de albanske myndigheder til at fortsætte med at forbedre mindretals status i overensstemmelse med god praksis i Europa og Europarådets rammekonvention for beskyttelse af nationale mindretal. Henstiller på det kraftigste, at mindretalsrepræsentanter udpeges til de albanske parlament, og at det sikres, at undervisningen i mindretalssprog udvides til at omfatte alle medlemmer af etniske mindretal i landet;

    25.

    anerkender Albaniens bestræbelser på at bevare og udvikle flere gode naboforbindelser med medlemsstater og andre førkandidatlande;

    26.

    mener, at en yderligere opgradering af den administrative kapacitet er nødvendig for en effektiv gennemførelse af stabiliserings- og associeringsaftalen. De kommunale forvaltninger og den albanske sammenslutning af kommuner har brug for yderligere kapacitetsopbygning for at kunne absorbere førtiltrædelsesstøtte.

    Bosnien-Hercegovina

    REGIONSUDVALGET

    27.

    bifalder iværksættelsen af stabilitets- og associeringsaftalen med EU og tilskynder Bosnien-Hercegovinas myndigheder til at samarbejde om at gennemføre forpligtelserne i aftalen;

    28.

    bifalder erklæringen om en reform af politistyrkerne i Bosnien-Hercegovina og kræver, at alle undertegnende parter arbejder hen imod en reform af politiet i henhold til EU-principper. En politireform forbliver en forudsætning for undertegnelsen af stabilitets- og associeringsaftalen;

    29.

    er tilfreds med, at de kommunale strukturer i Bosnien-Hercegovina er fast besluttede på at indføre god europæisk praksis for at forbedre tjenesteudbuddet, og bifalder de kommunale sammenslutningers villighed i begge enheder til at arbejde sammen om at forbedre kvaliteten af de kommunale tjenesteydelser til borgerne;

    30.

    hilser de fortsatte kommunalreformer velkommen og noterer sig, at lovgivningen om kommunalt selvstyre i begge enheder er foreneligt med Europarådets Europæiske Charter om Lokalt Selvstyre;

    31.

    mener, at en yderligere opgradering af den administrative kapacitet er nødvendig for en effektiv gennemførelse af stabiliserings- og associeringsaftalen. De kommunale forvaltninger og sammenslutninger af kommuner i begge enheder har brug for yderligere kapacitetsopbygning for fuldt ud at kunne absorbere førtiltrædelsesstøtten;

    32.

    er tilfreds med de hidtidige fremskridt med hensyn til flygtninges og internt fordrevne personers mulighed for at vende hjem, og tilskynder de relevante organisationer og agenturer til at fortsætte indsatsen for at forbedre betingelserne for en bæredygtig hjemkomst;

    33.

    bifalder fremskridtene i samarbejdet med Den Internationale Straffedomstol for det tidligere Jugoslavien, som synes at være på et generelt tilfredsstillende niveau, men der kræves fuldt samarbejde for at kunne undertegne stabiliserings- og associeringsaftalen.

    Serbien

    REGIONSUDVALGET

    34.

    opfordrer Serbien til at fortsætte med at tilnærme sig EU og arbejde for fredelig sameksistens med alle naboer;

    35.

    er tilfreds med iværksættelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen med EU og opfordrer Serbien til at fortsætte arbejdet med at opfylde sine forpligtelser over for Den Internationale Straffedomstol for det tidligere Jugoslavien, som forbliver en betingelse for yderligere EU-integration;

    36.

    anerkender fremskridtene i forbindelse med reformen af den offentlige administration, som er på linje med europæiske standarder, og bemærker den gode administrative kapacitet, som Serbien har demonstreret i forbindelse med forhandlingerne om stabiliserings- og associeringsaftalen;

    37.

    bifalder justitsministeriets initiativ til en tilbundsgående analyse af retsvæsenet, da lovrammerne i den nye forfatning stadig venter på at blive gennemført. Der er brug for yderligere tiltag for at sikre retsvæsenets uafhængighed, ansvarlighed og effektivitet;

    38.

    er tilfreds med den videre gennemførelse af den nationale strategi mod korruption, men bemærker, at korruption fortsat er udbredt og udgør et alvorligt problem i Serbien;

    39.

    bifalder den øgede respekt for og beskyttelse af mindretalsrettigheder og tilskynder regeringen til at fokusere på forbedringer af f.eks. romaernes rettigheder, navnlig inden for uddannelse, social beskyttelse, sundhedsvæsen, boliger og beskæftigelse;

    40.

    opfordrer det serbiske parlament til at ratificere Det Europæiske Charter om Lokalt Selvstyre;

    41.

    mener, at en yderligere opgradering af den administrative kapacitet er nødvendig for en effektiv gennemførelse af stabiliserings- og associeringsaftalen. De kommunale forvaltninger og den stående konference af kommuner og byer har brug for yderligere kapacitetsopbygning for at kunne absorbere og få fuld glæde af førtiltrædelsesstøtten.

    Kosovo (under FN's Sikkerhedsråds resolution 1244)

    REGIONSUDVALGET

    42.

    Kosovos uafhængighedserklæring den 17. februar er nu en realitet. Regionsudvalget hilser beslutningen om at etablere en ESFP-mission, EULEX Kosovo, til at se på retsstatsprincippet og stabiliteten velkommen. Opretholdelse af retsstatsprincippet og stabiliteten er i alles interesse. Etniske grupper skal leve i fredelig sameksistens.

    43.

    bifalder indførelsen af »Strategien og handlingsplanen for en reform af den offentlige forvaltning 2006-2011«, da den offentlige forvaltning er svag og ineffektiv og reformerne endnu i den vordende fase;

    44.

    mener, at selv om der er sket visse fremskridt på kommunalt niveau, forbliver dets administrative kapacitet svag;

    45.

    bifalder oprettelsen af antikorruptionsagenturet i Kosovo, men mener, at der mangler klar politisk vilje til at bekæmpe korruption, som stadig er vidt udbredt. Yderligere kapacitetsopbygning hos agenturets personale er nødvendigt, ligesom der er brug for at videreudvikle lovrammer og gennemførelsestiltag;

    46.

    beklager de beskedne fremskridt inden for borgerlige og politiske rettigheder og friheder og tilskynder myndighederne i Kosovo til at fortsætte efterforskningsarbejdet vedrørende de over 2000 forsvundne personer som et vigtigt skridt hen imod forsoning;

    47.

    er tilfreds med, at valget i Kosovo i november 2007 fandt sted under fredelige former og opfordrer myndighederne i Kosovo og Serbien til at blive ved med at arbejde hen imod en fredelig løsning af den aktuelle politiske situation, og er af den faste overbevisning, at voldshandlinger ikke kan accepteres i Kosovo, og at man kun kan opbygge et multietnisk Kosovo, hvis alle samfundsgrupper samarbejder.

    Montenegro

    REGIONSUDVALGET

    48.

    bifalder undertegnelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen med EU og tilskynder regeringen i Montenegro til at fortsætte med at opfylde sine forpligtelser under aftalen i henhold til forslaget til gennemførelseshandlingsplan;

    49.

    hilser vedtagelsen af den nye forfatning velkommen;

    50.

    anerkender Montenegros fine resultater efter landets uafhængighed, hvad angår etableringen af gode bilaterale forbindelser med udvidelseslande og nabomedlemsstater samt de positive fremskridt med at tilslutte sig regionale initiativer og Europarådet;

    51.

    ser positivt på de foranstaltninger, regeringen har truffet for at bekæmpe organiseret kriminalitet og korruption, men bemærker, at disse spørgsmål fortsat ses som et alvorligt problem og tilskynder regeringen til at blive ved med at forbedre antikorruptionsforanstaltninger og øge indsatsen for at bekæmpe pengevask. Der bør sættes særlig fokus på en fortsat reform af retsvæsenet;

    52.

    noterer sig den fortsatte reform af den offentlige forvaltning og anbefaler yderligere kapacitetsopbygning, især hvad angår gennemsigtighed, ansvar, offentlige kontrakter samt i forbindelse med forvaltning af offentlige aktiver og godkendelsesprocedurer;

    53.

    mener, at en yderligere opgradering af den administrative kapacitet er nødvendig for en effektiv gennemførelse af stabilitets- og associeringsaftalen. De kommunale forvaltninger og den montenegrinske sammenslutning af kommuner har brug for yderligere kapacitetsopbygning for at kunne absorbere og få fuld glæde af førtiltrædelsesstøtten.

    Bruxelles, den 10. april 2008

    Luc VAN DEN BRANDE

    Formand for

    Regionsudvalget


    (1)  EGTC — De Europæiske Grupper for Territorialt Samarbejde.


    Top