28.10.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 261/2

1)

En fællesskabsborger som sagsøgeren i hovedsagen, der efter at have flyttet sin sædvanlige bopæl fra Nederlandene har bopæl i en medlemsstat, og som er indehaver af samtlige aktier i selskaber, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, kan påberåbe sig artikel 43 EF.

2)

Artikel 43 EF skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat indfører en beskatningsordning vedrørende avancer som den i hovedsagen omhandlede i tilfælde, hvor en skattepligtig flytter sin bopæl væk fra denne medlemsstat, og denne ordning foreskriver, at der skal stilles sikkerhed som forudsætning for bevilling af henstand med betaling af skatten, og ikke fuldt ud tager hensyn til de kurstab, der kan være indtrådt efter, at vedkommende har flyttet sin bopæl, og som værtsmedlemsstaten ikke har taget i betragtning.

3)

En hindring, der følger af en sikkerhedsstillelse, som kræves i strid med fællesskabsretten, kan ikke ophæves med tilbagevirkende kraft alene ved frigivelse af denne sikkerhed. Den nærmere form for den retsakt, i medfør af hvilken sikkerheden blev frigivet, har ingen betydning for denne vurdering. I tilfælde, hvor en medlemsstat har fastsat, at der skal betales morarenter i forbindelse med tilbagebetalingen af et garantibeløb, som er afkrævet i strid med national ret, skal disse renter ligeledes betales, hvis det er sket i strid med fællesskabsretten. Det tilkommer endvidere den forelæggende ret i overensstemmelse med de anvisninger, som Domstolen har givet, samt under overholdelse af principperne om ækvivalens og effektivitet, at tage stilling til, om den omhandlede medlemsstat ifalder ansvar for det tab, der er lidt på grund af kravet om sikkerhedsstillelse.