Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2006/212/60

    Sag T-177/06: Sag anlagt den 3. juli 2006 — Ayuntamiento de Madrid og Madrid Calle 30 mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

    EUT C 212 af 2.9.2006, p. 33–34 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

    2.9.2006   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 212/33


    Sag anlagt den 3. juli 2006 — Ayuntamiento de Madrid og Madrid Calle 30 mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

    (Sag T-177/06)

    (2006/C 212/60)

    Processprog: spansk

    Parter

    Sagsøgere: Ayuntamiento de Madrid og Madrid Calle 30, SA (Madrid) (ved J.L. Buendía Sierra og R. González-Gallarza Granizo)

    Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

    Sagsøgerens påstande

    Annullation af Kommissionens (Eurostat) klassifikation af Madrid Calle 30 som en del af sektoren for offentlig forvaltning og service i overensstemmelse med »Det Europæiske Nationalregnskabssystem 1995« (ENS 95), der er vedlagt som bilag A til Rådets forordning (EF) nr. 2223/96 af 25. juni 1996, og som fremgår af den opgørelse, der er offentliggjort af Kommissionen (Eurostat) den 24. april 2006, over oplysningerne fra 2005 om offentlige underskud og gæld med henblik på anvendelse af protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt stort underskud, der er knyttet som bilag til EF-traktaten.

    Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

    Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

    Sagsøgerne har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens (Eurostat) klassifikation af Madrid Calle 30 som en del af sektoren for »offentlig forvaltning og service« i overensstemmelse med »Det Europæiske Nationalregnskabssystem 1995« (ENS 95), der er vedlagt som bilag A til Rådets forordning (EF) nr. 2223/96 af 25. juni 1996 om det europæiske national- og regionalregnskabssystem i Det Europæiske Fællesskab (1). Ifølge sagsøgerne fremgår den nævnte klassifikation af den opgørelse, der er offentliggjort af Kommissionen (Eurostat) den 24. april 2006, over oplysningerne fra 2005 om det offentlige underskud og den offentlige gæld med henblik på anvendelse af protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt stort underskud, der er knyttet som bilag til EF-traktaten.

    Sagsøgerne har gjort gældende, at Madrid Calle 30 er et aktieselskab, som Ayuntamiento de Madrid ejer andele i, og et privat konsortium, der består af tre bygge- og servicevirksomheder, der blev udvalgt efter afholdelse af et udbud under hensyntagen til strenge markedspriskriterier.

    Sagsøgerne har til støtte for påstanden gjort følgende gældende:

    Tilsidesættelse af flere af bestemmelserne fastsat i ENS 95 om klassifikationen af institutionelle enheder i sektoren for »den offentlige forvaltning og service« eller »ikke-finansielle selskaber«.

    Tilsidesættelse af de generelle principper om begrundelse af administrative afgørelser og høring af den berørte.


    (1)  EFT L 310, s.1.


    Top