Sag anlagt den 20. juni 2006 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Republikken Østrig

(Sag C-270/06)

(2006/C 212/29)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved H. Støvlbæk, som befuldmægtiget, og Rechtsanwalt B. Wägenbaur)

Sagsøgt: Republikken Østrig

Sagsøgerens påstande

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

I henhold til artikel 56, stk. 1, EF er alle nationale bestemmelser, der udgør restriktioner for kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande, forbudt. Dette forbud skal ikke blot fjerne en forskelsbehandling af finansmarkedets deltagere på grundlag af deres nationalitet, men omfatter generelt enhver restriktion, der gør udøvelsen af denne grundfrihed mindre attraktiv. Ifølge Domstolens praksis foreligger der restriktioner for kapitalbevægelser, såfremt en medlemsstat træffer foranstaltninger, som kan afholde de i medlemsstaten bosiddende borgere fra at optage lån eller foretage investeringer i andre medlemsstater.

Kommissionen er af den opfattelse, at den bestemmelse i den østrigske forbundslov om bankvæsenet, der forpligter bestemte kreditinstitutter, som er tilsluttet et centralinstitut, til at lade en bestemt andel af deres likviditetsreserve stå på en konto i deres centralinstitut, udgør en restriktion for de frie kapitalbevægelser. Denne lovmæssige forpligtelse hindrer nemlig primærbankerne i at indsætte en betydelig del af deres likvide midler svarende til tvangsindskuddet i andre europæiske kreditinstitutter og i via grænseoverskridende overførsler af disse likvide midler til en anden medlemsstat at opnå et højere renteafkast end det, de modtager fra centralinstituttet.

Den omhandlede bestemmelse i den østrigske forbundslov om bankvæsenet er hverken begrundet i de i artikel 58 EF udtrykkeligt nævnte hensyn, i hensynet til forbrugerbeskyttelsen eller i andre tvingende almene hensyn.

Efter Kommissionens opfattelse er det omhandlede lovbestemte tvangsindskud i centralinstituttet ikke nødvendigt af hensyn til forbrugerbeskyttelsen. For det første foreligger der allerede i Østrig lovbestemmelser om likviditetssikring, som finder anvendelse på alle banker, og for det andet findes der mindre indgribende midler til at opnå en tilstrækkelig likviditet, som ikke hindrer de frie kapitalbevægelser eller hindrer disse mindre. Den foreliggende lovgivning virker endog kontraproduktiv for forbrugerbeskyttelsen, da den hindrer primærbankerne i at foretage grænseoverskridende og eventuelt mere rentable investeringer af deres likviditetsreserver, hvilket ville være i deres kunders interesse. Der er endvidere ingen holdepunkter for, at enkelte primærbankers insolvens nødvendigvis vil medføre en kædereaktion og en kraftig bølge af krav på opsparingsindskuddene i andre af sektorens primærbanker. Allerede fordi tilsvarende systemer i andre medlemsstater har klaret sig uden lovbestemte tvangsindskud og har fungeret stabilt i mange årtier, uden at der er opstået seriebanksammenbrud, er dette katastrofescenario ikke overbevisende.

Da den pågældende lovmæssige forpligtelse for de pågældende kreditinstitutter ligeledes hverken er nødvendig for beskyttelse af den østrigske finanssektors integritet og gode omdømme eller for virkeliggørelsen af et effektivt tilsyn med finansinstitutterne, udgør den en uforholdsmæssig restriktion for de frie kapitalbevægelser.