Sag anlagt den 5. april 2005 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Forbundsrepublikken Tyskland

(Sag C-152/05)

(2005/C 132/33)

Processprog: tysk

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 5. april 2005 anlagt sag mod Forbundsrepublikken Tyskland af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved R. Lyal og K. Gross, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har nedlagt følgende påstande:

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Lovgiver har i Forbundsrepublikken Tyskland i § 2, stk. 1, første punktum, i lov om tilskud til ejerboliger udelukket ydelse af ejerboligtilskud til fuldt skattepligtige til ejendomme beliggende i andre medlemsstater uafhængigt af, om der dér kan gøres et lignende krav gældende. Denne bestemmelse udgør en tilsidesættelse af de grundlæggende friheder, som er tillagt medlemsstaternes borgere ved EF-traktatens artikel 18, 39 og 43.

Kommissionen gør gældende, at denne bestemmelse tilsidesætter de grundlæggende friheder for tre persongrupper, idet de personer, som tilhører disse grupper, trods deres fulde skattepligt i Tyskland kun ville kunne drage nytte af ejerboligtilskuddet, hvis de også erhvervede fast ejendom med beboelse for øje i Tyskland. Denne begrænsning af kravet gør det vanskeligt for dem at kunne arbejde i udlandet og at kunne have bopæl i udlandet. Retten til fri bevægelighed for personer omfatter også en garanti for ikke at blive behandlet ringere end en indlænding. I alle de af Kommissionen beskrevne tre situationer foreligger der et tilstrækkeligt grænseoverskridende element. De personer, som tilhører disse grupper, henhører altså under EF-traktatens bestemmelser.

Det følger af Domstolens praksis, at enten bopælsstaten eller beskæftigelsesstaten ved fastlæggelse af skattebyrden skal tage hensyn til de skattepligtiges personlige forhold. Netop dette må også gælde for ejerboligtilskuddet, som er afhængigt af den skattemæssige ydeevne. De EU-borgere, der er bosiddende udenfor Tyskland, men som er fuldt skattepligtige i Tyskland, ville intetsteds kunne støttes med et ejerboligtilskud eller et lignende tilskud, og der ville således ikke blive taget hensyn til deres personlige forhold noget sted. Ifølge fællesskabsretten er det imidlertid ikke tilladt at stille en i Tyskland fuldt skattepligtig skattemæssigt ringere alene på grund af vedkommendes bopæl i udlandet.

Kommissionen afviser forbundsregeringens indsigelse om, at ejerboligtilskuddet siden 1. januar 1996 ikke længere indebærer en skattebyrde inden for rammerne af opkrævningen af indkomstskatten, men derimod udgør et ikke-skattemæssigt tilskud, hvor kompetencen til sådanne støtteforanstaltninger ligger hos medlemsstaterne. Den anfører heroverfor, at medlemsstaternes forpligtelse til at udvise en fællesskabskonform handlemåde og kravet om overholdelse af de grundlæggende friheder også gælder for det ikke-skattemæssige tilskud.

Tilsidesættelse af de i EF-traktaten hjemlede grundlæggende friheder kan være berettiget i tvingende almene hensyn. Begrænsningen af støtten til kun at angå boliger beliggende i Tyskland er ikke nødvendig for at nå målet i de tyske bestemmelser, hvorfor tilsidesættelsen af EF-traktatens artikel 18, 39 og 43 således ikke kan anses for berettiget.