92003E2474

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2474/03

af Ingo Friedrich (PPE-DE) til Kommissionen

(24. juli 2003)

Om: Et frit indre marked

Møntsamlere og -forhandlere i Grækenland og Italien, men også i Frankrig og Spanien, bliver behandlet som våbenhandlere. På dette område er det fri indre marked endnu ikke en realitet. Medlemsstaterne går national enegang ved at forsøge at opnå tilladelse til at indføre importrestriktioner i forhold til USA.

Er Kommissionen bevidst om denne situation? Hvad foretager generaldirektoratet for det indre marked og finansielle tjenesteydelser sig med henblik på at sikre antikke mønters frie bevægelighed? Hvornår vil en sådan fri bevægelighed blive gennemført? Kan der på nationalt plan opnås tilladelse til importrestriktioner i forhold til tredjelande? Finder Rådets forordning (EØF) nr. 3911/92(1) af 9. december 1992 om udførsel af kulturgoder anvendelse her?

(1) EFT L 395 af 31.12.1992, s. 1.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(15. september 2003)

Kommissionen noterer sig den situation, det ærede medlem påtaler.

Kommissionen sikrer som traktaternes vogter, at traktatbestemmelserne og dermed også artikel 28 og 29 om princippet om frie varebevægelser overholdes.

Kunstværker generelt, herunder også antikke mønter og pengesedler, er varer, der falder ind under anvendelsesområdet for EF-traktatens artikel 28 og 29.

På områder, hvor der ikke er truffet nogen harmoniseringsforanstaltninger, vil traktaten dog opretholde medlemsstaternes ret til at beskytte deres kunstneriske, historiske eller arkæologiske arv. Artikel 30 indeholder derfor en undtagelse fra princippet om frie varebevægelser, når dette er begrundet i beskyttelsen af nationale skatte, og anerkender dermed medlemsstaternes ret til at indføre restriktioner for eller forbud mod udførslen af varer, som medlemsstaten har erklæret for beskyttet kulturarv, fra dens nationale område.

Da der ikke er foretaget nogen harmonisering på området, kan medlemsstaterne således påberåbe sig EF-traktatens artikel 30 og har frihed til at afgøre, hvilke kunstværker eller -genstande der er omfattet af begrebet national skat. Det bør påpeges, at EF-Domstolen aldrig er blevet anmodet om at definere dette begreb.

Rådets direktiv 93/7/EØF af 15. marts 1993 om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra en medlemsstats område, har ikke ændret ved denne situation(1). I henhold til dette direktiv kan en medlemsstat anlægge sag ved en domstol i en anden medlemsstat for at få tilbageleveret et kulturgode, som ulovligt er fjernet fra dens område efter 1993.

Direktivet omhandler alene genstande, der før eller efter ulovligt at være fjernet fra en medlemsstats område ifølge national lovgivning er klassificeret som national skat af kunstnerisk, historisk eller arkæologisk værdi, og som henhører under en af de i bilaget anførte kategorier. Listen over kulturgoder i bilaget indeholder bl.a. samlinger, der frembyder historisk, palæontologisk, etnografisk eller numismatisk interesse, og som har en værdi på over 50 000 EUR.

Unesco-konventionen fra 1970, som er blevet ratificeret af 8-9 medlemsstater, omhandler alene ulovlig indførsel, udførsel og overdragelse af ejendomsretten til kulturgenstande, men ulovlig handel med kulturgoder er ikke omfattet. I henhold til bestemmelserne forpligter de kontraherende stater sig til at forbyde indførsel eller at vedtage de fornødne restriktioner, når der er tale om genstande, der er stjålet fra museer, religiøse institutioner eller offentlige monumenter, eller når en kontraherende stats kulturarv er alvorlig truet af omfattende arkæologiske og etnologiske plyndringer.

Rådets forordning (EØF) nr. 3911/92 af 9. december 1992 om udførsel af kulturgoder(2) finder ikke anvendelse på området. Den skal sikre, at medlemsstaternes kulturgoder beskyttes i det indre marked, og bestemmer, at udførsel af kulturgoder til lande uden for Fællesskabets toldområde kun kan finde sted mod forelæggelse af en udførselstilladelse fra medlemsstaternes kompetente myndigheder, med forbehold af de udførselsforbud, medlemsstaterne kan vedtage for nationale skatte med hjemmel i EF-traktatens artikel 30.

(1) EFT L 74 af 27.3.1993. Bilaget til direktivet er blevet ændret ved direktiv 96/100/EF af 17. februar 1997 (EFT L 60 af 1.3.1997) og direktiv 2001/38/EF af 5. juni 2001 (EFT L 187 af 10.7.2001).

(2) EFT L 395 af 31.12.1992.