Escolha as funcionalidades experimentais que pretende experimentar

Este documento é um excerto do sítio EUR-Lex

Documento 92003E001956

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1956/03 af María Sornosa Martínez (PSE) til Rådet. Udsendelse af enkeltskroget spansk olietankskib med henblik på deltagelse i krigen i Irak.

EUT C 51E af 26.2.2004, pp. 163-164 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Sítio Web do Parlamento Europeu

92003E1956

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1956/03 af María Sornosa Martínez (PSE) til Rådet. Udsendelse af enkeltskroget spansk olietankskib med henblik på deltagelse i krigen i Irak.

EU-Tidende nr. 051 E af 26/02/2004 s. 0163 - 0164


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1956/03

af María Sornosa Martínez (PSE) til Rådet

(13. juni 2003)

Om: Udsendelse af enkeltskroget spansk olietankskib med henblik på deltagelse i krigen i Irak

Den spanske regering vedtog, at flådens olietankskib Marqués de la Ensenada skulle bistå de allierede tropper i Irak-krigen. Dette fartøj er en enkeltskroget olietanker bygget i 1990. Der henvises til, at

- Kommissionen for tiden udfører et prisværdigt stykke arbejde for at afskaffe enkeltskrogede olietankskibe, navnlig hvad angår udformningen af ændringen af forordning (EF) nr. 417/2002(1),

- denne forordning hverken finder anvendelse på krigsskibe eller hjælpefartøjer,

- enhver krigssituation indebærer øget risiko for et forlis forårsaget af angreb og følgelig for en ny olieforurening.

Er Rådet parat til at gribe ind over for de forskellige medlemsstater for at få dem til at afskaffe enkeltskrogede olietankskibe i deres flådeenheder og erstatte dem med tankskibe med dobbelt skrog som foreskrevet i EU-lovgivningen?

(1) EFT L 64 af 7.3.2002, s. 1.

Svar

(7. oktober 2003)

Det er som anført i spørgsmålet rigtigt, at den EF-lovgivning(1), der tager sigte på at fremskynde udfasningen af olietankskibe med enkeltskrog, ikke finder anvendelse på skibe, der ejes eller sejles af en stat og anvendes til statslig ikke-kommerciel tjeneste, herunder krigsskibe og flådehjælpefartøjer. Denne undtagelse findes også i andre dele af Fællesskabets søtransportlovgivning og er helt i overensstemmelse med de internationale bestemmelser, i det foreliggende tilfælde Marpol.

Forordning (EF) nr. 417/2002 er i øjeblikket ved at blive revideret efter den fælles beslutningsprocedure, og retsakten forventedes vedtaget ved førstebehandlingen den 22. juli 2003 efter Rådets godkendelse af de ændringer af Kommissionens forslag, som Parlamentet vedtog den 4. juni 2003. Krigsskibe og flådehjælpefartøjer vil efter denne revision fortsat ikke være omfattet af forordningen.

Imidlertid skal medlemsstaterne i henhold til forordning (EF) nr. 417/2002 om fremskyndet indfasning af krav om dobbeltskrogs- eller tilsvarende design for olietankskibe med enkeltskrog, for så vidt det er rimeligt og muligt, bestræbe sig på at overholde EF-lovgivningen på dette område.

Det kan tilføjes, at olietankskibe med enkeltskrog, der er omfattet af EF-forordningen og bygget i 1990, i øjeblikket skal udfases inden 2007 (tankskibe af kategori 1) eller 2015 (tankskibe af kategori 2 og 3). Når forordningen om ændring af forordning (EF) nr. 417/2002 er trådt i kraft, vil enkeltskrogede olietankskibe af kategori 1 fra 1990 blive udfaset i 2005 og tankskibe af kategori 2 og 3 i 2010. Imidlertid vil det med øjeblikkelig virkning blive forbudt for sådanne enkeltskrogede tankskibe at transportere svære olier, hvis de har en dødvægt på over 5 000 ton, eller senest i 2008, hvis de har en dødvægt på under 5 000 ton.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 417/2002 af 18. februar 2002 om fremskyndet indfasning af krav om dobbeltskrogs- eller tilsvarende design for olietankskibe med enkeltskrog og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2978/94 (EFT L 64 af 7.3.2002, s. 1).

Início