92003E0477

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0477/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Rådet

(20. februar 2003)

Om: Mulighederne for at en EU-medlemsstat kan anvende kernevåben i forbindelse med en krig i Irak

1. Kan Rådet bekræfte, at de EU-medlemsstater, der samtidig er medlem af NATO hidtil har forpligtet sig til udelukkende at anvende kernevåben mod stater, der truer dem med egne kernevåben?

2. Henregner Rådet Irak til de stater, der efter USA, Det Forenede Kongerige, Frankrig, Rusland, Kina, Indien, Pakistan, Israel og fremover muligvis Nordkorea råder over kernevåben?

3. På baggrund af at Det Forenede Kongeriges forsvarsminister har fremsat en udtalelse om anvendelse af kernevåben, og på baggrund af, at hangarskibet Ark Royal efter udløbet fra Portsmouth den 11.1.2003 først foretog en lang omvej på fem dage til et depot for hemmelige våben og for kernevåben på Trident-undervandsbåde i Loch Long i Skotland, inden det satte kurs mod Irak, gælder den i spørgsmål 1 anførte begrænsning for anvendelse af kernevåben da ikke længere for Det Forenede Kongerige?

4. Anvendes eventuelle kernevåben for at skabe radioaktiv forurening af områder og disses beboere gennem et såkaldt Fall out, eller for ved en eksplosion i stor højde at forårsage trykbølger, der fejer alt væk på jorden nedenunder?

5. Hvor stor fare er der efter Rådets mening for, at faktisk anvendelse af kernevåben, der ikke har været benyttet i praksis siden 1945, vil medføre, at stadig flere lande nærer ønske om at råde over sådanne våben til selvforsvar?

6. Hvad vil Rådet gøre for at hindre anvendelse og spredning af altødelæggende kernevåben også i fremtiden?

Kilde: TV Nederland 1, programmet Knevel op zaterdag, 8 februar 2003.

Svar

(29. september 2003)

Det spørgsmål, det ærede medlem rejser under punkt 1 og 3, falder ikke ind under Rådets kompetence. Der erindres om, at det er EU-medlemsstaterne selv, som træffer beslutning om anvendelse af deres militære kapacitet på grundlag af deres nationale suverænitet.

Traktaten om ikke-spredning af kernevåben (NPT), som alle EU-medlemsstaterne deltager i som stater, anerkender fem kernevåbenstater (Kina, Frankrig, Rusland, Det Forenede Kongerige og USA). Alle FN's medlemmer, bortset fra tre (Indien, Israel og Pakistan), deltager som stater i NPT. EU har gentagne gange indtrængende opfordret disse tre stater til at tiltræde NPT som ikke-kernevåbenstater. Desuden finder EU, at Nordkorea bør forblive en ikke-kernevåbenstat, der deltager i NPT med alle de forpligtelser, det medfører.

Med hensyn til spørgsmålene i punkt 4 og 5 har Rådet ikke drøftet de spørgsmål, det ærede medlem henviser til.

Rådet er imidlertid meget bekymret over risikoen for spredning af alle masseødelæggelsesvåben samt midler til at anvende dem og har regelmæssigt rejst dette problem på møder på forskellige niveauer. Fremme af universel tilslutning til og streng overholdelse af multilaterale nedrustnings-, våbenkontrol- og ikke-spredningstraktater har til stadighed været en af EU's centrale politikker gennem årene. Desuden er spørgsmål vedrørende nedrustning og spredning systematisk medtaget på dagsordenen for vores politiske dialog med tredjelande på alle niveauer.

I overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 20.-21. marts 2003 i Bruxelles ønsker EU at intensivere arbejdet for en omfattende, sammenhængende og effektiv multilateral politik for det internationale samfund, så man kan undgå spredning af masseødelæggelsesvåben. Rådet vil tage dette spørgsmål op på en fokuseret måde i de kommende måneder med henblik på at styrke sin indsats på dette område i fremtiden.