(2004/C 33 E/215)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2088/03

af Marjo Matikainen-Kallström (PPE-DE) til Kommissionen

(24. juni 2003)

Om:   Godkendelse af finske ingeniørers eksamensbeviser i Estland

Finske ingeniører har haft problemer med at udøve deres erhverv i Estland. Problemerne skyldes, at de pågældende ikke har kunnet opnå en betegnelse for deres eksamensbeviser. Der findes i Estland ikke noget organ, som godkender eksamensbeviser. Denne mangel gør det meget vanskeligt for finske ingeniører at arbejde i Estland.

I henhold til artikel 39 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab sikres arbejdskraftens frie bevægelighed, ligesom enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår er forbudt. Hvis borgere fra en anden medlemsstat ikke kan få godkendt deres eksamensbeviser, indebærer dette i praksis forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Hvad vil Kommissionen foretage sig for at gøre en ende på den forskelsbehandling begrundet i nationalitet, som ingeniører udsættes for i Estland?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(4. august 2003)

Estland har i dag ingen lovmæssig forpligtelse til at anerkende ingeniørers eksamensbeviser (ligesom Finland ikke har pligt til at anerkende et estisk eksamensbevis). Indgåelsen af tiltrædelsestraktaten medfører først en sådan forpligtelse, når traktaten træder i kraft, hvilket efter planen sker den 1. maj 2004.

Hvis ingeniørerhvervet er lovreguleret i Estland, falder det ind under Rådets direktiv 89/48/EØF af 21. december 1988 om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed (1). Ifølge de oplysninger, som Kommissionen råder over, er dette erhverv dog ikke lovreguleret i Estland. Direktivets grundprincip er, at hvis en person er kvalificeret til at udøve et lovreguleret erhverv i sit hjemland, må værtslandet anerkende disse kvalifikationer og tillade ansøgeren at udøve det pågældende erhverv i landet på lige fod med lokaluddannede fagfolk.

Hvis der imidlertid er stor forskel på ansøgerens kvalifikationer og faglige erfaring i forhold til de kvalifikationer, som kræves i værtslandet, kan myndighederne her kræve, at ansøgeren skal have op til fire års relevant erhvervserfaring, eller underkaste ansøgeren en udligningsforanstaltning, idet ansøgeren kan vælge mellem en prøvetid eller en egnethedsprøve (se ovennævnte direktivs artikel 1, 3 og 4). Afgørelsen skal træffes senest fire måneder efter modtagelse af ansøgningen, og den skal være begrundet og undergivet domstolsprøvelse. De samme principper gælder for udbud af tjenesteydelser, hvor afgørelsen dog skal træffes hurtigst muligt, så det pågældende tjenesteudbud ikke hindres eller besværliggøres.

Hvis det pågældende erhverv ikke er lovreguleret, som det ser ud til at være tilfældet i Estland, gælder der ingen lovkrav for udøvelsen heraf, og dermed er det ikke nødvendigt at anvende en anerkendelsesordning. Kommissionen har under alle omstændigheder til hensigt fortsat at sikre sig, at alle EU-direktiver om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, navnlig direktiv 89/48/EØF, implementeres korrekt og i fuldt omfang i Estland.

I henhold til reglerne om arbejdstagernes frie bevægelighed i artikel 36 i associeringsaftalen mellem Fællesskaberne og disses medlemsstater og Estland gælder forbuddet mod forskelsbehandling af borgere fra en medlemsstat, som arbejder lovligt i Estland, både hvad angår arbejdsvilkår, aflønning og afskedigelse. De oplysninger, som det ærede medlem har fremlagt, leder ikke nødvendigvis til den konklusion, at finske ingeniører udsættes for forskelsbehandling hvad angår disse aspekter.

(1)  EFT L 19 af 24.1.1989.