Tento dokument je výňatok z webového sídla EUR-Lex
Dokument 92003E001725
WRITTEN QUESTION E-1725/03 by Reimer Böge (PPE-DE) to the Commission. Funding the VMS vessel monitoring system for fishing boats.
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1725/03 af Reimer Böge (PPE-DE) til Kommissionen. Finansiering af skibsovervågningssystemet FOS for fiskerfartøjer.
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1725/03 af Reimer Böge (PPE-DE) til Kommissionen. Finansiering af skibsovervågningssystemet FOS for fiskerfartøjer.
EUT C 33E af 6.2.2004, s. 160 – 160
(ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)
|
6.2.2004 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
CE 33/160 |
(2004/C 33 E/156)
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1725/03
af Reimer Böge (PPE-DE) til Kommissionen
(23. maj 2003)
Om: Finansiering af skibsovervågningssystemet FOS for fiskerfartøjer
I henhold til artikel 22 i forordning (EF) nr. 2371/2002 (1) skal fiskerfartøjer være udstyret med en såkaldt »blå boks« til satellitovervågning — et krav, der gælder overalt for alle fartøjer på over 18 meters længde fra den 1. januar 2004 og alle fartøjer på over 15 meters længde fra den 1. januar 2005.
For fiskerfartøjer på over 24 meters længde, der har været FOS-pligtige allerede siden juli 1998, er omkostningerne til anskaffelse af udstyret blevet godtgjort med 100 % af Den Europæiske Union. Kuttere på under 24 meter vil derimod kun få et tilskud på 25 % af anskaffelsesomkostningerne inden for rammerne af FIUF. Dertil kommer driftsudgifter på op til 500 EUR om året, som vil udgøre en yderligere byrde for fiskerne.
Kan Kommissionen — bortset fra, at denne yderligere udgift vanskeligt lader sig retfærdiggøre for fartøjer, der driver kystfiskeri eller fisker på dagsbasis — oplyse, om den er rede til at fjerne den åbenlyse forfordeling af kuttere på under 24 meters længde ved anskaffelse af den »blå boks«, f.eks. ved at ændre forordningen, ved at støtte relevante initiativer i budgetproceduren eller ved at lade EU deltage i medlemsstaternes udgifter til overvågning og dermed muliggøre en erstatning i 2003 og indbyggede satellitovervågningsanlæg fra 2004?
Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler
(11. juli 2003)
Kommissionen deler det ærede medlems omsorg for, at alle fiskere får samme behandling i forbindelse med fartøjsovervågningssystemets (FOS) udvidelse til mindre fartøjer.
Den opfattelse, at udrustning til større fartøjer blev godtgjort med 100 %, mens udrustning til mindre fartøjer kun kan godtgøres med 25 %, svarer imidlertid ikke til de faktiske forhold. Fartøjer, der allerede omfattes af FOS, har faktisk fået udbetalt et finansielt bidrag fra Fællesskabet i forhold til de udgifter, de har pådraget sig i forbindelse med udrustningen, op til et maksimalt beløb. Det maksimale beløb var i 1999 og 2000 på 3 400 EUR.
Kommissionen vil inden for budgettets rammer give fartøjer under 24 meter støtte på lignende betingelser som dem, der tidligere gjaldt for større fartøjer.
(1) EFT L 358 af 31.12.2002, s. 59.