Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92003E000087

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0087/03 af Kathleen Van Brempt (PSE) til Kommissionen. Handel med truede dyrearter.

    EUT C 242E af 9.10.2003, p. 92–93 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    European Parliament's website

    92003E0087

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0087/03 af Kathleen Van Brempt (PSE) til Kommissionen. Handel med truede dyrearter.

    EU-Tidende nr. 242 E af 09/10/2003 s. 0092 - 0093


    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0087/03

    af Kathleen Van Brempt (PSE) til Kommissionen

    (28. januar 2003)

    Om: Handel med truede dyrearter

    EU-offentlighedens interesse for beskyttede eksotiske og sjældne dyr tager til. Omkring disse dyr er der skabt et stort internationalt netværk af smarte handlende. Det illegale marked findes stadig og undergraver arbejdet for de handlende, der følger lovgivningen.

    Har Kommissionen kendskab til indsmugling af dyr til EU? Kan Kommissionen i bekræftende fald give tal for indsmuglingen af dyr de seneste fem år?

    Hvor stor er Belgiens andel af denne handel med dyr? Kan Kommissionen give tal for indsmuglingen af dyr til eller via Belgien de seneste fem år?

    Hvad gør Kommissionen for at bekæmpe indsmuglingen af dyr, og støtter Kommissionen dyrehandlere, der søger information om deres forpligtelser? Hvilken støtte er der i givet fald tale om, og hvor ofte gives den?

    Giver Kommissionen stimulerende eller obligatorisk information og/eller finansiel bistand til medlemsstaterne med henblik på at forbedre gennemførelsen og håndhævelsen af lovgivningen?

    Stimulerer Kommissionen samarbejdet mellem medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelse og håndhævelse af lovgivningen gennem udveksling af information, viden og erfaring?

    Hvad gør Kommissionen for at mindske forskellene mellem medlemsstaterne og for at tilstræbe harmonisering af straffeforanstaltningerne?

    Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

    (10. marts 2003)

    Oplysninger om beslaglæggelser og konfiskeringer i medlemsstaterne for årene 1997-2000 findes i de toårige rapporter for hhv. 1997/1998 og 1999/2000 om gennemførelsen og den praktiske håndhævelse af Rådets forordning (EF) nr. 338/97 af 9. december 1996 om beskyttelse af dyr og planter ved kontrol af handelen hermed(1).

    Kommissionen kan ikke fremlægge oplysninger om, hvilken andel af den ulovlige handel Belgien tegner sig for. Dog findes der også informationer om konfiskeringer og beslaglæggelser i Belgien.

    Mens bekæmpelse af smugleri af dyr som ansvarsområde i overvejende grad sorterer under medlemsstaterne, yder Kommissionen en vis bistand hertil. Den har indgået kontrakter med Traffic Europe, programmet for overvågning af handel med dyr og planter under Verdensnaturfonden (WWF) og Den Internationale Union for Naturbevarelse (IUCN) med henblik på at føre tilsyn med gennemførelsen af forordningerne om handel med vilde dyr og planter i Unionen samt at bistå medlemsstaternes ansvarlige myndigheder med spørgsmål i forbindelse med den praktiske gennemførelse heraf. Kommissionen er ligeledes formand for en Enforcement Group, hvor medlemsstaterne mødes for at gennemgå tekniske spørgsmål i forbindelse med gennemførelsen.

    De mest indlysende kontakter for dyrehandleres vedkommende er forvaltningsmyndighederne for konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter (CITES) i medlemsstaterne. Kommissionen har selv et netsted vedrørende CITES samt Unionens forordninger om handel med vilde dyr og planter på Europa (http://www.europa.eu.int/comm/environment/cites/home_en.htm). Kommissionen er ligeledes i gang med at planlægge en informationskampagne for kontrol med handel med vilde dyr og planter i Unionen, hvorved parterne i handelen, f.eks. importører af vilde dyr og planter, grossister som detailhandlere, kan blive bedre orienteret om de detaljerede bestemmelser i forordningerne om handel med vilde dyr og planter, for så vidt angår de rent handelsmæssige aktiviteter, såvel som bestemmelserne vedrørende ordentlig pleje af levende enheder heraf. Denne kampagne forventes indledt i foråret 2003. Denne specifikt målrettede kampagne vil være et supplement til en tidligere informationsindsats henvendt til den brede offentlighed.

    Kommissionen har et nært samarbejde med medlemsstaterne i komiteen for handel med vilde dyr og planter, den videnskabelige undersøgelsesgruppe samt i ovennævnte Enforcement Group. Møderne i disse grupper giver lejlighed til at udveksle oplysninger, viden og praktiske erfaringer. Forbedring og harmonisering af gennemførelsesforanstaltningerne er en opgave, som sorterer under komiteen for handel med vilde dyr og planter.

    Med hensyn til sanktioner er disse stort set medlemsstaternes kompetenceområde, og det er fastsat i artikel 16 i Rådets forordning (EØF) nr. 338/97, at medlemsstaterne træffer de fornødne foranstaltninger til, at sanktioner tages i anvendelse, over for en række forskellige overtrædelser. Kommissionen har ydet støtte til en Workshop on the Enforcement of Wildlife Trade Controls in the Union i 2001, hvor man drøftede spørgsmålet om sanktioner.

    På et bredere plan må det nævnes, at Kommissionen i løbet af 2001 fremsatte forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om strafferetlig beskyttelse(2) af miljøet, hvori der foreslås straffebestemmelser mod overtrædelser af miljølovgivningen. Dette omfatter ligeledes handel med beskyttede vilde dyre- og plantearter eller dele heraf. Dette direktivforslag begrænser sig til et krav om, at medlemsstaterne håndhæver strafferetlige bestemmelser for overtrædelser af miljølovgivningen. Der gives hermed medlemsstaterne en betydelig frihed til at afgøre, hvad slags strafferetlige bestemmelser de måtte ønske at håndhæve, forudsat at disse er effektive, proportionelle og afskrækkende i overensstemmelse med de domme med efterfølgende straffe, som Domstolen har afsagt. Lovgivningsproceduren med henblik på at vedtage dette direktivforslag er på indeværende tidspunkt indstillet. Rådet vedtog den 27. januar 2003 en rammebeslutning om miljøbeskyttelse via straffelovgivningen i forbindelse med det juridiske samarbejde. Medlemsstaterne forpligtes herved til at straffe bevidste og utilsigtede skader på miljøet, herunder handel med arter af beskyttede vilde dyr og planter eller dele heraf.

    (1) EFT L 61 af 3.3.1997.

    (2) Forslag til Parlamentets og Rådets direktiv om strafferetlig beskyttelse af miljøet, EFT C 180 af 26.6.2001 og ændret forslag til Parlamentets og Rådets direktiv om strafferetlig beskyttelse af miljøet, EFT C 20 E af 28.1.2003.

    Top