92002E2206

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2206/02

af Walter Veltroni (PSE) til Kommissionen

(12. juli 2002)

Om: Situationen for den fattige befolkning i Nairobi

I Nairobi bor 55 % af befolkningen, svarende til ca. 2 mio. mennesker, i barakkvarterer forskellige steder i byen uden nogen form for sociale boliger. De økonomiske, sociale og hygiejne- og sundhedsmæssige forhold i disse kvarterer er alarmerende og umenneskelige. Størstedelen af kvartererne er opført på offentligt ejede arealer, som regeringen anser for ubeboede og derfor sælger. De fattige beboere, som ikke har nogen juridiske rettigheder, bliver følgelig tvangsudsat og deres barakker revet ned, uden at der på nogen måde sørges for alternative boliger.

Hvorledes vurderer Kommissionen inden for rammerne af sin samarbejdspolitik med udviklingslandene dette presserende og komplicerede problem, og har den taget hensyn til det i sine forbindelser med de kenyanske myndigheder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(6. august 2002)

1. Regeringen i Kenya har med støtte fra det internationale samfund sat en omfattende debat i gang med deltagelse af civilsamfundet for at fastlægge en sammenhængende strategi til bekæmpelse af fattigdommen med håb om at udrydde den på lang sigt. Det har ført til udarbejdelse af et strategipapir for fattigdomsbekæmpelse, som er udgangspunktet for Kenyas største donorer, herunder EU, og deres samarbejdsstrategi.

Der er dog ingen donor heller ikke EU der kan løse alle Kenyas fattigdomsproblemer alene. Koordineringen mellem Kenyas regering og de forskellige donorer betyder, at de forskellige opgaver vedrørende fattigdomsbekæmpelsen fordeles.

Kommissionens vigtigste opgave i Kenya er at bekæmpe fattigdommen i landområder i overensstemmelse med prioriteringen i strategipapiret. Tre fjerdedele af de fattige bor i landområder.

Det, at man koncentrerer indsatsen om landområderne, betyder ikke, at der ikke ydes bidrag til fattigdomsbekæmpelsen i byerne: her ydes bidrag i form af støtte til regeringens politik (f.eks. sundhedspolitikken), som har stor betydning for fattigdomsbekæmpelsen i Kenya. Derudover ydes der støtte til en række specifikke aktiviteter inden for uddannelse, vand og kloakering. Indtægtsskabende projekter finansieres ved et program til støtte for små virksomheder. Kommissionen yder også støtte til en række ngo-projekter i slumkvartererne i Nairobi til fordel for uddannelse og rehabilitering af gadebørn og forebyggelse af HIV/AIDS.

2. Spørgsmålet om retten til at eje jord er komplekst og vanskeligt at løse. Det vedrører ikke kun byområder og skyldes ofte traditionelle ejendomsrettigheder og den udvikling, der er sket i lovgivningen fra kolonitiden, til landet opnåede selvstændighed. Ved at yde støtte til en bæredygtig udvikling i landområderne håber Kommissionen at mindske antallet af mennesker, der flytter fra landet til slumkvarterer i storbyerne. Sammen med medlemsstaterne er den i øjeblikket i gang med at udarbejde

retningslinjer for en bæredygtig udvikling i byområderne, hvor også spørgsmål vedrørende retten til bolig og jord behandles. Kommissionen indgår også i Verdensbankens/FN's partnerskab Cities Alliance, som fokuserer på udviklingsstrategier for byområder, herunder forbedring af forholdene i slumkvartererne. Kenya er et af landene i målgruppen for Cities Alliance.