Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32003A0318(01)

Rådets udtalelse af 7. marts 2003 om Luxembourgs opdaterede stabilitetsprogram, 2001-2005

EUT C 64 af 18.3.2003, pp. 1–2 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document In force

32003A0318(01)

Rådets udtalelse af 7. marts 2003 om Luxembourgs opdaterede stabilitetsprogram, 2001-2005

EU-Tidende nr. C 064 af 18/03/2003 s. 0001 - 0002


Rådets udtalelse

af 7. marts 2003

om Luxembourgs opdaterede stabilitetsprogram, 2001-2005

(2003/C 64/01)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker(1), særlig artikel 5, stk. 3,

under henvisning til Kommissionens henstilling,

efter høring af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg -

AFGIVET FØLGENDE UDTALELSE:

Den 7. marts 2003 gennemgik Rådet Luxembourgs opdaterede stabilitetsprogram, der dækker perioden 2001-2005. Programmet overholder ikke til fulde kravene i adfærdskodeksen for stabilitets- og konvergensprogrammernes indhold og form, der blev godkendt af Økofin-Rådet den 10. juli 2001; det er især blevet fremsendt med en forsinkelse på seks uger. Programmet er delvis i overensstemmelse med henstillingerne i de overordnede økonomisk-politiske retningslinjer.

I 2002 faldt den reale BNP-vækst yderligere til omkring 0,5 % (fra 1,0 % i 2001), hvilket ligger et godt stykke under prognosen i stabilitetsprogrammet fra 2001. Denne afmatning skyldes i vid udstrækning den ugunstige udvikling inden for den finansielle sektor, der tegner sig for omkring en fjerdedel af den samlede værditilvækst. Ifølge det forsigtige makroøkonomiske scenario, der bygger på en formodning om et noget mere afdæmpet opsving i den økonomiske aktivitet end Kommissionens prognoser fra efteråret 2002, forventes den reale BNP-vækst kun at stige gradvist til omkring 3 % i 2005.

Rådet noterer sig, at de offentlige finanser blev tydeligt forværret i 2002, hvor der indtraf et fald i de offentlige indtægter som følge af den kombinerede effekt af skattereformen og den økonomiske afmatning, samtidig med at de offentlige udgifter fortsatte med at vokse kraftigt. Den offentlige budgetsaldo forventes derfor at udvise et underskud på 0,3 % af BNP i 2002, hvilket er en betydelig forværring sammenlignet med det store overskud på 6,1 % af BNP i 2001(2). Den offentlige saldo forventes også at udvise et underskud på 0,3 % af BNP i 2003 og at udvise et lidt større underskud på 0,7 % af BNP i 2004, før den kommer til at ligge tæt på balance i 2005 med et mindre nominelt underskud på 0,1 % af BNP. Den underliggende offentlige saldo forventes at forblive positiv i hele den periode, som opdateringen af stabilitetsprogrammet dækker. Rådet finder derfor, at Luxembourg fortsat overholder stabilitets- og vækstpagtens krav om en budgetsaldo tæt på balance eller i overskud på mellemlang sigt.

Rådet noterer sig, at en sund forvaltning af de offentlige finanser fortsat er det ledende princip i 2002-opdateringen. Rådet hilser hovedelementerne i den aktuelle budgetstrategi velkommen, idet de bl.a. omfatter brugen af forsigtige makroøkonomiske fremskrivninger som grundlag for budgetpolitikken samt principperne om, at den offentlige saldo skal udvise et overskud, at statens budget skal forblive i balance, og at væksten i de løbende udgifter ikke må overstige væksten i de samlede udgifter. Rådet noterer sig med tilfredshed mindskelsen af skattetrykket takket være den gennemførte skattereform, og at der sigtes efter en sund budgetstilling på mellemlang sigt. I denne sammenhæng opfordrer den en fremtidig regering til at fastholde et loft for de reale offentlige udgifter, der er foreneligt med målsætningen om at opnå en budgetsaldo, der ligger tæt på balance eller udviser et overskud på mellemlang sigt.

Rådet finder imidlertid, at den hastige forværring af statens budgetsaldo giver anledning til nogen bekymring, idet den så sent som i 2001 stadig udviste et overskud på 2,6 % af BNP, men nu forventes at udvise et underskud på 2,2 og 2,1 % i henholdsvis 2002 og 2003 og derefter forventes at blive forværret yderligere til 2,8 % af BNP i 2004 og 2005. Rådet noterer sig, at dette til dels skyldes faldende indtægter i kølvandet på den økonomiske afmatning, samtidig med at statens udgifter forventes at stige hurtigt. Skønt udgangspunktet for de offentlige finanser i Luxembourg er særdeles sundt, kan en fortsat hurtig stigning i de løbende udgifter blive en risikofaktor, hvis den mellemfristede økonomiske vækst aftager væsentligt.

Med den nuværende politik mener Rådet, at de offentlige finanser i Luxembourg er godt rustede til at kunne klare de forventede omkostninger forbundet med befolkningens stigende gennemsnitsalder. Rådet noterer sig imidlertid, at vurderingen af holdbarheden i de offentlige finanser er meget følsom over for udviklingen i antallet af grænsearbejdere. Rådet mener, at tilsagnet om at fastholde en budgetsaldo i balance i de kommende år må betragtes som et passende tilsagn i lyset af de forventede budgetmæssige konsekvenser af befolkningens aldring, og det glæder sig over bestræbelserne på at gøre private pensionsordninger mere attraktive.

(1) EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(2) Nyere data i meddelelsen pr. 1. marts viser, at underskuddet på statsbudgettet i 2002 kun var på 0,1 % af BNP, hvilket fører til et overskud på 2,6 % af BNP for den samlede offentlige sektor i 2002. Dette har dog endnu ikke kunnet afspejle sig i Kommissionens vurdering.

Top