Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92002E000642

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0642/02 af Giovanni Pittella (PSE) til Kommissionen. Australiens holdning til asylret.

EFT C 205E af 29.8.2002, p. 182–182 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

European Parliament's website

92002E0642

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0642/02 af Giovanni Pittella (PSE) til Kommissionen. Australiens holdning til asylret.

EF-Tidende nr. 205 E af 29/08/2002 s. 0182 - 0182


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0642/02

af Giovanni Pittella (PSE) til Kommissionen

(28. februar 2002)

Om: Australiens holdning til asylret

Australiens strenge holdning til asylret er på ny blevet centrum for international opmærksomhed. Denne holdning betyder, at alle illegale indvandrere samt familier med børn og mindreårige uden familie skal interneres og tilbageholdes. Den australske regering er fortsat ikke særlig lydhør over for dette problem til trods for de første omfattende protestaktioner med krav om lukning af interneringscentrene. En sådan politik over for denne svage gruppe tager ikke hensyn til de internationale forpligtelser vedrørende asyl og beskyttelse af mindreårige.

Kan Kommissionen i betragtning af ovenstående give udtryk for sin egen holdning og opstille en liste over de foranstaltninger, den vil træffe for at finde en positiv løsning på dette vanskelige problem, der plager et land, der altid har været immigranternes og immigrationens land, og som for øjeblikket synes at have glemt sin historie.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Antonio Vitorino

(26. marts 2002)

Australiens historie er grundlagt på en tradition for indvandring. Landet er kontraherende part i Genève-konventionen fra 1951 og den tilhørende protokol vedrørende flygtninges retsstilling fra 1967. Australien har også indført en særlig modtagelse af flygtninge via et bosættelsesprogram, hvorunder flygtninge, for hvem Australien er første asylland, kan komme ind i landet på legal og ordentlig vis og opnå beskyttelse samt tage lovligt ophold. Ligesom EU's medlemsstater har Australien i en årrække været vidne til nye former for tilstrømning af asylansøgere. Vi skal huske på, at siden 1945 er over en halv million mennesker ankommet til Australien som led i landets flygtningeprogram og program for humanitær indsats, og at Australien i 2000-2001 udstedte næsten 14 000 visa af humanitære grunde, hvoraf de 8 000 blev udstedt på oversøisk territorium.

Kommissionen erkender, at politikken med at internere asylansøgere er et kontroversielt spørgsmål i Australien og Europa. Artikel 31 i Genève-konventionen regulerer situationen for flygtninge, som kommer til og opholder sig ulovligt på en kontraherende stats område. Set i lyset af de globale konsultationer, som er en multilateral indsats, der blev iværksat i 2000 af det internationale samfund under De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) med henblik på at styrke det internationale beskyttelsessystem og navnlig anvendelsen af Genève-konventionen, erkendte man, at der var behov for særlig opmærksomhed omkring gennemførelsen af artikel 31 og spørgsmålet om internering af asylansøgere. Australien deltager aktivt i den globale konsultationsproces.

I de aktuelle skridt på vej mod oprettelsen af et fælles europæisk asylsystem har Kommissionen med udgangspunkt i de europæiske traditioner og Tammerfors-konklusionerne indført standarder for internering af asylansøgere i sit forslag til direktiv vedrørende asylprocedurer(1) og forslag til direktiv vedrørende vilkår for modtagelse af asylansøgere(2), som for tiden er under forhandling. En række principper udgør kernen i disse standarder. Asylansøgere må ikke interneres blot af den grund, at de er asylansøgere eller er ankommet på illegal vis. Der kan dog være legitime grunde under asylproceduren, der berettiger til en periode med begrænset bevægelsesfrihed. Sådanne restriktioner må kun gennemføres, hvis det er strengt nødvendigt, og kun så længe det er strengt nødvendigt. Behovet for internering skal med jævne mellemrum gøres til genstand for en nøje undersøgelse, og der skal tages hensyn til mindreåriges særlige situation. Under interneringen skal der sikres humane vilkår og overholdelse af de grundlæggende rettigheder.

Kommissionen agter fortsat at bakke op om den multilaterale dialog om disse komplekse emner og støtte udveksling af god praksis samt UNHCR's bestræbelser på samarbejde med de pågældende stater, når der rejses spørgsmål om gennemførelsen af Genève-konventionen. Kommissionen og Australien vil få lejlighed til at drøfte asyl- og migrationsspørgsmål i de kommende uger.

(1) EFT C 62 E af 27.2.2001.

(2) EFT C 213 E af 31.7.2001.

Top