92001E1716

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1716/01

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(14. juni 2001)

Om: Muligheden for efter indførelsen af euroen at genoprette stabiliteten gennem indførelse af særlige rentesatser

1. Kan Kommissionen bekræfte, at det fra begyndelsen af 1999 for de daværende elleve, nu tolv medlemsstater, der deltager i forberedelserne til indførelse af euroen pr. 1. januar 2002, ikke længere har været muligt at reducere forskelle i udviklingen i deres økonomier gennem anvendelse af forskellige rentesatser?

2. Er Kommissionen ikke enig i, at Den Europæiske Union risikerer at løbe ind i de samme problemer som USA, hvor det efter indførelsen af den fælles dollar i 1913 har vist sig vanskeligt at bringe økonomisk svage og økonomisk stærke regioner tættere på hinanden, fordi man ikke samtidig kan ophede og afkøle økonomien?

3. Hvilke følger vil den uens udvikling som anført i spørgsmål 2 ved en uændret politik og uændret unionssamarbejde i perioden efter 2006 få for, at visse regioner kommer mere bagud og dermed for de forskellige regioners ret til støtte fra strukturfondene og fra Samhørighedsfonden?

4. Hvilke muligheder ser Kommissionen for i forbindelse med eksistensen af en fælles valuta på ny at skabe spillerum for en stabil økonomi via regionalt varierende rentesatser?

5. Hvis mulighederne for forskellige rentesatser er begrænsede i fremtiden, hvilke alternativer ser Kommissionen da for på anden måde at opnå de fordele, der ellers kunne opnås via muligheden for forskellige rentesatser?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

(18. september 2001)

1. Kommissionen bekræfter, at det siden den 1. januar 1999 har været umuligt for de medlemsstater, der deltager i trin III i Den Økonomiske og Monetære Union at anvende forskellige rentesatser. Ifølge EF-traktaten har Den Europæiske Centralbank (ECB) det fulde ansvar for pengepolitikken, og den fastsætter rentesatser for hele euroområdet. Medens pengemarkedsrenterne er ens i hele euro-området, er små spænd almindeligt udbredte for de lange rentesatser afhængigt af markedsstørrelsen.

2. Kommissionen holder nøje øje med alle mulige risici i forbindelse med euroens indførelse. Samtidig tager Kommissionen hensyn til oplysninger, der kan hentes fra pengevæsenets historie, og som måske kan være af betydning for den økonomiske analyse af euroområdet. Med hensyn til sammenligninger mellem euroområdet og USA er de sagkyndige enige om, at historiske oplysninger fra USA er af begrænset betydning for euro-området, fordi baggrund (f.eks. forbundsstat og budget) og strukturer (f.eks. arbejdskraftens frie bevægelighed overalt, fælles sprog) er temmelig forskellige.

3. I almindelighed kan det siges, at dersom en økonomi har en lavere vækst end en anden, og hvis begge udviser samme befolkningsvækst, vil gennemsnitsindkomsten pr. indbygger også få en lavere vækst. Det er åbenbart, at såfremt den pågældende økonomi i forvejen havde den laveste indkomst, vil forskellen stige. Men erfaringer fra fortiden viser, at de dårligst stillede regioner fik højere vækstrater. Denne indhentningsproces udløses af fællesskabspolitikker og -instrumenter, især strukturpolitikker.

4. På intet tidspunkt siden euroens indførelse har Kommissionen fundet belæg for manglende økonomisk stabilitet: fællesskabsøkonomien har været i vækst i alle årene, inflationen har været beskeden, arbejdsløsheden har været faldende, og andre indikatorer støtter denne fortolkning. Der er således intet, der skal rettes op. Kommissionen følger imidlertid nøje de makroøkonomiske forskelle mellem medlemsstaterne på forskellige niveauer (dokumentation kan fås på begæring). Her må der sondres mellem flere slags forskelle. Ikke alle er nødvendigvis uønskede, nogle af dem kan endog være nødvendige og være udløst af fællesskabspolitikken (f.eks. større vækst i tilbagestående områder).

5. Når der ikke længere er nogen mulighed for at fastsætte rentesatser for at imødekomme et behov i de enkelte medlemsstater, må der findes andre foranstaltninger (f.eks. skattepolitik, strukturpolitik, løntilpasning). Sådanne foranstaltninger kan påvirke lønsomheden af investeringer og dermed det pågældende lands tiltrækningskraft for forretningsfolk. I den henseende er der mulighed for at påvirke det forventede realafkast og få indflydelse på det relative vækstresultat i en økonomi med fælles valuta.