92000E2092

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2092/00

af Reino Paasilinna (PSE) og Ulpu Iivari (PSE) til Kommissionen

(28. juni 2000)

Om: Definition af geografiske markeder

Kommissionen har ført en streng linje i definitionen af et relativt marked, når den griber ind over for virksomhedshandler, fusioner eller indgåelse af visse aftaler. Kommissionen har nedlagt forbud mod de nævnte aktiviteter eller opstillet betingelser for dem, hvis de har betydelig indvirkning på relative produktmarkeder eller geografiske markeder på en sådan måde, at det giver anledning til eller styrker en dominerende stilling på markedet. Kommissionens fortolkning af geografiske relevante markeder afviger imidlertid fra virksomhedernes opfattelse af et marked. Virksomheder forstår ved et marked deres salgsområde eller den industrisektor, hvor de har aktiviteter. Kan Kommissionen oplyse, hvad dens fortolkning af en dominerende stilling på markedet præcist bygger på? Hvordan vil Kommissionen begrunde, at dens fortolkning afviger så basalt fra virksomhedernes opfattelse af et marked?

I praksis har Kommissionens hidtidige fortolkning ud fra ovennævnte principper ført til, at virksomheder fra navnlig særdeles små markeder har anset det for urimeligt, at Kommissionen har grebet ind over for deres samarbejdsordninger. Den nuværende anvendelse af konkurrencereglerne er diskriminerende over for virksomhedsaftaler, der finder anvendelse i vidtstrakte og tyndtbefolkede randområder i EU, sammenlignet med dem, der finder sted i EU's centrale område. Der er blevet grebet hurtigere ind over for sammenslutninger i randområder, selvom deres markedsandel er beskeden, end i de tilfælde, hvor markedsandelen har været betydeligt større. Der er ikke grebet ind over for tilsvarende sammenslutninger i EU's centrale område. Hvordan vil Kommissionen tage hensyn til denne urimelighed og sørge for, at fortolkningen af markedet ikke generer etablering af konkurrencedygtige enheder på små markeder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti

(1. august 2000)

Det er bestemt rigtigt, som de ærede medlemmer gør opmærksom på, at begrebet det relevante marked i forbindelse med vurderingen af en fusion eller antitrust kan adskille sig fra andre definitioner, herunder dem der bruges af virksomheder. Virksomheder kan bruge udtrykket marked udelukkende som betegnelse for det område, hvor de sælger deres produkter, eller til at referere bredt til den industri eller sektor, de tilhører. Dette står i modsætning til udtrykket relevant marked, når det anvendes i forbindelse med konkurrencereglerne, hvor det har en juridisk og økonomisk betydning, baseret på Domstolens fortolkning.

I den sidstnævnte betydning er markedsdefinition et redskab til påvisning og markering af grænserne for konkurrencen mellem virksomheder. Den tjener til at etablere de rammer, inden for hvilke Kommissionen anvender konkurrencepolitik. Hovedformålet med markedsdefinition er på en systematisk måde at finde frem til de konkurrencemæssige begrænsninger, som virksomhederne står over for. Målet med at definere et marked i såvel dets produktmæssige som dets geografiske dimension er at udpege de konkurrenter til de pågældende virksomheder, som er i stand til at hæmme sidstnævntes adfærd og forhindre dem i at handle uafhængigt af effektivt konkurrencemæssigt pres. Det er ud fra denne vinkel, at markedsdefinitionen gør det muligt at beregne markedsandele, som giver meningsfyldte oplysninger om de pågældende virksomheders markedsstyrke.

Disse principper finder anvendelse på alle fusionssager (såvel som i forbindelse med EF-traktatens artikel 81 og 82 (tidligere artikel 85 og 86)). Kommissionen deler ikke de ærede medlemmers synspunkt, at dens konkurrencepolitik har medført diskriminerende behandling af samarbejdsordninger mellem virksomheder fra mindre markedsområder. Da der ikke nævnes noget bestemt tilfælde, hvor en sådan diskrimination, efter de ærede medlemmers mening, skulle være foregået, vil Kommissionen som eksempel bruge Volvo/Scania-sagen til at illustrere sin udtalelse ovenfor.

Som de ærede medlemmer muligvis er klar over, besluttede Kommissionen den 14. marts 2000 at erklære den foreslåede fusion mellem de to svenske lastvognsfabrikker uforenelig med fællesmarkedet. Grunden til denne beslutning var, at de to fusionerede virksomheder ville have opnået en dominerende stilling på 15 relevante markeder for tunge lastvogne, busser og rutebiler i Danmark, Finland, Irland, Norge, Sverige og Det Forenede Kongerige. Efter den beslutning rejste visse kommentatorer faktisk samme spørgsmål som de ærede medlemmer, nemlig hvorvidt fusionsforordningen (Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 af 21. december 1989 om kontrol med virksomhedssammenslutninger(1)) i tilstrækkelig grad tager højde for situationen i små medlemsstater med en betydningsfuld industrisektor.

I denne forbindelse skal det understreges, at formålet med fusionskontrol er at sikre, at dominerende stillinger ikke oprettes eller styrkes på noget relevant marked (uanset om det pågældende marked er lille eller stort). Når man ser på mange af de markeder, der blev påvirket af den foreslåede Volvo/Scania-fusion, ville resultatet have været en næsten total eliminering af den eksisterende konkurrence. Hvis en fusion skal være acceptabel, må den ikke skabe sådanne problemer. Selv efter behørige overvejelser af de tilsagn, som Volvo gav, var der stadig grund til at nære sådanne betænkeligheder.

For det andet bør det huskes, at den succes, virksomheder som Volvo og Scania har, stort set kan tilskrives konkurrencen imellem dem. Dette forklarer i vid udstrækning, hvorfor de er blevet blomstrende internationale virksomheder med mere end 80 % af deres salg uden for den nordiske region. Selv fra et industrisynspunkt er det derfor ikke klart, hvorfor det skulle være i nogens interesse at få elimineret konkurrencen mellem sådanne virksomheder gennem en fusion.

For det tredje ville tilladelser til fusioner, der fører til dominerende stillinger selv på små hjemmemarkeder, foruden at være ulovlige i henhold til fusionsforordningen, medføre diskrimination mod kunder og forbrugere i små medlemsstater. Disse kunder ville få dominansen at føle og ville ikke være beskyttet på samme måde, som hvis de havde boet i en stor medlemsstat. Det ville også føre til diskrimination mod virksomheder fra store medlemsstater, der ville blive forhindret i at indtræde på den dominerende virksomheds markeder, hvorimod den fusionerede enhed ville være i stand til at indtræde i de mere åbne (og muligvis større) medlemsstater. Virksomheder fra store medlemsstater ville også blive genstand for diskriminering ved ikke at være i stand til at påberåbe sig denne særlige beskyttelse af små markeder.

Endelig er virksomheder med hjemsted i små lande, der har store markedsandele på deres hjemmemarkeder, som for eksempel Volvo og Scania, bestemt ikke udelukket fra at udvide gennem fusioner. Faktisk har de mange muligheder for grænseoverskridende fusioner, en kendsgerning, der tydeligt fremgår af, at begge virksomheder er engageret i nye transaktioner (med henholdsvis Volkswagen og Renault) inden for meget kort tid efter Kommissionens beslutning.

Således er det Kommissionens faste overbevisning, at der ikke er grund til den påstand, at anvendelsen af konkurrencereglerne er diskriminerende over for virksomheder fra små medlemsstater. Ved definering af markeder behandles alle virksomheder ens. Der fokuseres ikke på, om det relevante geografiske område er stort eller lille, og heller ikke på, om dette område udgør et grænseområde eller en central region. Markedsdefinitionen er og skal være fokuseret på de konkurrencemæssige begrænsninger, som virksomheder står over for i det økonomisk relevante område.

(1) EFT L 395 af 30.12.1989.