Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 91999E002211

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2211/99 af Gérard Caudron (PSE) til Kommissionen. Bankudgifter til grænseoverskridende pengeoverførsler.

EFT C 219E af 1.8.2000, pp. 121–122 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

European Parliament's website

91999E2211

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2211/99 af Gérard Caudron (PSE) til Kommissionen. Bankudgifter til grænseoverskridende pengeoverførsler.

EF-Tidende nr. 219 E af 01/08/2000 s. 0121 - 0122


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2211/99

af Gérard Caudron (PSE) til Kommissionen

(29. november 1999)

Om: Bankudgifter til grænseoverskridende pengeoverførsler

Stilleren af forespørgslen tillader sig over for Kommissionen at gentage sine bekymringer og sin fortvivlelse over for visse bankers holdning, som fortsat opkræver skandaløst høje bankudgifter på grænseoverskridende pengeoverførsler i euro og udviser en åbenlys mangel på gennemskuelighed!

Kommissionen har allerede fået forelagt en forespørgsel om, hvilke foranstaltninger den agter at træffe (forespørgsel E-3825/98(1)).

Den har svaret, at bankerne i hele euroområdet har til hensigt at gennemføre henstilling 98/286/EØF(2) vedrørende dette problem. Hvorledes er situationen i dag? Det er ikke sikkert, at bankerne har ændret noget som helst ved deres holdning. Det er sandsynligt, at Kommissionen deler denne tvivl. Dette har fået den til at gennemføre en række undersøgelser i flere banker i Nederlandene, Irland og Belgien. Man må håbe, at de europæiske parlamentsmedlemmer og ligeledes de europæiske borgere holdes orienteres om disse undersøgelser.

Banksektoren udviser en åbenlys mangel på vilje. Det samme gælder medlemsstaterne. Direktiv 97/5/EF(3) om grænseoverskridende pengeoverførsler, der fastsætter, at omkostningerne skal være gennemskuelige, skulle være blevet omsat til national lov inden den 14. august 1999. Hvis man ønsker at undersøge nationale foranstaltninger til omsætning af direktiver, er svaret følgende for alle medlemsstater: ingen disponibel reference! Medlemsstaterne har dog haft to år til at omsætte dette direktiv til deres juridiske system. Fristen er overskredet og de kan således sagsøges for manglende omsætning af fællesskabsretten.

Hvad agter Kommissionen at gøre?

Det forlyder desuden, at Kommissionen har til hensigt at offentliggøre en meddelelse om betalingssystemet inden for ØMU'en. Hvad drejer det sig helt nøjagtigt om?

(1) EFT C 348 af 3.12.1999, s. 3.

(2) EFT L 130 af 1.5.1998, s. 22.

(3) EFT L 43 af 14.2.1997, s. 25.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(17. januar 2000)

Kommissionen er bevidst om de problemer, der fortsat eksisterer med grænseoverskridende betalinger i såvel euro som i nationale valutaer.

Henstilling 98/286/EF af 23. april 1998 omhandler bankgebyrer for omregning til euro og fastsætter en standard for god praksis, som hovedsagelig vedrører omregning af kontopenge i nationale valutaer til euro og omvendt. I denne forbindelse bestemmer artikel 2 i denne henstilling, at omregning af ind- og udgående betalinger samt konti fra den nationale valuta til euro bør ske gratis. Hvad angår det sidstnævnte punkt, er Kommissionen ikke bekendt med, at henstillingen ikke er blevet fulgt.

Med hensyn til veksling af sedler og mønter fra eurozonen indeholder henstillingen en forpligtelse til fuld gennemsigtighed. I overgangsperioden bør bankerne anvende de officielle vekselkurser med separat angivelse af, hvilke gebyrer der gælder for sådanne transaktioner. Bankerne skal først udføre vekseltransaktioner uden gebyr fra 1. januar 2002 og kun under visse betingelser (f.eks. udelukkende for deres kunder, for husholdningsbeløb og for omveksling fra den nationale valuta til euro).

Fra overgangsperiodens begyndelse har bankerne i Fællesskabet derfor givet specifikke oplysninger om gebyrer for valutaveksling. Den nye praksis har afsløret et overraskende højt gebyrniveau, hvilket forståeligt nok har fremkaldt skarpe reaktioner blandt Europas borgere. I virkeligheden blev sådanne gebyrer allerede anvendt inden overgangsperioden,

men de var usynlige, idet de blev medregnet i den kurs, der blev benyttet til disse transaktioner (det såkaldte spread, dvs. den forskel på købs- og salgskurser, som bankerne anvendte). Det står klart, at nogle på grund af denne tradition troede, at omkostningerne ved valutaveksling eller grænseoverskridende transaktioner var lavere, end det rent faktisk var tilfældet.

Desuden har kursrisikoen, som nu ikke længere eksisterer mellem landene i eurozonen, aldrig været den væsentligste bestanddel af de gebyrer, der blev opkrævet ved valutatransaktioner. Ifølge tilgængelige oplysninger udgjorde kursrisikoen ca. 20 % af de samlede omkostninger. Faktisk afslørede en undersøgelse, som for nylig blev gennemført af forbrugerorganisationer fra fem medlemsstater(1), at prisen for at veksle sedler er faldet med ca. 25 %; det tyder derfor på, at bankerne har ladet det komme kunderne til gode, at kursrisikoen nu er væk.

I februar 1999 indledtes en kartelundersøgelse for eventuelt at finde beviser for, om banker, banksammenslutninger og -foreninger kunne have handlet i gensidig forståelse om at fastsætte gebyrer for alle slags vekseltransaktioner i valutaer fra eurozonen i overgangsperioden (fra 1. januar 1999 til 31. december 2001). Undersøgelsen fokuserer især på karteldannelse inden for valutatransaktioner i sedler og mønter i eurozonen og grænseoverskridende betalinger. Den 16. og 17. februar 1999 foretog Kommissionen samtidige besøg hos otte banker i fire forskellige lande. Der blev aflagt yderligere besøg den 20. oktober 1999 på otte forskellige steder i Belgien, Irland og Nederlandene. Ligeledes fik omkring 250 banker i eurozonen den 20. oktober 1999 brev med besked om at udlevere oplysninger om bankgebyrer på transaktioner i udenlandsk valuta henholdsvis før og efter lanceringen af euroen. Under en høring i Økonomiudvalget den 19. oktober 1999 fortalte konkurrencekommissæren, at han havde beordret sin tjeneste til at øge tempoet i kartelundersøgelsen. Kommissionen går aktivt videre med undersøgelsen og kan for øjeblikket ikke give yderligere kommentarer.

Hvad angår det særskilte men beslægtede emne, grænseoverskridende overførsler, fortsætter Kommissionen med at betone behovet for at fjerne differencen mellem gebyrer for grænseoverskridende og hjemlige transaktioner. Der er åbenlyse strukturelle svagheder i systemet for grænseoverskridende betalingssystemer, og de finansielle institutioner må foretage de nødvendige investeringer for at rette dem. Samtidig må myndighederne på både nationalt og EU-plan rydde de strukturelle og administrative hindringer af vejen, som belaster bankerne unødigt, når disse transaktioner skal gennemføres.

Det er Kommissionens indtryk, at situationen er forbedret, efter at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/5/EF af 27. januar 1997 om grænseoverskridende pengeoverførsler trådte i kraft(2). Det understøttes af, at der efter udløbet af fristen for direktivets gennemførelse har været et større fald i antallet af klager til den hotline, der blev etableret af Generaldirektoratet for Det Indre Marked og Finansielle Tjenesteydelser og Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse.

Direktivet er blevet gennemført af 11 medlemsstater(3). Belgien, Grækenland, Italien og Portugal har endnu ikke omsat direktivet til national lovgivning; der er indledt overtrædelsesprocedurer i disse fire tilfælde.

I begyndelsen af år 2000 agter Kommissionen at udsende en meddelelse om fremtiden for betalingssystemer i det indre marked, som vil danne grundlaget for en omfattende og velovervejet politik, så målet om et indre betalingsområde kan nås. Meddelelsen vil indeholde en undersøgelse af de eksisterende hindringer for grænseoverskridende betalinger og konkrete forslag til, hvordan de kan mindskes. Kommissionen vil især opfordre bankerne i Fællesskabet til at etablere mere effektive forbindelser mellem de nationale betalingssystemer for forbrugere så hurtigt som muligt.

(1) Undersøgelse udført af BEUC/Test Achats i Belgen, Spanien, Frankrig, Italien og Portugal.

(2) EFT L 43 af 14.2.1997.

(3) National lovgivning, der gennemfører direktiv 97/5/EF: Belgien: , Danmark: Lov nr. 237 af 21.4.1999; Tyskland: Überweisungsgesetz, BGBl. del I, s. 1642; Spanien: Lov 9/1999, spansk lovtidende nr. 88 af 13.4.1999, s. 13653; Frankrig: Art. 78 i lov nr. 99-5322 af 25. juni 1999 vedrørende opsparing og finansiel sikkerhed (JORF, 29. juni 1999, s. 9507) og règlement nr. 99-09 af 9. juli 1999 fra udvalget for banker og finansielt tilsyn (JORF, 27. juli 1999, s. 11160 og 11161, berigtiget i JORF af 21. august 1999, s. 12559 og 12560). Grækenland: -; Italien: , Irland: Statutory Instrument nr. 231 af 1999, European Communities (Cross Border Credit Transfers) Regulation; Luxembourg: Lov nr. 4478 af 29.4.1999 (luxembourgsk lovtidende af 12.5.1999); Nederlandene: Lov af 12.11.1998 (nederlandsk 686/1998); Østrig: Bundesgesetz 123 (Überweisungsgesetz, BGBl af 22.7.1999, del I, s. 159), Portugal: , Sverige: Lov SFS 1999:268 af 12.5.1999, (svensk lovtidende af 1.6.1999), Finland: Lov 821/1999 (finsk lovtidende af 4.8.1999); Det Forenede Kongerige: Statutory Instrument Cross Border Credit Transfers Regulation 1999 (1999 nr. 1876) af 30. juni 1999, forelagt i Parlamentet den 1. juli 1999.

Top