91999E2140

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2140/99

af Raffaele Costa (PPE-DE) til Kommissionen

(18. november 1999)

Om: Europæiske finansielle midler til tabakssektoren og reklame for Marlboro

Kommissionen har under Romano Prodis ledelse til Rådet, Europa-Parlamentet, De Økonomiske og Sociale Udvalg samt Regionsudvalget sendt en beretning om de fremskridt der er sket med hensyn til beskyttelsen af den offentlige sundhed mod tobaksrygningens skadelige virkninger: Denne er blevet offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Finder Kommissionen nedenstående forenelig med de opnåede fremskridt og ønsket om at beskytte den offentlige sundhed:

1. Den europæiske Union yder hvert år (962 000 000 euro, hvilket svarer til 1,87 mia. lire for år 2000) finansiel støtte til tobaksproducenterne, sandsynligvis for at de kan fortsætte produktionen til gunstige priser for dem selv, for forbrugerne og for staterne, som direkte eller indirekte tjener på tobak gennem beskatning heraf;

2. Forskellige cigaretproducenter laver uforskammet og spidsfindig reklame for forskellige cigaretmærker navnlig Marlboro som finansieres gennem TV-reportager fra løb, der er sponsoreret af producentsammenslutninger, hvorved regler om forbud mod reklame for cigaretrygning overtrædes groft.

Kan Kommissionen desuden oplyse, hvorledes tilskuddene til tobaksproducenterne er fordelt på landene og virksomhederne, hvor dette andrager over 50 000 euro?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(8. december 1999)

Præmierne til tobaksavlerne udbetales i henhold til den fælles landbrugspolitik. Der blev i 1996 forelagt en beretning for Rådet og Parlamentet om disse præmier med forslag til reformer(1). Debatten i alle fællesskabsinstitutionerne fokuserede på en række spørgsmål, bl.a. hvorvidt præmierne var forenelige med andre fællesskabsmålsætninger vedrørende beskyttelsen af folkesundheden.

Det blev besluttet, at præmiesystemet, og herunder en række vigtige reformer, skulle fortsætte. Denne beslutning var kraftigt påvirket af to vigtige hensyn. For det første ville et ophør i præmierne ikke føre til et måleligt fald i tobaksforbruget, da rygerne ville gå over til importeret tobak, der allerede tegner sig for to tredjedele af forbruget i EU. For det andet er tobaksavlerne koncentreret i de mindre udviklede egne i EU, og de har ikke mange andre former for indtægtskilder og beskæftigelsesmuligheder end tobaksdyrkning.

Systemet med præmieudbetalinger er imidlertid genstand for overvejelser i overensstemmelse med de normale revisionsmekanismer, der gælder for den fælles landbrugspolitik. Parlamentet vil fortsat spille en rolle i denne revisionsproces. Enhver beslutning truffet af Parlamentet om, at sådanne præmier er uforenelige med Fællesskabets bredere forpligtelser vedrørende folkesundheden, vil naturligvis blive taget i betragtning, når den fremtidige politik på området skal udformes.

Spørgsmålet om reklame for tobaksprodukter på TV og tobaksvirksomheders sponsorering af TV-programmer behandles i Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-radiospredningsvirksomhed(2), senest ændret ved direktiv 97/36/EF(3). Med hensyn til sponsorering af arrangementer (ethvert offentligt eller privat bidrag til en aktivitet eller et arrangement med sigte på at fremme afsætningen af en tobaksvare eller med dette som en direkte eller indirekte virkning) er formålet med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/43/EF af 6. juli 1998 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om reklame for tobaksvarer og sponsorering til fordel for disse(4), at reklame for tobaksprodukter og tobaksvirksomheders sponsorering gradvis skal forbydes.

Det er ikke korrekt, at der ydes tilskud til tobaksindustrien, og derfor kan det ikke oplyses, hvordan tilskuddene er fordelt på landene og virksomhederne. Tilskuddene ydes nemlig kun til avlere af råtobak inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik.

(1) KOM(96) 554 endelig udg.

(2) EFT L 298 af 17.10.1989.

(3) EFT L 202 af 30.7.1997.

(4) EFT L 213 af 30.7.1998.