91999E2073

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2073/99

af Agnes Schierhuber (PPE-DE) til Kommissionen

(12. november 1999)

Om: Karteller og WTO forenelighed

1. Er oliekartellet OPEC forenelig med WTO-bestemmelserne?

2. I bekræftende fald, hvilken holdning indtager EU under WTO-millenniumrunden mod OPEC-landenes markedsfordrejende foranstaltninger?

3. Hvordan skal man bedømme virkningen af de (obligatoriske) statsejede eksportorganisationer i New Zealand, Australien, Canada (Dairy Board, Wheat Board osv.) på verdenshandlen, og hvordan er de forenelige med WTO?

4. Hvordan skal foranstaltninger som eksportkreditter, internt transporttilskud, forskellige licensprocedurer i de enkelte amerikanske forbundsstater bedømmes med hensyn til deres virkning på verdenshandlen, og hvordan er de forenelige med WTO?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pascal Lamy

(22. december 1999)

1. og 2. Spørgsmålet om, hvorvidt Organisationen af Olieeksporterende Lande (OPEC) er forenelig med Verdenshandelsorganisationens (WTO's) regler,

er aldrig blevet rejst i praksis. Fællesskabet skønner på den ene side, at de fremtidige forhandlinger om konkurrencelovgivning skal omfatte tilsagn fra regeringerne om at ville behandle karteller som en alvorlig overtrædelse af konkurrenceretten, men det skal på den anden side bemærkes, at statsbemyndigede restriktioner normalt ikke falder ind under sådanne konkurrenceretlige discipliner. Sådanne statsbemyndigede restriktioner skal naturligvis være i overensstemmelse med de bestående WTO-regler.

3. Statshandelsforetagender som dem, der findes i New Zealand, Australien og Canada for visse landbrugsråvarer, skal for at være forenelige med WTO-reglerne overholde bestemmelserne artikel XVII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT). Fællesskabet har i forbindelse med sin tilgang til den nye runde på landbrugsområdet anført, at disse statshandelsforetagenders funktion skal undersøges, særlig i forbindelse med de forskellige former for eksportstøtte.

4. Reglerne vedrørende eksportkreditter i Arrangement on guidelines for officially supported export credits er fastlagt i et forum, som næsten alle medlemmerne af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) er medlemmer af (f.eks. er Tyrkiet og Mexico ikke medlemmer). Holdningen har altid været, at de, der er mest interesseret i en streng disciplin på dette område, sandsynligvis er de lande, der yder eksportkreditter og eksportkreditgarantier eller -forsikring snarere end dem, der i første række modtager kreditterne. Reglerne dækker salg af kapitalgoder på kreditvilkår på to eller flere år. I september 1994 blev det imidlertid besluttet, at forhandlingerne om kreditvilkår for landbrugsprodukter skulle indledes, så snart Uruguay-runden var på plads.

Artikel 10, stk. 2, i Uruguay-rundeaftalen om landbrug fastsætter, at der skal arbejdes på internationalt vedtagne discipliner for ydelse af eksportkreditter, eksportkreditgarantier eller -forsikring som en del af Marrakesh-aftalen om eksportkonkurrenceforpligtelser. Det har til trods for denne bestemmelse under gennemførelsen af Uruguay-runden vist sig at være umuligt at opnå en aftale om sådanne discipliner for landbrugsprodukter i OECD på grund af modstand fra USA. Fællesskabet anførte derfor i sit mandat til Seattle-mødet, at spørgsmålet om eksportkreditter for landbruget også skulle tages op i WTO som et eksempel på ikke-gennemførelse ved behandlingen af eksportkonkurrenceforanstaltninger vedrørende landbrugsprodukter.

Hvad angår interne transportsubsidier, skal sådanne, i det omfang de berører landbruget, overholde de relevante bestemmelser i landbrugsaftalen og anmeldes i henhold hertil. Det skal dog nævnes, at en af de vigtigere ordninger, den såkaldte Crow Rate, som Canada anvendte, og som var en form for eksportsubsidie, nu er blevet afskaffet.