Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 91999E001732

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1732/99 af Giuseppe Nisticò (PPE-DE) til Rådet. Luftfartstakster.

EFT C 219E af 1.8.2000, pp. 19–20 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

European Parliament's website

91999E1732

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1732/99 af Giuseppe Nisticò (PPE-DE) til Rådet. Luftfartstakster.

EF-Tidende nr. 219 E af 01/08/2000 s. 0019 - 0020


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1732/99

af Giuseppe Nisticò (PPE-DE) til Rådet

(30. september 1999)

Om: Luftfartstakster

Kommissionen og Domstolen har for længe siden inden for rammerne af deres respektive beføjelser opfordret de europæiske luftfartsselskaber til at følge principperne for fri konkurrence og hensyntagen til brugernes forventninger.

Mange nationale luftfartsselskaber, herunder Alitalia, har imidlertid med Kommissionens velsignelse modtaget enorme beløb i statsstøtte. Luftfartssektoren er næsten helt igennem reguleret af en stribe EU-retsakter, hvis overholdelse Kommissionen efter ganske præcise bestemmelser har til opgave at kontrollere.

Luftfartstaksterne pr. km på de italienske indenrigsafgange og navnlig på de direkte flyvninger til syden er betydeligt dyrere end på de europæiske forbindelser. Denne situation er en anselig og urimelig begrænsning af udviklingsmulighederne i de syditalienske regioner og ikke mindst i Calabria på grund af denne regions geografiske beliggenhed.

I EU's retsakter fremstår public service-kontrakter som det mest velegnede redskab til sikring af ugunstigt stillede befolkningers behov. Under høringen i Europa-Parlamentet tilkendegav Romano Prodi, at han er fuldt indstillet på at følge initiativer, der kommer fra Europa-Parlamentet.

- Finder Rådet gennemførelsen af principperne og reglerne i EU's retsakter tilfredsstillende?

- Mener Rådet, at public service-kontrakter er et brugbart instrument ikke blot for medlemsstaternes regeringer, men også for lokalregeringerne?

- Vil Rådet træffe foranstaltninger til indførelse af en fælles kilometertakst for luftfartssektoren, der skal gælde i alle europæiske lande, eventuelt med en begrænset udsvingsmargen, således at der sikres større samhørighed og integration i Fællesskabet?

Svar

(14. februar 2000)

1. Den tredje liberaliseringspakke vedrørende EF-markedet for luftfart trådte i kraft den 1. januar 1993(1). I denne sammenhæng indførte forordning (EØF) nr. 2429/92 princippet om fri fastsættelse af billetpriser for EF-luftfartsselskaber, der opererer på ruter inden for Fællesskabet. De frie billetpriser er dog ikke til hinder for, at medlemsstaterne på visse betingelser kan gribe ind for at suspendere urimeligt høje billetpriser eller standse et uforholdsmæssigt stort fald i billetpriserne. Det bemærkes desuden, at forordningen også indholder særlige bestemmelser, der tager hensyn til de interesser, som brugerne af lufttrafikken har.

Liberaliseringen er i hovedsagen kommet til udtryk ved, at der i stedet for et generelt fald i de gældende priser i højere grad er kommet nye tilbudspriser og særlige priser til. Således er antallet af passagerer, der rejser med rutefly til nedsatte billetpriser, steget betydeligt. Hvis man ligeledes tager hensyn til chartermarkedet, kan man konkludere, at langt størstedelen af passagererne rejser til nedsatte priser.

Rådet har noteret sig Europa-Parlamentets beslutning fra 1998 om virkningerne af den tredje liberaliseringspakke inden for lufttransporten(2).

2. Artikel 4 i forordning (EØF) nr. 2408/92 giver medlemsstaterne mulighed for at indføre forpligtelser til offentlig tjeneste, idet sådanne offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Der er åbnet over 100 nye ruter inden for Fællesskabet på grundlag af de nye regler.

Spørgsmålet om, hvilke myndigheder der skal medvirke til at fastsætte disse forpligtelser til offentlig tjeneste, henhører under den nationale lovgivning, og disse kan være forskellige fra medlemsstat til medlemsstat.

3. Kommissionen har ikke fremsendt noget forslag til Rådet, der sigter mod at ændre de principper, som indføres med den tredje liberaliseringspakke inden for lufttransporten, som f.eks. indførelse af en fælles kilometertakst for luftfartssektoren, der skal gælde i alle europæiske lande, således som det foreslås af det ærede parlamentsmedlem.

Rådet vil dog behandle alle forslag, som Kommissionen måtte forelægge med henblik på at reducere omkostningerne ved lufttrafikken og give forbrugerne yderligere fordele.

(1) Jf. Rådets forordning (EØF) nr. 2407/92, nr. 2408/92 og nr. 2409/92, offentliggjort i EFT L 240 af 28.8.1992.

(2) EFT C 80 af 16.3.1998, s. 240 ff.

Top