EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 91999E002019

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2019/99 af Astrid Thors (ELDR) til Kommissionen. EU-Phare-R09893-02 ‐ støtte til reform af børneforsorgen i Rumænien.

EFT C 203E af 18.7.2000, p. 116–117 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

European Parliament's website

91999E2019

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2019/99 af Astrid Thors (ELDR) til Kommissionen. EU-Phare-R09893-02 ‐ støtte til reform af børneforsorgen i Rumænien.

EF-Tidende nr. 203 E af 18/07/2000 s. 0116 - 0117


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2019/99

af Astrid Thors (ELDR) til Kommissionen

(29. oktober 1999)

Om: EU-Phare-R09893-02 støtte til reform af børneforsorgen i Rumænien

Kommissionen har afbrudt udbudsproceduren for ovennævnte program for støtte til strukturreformer inden for børneforsorgssektoren i Rumænien. I stedet tildeler Kommissionen hele budgettet til børneforsorg i Rumænien for 1998 (10 millioner euro) til forsyning af børn på institutioner med basale fornødenheder som mad, medicin o.lign. Der sker en lignende tildeling af budgetmidler for 1999.

Børn i Rumænien lever under ualmindelig vanskelige forhold, som kræver både en forsyningsindsats på kort sigt og reformer på lang sigt for at sikre deres rettigheder og tarv. Omfordelingen af budgetmidlerne betyder, at indsatsen på lang sigt ikke kan gennemføres. Dermed forsinkes de reformer, som ifølge Kommissionens strategipapir om udvidelsen er en forudsætning for, at Rumænien kan indlede forhandlinger om EU-medlemskab. Denne betingelse understregedes af Kommissionens formand i hans indlæg om udvidelsen i Europa-Parlamentet den 13. oktober 1999.

Er der ikke en modsætning mellem Kommissionens prioritering af strukturreformer i børneforsorgssektoren og den inddragne støtte til disse reformer? Findes der ikke andre midler til at sikre forsyningen på kort sigt af børn på institutioner i Rumænien, midler som ikke bringer det langsigtede reformarbejde i fare, og hvornår agter Kommissionen at genindføre støtten til reformarbejdet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(24. november 1999)

Kommissionen rettede både i sin udtalelse fra 1997(1) og i de efterfølgende periodiske rapporter(2) søgelyset mod den alvorlige situation på børneforsorgsområdet i Rumænien. Phare har ydet bistand siden begyndelsen af 1990'erne, først som humanitær bistand, senere med hovedvægten lagt på forberedelse af en reform af børneforsorgen. Kommissionen har altid både arbejdet med de kortsigtede og de langsigtede aspekter ved børneforsorgen i Rumænien.

Levevilkårene forringedes i 1999 drastisk i alle børneforsorgsinstitutionerne som følge af finansielle og administrative problemer. Rumæniens premierminister Vasile anmodede i maj 1999 om nødhjælp. På Kommissionens begæring er institutionerne blevet besøgt af inspektører for at fastlægge humanitære behov, og disse har berettet, at betingelserne ganske vist ikke er lige dårlige i alle institutioner, men at situationen i sommeren 1999 generelt kun kunne beskrives som uantagelig både med hensyn til grundlæggende infrastruktur og med hensyn til hygiejne, lægehjælp, ernæring og bistand i almindelighed.

I denne meget alvorlige humanitære situation har Kommissionen gjort alt, hvad der har stået i dens magt, for hurtigt at tilvejebringe de fornødne midler. Kommissionens kontor for humanitær bistand (ECHO) påbegyndte et program (1,75 mio. EUR), men det viste sig hurtigt, at der var brug for betydelig større beløb. Den mest effektive måde at tilvejebringe Phare-midler på var at annullere udbuddet for øjeblikkelig at kunne stille 8,5 mio. EUR af de 10 mio. EUR til rådighed til dækning af grundlæggende behov. Fødevarer, vitaminer og andre grundlæggende tilførsler vil i en periode af ni måneders varighed blive sikret til de 157 børnehjem, hvor behovet er størst. Den nye tildeling vil også dække grundlæggende udbedring af varmeanlæg, tage og sanitært udstyr. Samtidig har Kommissionen presset på for at få de rumænske myndigheder til at oprette én myndighed, som er ansvarlig for alle børn, der er underlagt forsorgen, sikre tilstrækkelig finansiering fra det nationale budget og fastlægge langsigtede strategier for børneforsorgen baseret på internationale standarder og international praksis. De resterende 1,5 mio. EUR vil blive anvendt til at oprette et fagligt bistandshold i Rumænien, som skal overvåge den humanitære bistand, støtte den nye myndighed og bistå Rumænien med at fastsætte passende normer for alle børneinternater.

På Phares 1999-budget er der afsat yderligere 25 mio. EUR til beskyttelse af børn. En del af dette beløb vil blive anvendt til at bistå myndighederne med strukturomlægningen i børneforsorgssektoren, og en anden del vil være nødvendig til dækning af grundlæggende tilførsler. Den endelige beslutning om midlernes fordeling vil blive truffet på grundlag af oplysninger fra det faglige bistandshold, som overvåger den humanitære bistand. Reformen, hvis vigtigste bestanddele skal være en udlægning af ansvaret for børneforsorgen til lokale myndigheder og en opbygning af nye børneforsorgstjenester, skal være et alternativ til den traditionelle approach, hvor børnene anbringes på institutioner, og derved med tiden føre til, at antallet af børn i de eksisterende institutioner bliver mindre.

(1) KOM(97) 2003 endelig udg.

(2) KOM(1999) 510 endelig udg.

Top