31998Y0202(01)

DET EUROPÆISKE RÅDS RESOLUTION af 13. december 1997 om samordningen af den økonomiske politik i ØMU'ens tredje fase og om EF-traktatens artikel 109 og 109 B (98/C 35/01)

DET EUROPÆISKE RÅD,

som er samlet i Luxembourg den 13. december 1997,

som henviser til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

som minder om konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Amsterdam, især om forbedring af de økonomiske samordningsprocesser og om, hvordan man effektivt kan gennemføre traktatens artikel 109 og 109 B,

som minder om resolutionen fra Det Europæiske Råd i Amsterdam om stabilitets- og vækstpagten,

som minder om resolutionen fra Det Europæiske Råd i Amsterdam om vækst og beskæftigelse, og

som noterer sig Rådets rapport af 1. december 1997,

HAR BESLUTTET FØLGENDE:

I. Samordningen af den økonomiske politik i Den Økonomiske Monetære Unions (ØMU) tredje fase

1) ØMU vil knytte økonomierne i de medlemsstater, der deltager i euro-området, tættere sammen. De får fælles pengepolitik og fælles valuta. Der vil sandsynligvis blive større konvergens i deres konjunkturudvikling. Ansvaret for den økonomiske politik og lønfastsættelsen vil dog fortsat ligge hos medlemsstaterne med forbehold af bestemmelserne i traktatens artikel 104 C og stabilitets- og vækstpagten. I det omfang den økonomiske udvikling i medlemsstaterne indvirker på inflationsudsigterne i euro-området, vil det påvirke valutaforholdene i dette område. Dette er hovedårsagen til, at overgangen til en fælles valuta vil kræve øget overvågning fra Fællesskabets side og bedre samordning af de økonomiske politikker blandt medlemsstaterne i euro-området.

2) Der vil også være en stærk indbyrdes økonomisk og monetær afhængighed i forhold til de ikke-deltagende medlemsstater, eftersom de alle er med i det indre marked. Nødvendigheden af at sikre større konvergens og et velfungerende indre marked kræver derfor, at alle medlemsstaterne indgår i samordningen af de økonomiske politikker. Tilmed vil den indbyrdes afhængighed blive specielt stærk, hvis medlemsstater uden for euro-området deltager i den nye valutakursmekanisme, hvilket lande med dispensation forventes at ville gøre.

3) I forbindelse med en øget samordning af den økonomiske politik må opmærksomheden fuldt ud rettes mod de nationale økonomiske udviklinger og politikker, som vil kunne påvirke de monetære og finansielle forhold i hele euro-området eller det indre markeds funktion. Dette omfatter:

- en nøje overvågning af såvel den makroøkonomiske udvikling i medlemsstaterne for at sikre varig konvergens som af eurokursudviklingen

- overvågning af budgetstillinger og -politikker i overensstemmelse med traktaten og stabilitets- og vækstpagten

- overvågning af medlemsstaternes strukturpolitikker på arbejdsmarkedet og markederne for varer og tjenesteydelser samt af omkostnings- og pristendenserne, især for så vidt de påvirker mulighederne for at opnå en bæredygtig og ikke-inflationær vækst og jobskabelse, og

- fremme af skattereformer for at øge effektiviteten og modvirke skadelig konkurrence på skatteområdet.

Man må i forbindelse med en øget samordning af den økonomiske politik overholde traktatens nærhedsprincip, respektere de nationale regeringers rettigheder i forbindelse med fastlæggelsen af deres struktur- og budgetpolitikker, med forbehold af bestemmelserne i traktaten og stabilitets- og vækstpagten, respektere Det Europæiske System af Centralbankers (ESCB) uafhængighed med hensyn til at forfølge hovedmålsætningen om prisstabilitet og respektere ØKOFIN-Rådets rolle som det centrale besluttende organ for den økonomiske samordning samt de nationale traditioner og arbejdsmarkedets parters beføjelser og ansvar i forbindelse med løndannelsesprocessen.

4) For at sikre en velfungerende ØMU må Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne anvende traktatens instrumenter til samordning af den økonomiske politik fuldt ud og effektivt.

Med henblik herpå bør de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik, der vedtages i henhold til traktatens artikel 103, stk. 2, udvikles til et effektivt instrument til sikring af varig konvergens mellem medlemsstaterne. De bør give mere konkrete og landspecifikke retningslinjer og fokusere mere på foranstaltninger med sigte på at forbedre medlemsstaternes vækstpotentiale og derigennem øge beskæftigelsen. Der bør derfor fremover i de overordnede retningslinjer lægges mere vægt på at forbedre konkurrenceevnen, arbejdsmarkedets og markederne for varer og tjenesteydelsers effektivitet, uddannelse og erhvervsuddannelse og på at gøre skattesystemer og sociale tryghedssystemer mere beskæftigelsesvenlige.

Man må i forbindelse med en øget samordning følge, om der er overensstemmelse mellem de nationale økonomiske politikker og deres gennemførelse og de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik samt ØMU'ens rette virkemåde. De økonomiske politikker og udviklinger i hver enkelt medlemsstat og i Fællesskabet skal overvåges inden for rammerne af den multilaterale overvågning i henhold til traktatens artikel 103, stk. 3. Der skal lægges særlig vægt på varsling, ikke kun om truende budgetstillinger i henhold til stabilitets- og vækstpagten, men også om andre udviklinger, som, hvis de får lov til at fortsætte, vil kunne true stabiliteten, konkurrenceevnen og den fremtidige jobskabelse. Med henblik herpå forventes Rådet at være mere rede til at fremsætte de nødvendige henstillinger til en medlemsstat i henhold til traktatens artikel 103, stk. 4, når som helst dennes økonomiske politik ikke er i overensstemmelse med de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik. For dens eget vedkommende bør medlemsstaten forpligte sig til i tide af træffe effektive foranstaltninger, som den anser for nødvendige for at imødekomme Rådets henstillinger. Endvidere bør medlemsstaterne forpligte sig til en omfattende og hurtig udveksling af oplysninger om økonomiske udviklinger og politikintentioner med grænseoverskridende virkninger.

5) Overvågningen af den økonomiske situation og politikdrøftelser bør for fremtiden være et regelmæssigt punkt på dagsordenen for uformelle samlinger i ØKOFIN-Rådet. For at fremme en åben og direkte debat bør ØKOFIN-Rådet fra tid til anden holde samling med begrænset deltagerkreds (ministeren plus én person), især når det foretager multilateral overvågning.

6) I medfør af traktaten er ØKOFIN-Rådet (1) det centrale organ for samordningen af medlemsstaternes økonomiske politikker og har beføjelse til at handle inden for de relevante områder. Specielt er ØKOFIN-Rådet det eneste organ, der har beføjelse til at udforme og vedtage de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik, der er det vigtigste instrument til økonomisk samordning.

ØKOFIN-Rådet som det afgørende organ i centrum for den økonomiske samordnings- og beslutningsproces virkeliggør Fællesskabets enhed og sammenhængskraft.

Ministrene fra de stater, der deltager i euro-området, kan mødes uformelt for at drøfte spørgsmål vedrørende det specifikke ansvar, som de har for den fælles valuta. Kommissionen og eventuelt Den Europæiske Centralbank (ECB) vil blive indbudt til at deltage i møderne.

Hver gang der er tale om spørgsmål af fælles interesse, drøftes disse af alle medlemsstaternes ministre.

I alle tilfælde, hvor der skal træffes en afgørelse, skal denne træffes af ØKOFIN-Rådet efter traktatens procedurer.

II. Gennemførelse af traktatens bestemmelser om Fællesskabets valutakurspolitik, holdning udadtil og repræsentation (traktatens artikel 109)

7) Det Europæiske Råd erkender, at Fællesskabet vil få et stort ansvar med indførelsen af euroen, en af de vigtigste valutaer i det internationale valutasystem. Fællesskabets bidrag gennem ESCB vil i nøje overensstemmelse med de beføjelser og procedurer, som er fastsat i traktaten, være at skabe et center med prisstabilitet. Det Europæiske Råd er fast besluttet på at spille sin rolle fuldt ud ved at bidrage til at skabe grundlaget for en velstående og effektiv økonomi i Fællesskabet i overensstemmelse med princippet om en åben økonomi med fri konkurrence, der fremmer en effektiv ressourceallokering, og i overensstemmelse med principperne i traktatens artikel 3 A. Det Europæiske Råd er overbevist om, at dette vil skabe grundlag for en stærk og respekteret valuta.

8) Rådet skal overvåge udviklingen i eurokursen på baggrund af en lang række økonomiske oplysninger. Kommissionen skal forelægge analyser for Rådet, og Det økonomiske og Finansielle Udvalg skal forberede Rådets arbejde. Det er vigtigt at gøre fuld brug af traktatens bestemmelser for at sikre udveksling af oplysninger og synspunkter mellem Rådet og ECB om eurokursen. Valutakurserne skal generelt ses som resultatet af alle andre økonomiske politikker, men Rådet kan i særlige situationer, f. eks. i tilfælde af en klar valutakursuligevægt, udarbejde generelle retningslinjer for valutakurspolitikken over for ikke-EF-valutaer i overensstemmelse med traktatens artikel 109, stk. 2. Disse generelle retningslinjer skal altid respektere ESCB's uafhængighed og være i overensstemmelse med ESCB's hovedmålsætning om at fastholde prisstabilitet.

9) Rådet bør fastlægge Fællesskabets holdning på internationalt plan i forbindelse med spørgsmål af særlig interesse for Den Økonomiske og Monetære Union i overensstemmelse med traktatens artikel 109, stk. 4. Disse holdninger vil være relevante for både de bilaterale forbindelser mellem Den Europæiske Union og de enkelte tredjelande og for drøftelser i internationale organisationer eller uformelle internationale grupperinger. Denne bestemmelses rækkevidde er nødvendigvis begrænset, da kun euro-medlemsstater stemmer i forbindelse med artikel 109.

10) Rådet og Den Europæiske Centralbank udfører deres opgaver i forbindelse med Fællesskabets repræsentation på internationalt plan effektivt og under hensyn til den kompetencefordeling, der er fastsat i traktaten. Med hensyn til andre økonomiske politikker end den monetære politik og valutakurspolitikken skal medlemsstaterne fortsat føre disse uden for Fællesskabets rammer, idet de fuldt ud tager hensyn til Fællesskabets interesser. Kommissionen tilknyttes repræsentationen af Fællesskabet udadtil i det omfang, det er nødvendigt for, at den kan varetage den rolle, som traktatens bestemmelser pålægger den.

I forbindelse med repræsentation i internationale organisationer skal der tages hensyn til disse organisationers regler. Især med hensyn til Fællesskabets forbindelser med Den Internationale Valutafond (IMF) skal disse baseres på bestemmelsen i overenskomsten vedrørende denne fond om, at kun lande kan være medlemmer af denne institution. Medlemsstaterne skal i deres egenskab af medlemmer af IMF hjælpe med til at træffe pragmatiske arrangementer, som kan lette IMF's overvågning og forelæggelsen af Fællesskabets holdninger, herunder ESCB's synspunkter, i IMF-fora.

III. Dialogen mellem Rådet og ECB

11) På baggrund af kompetencefordelingen i EF-traktaten vil en harmonisk økonomisk udvikling i Fællesskabet i ØMU'ens tredje fase kræve en løbende og frugtbar dialog mellem Rådet og ECB, som involverer Kommissionen og respekterer alle aspekter af ESCB's uafhængighed.

12) Rådet skal derfor spille sin rolle fuldt ud i udviklingen af de kommunikationskanaler, som traktaten fastsætter. Rådets formand skal under anvendelse af sin stilling i henhold til traktatens artikel 109 B aflægge rapport til ECB's Styrelsesråd om Rådets vurdering af EU's økonomiske situation og om medlemsstaternes økonomiske politikker og kan drøfte Rådets synspunkter med hensyn til valutakursernes udvikling og udsigterne herfor med ECB. Ifølge traktaten skal ECB's formand desuden deltage i møder i Rådet, når dette behandler spørgsmål vedrørende ESCB's mål og opgaver, f.eks. når de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik udarbejdes. Også de årsberetninger, som ECB skal forelægge for Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen samt Det Europæiske Råd, er vigtige.

Det økonomiske og Finansielle Udvalg, som består af højtstående embedsmænd fra de nationale centralbanker og ECB samt fra økonomi- og finansministerierne, vil udgøre rammen for forberedelsen og fortsættelsen af dialogen på højt embedsmandsplan.

(1) I erklæring nr. 3 til traktaten om Den Europæiske Union hedder det, at med henblik på anvendelsen af bestemmelserne i afsnit VI (økonomisk og monetær politik) i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab skal den sædvanlige praksis, hvorefter Rådet mødes i sin sammensætning af økonomi- og finansministrene, opretholdes, jf. dog traktatens artikel 109 J, stk. 2, 3 og 4, og artikel 109 K, stk. 2.