51996IR0340

Regionsudvalgets udtalelse om »Fysisk planlægning i Europa« (97/C 116/01)

REGIONSUDVALGET har -

under henvisning til Kommissionens meddelelse om samarbejde om fysisk planlægning Europa År 2000 +,

under henvisning til Regionsudvalgets udtalelse om samarbejde om fysisk planlægning i Europa »Europa År 2000 +« () og Regionsudvalgets og Europa-Kommissionens afholdelse af seks seminarer om fysisk planlægning,

under henvisning til sin beslutning af 18. oktober om i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 198 C, stk. 4, at afgive en udtalelse om fysisk planlægning i Europa og at henvise det forberedende arbejde til Underudvalg 5 »Fysisk Planlægning, Miljø og Energi«,

under henvisning til Underudvalg 5's forslag til udtalelse (CdR 340/96 rev.), som blev vedtaget den 20. november 1996 med Claude du Granrut som ordfører -

på den 16. plenarforsamling den 15.-16. januar 1997 (mødet den 15. januar) vedtaget følgende udtalelse.

1. Nye veje for den fysiske planlægning og regionaludviklingen i Europa

De mange erfaringer og tanker, som fremkom på de seks regionale seminarer om samarbejde om fysisk planlægning i Europa, der blev afholdt fra marts til oktober 1996 (), og hvoraf et resumé er vedføjet som bilag til denne udtalelse, gør det muligt for den fysiske planlægning og regionaludviklingen i Europa at slå ind på nye veje.

1.1. Bekræftelse af de regionale og lokale myndigheders vilje til at iværksætte et interregionalt samarbejde

1.1.1. Samarbejde var et af nøgleordene på seminarerne. De regionale og lokale ansvarlige kender bedre end andre deres regioners svagheder og de mulige løsninger. De er ligeledes klar over, at de ikke selv er i stand til at løse samtlige konstaterede problemer. Da naboregioner og -områder har samme vanskeligheder, forekommer det naturligt og effektivt at samle bestræbelserne på at finde fælles løsninger og gå sammen om at konkretisere dem. De nærer ingen angst for at udforme operationelle projekter i fællesskab, og de er klar over den merværdi, som de kan opnå.

De regionale og lokale myndigheder arbejder ikke blot sammen om at løse fælles problemer. I solidaritetens navn trækker de på deres trumfer og muligheder for at løse dette eller hint problem, som kun én af parterne støder på. Herigennem beriges deres samarbejde med deres solidaritet.

De regionale og lokale myndigheders samarbejdsvilje er begrundet i effektivitet. Til de materielle resultater, som gør deres indsats berettiget, skal føjes dem, som affødes af solidariteten og af den større viden, som borgerne i regional- og lokalområderne får om hinanden.

1.1.2. De interregionale samarbejdsprogrammer foranlediger de regionale og lokale ansvarlige til at etablere strukturer, som ikke findes andre steder. Disse strukturer har som hovedregel til formål at føre tilsyn med de sagkyndiges arbejde, at lette programmernes iværksættelse teknisk og finansielt, at sørge for en permanent dialog mellem de berørte myndigheder og eventuelt at tjene som teknisk samtalepartner for andre myndigheder som de statslige myndigheder og EU-myndighederne. Beslutningsprocedurerne skal være fleksible, således at specifikke problemer kan tages op på nationalt, regionalt eller lokalt plan, alt efter hvad der er mest hensigtsmæssigt.

1.1.3. På institutionelt plan og over for Den Europæiske Unions instanser betragter de regionale og lokale myndigheder sig som repræsenteret ved Regionsudvalget, der er deres politiske talsmand, som formår at forstå deres krav, sammenfatte, fremlægge og forsvare dem over for både Kommissionen, Det Europæiske Råd og Parlamentet.

1.2. Bedre hensyntagen til borgernes behov og tilføjelse af merværdi til EU's støttetiltag

Den fysiske planlægning i Europa, som er så forskelligartet og så omfattende, kan ikke organiseres ud fra ét enkelt beslutningsniveau. Det indebærer hensyntagen til befolkningernes behov og inddragelse af de ansvarlige på regionalt og lokalt niveau.

1.2.1. Den Europæiske Unions regionalpolitik og de programmer, som strukturfondene har affødt, har foranlediget de regionale og lokale myndigheder til at beskæftige sig mere med deres medborgeres behov, fremhjælpe deres initiativer og udnytte deres muligheder inden for rammerne af lokale partnerskaber. Dette har også givet anledning til at stimulere de lokale aktører og at lade dem indgå i en kollektiv indsats, som på forhånd har opnået deres opbakning. Fra at være samtalepartnere har de regionale og lokale myndigheder udviklet sig til partnere og dernæst aktører i den fysiske planlægning og regionaludviklingen i Europa.

1.2.2. De regionale og lokale myndigheder er tæt på borgerne og formår bedre end andre myndigheder at være lydhøre over for deres behov og at igangsætte en konstruktiv dialog med dem. I kraft af deres analytiske og diagnostiske evner når de frem til et tværgående globalt syn på de problemer, som skal løses. I kraft af deres evne til at udforme projekter og deres hurtige indsatsmulighed bidrager de med den mest effektive reaktion. Da de er tæt på både beslutningstagning og opfølgning, er de i stand til at afpasse deres reaktion efter situationens udvikling.

De regionale og lokale myndigheder er også det første niveau, hvor der kan tilstræbes en rumlig sammenhæng: de er, enten alene eller sammen med andre regionale og lokale myndigheder, i stand til at planlægge den helhed af aktioner, som skal iværksættes for at udvikle den økonomiske aktivitet og beskæftigelsen, for at organisere boligforhold og nærtransport samt for at værne om eller forbedre miljøet.

1.2.3. Samspillet mellem hurtighed og analysesagkundskab, interventionssmidighed og ønsket om maksimal effektivitet gør de regionale og lokale myndigheder til de mest effektive partnere i europæiske planlægningsprojekter og gør dem til nøglen til disses merværdi.

De regionale og lokale myndigheder er ligesom deres medborgere klar over, hvilke trumfkort de har, og hvilke positive bidrag de kan yde, og kan ikke længere acceptere ikke at indgå som fuldgyldige partnere i ethvert fysisk planlægningsprograms forberedelse og gennemførelse.

Ifølge Regionsudvalget er det interregionale samarbejde et vidnesbyrd om mulighederne for europæisk integration i dagligdagen. Regionsudvalget vurderer, at det tilkommer det at forbedre dette bidrag til tilvejebringelsen af en europæisk identitet, både ved at fremhæve denne positive side af det interregionale samarbejde og ved at sætte skub i formidlingen af de metoder, som de regionale og lokale myndigheder benytter på dette felt.

1.3. Relevansen af interregionale interventionsrammer

En fysisk planlægningspolitik kan ikke holdes inden for hverken medlemsstaternes eller Den Europæiske Unions indre eller ydre grænser.

1.3.1. Den opdeling af det europæiske område i 11 interventionsområder, som foreslås i Europa År 2000 +, er logisk af flere grunde:

- geografisk set: hvert område tilhører ét og samme geologiske og/eller hydrografiske system eller ét og samme maritime system,

- økonomisk set: undersøgelser har afsløret store ligheder i henseende til erhvervsaktivitet, levestandard og forekomsten af gener eller forurening, dvs. en række faktorer af afgørende betydning for de strukturaktioner, som skal iværksættes,

- historisk og kulturelt set: Europa er i den grad blevet skåret i stykker gennem århundreder, som oftest uden at befolkningerne er rådspurgt og uden hensyntagen til deres kulturelle bånd; det er derfor på høje tid at genfinde disse komplementaritetsformer og at give ordet og valget til dem, der har forståelse for denne komplementaritet.

1.3.2. Selv en variabel kombination af ovennævnte tre opdelinger skaber en følelse af tilhørsforhold og skæbnefællesskab. Herved opstår positive virkninger for de regionale og lokale myndigheders engagement og for borgernes støtte til gennemførelse af en omfattende indsats.

De seks seminarer har gjort det nødvendigt at gruppere Nordsø- og Østersøområderne, det vestlige og centrale Middelhav og, under betegnelsen grænseregioner i Europas centrum, de nye delstater og landene i Central- og Østeuropa. Disse grupperinger strider ikke mod ovennævnte opdelinger. Tværtimod påviser de Middelhavets uerstattelige rolle som kulturel og økonomisk katalysator, komplementariteten mellem Nordsøens og Østersøens kystzoner og, for Centraleuropas vedkommende, det forhold at de regionale og lokale myndigheder i dette område er fast besluttet på at topprioritere bekæmpelsen af det europæiske kontinents naturstridige opsplitning.

1.3.3. Samtlige seminardeltagere anerkendte områdeinddelingens relevans for deres fysiske planlægning og udvikling, selv om der i disse områder forekommer beslægtede forhold eller specifikke problemer, som foranlediger til et mere udtalt samarbejde mellem visse regionale og lokale myndigheder. Også i disse områders randzoner kan beslægtede forhold eller problemer give anledning til samarbejde mellem visse regionale og lokale myndigheder tilhørende forskellige områder.

Alle erkendte værdien af regional og lokal samhørighed.

Alle erkendte de formidable muligheder, som et samarbejde på tværs af grænser og nationer rummer, og den dynamiske virkning, der er en følge af viljen til at overvinde grænserne, som er et resultat af »historiens luner«.

På dette felt og uden at fornægte de nationale tilhørsforhold kan det siges, at man har nået det punkt, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage.

1.4. Uddybning af interventionsområdernes formål

De samme interventionsområder findes i de interregionale samarbejdsprogrammer for fysisk planlægning. For at imødegå særlige problemer i de pågældende områder og for at øge effektiviteten er de regionale og lokale myndigheder nødt til at præcisere formålene nærmere.

Med hensyn til landtransport, hvis betydning erkendes af alle, herunder kontinentaldiagonalens regionale og lokale myndigheder, og hvis sigte er at sørge for forbindelserne med resten af Den Europæiske Union, lægges vægten dels på adgangsmuligheder og sammenkobling med sekundærvejnettet, dels på det nødvendige i at prioritere de mindst forurenende kommunikationsmidler og at tilrettelægge den intermodale transport for at forbedre udbuddet og regulere trafikstrømmene. Endelig er det ønskeligt at afbalancere det nord-syd-gående net af landtransportinfrastrukturer med et fuldt udbygget øst-vest-gående transportsystem.

1.4.1. Med hensyn til søtransport er der tre store mål: at intensivere søtransporten mellem store og mellemstore havne gennem forøgelse af kystsejladsen; at øge sejladshyppigheden på korte strækninger og etablere hurtige forbindelser; samt at fremme udviklingen af et fælles informationssystem for hele handelsflåden. Generelt gælder det om at fordele søtransporten optimalt mellem de forskellige havne ved EU's kyststrækninger.

For lufttransportens vedkommende bør udviklingen gå i retning af regionale lufthavne og for middelhavslandenes vedkommende bør beflyvningshyppigheden afpasses efter udsvingene i turistaktiviteten.

1.4.2. Miljøbeskyttelsens prioriteter er vandressourceregulering og -kvalitet, bekæmpelse af luftforurening, kystområdeforvaltning, affaldsreducering og mere bæredygtig anvendelse af de naturlige ressourcer, affaldsbehandling og -kontrol og, for de mere kontinentale regioners vedkommende, beskyttelse af flora og faunaområder gennem oprettelse af naturparker; i visse områder i Central- og Østeuropa er det nødvendigt at rense arealer for forurening for at kunne igangsætte nye aktiviteter.

Landbruget skal ses dels som en strategisk faktor for landdistrikterne, dvs. en uundværlig struktur, der gør det muligt at opretholde et minimalt befolkningsunderlag og bevare det naturlige miljø, dels som en forudsætning for konsolidering og udvikling af anden økonomisk virksomhed.

1.4.3. Balancen mellem byområder og landdistrikter er også genstand for særlige forslag: byerne kan genskabe den erhvervsmæssige dynamik, hvis storbyområderne går sammen om at bekæmpe social udelukkelse og dennes forskellige årsager, og hvis mellemstore byer, herunder dem, som udgør teknologiske poler, går sammen i netværk, således at hver enkelt by tilbyder virksomhederne den vifte af ydelser, som der er behov for. Herved skabes der arbejdspladser, som kan tilbydes befolkningen og eventuelt i anden omgang omfordeles til landkommuner, hvilket vil gøre det muligt at fastholde en del erhvervsaktive i landdistrikterne. Det er dog klart, at disse foranstaltninger ikke er tilstrækkelige i sig selv, og at der fortsat vil være behov for foranstaltninger til at løse specifikke økonomiske problemer i landområderne.

1.4.4. For de regionale og lokale myndigheder er innovation og forskning kernen til økonomisk udvikling, ligesom udnyttelse af de nye informationsteknologier er det. Med disse tre faktorer kan de på det lokale plan tackle de udfordringer, som økonomiens internationalisering giver anledning til i henseende til tekniske færdigheder, kvaliteten af de menneskelige ressourcer og tilpasningsevne.

1.4.5. I hovedparten af de projekter, som vedrører turistmæssige aktiviteter, lægges hovedvægten på det kulturelle indhold. De regionale og lokale myndigheder er sig bevidst, at de har den fordel at råde over en kulturarv, naturarv og historisk arv, som næsten altid er exceptionel, og at de bør udnytte og udbrede kendskabet hertil.

Til ønsket om fysisk planlægning og udvikling skal føjes viljen til kulturudveksling, til at lære hinanden bedre at kende, til at kunne udtrykke sig på samme sprog, til at finde fælles holdepunkter.

De regionale og lokale myndigheders skaberkraft, deres inspiration og deres kollektive strategier står som garant for jobskabende økonomisk vækst og for en reel og oven i købet mere stabil økonomisk og social samhørighed.

1.5. Det interregionale samarbejdes specifikke bidrag til den europæiske opbygning

De regionale og lokale myndigheder er klar over, at deres samarbejde ikke kan foregå i et lukket rum. Tværtimod strækker deres kollektive ansvar sig ud til resten af Den Europæiske Unions område og til de central- og østeuropæiske lande og til landene syd for Middelhavet.

Til hvert områdes identitet svarer en ansvarstype:

1.5.1. For hovedstadscenterregionen gælder det om at sørge for, at der i Europa bevares et aktivt tyngdepunkt på forkant med den teknologiske udvikling og byområdets økonomiske funktion, som tillige skal formå at bekæmpe forurening og finde frem til intermodale løsninger på de overbelastede veje og havne.

1.5.2. Den Alpine Bue udgør en anden drivkraft i Europa i kraft af sin stærkt centrale beliggenhed, alpedalenes rigdomme, de tusindårige erfaringer med befolkningsvandringer og det ældgamle interregionale samarbejde, som indtil i dag har gjort det muligt at omdanne det skrøbelige grundlag til udviklingsmæssige trumfkort.

1.5.3. De regionale og lokale myndigheder i grænseområderne i Central- og Østeuropa vurderer, at de har et ansvar for at fremskynde processen hen imod integration i Den Europæiske Union.

På det grundlag går de de regionale og lokale myndigheder på den anden side af grænsen i møde. Uagtet forskelle i status og beføjelser organiserer de et samarbejde, der direkte berører befolkningernes, herunder især de unges, dagligdag, og som fremhæver deres tilhørsforhold til en fælles kulturarv.

Deres indstilling til de store tiltag, som skal iværksættes, er klar: det er absolut påkrævet at tilvejebringe effektive infrastrukturer for kommunikations-, energi- og telekommunikationsnet. De geografiske områder, som herigennem forenes, skal blive til udviklings- og ikke blot gennemgangsområder.

Denne indsats stiller store krav. Den åbner vejen for etablering af et nyt Europa, et borgernes og partnerskabernes Europa og for et indre marked uden grænser.

1.5.4. De regionale og lokale myndigheder i middelhavsområdet ønsker at styrke deres egen økonomiske udvikling for at fremskynde Den Europæiske Unions dialog med regionerne syd for Middelhavet, med sigte på gensidig økonomisk og kulturel berigelse. Europa kan ikke undlade at vise interesse for fremtiden i de områder, som ligger syd og øst for »mare nostrum«, kulturens, civilisationens og måske velstandens katalysator.

1.5.5. Nordsø- og Østersøområderne har historisk set været et aktivt og magtfuldt udvekslings- og handelsområde; de har tradition for et lokalt demokrati og et stærkt udtalt kulturelt fællesskab.

Nordsøområdets regionale og lokale myndigheder kan over for det øvrige Europa vise, hvorledes det lykkes et område, som har gennemlevet en glorværdig økonomisk fortid, både at stimulere og at skabe en bedre fordeling af sin rigdom (industri og landbrug og især havne) og atter udvikle sig til en stærk økonomisk pol.

Planlægningen og udviklingen i Østersøområdet som beror på samarbejdet mellem staterne og de regionale og lokale myndigheder, The Baltic Sea Region Conference VASAB 2010, er et forbilledligt eksempel. Det vidner om dette områdes evne til at genfinde den afgørende rolle, som det historisk set spillede i samhandelen og kultursamarbejdet mellem Vest- og Østeuropa, ikke mindst i forholdet til tilgrænsende lande som Rusland.

1.5.6. Atlantbueområdet minder om, at det, før det kom til at ligge i Europas periferi, var udgangspunktet for verdens erobring. Ønsket om at sætte nyt skub i søfartserhvervet, har følgende to formål: at blive til et kommercielt afsætningsområde for Unionens produkter på den ene side; på den anden side må havneaktiviteten i Atlantbueområdet styrkes for at forbinde de regionale og lokale samfund bedre med hinanden og for at lette deres integrerede udvikling. Den Europæiske Unions øvrige regioner kan på denne måde yde et vigtigt bidrag til Atlantbueområdets videre udvikling, med det sigte at fremme samhørigheden i Europa.

1.6. Konkret iværksættelse af nærhedsprincippet; den institutionelle rammes og finansieringsprocedures udvikling

Nærhedsprincippet er et politisk organisationsprincip, som indebærer, at hver myndighed handler inden for rammerne af de beføjelser og mål, der er tillagt den.

Princippets funktionelle gennemførelse sætter hver enkelt i stand til, dér hvor han befinder sig og ved brug af sin formåen og udøvelse af sine beføjelser, at medvirke i en helhedsindsats.

1.6.1. De regionale og lokale myndigheder er naturligt lydhøre over for borgernes behov, værner om og regulerer deres undertiden divergerende interesser, med sigte på udformning af en global effektiv planlægningsstrategi; disse myndigheder har derfor en berettiget forventning om, at staterne og Den Europæiske Union inddrager dem som partnere i deres overvejelser og deres planlægning og som aktører i gennemførelsen af en fysisk planlægnings- og udviklingspolitik for Europa. Dette er en mulig anvendelse af nærhedsprincippet i praksis.

1.6.2. De regionale og lokale myndigheder kræver stedse nærhedsprincippet overholdt. Hvad fysisk planlægning og udvikling i Europa angår, bygger dette krav på effektivitetskriterier, bl.a. for den økonomiske udvikling. Det har ligeledes karakter af dogme, da det stadfæster disse myndigheders legitime beføjelser i kraft af, at de er folkevalgte, og den opfattelse, at borgeren står i centrum for den europæiske integrationsproces.

1.6.3. De tyske delstater og de regioner, som har ansvaret for den fysiske planlægning på deres område, anmoder om, at Den Europæiske Union kun griber ind, når det drejer sig om spørgsmål af europæiske dimensioner.

1.6.4. Selv om de regionale og lokale myndigheder i de forskellige medlemsstater ikke har identiske beføjelser, finder de det nødvendigt, at Den Europæiske Union og medlemsstaterne garanterer dem den fulde udnyttelse af deres muligheder inden for det interregionale samarbejde, dvs. inden for de retlige og administrative rammer og de finansieringsmetoder, som følger heraf.

Ingen lovtekst eller administrativ regel, dvs. en tekst som finder generel anvendelse, omgærder det interregionale samarbejde med en institutionel ramme. Der findes euro-regioner og hundredvis af interregionale aftaler, som har betydning for den fysiske indretning på tværs af landegrænserne, er blevet undertegnet uden egentlig juridisk, europæisk eller international anerkendelse.

1.6.5. Finansielle tilskud er ikke underkastet regler, hvilket ikke letter eventuel komplementaritet og ikke virker befordrende på investeringernes effektivitet. De regionale og lokale myndigheder opstiller programmer uden at kende deres budget og tvinges til at deltage i projekter, hvis udarbejdelse de ikke har medvirket til.

De regionale og lokale myndigheders særlige dynamik, i henseende til fysisk planlægning og udvikling, har affødt muligheder, som ikke udnyttes rationelt, men som kunne udnyttes ved hjælp af institutionel anvendelse af nærhedsprincippet.

2. Aktionsforslag

2.1. Indledende bemærkninger

På området fysisk planlægning og udvikling i Europa bidrager det interregionale samarbejde med følgende positive og absolut nødvendige faktorer: effektivitet og sammenhæng, tilpasning til økonomiens internationalisering, social samhørighed og personlig sikkerhed.

2.1.1. Problematikken omkring fysisk planlægning og udvikling i Europa, som udspringer af Europa-Kommissionens regionalpolitik, har fundet en naturlig formidler i de regionale og lokale myndigheder i kraft af deres beføjelser, erfaringer og dynamik. På dette område, som på et eller andet tidspunkt må trække på de lokale aktører, har det vist sig at det er mere effektivt at tilstræbe forudgående konsensus for at sikre sig deres opbakning, og at udarbejdelsen af sammenhængende programmer i øvrigt udmønter sig i grænseoverskridende planlægnings- og udviklingsområder.

Under alle omstændigheder er arbejdet med at finde fælles løsninger på fælles problemer, som pålægger de regionale og lokale myndigheder visse forpligtelser, også en garanti for effektivitet og regional og lokal samhørighed, hvilket der over for disse myndigheder bør ske en anerkendelse af fra både staternes og Unionens side.

2.1.2. I øvrigt er det nu almindeligt anerkendt, at økonomiens internationalisering og bestræbelserne på øget jobskabelse nødvendiggør geografiske løsninger: når et område tilvejebringer økonomiske udviklingsværktøjer, såsom forskningscentre, adgang til kommunikations- og telekommunikationsnet, uddannelse samt tjenesteydelser til virksomhederne, vil området bedre formå at tiltrække små og mellemstore virksomheder (selvstændige virksomheder eller virksomheder med tilknytning til multinationale selskaber), som vil kunne tilpasse deres produktion til verdensmarkedets krav.

I de seneste år er der opstået betydningsfulde økonomiske områder, som står åbne over for omverdenen, og som er i stand til at tage konkurrencen på verdensplan op; deres velstand bygger på accept af en vis indbyrdes afhængighed for at få adgang til de mest effektive informations- og innovationstjenester.

2.1.3. Denne mere konsensusbaserede indfaldsvinkel til fysisk planlægning og udvikling af en regions muligheder til gavn for borgerne udgør en garanti for social samhørighed, økonomisk stabilitet og personsikkerhed.

2.2. Særlige forslag i forhold til Udvalget for Fysisk og Funktionel Udvikling og den europæiske plan for fysisk og funktionel udvikling

Seminarerne viste med al ønskelig tydelighed, at den europæiske plan for fysisk og funktionel udvikling, berører de regionale og lokale myndigheder meget direkte.

2.2.1. Et område er et kollektivt gode, som flere institutionelle partnere indvirker på: Unionen, staterne og de regionale og lokale myndigheder.

Men det rækker ikke at gøre opmærksom herpå; der skal sørges for organisering i en partnerskabsånd og under overholdelse af nærhedsprincippet, og området skal beriges med et interregionalt samarbejde, med hvad dertil hører af trumfer i henseende til dynamik, effektivitet, solidaritet og nærdemokrati.

Dette styresystem har flere konsekvenser:

- Den fysiske planlægning og regionaludviklingen opbygges nedefra; det er det, der betegnes som »bottom-up«.

- Mangfoldigheden af steder, hvor de lokale aktører kan værne om deres interesser og selv regulere dem, forebygger risikoen for ensartetgørelse af de pågældende områder, bidrager til at bevare deres identitet og fører til en bevidsthed om at indgå i et europæisk projekt.

- Den indfaldsvinkel, som beror på geografiske områder, gør det lettere at tilstræbe økonomisk og institutionel relevans; den gør det muligt at overvinde den hindring, som udgøres af politiske grænser, som ikke har nogen berettigelse, når det gælder fysisk planlægning; og politikker, som ellers kunne stride mod hinanden, kan integreres i hinanden til områdets fordel.

2.2.2. Gennem det interregionale samarbejde gør de regionale og lokale myndigheder det muligt at uddybe formålene med transportinfrastrukturerne. De formår at mobilisere storbyernes folkevalgte for at få løst problemerne omkring udelukkelse, forurening, trafikoverbelastning, for at genskabe deres funktion som økonomisk dynamo og for i et samspil mellem de mellemstore byer at få tilvejebragt den synergi, som sætter dem i stand til at tiltrække virksomheder og sprede deres evne til at skabe arbejdspladser i landdistrikterne i deres opland.

De regionale og lokale myndigheder står som garanter for en bæredygtig udvikling i kraft af deres kompetence, deres ansvar og deres miljøbevidsthed samt deres ønske om at værne om de naturlige ressourcer.

2.2.3. De regionale og lokale myndigheder deltager i gennemførelsen af politikken for fysisk planlægning og udvikling, ikke blot på Unionens område, men også i lande, der endnu ligger udenfor, såsom de mellem- og østeuropæiske lande, landene omkring Østersøen, staterne i det tidligere Sovjetunionen og middelhavstredjelandene.

2.2.4. De regionale og lokale myndigheder går således ind for, at den fysiske planlægning skal strække sig ud over de nationale grænser, ud fra ønsket om regional og lokal samhørighed, effektivitet og de materielle og menneskelige investeringers rentabilitet.

De regionale og lokale myndigheder bør desuden kunne deltage i det forberedende arbejde på nationalt plan.

Under disse omstændigheder forekommer det absolut påkrævet, at Regionsudvalget som repræsentant for de regionale myndigheder konsulteres og opfordres til at deltage i de uformelle møder mellem ministrene for fysisk planlægning som led i forberedelsen af den europæiske plan for fysisk og funktionel udvikling.

Undladelse heraf er ensbetydende med, at man unddrager sig et uerstatteligt menneskeligt og kvalitativt bidrag og det vil indebære, at man anser det for betydningsløst, at der findes hundredvis af eksempler på interregionalt samarbejde, som har bevist deres effektivitet i henseende til fysisk planlægning og udvikling.

2.3. Regeringskonferencen

Alle iagttagere er enige om, at regeringskonferencen skrider for langsomt frem, og det befrygtes, at der kun vil blive fremlagt et minimalistisk reformudkast, med risiko for udvanding af Den Europæiske Union, når den kommer til at omfatte en snes medlemmer.

2.3.1. De oplysningskampagner over for borgerne, som er planlagt, og hvis nytte ikke kan bestrides, rækker ikke til at afhjælpe de europæiske institutioners underskud af legitimitet og gennemsigtighed. Der må ligeledes igangsættes fremadrettede overvejelser om et repræsentativt økonomisk og politisk demokrati på EU-plan.

Med det sigte bør man garantere de europæiske borgeres ret til at forvalte en betydelig del af de offentlige anliggender ved hjælp af forsamlinger af folkevalgte repræsentanter og ved hjælp af udøvende organer med nye beføjelser på lokalt og regionalt plan. Herigennem vil borgerne kunne sikres inddragelse i udformningen og iværksættelsen af EF-politikkerne, herunder specielt dem, som vedrører fysisk planlægning og udvikling i Europa.

2.3.2. Det foreslås derfor, at det præciseres i traktaten, hvorledes strategien for fysisk planlægning henhører under EU's kompetence, at man indfører begrebet regional og lokal samhørighed og at der føjes følgende til artikel 130A: »og, takket være sine aktiviteter, tilskynde til tværregionalt, grænseoverskridende og tværnationalt samarbejde mellem regionale og lokale myndigheder«. Endelig bør det berammes, at der skal tilvejebringes et retligt EU-instrument, som gør det interregionale samarbejde officielt og fremmer dette.

2.3.3. Som led i anerkendelsen af Regionsudvalgets autonomi, i henseende til virkemåde, og udvidelsen af dets rådgivende beføjelser skal Regionsudvalget være Kommissionens og Rådets partner og stå som garant for anerkendelse af de regionale og lokale myndigheders medvirken i den fysiske planlægning og udvikling i Europa, både hvad angår udformning, gennemførelse og evaluering.

2.3.4. De regionale beskæftigelsespagter illustrerer rent konkret de fordele, som man opnår ved at inddrage de regionale og lokale myndigheder i gennemførelsen af Unionens målsætninger.

2.3.5. Unionens instanser kan ikke se stort på, at det demokratiske underskud først vil være ryddet af vejen, når de folkevalgte, som står borgerne nærmest, anerkendes som aktive og ansvarlige partnere.

Som Jean Monnet udtrykte det: »Den Europæiske Union har til formål at forene mennesker, ikke at forene stater.«

2.4. Europa-Parlamentet

2.4.1. Det demokratiske underskud, som fortsat kendetegner Den Europæiske Unions beslutningssystem, kan nedbringes gennem et bedre institutionelt samarbejde mellem Europa-Parlamentet og Regionsudvalget.

2.4.2. Regionsudvalget finder det påkrævet, at Europa-Parlamentet på lige fod med Europa-Kommissionen og Rådet kan konsultere det i spørgsmål, som forekommer det at være væsentlige for regionerne og de lokale myndigheder, således som der er slået til lyd for i Europa-Parlamentets betænkning om reform af institutionerne.

2.4.3. Det forekommer endvidere, at en tilnærmelse mellem Regionsudvalgets og Europa-Parlamentets arbejdsgrupper er ønskelig, således at det, når disse grupper får forelagt spørgsmål af betydning for EU's sektorpolitikker eller politikker, som specielt skal finde anvendelse på regioner og lokale myndigheder, bliver muligt at medvirke i udformningen af en europæisk lovgivning, hvori der tages højde for borgernes behov og for regionernes særlige forhold.

2.5. Europa-Kommissionen

Europa-Kommissionen var til stede på alle seminarer. Den har ytret ønske om, at de alternativer, som man lagde sig fast på under disse møder med de regionale og lokale myndigheder, tages i betragtning og knyttes sammen med de regler, som gælder for EU-støtte.

Den udelukker ikke en ændring af reglerne for adgang til strukturfondene. Den er besluttet på at iværksætte metoder, som sætter de regionale og lokale myndigheder i stand til at deltage i strategien for fysisk planlægning og udvikling af det europæiske territorium.

2.5.1. EF's sektorpolitikker

De regionale og lokale myndigheder hylder det princip, at enhver sektorpolitik skal vurderes ud fra dens indvirkning på den fysiske planlægning i kraft af princippet om integreret udvikling og regional samhørighed.

For transport- og telekommunikationsinfrastrukturerne bør man eksempelvis tilstræbe sammenkobling med sekundærnettene og lade dem bidrage til de lokale økonomier; inden for miljøpolitikken bør problemerne omkring forurening, oversvømmelser og tørke, som ikke kender til grænser, løses på baggrund af deres indvirkning på den fysiske planlægning.

I den fælles landbrugspolitiks udvikling skal der tages hensyn til vedligeholdelsen af dyrkningsarealer, og der skal lægges meget større vægt på den økologiske mikrobalance, især, men ikke udelukkende, i bjergegne og kystzoner. Angående beskæftigelsen og erhvervsuddannelsen, som bliver stadig mere afhængig af regionernes tiltrækningskraft og de lokale aktørers indsats, må EF's politik kun antage form af støtte til de regionale og lokale myndigheders indsats, hvad enten disse optræder alene eller i et samarbejde. Som nævnt i Regionsudvalgets udtalelse om Europa År 2000 +, skal »forskningsøerne«, som der ikke findes mange af i Europa, i første række ikke blot udvikles, men også tilbyde et samarbejde med mindre vigtige centre for at optimere innovationsevnen i indesluttede eller perifere områder i EU.

Enhver indsats på EF-politikkernes område bør nøje undersøges for sin indvirkning på den fysiske planlægning. I sine udtalelser gennemgår Regionsudvalget de dokumenter, som forelægges det, ud fra denne synsvinkel. De regionale og lokale myndigheder ser gerne, at Kommissionen systematisk foretager en sådan undersøgelse.

2.5.2. Strukturfondene

Bestræbelserne i retning af større programsammenhæng og evalueringen af indvirkningen på de strukturfondsstøtteberettigede regioner blev indledt med reformerne i 1989 og 1993.

Erfaringerne fra det interregionale samarbejde får de regionale og lokale myndigheder til at foreslå, at man går endnu videre i denne retning.

Da de regionale og lokale myndigheder er grupperet i relevante planlægnings- og udviklingsområder, må Unionen og medlemsstaterne erkende, at det er nødvendigt at respektere problematikken i hvert enkelt område set under et og som defineret af de interregionale strukturer; endvidere må man acceptere de prioriteter, som fastlægges af disse strukturer, og udarbejde et udviklingsprogram til gavn for hele området med tilhørende budgetter og fordeling af bidragsbeløbene. Herigennem vil man i praksis inddrage hovedparten af tilfældene af interregionalt samarbejde. Desuden vil denne områdebaserede udvikling gøre det muligt at opnå en mere afbalanceret og polycentrisk udvikling af de store områdegrupper på europæisk plan.

Dette principforslag indebærer en række ændringer af strukturfondenes støtteregler:

- Revision, i retning af ensartetgørelse, af strukturfondenes målsætninger, idet et interventionsområde kan omfatte flere målsætninger.

- Opstilling af et nyt præferencekriterium med tilknytning til det interregionale samarbejde.

- Hensyntagen til det interregionale samarbejde, hvis dette bidrager til det globale programs målsætning.

- Specifikke støttekriterier for de regionale og lokale myndigheder i grænseområder i de central- og østeuropæiske lande.

Anvendelsen af disse nye kriterier vil ikke i sig selv medføre en større stigning i strukturfondenes finansielle støtte, hvis man ser på de regionale og interregionale aktioners effektivitet. Til gengæld vil interventionsområderne måske blive mere omfattende end i dag og følgelig vil antallet af støtteberettigede projekter øges.

2.5.3. INTERREG II C

I udtalelsen om Europa År 2000 + af 21. juli 1995 gik Regionsudvalget ind for et EF-initiativ til gennemførelse af interregionale og tværnationale projekter for fysisk planlægning. Dermed gik man ind for at tildele de regionale og lokale myndigheder en øget rolle i strategien for fysisk planlægning i Europa.

I meddelelsen af 10. juli 1996 om INTERREG II C-initiativet præciserer Kommissionen, at medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder fremlægger en samordnet strategi for det berørte område ... hvert operationelt program skal gennemføres af en fælles forvaltningsstruktur ... prioritet vil blive givet til forslag, som fremsættes i samarbejde med de regionale og lokale myndigheder ... de støtteberettigede områder defineres ikke strengt i forhold til strukturfondenes målsætninger, men i kraft af deres tilhørsforhold til et anerkendt område ... via PHARE og TACIS kan tredjelande inddrages ... 120 mio. ecu vil blive afsat over 3 år.

»PHARE- og TACIS-programmerne skal knyttes tættere sammen med INTERREG-programmerne, således at de INTERREG-projekter, der er truffet aftale om med tredjelande, kan gennemføres i overensstemmelse med programmernes målsætninger. Samtidig bør de lokale og regionale myndigheder i tredjelande have større indflydelse på udvælgelsen af PHARE- og TACIS-projekter.«

Meddelelsen herom og de nærmere regler for iværksættelsen af INTERREG II C-initiativet, som imødekom de regionale og lokale myndigheders forventning, var for dem en anledning til at give udtryk for deres bange anelser og deres forhåbninger i form af henstillinger.

2.5.3.1. Selv om områdeinddelingen i Europa År 2000 + ikke formelt omfattede ikke-EU-lande, blev denne områdeinddeling på disse seminarer opfattet som et relevant grundlag for det interregionale samarbejde. Brug af en anden områdeinddeling til forsøgsprogrammet INTERREG II C har ført til frygt for forvirring og udvanding af den indsats, som regionerne og de berørte myndigheder allerede har udfoldet.

Navnlig i middelhavsregionerne er man bekymret over fjernelsen af et forsøgsområde af enestående værdi for Middelhavet.

Den foreslåede fjernelse kan forventes at føre til isolation, fragmentering og marginalisering af området, hvilket er i modstrid med det ønske, medlemslandene og EU-institutionerne gentagne gange har fremført, om at iværksætte en ny politik for Middelhavsområdet hvor man er opmærksom på områdets reelle behov.

- Selv om bevillingerne til INTERREG II C suppleres med bevillinger i henhold til EFRU's artikel 10, er det ikke muligt at igangsætte omfattende operationelle demonstrationsprogrammer. Denne utilstrækkelighed er særligt mærkbar, fordi bevillingsfordelingen på medlemsstatsniveau ikke har været genstand for en omfordeling, og fordi staterne ikke har påtaget sig nogen finansielle forpligtelser for deres vedkommende.

- Koordineringen mellem stat/regioner har, bortset fra enkelte undtagelser, ikke levet op til løfterne i Kommissionens meddelelse. De regionale og lokale myndigheder er ikke reelt blevet konsulteret på forhånd. Man har ikke givet dem basiselementerne i hænde, specielt ikke de finansielle, så de har været i stand til at sætte fingeren på en eller flere væsentlige prioriteter, og så de har kunnet opbygge et helhedsprogram for det område, som de tilhører. F.eks. har der ikke været taget hensyn til de indledende forberedelser, som regionerne har foretaget vedrørende pilotområdet i middelhavsregionerne.

2.5.3.2. Hvis forsøgsprogrammet INTERREG II C skal krones med held, og hvis områdeopdelingen fra Europa År 2000 + ikke anvendes, bør enhver ændring godkendes af de berørte lokale og regionale myndigheder.

Uden at undervurdere Kommissionens pligt til at respektere de nationale regeringers beføjelser, kunne og kan Kommissionen stadig lægge mere vægt på de tværnationale og interregionale islæt i INTERREG II C; dette vil tvinge staterne til at tilrettelægge en ny form for partnerskab både indbyrdes og med de regionale og lokale myndigheder, ligesom der vil skulle forhandles om fastlæggelse af de prioriterede linier i den fysiske planlægning, fordelingen af de finansielle bidrag, udarbejdelse af programmet og etablering af gennemførelses- og opfølgningsinstansen.

Kommissionen kunne og kan stadig kræve, at der på forhånd tilvejebringes en fælles struktur, som skal omfatte repræsentanter for nationale, regionale og lokale myndigheder i de stater, der omfattes af interventionsområdet som den struktur, de berørte medlemsstater og regioner er i færd med at etablere med henblik på at forvalte INTERREG II C Nordsøen. Strukturen bør tage udgangspunkt i de vellykkede erfaringer, regionerne og Kommissionen har gjort i den foregående periode.

I den henseende og for bl.a. at sikre overholdelse af kriteriet om den prioritet, som skal tildeles de forslag, der fremsættes sammen med de regionale myndigheder, anmoder Regionsudvalget om, at repræsentanter for regionale og lokale myndigheder gennem deltagelse i overvågningsudvalg og forvaltningskomiteer i de respektive regioner kan være med til at udvælge projekter. Det forbeholder sig ret til at blive hørt i EU-beslutningsprocedurens endelige fase.

Det bør også overvejes at iværksætte foranstaltninger til undersøgelse af samarbejdsprojekter mellem de makro-regioner der er fastlagt under INTERREG II C. Det er især vigtigt for udviklingen af transport- og kommunikationskorridorer således at forbindelserne mellem EU's perifere regioner og kerneregioner kan styrkes.

2.5.3.3. For de regionale og lokale myndigheder går INTERREG II C ud på at vise, at en strategi for fysisk planlægning og udvikling i Europa med aktiv inddragelse og med ligebehandling af de øvrige regionale myndigheder giver de bedste resultater i henseende til udnyttelse af det fysiske område og de menneskelige ressourcer, økonomisk og beskæftigelsesmæssig vækst samt social og regional samhørighed.

Effektiviteten af det samarbejde, som er den første illustration af programmets anvendelse, får de regionale og lokale myndigheder til at mene, at hvis INTERREG II C-programmet loyalt giver dem lejlighed dertil, vil INTERREG II C-programmets succes definitivt befæste deres betydning for den europæiske strategi for fysisk planlægning.

Som kommissær Monika Wulf-Mathies udtrykte det på seminaret den 3. og 4. juli 1996 om INTERREG II C: »Der er behov for en klar opgavefordeling mellem Kommissionen, medlemsstaterne og de regionale myndigheder ud fra ønsket om partnerskab og under overholdelse af nærhedsprincippet, som er af væsentlig betydning for den fysiske planlægning.«

Bruxelles, den 15. januar 1997.

Pasqual MARAGALL i MIRA

Formand for Regionsudvalget

() EFT nr. C 100 af 2. 4. 1996, s. 65.

() Discarding a TABLE

>TABELPOSITION>

BILAG

Gennemgang af seminarernes arbejde

Arbejdet på de forskellige seminarer har demonstreret det interregionale samarbejdes mangfoldighed og effektivitet. De samarbejdsformer, der er blevet præsenteret, viser, hvor stor evne de regionale og lokale myndigheder har til at opfylde »deres« borgeres behov og medvirke i den fysiske udvikling i Europa.

1. Alpeområdet

1.1. Alpeområdet tæller 70 mio. indbyggere med høj levestandard og er kendetegnet ved en tradition for interregionalt, grænseoverskridende og tværnationalt samarbejde, hvilket hænger sammen med, at regionen på én gang er centralt placeret i EU og samtidig er et grænseområde. Det konkrete samarbejde, der i alt omfatter 26 regioner fra 6 lande, herunder Schweiz og Liechtenstein, forholder sig til problemer, der overskrider de politiske grænser.

1.2. Alpeområdet har en række stærke sider:

- Det er et kulturelt set rigt område, da den germanske, den latinske og den slaviske kultur mødes her.

- En fintmasket og moderne transport- og kommunikationsinfrastruktur spiller en afgørende rolle for den fri bevægelighed for varer, personer, kapital og tjenesteydelser overalt i Europa.

- Det er et område af høj kvalitet, for borgernes dagligliv og som image.

- Det iboende potentiale og den tilstedeværende dynamik - økonomisk, teknologisk og videnskabeligt - gør denne region til en af Europas drivkræfter med hensyn til innovation og konkurrenceevne.

1.3. Alpeområdet står over for en række vanskeligheder, der hænger sammen med regionens geografiske forskelligartethed og dets grænsestatus, idet regionen grænser op til Middelhavet, Rhin-bækkenet og Donau-bassinet.

- At regionen tæller en lang række hovedstæder/vigtige byer, betyder, at der findes en stor bytiltrækningskraft. Dette fører til overmættede byer og afvandring fra land- og bjergområderne.

- Visse zoner i Alperne er i farlig grad isolerede.

- Overmætningen af byerne og infrastrukturerne skyldes den tiltagende trafik. Dette problem skal løses, ved at regionerne i området får adgang til de store infrastrukturnet, ved at der defineres nye transportkorridorer, og ved at der indføres multimodale transportformer.

- Området er særlig sårbart, hvilket dels hænger sammen med den tiltrækningskraft, bjergene udøver (navnlig turismen), dels med bytætheden i dalene. Derfor er vandressourcerne truede.

- Den skærpede konkurrence med hensyn til visse turistprodukter fører til en politik for fælles »mærkning« for regionerne i området.

- Afvandringsfænomenet truer bjergzonernes økologiske balance, der er nøje forbundet med det traditionelle alpelandbrugs dynamik.

1.4. De regionale og lokale myndigheder har gode erfaringer med samarbejde om fælles problemer og har anmodet om, at initiativerne, som de er de primære igangsættere af, får støtte på EU-plan.

- Det regionale samarbejde for Alperne/Adriaterhavsområdet (ALPEN-ADRIA) omfatter 22 regioner i Italien, Tyskland, Østrig og Slovenien. ALPEN-ADRIA's primære opgave er at sørge for koordinering og fælles behandling af spørgsmål, der berører de deltagende regioner. På transportområdet har ALPEN-ADRIA beskæftiget sig med anlæg af transalpine transportveje og trafikken på områdets vigtigste floder. ALPEN-ADRIA tager også andre spørgsmål op, som f.eks. produktion og distribution af energi, forvaltning af vandressourcerne, miljøbeskyttelse, landbrug, fysisk udvikling, kultur og forskning/teknologi.

- Det regionale samarbejde for Alpeområdet (ARGE-ALP) omfatter 11 regioner og kantoner i Schweiz, Tyskland og Østrig. ARGE-ALP tager fælles initiativer inden for kultur, økonomi, økologi og miljøbeskyttelse. I øjeblikket er ARGE-ALP i færd med at udarbejde en styringsplan for udvikling og bevarelse af Alpeområdet.

- Det regionale samarbejde for de vestlige Alper (COTRAO) omfatter 8 regioner og kantoner i Schweiz, Frankrig og Italien. COTRAO tager sig først og fremmest af at identificere de problemer, der er fælles for de deltagende regioner på områder som forskning/teknologi, økonomi, turisme og kultur, og at koordinere de metoder, de enkelte regioner vælger til løsning af problemerne. Formålet er at bevare Alpeområdet som et sted med høj livskvalitet, job- og fritidsmuligheder for dets beboere.

- Det regionale samarbejde for Juraområdet (JURA) omfatter 4 kantoner i Schweiz og den franske region Franche-Comté. JURA har til opgave at fremme det grænseoverskridende samarbejde, således at området kan udvikle sig på ensartet vis. Der er ved at blive udarbejdet en plan for Juraområdet indtil år 2005.

1.5. De regionale og lokale myndigheder i Alpeområdet har anmodet om, at EU anerkender områdets særlige karakter.

De regionale og lokale myndigheder i Alpeområdet foreslår i den forbindelse:

- at der som led i gennemførelsen af EU's politikker tages hensyn til den problematik, der ligger i den fysiske udvikling af Alpeområdet;

- at der på EU-plan og i samarbejde med de lokale og regionale myndigheder udarbejdes en strategisk udviklingsplan for Alpeområdet, der kan tjene som reference og støtte de regionale samarbejdsinitiativer i området.

De regionale og lokale myndigheder i Alpeområdet ønsker:

- at medvirke ved fastlæggelsen af zoneinddeling, udvælgelseskriterier, budgetter og støtteinstrumenter, der anvendes for dem som led i EU's politikker, navnlig strukturfondene;

- at bidrage til udarbejdelsen af den europæiske plan for fysisk og funktionel udvikling og at deltage i definitionen af incitamenter til interregionalt, grænseoverskridende og tværnationalt samarbejde på EU-plan på grundlag af evalueringen af gennemførelsen af det nye EF-initiativ INTERREG II C.

2. Middelhavsområdet - de latinske områder og de centrale middelhavsområder

2.1. Middelhavsområdet er særdeles forskelligartet og omfatter fire EU-lande og to adskilte geografiske områder, de latinske områder og de centrale middelhavsområder. Området har mange stærke sider, men det er alligevel truet af et brud med resten af Europa trods EU's indsats for områdets udvikling, navnlig via strukturfondene.

2.2. De latinske områder (de otte regioner på fastlandet, Balearerne, Corsica og Sardinien) og de centrale middelhavsområder (de syv regioner og øer i Grækenland og Italien) har med udgangspunkt i EU's støtteinstrumenter i de seneste år udviklet en række interregionale og grænseoverskridende samarbejdsformer og påtænker at styrke deres forbindelser med landene syd for Middelhavet.

2.3. Middelhavsområdet besidder et stort potentiale, hvilket hænger sammen med områdets historie, kultur og civilisation.

- Den arkæologiske og arkitektoniske kulturarv, som alle områdets regioner er rige på, gør denne del af Europa til et område, hvor der er betydelige muligheder for kulturudveksling og udvikling af turismen.

- Middelhavsområdet omfatter en enestående natur med store variationer: hav, øer, bjerge.

- Områdets karakteristiske traditionelle landbrug og de regionale landbrugsprodukters høje kvalitet bidrager til områdets gode image.

- Kommunikationsvejene og den brede vifte af transportformer fremmer udvekslingen af varer og personernes bevægelighed.

- Udviklingen af videnskabs- og teknologipoler medvirker til dannelsen af en industristruktur af høj kvalitet og styrkelsen af små og mellemstore virksomheders produktion.

2.4. Samtidig står de regionale og lokale myndigheder over for en række udfordringer:

- Dannelsen af mellemstore byer, og mere generelt etableringen af et intermediært bynet, skal hjælpe med til at reducere den ubalance, der er mellem kystzonerne og det bagvedliggende land, når det drejer sig om demografi, overmætning og økonomisk udvikling.

- Fordelingen og den relative vægtning af de forskellige transportformer bør ændres på grundlag af en analyse af overmætningspunkterne og de nye behov. Søtransporten, der er mest nærliggende som led i en integreret euromiddelhavskontakt, bør styrkes, ved at der indsættes højhastighedsskibe, og ved at der udvikles fælles informationssystemer i havnene. Lufttransporten bør være orienteret imod øst/vest-forbindelserne over Middelhavet som reaktion på, at markedet åbnes for nye luftfartsselskaber, og at der etableres regionale lufthavne. Endelig bør der ske en udvikling af kommunikationen ad vej og jernbane ved etablering af supplerende net, såvel primære som af intermediært omfang.

- Oprettelsen af et net af videnskabs- og teknologipoler, hvortil de omkringliggende små og mellemstore virksomheder er forbundet, skal bidrage til en bedre fordeling af knowhowen og til styrkelse af den teknologiske bevidsthed i det sydlige Europa.

- De muligheder, som de nye informations- og kommunikationsteknikker byder, skal bruges til at byde de perifere områders, f.eks. øers, isolation og til at udvikle nye redskaber med henblik på tackling af miljøproblemer (brand, forurening), bedre udnyttelse af det økonomiske potentiale og forbedring af sikkerheden på transportområdet.

2.5. De regionale og lokale myndigheder er bevidste om deres rolle i den økonomiske udvikling af Middelhavsområdet. Derfor er de besluttet på sammen at iværksætte samarbejdsinitiativer, bl.a. med støtte fra EU.

- Corsica og Sardinien drager for anden gang sammen fordel af programmet for grænseoverskridende samarbejde, INTERREG. Dette instrument har gjort, at de to øer har kunnet udarbejde fælles handlingsplaner med henblik på at udnytte og beskytte de to regioners naturressourcer, navnlig Bonifacio-området, at knytte videnskabelige kontakter på højt niveau om spørgsmål vedrørende havet og at udveksle studerende.

- Takket være INTERREG-programmet har byerne Bastia og Livorno genetableret kontakten mellem to lokalområder, som er særdeles motiverede for at udveksle erfaringer om bypolitik, turisme, kultur og transport.

- Det var EU's MED-program for decentralt samarbejde mellem EU og middelhavstredjelandene, der førte til, at man i december 1995 oprettede Miljøcentret for Euro-middelhavsområdet (CREA). Centrets vigtigste funktion er at anstille overvejelser over ressourceudnyttelsen, bioteknologi, rene teknologier, turisme og klimaforandringer.

- Den 21. marts 1996 besluttede Corsica, Sardinien og Balearerne, uafhængigt af EU's foranstaltninger, at gå sammen om at danne IMEDOC, der omfatter øerne i det vestlige Middelhav. Formålet er at etablere samarbejde om problemer, der har at gøre med områdernes status af øer, turisme, miljø, økonomi og udvikling af landområderne, samt at forelægge fælles projekter for EU-institutionerne.

- De regionale og lokale myndigheder bifalder EU's strategi gående ud på at etablere et økonomisk samarbejdsområde for euromiddelhavsregionen og ønsker at deltage aktivt i virkeliggørelsen af dette projekt, der bør ses som en modvægt til den indsats, der gøres til fordel for landene i Central- og Østeuropa.

- De støtter indførelsen af nye EU-instrumenter, der kan fremme det decentrale, interregionale og grænseoverskridende samarbejde, som f.eks. MEDA, ECOS-OUVERTURE, INTERREG II C eller artikel 10 i EFRU, ved anvendelse af nærhedsprincippet.

- De finder, at deres medvirken i processen vil bidrage til en tilnærmelse mellem folkene og til sikring af fred og økonomisk fremgang i hele Middelhavsområdet.

3. Centraleuropa. Grænseområdet mellem Øst og Vest

3.1. Grænseområdet mellem Øst og Vest omfatter 14 lande, der grænser op til EU's ydre grænse, Østersøen og Middelhavet. Dette grænseområde danner kontakten mellem EU og en lang række ansøgerlande. Hver dag knyttes der over denne nu åbne grænse kontakter mellem mennesker, foreninger, undervisningsinstitutioner, kommuner og regioner.

3.2. Området har i kraft af sin økonomiske fortid et stort potentiale, og det kan blive et dynamisk omdrejningspunkt i et udvidet EU. Kulturarven er bevaret, og lidt efter lidt er man ved at lære de nye aspekter af den økonomiske vækst at kende takket være de mange forskellige former for samarbejde, der er udviklet, bl.a. via programmerne PHARE, INTERREG og TACIS. Dette til trods for forskellene i de regionale og lokale myndigheders politiske og administrative vilkår på de to sider af grænsen og de beskedne budgetter.

3.3. Blandt de mange forskelligartede samarbejdsformer kan man nævne samarbejdet med Ungarn, især inden for rammerne af arbejdsgruppen ALP-ADRIA, og de lokale initiativer, der er taget i fællesskab af Bøhmen, Bayern og Østrig, og som har udmøntet sig i fælles projekter om økonomi, turisme, kultur, sprogundervisning og udveksling af unge.

De regionale og lokale myndigheder i Finland har etableret samarbejde ikke alene med deres modstykker i de baltiske lande, men også med Tjekkiet. Samarbejdet vedrører først og fremmest udvikling af forskningscentre og universiteter og gennemførelse af uddannelsesprogrammer.

I Tjekkiet vedrører samarbejdet forbedringer af vejnettet og turist- og kulturfaciliteterne.

3.4. De regionale og lokale myndigheder i dette område opfatter sig selv som ansvarlige forkæmpere for en hurtig og varig integration af de centraleuropæiske lande i EU. Dette udvidede EU skabes bl.a. via regionerne, der er vigtige byggesten og uomgængelige broer i integrationsprocessen. EU bør opstille en nøjagtig og fast tidsplan for udvidelsen og tage hensyn til grænseregionernes interesser.

3.5. Det grænseoverskridende samarbejde mellem regionale og lokale myndigheder i Øst og Vest vil i første omgang gøre det muligt at opfylde borgernes umiddelbare behov, hvad enten det er med hensyn til uddannelse, forskning, kultur eller sprogundervisning. Endvidere kan samarbejdet vedrøre sikkerheden for personer og ejendom.

Det grænseoverskridende samarbejde er desuden en af grundpillerne i den fysiske udvikling. De regionale og lokale myndigheder, der gennemfører og har ansvaret for det grænseoverskridende samarbejde, bidrager til skabelsen af et EU nedefra og op, efter »bottom up«-princippet. Deres initiativer er tilpasset de regionale og lokale forhold. Dermed er de garanter for en afbalanceret udvikling, der lever op til nærhedsprincippet.

Derfor bør såvel medlemsstaterne som EU tage de målsætninger i betragtning, der er fastlagt på regionalt hold, og tage hensyn til de grænseoverskridende aspekter i den fysiske udvikling.

Med hensyn til miljøet er de regionale og lokale myndigheder særligt opmærksomme på bevarelse og genetablering af den økologiske balance, økologisk forsvarlig ressourceudnyttelse og udvikling af lokalområder. Ved gennemgang af ethvert projekt ses der på, hvilke eventuelle skadevirkninger projektet kan have for det område, det vedrører, eller tilgrænsende områder.

Med henblik på at indhente det økonomisk, teknologiske og handelsmæssige efterslæb bør både EU og medlemsstaterne gøre en indsats efter de retningslinjer, som de regionale og lokale myndigheder i dette område har ønsket: etablering af effektive infrastrukturer, kommunikations-, energi- og telekommunikationsnet med henblik på at forbinde dette område med de europæiske hovedakser; udvikling af forskningsinstitutter for at skabe nye aktivitetsområder og afsøge nye markeder; kompensationsforanstaltninger for grænseregionerne.

Det er særlig vigtigt, at landbruget udvikles, og der skal hurtigst muligt etableres et indre landbrugsmarked.

Slutmålet er, at dette grænseområde bliver et omdrejningspunkt for kulturel, industriel og handelsmæssig udveksling mellem Øst og Vest, og ikke bare et transitområde.

En nødvendig forudsætning for at kunne tage alle disse udfordringer op er det grænseoverskridende samarbejde. Den støtte, der ydes via programmerne INTERREG, PHARE og TACIS, bør styrkes og forenkles. Den handelsmæssige beskyttelse, EU's produkter nyder godt af som led i reformen af den fælles landbrugspolitik og GATT-aftalerne, bør snarest muligt udvides til også at omfatte landene i Central- og Østeuropa.

De regionale og lokale myndigheder i dette område, som henviser til deres indsats og ansvar, anmoder indtrængende regeringskonferencen om at fuldføre den institutionelle reform forud for EU's udvidelse, EU-institutionerne om at fremskynde optagelsen af landene i Central- og Østeuropa, Regionsudvalget om at forsvare dette områdes lokal- og regionalsamfunds interesser og medlemsstaterne og EU om juridisk at anerkende og gennem specifik støtte at fremme det grænseoverskridende samarbejde.

4. De centrale hovedstadsregioner

4.1. De centrale hovedstadsregioner omfatter en fjerdedel af EU's befolkning og 30 % af EU's bruttonationalprodukt, hvilket gør området til en af de vigtigste udviklingspoler i Europa.

4.2. Området, som var arnestedet for den industrielle revolution, rummer i dag vigtige beslutningscentre inden for forskning og innovation og finans- og bankaktiviteter, ligesom et utal af store virksomheder og europæiske og internationale institutioner har til huse her.

- De teknologiske fremskridt inden for infrastrukturnet, kommunikations- og telekommunikationsveje og på transportområdet (højhastighedstog, motorveje, kanaltunnelen, store havne, internationale lufthavne, transporten over Den Engelske Kanal) har skabt betingelser for tilnærmelse mellem de vigtige beslutningscentre, styrkelse af de økonomiske forbindelser og større mobilitet for borgerne, alt afhængigt af bolig- og jobmuligheder.

- Regionerne og lokalområderne i dette geografiske område har en rig fælles historisk fortid, hvilket giver dem en identitet, som de styrker ved at bevare deres natur og kulturarv.

4.3. Området er i betragtning af de utallige former for interregionalt og grænseoverskridende samarbejde, som de regionale og lokale myndigheder her har formået at udvikle under hensyntagen til problemernes europæiske dimension, et enestående forsøgslaboratorium for fysisk udvikling i EU.

- Mellem delstaten Nordrhein-Westfalen, Belgien og Holland er der på både regionalt og kommunalt plan udviklet grænseoverskridende samarbejde med støtte fra EU. Indtil videre har indsatsen været koncentreret om harmonisering af de juridiske og administrative regler, med henblik på at opbløde grænsen, samt etablering af fælles tjenesteydelser, infrastrukturer og kommunikationsveje. Takket være INTERREG-programmet har byerne Maastricht, Aachen og Liège kunnet udarbejde fælles udviklingsplaner. Endelig er de regionale og lokale myndigheder i Tyskland, Frankrig, Holland, Luxembourg og Belgien i færd med at etablere et samarbejde om erhvervsuddannelser med brug af ny informations- og kommunikationsteknologi.

- Fem regioner i Belgien, Frankrig og Storbritannien med tilsammen 16 mio. indbyggere er gået sammen om at danne en »euroregion« i et af Europas knudepunkter. Med henblik på at gøre økonomien mere dynamisk og styrke de økonomiske og samfundsmæssige forbindelser er regionerne Bruxelles, Flandern, Wallonien, Nord-Pas-de-Calais og Kent i færd med at gennemføre samarbejdsprojekter om økonomi, forskning, turisme, uddannelse, personaleudveksling og fysisk udvikling. Initiativet har fået støtte af Kommissionen, da det med hensyn til territorial integration er et eksempel til efterfølgelse.

- Længere øst på har man med udgangspunkt i INTERREG-programmet dannet »euroregionen« SAR-LOR-LUX. Gennem fastlæggelse af fælles udviklingsmål ønsker Saarland, Lorraine og Luxembourg at skabe et udviklingsområde. De fælles initiativer vedrører modernisering af infrastrukturen, industriel omstilling (bl.a. ved udarbejdelse af en udviklingsplan for kulbassinet), bortskaffelse af affald, bedre infrastrukturfordeling, fremme af tosprogetheden og indførelse af et universitetscharter.

4.4. De regionale og lokale myndigheder i det geografiske område »de centrale hovedstadsregioner« erkender, at de er konfronteret med et antal fælles problemstillinger.

- Dannelsen af et netværk af forskningscentre, universiteter og små og mellemstore virksomheder og oprettelsen af en teknologisk opfølgningsinstans skal sikre, at de regionale og lokale myndigheder samler kræfterne over for den industrielle omstilling og internationaliseringen af markederne.

- Ved omlægning af kommunikations-, energi- og transportinfrastrukturerne vil man opnå en bedre geografisk fordeling af faciliteterne og en bedre balance i udnyttelsen af energiressourcerne og transportfaciliteterne, der bør være kombinerede og komplementære (veje, motorveje, havne, lufthavne, flod- og havtransport), samtidig med at der tages de nødvendige miljøhensyn.

- Ved en afbalanceret bypolitik, der er tilpasset de lokale behov, bliver de regionale og lokale myndigheder i området bedre i stand til at tackle problemerne med hensyn til udstødelse, kriminalitet, trafikmætning, forurening og aldring i bymidterne og at tage skridt hen imod en genetablering af balancen mellem by- og landzoner. Ved at forbinde de store metropoler i netværk opnår man på grundlag af erfaringsudveksling, at god praksis på området defineres og udbredes. Udviklingen af mellemstore byer, der er en mellemting mellem store bycentre og landzoner, skal bidrage til en bedre geografisk udjævning. Endelig skal der gøres en indsats i landzonerne for at sikre, at afvandringen ophører, at overmætningen af byerne aftager, og at stigningen i arbejdsløsheden standses.

- Takket være etableringen af fælles miljøovervågningsinstanser vil de regionale og lokale myndigheder blive tilskyndet til at sætte effektivt ind mod oversvømning af flod- og kystområder og forurening og til at formulere en samlet politik for forvaltning af affald i hele det geografiske område.

4.5. De regionale og lokale myndigheder finder, at grænseoverskridende, interregionalt og tværnationalt samarbejde definitivt bør betragtes som en faktor, der fremmer fremskridtet i de områder, der er omfattet af samarbejdet.

- De regionale og lokale myndigheder anmoder om, at der på europæisk plan fastlægges en strategisk udviklingsramme, der tager hensyn til de specifikke behov, der gør sig gældende i alle de samarbejdsformer, der allerede eksisterer i de store geografiske områder i EU. Denne udviklingsramme skal gøre det muligt for de eksisterende samarbejdsformer at udvikle sig på sammenhængende og komplementær vis.

- I deres egenskab af aktører i disse samarbejdsformer ønsker de regionale og lokale myndigheder at medvirke ved fastlæggelsen af den strategiske udviklingsramme, ligesom de i denne forbindelse agter at etablere en fælles styringsinstans, der kan koordinere de forskellige, lokalt baserede samarbejdsinitiativer, og som kan muliggøre, at de regionale og lokale myndigheder taler med én stemme.

- Endelig opfordrer de regionale og lokale myndigheder til, at EU's politikker omlægges på en sådan måde, at der tages hensyn til de nye parametre, der følger af principperne om økonomisk, social og regional samhørighed.

5. Nordsøen og Østersøen

5.1. De regionale og lokale myndigheder i Nordsø- og Østersøområdet dækker et geografisk område i Nordeuropa, der strækker sig fra Skotland til Finland. Området rummer et stort potentiale i kraft af de fælles træk, der karakteriserer de lande, området dækker (navnlig efter den seneste udvidelse pr. 1. januar 1995), og de træk, der karakteriserer de lande, der grænser op til området. Området omfatter syv EU-lande (Belgien, Danmark, Finland, Holland, Storbritannien, Sverige og Tyskland) og et EØS-land (Norge).

5.2. Økonomien for regional- og lokalsamfundene i Nordsø- og Østersøområdet er domineret af havet og udnyttelse af energiressourcerne.

- De store havne i Nordsøområdet står for hovedparten af EU's havnetrafik. Disse havne er udstyret med infrastrukturer og anlæg af høj kvalitet, og de bidrager til ekspansionen af samhandelen inden for EU og handelen med tredjelande, som allerede har et stort omfang i dette område.

- For regional- og lokalsamfundene i Nordsø- og Østersøområdet spiller fiskeri og akvakultur en stor rolle økonomisk og beskæftigelsesmæssigt, navnlig i de danske og skotske kystbyer og -landsbyer.

- Regional- og lokalsamfundene i Nordsø- og Østersøområdet råder over energiressourcer svarende til over 50 % af EU's energibehov. Det drejer sig navnlig om olie, kul og naturgas.

- Regional- og lokalsamfundene i Nordsø- og Østersøområdet er blevet klar over, at det er vigtigt at gøre dette geografiske område i Nordeuropa til et integreret vækst- og udviklingsområde, der kan danne modvægt til udviklingstendenserne i det sydlige Europa. Derfor er der i dette område blevet taget en lang række initiativer med hensyn til interregionalt, grænseoverskridende og tværnationalt samarbejde. Samarbejdet med de tilstødende tredjelande er blevet gjort lettere af de aftaler, der er indgået mellem disse lande og EU.

5.3. Samarbejdet i Østersøområdet har form af 70 samarbejdsstrukturer, der involverer, nationale myndigheder, regionale og lokale myndigheder, havne og universiteter. Der er blevet oprettet en komité for rumlig udvikling af Østersøområdet med henblik på en styrket erfaringsudveksling. Indtil i dag er der blevet iværksat 250 samarbejdsinitiativer af forskelligt omfang. Alle felter er omfattet, lige fra musikundervisning til elektricitetsforsyningsnet. Initiativerne udgør tilsammen et afsæt for tackling af problemer vedrørende vejtrafik, energiressourcer, søtransport, havnezoner, vandforurening, uddannelse og teknologi. Mange initiativer møder finansieringsmæssige forhindringer, hvor de burde videreudvikles. Det bør bemærkes, at dette samarbejde får støtte fra nationalt hold: konferencerne i Tallin 1994 og i Kalmar 1996.

- Nordsøkommissionen er en forsamling af regionale og lokale myndigheder i Danmark, Holland, Norge, Storbritannien, Sverige og Tyskland og repræsenterer over 40 mio. indbyggere, svarende til 12 % af befolkningen i EU. I Nordsøkommissionen deltager de regioner, der er umiddelbart berørt af nordsøproblematikken. Seks arbejdsgrupper har udarbejdet en beretning benævnt »Europa år 2000 - Nordsøen«, der skal danne en fælles ramme for iværksættelsen af udviklingsinitiativer, navnlig med hensyn til bæredygtig udvikling og god ressourceforvaltning.

- Samarbejdsaftalerne om teknisk bistand til landene i det tidligere Sovjetunionen, TACIS, og i Central- og Østeuropa, PHARE, har gjort det muligt for Polen og Rusland at gå med i overvejelserne om etablering af centrale korridorer i Østersøområdet. Disse overvejelser bør lede til iværksættelsen af et multinationalt transportsystem.

5.4. Gennem oprettelsen af en integreret udviklingspol for Nordsø- og Østersøområdet er det hensigten, at de regionale og lokale myndigheder i deres egenskab af primære aktører i samarbejdsaktionerne i fællesskab definerer en strategi for fysisk udvikling, som kan tackle de fælles problemer. Det grundlæggende formål er at gengive havet dets rolle som hovedtransportvej. Satsningen på søtransport gør det muligt at aflaste vej og motorvejsnettet, at begrænse forureningen og at mindske perifert beliggende og tyndt befolkede landområders isolation.

- En styrkelse af søtransporten mellem Nordsøen og Østersøen, langs kysterne og mellem øerne vil bidrage til udviklingen af en mere afbalanceret økonomi, tættere handelsforbindelser og serviceydelser af højere kvalitet.

- Takket være en fornyelse af havneinfrastrukturen, især på grundlag af edb-udstyr, vil trafikken blive sikrere og forureningen mindre.

- Ved etablering af mellemstore havne i de perifert beliggende områder og styrkelse af kortdistancetrafikken opnår man, at der skabes intermediære integrerede udviklingspoler, der kan lette presset på bycentrene og de kontinentale kommunikationsveje og bryde de perifert beliggende områders isolation.

5.5. De regionale og lokale myndigheder finder, at EF-programmet INTERREG II C og artikel 10 i EFRU-forordningen udgør et operationelt grundlag for formulering af en udviklingsstrategi for Nordsø- og Østersøområdet.

5.6. De regionale og lokale myndigheder ønsker, at det arbejde, der er gjort af de interregionale samarbejdsstrukturer i disse to områder, benyttes som udgangspunkt for udarbejdelse af et sæt udviklingsretningslinjer.

5.7. I overensstemmelse med nærhedsprincippet anmoder de regionale og lokale myndigheder om, at de bliver inddraget fuldt ud i de opfølgnings- og administrationsstrukturer, der dannes i forbindelse med hvert enkelt program.

6. De atlantiske regioner

6.1. De atlantiske regioner dækker den vestvendte havfront af det europæiske kontinent, der strækker sig over mere end 3 000 km fra Skotlands kyster til Gibraltar.

6.2. Selv om området omfatter regional- og lokalsamfund i meget forskellige lande (Irland, Storbritannien, Frankrig, Spanien og Portugal), har de atlantiske regioner en række fælles karakteristika, der hænger sammen med områdets perifere beliggenhed og dets havbaserede økonomi.

- Regional- og lokalsamfundenes økonomi er udviklet med udgangspunkt i skibsfart og udnyttelse af havet. Europas erobring af verden startede fra havnebyerne på Atlantfronten.

- De omfattende havneinfrastrukturer er stadig grundlaget for en omfattende skibsbefordret handel, navnlig af interkontinental karakter.

- Etableringen af teknologipoler har tiltrukket investorer og skabt tjenesteydelsesaktiviteter, der indebærer nye arbejdspladser og en diversificering af de økonomiske strukturer.

- Moderniseringen af kommunikationsinfrastrukturerne har medvirket til styrkelse af de vigtigste korridorer og udvikling af flere metropoler.

- Naturfaciliteter og en kulturarv af høj kvalitet ligger til grund for udvikling af turismen og beskyttelse af miljøet.

6.3. De regionale og lokale myndigheder i det atlantiske område nåede ret tidligt til den opfattelse, at de burde arbejde sammen for at koordinere de udviklingspolitikker, der iværksættes på lokalt plan, især ved anvendelse af strukturfondene, og opstille nogle målsætninger, der kunne sikre dem en bedre integration i det europæiske område.

Den atlantiske kommission, der blev dannet i 1992 inden for rammerne af CRPM (»konferencen af perifere kystregioner i EU«), har sat sig som primær målsætning at sætte gang i en økonomisk dynamik på grundlag af en fælles politik for fysisk udvikling. Som led i Atlantis I-programmet, som har fået Europa-Parlamentets støtte, blev der formuleret prioriterede målsætninger med hensyn til hav-, luft og vejinfrastrukturer, oprettelse af teknologipoler, turisme, bypolitik og miljø, blev der fastlagt en fælles strategi for udvikling af landzonerne, og blev Arcantel-nettet dannet (havnetelematik med henblik på at integrere havnene i det atlantiske område i de internationale handelsstrukturer).

Der er mellem Nordportugal og Galicien blevet etableret et specifikt samarbejde, der kan tjene som model. Disse to regioner agter med støtte i deres naturmæssige, geografiske, kulturelle og sproglige fællestræk at styrke deres regionale økonomier, standse afvandringen fra landzonerne og udnytte den dynamik, der er i handelsforbindelserne med Latinamerika. Forholdet blev formaliseret i 1991 med etableringen af et regionalt samarbejde i form af en fælles instans, der har til opgave at udarbejde en fysisk udviklingsplan for de to regioner. Et selskab med risikokapital stilles til rådighed for små og mellemstore virksomheder, så de kan udvide deres markeder og konsolidere deres produktion.

6.4. De regionale og lokale myndigheder i det atlantiske område agter at videreføre deres samarbejde for at begrænse eksisterende eller nye handicaps:

- Fornyet tendens til marginalisering som følge af EU's kommende udvidelse mod Øst.

- Konsekvenserne af gennemførelsen af det indre marked, der favoriserer de kontinentale økonomier.

- Stadig større problemer som følge af den industrielle omstilling, tilbagegangen i skibsfartssektoren og ubalancen mellem kystbyområderne og -landzonerne.

Satsningen på den maritime økonomi som udviklingsakse synes at være et passende svar på de fleste af problemerne, og de regionale og lokale myndigheder anmoder om, at denne akse integreres i EU's politik for fysisk udvikling. EU bør anerkende og udnytte de muligheder, der ligger i den vestlige havfront. Havnene på Atlantfronten bør udvikles, eventuelt i sammenhæng med en udvikling på lufthavnsområdet, dels for at aflaste havnene i Nordsøområdet, dels for at organisere den handelsmæssige afsætning af de produkter, der fremstilles i de kontinentale regioner i Europa. Atlanterhavet er ikke et lukket hav. Det kan kun blive et aktiv, hvis økonomien i Europas øvrige regioner er rettet mod atlanterhavshavnene. Internt i de atlantiske regioner skal styrkelsen af havneaktiviteterne bidrage til, at regional- og lokalsamfundene forbindes bedre indbyrdes, og dermed til en integreret udvikling af de enkelte samfund.

6.5. De nye muligheder for interregionalt samarbejde skal styrke den økonomiske og sociale samhørighed af de atlantiske regioner og rette op på tilstanden af afhængighed og isolerethed.

Regeringerne bør godkende det tværnationale og interregionale samarbejde i de atlantiske regioner. Det vil være udtryk for tillid og over for regionerne signalere, at den hidtidige indsats ikke har været spildt, og at der kan tages nye initiativer.

Der bør afsættes flere midler til den overordnede strategi og de operationelle programmer, og finansieringen skal være mere gennemsigtig.

De regionale og lokale myndigheder i det atlantiske område finder, at INTERREG II C er en oplagt mulighed, for at de og medlemsstaterne sammen diskuterer og fastlægger en tværnational udviklingsstrategi. I denne forbindelse ønsker de regionale og lokale myndigheder allerede nu at få oplyst det forventede budget for et sådant program, og navnlig omfanget af medlemsstaternes bidrag.