31996Y0306(01)

Meddelelse fra Kommissionen om de minimis-støtteordninger (96/C 68/06)

(Tekst af betydning for EØS)

EF-traktatens artikel 92, stk. 1, forbyder - med visse undtagelser - »statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner«, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Selv om enhver finansiel indgriben fra statens side til fordel for en virksomhed i større eller mindre grad fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen mellem denne virksomhed og dens konkurrenter, som ikke modtager en sådan støtte, er det ikke al støtte, der medfører en mærkbar påvirkning af samhandelen og konkurrencen mellem medlemsstaterne. Dette gælder især meget små støttebeløb. Sådanne støttebeløb udbetales ofte - men ikke udelukkende - til SMV, hovedsagelig i henhold til ordninger, der administreres af lokale eller regionale myndigheder.

Med henblik på en administrativ forenkling for såvel medlemsstaterne som for Kommissionen - som bør kunne koncentrere sine ressourcer om sager af reel betydning på fællesskabsplan - og af hensyn til SMV indførte Kommissionen i 1992 en såkaldt de minimis-regel (1), hvori det fastsættes, at støtte under et bestemt tærskelbeløb må antages ikke at falde ind under artikel 92, stk. 1, således at støtten ikke længere på forhånd skal anmeldes til Kommissionen i henhold til artikel 93, stk. 3. Det har imidlertid vist sig, at reglen ikke dækker visse former for støtte, som tydeligvis ikke truer med at fordreje konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne mærkbart, og at det kan være vanskeligt at kontrollere de betingelser, der er knyttet til støtten, navnlig når støtten ydes sammen med støtteordninger, der er godkendt af Kommissionen. De minimis-reglen ændres derfor som følger:

- det maksimale samlede de minimis-støttebeløb fastsættes til 100 000 ECU (2) over en periode på tre år, der begynder ved udbetalingen af den første de minimis-støtte

- dette beløb dækker al offentlig støtte, der ydes som de minimis-støtte, og berører ikke støttemodtagerens mulighed for at få anden støtte, der ydes i henhold til ordninger, der er godkendt af Kommissionen

- dette beløb dækker alle støttekategorier - uanset form og formål - med undtagelse af eksportstøtte (3), som ikke er omfattet af reglen.

Den offentlige støtte, der skal tages i betragtning, når loftet på 100 000 ECU skal overholdes, er den, der ydes af nationale, regionale eller lokale myndigheder, uanset om støtten udelukkende er national eller medfinansieres af Fællesskabet over strukturfondene, navnlig Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU).

Selv om denne regel først og fremmest berører SMV, gælder den uanset de støttemodtagende virksomheders størrelse. Den gælder imidlertid ikke for de sektorer, der falder ind under EKSF-traktaten, skibsbygningsindustrien, transportsektoren og støtte til udgifter i forbindelse med landbrug og fiskeri.

Det maksimale beløb i de minimis-reglen er udtrykt som et tilskud på 100 000 ECU. Ydes støtten på anden måde end i form af et tilskud, skal den omregnes til subventionsækvivalent med henblik på anvendelse af grænsen i de minimis-reglen. De øvrige mest almindelige former for støtte med en lav værdi er bløde lån, skattelempelser og lånegarantier. Støtte, der er ydet på denne måde, omregnes til subventionsækvivalent på følgende måde:

Subventionsækvivalenten beregnes brutto, dvs. inden skat, hvis tilskuddet er skattepligtigt. Hvis støtten ikke er skattepligtig, hvilket gælder visse skattelempelser, anvendes støttens nominelle værdi, som er både brutto og netto.

Al støtte, der forventes modtaget i fremtiden, skal diskonteres til sin nutidsværdi. Den anvendte kalkulationsrentesats skal være den referencesats, der er gældende på det tidspunkt, hvor støtten ydes. Tilskud skal imidlertid medtages som et samlet beløb, selv om de udbetales i rater.

Subventionsækvivalenten for et blødt lån i et givet år er forskellen mellem forrentningen til referencesatsen og den faktiske forrentning. De beløb, der spares i rente, indtil lånet er fuldt tilbagebetalt, skal diskonteres til deres værdi på det tidspunkt, hvor lånet ydes, og lægges sammen.

Subventionsækvivalenten for en skattelempelse er den sparede skat i det pågældende år. Også her skal fremtidige skattebesparelser diskonteres til deres nutidsværdi ved hjælp af referencesatsen.

For lånegarantier kan subventionsækvivalenten for et givet år beregnes

- enten på samme måde som subventionsækvivalenten for et blødt lån, med fradrag af præmier, idet rentegodtgørelsen svarer til forskellen mellem referencesatsen og den, der opnås ved hjælp af statsgarantien

- eller som forskellen mellem a) det udestående beløb, der er stillet garanti for, multipliceret med risikofaktoren (sandsynligheden for misligholdelse) og b) en eventuel præmie, dvs.

(garantibeløb × risiko) - præmie.

Risikofaktoren skal afspejle erfaringerne med misligholdelse af lån, der ydes under lignende omstændigheder (branche, virksomhedsstørrelse, konjunkturer). Diskontering til nutidsværdien skal ske som beskrevet ovenfor.

Kommissionen skal påse, at medlemsstaterne ikke yder deres virksomheder støtte, som er uforenelig med fællesmarkedet (4). Medlemsstaterne skal lette gennemførelsen af denne opgave ved at indføre en kontrolmekanisme, som sikrer, at det samlede beløb for forskellige former for støtte til samme støttemodtager i henhold til de minimis-reglen ikke bringer det samlede beløb for denne type støtte op over 100 000 ECU over en periode på tre år. Enhver beslutning om ydelse af de minimis-støtte eller enhver ordning, hvorefter der ydes denne form for støtte, skal indeholde en udtrykkelig bestemmelse om, at en eventuel yderligere støtte til samme virksomhed i henhold til de minimis-reglen ikke må bringe den samlede de minimis-støtte til virksomheden op over loftet på 100 000 ECU over en periode på tre år. Denne mekanisme skal ligeledes sætte medlemsstaterne i stand til at besvare eventuelle spørgsmål fra Kommissionens side.

(1) Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til små og mellemstore virksomheder, punkt 3.2, EFT nr. C 213 af 19. 8. 1992, s. 2.

(2) Den vejledende skrivelse til medlemsstaterne af 23. marts 1993 (D/06878) gælder fortsat med hensyn til beregningen af subventionsækvivalenten for støtte, der ydes i en anden form end tilskud.

(3) Ved eksportstøtte forstås enhver støtte, der er knyttet direkte til de eksporterede mængder, til etableringen eller driften af et distributionsnet eller til løbende udgifter i forbindelse med eksportaktiviteten. Derimod er støtte til deltagelse i udstillinger og messer, til undersøgelser og konsulentbistand i forbindelse med introduktionen af et nyt eller eksisterende produkt på et nyt geografisk marked i denne sammenhæng ikke at regne for eksportstøtte.

(4) Kommissionen forbeholder sig ligeledes ret til at træffe passende foranstaltninger med hensyn til støtte, som opfylder betingelserne for de minimis-reglen, men som er i strid med andre bestemmelser i traktaten.