51994AC1022

Udtalelse om Kommissionens forslag til Raadets forordning (EF) om sekstende aendring af forordning (EOEF) nr. 3094/86 om fastlaeggelse af tekniske foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne () (94/C 393/26)

Raadet besluttede den 12. april 1994 under henvisning til EF-traktatens artikel 48 og 198 at anmode om Det OEkonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennaevnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til OESU's Sektion for Landbrug og Fiskeri, som udpegede Jesús Muñiz Guardado til ordfoerer. Sektionen vedtog sin udtalelse den 1. september 1994.

Det OEkonomiske og Sociale Udvalg vedtog paa sin 318. plenarforsamling den 14. og 15. september 1994, moedet den 15. september 1994, med et stort flertal af stemmer for, 7 imod og 12 hverken for eller imod, foelgende udtalelse.

RESUMÉ

Den foreliggende udtalelse omhandler en problematisk fiskerimetode, som ifoelge den rapport, teknikere og biologer har udarbejdet, er skadelig. FN og andre stoerre organer henstiller da ogsaa, at man fordoemmer fiskeri med drivgarn.

Drivgarnsfiskeri rejser navnlig problemer i den nordoestlige del af Atlanten fra meridianen 30o vest til Biskayabugten, mens det fremstaar paa en anden maade i OEstersoeen og derfor kraever en saerskilt undersoegelse.

Debatten om anvendelse af store drivgarn startede i Europa for over fem aar siden og tager sit udgangspunkt i dels denne tekniks indvirkning paa de udnyttede fiskebanker og paa sammenstoedene mellem fartoejer, der anvender denne teknik, og fartoejer, som ikke anvender den, dels paa de oekologiske konsekvenser af bifangster, her taenkes naturligvis paa havpattedyr samt navigationsproblemer for alle fartoejstyper.

Paa et tidspunkt, hvor balancen mellem fiskeriressourcer og -indsats faar EU til at begraense fiskeriindsatsen, boer et skadeligt fiskeriredskab som drivgarn, som kun faa fiskere anvender, forbydes. Det boer allerhoejest vaere tilladt at anvende garn paa 2,5 km i laengden inden for 12-milezonen i de enkelte medlemsstater, saaledes som Europa-Parlamentet paapegede sidste aar i december.

1. Generelle bemaerkninger

OESU godkender hovedlinjerne i forslaget til forordning dog med forbehold af foelgende bemaerkninger:

1.1. Ukontrolleret vaekst i drivgarnsfiskeri er meget farlig, fordi det kan medfoere, at fiskeriindsatsen over for maalarterne oeges for staerkt, ligesom det kan udgoere en alvorlig risiko for sejladsen. Endvidere vil det vaere i modstrid med forordning (EOEF) nr. 3094/86, hvori der fastsaettes visse tekniske foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne; kontrol samt noeje og omfattende overvaagning er derfor noedvendig.

1.1.1. Fiskeriindsatsen voksede med ca. 250% mellem 1988 og 1992 med fangster, der oegedes fra 750 ton i 1988 til 7 300 ton (foreloebige data) i 1993 ifoelge Kommissionens meddelelse (94) 50 endelig udg. af 8. april 1994 (punkt 4.2.3 og tabel 1 og 2, s. 25).

1.2. Den Internationale Kommission for Fiskeri i OEstersoeen maa opstille regler for laksefiskeri med drivgarn i OEstersoeen, eftersom situationen i dette hav er helt anderledes end i Atlanterhavet.

1.3. Fartoejer, som hidtil har anvendt drivgarn paa op til 5 km, boer have tilladelse til at fiske med drivgarn paa op til 2,5 km, eller boer straks anmode om EF-stoette til omstilling af flaaden. Denne omstilling skal foregaa saa hurtigt som muligt for alle fartoejers vedkommende, og der maa tages hensyn til de sociale foelger.

1.4. Fiskeri med drivgarn vil fortsat kunne finde sted, hvis det foregaar paa betingelser, der kan kontrolleres, og som reelt bliver det. Dermed opfyldes Europa-Parlamentets resolution (december 1993), hvori man foreslaar, at Kommissionen efter en udfoerligt begrundet ansoegning fra en medlemsstat kan tillade anvendelse af disse redskaber inden for 12-milezonen i overensstemmelse med regler, der udarbejdes for hvert enkelt tilfaelde.

1.5. Anvendelse af drivgarn maa ikke medfoere fare for sejladsen. Garnet maa derfor altid vaere forbundet med fartoejet og overtaellen nedsaenket. Navnlig om natten har der allerede vaeret sammenstoed mellem fiskerfartoejer og patruljebaade, hvis skruer er blevet fanget i drivgarn, som ikke har vaeret korrekt bredt ud eller afmaerket.

1.5.1. En overtaelle, der ligger i vandoverfladen, udgoer generelt en fare for sejladsen og ovennaevnte betingelse maa derfor vaere opfyldt. Observationer foretaget paa havet, isaer af Kommissionens inspektoerer, bekraefter, at denne fart kan goeres langt mindre, hvis overtaellen er nedsaenket, ogsaa selv om det ikke er langt under overfladen.

1.6. Fartoejer, som anvender garn med en laengde paa under 2,5 km, maa vaere omfattet af supplerende bestemmelser, der tager hoejde for de mulige biologiske konsekvenser.

1.7. Anvendelse af denne type garn foerer uvaegerligt til et stort antal bifangster. FN's generalforsamling har udstedt resolutioner (), hvori man opfordrer til et oejeblikkeligt moratorium i vaeksten i storstilet drivgarnsfiskeri i hoejsoezonerne i den nordlige del af Stillehavet og i alle andre hoejsoezoner uden for Stillehavet.

1.8. Den mest udbredt accepterede definition paa store drivgarn er den, der gives i Wellington-konventionen, som opererer med 2,5 km. Derudover findes der andre mere restriktive definitioner, saaledes at anvendelse af drivgarn med en laengde paa 5 km derfor ikke boer komme paa tale.

1.9. Den Videnskabelige og Tekniske Komite for Fiskeri anser en garnlaengde paa 1 km for hver fisker om bord for noedvendig, hvis denne form for fiskeri skal vaere rentabel. Dette ville dog medfoere bedrageri med hensyn til garnlaengde og et hoejt antal bifangster, hvilket den omtalte komite indroemmer.

1.10. OESU foreslaar, at man snarest undersoeger drivgarnsfiskeri naermere for eventuelt at forbyde det eller bringe det helt til ophoer, fordi det:

- belaster oekosystemet,

- rejser problemer for sejladsen,

- foroeger fiskeriindsatsen,

- indsker arbejdskraftbehovet paa fartoejerne,

- rejser tvivl om foreneligheden med Faellesskabets internationale forpligtelser.

Indtil videre gaar OESU ind for streng haandhaevelse af gaeldende regler.

2. Saerlige bemaerkninger

Artikel 9a)

Stk. 2 - Eftersom fiskeri med drivgarn paa over 2,5 km blev afskaffet pr. 31. december 1993, er det vanskeligt at forstaa, hvorfor der paa ny skal ydes privilegier til fartoejer, som har vaeret opfoert i EF-registeret siden 1992. Det er ulogisk at operere med tilladelse og undtagelse samtidig.

Stk. 3 - Der boer udarbejdes en saerskilt forordning for dette omraade. Den boer omfatte kravet om, at de paagaeldende fartoejer skal vaere opfoert i en fortegnelse, der opstilles af Kommissionen paa grundlag af begrundede ansoegninger, samt en bestemmelse om en samlet garnlaengde paa hoejst 21 km pr. fartoej. Denne saerskilte forordning boer udarbejdes af Den Internationale Kommission for Fiskeri i OEstersoeen.

Stk. 4 - Udgaar.

Artikel 9 aa)

Stk. 3 - OESU mener, at de forholdsvise nedskaeringer for 1995, 1996 og 1997 specifikt boer vedroere fangsten og fiskeriindsatsen (fartoejer), eftersom formaalet med forordningsforslaget er at afskaffe og omstille drivgarnsflaaden, hvor referenceaaret er de fartoejer, der fandtes i 1993.

Stk. 4 - Fiskeriindsatsen skal beregnes paa grundlag af fangsten, antallet af fartoejer og antallet af dage med anvendelse af 1 km drivgarn.

Den fiskeriindsats og den fangst, der danner reference for hver maalart, er summen af fiskeriindsatsen og fangsten for de fartoejer, der i 1993 anvendte drivgarn paa indtil 2,5 km.

Stk. 5 - Der refereres igen til 5 km. OESU mener, at forordningsforslaget boer vaere baseret paa hoejst 2,5 km, saaledes som det i praksis allerede er tilfaeldet i indevaerende aar (1994).

Artikel 9 c)

Stk. 1 - Udtrykket »over« boer udgaa i hele artiklen. Af ovennaevnte grunde boer der ikke mere vaere tale om noget paa over 2,5 km.

Stk. 2 - I dette afsnit boer henvisningen til stk. 2 og 3 i artikel 9 a) udgaa. Afsnittet boer i stedet gives foelgende ordlyd:

»Om bord paa alle de fartoejer, der anvender denne type redskab, skal der forefindes en sender, der goer det muligt for myndighederne i den medlemsstat, hvis flag fartoejet foerer, til stadighed at lokalisere det, uanset i hvilke farvande eller havne det befinder sig.«

Stk. 3 - Oplysningerne fra logboegerne og landingsopgoerelserne, oplysningerne om lokalisering, jf. stk. 2, og oplysningerne fra inspektionerne, jf. stk 1, skal krydscheckes systematisk, evt. ved hjaelp af inspektioner fra luften.

Stk. 4 - Analogt med stk. 2 boer dette afsnit gives foelgende ordlyd:

»Alle fartoejer, der anvender denne type redskab, skal i mindst ti paa hinanden foelgende dage i fangstsaesonen medtage observatoerer, der udpeges af flagstaten. Denne ordning skal sikre, at der hver maaned i mindst halvdelen af det samlede antal fiskedage er en observatoer om bord. Observatoererne iagttager fiskeriet paa de fartoejer, de er om bord paa, og beskriver det i en rapport, som de efter observationsperiodens ophoer sender til myndighederne i flagstaten, der videresender den til Kommissionen.«

Stk. 5 - Den samlede maengde hvid tun, der landes af de (90) fartoejer, der har tilladelse til at fiske med drivgarn paa under 2,5 km, maa i 1994 hoejst udgoere 4 200 ton.

Forklaring:

Hvis de fartoejer, som hidtil har haft tilladelse til at anvende drivgarn paa op til 5 km, udgoer en tredjedel af samtlige fartoejer ville en begraensning af deres fangst til 2 800 ton i 1994 betyde:

- 30 fartoejer - 5 km = 2 800 t

- 60 fartoejer - 2,5 km = 2 800 t

----

Samlet fangst: 5 600 t

Et forbud mod at anvende garn paa 5 km vil betyde, at alle 90 fartoejer vil blive noedt til at anvende drivgarn paa 2,5 km. Den maksimalt mulige fangstmaengde ville saa vaere:

- 30 fartoejer - 2,5 km = 1 400 t

- 60 fartoejer - 2,5 km = 2 800 t

----

Samlet fangst: 4 200 t

Bruxelles, den 15. september 1994.

Susanne TIEMANN

Formand for

Det OEkonomiske og Sociale Udvalg

() EFT nr. C 118 af 29. 4. 1994, s. 2.

() 44/225, 85. plenarforsamling af 22. 12. 1988.

45/197, 71. plenarforsamling af 21. 12. 1990.

46/215, 79. plenarforsamling af 20. 12. 1991.