61992A0060

++++

Tjenestemaend ° soegsmaal ° soegsmaal til proevelse af afslag paa deltagelse i udvaelgelsesproeve ° anbringender om mangel ved en ikke rettidigt anfaegtet meddelelse om udvaelgelsesproeve ° anbringende vedroerende begrundelsen af den anfaegtede afgoerelse ° formaliteten

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 91)

Den omstaendighed, at ansoegere til en udvaelgelsesproeve har adgang til ° inden udloebet af den i vedtaegtens artikel 91 fastsatte frist ° at indbringe et direkte soegsmaal til proevelse af en meddelelse om udvaelgelsesproeve, der ved at afstikke betingelser, som udelukker dem fra at deltage, udgoer en afgoerelse fra ansaettelsesmyndigheden, der indeholder et klagepunkt, indebaerer ikke, at det ° i tilfaelde, hvor en ansoeger, som ikke har gjort brug af denne adgang, anlaegger sag til proevelse af en individuel afgoerelse om ikke at give ansoegeren adgang til udvaelgelselsesproeven, og herunder henviser til ulovligheden af de i meddelelsen om udvaelgelsesproeven fastsatte adgangsbetingelser, som er anvendt som begrundelse for afgoerelsen ° er muligt at goere gaeldende, at ansoegerens soegsmaalsadgang er praekluderet. En ansoeger til en udvaelgelsesproeve kan ikke fratages adgangen til at anfaegte lovligheden af alle elementer i den individuelle afgoerelse ° inklusive saadanne, som er fastlagt i meddelelsen om udvaelgelsesproeve ° der er truffet vedroerende ansoegeren under anvendelse af de i meddelelsen fastsatte betingelser, for saa vidt som ansoegerens retlige situation foerst bliver individualiseret i kraft af denne gennemfoerelsesafgoerelse, der goer det muligt for ansoegeren med sikkerhed at vide, hvordan og i hvilket omfang hans individuelle interesser beroeres. Dette princip gaelder ligeledes i tilfaelde, hvor de i meddelelsen fastsatte adgangsbetingelser ikke overlader noget skoen til udvaelgelseskomitéen og ikke giver anledning til nogen fortolkningsproblemer i forbindelse med deres anvendelse, naar henses til den konkrete sags omstaendigheder.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Noonan, der er hjaelpeansat ved De Europaeiske Faellesskabers Domstol, indgav ansoegning til den almindelige udvaelgelsesproeve KOM/C/741, der blev afholdt af Kommissionen med henblik paa oprettelse af en ansaettelsesreserve af engelsksprogede maskinskrivere ° C5/C4 (EFT 1991 C 333, s. 8, org. ref.: OJ 1991 C 333 A, s. 11, staevningens bilag A).

2 Ved brev af 9. juni 1992 (staevningens bilag C) fik Noonan meddelelse om udvaelgelseskomitéens afslag paa hendes ansoegning i henhold til punkt II (Adgangsbetingelser), B (Saerlige betingelser), 2 (Kraevede kvalifikations- eller eksamensbeviser), i meddelelsen om udvaelgelsesproeven; begrundelsen for afslaget var, at sagsoegeren havde gennemfoert en universitetsuddannelse og havde opnaaet en Honours Degree i fransk og italiensk litteratur fra University College i Dublin.

3 De ovennaevnte bestemmelser i meddelelsen om udvaelgelsesproeve var affattet saaledes:

"Ansoegere, som

i) har et eksamensbevis, der giver adgang til A- eller LA-udvaelgelsesproever (se oversigten som bilag til vejledningen)

ii) befinder sig paa sidste aar af den under punkt i) omhandlede uddannelse

har ikke adgang til udvaelgelsesproeven. Saadanne ansoegere vil blive udelukket fra udvaelgelsesproeven, og/eller de i vedtaegten fastsatte disciplinaere foranstaltninger vil senere blive truffet over for dem."

For saa vidt angaar de i Irland udstedte eksamensbeviser gaelder der i henhold til ovennaevnte oversigt, som er et bilag til "Vejledning for ansoegere, der oensker at deltage i en faelles udvaelgelsesproeve for flere institutioner eller i en almindelig udvaelgelsesproeve afholdt af Kommissionen" (herefter benaevnt "vejledningen") ° ligeledes offentliggjort i OJ 1991 C 333 A foran den omhandlede meddelelse om udvaelgelsesproeve ° et krav om en University Degree for adgang til udvaelgelsesproever paa A- henholdsvis LA-niveau.

4 Paa grundlag af disse omstaendigheder har Noonan, ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 21. august 1992, anlagt sag med paastand om annullation af udvaelgelseskomitéens foernaevnte afgoerelse om ikke at give hende adgang til proeven, hvilken afgoerelse var blevet meddelt hende den 9. juni 1992. I det vaesentlige har sagsoegeren gjort gaeldende, at udelukkelse af personer med universitetseksamen fra deltagelse i udvaelgelsesproever for kategori C er i strid med bestemmelserne i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten") og med det almindelige princip om ligebehandling samt med retten til fri erhvervsudoevelse.

5 Uden at have indleveret noget svarskrift om sagens realitet fremsatte Kommissionen en formalitetsindsigelse, registreret paa Rettens justitskontor den 23. september 1992, med paastand om sagens afvisning. Den 15. oktober 1992 indleverede sagsoegeren sine bemaerkninger til denne formalitetsindsigelse. Paa grundlag af den refererende dommers rapport besluttede Retten i overensstemmelse med procesreglementets artikel 114, stk. 3, at aabne den mundtlige forhandling, som blev begraenset til behandling af naevnte indsigelse, uden forudgaaende bevisoptagelse. Den mundtlige forhandling fandt sted den 4. maj 1993.

Parternes paastande

6 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

° Sagen afvises.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Formalitetsindsigelsen forkastes.

° Subsidiaert behandles indsigelsen sammen med sagens realitet.

° Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Parternes anbringender og argumenter

7 Til stoette for formalitetsindsigelsen har Kommissionen gjort gaeldende, at en tjenestemand ikke som grundlag for et soegsmaal til proevelse af en afgoerelse fra en udvaelgelseskomité kan paaberaabe sig paastaaede mangler ved en meddelelse om udvaelgelsesproeve, naar han ikke rettidigt har anfaegtet de bestemmelser i meddelelsen, som han anser for at have et bebyrdende indhold. Kommissionen har hovedsageligt stoettet sig paa Rettens dom af 16. oktober 1990, sag T-132/89, Gallone mod Raadet, Sml. II, s. 549, praemis 20). Kommissionen har anfoert, at sagsoegeren i den foreliggende sag ikke ° saaledes som kraevet i vedtaegtens artikel 90 ° indgav klage over den omhandlede meddelelse om udvaelgelsesproeve inden udloebet af fristen paa tre maaneder regnet fra meddelelsens offentliggoerelse.

Under den mundtlige forhandling har Kommissionen til stoette for sin opfattelse understreget, at den foreliggende tvist er omfattet af EOEF-traktatens artikel 179 og ikke af traktatens artikel 173 og 184. I den sammenhaeng er en meddelelse om udvaelgelsesproeve en generel retsakt, der kan vaere bebyrdende for ansoegerne, uden at der herved kan sondres mellem interne og almindelige udvaelgelsesproever. Kommissionen har heraf udledt, at der boer sondres mellem, paa den ene side, et anbringende ° som i denne sag ° vedroerende lovligheden af en betingelse fastlagt i meddelelsen om udvaelgelsesproeve, hvilket kun kan fremfoeres inden for den foreskrevne frist, som loeber fra offentliggoerelsen af meddelelsen om udvaelgelsesproeve, og, paa den anden side, et anbringende vedroerende spoergsmaalet om forkert anvendelse af samme betingelse, hvilket anbringende kan antages til paadoemmelse til stoette for et annullationssoegsmaal anlagt til proevelse af en individuel gennemfoerelsesafgoerelse.

8 Sagsoegeren finder, at soegsmaalet skal antages til realitetsbehandling. Hun har indledningsvis understreget, at hun har begraenset sig til at paastaa annullation af udvaelgelseskomitéens afslag paa at give hende adgang til deltagelse i proeven, men ikke af udvaelgelsesproeven som saadan. I den henseende haevder sagsoegeren, at enhver ansoeger til en udvaelgelsesproeve kan anfaegte udvaelgelseskomitéens endelige afgoerelse, naar den beroerer ham umiddelbart og individuelt, og han kan i den anledning goere mangler ved alle de retsakter gaeldende, som har foert frem til den paagaeldende afgoerelse. Sagsoegeren stoetter sig paa den af Domstolen fastlagte praksis, saerlig i Domstolens dom af 7. april 1965 i sag T-35/64, Alfieri mod Parlamentet (Sml. 1965-1968, s. 51, org. ref.: Rec. s. 337, paa s. 344), som blev forklaret med foelgende bemaerkninger i generaladvokat Gand' s forslag til afgoerelse i samme sag: "Ansaettelsesproceduren er en kompleks administrativ aktivitet, dvs. den indebaerer noedvendigvis en raekke af beslutninger: ivaerksaettelse af udvaelgelsesproeven, meddelelse af adgang til deltagelse i proeven, som foelger efter hinanden frem til den endelige afgoerelse om udnaevnelse af tjenestemanden. Der er ikke tvivl om, at de paagaeldende kan anfaegte hver enkelt af disse forudgaaende retsakter, i det omfang disse udgoer egentlige administrative afgoerelser, og inden for en frist, der loeber fra meddelelsen eller offentliggoerelsen, alt efter omstaendighederne. Men de paagaeldende er ikke forpligtet til at goere dette; de kan afvente udfaerdigelsen af den endelige afgoerelse, som de har ret til at anfaegte under paaberaabelse af mangler ved en hvilken som helst medvirkende afgoerelse, ogsaa selv om fristen for direkte anfaegtelse af disse afgoerelser maatte vaere udloebet" (a.st., org. ref.: Rec. s. 337, paa s. 348) (O.a.: Dommen i sag T-35/64 er ikke trykt in extenso i den danske Samling af Afgoerelser. Citater fra dommen er konkret oversat i forbindelse med den foreliggende sag). I samme retning har sagsoegeren ligeledes henvist til Domstolens domme af 31. marts 1965 i de forenede sager 12/64 og 29/64, Ley mod Kommissionen (Sml. 1965-1968, s. 37, org. ref.: Rec. s. 143, paa s. 158), og i sag 16/64, Rauch mod Kommissionen (Sml. 1965-1968, s. 39, org. ref.: Rec. s. 179, paa s. 190), Domstolens dom af 14. juli 1965 i de forenede sager 18/64 og 19/64, Alvino m.fl. mod Kommissionen (Sml. 1965-1968, s. 119, org. ref.: Rec. s. 971, paa s. 982), og Domstolens dom af 22. marts 1972 i sag 78/71, Costacurta mod Kommissionen (Sml. 1972, s. 63, org. ref.: Rec. s. 163).

9 Sagsoegeren har endvidere bemaerket, at den af sagsoegte fremsatte formalitetsindsigelse udelukkende er baseret paa en praksis, hvis oprindelse findes i Domstolens dom af 11. marts 1986 i sag 294/84, Adams m.fl. mod Kommissionen (Sml. s. 977). Sagsoegeren har gjort opmaerksom paa, at denne dom er blevet kritiseret af generaladvokat Lenz, der i sit forslag til afgoerelse i henholdsvis sag 307/85, Gavanas mod OESU og Raadet (dom af 10.6.1987, Sml. s. 2435, paa s. 2444, 2448 og 2449), og i de forenede sager 64/86, 71/86, 72/86, 73/86 og 78/86, Sergio m.fl. mod Kommissionen (dom af 8.3.1988, Sml. s. 1399, paa s. 1410 og 1417) har foreslaaet at vende tilbage til den tidligere praksis, jf. ovenfor.

10 Sagsoegeren anfaegter i denne sammenhaeng ikke blot den med Adams-dommen knaesatte loesnings berettigelse, men har under den mundtlige forhandling desuden gjort gaeldende, at de faktiske omstaendigheder i den foreliggende sag i det hele taget klart adskiller sig fra de faktiske omstaendigheder i Adams-sagen.

11 Sagsoegeren har naermere anfoert, at ovennaevnte afgoerelse maa kritiseres i to henseender. Dels er dommen i Adams-sagen baseret paa den ° efter sagsoegerens opfattelse forkerte ° antagelse, at meddelelsen om udvaelgelsesproeve er en direkte anfaegtelig retsakt. Dels holder begrundelsen i dommen, der tager udgangspunkt i principperne om retssikkerhed, om beskyttelse af den berettigede forventning og om god forvaltningsskik, under alle omstaendigheder ikke ved naermere granskning.

12 For det foerste, haevder sagsoegeren, havde den omhandlede meddelelse om udvaelgelsesproeve ikke et for hende bebyrdende indhold. Sagsoegeren har anfoert, at den blotte indgivelse af en ansoegning ikke skaber en retlig interesse i at anfaegte en meddelelse om udvaelgelsesproeve, der er en almengyldig retsakt, som ikke beroerer ansoegerne umiddelbart og individuelt. Ansoegerne befinder sig i saa henseende i en lignende situation som tilbudsgiverne inden for rammerne af en licitation. Disse, har sagsoegeren paapeget, har alene adgang til at anfaegte den afgoerelse, der er truffet vedroerende deres tilbud, men ikke selve bekendtgoerelsen om licitation, der paa forhaand og objektivt fastsaetter rettigheder og pligter for de erhvervsdrivende, som maatte oenske at deltage i licitationen. Ifoelge sagsoegeren er der saaledes foerst adgang til ° paa grundlag af en uanvendelighedsindsigelse i henhold til EOEF-traktatens artikel 184 ° at anfaegte gyldigheden af de forudgaaende retsakter, som udgoer hjemmelen for den anfaegtede individuelle afgoerelse, naar den individuelle afgoerelse er blevet meddelt den paagaeldende; dette var, hvad Domstolen fastslog i dommen af 6. marts 1979 i sag 92/78, Simmenthal mod Kommissionen (Sml. s. 777, praemis 39).

13 For det andet finder sagsoegeren, at begrundelsen i Adams-dommen, der efter sagsoegtes opfattelse ligeledes begrunder praeklusion af det foreliggende soegsmaal, er fejlagtig. Allerfoerst forkaster sagsoegeren den argumentation, som er baseret paa retssikkerhedsprincippet. Hun har gjort opmaerksom paa den mangel paa konsekvens, der i hendes oejne bestaar i ikke at give en ansoeger adgang til at anfaegte lovligheden af meddelelsen om udvaelgelsesproeve ved afslutningen af ansaettelsesproceduren, samtidig med at ansoegeren paa dette stadium kan goere enhver ulovlighed begaaet af komitéen gaeldende, hvilket ogsaa afstedkommer retlig usikkerhed. Under disse omstaendigheder er det sagsoegerens opfattelse, at muligheden for at anfaegte forskriftsmaessigheden af bestemte etaper i en ansaettelsesprocedure, foer denne er bragt til afslutning, ikke tvinger til anfaegtelse af disse ved separate soegsmaal paa de paagaeldende tidspunkter. I oevrigt er det vanskeligt at forstaa, hvorledes en paastand om annullation ene og alene af en individuel afgoerelse om ikke at give en ansoeger adgang til adgang til proeven, in casu sagsoegeren, hvorved der ikke paastaas annullation af udvaelgelsesproeve KOM/C/741 i sin helhed, skulle kunne bringe retssikkerheden i fare. Desuden ville den af Kommissionen forfaegtede opfattelse, at meddelelsen om udvaelgelsesproeve skal anfaegtes inden tre maaneder efter offentliggoerelsen, i praksis goere meddelelsen uanfaegtelig. I saa tilfaelde maatte anfaegtelse nemlig finde sted foer eller samtidig med indsendelse af ansoegningen, hvilket kunne skade den paagaeldendes ansaettelsesmuligheder.

14 Det ligeledes i begrundelsen til Adams-dommen omtalte princip om beskyttelse af den berettigede forventning kan ej heller berettige sagsoegtes standpunkt. Tvaertimod foelger det af dette princip, at sagsoegeren er berettiget til at forvente sin ansoegning behandlet forskriftsmaessigt. I tilfaelde af ulovligheder kan sagsoegerens berettigede forventning saaledes ikke beskyttes paa anden vis end via en paadoemmelse af sagens realitet, uden at der derved skabes nogen fare for de oevrige ansoegeres berettigede forventning, da de opnaaede resultater og de udnaevnelser, som har fundet sted paa grundlag af udvaelgelsesproeven, under alle omstaendigheder som helhed ikke anfaegtes.

15 Endvidere har sagsoegeren gjort gaeldende, at hun i kraft af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning med rette kan forvente sin ansoegning behandlet i overensstemmelse med bestemmelserne i meddelelsen om udvaelgelsesproeve og den ledsagende vejledning. Sagsoegeren har gjort opmaerksom paa, at vejledningens punkt C (Udvaelgelsesproevens forloeb), 3, "Proceduren efter indgivelse af ansoegning", lyder: "Hvis de paagaeldende (som ikke har faaet adgang til proeverne) mener, at der er begaaet en fejl, kan de anmode om fornyet behandling af deres ansoegning. Dette skal ske inden 30 (tredive) dage efter afsendelsen af udvaelgelseskomitéens brev, hvorved poststemplets dato er afgoerende. Udvaelgelseskomitéen vil saa tage stilling til, om klagen er velbegrundet" (staevningens bilag A, s. 5). I forlaengelse heraf har sagsoegte paapeget, at punkt IV i meddelelsen om udvaelgelsesproeve, som baerer overskriften "Fornyet behandling af ansoegninger", bestemmer: "Enhver ansoeger, som paa grundlag af betingelserne for adgang til udvaelgelsesproeven mener, at der er begaaet en fejl, der er til skade for ham, har ret til at anmode om, at hans ansoegning bliver behandlet paany. Han sender i saa fald ° senest 30 kalenderdage efter tidspunktet for afsendelsen af det brev, hvori det meddeles, at han ikke har faaet adgang (poststemplets dato er afgoerende) ° et motiveret brev til formanden for udvaelgelseskomitéen. Dette brev, hvori udvaelgelsesproevens nummer skal angives, stiles til Afdelingen for Ansaettelser" (staevningens bilag A, s. 12). Sagsoegeren udleder heraf, at selv om sagsoegtes opfattelse maatte vaere korrekt, ville det stride mod princippet om beskyttelse af den berettigede forventning at tillade sagsoegte at fremsaette paastand om afvisning af naervaerende sag, for saa vidt som baade meddelelsen om udvaelgelsesproeve og den ledsagende vejledning giver ansoegerne indtryk af, at de har soegsmaalsadgang, saafremt de ikke gives adgang til deltagelse i proeven. I den henseende har sagsoegeren henvist til Domstolens dom af 28. april 1988, sag 120/86, Mulder (Sml. s. 2321, praemis 21 og 26.)

16 Endelig anfaegter sagsoegeren ligeledes den tredje begrundelse, som anfoeres i Adams-dommen, og som vedroerer princippet om god forvaltningsskik. Sagsoegeren har haevdet, at hvis det ikke ved afslutningen af udvaelgelsesproceduren er muligt at gribe ind ad rettens vej mod eventuelle ulovlige bestemmelser i en meddelelse om udvaelgelsesproeve, vil dette lede til en foroegelse af foertidige sagsanlaeg ivaerksat af sagsoegere uden egentlig interesse i sagens udfald.

17 Under retsmoedet anfoerte sagsoegeren derudover, at den i Adams-dommen opstillede loesning under alle omstaendigheder ikke kan overfoeres paa den foreliggende sag, for saa vidt som de faktiske omstaendigheder ° som understreget af sagsoegeren ° er fuldstaendigt forskellige i de to sager. Sagsoegeren pegede herved saerligt paa, at Adams-sagen drejede sig om anfaegtelse af en intern udvaelgelsesproeve, der pr. definition beroerer en snaevrere personkreds. Endvidere havde afviklingen af udvaelgelsesproceduren strakt sig over et tidsrum paa to og et halvt aar. Den foreliggende sag drejer sig derimod om en almindelig udvaelgelsesproeve, som var aaben for alle (erga omnes), og det anfaegtede afslag paa deltagelse blev meddelt sagsoegeren den 9. juni 1992, dvs. mindre end fire maaneder efter at sagsoegeren havde indsendt sin ansoegning den 11. februar 1992. Sagsoegeren har yderligere bemaerket, at i Adams-sagen havde de 53 sagsoegere anmodet udvaelgelseskomitéen om paa ny at behandle sin afgoerelse om ikke at give dem adgang til en senere etape i udvaelgelsesproeven, og kun tre af dem havde rettidigt indbragt en klage. I den sag udtalte Domstolen sig derfor primaert om det for den foreliggende sag helt uvedkommende spoergsmaal om, hvorvidt en saadan anmodning kunne begrunde en forlaengelse af klage- og soegsmaalsfristerne.

Rettens bemaerkninger

18 Paa dette stadium i sagen paahviler det Retten at traeffe afgoerelse om, hvorvidt den foreliggende sag, der er anlagt til proevelse af udvaelgelseskomitéens afslag paa at give sagsoegeren adgang til den almindelige udvaelgelsesproeve KOM/C/741 i henhold til de i meddelelsen om udvaelgelsesproeven fastlagte adgangsbetingelser, skal antages til realitetsbehandling, naar der henses til, at meddelelsen ikke er blevet anfaegtet inden for den i vedtaegtens artikel 90 og 91 fastsatte frist, der loeber fra dagen for meddelelsens offentliggoerelse.

19 Det skal indledningsvis understreges, at denne tvist er omfattet af traktatens artikel 179 samt vedtaegtens artikel 90 og 91, og at tvisten saerligt vedroerende spoergsmaalet om antagelse til realitetsbehandling falder uden for anvendelsesomraadet for traktatens artikel 173. Denne tvist er derfor kun underlagt betingelserne i ovennaevnte vedtaegtsbestemmelser, saerligt for saa vidt angaar soegsmaalsfristen samt arten af den anfaegtede retsakt, der skal have et bebyrdende indhold i forhold til den paagaeldende.

20 I den foreliggende sag har sagsoegte nedlagt paastand om afvisning med den begrundelse, at sagsoegeren, der besidder en Honours Degree fra University College i Dublin, ikke rettidigt har anfaegtet de omhandlede bestemmelser i meddelelsen om udvaelgelsesproeven, der bl.a. udelukkede ansoegere med universitetseksamen.

21 I den henseende finder Retten, at mens det er korrekt, at sagsoegeren havde adgang til ° inden udloebet af den fastsatte frist ° at indbringe et direkte soegsmaal til proevelse af meddelelsen, der ved at afstikke betingelser, som udelukkede sagsoegeren fra at ansoege, udgjorde en afgoerelse fra ansaettelsesmyndigheden med bebyrdende indhold for sagsoegeren i den forstand, som fremgaar af vedtaegtens artikel 90 og 91 (jf. saerligt Domstolens dom af 19.6.1975, sag 79/74, Kuester mod Parlamentet, Sml. s. 725, praemis 5-8), maa det fastslaas, at sagsoegerens soegsmaalsadgang ikke er praekluderet for saa vidt angaar den foreliggende sag, der anlagt til proevelse af den individuelle afgoerelse om ikke at give hende adgang til at deltage i proeven med den begrundelse, at hun ikke rettidigt havde anfaegtet meddelelsen om udvaelgelsesproeven.

22 Det bemaerkes, at det foelger af artikel 5, stk. 1, i vedtaegtens bilag III, at udvaelgelseskomitéen skal udfaerdige listen over ansoegere, der opfylder de betingelser, der fastsat i meddelelsen om udvaelgelsesproeven. I den foreliggende sag (se punkt III. 2 i meddelelsen om udvaelgelsesproeven) skal komitéen individuelt og for hver ansoeger afgoere, hvorvidt den paagaeldende opfylder de saerlige og/eller specielle betingelser, som er fastlagt i meddelelsen, og derfor faar adgang til udvaelgelsesproeven. Komitéen skal frem for alt kontrollere, at den enkelte ansoegers kvalifikationer er i overensstemmelse med de i meddelelsen fastlagte betingelser (se punkt III. 3 i meddelelsen om udvaelgelsesproeven). Hver ansoeger skal pr. brev have personlig meddelelse om den afgoerelse, der er truffet vedroerende hans adgang til udvaelgelsesproeven (se punkt III. 5 i meddelelsen om udvaelgelsesproeven), og hver ansoeger, der ikke faar adgang til proeverne, faar meddelelse om grunden hertil [se vejledningens punkt C, 3, litra d)]. Ansoegere, der har faaet afslag, kan anmode om fornyet behandling af deres ansoegning (se punkt IV i meddelelsen om udvaelgelsesproeven).

23 Retten finder, at en ansoeger til en udvaelgelsesproeve ikke kan fratages adgangen til at anfaegte lovligheden af alle elementer i den individuelle afgoerelse ° inklusive saadanne, som er fastlagt i meddelelsen om udvaelgelsesproeve ° der er truffet vedroerende ansoegeren under anvendelse af de i meddelelsen fastsatte betingelser, for saa vidt som ansoegerens retlige situation foerst bliver individualiseret i kraft af denne gennemfoerelsesafgoerelse, der goer det muligt for ansoegeren med sikkerhed at vide, hvordan og i hvilket omfang hans individuelle interesser beroeres. Dette princip finder tilsvarende anvendelse i tilfaelde, hvor de i meddelelsen fastsatte adgangsbetingelser, som i den foreliggende sag, ikke overlader noget skoen til udvaelgelseskomitéen og ikke giver anledning til nogen fortolkningsproblemer i forbindelse med deres anvendelse, naar henses til den konkrete sags omstaendigheder.

24 Denne loesning foelger af Domstolens praksis, hvor anbringender er blevet antaget til realitetsbehandling, hvor disse angik mangler ved en meddelelse om udvaelgelsesproeve, der ikke var blevet anfaegtet rettidigt, forudsat at disse anbringender angik begrundelsen i den anfaegtede gennemfoerelsesafgoerelse. Domstolen har saerligt i dommen af 6. juli 1988 (sag 164/87, Simonella mod Kommissionen, Sml. s. 3807, praemis 19) fastslaaet, at et saadant anbringende "maa afvises for saa vidt det er rettet mod [at selve meddelelsen var ulovlig], men at dette vil vaere at realitetsbehandle, for saa vidt det vedroerer begrundelsen for den anfaegtede afgoerelse." Under anvendelse af dette princip accepterede Domstolen i den paagaeldende sag at realitetsproeve anbringendet om, at meddelelsen om udvaelgelsesproeve var ulovlig, for saa vidt som den undlod at specificere karaktergivningen for kvalifikationsbeviser og proeverne under udvaelgelsesproeven. Denne dom falder saaledes i lige linje med Domstolens praksis, som indledtes med den ovennaevnte dom i Adams-sagen, og saaledes som den er blevet nuanceret i den ovennaevnte dom i Sergio-sagen.

25 I praemis 17 i ovennaevnte dom i Adams-sagen fastslog Domstolen, at en ansoeger rettidigt maa anfaegte de bestemmelser i meddelelsen om udvaelgelsesproeve, som efter hans opfattelse indeholder et klagepunkt imod ham, med begrundelsen, at "i modsat fald er det nemlig muligt at anfaegte en meddelelse om udvaelgelsesproeve laenge efter dens offentliggoerelse og efter, at de fleste eller alle etaper i forbindelse med udvaelgelsesproeven allerede er afsluttet, hvilket strider mod retssikkerhedsprincippet samt mod principperne om den berettigede forventning og god forvaltningsskik." Det er vaesentligt at bemaerke, at i den paagaeldende sag blev anbringenderne om, at meddelelsen om udvaelgelsesproeve var ulovlig, som blev afvist fra realitetsbehandling, ikke fremfoert af sagsoegerne i tilknytning til begrundelsen i de afslag paa adgang til udvaelgelsesproeven, som var genstand for soegsmaalet. Disse afgoerelser var nemlig baseret paa udvaelgelseskomitéens bedoemmelse af sagsoegernes kvalifikationsbeviser og faglige erfaring. Paa dette punkt indskraenkede sagsoegerne sig imidlertid i det vaesentlige til at goere gaeldende, at udvaelgelsesproevens formaal var at oprette en ansaettelsesreserve inden for tre typer funktioner, der i den grad var forskellige, at det ikke var muligt et fastlaegge et faelles niveau inden for rammerne af samme udvaelgelsesproeve, og at meddelelsen ikke omtalte karaktergivningen for kvalifikationsbeviserne og proeverne. I tilknytning til deres klagepunkter anfaegtede sagsoegerne imidlertid ikke materielt lovligheden af de af udvaelgelseskomitéen anvendte kriterier og ej heller karaktergivningen.

26 I ovennaevnte dom i Sergio-sagen uddybede Domstolen raekkevidden af det i ovennaevnte Adams-dom knaesatte princip, idet den udtrykkeligt praeciserede, at "den omstaendighed, at meddelelsen om udvaelgelsesproeven ikke har vaeret anfaegtet inden for fristerne, ikke [forhindre] en sagsoeger i at paaberaabe sig mangler opstaaet under udvaelgelsesproevens forloeb, selv om saadanne manglers oprindelse kan findes i ordlyden af meddelelsen om udvaelgelsesproeven" (praemis 15). I den paagaeldende sag konstaterede Domstolen, at det fremgik af sagens akter, og at det var blevet bekraeftet under den mundtlige forhandling, at de omhandlede anbringender kun vedroerte meddelelsen om udvaelgelsesproeven, og fandt, at de maatte afvises, fordi meddelelsen ikke var blevet anfaegtet rettidigt. Paa linie med denne praksis fastslog Domstolen, som det allerede er blevet omtalt ovenfor, i praemis 17 og 19 i Simonella-dommen, at udtrykket "mangler opstaaet under udvaelgelsesproevens forloeb", som der henvistes til i Sergio-dommen, skal forstaas som en mangel, "som har paavirket selve udvaelgelsesproevens forloeb", i det omfang mangelen angik den anfaegtede afgoerelses begrundelse (tilsvarende Domstolens dom af 6.7.1988, sag 181/87, Agazzi Leonard mod Kommissionen, Sml. s. 3823, praemis 24, samt Rettens dom af 9.10.1992, sag T-50/91, De Persio mod Kommissionen, Sml. II, s. 2365, i hvilken Retten realitetsbehandlede spoergsmaalet om lovligheden i forhold til vedtaegten af det individuelle afslag paa sagsoegerens ansoegning; i dette var givet den begrundelse, at ansoegeren ikke opfyldte den i meddelelsen fastsatte betingelse om at tilhoere samme kategori/loenklasse/tjenestegruppe som den, hvortil den ledige stilling henhoerte).

27 Det findes ikke noedvendigt naermere at undersoege sagsoegerens anbringende om, at Domstolens dom i ovennaevnte Adams-sag ikke stemmer overens med den forudgaaende retspraksis, for det fremgaar klart at ovenstaaende analyse, at naar anbringendet om ulovlighed af meddelelsen om udvaelgelsesproeven, der ikke er blevet anfaegtet rettidigt, vedroerer begrundelsen i den anfaegtede, individuelle afgoerelse, har Domstolen antaget anbringendet til realitetsbehandling. Under disse naermere omstaendigheder har Domstolen altsaa ikke afveget fra den loesning, som blev udstukket i praksis fra foer Adams-dommen, og som navnlig blev knaesat i dommen i ovennaevnte Alfieri-sag, i hvilken Domstolen fastslog, at "under hensyntagen til den naere forbindelse mellem de forskellige foranstaltninger, som udvaelgelsesproceduren bestaar af, boer det accepteres, at en sagsoeger, der anlaegger sag til proevelse af senere akter under en saadan procedure, kan paaberaabe sig ulovligheden af forudgaaende akter, der er taet forbundne med disse" (praemis 3), og som sagsoegeren har paaberaabt sig. Det fremgaar saaledes af Adams-dommen, naar den fortolkes i lyset af Domstolens efterfoelgende domme, at kun i tilfaelde, hvor der ikke bestaar en taet forbindelse mellem selve begrundelsen i den anfaegtede afgoerelse og det paagaeldende anbringende, skal sidstnaevnte afvises i henhold til de praeceptive regler om soegsmaalsfrister, som ikke i et tilfaelde af denne art kan fraviges uden at tilsidesaette retssikkerhedsprincippet.

28 Under disse omstaendigheder kan det af sagsoegte under retsmoedet fremfoerte argumentet om, at antagelsen til proevelse af anbringender, som angaar spoergsmaalet om ulovligheden af meddelelsen om udvaelgelsesproeve, og som vedroerer begrundelsen i det individuelle afslag, boer vurderes i forhold til sagens konkrete omstaendigheder, ikke tiltraedes. Det ville isaer vaere uforeneligt med retssikkerhedsprincippet og domstolsbeskyttelsen af de beroerte ansoegere, saafremt antagelsen af saadanne anbringender blev gjort betinget af et krav om, at der skal foreligge en uklarhed eller ubestemthed enten allerede i selve de i meddelelsen fastsatte betingelser eller i forbindelse med anvendelsen af dem i betragtning af den paagaeldende sags konkrete omstaendigheder. Anvendelsen af saadanne betingelser ville stille den paagaeldende ansoeger i en vanskelig situation, naar han skal afgoere, hvornaar han boer anlaegge sag.

29 Det foelger heraf, at i den foreliggende sag skal anbringenderne vedroerende ulovligheden af de i meddelelsen om udvaelgelsesproeven fastsatte adgangsbetingelser antages til realitetsbehandling, i det omfang de angaar den anfaegtede afgoerelses begrundelse. I denne sag konstaterer Retten, at der bestaar en saadan forbindelse mellem de af sagsoegeren paaberaabte anbringender og begrundelsen i den anfaegtede afgoerelse. Saaledes har sagsoegeren paastaaet afslaget annulleret i det vaesentlige med den begrundelse, at afslaget er baseret paa en i meddelelsen om udvaelgelsesproeven fastsat adgangsbetingelse, som ved at udelukke ansoegere, der besidder en universitetseksamen, udgoer en tilsidesaettelse af vedtaegtens bestemmelser, det almindelige princip om ligebehandling samt retten til fri erhvervsudoevelse.

30 Det foelger af det anfoerte, at Kommissionens formalitetsindsigelse maa forkastes.

Sagens omkostninger

31 I henhold til artikel 87, stk. 1, i Rettens procesreglement traeffes afgoerelsen om sagens omkostninger ved den dom eller kendelse, hvorved sagens behandling afsluttes.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling)

1) Sagen antages i det hele til realitetsbehandling.

2) Afgoerelsen om sagens omkostninger udsaettes.