–

Thomas Neufeldt m.fl. og Eberhaard Schmeer ved Rechtsanwalt P. Degott,

–

Ivan Wallmann ved Rechtsanwalt M. Kleinmann,

–

Holger og Nicole Schlosser, Regina Lorenz og Prisca Sprecher, Brigitta Schoen og EUflight.de GmbH ved Rechtsanwälte H. Deussen og M. Diekmann,

–

Brigitte Wittmann ved Rechtsanwalt R. Weist,

–

Reinhard Wittmann ved Rechtsanwalt M. Michel,

–

Ralph Eßer som selvmøder,

–

Werner Ansorge og Herbert Blesgen ved Rechtsanwältin J. Lucar-Jung,

–

Simone Künnecke m.fl. ved Rechtsanwalt C. Steding,

–

TUIfly GmbH ved Rechtsanwälte P. Kauffmann og K. Witt,

–

den tyske regering ved T. Henze, M. Hellmann og M. Kall, som befuldmægtigede,

–

den franske regering ved E. de Moustier og I. Cohen, som befuldmægtiget,

–

den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved K.-Ph. Wojcik, K. Simonsson og N. Yerrell, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 5, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT 2004, L 46, s. 1).

2

Anmodningerne er blevet indgivet i forbindelse med tvister mellem passagerer og TUIfly GmbH, et luftfartsselskab, vedrørende sidstnævntes afslag på at udbetale kompensation til nævnte passagerer for deres flyafgange, der blev gennemført med lange forsinkelser eller aflyst.

3

Følgende fremgår af 1., 4., 14. og 15. betragtning til forordning nr. 261/2004:

[…]

[…]

4

Under titlen »Aflysning« bestemmer forordningens artikel 5:

»1.   Hvis en flyafgang aflyses, skal berørte passagerer:

[…]

[…]

3.   Et transporterende luftfartsselskab har ikke pligt til at udbetale kompensation i henhold til artikel 7, hvis det kan godtgøre, at aflysningen skyldes usædvanlige omstændigheder, som ikke kunne have været undgået, selv om alle forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes, faktisk var blevet truffet.«

5

Under titlen »Kompensationsret« bestemmer forordningens artikel 7, stk. 1:

»Når der henvises til denne artikel modtager passageren en fast kompensation som følger:

[…]«

6

Sagsøgerne i hovedsagerne havde bestilt billetter ved TUIfly til de flyafgange, som skulle gennemføres af det pågældende luftfartsselskab mellem den 3. og den 8. oktober 2016.

7

Som det fremgår af forelæggelsesafgørelserne, blev samtlige flyafgange enten aflyst eller forsinket med tre timer eller mere i forhold til ankomsttidspunktet på grund af et ualmindelig højt fravær blandt TUIflys personale, der blev begrundet med sygdom, efter at luftfartsselskabets ledelse den 30. september 2016 meddelte sin medarbejderstab virksomhedens omstruktureringsplaner.

8

Det fremgår ligeledes af de pågældende afgørelser, at mens fraværsandelen på grund af sygdom blandt TUIflys personale sædvanligvis udgør omkring 10% af medarbejderstaben, steg den pågældende andel mellem den 1. oktober 2016 og den 10. oktober 2016 væsentligt fra 34% til 89% for så vidt angår cockpitpersonalet og fra 24% til 62% for kabinepersonalet.

9

Som konsekvens heraf aflyste TUIfly sin oprindelige afgangsplan for sine flyafgange fuldstændigt og foretog subcharter hos andre luftfartsselskaber og kaldte medarbejdere, som var på ferie, tilbage.

10

På grund af nævnte fravær blandt dets personale blev 24 flyafgange imidlertid gennemført med lange forsinkelser den 3. oktober 2016. Den 4. oktober 2016 blev 29 flyafgange ligeledes gennemført med lange forsinkelser, og syv afgange blev aflyst. Fra den 5. oktober 2016 blev store dele af flyafgangene aflyst. Den 7. og den 8. oktober 2016 blev samtlige flyafgange fra Tyskland aflyst af TUIfly.

11

Om aftenen den 7. oktober 2016 informerede TUIflys ledelse sine medarbejdere om, at der var blevet indgået en aftale med sidstnævntes repræsentanter.

12

På denne baggrund, der af TUIfly betegnes som »usædvanlige omstændigheder« som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning 261/2004, har selskabet nægtet at udbetale kompensation til sagsøgerne i hovedsagen som fastsat i artikel 5, stk. 1, litra c), nr. iii), og artikel 7 i forordning nr. 261/2004 som fortolket af Domstolen.

13

I sagerne C-195/17, C-197/17 – C-203/17, C-226/17, C-228/17, C-274/17, C-275/17, C-278/17 – C-286/17 og C-290/17 samt C-291/17 har Amtsgericht Hannover (byretten i Hannover, Tyskland) anført, at et besætningsmedlems sygdom, i hvert fald når den ikke skyldes en sabotagehandling udefra begået af tredjemand, og som gør det nødvendigt at udskifte den pågældende, ifølge tysk retspraksis ikke udgør »usædvanlige omstændigheder« som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 261/2004.

14

Samtidig med, at den forelæggende ret har rejst spørgsmålet om muligheden for at kvalificere de situationer, der førte til retssagerne, som »usædvanlige omstændigheder« – så vidt som disse situationer vedrører en fraværsandel, som ikke er karakteristisk for et luftfartsselskabs sædvanlige aktivitetsudøvelse, men som, således som sagsøgte i hovedsagen hævder det, navnlig opstår i tilfælde af en »vild strejke« eller en opfordring til boykot fra medarbejderne selv – er retten ikke desto mindre af den opfattelse, at det i de foreliggende sager bør konkluderes, at der ikke foreligger nogen »usædvanlige omstændigheder«.

15

Den nævnte ret har dels fremhævet, at det i hovedsagen omhandlede luftfartsselskab nemlig potentielt har bidraget til en sådan fraværsandels opståen ved at orientere om virksomhedens omstruktureringsforanstaltninger. Dels at selv om flertallet af de tyske retter anerkender eksistensen af »usædvanlige omstændigheder« i tilfælde af såvel en intern som en ekstern strejke, skyldes medarbejdermes fravær i de tvister, der er anlagt ved Amtsgericht Hannover (byretten i Hannover), en opfordring til visse af det omhandlede luftfartsselskabs medarbejdere om at melde sig syge og hidrører således ikke officielt fra en fagforening. En sådan social bevægelse adskiller sig således fra en officiel strejke og skal betegnes som en »vild strejke«, for hvilken fagforeningsfriheden ikke gælder.

16

Hvis omstændighederne i tvisterne for den forelæggende ret kan betegnes som »usædvanlige omstændigheder«, ønsker sidstnævnte desuden oplyst, om disse omstændigheder kun kan anerkendes i relation til de berørte flyafgange, eller om de ligeledes kan anerkendes for flyafgangene efter de »usædvanlige omstændigheders« indtræden, hvorved de berørte luftfartsselskaber kan nægte at udbetale kompensation til passagererne på de efterfølgende flyafgange, der er berørt af en eventuel omorganisering af flyafgangene, som finder sted efter nævnte »usædvanlige omstændigheders« indtræden.

17

I denne henseende har den forelæggende ret henvist til de tyske retters indbyrdes afvigende praksis. Retten har ikke desto mindre bemærket, at EU-lovgivers vilje, således som den fremgår af 15. betragtning til forordning nr. 261/2004 samt den lære, der kan udledes af dom af 4. oktober 2012, Finnair (C-22/11, EU:C:2012:604), efter rettens opfattelse gør det muligt at overveje, hvorvidt luftfartsselskabet kun kan påberåbe sig artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 261/2004 for den flyafgang, der er berørt af de omhandlede »usædvanlige omstændigheder«.

18

På denne baggrund har Amtsgericht Hannover (byretten i Hannover) besluttet at udsætte sagerne og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

19

I sag C-292/17 har den forelæggende ret, Amtsgericht Düsseldorf (byretten i Düsseldorf, Tyskland) anført, at Domstolen i dom af 4.oktober 2012, Finnair (C-22/11, EU:C:2012:604), ganske vist anså boardingafvisning af en passager på en flyvning, som ikke var berørt af en strejke, til fordel for en anden passager, hvis tidligere flyvning var blevet berørt af en strejke, for omfattet af kompensationspligten. Denne dom kan dog ikke nødvendigvis overføres med hensyn til aflysningen af en flyafgang, for så vidt som forordning nr. 261/2004 ikke giver mulighed for, at luftfartsselskabet kan påberåbe sig de »usædvanlige omstændigheder« for at undgå sin forpligtelse til at udbetale kompensation i tilfælde af boardingafvisning.

20

Retten har imidlertid fundet, at forordningens artikel 5, stk. 3, kræver, at aflysningen af den pågældende flyafgang skyldes »usædvanlige omstændigheder«, og at der dermed består en årsagssammenhæng mellem nævnte omstændighed og denne aflysning. Aflysning af en flyafgang, som ikke skyldes sygdom, men en af luftfartsselskabet truffet beslutning om at omorganisere samtlige dets flyafgange under hensyntagen til denne omstændighed, gør det dog ikke muligt direkte at tilskrive aflysningen af nævnte flyafgang den nævnte omstændighed. En sådan fortolkning af forordningens artikel 5, stk. 3, kunne støttes på 15. betragtning dertil, hvorefter de »usædvanlige omstændigheder« skal have påvirket en bestemt flyafgang.

21

Under disse omstændigheder har Amtsgericht Düsseldorf (byretten i Düsseldorf) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

22

Ved afgørelser truffet af Domstolens præsident den 10., 18. og 29. maj 2017 er sagerne C-195/17, C-197/17 – C-203/17, C-226/17, C-228/17, C-254/17, C-274/17, C-275/17, C-278/17 – C-286/17 og C-290/17 – C-292/17 blevet forenet med henblik på den mundtlige forhandling og dommen.

23

TUIfly har gjort gældende, at det første, det tredje og det fjerde præjudicielle spørgsmål forelagt af Amtsgericht Hannover (byretten i Hannover) ikke kan antages til realitetsbehandling. Dette er tilfældet for så vidt angår det første spørgsmål, fordi der hermed søges oplysning om, hvor høj fraværsandelen skal være for at udgøre »usædvanlige omstændigheder«, hvilket henhører under den nationale rets kompetence med hensyn til de faktiske omstændigheder. Det tredje spørgsmål har ikke nogen forbindelse til hovedsagens genstand, da TUIfly ikke opstillede en ny afgangsplan ud fra»virksomhedens driftsøkonomiske overvejelser«, men begrænsede sig til at omorganisere sine flyafgange uden hensyn til omkostningerne eller på baggrund af sådanne økonomiske overvejelser. Endelig er det fjerde spørgsmål for abstrakt.

24

Det bemærkes i denne henseende, at der i overensstemmelse med Domstolens faste praksis er en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante. Domstolen kan kun afvise en anmodning fra en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 28.2.2018, ZPT, C-518/16, EU:C:2018:126, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

25

I det foreliggende tilfælde må det fastslås, at Amtsgericht Hannover (byretten i Hannover) med sit første præjudicielle spørgsmål søger at opnå en fortolkning fra Domstolen af begrebet »usædvanlige omstændigheder« som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 261/2004 i lyset af de faktiske omstændigheder i hovedsagerne. En kvalificering i henhold til EU-retten af de faktiske omstændigheder, som den forelæggende ret har fastlagt, vil netop indebære en fortolkning af EU-retten, som Domstolen har kompetence til at foretage inden for rammerne af proceduren i artikel 267 TEUF (dom af 20.12.2017, Asociación Profesional Elite Taxi, C-434/15, EU:C:2017:981, præmis 20).

26

For så vidt angår den fremsatte kritik af det tredje præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Amtsgericht Hannover (byretten i Hannover), skal det bemærkes, at denne formodning for spørgsmålets relevans ikke kan tilbagevises på grund af den omstændighed alene, at en af parterne i hovedsagen har bestridt visse faktiske omstændigheder vedrørende tvisten i hovedsagen, som det ikke tilkommer Domstolen at vurdere rigtigheden af, og som er afgørende for fastlæggelsen af tvistens genstand (dom af 22.9.2016, Breitsamer und Ulrich, C-113/15, EU:C:2016:718, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

27

Endelig kan det fjerde spørgsmål forelagt af Amtsgericht Hannover (byretten i Hannover) ikke betragtes som abstrakt, da det er direkte forbundet med tvisternes genstand i hovedsagerne og derfor ikke er hypotetisk. Retten søger at opnå Domstolens fortolkning af de regler, der gør det muligt for luftfartsselskaberne at blive fritaget for deres pligt til at udbetale kompensation til passagererne i henhold til artikel 5, stk. 1, litra c), og artikel 7 i forordning nr. 261/2004 i tilfælde af, at det første eller det andet præjudicielle spørgsmål forelagt af denne ret besvares bekræftende.

28

Som følge heraf må TUIflys formalitetsindsigelser mod det første, det tredje og det fjerde præjudicielle spørgsmål forelagt af Amtsgericht Hannover (byretten i Hannover) forkastes.

29

Med sit første og andet præjudicielle spørgsmål i sagerne C-195/17, C-197/17 – C-203/17, C-226/17, C-228/17, C-274/17, C-275/17, C-278/17 til C-286/17, C-290/17 og C-291/17 samt de præjudicielle spørgsmål i sag C-292/17, som behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 261/2004, jf. 14. betragtning hertil, skal fortolkes således, at det spontane fravær af en væsentlig del af flypersonalet (»vild strejke«) som det i hovedsagerne omhandlede er omfattet af begrebet »usædvanlige omstændigheder« som omhandlet i denne bestemmelse.

30

I den henseende bemærkes, at for så vidt angår flyaflysninger eller lange forsinkelser, dvs. forsinkelser der varer tre timer eller længere, har EU-lovgiver haft til hensigt at fastlægge forpligtelserne for luftfartsselskaberne i artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 261/2004 (dom af 4.5. 2017, Pešková og Peška, C-315/15, EU:C:2017:342, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

31

Det fremgår af 14. og 15. betragtning til forordningen samt af dens artikel 5, stk. 3, som udgør en undtagelse fra bestemmelserne i artiklens stk. 1, at luftfartsselskabet er fritaget for sin forpligtelse til at udbetale passagerer kompensation i henhold til artikel 7 i forordning nr. 261/2004, hvis det kan godtgøre, at en aflysning eller forsinkelse på tre timer eller mere i forhold til ankomsttidspunktet skyldes »usædvanlige omstændigheder«, som ikke kunne have været undgået, selv om alle forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes, faktisk var blevet truffet (dom af 4.5.2017, Pešková og Peška, C-315/15, EU:C:2017:342, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).

32

Begivenheder, der på grund af deres karakter eller oprindelse ikke er et led i det pågældende luftfartsselskabs sædvanlige aktivitetsudøvelse, og som ligger uden for luftfartsselskabets faktiske kontrol, kan betegnes som usædvanlige »omstændigheder« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 261/2004 (dom af 4.5.2017, Pešková og Peška, C-315/15, EU:C:2017:342, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

33

I henhold til 14. betragtning til nævnte forordning kan sådanne omstændigheder især opstå som følge af strejker, der berører luftfartsselskabets drift.

34

I den forbindelse har Domstolen allerede haft lejlighed til at præcisere, at de omstændigheder, der henvises til i denne betragtning, ikke nødvendigvis og automatisk fører til fritagelse fra pligten til at udbetale kompensation i henhold til artikel 5, stk. 1, litra c), i forordning nr. 261/2004 (jf. i denne retning dom af 22.12.2008, Wallentin-Hermann, C-549/07, EU:C:2008:771, præmis 22), og at det som følge heraf er hensigtsmæssigt fra sag til sag at vurdere, om de opfylder de to kumulative betingelser, der er gengivet i denne doms præmis 32.

35

Det fremgår nemlig af Domstolens praksis, at ikke enhver pludselig begivenhed nødvendigvis skal kvalificeres som »usædvanlige omstændigheder« som omhandlet i den foregående præmis, men at det er muligt at lægge til grund, at en sådan begivenhed er et led i det pågældende luftfartsselskabs sædvanlige aktivitetsudøvelse (jf. i denne retning dom af 17.9.2015, van der Lans, C-257/14, EU:C:2015:618, præmis 42).

36

Under hensyntagen til formålet med forordning nr. 261/2004, som er at sikre et højt beskyttelsesniveau for passagererne, således som det fremgår af den første betragtning hertil, og til at forordningens artikel 5, stk. 3, fraviger princippet om, at passagerer har krav på kompensation, hvis deres flyafgang aflyses eller gennemføres med en lang forsinkelse, skal begrebet »usædvanlige omstændigheder« som omhandlet i sidstnævnte stykke i øvrigt fortolkes strengt (jf. i denne retning dom af 22.12.2008, Wallentin-Hermann, C-549/07, EU:C:2008:771, præmis 20).

37

Det er under hensyn til disse elementer, at det skal afgøres, om en »vild strejke« som den i hovedsagen omhandlede kan betegnes som »usædvanlige omstændigheder« i henhold til artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 261/2004.

38

I den foreliggende sag fremgår det af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at den »vilde strejke« blandt det pågældende luftfartsselskabs personale skyldtes luftfartsselskabets uventede meddelelse om en omstrukturering af virksomheden. Denne meddelelse førte til, at flypersonalets fravær igennem omtrent en uge var særdeles højt efter en opfordring, som ikke kom fra virksomhedens medarbejderrepræsentanter, men spontant på medarbejdernes eget initiativ, idet de sygemeldte sig.

39

Det er således ubestridt, at denne »vilde strejke« blev udløst af TUIflys personale for at fremføre personalets krav, i det foreliggende tilfælde vedrørende de omstruktureringsforanstaltninger, som blev meddelt af det pågældende luftfartsselskabs ledelse.

40

Som Europa-Kommissionen med rette har anført i sine skriftlige indlæg, er omstrukturering og reorganisering af virksomheder imidlertid en del af den normale forvaltning af sidstnævnte.

41

Luftfartsselskabet kan således almindeligvis i forbindelse med udøvelsen af sine aktiviteter blive konfronteret med uenigheder eller endda konflikter med dets personale eller en del af dette personale.

42

Som følge heraf skal de risici, der er et resultat af de sociale konsekvenser, som følger med sådanne foranstaltninger, under de betingelser, der fremgår af denne doms præmis 38 og 39, anses for et led i det pågældende luftfartsselskabs sædvanlige aktivitetsudøvelse.

43

I øvrigt kan den »vilde strejke« i hovedsagen ikke anses for at ligge uden for det pågældende luftfartsselskabs effektive kontrol.

44

Ud over det faktum, at denne »vilde strejke« skyldtes en afgørelse truffet af nævnte luftfartsselskab, skal det bemærkes, at nævnte strejke på trods af den høje fraværsandel omtalt af den forelæggende ret ophørte efter, at der blev indgået en aftale med arbejdstagernes repræsentanter.

45

Som følge heraf kan en sådan strejke ikke betegnes som »usædvanlige omstændigheder« som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 261/2004, der effektivt kan fritage luftfartsselskabet fra dets pligt til at udbetale kompensation i henhold til forordningens artikel 5, stk. 1, litra c), og artikel 7, stk. 1.

46

Denne betragtning kan ikke bringes i tvivl af den omstændighed, at den nævnte sociale bevægelse i henhold til den gældende tyske social- og arbejdsmarkedslovgivning kunne betegnes som en »vild strejke«, idet den ikke var blevet formelt indledt af en fagforening.

47

At skelne mellem de strejker, som på grundlag af gældende national lovgivning er lovlige, og de, der ikke er lovlige, for at afgøre, om de kan betegnes som »usædvanlige omstændigheder« i henhold til artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 261/2004, ville faktisk medføre, at passagernes ret til kompensation ville afhænge af social- og arbejdsmarkedslovgivningen i hver enkelt medlemsstat, hvorved målene med første og fjerde betragtning til forordning nr. 261/2004 om at sikre et højt beskyttelsesniveau for passagererne såvel som ens betingelser for luftfartsselskabers udøvelse af deres aktiviteter inden for Unionens område ville blive bragt i fare.

48

På baggrund af ovenstående skal de første to præjudicielle spørgsmål i sagerne C-195/17, C-197/17 – C-203/17, C-226/17, C-228/17, C-274/17, C-275/17, C-278/17 – C-286/17, C-290/17 og C-291/17 og de præjudicielle spørgsmål i sagen C-292/17 besvares med, at artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 261/2004, jf. 14. betragtning hertil, skal fortolkes således, at det spontane fravær af en væsentlig del af flypersonalet (»vild strejke«) som det i hovedsagerne omhandlede, der skyldes et luftfartsselskabs uventede meddelelse om en omstrukturering af virksomheden, hvilket fravær ikke sker på opfordring fra virksomhedens medarbejderrepræsentanter, men spontant på medarbejdernes eget initiativ, idet de sygemelder sig, ikke er omfattet af begrebet »usædvanlige omstændigheder« som omhandlet i denne bestemmelse.

49

Henset til besvarelsen af det første og det andet præjudicielle spørgsmål i sagerne C-195/17, C-197/17 – C-203/17, C-226/17, C-228/17, C-274/17, C-275/17, C-278/17 – C-286/17, C-290/17 og C-291/17 er det ufornødent at behandle det tredje og det fjerde præjudicielle spørgsmål i disse sager samt de præjudicielle spørgsmål i sag C-292/17, for så vidt de vedrører konsekvenserne af kvalificeringen som »usædvanlige omstændigheder« i forhold til de faktiske omstændigheder i hovedsagen.

50

Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for de forelæggende retter, tilkommer det disse at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Artikel 5, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91, jf. 14. betragtning hertil, skal fortolkes således, at det spontane fravær af en væsentlig del af flypersonalet (»vild strejke«) som det i hovedsagerne omhandlede, der skyldes et luftfartsselskabs uventede meddelelse om en omstrukturering af virksomheden, hvilket fravær ikke sker på opfordring fra virksomhedens medarbejderrepræsentanter, men spontant på medarbejdernes eget initiativ, idet de sygemelder sig, ikke er omfattet af begrebet »usædvanlige omstændigheder« som omhandlet i denne bestemmelse.