1. 

Kan EU-institutionerne, når de konstaterer dumpingmargener, særlig i tilfælde af import fra et land uden markedsøkonomi, udelukke visse eksporttransaktioner vedrørende visse typer af den pågældende vare fra sammenligningen mellem den normale værdi og eksportprisen. Hvilken rækkevidde har kravet om, at der skal foretages justeringer i forbindelse med forpligtelsen til at foretage en rimelig sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen, når den normale værdi er beregnet på grundlag af metoden med et referenceland?

2. 

Det er i det væsentlige de vigtigste spørgsmål, der er rejst i de foreliggende forenede sager, som vedrører to appeller indgivet i fællesskab af to kinesiske selskaber, nemlig Changshu City Standard Parts Factory og Ningbo Jinding Fastener Co. Ltd. De to selskaber har med deres appeller nedlagt påstand om ophævelse af Rettens dom af 29. april 2015, Changshu City Standard Parts Factory og Ningbo Jinding Fastener mod Rådet ( 2 ) (herefter den »appellerede dom«), hvormed Retten forkastede deres søgsmål med påstand om annullation af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 924/2012 af 4. oktober 2012 ( 3 ) (herefter den »omtvistede forordning«).

3. 

I disse sager anmodes Domstolen om vigtige præciseringer med hensyn til rækkevidden af de forpligtelser, der påhviler Europa-Kommissionen og Rådet (herefter under et »institutionerne«), når de konstaterer en dumpingmargen, særlig i tilfælde af import fra et land uden markedsøkonomi.

4.

Artikel 2 i aftalen om gennemførelse af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (herefter »GATT«) (herefter »antidumpingaftalen«) ( 4 ), der har overskriften »Konstatering af dumping«, bestemmer:

»2.4.   Der foretages en rimelig sammenligning mellem eksportprisen og den normale værdi. Denne sammenligning foretages i samme handelsled, normalt ab fabrik, og for salg, der finder sted på tidspunkter, som ligger så tæt op ad hinanden som muligt. Der tages i hvert enkelt tilfælde behørigt hensyn til forskelle, der har betydning for prisernes sammenlignelighed, herunder forskelle i salgsvilkår, beskatning, handelsled, mængder og fysiske egenskaber samt alle andre forskelle, om hvilke det også påvises, at de har betydning for prisernes sammenlignelighed. […] Myndighederne tilkendegiver over for de pågældende parter, hvilke oplysninger der er nødvendige for at sikre en rimelig sammenligning, og de undlader i den forbindelse at pålægge nævnte parter en urimelig bevisbyrde. […]

2.4.2.   Under hensyntagen til bestemmelserne i stk. 4 om en rimelig sammenligning skal forekomsten af dumpingmargener i undersøgelsesfasen normalt fastslås på grundlag af en sammenligning mellem den normale værdi beregnet som et vejet gennemsnit og det vejede gennemsnit af priserne for alle sammenlignelige eksporttransaktioner eller ved en sammenligning mellem den normale værdi og eksportpriserne på grundlag af hver enkelt transaktion.«

5.

Forordning (EF) nr. 1225/2009 (herefter »grundforordningen«) ( 5 ) bestemmer i artikel 2 med overskriften »Konstatering af dumping«:

»[…]

C. Sammenligning

D. Dumpingmargen

6.

Retten fremstillede baggrunden for tvisterne således i den appellerede doms præmis 1-16. I forbindelse med den foreliggende sag er det tilstrækkeligt at bemærke, at Rådet med forordning nr. 91/2009 ( 6 ) indførte en antidumpingtold på importen af visse skruer, bolte, møtrikker og lignende varer af jern eller stål med oprindelse i Kina.

7.

Den 28. juli 2011 vedtog tvistbilæggelsesorganet under WTO rapporten fra appelorganet samt rapporten fra panelet ændret ved appelorganets rapport i sagen »De Europæiske Fællesskaber – De endelige antidumpingforanstaltninger vedrørende visse skruer, bolte, møtrikker og lignende varer af jern eller stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina« ( 7 ). I disse rapporter blev det fastslået, at EU havde tilsidesat en række bestemmelser i WTO-bestemmelserne.

8.

Kommissionen indledte en genbehandling af de antidumpingforanstaltninger, der blev indført med forordning nr. 91/2009, for at fastslå, hvordan forordningen skulle ændres for at bringe den i overensstemmelse med tvistbilæggelsesorganets anbefalinger ( 8 ).

9.

Efter denne genbehandling, der blev gennemført på grundlag af forordning (EF) nr. 1515/2001 ( 9 ), vedtog Rådet den 4. oktober 2012 den omtvistede forordning.

10.

Rådet anførte i den omtvistede forordning først og fremmest, at tvistbilæggelsesorganets rapporter ikke havde indvirket på konstateringerne i forordning nr. 91/2009 om den pågældende vare og det tilsvarende produkt ( 10 ).

11.

Derefter fremhævede Rådet, at den normale værdi for de eksporterende producenter, som appellanterne, der ikke er indrømmet markedsøkonomisk behandling, i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), skal fastsættes på grundlag af priserne eller den beregnede værdi i et referenceland. I den foreliggende sag blev Indien betragtet som et passende tredjeland med markedsøkonomi. I det foreliggende tilfælde blev Indien anset for et egnet tredjeland med markedsøkonomi. Den normale værdi blev således fastsat på grundlag af priserne på den pågældende vare solgt i det indre marked af en indisk producent, som samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen ( 11 ).

12.

Rådet forkastede dernæst anmodningerne om justering fremsat navnlig af appellanterne i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, og begrundet i forskelle i produktionsomkostninger samt energiforbrug og produktivitet ( 12 ). Rådet anførte i denne forbindelse, at parterne ikke havde ført bevis for, at omkostningsforskellene havde udmøntet sig i prisforskelle. Rådet bemærkede, at der i forbindelse med undersøgelser af lande uden markedsøkonomi som f.eks. Kina, anvendes et tredjeland med markedsøkonomi for at undgå, at der tages hensyn til priser og omkostninger, der ikke er et normalt resultat af markedskræfterne. Da ingen af de kinesiske eksporterende producenter blev indrømmet markedsøkonomisk behandling i den oprindelige undersøgelse, kunne deres omkostningsstruktur ikke betragtes som en afspejling af markedsværdier, der kan anvendes som grundlag for justeringer, navnlig hvad angår adgang til råmaterialer. Endvidere konkurrerede den indiske producent med talrige andre producenter på det indiske hjemmemarked, således at dennes priser fuldt ud afspejlede situationen på hjemmemarkedet. Rådet forkastede derfor anmodningerne om justering.

13.

Institutionerne valgte med henblik på konstatering af dumpingmargenerne i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 11, at foretage en sammenligning mellem den normale værdi beregnet som et vejet gennemsnit og det vejede gennemsnit af priserne for alle eksporttransaktioner til EU (herefter »den første symmetriske metode«) ( 13 ).

14.

I forbindelse med sammenligningen viste det sig imidlertid, at den indiske producent ikke producerede og afsatte alle de typer af den pågældende vare, som de kinesiske eksporterende producenter eksporterede ( 14 ).

15.

Under disse omstændigheder foretog institutionerne alene en sammenligning af eksportprisen og den normale værdi for de typer af den pågældende vare, som de kinesiske eksporterende producenter eksporterede, og for hvilke den indiske producent fremstillede og solgte en tilsvarende type. Eksporten af de typer af den pågældende vare, som den indiske producent ikke solgte på det indiske hjemmemarked, blev udelukket fra beregningen af dumpingmargenen ( 15 ). Det således fastsatte dumpingbeløb blev dog efterfølgende anvendt på alle typerne af den pågældende vare produkt ( 16 ).

16.

Institutionerne betragtede denne metode som den mest pålidelige metode for fastsættelse af dumpingniveauet, da »[f]orsøg på at sammenligne alle andre eksporterede typer med […] sammenlignelige typer ville have ledt til unøjagtige konklusioner« ( 17 ). De fandt ligeledes, at de eksporttransaktioner, der blev anvendt til beregning af dumpingen, var repræsentative for alle de typer af den pågældende vare produkt, som de kinesiske eksporterende producenter eksporterer ( 18 ).

17.

Sammenfattende nedsatte den omtvistede forordning den antidumpingtold, der var fastsat i forordning nr. 91/2009, til 38,3% for Changshu City Standard Parts Factorys vedkommende, mens den opretholdt den told, der var fastsat for Ningbo Jinding Fastener, på 64,3% ( 19 ).

18.

Den 12. februar 2016 vedtog tvistbilæggelsesorganet appelorganets rapport samt rapporten fra panelet ændret ved appelorganets rapport i sagen »De Europæiske Fællesskaber – De endelige antidumpingforanstaltninger vedrørende visse skruer, bolte, møtrikker og lignende varer af jern eller stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina – Forståelsen vedrørende tvistbilæggelse« ( 20 ). I disse rapporter blev det fastslået, at EU med den omtvistede forordning fortsat tilsidesatte en række bestemmelser i WTO-retten. Disse rapporter rejser bl.a. tvivl om de dele i den omtvistede forordning, der omhandler de anmodninger om justering, som visse berørte parter havde fremsat, samt udelukkelsen i forbindelse med beregning af dumpingmargenen af transaktioner vedrørende de typer af den pågældende vare, som de kinesiske eksporterende producenter eksporterede, og for hvilke nævnte indiske producent ikke fremstillede og solgte en tilsvarende type.

19.

Kommissionen vedtog den 26. februar 2016 gennemførelsesforordning (EU) 2016/278 ( 21 ). I denne forordning, der er vedtaget i henhold til forordning (EU) 2015/476 ( 22 ), besluttede Kommissionen på grundlag af de i det foregående punkt nævnte rapporter fra tvistbilæggelsesorganet at ophæve den antidumpingtold, der blev indført ved forordning nr. 91/2009 og ændret ved den omtvistede forordning.

20.

Ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor den 24. december 2012 anlagde appellanterne sag med påstand om annullation af den omtvistede forordning. Appellanterne anførte til støtte for deres søgsmål ved Retten to anbringender.

21.

Det første anbringende vedrørte en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), og stk. 8, 9 og 11, samt artikel 9, stk. 5, princippet om forbud mod forskelsbehandling samt antidumpingaftalens artikel 2.4.2. Med dette anbringende foreholdt appellanterne institutionerne, at de i forbindelse med beregningen af dumpingmargenen havde udelukket transaktioner vedrørende de typer af den pågældende vare, som de kinesiske eksporterende producenter eksporterer, og for hvilke den omhandlede indiske producent ikke fremstillede og solgte en tilsvarende type.

22.

Det andet anbringende vedrørte en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 10, og antidumpingaftalens artikel 2.4 samt en tilsidesættelse af artikel 296 TEUF. Det vedrørte nægtelsen af visse justeringer, som appellanterne havde anmodet om.

23.

Med den appellerede dom forkastede Retten appellanternes to anbringender og frifandt Rådet i det hele.

24.

Appellanterne har nedlagt følgende påstande:

25.

Rådet har nedlagt påstand om, at appellerne forkastes, og at appellanterne tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med appellerne og sagen for Retten.

26.

Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellerne afvises, og subsidiært at appellerne forkastes som ugrundede, og om at appellanterne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

27.

Ved afgørelse afsagt af Domstolens præsident den 22. september 2015 blev de to sager C-376/15 P og C-377/15 P forenet med henblik på den skriftlige og den mundtlige forhandling samt domsafsigelsen.

28.

Appellanterne har til støtte for deres appeller anført to anbringender. Inden disse anbringender analyseres, skal to indledende spørgsmål imidlertid afklares: Spørgsmålene om der foreligger litispendens og om, hvorvidt antidumpingaftalen og tvistbilæggelsesorganets afgørelser og henstillinger kan gøres gældende i den foreliggende sag.

29.

Kommissionen har rejst en indsigelse om litispendens. Den har gjort gældende, at appellerne i de to forenede sager er identiske. Der findes således sammenfald mellem parterne, de anfægtede retsakter, den dom, der appelleres, samt de anbringender og argumenter, som parterne har fremført i deres appeller.

30.

Det skal i denne forbindelse fremhæves, at det fremgår af Domstolens praksis, at et søgsmål indgivet efter et andet, og som vedrører de samme parter, er baseret på de samme anbringender og vedrører annullation af den samme retsakt, skal afvises som følge af litispendens ( 23 ).

31.

I den foreliggende sag må det fastslås, at de appeller, der er indgivet i fællesskab af de to appellanter i de to foreliggende sager, vedrører nøjagtigt de samme parter. Endvidere har de samme genstand, idet der i de to appeller er nedlagt påstand om ophævelse af Rettens dom i de forenede sager T-558/12 og T-559/12. Endelig er de to appeller identiske og anfører nøjagtigt de samme anbringender. Under disse omstændigheder bør appellen vedrørende sag C-377/15 P, eftersom den er iværksat senest, afvises på grund af litispendens.

32.

Parterne har i deres argumenter gjort visse af antidumpingaftalens bestemmelser og flere af tvistbilæggelsesorganets afgørelser og henstillinger gældende. I den appellerede dom henviste Retten med henblik på bedømmelse af den omtvistede forordnings lovlighed dels til antidumpingaftalens artikel 2.4 og 2.4.2, dels til en rapport fra WTO’s appelorgan, for at tilbagevise dens relevans heraf ( 24 ). Som det endvidere fremgår af punkt 18 i dette forslag til afgørelse, vedtog tvistbilæggelsesorganet i februar 2016 – efter afsigelsen af den appellerede dom – to rapporter, hvis konklusioner direkte vedrører den omtvistede forordning. Parterne drøftede disse rapporter under retsmødet for Domstolen.

33.

Under disse omstændigheder skal det indledningsvis fastslås, om og i hvilket omfang antidumpingaftalen og tvistbilæggelsesorganets afgørelser og henstillinger, som parterne i vid udstrækning har henvist til, kan gøres gældende i den foreliggende sag.

34.

Hvad angår for det første antidumpingaftalen skal det bemærkes, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at WTO-aftalerne efter deres art og opbygning principielt ikke udgør regler, på grundlag af hvilke lovligheden af EU-institutionernes retsakter kan prøves. Domstolen har dog i to situationer undtagelsesvist anerkendt, at det i givet fald tilkommer Unionens retsinstanser at prøve lovligheden af en EU-retsakt og de retsakter, der er vedtaget med henblik på dens anvendelse, i forhold til WTO-aftalerne ( 25 ). Det drejer sig for det første om det tilfælde, hvor EU har villet gennemføre en inden for rammerne af disse aftaler påtaget særlig forpligtelse (den såkaldte »Nakajima«-undtagelse ( 26 )), og for det andet om det tilfælde, hvor den omhandlede EU-retsakt udtrykkeligt henviser til præcise bestemmelser i nævnte aftaler (den såkaldte »Fediol«-undtagelse ( 27 )).

35.

Det skal i den anledning bemærkes, at Domstolen har præciseret, at det, for at WTO’s antidumpingsystem i særlige tilfælde kunne udgøre en undtagelse fra det almindelige princip om, at Unionens retsinstanser ikke kan prøve lovligheden af EU-institutionernes retsakter ud fra deres overensstemmelse med reglerne i WTO-aftalerne, kræves, at det i retligt tilstrækkeligt omfang er godtgjort, at lovgiver har tilkendegivet en vilje til at gennemføre en inden for rammerne af WTO-aftalerne påtaget særlig forpligtelse i EU-retten. Det er i denne forbindelse nødvendigt, at det ud af den specifikke, anfægtede EU-retlige bestemmelse kan udledes, at denne tilsigter at gennemføre en særlig forpligtelse, der følger af WTO-aftalerne, i EU-retten ( 28 ).

36.

I den foreliggende sag har Domstolen allerede erkendt, at EU ved forordningens artikel 2, stk. 11, tilsigtede at gennemføre de særlige forpligtelser, som er indeholdt i antidumpingaftalens artikel 2.4.2 ( 29 ). Retten har således i den appellerede doms præmis 34 med føje fastslået, at det tilkommer Unionens retsinstanser at prøve den omtvistede forordnings lovlighed i forhold til sidstnævnte bestemmelse.

37.

Hvad angår grundforordningens artikel 2, stk. 10, fremgår det klart af den omstændighed, at denne bestemmelse i første punktum anvender nøjagtig den samme formulering, som den, der anvendes i antidumpingaftalens artikel 2.4, at EU-lovgiver i det mindste i forbindelse med forpligtelsen til at gennemføre en »rimelig sammenligning« mellem eksportprisen og den normal værdi, som fastsat i første punktum, har ønsket at gennemføre de særlige forpligtelser i antidumpingaftalen med nævnte bestemmelse i grundforordningen ( 30 ). Det følger heraf, at det også for så vidt angår denne bestemmelse tilkommer Domstolen at prøve lovligheden af de pågældende retsakter ved at tillægge udtrykket »rimelig sammenligning« den betydning, det har i WTO-retten ( 31 ).

38.

Hvad angår for det andet tvistbilæggelsesorganets afgørelser og henstillinger har Domstolen fastslået, at en økonomisk aktør ikke ved Unionens retsinstanser kan gøre gældende, at en retsakt fra EU-institutionerne er uforenelig med en afgørelse truffet af tvistbilæggelsesorganet. Ifølge Domstolens praksis kan en afgørelse eller en henstilling fra tvistbilæggelsesorganet, der fastslår, at WTO’s regler er blevet tilsidesat, ikke og lige så lidt de i WTO-aftalerne indeholdte de materielle bestemmelser gøres gældende ved Unionens retsinstanser med henblik på, at det fastslås, at en EU-bestemmelse er uforenelig med denne henstilling eller denne afgørelse, i det mindste ikke uden for de tilfælde, hvor EU som følge af disse afgørelser og anbefalinger har haft til hensigt at påtage sig en særlig forpligtelse ( 32 ).

39.

Ikke desto mindre betyder den omstændighed, at de internationale aftaler, som Unionen har indgået, har forrang for den afledte EU-ret, at den afledte EU-ret så vidt muligt skal fortolkes i overensstemmelse med disse aftaler. Domstolen har således allerede henvist til rapporter fra et panel eller WTO’s appelorgan til støtte for dens fortolkning af nogle af bestemmelserne i WTO-aftalerne ( 33 ).

40.

Hvad i den foreliggende sag angår rapporterne af 28. juli 2011 – nævnt i punkt 7 i nærværende forslag til afgørelse – vedtaget af tvistbilæggelsesorganet i sagen »De Europæiske Fællesskaber – De endelige antidumpingforanstaltninger vedrørende visse skruer, bolte, møtrikker og lignende varer af jern eller stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina« fremgår det af den omtvistede forordning, at institutionerne har vedtaget denne forordning for at ( 34 )»[tage] højde for [disse rapporters] konklusioner med hensyn til [forordning nr. 91/2009]« med det formål »at rette de aspekter i [forordning nr. 91/2009], som blev konstateret som værende modstridende af tvistbilæggelsesorganet i [disse] rapporter« ( 35 ).

41.

Under disse omstændigheder må det, henset til de udtrykkelige henvisninger til disse rapporter og den åbenlyse vilje til i den omtvistede forordning at tage hensyn til disse rapporters konklusioner, fastslås, at institutionerne i dette særlige tilfælde med vedtagelsen af nævnte forordning har ønsket at gennemføre disse rapporters konklusioner i EU-retten. Det følger heraf, at det tilkommer Unionens retsinstanser at bedømme den omtvistede forordnings lovlighed på grundlag af disse rapporter, i det omfang dette måtte vise sig nødvendigt.

42.

Hvad angår derimod tvistbilæggelsesorganets rapporter vedtaget den 12. februar 2016 på grundlag af artikel 21, stk. 5, i den i nærværende forslag til afgørelses punkt 18 nævnte forståelse vedrørende reglerne og procedurerne for tvistbilæggelse, skal det først og fremmest bemærkes, at de er vedtaget efter såvel vedtagelsen af den omtvistede forordning som efter afsigelsen af den appellerede dom ( 36 ). Som anført i nærværende forslag til afgørelses punkt 19 har Kommissionen endvidere på grundlag af forordning nr. 2015/476 vedtaget forordning nr. 2016/278, hvori den på grundlag af disse rapporters konklusioner fandt det hensigtsmæssigt at ophæve de antidumpingforanstaltninger, der blev indført ved den omtvistede forordning ( 37 ). Det fremgår imidlertid af artikel 2 i forordning nr. 2016/278, at ophævelsen af disse foranstaltninger fik virkning fra datoen for forordningens ikrafttræden og ikke kunne tjene som grundlag for tilbagebetaling af told, der er opkrævet før denne dato. Det følger heraf, at EU under disse omstændigheder ved at udelukke tilbagebetaling af told, som allerede er betalt i henhold til den omtvistede forordning, ikke ønskede at opfylde en særlig inden for rammerne af WTO påtagen forpligtelse ( 38 ). Det følger af det ovenstående, at hverken lovligheden af den omtvistede forordning eller i endnu mindre grad lovligheden af den appellerede dom i det foreliggende tilfælde kan bedømmes på grundlag af nævnte rapporter fra tvistbilæggelsesorganet.

43.

Hvad endelig angår de øvrige rapporter fra tvistbilæggelsesorganet, som parterne har gjort gældende, må det fastslås, at institutionerne ikke har haft til hensigt at påtage sig nogen særlig forpligtelse for så vidt angår den omtvistede forordning på baggrund af disse rapporter. Under disse omstændigheder kan disse rapporter på baggrund af den i punkt 39 i nærværende forslag til afgørelse omhandlede retspraksis allerhøjst udgøre elementer, som Domstolen kan anvende ved fortolkningen af bestemmelserne i den pågældende antidumpingaftale.

44.

Det første anbringende vedrører ræsonnementet i den appellerede doms præmis 29-90. Det er baseret på en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 10 og 11, og antidumpingaftalens artikel 2.4 og 2.4.2. Med dette anbringende har appellanterne i det væsentlige foreholdt Retten, at den ikke har kritiseret institutionerne for at have fastsat dumpingmargenerne under udeladelse af visse eksporttransaktioner fra sammenligningen med den normale værdi, dvs. transaktionerne vedrørende de typer af den pågældende vare, for hvilke der ikke fandtes et tilsvarende produkt hos den indiske producent.

45.

Retten fastslog i den appellerede dom, at grundforordningens artikel 2, stk. 11, sammenholdt med antidumpingaftalens artikel 2.4.2, foreskriver, at institutionerne, når de fastsætter dumpingmargenerne, kun sammenligner den normale værdi med transaktioner, der er sammenlignelige med denne. Ifølge henvisningen i de pågældende regler til bestemmelserne om en rimelig sammenligning er institutionerne forpligtet til »så vidt muligt« at gøre transaktionerne sammenlignelige ved at foretage justeringer. Endvidere kræves det ikke i bestemmelserne, at sammenligningen er den »mest rimelige«, blot at den er »rimelig« ( 39 ).

46.

I den foreliggende sag kunne alle typer af den pågældende vare ifølge Retten sidestilles med det »samme« produkt og kunne dermed betragtes som sammenlignelige. Dette var imidlertid ikke automatisk tilfældet med prisen på visse typer af den pågældende vare, nemlig prisen på produkter, der blev eksporteret af kinesiske eksporterende producenter, og som den indiske producent ikke fremstillede. Den manglende salgspris i Indien for disse typer af den pågældende vare, selv om det er tilsvarende varer, har således forhindret en sammenligning for nævnte typer i forbindelse med beregning af dumpingmargenerne ( 40 ).

47.

Retten undersøgte dernæst de forskellige metoder, der er fastsat i grundforordningen, og som eventuelt kunne have gjort det muligt for institutionerne at opnå den normale værdi for de typer af den pågældende vare, der ikke blev fremstillet af den indiske producent. Selv om disse metoder kunne anses for at være anvendelige, ville de ifølge Retten ikke have garanteret en mere rimelig sammenligning end den, som institutionerne har foretaget ( 41 ). Retten forkastede ligeledes appellanternes argumenter om den repræsentative karakter af de dumpingmargener, der blev beregnet for alle typer af den pågældende vare, der blev eksporteret ( 42 ). På baggrund af denne analyse konkluderede Retten, at Rådet ikke havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at udelukke eksporttransaktioner vedrørende de typer af den pågældende vare, for hvilke producentens salgspris i referencelandet ikke forelå, fra beregningen af dumpingmargenen.

48.

Appellanterne har for det første gjort gældende, at Retten fortolkede grundforordningens artikel 2, stk. 11, og antidumpingaftalens artikel 2.4.2 urigtigt. Disse to bestemmelser skal fortolkes således, at de foreskriver, at al eksport af den pågældende vare, som defineret ved undersøgelsens start, skal indgå i sammenligningen med henblik på beregning af dumpingmargenen. Denne margen skal nemlig vedrøre det produkt, der er omfattet af undersøgelsen i dens helhed. Endvidere gør status som land uden markedsøkonomi det ikke muligt at fravige reglerne for beregning af dumpingmargenen.

49.

For det andet har Retten blandet forpligtelserne vedrørende beregning af dumpingmargenen og forpligtelserne vedrørende en rimelig sammenligning sammen. Ved undersøgelsen af, om de forskellige løsninger, der muliggør en sammenligning af alle eksporttransaktionerne, var »rimelige« eller ej, begrænsede Retten for det første angiveligt forpligtelserne i forbindelse med beregning af dumpingmargenen til blot at omfatte de forpligtelser, der vedrørte en rimelig sammenligning. For det andet skulle dumpingmargenens overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 11, ikke vurderes på grundlag af udtrykket »sammenlignelige priser« ( 43 ), men på grundlag af udtrykket »sammenlignelige transaktioner«. Appellanterne har ligeledes bestridt Rettens anvendelse af udtrykket »så vidt muligt« ( 44 ).

50.

For det tredje er Rettens analyse under alle omstændigheder fejlagtig. Ifølge appellanterne drejer det sig ikke om at fastslå, at en fremgangsmåde er mere rimelig end en anden, men om at den anvendte fremgangsmåde er i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 11, og antidumpingaftalens artikel 2.4.2. Det påhviler institutionerne, og ikke de berørte parter, at sikre, at disse bestemmelser overholdes. Udtrykket »repræsentativitet« er irrelevant, da det ikke er nævnt hverken i grundforordningen eller i antidumpingaftalen. Under alle omstændigheder har appellanterne godtgjort, at de eksporttransaktioner, som EU-institutionerne har anvendt, ikke er repræsentative for deres vedkommende.

51.

Institutionerne har bestridt appellanternes klagepunkter. Kommissionen har først og fremmest anført, at det første anbringende skal afvises og desuden er uvirksomt, idet appellanterne har anfægtet bedømmelsen af de faktiske omstændigheder og ikke har identificeret en retlig fejl. Ifølge Kommissionen udgør den af appellanterne foreslåede fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 11, og antidumpingaftalens artikel 2.4.2 en fordrejning af ånden og indholdet i antidumpingaftalens artikel 2.4, som er »gennemsyret« af princippet om en »rimelig sammenligning«, der er det princip, der har forrang. Rådet er af den opfattelse, at det klart fremgår af formuleringen af grundforordningen og antidumpingaftalen, at kravet om en rimelig sammenligning har forrang for forpligtelsen til at beregne dumpingmargenen på grundlag af alle eksporttransaktionerne. Ifølge institutionerne er den retspraksis og de rapporter fra tvistbilæggelsesorganets appelorgan, som appellanterne har påberåbt sig, ikke relevante, da de vedrører spørgsmålet om nulstilling, hvilket på ingen måde gør sig gældende i de foreliggende sager. Det fremgår derimod af fortolkningen fra tvistbilæggelsesorganets appelorgan af antidumpingaftalens artikel 2.4.2, at udtrykket »sammenlignelige« har stor betydning for sikring af en »rimelig sammenligning«. Det fremgår endvidere af retspraksis, at udtrykket repræsentativitet er relevant.

52.

Dette anbringende vedrører rækkevidden af de forpligtelser, der påhviler institutionerne, når de fastlægger eksistensen af dumpingmargenen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 11.

53.

De af appellanterne fremsatte klagepunkter vedrører fortolkningen af denne bestemmelse i den appellerede dom – gengivet i punkt 45 og 46 i nærværende forslag til afgørelse – på grundlag af hvilken Retten i den foreliggende sag begrundede udelukkelsen af visse eksporttransaktioner vedrørende visse typer af den pågældende vare fra beregningen af dumpingmargenen.

54.

For det første skal det bemærkes, at det første anbringende ikke bør afvises i sin helhed og heller ikke er uvirksomt i modsætning til, hvad Kommissionen har anført.

55.

Dels fremgår det efter min opfattelse klart af sammenfatningen af appellanternes argumenter ( 45 ), at appellanterne har foreholdt Retten retlige fejl, der følger af en angivelig forkert fortolkning af grundforordningens og antidumpingaftalens bestemmelser vedrørende beregning af dumpingmargenen og en rimelig sammenligning. Der er tale om retlige spørgsmål, der kan antages til realitetsbehandling i forbindelse med en appel.

56.

Dels er anbringendet heller ikke uvirksomt. Såfremt Domstolen ved at tage dette anbringende til følge måtte fastslå, at Rettens fortolkning af de pågældende bestemmelser i grundforordningen og antidumpingforordningen er fejlagtig, er den appellerede dom behæftet med en retlig fejl, der vil medføre, at den skal ophæves.

57.

Hvad angår realitetsbehandlingen af appellanternes forskellige klagepunkter skal det først og fremmest bemærkes, som Retten med føje har anført, at det fremgår af fast retspraksis, at EU-institutionerne har et vidt skøn inden for den fælles handelspolitik og ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge ( 46 ).

58.

Det fremgår nærmere bestemt af retspraksis, at gennemførelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 11, særlig valget mellem forskellige fremgangsmåder for beregning af dumpingmargenen, kræver, at der foretages en bedømmelse af en række komplicerede økonomiske omstændigheder ( 47 ).

59.

Selv om institutionerne har en skønsbeføjelse i forbindelse med gennemførelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 11, skal denne beføjelse imidlertid udøves på en måde, der er forenelig med det regelsæt, der indførtes ved nævnte forordning. To særlige krav, der følger af dette regelsæt, forekommer mig at være relevante i den foreliggende sammenhæng.

60.

For det første skal det bemærkes, at antidumpingregelsættet vedrører en dumpingvare. Selve definitionen af dumping i grundforordningens artikel 1, stk. 2, henviser til en »dumpingvare« ( 48 ).

61.

Det er således ikke tilfældigt, at en af de første ting, institutionerne gør, når de skal gennemføre antidumpingundersøgelser, er at definere den vare, der er omfattet af undersøgelsen. Denne definition skal hjælpe ved udarbejdelsen af listen over de varer, hvis import til EU er omfattet af en antidumpingundersøgelse, og som i givet fald skal pålægges en antidumpingtold ( 49 ). Det er ligeledes på grundlag af denne definition, at »samme vare« i henhold til grundforordningens artikel 1, stk. 4, identificeres.

62.

Når institutionerne har defineret den pågældende vare, skal de imidlertid behandle denne vare på en sammenhængende måde under hele undersøgelsen i overensstemmelse med denne definition ( 50 ).

63.

Det følger navnlig heraf, at institutionerne, når de konstaterer dumpingmargener, skal fastlægge disse med hensyn til den pågældende vare, sådan som den er defineret i forbindelse med undersøgelsen, og mere specifikt med hensyn til denne vare som helhed ( 51 ). De kan ikke først definere den vare, der er omfattet af undersøgelsen, på en bestemt måde og dernæst beregne dumpingmargenerne på en måde, der ikke stemmer helt overens med denne definition.

64.

Dette betyder ikke, at det er institutionerne forbudt, hvis de finder det hensigtsmæssigt i forbindelse med beregning af dumpingmargenen, at opdele den pågældende vare i typer eller modeller og foretage multisammenligninger. Kravet om en sammenhængende behandling af varen under undersøgelsen indebærer, at det er nødvendigt, at resultaterne af alle disse sammenligninger tages i betragtning, og at dumpingmargenerne fastsættes for hele den pågældende vare som helhed ( 52 ).

65.

For det andet fremgår det af selve ordlyden af grundforordningens artikel 2, stk. 11, at fastsættelsen af dumpingmargenerne er underlagt et krav om, at disse margener skal afspejle det reelle omfang af den dumping, der finder sted ( 53 ).

66.

Institutionerne skal således i forbindelse med udøvelsen af deres skønsbeføjelse ved anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 11, anvende metoderne til beregning af dumpingmargenerne på en sådan måde, at disse margener, sådan som de fastsættes, afspejler det reelle omfang af den dumping, der finder sted ( 54 ).

67.

En fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 11, som den, Retten valgte i den appellerede dom, og som giver institutionerne mulighed for ved beregningen af dumpingmargenen at udelukke visse eksporttransaktioner vedrørende visse typer af den pågældende vare som defineret i forbindelse med undersøgelsen, samtidig med at de har mulighed for at anvende de således beregnede dumpingmargener på alle typer af den pågældende vare, kan dog efter min opfattelse medføre en tilsidesættelse af de to krav, der er nævnt i punkt 62 og 63 og punkt 65 og 66 i nærværende forslag til afgørelse.

68.

For det første gælder, at såfremt visse typer af den pågældende vare ikke indgår i beregningen af dumpingmargenerne, beregnes disse margener således kun for en del af den pågældende vare og ikke for denne vare i sin helhed som defineret i forbindelse med undersøgelsen.

69.

For det andet gælder, at ved ikke at medtage eksporttransaktioner vedrørende visse typer af den pågældende vare ved beregningen af dumpingmargenerne, kan institutionerne hverken tage hensyn til eller måle den indvirkning, som disse transaktioner har på beregningen af de samlede dumpingmargener. Det følger heraf, at disse margener på denne måde muligvis ikke afspejler det reelle omfang af den dumping, der finder sted.

70.

Konklusionen om, at institutionerne ikke kan udelade visse eksporttransaktioner vedrørende visse typer af den pågældende vare fra beregningen af dumpingmargenerne, bekræftes endvidere for det første af ordlyden af grundforordningens artikel 2, stk. 11, for det andet af Domstolens praksis og for det tredje af fortolkningen af antidumpingaftalens artikel 2.4.2 på WTO-plan.

71.

For det første fremgår det udtrykkeligt af ordlyden af grundforordningens artikel 2, stk. 11, at forekomsten af dumpingmargener i forbindelse med den første symmetriske metode påvises på grundlag af en sammenligning mellem den normale værdi beregnet som et vejet gennemsnit og det vejede gennemsnit af priserne for alle eksporttransaktioner til Unionen. En sådan formulering åbner ikke mulighed for at udelukke visse eksporttransaktioner vedrørende visse typer af den pågældende vare fra beregningen af dumpingmargenen.

72.

For det andet kritiserede Domstolen i Ikea Wholesale-dommen ( 55 ) Rådet for, »at den samlede dumpingmargen ikke blev fastsat på grundlag af sammenligninger, der fuldstændigt afspejlede alle sammenlignelige eksportpriser« ( 56 ).

73.

For det tredje har appelorganet ved fortolkningen af antidumpingaftalens artikel 2.4.2 udtrykkeligt fastslået, at forekomsten af dumpingmargener for den pågældende vare skal godtgøres »på grundlag af en sammenligning mellem den normale værdi beregnet som et vejet gennemsnit og det vejede gennemsnit af priserne i forbindelse med alle sammenlignelige eksporttransaktioner ‐ dvs. alle transaktioner vedrørende alle modeller eller typer af den vare, der er omfattet af undersøgelsen« ( 57 ).

74.

Disse henvisninger til såvel ordlyden af grundforordningens artikel 2, stk. 11, som Domstolens praksis og appelorganets afgørelser i de sager, der vedrører lovligheden af den såkaldte metode med »nulstilling« ( 58 ), kræver en præcisering i to henseender.

75.

Den første præcisering vedrører Rettens fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 11. Retten har således fortolket denne bestemmelse på baggrund af antidumpingaftalens artikel 2.4.2 og i lyset af forpligtelsen til at foretage en »rimelig sammenligning« fastsat i grundforordningens artikel 2, stk. 10, og i antidumpingaftalens artikel 2.4.

76.

Ifølge Retten fremgår det i det væsentlige af alle disse bestemmelser, at institutionerne ikke skal sammenligne den normale værdi og prisen i forbindelse med alle eksporttransaktioner vedrørende den pågældende vare, men udelukkende alle »de transaktioner, der er sammenlignelige med denne« ( 59 ). I den foreliggende sag var eksporttransaktionerne vedrørende de typer af den pågældende vare, for hvilke der ikke hos den indiske producent fandtes nogen tilsvarende vare og dermed sammenlignelige (salgs)priser, ifølge Retten ikke sammenlignelige transaktioner. Da der ikke findes nogen metode, der ville have garanteret en mere rimelig sammenligning end den, som institutionerne har foretaget, var det således lovligt at udelukke disse transaktioner fra beregningen af dumpingmargenen.

77.

Det skal dog i denne forbindelse for det første bemærkes, som det fremgår af punkt 73 i nærværende forslag til afgørelse, at alle transaktioner vedrørende hver enkelt type af den pågældende vare i forbindelse med anvendelsen af antidumpingaftalens artikel 2.4.2 – i lyset af hvilken Retten har fortolket grundforordningens artikel 2, stk. 11 – skal betragtes som »sammenlignelige eksporttransaktioner« ( 60 ). Hvis alle typer af den pågældende vare som defineret i løbet af undersøgelsen kan betragtes som samme vare, fremgår det af det i punkt 62 i nærværende forslag til afgørelse nævnte krav om en sammenhængende behandling af den pågældende vare (og af samme vare), at alle disse typer nødvendigvis må anses for at være sammenlignelige, og at alle de transaktioner, der vedrører disse typer, således er sammenlignelige, til trods for manglende oplysninger om priserne i forbindelse med nogle af disse transaktioner.

78.

Såfremt institutionerne ikke er i besiddelse af oplysninger om priserne (i eksportlandet eller i givet fald i et referenceland) på visse typer af den pågældende vare, har de to valgmuligheder: De kan enten indskrænke rækkevidden af definitionen af den pågældende vare ved at udelukke de typer af varen, for hvilke der ikke findes en sammenlignelig pris ( 61 ), eller de kan beregne den normale værdi for disse typer af den pågældende vare, således at de ligeledes kan tage eksporttransaktioner vedrørende disse varer i betragtning ved fastsættelsen af dumpingmargenerne.

79.

For det andet er det korrekt, at i henhold til den henvisning til grundforordningens artikel 2, stk. 10, der er indeholdt i samme forordnings artikel 2, stk. 11 ( 62 ), omfatter forpligtelsen til at foretage en rimelig sammenligning ligeledes bestemmelse af, om der foreligger dumpingmargener. Dette indebærer dog på ingen måde, at denne forpligtelse kan fortolkes således, at den begrænser rækkevidden af definitionen af den pågældende vare eller forpligtelsen til i forbindelse med fastsættelse af dumpingmargenerne at tage hensyn til den samlede eksportmængde til EU ( 63 ). Desuden er der intet grundlag i grundforordningens artikel 2, stk. 10, for at udlede begrebet »en mere rimelig sammenligning«, som Retten baserede en stor del af sin argumentation på ( 64 ).

80.

Den anden præcisering vedrører Rettens udtrykkelige udelukkelse af relevansen af metoden med nulstilling i den foreliggende sag ( 65 ).

81.

Retten forkastede mere specifikt relevansen af Ikea Wholesale-sagen, i hvilken sag institutionerne havde anvendt en sådan metode, idet den fastslog, at »i den foreliggende sag kan det ikke lægges til grund, at dumpingmargenen ikke er blevet beregnet på grundlag af en væsentlig repræsentation af de forskellige typer af den pågældende vare, således at den ikke afspejler alle de sammenlignelige eksportpriser« ( 66 ). Retten fastslog dernæst, at det i den foreliggende sag til forskel fra tilfælde med anvendelse af metoden med nulstilling ‐ hvor der i forbindelse med sammenligningen med henblik på fastsættelse af dumpingmargenerne var blevet set bort fra alle de typer af den pågældende vare, for hvilke der var fastslået en negativ dumpingmargen ‐ ikke var muligt at fastslå, at den fremgangsmåde, som institutionerne har valgt, pustede resultatet af beregningen af dumpingmargenen op ( 67 ).

82.

I den foreliggende sag finder jeg ikke, at det er muligt helt at udelukke relevansen af retspraksis og af tvistbilæggelsesorganets afgørelser vedrørende anvendelsen af metoden med nulstilling, sådan som Retten har gjort. De nævnte tilfælde og den foreliggende sag har mange lighedspunkter for så vidt som de alle vedrører den manglende hensyntagen – med henblik på fastsættelse af dumpingmargenerne – til en del af eksporttransaktionerne vedrørende den pågældende vare, sådan som den er blevet defineret i løbet af undersøgelsen. I forbindelse med sagerne vedrørende metoden med nulstilling var der tale om transaktioner, i forbindelse med hvilke sammenligningen mellem deres pris og den normale pris havde givet anledning til en negativ dumpingmargen. I den foreliggende sag er der tale om transaktioner vedrørende de typer af varen, for hvilke institutionerne ikke var i besiddelse af oplysninger om salgsprisen. Forskellen mellem de to typer af tilfælde ligger netop i den omstændighed, at de pågældende transaktioners indvirkning på fastsættelsen af dumpingmargenerne i det første tilfælde er blevet fordrejet, mens disse eksporttransaktioners indvirkning på fastsættelsen af dumpingmargenerne i den foreliggende sag ganske enkelt er blevet ignoreret, fordi de er blevet udelukket.

83.

Jeg kan dog ikke se, hvorfor en sådan forskel skulle bevirke, at der skal ses bort fra de principper, der kommer til udtryk i disse afgørelser vedrørende fastsættelse af dumpingmargener – og specifikt kravet om, at der i forbindelse med denne fastsættelse tages hensyn til hele eksporten af den pågældende vare – således at de ikke finder anvendelse i den foreliggende sag.

84.

Hvad angår argumentet om dumpingmargenernes repræsentativitet, sådan som de blev beregnet for alle typer af den pågældende vare ( 68 ), skal det bemærkes, at selv om disse margener var repræsentative for de fem mest solgte typer af varen, som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 81, så ændrer dette ikke ved den omstændighed, at institutionerne ved at udelukke visse eksporttransaktioner fra beregningen af nævnte margener har undladt at tage hensyn til den pågældende vare i sin helhed og at beregne nævnte margener under hensyntagen til prisen i forbindelse med hele eksporten af denne vare til EU i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 11 ( 69 ) .

85.

Det er endvidere ubestridt, at henholdsvis 38% og 43% af de to appellanters salg i den foreliggende sag ikke er blevet taget i betragtning ved beregningen af dumpingmargenerne, således at disse margeners repræsentativitet for så vidt angår de to appellanter i det mindste er tvivlsom, og man kan spørge sig selv, om det i nærværende forslag til afgørelses punkt 65 og 66 nævnte krav om, at dumpingmargenen skal afspejle det reelle omfang af den dumping, der finder sted, i det mindste for appellanternes vedkommende er blevet overholdt ( 70 ).

86.

Hvad angår sluttelig Rettens bemærkning i den appellerede doms præmis 89 om, at anvendelsen af metoden med et referenceland kan give anledning til yderligere vanskeligheder, skal det bemærkes, at intet i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), eller de i denne bestemmelse fastsatte mål ( 71 ), kan begrunde, at den fortolkes således, at den skulle begrænse den i nævnte forordnings artikel 2, stk. 11, omhandlede forpligtelse til ved beregning af dumpingmargenen at tage hensyn til hele eksporten til EU af den pågældende vare som defineret i forbindelse med undersøgelsen.

87.

Henset til det ovenstående og af de anførte årsager er jeg af den opfattelse, at Retten har begået en retlig fejl ved at fastslå, at Rådet ikke har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at udelukke eksporttransaktionerne vedrørende visse typer af den pågældende vare fra beregningen af dumpingmargenen, og at den omtvistede forordning dermed hverken tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 11, eller antidumpingaftalens artikel 2.4.2. Jeg foreslår således, at det første appelanbringende tages til følge.

88.

Det andet anbringende, der er opdelt i fire led, vedrører Rettens ræsonnement i den appellerede doms præmis 96-126. Anbringendet vedrører tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 10, og antidumpingaftalens artikel 2.4 samt en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik samt af artikel 296 TEUF.

89.

Appellanterne har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved ikke at fastslå, at institutionerne har tilsidesat grundforordningens artikel 2, stk. 10, og antidumpingaftalens artikel 2.4, idet de har nægtet at imødekomme appellanternes anmodninger om justeringer på grundlag dels af de forskelle, der er mellem appellanternes produktionsomkostninger og den indiske producents omkostninger ( 72 ), dels af forskelle i effektivitet ved forbrug og produktivitet ( 73 ).

90.

Hvad angår for det første anmodningen om justeringer som følge af de angivelige forskelle i produktionsomkostninger, har appellanterne ved Retten gjort gældende, at de ved hjælp af en analyse af oplysningerne om den indiske producent har godtgjort, at denne systematisk havde fastsat sine priser på en måde, der sikrer, at denne kan få dækket alle sine omkostninger, og at alle forskelle i omkostninger derfor udmøntede sig i prisforskelle. Retten forkastede dette argument i den appellerede dom, idet den fremførte, at Indien blev betragtet som et land med markedsøkonomi ‐ et valg, som appellanterne ikke har bestridt ‐ og at institutionerne med føje kunne fastslå, at den indiske producent, eftersom denne konkurrerede med talrige andre producenter på det indiske hjemmemarked, ikke frit kunne fastsætte sine priser, men var tvunget til at holde dem på niveau med markedspriserne på det indiske marked ( 74 ). Retten fastslog ligeledes, at appellanterne i den foreliggende sag ikke havde godtgjort, at de angivelige forskelle påvirkede prissammenligneligheden ( 75 ).

91.

Hvad angår for det andet afvisningen af anmodningerne om justering på grund af de relative forskelle i effektivitet ved forbrug og produktivitet fastslog Retten, at appellanterne ikke havde godtgjort, på hvilken måde disse forskelle påvirkede sammenligneligheden mellem den normale pris og eksportprisen. Retten anførte endvidere dels, at når institutionerne anvender metoden med et referenceland, skal der tages hensyn til alle oplysningerne vedrørende dette land og ikke blot til priserne og omkostningerne, dels at grundforordningens artikel 2, stk. 10, ikke kunne anvendes til at fratage samme forordnings artikel 2, stk. 7, dens virkning ( 76 ). Retten fandt ligeledes, at appellanterne ikke havde godtgjort, at Rådets konklusion om, at de eksisterende produktionsprocedurer i Kina i almindelighed var blevet anset for sammenlignelige med den indiske producents, og at de angivelige forskelle var blevet anset for meget små, var fejlagtig. Ifølge Retten kunne oplysningerne om appellanterne endvidere ikke tages i betragtning ved beregningen af den normale værdi, eftersom appellanterne ikke var indrømmet markedsøkonomisk behandling ( 77 ).

92.

Appellanterne har i forbindelse med deres andet anbringendes første led gjort gældende, at det var uklart, hvordan institutionerne på grundlag af de beviser, som appellanterne havde fremsendt, med rette kunne gå ud fra princippet om, at den indiske producent ikke i sine priser kunne afspejle de højere omkostninger, der fulgte af importen af råmaterialer, og at denne producent alene havde indledt en supplerende produktionsproces med den begrundelse, at den pågældende konkurrerede med talrige andre producenter. Appellanterne havde endvidere fremsendt erklæringer til Retten, der bekræftede omkostningernes direkte indvirkning på priserne også på EU-markedet, som også er karakteriseret ved, at der er konkurrence.

93.

I forbindelse med det andet anbringendes andet led har appellanterne gjort gældende, at det ikke fremgår af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), at kravet om en rimelig sammenligning eller konstatering af dumpingmargenen skal baseres på alle oplysningerne om referencelandet. Der findes ingen undtagelser fra grundforordningens artikel 2, stk. 10, for lande uden markedsøkonomi. Det ville være forkert at sige, at metoden med et referenceland ville være uden virkning, hvis det var tilladt at foretage justeringer. En hensyntagen til justeringerne i tilknytning til forskelle i effektivitet og produktivitet er ikke i strid med målet med metoden med et referenceland, eftersom det lavere forbrug af råmaterialer og elektricitet og arbejdskraftens effektivitet hverken hænger sammen med priserne og omkostningerne i denne forbindelse eller med markedskræfterne.

94.

Institutionerne har bestridt appellanternes argumenter.

95.

I disse to led rejses spørgsmålet om forholdet mellem dels bestemmelsen i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), der vedrører fastsættelse af den normale værdi i tilfælde af import fra lande uden markedsøkonomi, dels bestemmelsen i samme forordnings artikel 2, stk. 10, som i forbindelse med forpligtelsen til at foretage en rimelig sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen indeholder et krav om, at der skal foretages justeringer, når det er nødvendigt.

96.

I denne forbindelse er det for det første vigtigt at bemærke, at det fremgår af grundforordningens artikel 2, stk. 10, at der, når den normale værdi og den fastlagte eksportpris ikke er umiddelbart sammenlignelige, i hvert enkelt tilfælde i form af justeringer tages behørigt hensyn til de konstaterede forskelle i faktorer, der påstås og påvises at påvirke priserne og dermed prisernes sammenlignelighed.

97.

I henhold til Domstolens retspraksis skal den part, der anmoder om, at der i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, foretages justeringer, for at der kan foretages en passende sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen ved fastsættelsen af dumpingmargenen, godtgøre, at anmodningen er berettiget. Når en producent kræver, at der skal foretages en justering, i princippet en nedsættelse, af den normale værdi, påhviler det således denne operatør at anføre og påvise, at betingelserne for gennemførelse af en sådan justering er opfyldt ( 78 ).

98.

For det andet skal det ligeledes bemærkes, at grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), i denne henseende bestemmer, at den normale værdi ved indførsel fra lande uden markedsøkonomi som en undtagelse fra de bestemmelser, som er fastsat i samme artikels stk. 1-6, i princippet fastsættes på grundlag af prisen eller den beregnede værdi i et tredjeland med markedsøkonomi.

99.

Domstolen har anført, at denne bestemmelse tilsigter at undgå, at der tages hensyn til priser og omkostninger i lande uden markedsøkonomi, hvor priser og omkostninger sædvanligvis ikke fremstår som et normalt resultat af markedskræfternes spil ( 79 ).

100.

Med hensyn til forholdet mellem disse to bestemmelser skal det bemærkes, at der intet er i grundforordningen, der indikerer, at grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), fastsætter en generel undtagelse fra kravet om justeringer i henhold til samme forordnings artikel 2, stk. 10. Såfremt der fremsættes anmodninger om justering af den normale værdi i henhold til sidstnævnte bestemmelse i forbindelse med en undersøgelse, i hvilken den normale værdi bestemmes på grundlag af lovgivningen om import fra lande uden markedsøkonomi, er det imidlertid efter min opfattelse nødvendigt, at grundforordningens artikel 2, stk. 10, fortolkes i lyset af og i sammenhæng med samme forordnings artikel 2, stk. 7, litra a).

101.

I et tilfælde, hvor institutionerne som i den foreliggende sag fastsætter den normale værdi under anvendelse af metoden med et referenceland, skal de i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, generelt i hvert enkelt tilfælde i form af justeringer tage behørigt hensyn til forskelle i faktorer, der påstås og påvises at påvirke priserne og dermed prisernes sammenlignelighed.

102.

Kravet om, at grundforordningens artikel 2, stk. 10, skal fortolkes i lyset af samme forordnings artikel 2, stk. 7, litra a), indebærer, at det i dette tilfælde ikke kan kræves, at institutionerne foretager justeringer af faktorer, der ikke direkte eller indirekte fremstår som et normalt resultat af markedskræfternes spil, da sidstnævnte bestemmelse ellers ville få frataget sin virkning.

103.

Det følger af det ovenstående, at en operatør, der ikke er blevet indrømmet markedsøkonomisk behandling, efter min opfattelse ikke kan påberåbe sig forskelle i tilknytning til dennes omkostningsstruktur eller dennes produktionsaktivitet som begrundelse for at anmode om justeringer af den normale værdi ( 80 ). Det er således næsten sikkert, at såvel omkostningsstrukturen som produktionsaktiviteten i en virksomhed, der ikke fungerer under markedsøkonomiske vilkår, mere eller mindre direkte påvirkes af parametre, der ikke fremstår som et normalt resultat af markedskræfternes spil.

104.

I den foreliggende sag og hvad angår for det første anmodningerne om justering på grundlag af de angivelige forskelle i produktionsomkostningerne skal det for det første bemærkes, at de af appellanterne fremførte argumenter i det væsentlige har til formål at sætte spørgsmålstegn ved de konklusioner, som Retten drog vedrørende de forskellige elementer, som appellanterne fremlagde under den administrative procedure, dvs. analysen af oplysningerne om den indiske producent samt de forskellige erklæringer vedrørende EU-markedet. Det betyder i det væsentlige, at der sættes spørgsmålstegn ved Rettens vurdering af beviserne, hvilket ikke er et retsspørgsmål, der som sådan er underlagt Domstolens prøvelsesret, medmindre der er tale om en fordrejning af disse beviser ( 81 ).

105.

Appellanterne har endvidere ved at henvise til de beviser, der er fremsendt til Retten, ikke reelt bestridt den grundlæggende årsag til, at Retten forkastede deres klagepunkt nemlig, at idet den indiske producent var aktiv på et konkurrencepræget marked, var dennes frihed til at fastsætte priserne på sine produkter derfor begrænset af konkurrencen ( 82 ), og at det således ikke var blevet godtgjort, at denne producent automatisk kunne vælte eventuelle højere produktionsomkostninger over på priserne.

106.

Under alle omstændigheder kan anmodninger om justeringer fremsat af virksomheder som appellanterne, der vedrører angivelige forskelle mellem deres produktionsomkostninger og produktionsomkostningerne for producenten i referencelandet i en sag som den foreliggende, henset til betragtningerne i nærværende forslag til afgørelses punkt 102 og 103, ikke tages til følge. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at appellanterne ikke har bestridt konklusionen i 103. betragtning til den omtvistede forordning, hvorefter »deres omkostningsstruktur ikke [kunne] betragtes som en afspejling af markedsværdier, der kan anvendes som grundlag for justeringer«, for så vidt som de ikke var blevet indrømmet markedsøkonomisk behandling.

107.

Hvad angår for det andet anmodningerne om justering på grundlag af forskellene i effektivitet ved forbrug og produktivitet er jeg af den opfattelse, at selv om produktiviteten og effektiviteten ved forbrug ikke udgør egentlige omkostninger, så afhænger de af mange forskellige faktorer, der indgår i produktionsaktiviteten, og for hvilke det med rimelighed kan antages, at de i det mindste indirekte påvirkes af parametre, der ikke fremstår som et normalt resultat af markedskræfternes spil.

108.

Det følger heraf, at en virksomhed, der ikke er indrømmet markedsøkonomisk behandling, ikke i en situation, hvor den normale værdi bestemmes på grundlag af metoden med et referenceland, kan påberåbe sig forskelle i produktivitet og effektivitet som grundlag for en anmodning om justeringer af den normale værdi.

109.

Det følger heraf, at Retten ikke begik nogen fejl, da den forkastede appellanternes klagepunkt om institutionernes nægtelse af i den foreliggende sag at tage hensyn til de pågældende justeringer, og at det andet anbringendes første og andet led derfor skal forkastes.

110.

Med det andet anbringendes tredje led har appellanterne foreholdt Retten, at den tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 10, antidumpingaftalens artikel 2.4 samt princippet om god forvaltningsskik.

111.

Appellanterne har henvist til den appellerede doms præmis 112, i hvilken Retten forkastede deres klagepunkt om, at institutionerne havde tilsidesat deres forpligtelser til at anføre, hvilke oplysninger der var nødvendige for at kunne anmode om justeringer, og til ikke at pålægge appellanterne en urimelig bevisbyrde.

112.

Appellanterne har gjort gældende, at den omstændighed, som Retten fremhævede, at de har kunnet forstå årsagerne til afvisningen af deres anmodninger om justering, er uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt de er blevet pålagt en urimelig bevisbyrde. Endvidere havde institutionerne på den ene side betragtet alle oplysningerne om producenten i referencelandet som fortrolige, mens de på den anden side havde krævet af appellanterne, at de påviste, at den indiske producent havde taget hensyn til de angivelige forskelle i sine priser. Uden adgang til den indiske producents oplysninger er det imidlertid umuligt at løfte en sådan bevisbyrde.

113.

Dette led vedrører problemet med at forene disse to krav, der under visse omstændigheder kan anses for at være modstridende. Det drejer sig dels om at bevare fortroligheden af informationer om de virksomheder, der accepterer at samarbejde med institutionerne i forbindelse med antidumpingundersøgelser. Et sådant krav er særlig vigtigt i forbindelse med anvendelse af metoden med et referenceland, hvor institutionerne generelt baserer sig på de informationer, de får fra de virksomheder i referencelandet, der samarbejder i forbindelse med undersøgelsen. En manglende hensyntagen til dette krav risikerer at bringe muligheden for at gennemføre sådanne undersøgelser i alvorlig fare. Dels står kravet om, at de parter, der fremsætter anmodninger om justeringer, i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, skal kunne råde over de informationer, der er nødvendige for at begrunde deres anmodninger, i modsætning til dette krav ( 83 ).

114.

Det skal i denne forbindelse først og fremmest bemærkes, at antidumpingaftalens artikel 2.4 præciserer, at »[m]yndighederne tilkendegiver over for de pågældende parter, hvilke oplysninger der er nødvendige for at sikre en rimelig sammenligning, og de undlader i den forbindelse at pålægge nævnte parter en urimelig bevisbyrde«.

115.

Tvistbilæggelsesorganets appelorgan præciserede i sin rapport af 28. juli 2011 – nævnt i nærværende forslag til afgørelses punkt 7, 40 og 41 – vedrørende »De Europæiske Fællesskaber – De endelige antidumpingforanstaltninger vedrørende visse skruer, bolte, møtrikker og lignende varer af jern eller stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina«, at denne bestemmelse foreskriver, at myndighederne med ansvar for undersøgelsen meddeler parterne de informationer, som anmodningerne om justeringer måtte indeholde, således at de berørte parter kan fremsætte sådanne anmodninger ( 84 ).

116.

Det må i denne forbindelse konstateres, at ovennævnte krav, der udtrykkeligt er fastsat i antidumpingaftalens artikel 2.4, ikke er udtrykkeligt gengivet i ordlyden af grundforordningens artikel 2, stk. 10. Jeg er dog af den opfattelse, at de følger af en fortolkning af denne bestemmelse i lyset af antidumpingaftalens artikel 2.4, og at de under alle omstændigheder hænger sammen med retten til god forvaltning, der er sikret ved artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ( 85 ).

117.

I modsætning til, hvad der gør sig gældende i en almindelig antidumpingundersøgelse, opnås oplysningerne om den normale værdi i forbindelse med en undersøgelse, i hvilken den normale værdi fastsættes på grundlag af prisen hos en producent i et referenceland, imidlertid fra en tredjepart og vedrører et andet land end det land, hvor de eksporterende producenter, der er omfattet af undersøgelsen, er etableret. For så vidt som de eksporterende producenter ikke har adgang til disse informationer, er det vanskeligt for dem at få adgang til de oplysninger, der er nødvendige for at kunne afgøre, hvilke justeringer institutionerne kan anmodes om at foretage for at tage hensyn til eventuelle forskelle, der berører sammenligneligheden af priserne mellem de eksporterede produkter og de produkter, som producenten i referencelandet sælger på hjemmemarkedet.

118.

I dette tilfælde påhviler det således institutionerne at give de eksporterende producenter, der er omfattet af undersøgelsen, tilstrækkelige oplysninger til, at de kan fremlægge anmodninger om justeringer.

119.

Det skal i denne forbindelse bemærkes, dels at bedømmelsen af spørgsmålet om, hvilke specifikke oplysninger der rent konkret skal deles med nævnte eksporterende producenter, afhænger af en analyse, der skal foretages fra sag til sag, henset til de særlige omstændigheder, der gør sig gældende i forbindelse med hver enkelt undersøgelse. Dels påhviler det institutionerne at fremlægge disse oplysninger på en måde, der tager hensyn til kravet om at bevare fortroligheden af oplysninger fra virksomheder, der har accepteret at samarbejde i den pågældende undersøgelse, særlig i givet fald producenterne i referencelandet.

120.

I den foreliggende sag fremgår det imidlertid, at alle oplysningerne om fastsættelse af den normale værdi på grundlag af oplysninger om den indiske producent er blevet holdt fortrolige over for de eksporterende producenter, der er genstand for undersøgelsen ( 86 ). I en sådan situation forekommer det at være en meget vanskelig om ikke umulig opgave »at påvise, at de angivelige forskelle påvirkede prissammenligneligheden« ( 87 ), som appellanterne har gjort gældende.

121.

Under disse omstændigheder er jeg af den opfattelse, at det andet anbringendes tredje led skal tages til følge.

122.

Det skal dog allerede nu bemærkes, at selv om Domstolen på grundlag af det ovenstående skulle fastslå, at Retten ved ikke at konstatere, at institutionerne havde tilsidesat deres forpligtelse til at angive, hvilke oplysninger der var nødvendige, og til ikke at pålægge de eksporterende producenter, der var omfattet af undersøgelsen, en urimelig bevisbyrde, havde tilsidesat grundforordningens artikel 2, stk. 10, kan dette dog ikke have betydning for afvisningen, i den omtvistede forordning, af anmodningerne om justeringer fremsat af appellanterne. Som det således fremgår af mine overvejelser i forbindelse med analysen af dette anbringendes første og andet led, kunne virksomheder såsom appellanterne, der ikke er indrømmet markedsøkonomisk behandling, ikke anmode om de justeringer, som appellanterne havde anmodet om i den foreliggende sag, fordi disse anmodninger er forbundet med omkostningsstrukturen og produktionsaktiviteten ( 88 ).

123.

Med det andet anbringendes fjerde led har appellanterne gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 120-124 begik en retlig fejl, idet den fastslog, at institutionerne i den omtvistede forordning har overholdt den begrundelsespligt, der påhviler dem. Retten undlod i sin vurdering af den krævede grad af præcision i begrundelsen at tage hensyn til den sammenhæng, i hvilken den omtvistede forordning indgår, dvs. anvendelsen af metoden med et referenceland og manglende adgang til oplysningerne om den indiske producent. Retten tog heller ikke tilstrækkeligt hensyn til udvekslingen af oplysninger mellem appellanterne og institutionerne under den administrative procedure, hvori appellanterne havde anmodet institutionerne om at fremkomme med mere detaljerede forklaringer. I denne forbindelse var institutionerne forpligtet til tilstrækkeligt detaljeret at præcisere årsagerne til, at appellanternes argumenter og de beviser, de havde fremsat, ikke løftede den bevisbyrde, de var blevet pålagt.

124.

Det skal i denne forbindelse understreges, at det fremgår af Domstolens praksis, at artikel 296 TEUF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan gøre sig bekendt med grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at Unionens retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret. Begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af retsakten, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter traktatens artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område ( 89 ).

125.

I den foreliggende sag har dette argument, for så vidt som appellanterne har foreholdt Retten, at den ikke tog tilstrækkeligt hensyn til udvekslingen af oplysninger under den administrative procedure, til formål at rejse tvivl om Rettens bedømmelse af beviserne, hvilket som anført i nærværende forslag til afgørelses punkt 104 ikke er tilladt i en appelsag ( 90 ).

126.

Hvad angår argumentet om, at der ikke er blevet taget hensyn til anvendelsen af metoden med et referenceland, skal det bemærkes, at det fremgår utvetydigt af analysen af 41. og 103. betragtning til den omtvistede forordning, der er gengivet i den appellerede doms præmis 99, at Rådet har taget hensyn til denne omstændighed i begrundelsen for, at Rådet var af den opfattelse, at appellanternes anmodninger om justeringer skulle forkastes. Under disse omstændigheder kan Retten ikke foreholdes, at den ikke kritiserede begrundelsen for den omtvistede forordning af denne årsag. Hvad angår argumentet om manglende adgang til oplysningerne om den indiske producent har dette element ingen betydning for den begrundelsespligt, der påhviler institutionerne, og en eventuel mere underbygget begrundelse kan under alle omstændigheder ikke råde bod på den manglende adgang til de oplysninger, der er nødvendige for at kunne anmode om justeringer.

127.

Det følger heraf, at det andet anbringendes fjerde led efter min opfattelse ligeledes skal forkastes.

128.

Sammenfattende fremgår det af punkt 87 og 121 i nærværende forslag til afgørelse, at den appel, som appellanterne har iværksat i sag C-376/15 P, efter min opfattelse skal tages til følge, og at den appellerede dom skal ophæves.

129.

I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse. Dette er efter min opfattelse tilfældet i den foreliggende sag.

130.

Det fremgår således af overvejelserne i punkt 52-87 i dette forslag til afgørelse, at Rådet ved i den omtvistede forordning at udelukke de typer af produktet, der fremstilles og eksporteres af appellanterne, og for hvilke der ikke findes oplysninger om salgsprisen hos producenten i referencelandet, fra beregningen af dumpingmarginen har tilsidesat grundforordningens artikel 2, stk. 11, og antidumpingaftalens artikel 2.4.2.

131.

Under disse omstændigheder er jeg af den opfattelse, at den omtvistede forordning skal annulleres, for så vidt som den angår appellanterne.

132.

Såfremt Domstolen tilslutter sig min bedømmelse, vil Rådet være den tabende part i sag C-376/15 P. Da appellanterne i medfør af procesreglementets artikel 138, stk. 1, og artikel 184, stk. 1, 2 og 4, har nedlagt påstand om, at Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger, foreslår jeg Domstolen, at den pålægger Rådet at betale de omkostninger, som appellanterne har afholdt både i første instans og i appelsagen C-376/ 15 P, og at Kommissionen pålægges at betale sine egne omkostninger i forbindelse med denne sag.

133.

Eftersom appellen i sag C-377/15 P bør afvises, bør appellanterne derimod pålægges at betale sagens omkostninger i tilknytning til denne sag.

134.

Henset til det ovenstående foreslår jeg Domstolen, at den træffer følgende afgørelse: