1.

I juni 1993 indgik Drago Nemec en aftale med Gasilsko društvo (foreningen af frivillige brandmænd) i Murska Sobota angående udlejning af en tankvogn til vandtransport i tørkeperioder (herefter »lejeaftalen«). Drago Nemec har siden 1996 været involveret i en verserende retstvist ved slovenske domstole med henblik på at opnå betaling i henhold til denne lejeaftale, med tillæg af morarenter. Renterne påløb over tid, men der blev efterfølgende fastsat et loft herfor i den omhandlede nationale lovgivning.

2.

Det centrale i det retsspørgsmål, som er forelagt Domstolen i denne sag, er, hvorvidt en national bestemmelse, der fastsætter loftet for morarenter til hovedstolsbeløbet (benævnt som »reglen ne ultra alterum tantum«), er i strid med direktiv 2000/35 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner ( 2 ).

3.

Til dette centrale spørgsmål knytter sig endvidere to andre spørgsmål. For det første skal det undersøges, om EU-retten ratione temporis finder anvendelse på den foreliggende sag. Kan Drago Nemec for det andet i den foreliggende sag betragtes som en »virksomhed« og lejeaftalen som en »handelstransaktion« som omhandlet i direktiv 2000/35?

4.

I henhold til artikel 1 finder direktiv 2000/35 »[…] anvendelse på alle betalinger, der foretages som vederlag for handelstransaktioner«.

5.

I artikel 2, nr. 1), første afsnit, i direktiv 2000/35 defineres begrebet »handelstransaktioner« som »forretningsmæssige transaktioner mellem virksomheder eller mellem virksomheder og offentlige myndigheder, som indebærer levering af varer eller tjenester mod vederlag«.

6.

I direktivets artikel 2, nr. 1), andet afsnit, defineres begrebet »ordregivende myndigheder« som »enhver ordregivende myndighed eller andre ordregivere, som er defineret i direktiverne om offentlige indkøbskontrakter […]«.

7.

I henhold til artikel 2, nr. 1), tredje afsnit, forstås ved »virksomhed«»enhver enhed, der handler som led i selvstændig økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet, uanset om den kun udøves af en enkelt person«.

8.

I artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2000/35 bestemmes: »[Medlemsstaterne sikrer følgende:] Kreditor er berettiget til morarenter ved forsinket betaling, forudsat at i) han har opfyldt sine aftalemæssige og lovbestemte forpligtelser, og ii) han ikke har modtaget det skyldige beløb rettidigt, medmindre skyldneren ikke er ansvarlig for forsinkelsen.«

9.

I henhold til artikel 6, stk. 3, kan medlemsstaterne ved gennemførelsen af direktiv 2000/35 »[…] udelukke: […] b) aftaler, der er indgået inden den 8. august 2002«.

10.

Siden den 1. januar 2002 har konsekvenserne af forsinket betaling været reguleret i Obligacijski zakonik (loven om forpligtelser, herefter »OZ«). Artikel 376 OZ fastsatte den regel, der benævnes ne ultra alterum tantum. Denne regel, som ikke fandtes i tidligere lovgivning, fastsatte loftet for morarenterne til hovedstolsbeløbet.

11.

Da lejeaftalen blev indgået, var betingelserne for fysiske personers udøvelse af en økonomisk aktivitet reguleret af Obrtni zakon (håndværksloven, herefter »Obr Z/88«). Fysiske personer kunne kun udøve en selvstændig økonomisk aktivitet, hvis de fik udstedt en tilladelse, som angav den aktivitet, der var genstand for tilladelsen.

12.

Obr Z/88 blev ændret ved efterfølgende lovgivning, hvorefter muligheden for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed var betinget af, at der blev indgivet meddelelse om den pågældende aktivitet til det kompetente organ, og at der skete optagelse i erhvervsregisteret.

13.

I juni 1993 indgik Drago Nemec (sagsøgeren) i egenskab af udlejer og Gasilsko društvo (foreningen af frivillige brandmænd) i Murska Sobota i egenskab af lejer lejeaftalen om en tankvogn til vandtransport. På tidspunktet for lejeaftalens indgåelse var sagsøgeren indehaver af en licens for en erhvervsaktivitet i henhold til slovensk lovgivning, specifikt for »drejning af mekaniske dele og svejseemner«.

14.

Gasilsko društvo i Murska Sobota betalte ikke det skyldige beløb i henhold til lejeaftalen. I 1996 anlagde sagsøgeren sag med påstand om betaling af et beløb på 17669,51 EUR. Efter en langvarig retssag afsagde Višje sodišče Maribor (appelretten i Maribor) dom den 17. februar 2010 og pålagde Gasilsko društvo at betale sagsøgeren et beløb på 15061,44 EUR, med tillæg af lovbestemte morarenter beregnet for perioden fra den 25. marts 1996 til den 31. december 2001. Višje sodišče Maribor (appelretten i Maribor) forkastede imidlertid sagsøgerens påstand om betaling af lovbestemte morarenter beregnet fra den 1. januar 2002 indtil betaling af det skyldige beløb (hvilket skete efterfølgende den 18. maj 2010). Begrundelsen for at forkaste sidstnævnte påstand var, at OZ, der fastsatte reglen ne ultra alterum tantum, trådte i kraft den 1. januar 2002. Pr. 31. december 2001 svarede de påløbne morarenter således allerede til det skyldige hovedstolsbeløb, og der kunne derfor ikke fortsat påløbe morarenter.

15.

Som reaktion på dommen fra Višje sodišče Maribor (appelretten i Maribor) har sagsøgeren nedlagt påstand om, at Republikken Slovenien (sagsøgte) tilpligtes at betale en erstatning på i alt 84614,02 EUR, med tillæg af lovbestemte morarenter, og at dække sagsomkostningerne. Sagsøgeren har gjort gældende, at reglen ne ultra alterum tantum ikke var forenelig med direktiv 2000/35, og at han burde modtage erstatning for den skade, som han havde lidt som følge af, at dette direktiv angiveligt ikke var gennemført korrekt i den slovenske retsorden.

16.

Ved dom af 18. maj 2011 forkastede førsteinstansretten sagsøgerens påstand. Den af sagsøgeren iværksatte appel til prøvelse af denne afgørelse blev forkastet af appelretten ved dom af 24. januar 2012. Begge instanser baserede deres afgørelser på den antagelse, at lejeaftalen ikke henhørte under sagsøgerens registrerede erhvervsaktivitet. Han handlede derfor ikke som en »virksomhed« som omhandlet i direktiv 2000/35, der som følge heraf ikke fandt anvendelse i sagsøgerens tilfælde.

17.

Sagsøgeren har nu iværksat appel til prøvelse af afgørelsen fra Višje sodišče Maribor (appelretten i Maribor) ved Vrhovno sodišče Republike Slovenije (øverste domstol i Republikken Slovenien). Efter hans opfattelse vedrørte lejeaftalen ikke alene udlejning af tankvognen til vandtransport. Han har gjort gældende, at lejeaftalen var en »kompleks retlig transaktion« bestående i sikring af drikkevandsforsyning til lokalbefolkningen i tørkeperioder. Endvidere har han gjort gældende, at han havde udstedt en faktura, hvilket viste, at han havde handlet som en »virksomhed« som omhandlet i direktiv 2000/35.

18.

Sagsøgte har gjort gældende, at direktiv 2000/35 ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, da anvendelsen af direktivet på aftaler, der var indgået inden Sloveniens tiltrædelse af Unionen, var blevet udelukket på det tidspunkt, hvor det pågældende direktiv blev gennemført i den slovenske retsorden. Endvidere har sagsøgte anført, at lejeaftalen ikke er en »handelstransaktion« som omhandlet i direktiv 2000/35. Sagsøgeren indgik ikke lejeaftalen som led i sin erhvervsaktivitet og handlede derfor ikke som en »virksomhed« i henhold til det pågældende direktiv.

19.

Under disse omstændigheder har Vrhovno sodišče Republike Slovenije (øverste domstol i Republikken Slovenien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

20.

Den slovenske og den lettiske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Den slovenske regering og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg under retsmødet den 4. maj 2016.

21.

Da de faktiske omstændigheder i denne sag ligger forud for Sloveniens tiltrædelse af Den Europæiske Union, vil jeg først behandle det spørgsmål, om EU-retten generelt og direktiv 2000/35 specifikt finder anvendelse ratione temporis på denne sag (A).

22.

Med hensyn til den materielle bedømmelse af de præjudicielle spørgsmål er jeg af den opfattelse, at reglen ne ultra alterum tantum ikke i sig selv er i strid med direktiv 2000/35. Jeg finder det derfor mere hensigtsmæssigt at behandle det tredje præjudicielle spørgsmål først (B). Hvis Domstolen skulle tilslutte sig min bedømmelse af dette spørgsmål, er det faktisk ikke fornødent at besvare den forelæggende rets to første spørgsmål. For fuldstændighedens skyld og for fuldt ud at bistå Domstolen vil jeg imidlertid også undersøge, om det forhold, der følger af lejeaftalen, kan være omfattet af det materielle anvendelsesområde for direktiv 2000/35 (C).

23.

Vurderingen af den tidsmæssige anvendelse af EU-retten består af to lag. Det første lag vedrører den generelle anvendelse af EU-retten ratione temporis i henhold til den primære ret. Svaret på dette spørgsmål er også afgørende for Domstolens kompetence. Det andet lag har fokus på den specifikke retsakt, som skal anvendes på sagen: Når det er sikret, at EU-retten kan finde generel anvendelse på sagen, er det næste spørgsmål, om den specifikke afledte retsakt på nogen måde nuancerer den generelle bestemmelse.

24.

Denne tilgang er forfatningsmæssigt vigtig, da enhver bestemmelse i den afledte ret (herunder direktiv 2000/35) først kan tages i betragtning, når det er fastslået, at EU-retten kan anvendes generelt på de faktiske omstændigheder i en sag. Der skal være en generel tilgang, som kan nuanceres i lyset af den relevante afledte retsakt, hvis dette fremgår af sidstnævnte.

25.

Slovenien tiltrådte Den Europæiske Union den 1. maj 2004. I henhold til artikel 2 og 54 i tiltrædelsesakten (herefter »tiltrædelsesakten«) ( 3 ) blev EU-retten umiddelbart bindende i Slovenien på datoen for tiltrædelsen, medmindre der var fastsat en frist herfor i tiltrædelsesakten eller i bilagene hertil. Det er således klart, at den generelle, forfatningsmæssige bestemmelse er en umiddelbar bindende virkning eller en umiddelbar virkning af EU-retten, medmindre tiltrædelsesakten bestemmer andet.

26.

I den foreliggende sag blev lejeaftalen indgået i 1993. Den blev delvis udført ( 4 ) i midten af 1990’erne. Drago Nemec anlagde derpå i 1996 sag mod Gasilsko društvo med påstand om, at foreningen ikke havde opfyldt sine forpligtelser i henhold til aftalen om at betale for lejen. Alle disse begivenheder indtraf inden den 1. maj 2004. Spørgsmålet er derfor: Kan EU-retten finde anvendelse ratione temporis på den foreliggende retstilstand?

27.

Det er ganske vist ikke helt let at navigere i Domstolens praksis vedrørende den tidsmæssige anvendelse af EU-retten på tiltrædelsesstater.

28.

I Ynos-sagen ( 5 ), der verserede for Domstolens Store Afdeling, fastslog Domstolen, at den ikke havde kompetence til at besvare det præjudicielle spørgsmål, da de faktiske omstændigheder i den pågældende sag lå forud for Ungarns tiltrædelse af Den Europæiske Union. En anvendelse af retspraksis fra Ynos-dommen og den efterfølgende retspraksis på den foreliggende sag fører til den konklusion, at EU-retten ikke finder anvendelse ratione temporis.

29.

Når bortses fra Domstolens noget kategoriske tilgang i Ynos-dommen, er der også en del retspraksis både fra før og efter Ynos-dommen, som anlægger en mere nuanceret tilgang til den tidsmæssige anvendelse af EU-retten. Disse sager kan siges at sondre mellem faktiske omstændigheder før tiltrædelsen og de fortsatte retsvirkninger heraf efter tiltrædelsen. Jeg foreslår, at Ynos-dommen læses i denne bredere sammenhæng hvad angår retspraksis. Hvis Domstolen kan tilslutte sig denne tilgang, kan den foreliggende sag anses for at kunne antages til realitetsbehandling ratione temporis.

30.

Ynos-sagen vedrørte anvendelsen af direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler ( 6 ) på en agenturaftale. Tvisten drejede sig om opfyldelsen af den pågældende aftale og spørgsmålet, om kontraktvilkåret vedrørende agentens gebyr var rimeligt. Uden at behandle de nærmere omstændigheder vedrørende opfyldelsen af aftalen bemærkede Domstolen, at de faktiske omstændigheder i hovedsagen lå forud for Ungarns tiltrædelse af Den Europæiske Union, og at den således ikke havde kompetence til at fortolke direktivet ( 7 ).

31.

Hvis det kriterium, der er opstillet i Ynos-dommen, blev anvendt efter pålydende, bør de af den nationale ret forelagte spørgsmål anses for ratione temporis at falde uden for Domstolens kompetence, som den slovenske regering anførte under retsmødet. Som i Ynos-sagen ligger lejeaftalens indgåelse forud for Sloveniens tiltrædelse af Unionen. Den omstændighed, at den nationale retssag vedrørende tilsidesættelse af den pågældende aftale stadig verserede efter Sloveniens tiltrædelse, ville ikke være relevant, da den nationale sag vedrørende aftaleopfyldelsen også var verserende i Ynos-sagen efter Ungarns tiltrædelse ( 8 ).

32.

Jeg foreslår imidlertid Domstolen, at den ser på Ynos-dommen i et bredere perspektiv og tager hensyn til den retspraksis, der er gået forud for og har efterfulgt denne dom, samt de særlige faktiske og retlige omstændigheder i forbindelse med selve Ynos-sagen. I stedet for at fokusere på en binær sondring mellem faktiske omstændigheder før og efter tiltrædelsen, ses der i denne mere nuancerede retspraksis nærmere på, om et retsforhold fra før tiltrædelsen også skabte fortsatte retsvirkninger efter tiltrædelsesdatoen.

33.

I sin praksis inden Ynos-dommen viste Domstolen større åbenhed over for at besvare anmodninger om præjudiciel afgørelse, hvor de relevante faktiske omstændigheder lå forud for tiltrædelsen.

34.

Eksempelvis vedrørte de præjudicielle spørgsmål, der var forelagt i Data Delecta-dommen ( 9 ) og Saldanha-dommen ( 10 ), foreneligheden af en national bestemmelse, hvorefter udenlandske sagsøgere skal stille sikkerhed for sagsomkostningerne. I begge sager blev retternes afgørelser med pålæg om sikkerhed for omkostningerne udstedt inden Sveriges og Østrigs tiltrædelse af Den Europæiske Union. Appeller til prøvelse af disse afgørelser verserede imidlertid efter tiltrædelsen. I Data Delecta-dommen gik Domstolen umiddelbart i gang med at behandle realiteten, hvorved det fremgik, at EU-retten fandt anvendelse ratione temporis. I Saldanha-dommen fastslog den, at artikel 6 EF (nu artikel 18 TEUF) var umiddelbart bindende fra tiltrædelsesdatoen, og udelukkede, at den omhandlede nationale bestemmelse kunne finde anvendelse. Domstolen fastslog, at EU-retten ratione temporis fandt anvendelse på »de fremtidige virkninger af forhold, der er opstået før denne […] tiltrædelse« ( 11 ).

35.

Disse to sager ( 12 ) viser, at selv om tvisterne mellem parterne opstod inden de respektive tiltrædelser af Den Europæiske Union, fandt Domstolen det hensigtsmæssigt at lade de fortsatte retsvirkninger af situationer inden tiltrædelsen være omfattet af EU-retten og derfor af sin kompetence. Dette resultat var ganske vist betinget af, at retssagerne i disse tilfælde fortsatte efter tiltrædelsen ( 13 ).

36.

Retspraksis efter Ynos-dommen er mere kompleks. Domstolens tilgang blev dog utvivlsomt mere nuanceret igen, idet der blev lagt vægt på, hvorvidt retstilstanden var blevet udtømt på tiltrædelsestidspunktet.

37.

I Telefónica O2-dommen bekræftede Domstolen sin kompetence, selv om de faktiske omstændigheder i den pågældende sag lå forud for Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse af Den Europæiske Union. Dette skyldtes, at den omtvistede afgørelse blev vedtaget på ny med fremtidige virkninger af tilsynsmyndigheden efter Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse af Den Europæiske Union ( 14 ).

38.

I CIBA-dommen anerkendte Domstolen ligeledes, at tvisten i hovedsagen vedrørte regnskabsårene 2003 og 2004, selv om Ungarn først tiltrådte Den Europæiske Union den 1. maj 2004. Den tilføjede imidlertid, at »[d]a de faktiske omstændigheder i hovedsagen delvist har fundet sted efter denne dato, er Domstolen kompetent til at besvare det forelagte spørgsmål« ( 15 ).

39.

Kuso-sagen vedrørte en østrigsk arbejdstager, som indgik sin ansættelseskontrakt i 1980. Hun anfægtede senere tidspunktet for sin tvungne pensionering på grundlag af den obligatoriske pensionsalder på 60 år med den begrundelse, at det udgjorde forskelsbehandling på grundlag af køn i henhold til direktiv 76/207/EØF ( 16 ). Domstolen fastslog, at den havde kompetence til at træffe afgørelse om realiteten vedrørende den præjudicielle forelæggelse, og anførte, at »[…] den berettigede forventning ikke [må] udvides i en sådan grad, at princippet generelt forhindrer, at en ny ordning kan finde anvendelse på de fremtidige virkninger af situationer, som er opstået under en tidligere ordning« ( 17 ).

40.

Hvis Ynos-dommen således læses i sin bredere sammenhæng hvad angår retspraksis, synes den generelle tilgang til anvendelsen af EU-retten ratione temporis at vedrøre fortsatte retsvirkninger. Retsforhold, der ikke er udtømt på tidspunktet for en medlemsstats tiltrædelse, skal tilpasses de nye retlige rammer. Denne tilpasning bør naturligvis kun have fremtidige virkninger: EU-rettens umiddelbare virkning betyder, at fortsatte retsforhold, hvis virkninger ikke er blevet udtømt på tiltrædelsestidspunktet, kan ændres for fremtiden. Omvendt er det forbudt at foretage en virkelig efterfølgende ændring med hensyn til en effektiv nyvurdering af tidligere omstændigheder eller begivenheder.

41.

Med baggrund i eksemplet med en aftale, der blev indgået inden en medlemsstats tiltrædelse af Den Europæiske Union, er det centrale spørgsmål, om aftalen og det retsforhold, der er skabt på grundlag heraf, fortsat skaber retsvirkninger efter tiltrædelsen. Hvis det er tilfældet (f.eks. som i forbindelse med kontrakter på ubestemt tid og/eller i forbindelse med gentagne vederlag), finder EU-retten anvendelse på aftalen på tiltrædelsestidspunktet, selv hvis alle de (formative) omstændigheder lå forud for tiltrædelsesdatoen. Det fremtidige indhold af retsforholdet vil for fremtiden blive ændret af EU-retten.

42.

Endvidere er det almindeligt anerkendt, at det hvad angår de processuelle regler er hovedreglen, at de finder umiddelbart anvendelse efter deres ikrafttrædelse, selv på verserende sager og tvister, medmindre den pågældende specifikke foranstaltning bestemmer andet ( 18 ).

43.

Under alle omstændigheder vil de overordnede principper om beskyttelse af velerhvervede rettigheder og den berettigede forventning samt forbuddet mod reel tilbagevirkende kraft kunne korrigere EU-rettens umiddelbare virkning i alle enkelte tilfælde.

44.

Set fra dette perspektiv er det resultat, som Domstolen nåede frem til i Ynos-dommen, ikke overraskende med hensyn til udfaldet heraf: Ynos-dommen vedrørte rimeligheden af et kontraktvilkår, der var forhandlet og indgået inden Ungarns tiltrædelse af Den Europæiske Union. Hvis det spørgsmål, der var forelagt Domstolen, var blevet besvaret, ville det have medført en reel tilbagevirkende nyvurdering af et kontraktvilkår, der var indgået og aftalt længe inden tiltrædelsen.

45.

Efter min opfattelse havde lejeaftalen på tidspunktet for Sloveniens tiltrædelse ikke udtømt alle sine retsvirkninger i to henseender.

46.

For det første blev lejeaftalen indgået i juni 1993. Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at sagsøgeren opfyldte sine forpligtelser inden Sloveniens tiltrædelse af Den Europæiske Union, men at Gasilsko društvo først opfyldte sine forpligtelser ved at betale for lejeaftalen i maj 2010, hvilket var lang tid efter Sloveniens tiltrædelse. Efter Sloveniens tiltrædelse skabte lejeaftalen derfor fortsat en række retsvirkninger, og parternes rettigheder og forpligtelser på grundlag heraf skulle stadig opfyldes.

47.

For det andet, og måske endnu vigtigere, vedrører den foreliggende sag i modsætning til Ynos-dommen ikke en nyvurdering af kontraktlige bestemmelser, der er aftalt tidligere. Indholdet af kontrakten og gyldigheden af kontraktvilkårene berøres ikke. Denne sag vedrører håndhævelsen af en aftale og navnlig de påløbne morarenter (dvs. betaling) i henhold til den pågældende kontrakt. Denne situation opstod inden Sloveniens tiltrædelse af Den Europæiske Union og afventer stadig en endelig løsning efter tiltrædelsen.

48.

Den omstændighed, at ny lovgivning vedrørende morarenter fremover vil blive anvendt på verserende sager fra tidspunktet for en medlemsstats tiltrædelse af Den Europæiske Union, er således i overensstemmelse med EU-rettens umiddelbare virkning i tiltrædelsesstater.

49.

Efter at det er fastslået, at Domstolen har kompetence generelt, skal det i den foreliggende sag herefter analyseres, om direktiv 2000/35 navnlig kan finde anvendelse på lejeaftalen i lyset af dets specifikke bestemmelser vedrørende dets anvendelse ratione temporis.

50.

I henhold til artikel 6, stk. 3, litra b), finder direktiv 2000/35 i princippet anvendelse på aftaler, der er indgået inden udløbet af dets gennemførelsesfrist, medmindre en medlemsstat udelukker anvendelsen heraf på sådanne aftaler. I mangel af en udtrykkelig handling fra medlemsstatens side omfatter direktivet med andre ord eksisterende aftaler.

51.

Som Sloveniens repræsentant har erkendt under retsmødet, indeholder de relevante tiltrædelsesdokumenter ikke en sådan undtagelse fra anvendelsen af direktiv 2000/35 ( 19 ). I henhold til tiltrædelsesaktens artikel 2 og 54 udløb fristen for at gennemføre direktiv 2000/35 med hensyn til Slovenien således den 1. maj 2004, og ingen undtagelse fandt anvendelse med hensyn til dette direktiv.

52.

Bestemmelsen i artikel 6, stk. 3, litra b), er også relevant med hensyn til at foretage en sondring i forhold til den omhandlede afledte ret i Ynos-dommen. Direktiv 93/13, som Ynos-dommen vedrørte, fastsatte i artikel 10, stk. 1, at det kun fandt anvendelse for fremtiden på aftaler, der var indgået efter udløbet af gennemførelsesfristen (hvilket for en ny medlemsstat var datoen for dens tiltrædelse (dvs. den 1.5.2004)). Dette er faktisk det modsatte af artikel 6, stk. 3, litra b), i direktiv 2000/35, da sidstnævnte finder anvendelse på aftaler, der er indgået inden udløbet af fristen for gennemførelsen af direktivet ( 20 ).

53.

Det følger således af artikel 6, stk. 1, sammenholdt med artikel 6, stk. 3, litra b), i direktiv 2000/35 og tiltrædelsesakten, at direktiv 2000/35 efter Sloveniens tiltrædelse af Unionen fandt umiddelbar anvendelse på eksisterende aftaler, der var indgået inden denne dato, herunder den i den foreliggende sag omhandlede lejeaftale. Jeg konkluderer derfor, at direktiv 2000/35 fandt tidsmæssig anvendelse på den foreliggende sag fra den 1. maj 2004.

54.

Afslutningsvis er jeg af den opfattelse, at Domstolen har kompetence til at besvare de spørgsmål, som den nationale ret har forelagt.

55.

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om reglen ne ultra alterum tantum er forenelig med direktiv 2000/35. På linje med den slovenske og den lettiske regerings synspunkt i deres skriftlige indlæg samt det synspunkt, som den slovenske regering og Kommissionen gav udtryk for under retsmødet, er jeg af den opfattelse, at reglen er forenelig med direktiv 2000/35.

56.

Som Domstolen allerede tidligere har bemærket ( 21 ), og som Kommissionen udtrykkeligt anerkendte under retsmødet i den foreliggende sag, er direktiv 2000/35 et instrument til minimumsharmonisering.

57.

Direktivet omfatter således kun udvalgte og dermed begrænsede elementer vedrørende forsinket betaling i handelstransaktioner, navnlig aspekter med hensyn til i) morarenter i tilfælde af forsinket betaling, ii) ejendomsforbehold og iii) inddrivelsesprocedurer for ubestridte krav.

58.

Med hensyn til morarenter i tilfælde af forsinket betaling er artikel 3, stk. 1, litra d), i direktiv 2000/35 en ret detaljeret bestemmelse vedrørende minimumsniveauet for sådanne renter og den måde, hvorpå de beregnes. Direktiv 2000/35 indeholder imidlertid ingen bestemmelser, som forbyder, at der fastsættes et loft for de påløbne renter.

59.

Efter min opfattelse ligger afgørelsen om, hvorvidt der skal fastsættes et sådant loft, således inden for medlemsstaternes beføjelse, forudsat at de overholder den dobbelte betingelse om ækvivalens og effektivitet ( 22 ).

60.

Princippet om ækvivalens forbyder i det væsentlige forskelsbehandling af krav på grundlag af national ret og tilsvarende krav på grundlag af EU-retten. Med andre ord må behandlingen af rettigheder i henhold til EU-retten ikke være mindre gunstig end behandlingen af tilsvarende rettigheder, der følger af national ret.

61.

De faktiske omstændigheder i denne sag skaber ingen problemer med hensyn til, om reglen ne ultra alterum tantum overholder dette princip. Ingen af parterne har udtrykt betænkeligheder i denne henseende.

62.

Kravet om effektivitet er til hinder for, at medlemsstaterne i praksis kan gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten.

63.

Man kunne ganske vist argumentere for, at det overordnede mål om en effektiv bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner ville blive styrket, hvis der ikke var fastsat et loft for de påløbne morarenter. Når loftet er nået, er det klart, at debitoren har et ringe yderligere incitament til at betale. Rentebeløbet ophører ganske enkelt med at stige.

64.

Hvis denne logik anvendes, vil der imidlertid kunne rejses tvivl om en hvilken som helst national bestemmelse eller stilles krav om indførelse af en ny bestemmelse. For at give et eksempel: Ville den effektive virkning af et direktiv, som har til formål at bekæmpe forsinket betaling, ikke ligeledes blive styrket, hvis der igen blev indført gældsfængsler ( 23 ), hvor debitoren automatisk bliver fængslet ved forsinket betaling? Dette ville være ret effektivt med hensyn til at tvinge den pågældende person og/eller dennes slægtninge til at betale hurtigt.

65.

Absurde eksempler kan være med til at skærpe éns forståelse af behovet for at fastsætte rimelige grænser for det potentielt ubegrænsede effektivitetskrav. Det er min opfattelse, at effektivitetskravet bør begrænses til to tilfælde: umulighed eller reelle uforholdsmæssigt store vanskeligheder. Efter min opfattelse nås ingen af disse standarder med reglen ne ultra alterum tantum. To punkter er af særlig relevans med hensyn til sidstnævnte konstatering.

66.

Inden for det nationale reguleringsområde, der ikke er berørt af minimumsharmoniseringen i henhold til direktiv 2000/35, udtrykker reglen ne ultra alterum tantum for det første et vist lovgivningsmæssigt valg med hensyn til at dele omkostningerne ved forsinket betaling mellem kreditorer og debitorer. Reglen afspejler en social vision om fordelingen af byrder med hensyn til gældsinddrivelse. I sig selv synes et sådant valg ikke at være vilkårligt eller uhørt. Bestemte former for fastsættelse af et renteloft til hovedstolsbeløbet kan faktisk allerede spores tilbage til romerretten ( 24 ).

67.

Endvidere kan reglen ne ultra alterum tantum i givet fald anses for at tilvejebringe en bestemt type balance mellem sikringen af, at betalingerne foretages hurtigt, og andre interesser eller værdier. Forsinket betaling er normalt i princippet altid en følge af umulighed eller uvilje til at betale fra debitorens side. Passivitet fra kreditorens side kan imidlertid forværre den påløbne gælds størrelse. En regel som ne ultra alterum tantum tilskynder derfor kreditoren til omgående at gøre sine rettigheder gældende. En lignende regel findes faktisk også i andre sammenhænge i andre nationale retsordener. Eksempelvis begrænser den østrigske og den tjekkiske borgerlige lovbog kreditorens mulighed for at opnå morarenter, der overstiger hovedstolen, med hensyn til perioden forud for retstvisten, hvis kreditoren ikke søgte inddrivelse af gælden rettidigt ( 25 ).

68.

For det andet bør, som den slovenske regering har anført, en national regel såsom ne ultra alterum tantum ikke vurderes isoleret, men derimod i sammenhæng med andre relevante instrumenter i national ret, hvor loftsreglen anvendes.

69.

Blandt disse instrumenter er muligheden for at kræve erstatning af debitoren for det faktisk lidte tab (hvis dette tab overstiger morarenterne). Selv om kravet om morarenter således generelt er blevet »anset for at være en bekvem måde til at gøre det muligt for kreditoren at få erstatning for de skader, han typisk havde lidt, uden at det var nødvendigt specifikt at bevise dem« ( 26 ), betyder dette ikke nødvendigvis, at kreditoren er afskåret fra at kræve erstatning for den lidte skade, der overstiger de påløbne renter. Om der foreligger en sådan mulighed, afhænger af den gældende nationale lovgivning og skal vurderes af den nationale ret. Som den slovenske regering imidlertid forklarede under retsmødet, er det i henhold til slovensk ret faktisk muligt for kreditoren at gøre krav på fuld og faktisk erstatning for det lidte tab.

70.

Såfremt det tab, som kreditoren har lidt, kan tilskrives fejl i retssystemets funktion, herunder unødige forsinkelser og uforholdsmæssigt lange sagsbehandlingstider, kan et erstatningssøgsmål mod staten endvidere udgøre en anden mulig form for afhjælpning ( 27 ).

71.

På denne baggrund foreslår jeg, at Domstolen besvarer den forelæggende rets tredje spørgsmål med, at direktiv 2000/35 ikke er til hinder for en bestemmelse i national ret, som fastsætter loftet for morarenterne til hovedstolsbeløbet.

72.

Som jeg har bemærket ovenfor, er det ikke fornødent at besvare det første og det andet spørgsmål, hvis Domstolen besvarer den forelæggende rets tredje spørgsmål benægtende. Da direktiv 2000/35 ikke er til hinder for reglen ne ultra alterum tantum, kan sagsøgerens påstand ikke tages til følge, selv hvis det godtgøres, at det retsforhold, der følger af lejeaftalen, er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2000/35. Hvis Domstolen imidlertid skulle konkludere, at direktiv 2000/35 er til hinder for den omhandlede bestemmelse, vil de to første præjudicielle spørgsmål være af relevans.

73.

I dette afsnit analyseres det første og det andet spørgsmål samlet. Formålet med begge er at få oplyst, om sagsøgeren ved indgåelsen af lejeaftalen handlede som en »virksomhed« som omhandlet i direktiv 2000/35 i betragtning af, at genstanden for lejeaftalen ikke henhører under hans nationale licens. I denne forbindelse har den forelæggende ret specifikt opfordret Domstolen til ved besvarelsen af det andet præjudicielle spørgsmål at tage hensyn til, at den pågældende transaktion var af økonomisk art, og at sagsøgeren udstedte en faktura for den.

74.

I henhold til artikel 1 finder direktiv 2000/35 anvendelse på »alle betalinger, der foretages som vederlag for handelstransaktioner«. Svaret på spørgsmålet, om transaktionen i lejeaftalen er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2000/35, kræver derfor en klarlægning af begrebet »handelstransaktion«, som for sin del anvender begrebet »virksomhed«.

75.

Begge disse begreber vil blive undersøgt nærmere [henholdsvis afsnit a) og b)], inden det undersøges, om en national licens til en bestemt aktivitet er relevant for definitionen af virksomhed [afsnit c)]. Endelig vil der blive fremsat en række afsluttende bemærkninger om den retlige karakter af den anden part i lejeaftalen, nemlig Gasilsko društvo [afsnit d)].

76.

I artikel 2, nr. 1), første afsnit, i direktiv 2000/35 defineres begrebet »handelstransaktion« som en transaktion »mellem virksomheder eller mellem virksomheder og offentlige myndigheder, som indebærer levering af varer eller tjenester mod vederlag«.

77.

Denne definition synes at bestå af følgende elementer: i) Parterne i transaktionen skal være virksomheder eller en virksomhed og en offentlig myndighed, ii) der skal finde levering af varer eller tjenester sted, og iii) der skal være tale om et vederlag for disse varer eller tjenester.

78.

Der er ingen tvivl om, at lejeaftalen opfylder betingelse ii) og iii). Der er leveret en tjeneste: udlejningen af tankvognen til vandtransport. Der blev aftalt og efterfølgende betalt et vederlag for denne tjeneste. Det spørgsmål, der fortsat står åbent, er derfor, om betingelse i) ligeledes er opfyldt. Sagsøgeren er klart ikke en offentlig myndighed. Kan han klassificeres som en »virksomhed«?

79.

Begrebet »virksomhed« er defineret i artikel 2, nr. 1), tredje afsnit, i direktiv 2000/35 som »enhver enhed, der handler som led i selvstændig økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet, uanset om den kun udøves af en enkelt person« ( 28 ).

80.

For at der kan være tale om en »virksomhed« som omhandlet i direktiv 2000/35, i) skal den pågældende person være klassificeret som en enhed, og ii) aktiviteten skal være af selvstændig økonomisk eller erhvervsmæssig art.

81.

Jeg bemærker, at der i artikel 2, nr. 1), tredje afsnit, i direktiv 2000/35 udtrykkeligt henvises til »enhver enhed«, herunder en enhed, som består af en enkelt person, der handler som led i selvstændig økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet.

82.

Det fremgår således af denne bestemmelses ordlyd, at begrebet »enhed« ikke skal forstås således, at det henviser til en specifik retlig form, men derimod til udøvelsen af en struktureret og løbende aktivitet. I denne henseende skal den pågældende person organisere sig for at udøve virksomhed rutinemæssigt og på lang sigt.

83.

På linje med det, som Domstolen har fastslået i en anden sammenhæng, kan en sådan enheds struktur være ret elementær, da en »aktivitet [i visse brancher] hovedsagelig [kan være] baseret på arbejdskraften« ( 29 ).

84.

Den omstændighed, at sagsøgeren udstedte en faktura for den tjeneste, der blev leveret i henhold til lejeaftalen, udgør efter min opfattelse et vigtigt element, der viser, at han handlede som led i en organiseret økonomisk aktivitet.

85.

Med hensyn til transaktionens art i henhold til lejeaftalen var den klart økonomisk, da sagsøgeren stillede tankvognen til vandtransport til rådighed for Gasilsko društvo mod vederlag. Penge skulle, eller forventedes, at skifte hænder.

86.

Definitionen af »handelstransaktion« i artikel 2, nr. 1), tredje afsnit, i direktiv 2000/35 synes således umiddelbart at være opfyldt.

87.

Den forelæggende ret har dog udtrykt bekymring over, at genstanden for lejeaftalen ikke henhørte under sagsøgerens nationale licens. Den slovenske regering og Kommissionen har udledt heraf, at sagsøgeren ikke kan klassificeres som en »virksomhed« i henhold til direktiv 2000/35. De har i det væsentlige anført, at den præcise rækkevidde af den nationale licens, der er udstedt, bør være afgørende for definitionen af »virksomhed« i henhold til direktiv 2000/35.

88.

Jeg er uenig af to væsentlige grunde.

89.

For det første henviser den ovenfor beskrevne definition af »virksomhed« ikke på nogen måde til medlemsstaternes lovgivning. Dette begreb er således et selvstændigt EU-retligt begreb. Det skal fortolkes uafhængigt af nationale tilladelses- eller registreringsordninger ( 30 ).

90.

For det andet tjener den selvstændige EU-retlige definition i den foreliggende sag et yderligere, meget vigtigt formål: forudsigeligheden af handelstransaktioner, der er omfattet af anvendelsesområdet for det pågældende direktiv. Hvis anvendelsesområdet for begrebet »virksomhed« i henhold til direktivet blev knyttet til rækkevidden af en tilladelse udstedt i henhold til national ret i forbindelse med visse erhvervsaktiviteter, ville dette i realiteten forpligte parter i aftaler til at begynde at kontrollere hver gang, hvorvidt den aftale, som den anden part undertegner, faktisk henhører under dennes aktivitet i henhold til national ret. Den heraf følgende opsplitning af lovgivningen er ikke kun i sig selv uønsket. Det ville også være særdeles omstændeligt i forretningspraksis, navnlig i grænseoverskridende transaktioner.

91.

Af disse grunde er jeg af den opfattelse, at rækkevidden af den nationale licens ikke er bestemmende for definitionen af »virksomhed« i henhold til direktiv 2000/35. Dette betyder dog ikke, at eksistensen af en national registrerings- eller tilladelsesordning er fuldstændig irrelevant. Det kan imidlertid kun skabe en formodning for, at parten handlede inden for sin økonomiske eller erhvervsmæssige aktivitet.

92.

Med andre ord ville lejeaftalen, hvis den var omfattet af rækkevidden af sagsøgerens nationale licens, have skabt en formodning for, at sagsøgeren handlede som led i en selvstændig økonomisk aktivitet. Omvendt udelukker den omstændighed, at genstanden for lejeaftalen ikke henhørte under sagsøgerens licens, imidlertid ikke, at sagsøgeren klassificeres som virksomhed, forudsat at de ovenfor beskrevne selvstændige betingelser i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2000/35 er opfyldt.

93.

For fuldstændighedens skyld vil jeg tilføje, at de scenarier, der efter min opfattelse ikke er omfattet af begrebet »virksomhed« som omhandlet i direktiv 2000/35, er situationer, hvor personer udøver enkeltstående tilfælde af en aktivitet, der kunne klassificeres som »økonomisk«. Selv om disse tilfælde er af økonomisk karakter, kan de ikke betragtes som en struktureret eller løbende erhvervsaktivitet.

94.

Hvad angår den foreliggende sag kan udlejning af en tankvogn til vandtransport anses for at indgå i sagsøgerens samlede og løbende erhvervsaktiviteter. I modsætning hertil kunne eksempelvis en sagsøger, der sælger børnekager på et søndagsmarked i forbindelse med den årlige skolefestival, næppe betragtes i samme lys. På samme måde kunne havehjælp udført af en i øvrigt etableret forretningsmand for sin nabo til gengæld for en invitation til en kop te og måske endog en kage næppe anses for at være omfattet af førstnævntes strukturerede og løbende erhvervsaktivitet.

95.

Med andre ord udøver folk flere forskellige former for aktivitet af økonomisk art, men kun nogle af disse aktiviteter vil indgå i en persons strukturerede og løbende erhvervsaktiviteter. Ved vurderingen af, om den pågældende aktivitet indgår i denne strukturerede og løbende virksomhed, skal den forelæggende ret tage hensyn til al relevant dokumentation, der støtter eller er til hinder for denne konklusion.

96.

Det tilkommer den nationale ret at anvende disse generelle retningslinjer på de faktiske omstændigheder i denne sag. På grundlag af de faktiske omstændigheder, der er forelagt Domstolen, nemlig at den omhandlede transaktion med rimelighed kan betragtes som en del af en bredere, struktureret og løbende selvstændig økonomisk aktivitet udført af sagsøgeren, for hvilken en faktura var udstedt, konkluderer jeg imidlertid, at sagsøgeren ved indgåelsen af lejeaftalen kunne anses for at handle som en »virksomhed« som omhandlet i direktiv 2000/35.

97.

I lyset af det ovennævnte er det min opfattelse, at den selvstændige definition af »virksomhed« i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2000/35 omfatter personer, som udøver en struktureret og løbende selvstændig økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet. Om et individuelt tilfælde af en sådan aktivitet, f.eks. en individuel aftale, var omfattet af den præcise rækkevidde af den nationale registrerings- eller tilladelsesordning, er ikke afgørende for denne definition. Den omstændighed, at en sådan person handlede inden for rammerne af den nationale registrering eller tilladelse, skaber imidlertid en formodning for, at den pågældende person handlede inden for sin økonomiske eller erhvervsmæssige aktivitet. Eksistensen af en faktura udgør også et element, der tyder på, at en sådan person handlede som led i en struktureret og løbende økonomisk aktivitet.

98.

Som et post scriptum bemærker jeg, at det første og det andet præjudicielle spørgsmål kun har fokus på definitionen af »virksomhed« som omhandlet i direktiv 2000/35 med hensyn til sagsøgeren. Om det forhold, der følger af lejeaftalen, kan klassificeres som »handelstransaktion« i henhold til dette direktiv, vil imidlertid også i sidste instans afhænge af den anden aftaleparts status, nemlig Gasilsko društvo.

99.

Som bemærket ovenfor er »handelstransaktion« i henhold til direktiv 2000/35 en transaktion »mellem virksomheder eller mellem virksomheder og offentlige myndigheder«. Med hensyn til definitionen af sidstnævnte begreb krydshenviser direktiv 2000/35 til »ordregivende myndighed eller andre ordregivere, som er defineret i direktiverne om offentlige indkøbskontrakter«.

100.

I de direktiver om offentlige indkøb, der er henvist til, defineres »ordregivende myndighed eller andre ordregivere« som staten, lokale myndigheder, offentligretlige organer og sammenslutninger af en/et eller flere af disse lokale myndigheder eller offentligretlige organer. Et »offentligretligt organ« er i de gældende direktiver defineret som ethvert organ, »hvis opgave det er at imødekomme almenhedens behov, dog ikke på det erhvervs- eller forretningsmæssige område, som er en juridisk person, og hvis drift enten for mere end halvdelens vedkommende finansieres af staten, de lokale myndigheder eller andre offentligretlige organer, eller hvis drift er underlagt disses kontrol, eller hvortil staten, de lokale myndigheder eller andre offentligretlige organer kan udpege mere end halvdelen af medlemmerne i administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet« ( 31 ).

101.

I betragtning af disse kriterier tilkommer det den forelæggende ret at fastslå Gasilsko društvos præcise retlige karakter i henhold til national ret på tidspunktet for de faktiske omstændigheder for at konkludere, hvorvidt der var tale om en »handelstransaktion« som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2000/35.

102.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de spørgsmål, som Vrhovno sodišče Republike Slovenije (øverste domstol i Republikken Slovenien) har forelagt, således:

»Spørgsmål 1 og 2:

Artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/35/EF af 29. juni 2000 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner skal fortolkes således, at den fastlægger en selvstændig definition af begrebet »virksomhed«, der omfatter personer, som udøver en struktureret og løbende selvstændig økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet. Om et individuelt tilfælde af en sådan aktivitet, f.eks. en individuel aftale, var omfattet af den præcise rækkevidde af den nationale registrerings- eller tilladelsesordning, er ikke afgørende for denne selvstændige definition. Den omstændighed, at en sådan person handlede inden for rammerne af den nationale registrering eller tilladelse, skaber imidlertid en formodning for, at den pågældende person handlede inden for sin økonomiske eller erhvervsmæssige aktivitet. Eksistensen af en faktura udgør også et element, der tyder på, at en sådan person handlede som led i en struktureret og løbende økonomisk aktivitet.

Spørgsmål 3:

Direktiv 2000/35 bør fortolkes således, at det ikke er til hinder for en bestemmelse i national ret, som fastsætter loftet for morarenterne til hovedstolsbeløbet.«