1

Med sin appel har Total Marketing Services SA, der er indtrådt i rettighederne efter Total Raffinage Marketing, tidligere Total France SA (herefter »Total France«), nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom Total Raffinage Marketing mod Kommissionen (T-566/08, EU:T:2013:423, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten frifandt Kommissionen i det af appellanten anlagte søgsmål med principal påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning K(2008) 5476 endelig af 1. oktober 2008 om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39.181 – Lysvoks) (resumé offentliggjort i EUT 2009 C 295, s. 17, herefter »den omtvistede beslutning«) og subsidiær påstand om annullation eller nedsættelse af den bøde, som appellanten var blevet pålagt.

2

Den appellerede dom indeholder følgende konstateringer:

[…]

3

Til støtte for påstandene i stævningen, som blev indgivet til Rettens Justitskontor den 17. december 2008, fremsatte appellanten 11 anbringender. Et 12. anbringende blev fremsat i retsmødet for Retten. Retten gav appellanten medhold i det 8. anbringende vedrørende ulovligheden af den beregningsmetode, der er beskrevet i punkt 24 i 2006-retningslinjerne, idet den i øvrigt frifandt Kommissionen. Retten fastslog, at Kommissionen ved fastsættelsen af den multiplikator, som skulle afspejle varigheden af Total Frances deltagelse i overtrædelsen, havde tilsidesat proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet, idet den havde sidestillet en periode med deltagelse på 7 måneder og 28 dage (hvad angår paraffinvoks) og på 6 måneder og 12 dage (hvad angår råparaffin) med en deltagelse på et helt år. Som følge heraf nedsatte Retten den bøde, som appellanten var blevet pålagt, fra 128163000 EUR til 125459842 EUR. Derimod frifandt Retten i dom Total mod Kommissionen (T-548/08, EU:T:2013:434) Kommissionen i det søgsmål, som moderselskabet, Total SA, havde anlagt, og nedsatte ikke i det samme omfang den bøde, som dette selskab var blevet pålagt.

4

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

5

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

6

Appellen omfatter fire anbringender.

7

I den appellerede doms præmis 370 citerede Retten 602. betragtning til den omtvistede beslutning, hvoraf følgende fremgår:

»[Appellanten] har udtalt, at virksomheden ikke deltog i noget teknisk møde efter mødet den 11. og 12. maj 2004, og tilføjet, at dens repræsentant ifølge en intern besked aflyste sin rejse til mødet den 3. og 4. november 2004 efter råd fra sin overordnede. Det bemærkes, at der ikke foreligger noget bevis for en eventuel udtræden af kartellet. Når der er tale om komplekse overtrædelser, indebærer den omstændighed, at en virksomhed ikke er til stede på et møde eller er uenig i, hvad der drøftes på et møde, ikke, at virksomheden er ophørt med at deltage i en vedvarende overtrædelse. For at bringe overtrædelsen til ophør skal virksomheden klart tage afstand fra kartellet. [Appellanten] har […] ikke fremlagt noget konkret bevis for, at virksomheden, fuldstændig uafhængigt, anlagde en ensidig strategi på markedet og klart og åbent tog afstand fra kartellets aktiviteter. Tværtimod viser de beviser, Kommissionen er i besiddelse af, at [appellanten] modtog de officielle indbydelser til de tre følgende tekniske møder (dvs. de sidste tre tekniske møder, før kontrolundersøgelserne blev foretaget). Det bemærkes, at [appellantens] repræsentant bekræftede, at han ville deltage i mødet den 3. og 4. november 2004, selv om det fremgår, at han senere aflyste sin rejse. På samme måde havde Sasol [Wax International AG, Sasol Holding in Germany GmbH og Sasol Limited, som havde arrangeret dette møde (herefter »Sasol«),] hvad mødet den 23. og 24. februar 2005 angår allerede reserveret et værelse til [appellantens] repræsentant på det hotel, hvor mødet fandt sted, om end reservationen senere blev aflyst. Kommissionen udleder heraf, at det stod klart for Sasol og de øvrige deltagere, at [appellanten] havde deltaget i kartellet, indtil det ophørte. Det bemærkes ligeledes, at de drøftelser, som blev ført på møderne, ikke var fundamentalt anderledes end dem, der var blevet ført på de foregående møder, men at deltagerne fortsatte med at diskutere prisforhøjelser uden at henvise til en eller anden form for forsøg fra [appellantens] side på at forlade kartellet (jf. 175., 176. og 177. betragtning), og at det ikke var usædvanligt, at nogle virksomheder ikke deltog i visse møder, mens kartellet varede. De nævnte to omstændigheder beviser, at [appellanten] ikke blev anset for at have forladt kartellet efter mødet i maj 2004. Den interne besked fra [appellantens] repræsentant om grundene til, at denne ikke deltog i et møde, kan under ingen omstændigheder anses for at være en offentlig afstandtagen. Eftersom ingen andre oplysninger tyder på, at [appellanten] tog afstand fra kartellet, finder Kommissionen, at [appellantens] deltagelse i det ikke var ophørt før kontrolundersøgelserne.«

8

I den appellerede doms præmis 372-379 tiltrådte Retten Kommissionens opfattelse med hensyn til kriteriet om offentlig afstandtagen samt opfattelsen af denne afstandtagen hos de andre karteldeltagere og fastslog, at appellanten efter de andre deltageres opfattelse ikke offentligt havde taget afstand fra kartellet.

9

Desuden analyserede Retten i den appellerede doms præmis 377-379 den interne e-mail af 3. november 2004, som appellantens repræsentant på de tekniske møder havde sendt til en anden ansat hos appellanten, og som havde følgende ordlyd: »I betragtning af formålet med mødet i Østrig følger jeg Thibaults henstilling. Jeg aflyser min rejse til Wien (afrejse oprindelig fastsat til i eftermiddag)«, og konkluderede, at en intern e-mail, som ikke er blevet sendt til de andre deltagere, ikke kan udgøre en offentlig afstandtagen. I dommens præmis 380 fastslog Retten endvidere, at den blotte omstændighed, at appellanten ikke deltog i de sidste tekniske møder, ikke viser, at appellanten ikke gjorde brug af de oplysninger om konkurrenternes priser, denne havde modtaget under de omkring ti foregående tekniske møder, som appellanten havde deltaget i, og at denne ikke drog fordel af de aftaler om deling af markeder og kunder, som var kommet i stand på disse møder. I samme præmis konkluderede Retten, at appellanten ikke havde fremlagt noget bevis for, at denne var ophørt med at udmønte kartellet i praksis den 12. maj 2004.

10

Appellanten har gjort gældende, at selskabet efter det tekniske møde den 11. og den 12. maj 2014 ikke deltog i nogen af de tre møder, som blev afholdt fra denne dato og indtil Kommissionens kontrolundersøgelser den 28. og den 29. april 2005, hvilket udgør en manglende deltagelse i en uafbrudt periode på et år, hvilken periode klart overstiger de sædvanlige intervaller på tre måneder for afholdelse af hemmelige møder. Endvidere er det hverken bevist eller gjort gældende, at der fandt nogen form for ulovlig samordning sted mellem appellanten og de andre karteldeltagere i løbet af denne periode. Desuden godtgør den interne e-mail, der er nævnt i nærværende doms præmis 9, at appellantens repræsentants manglende deltagelse i de møder, der fandt sted efter maj 2004, ikke var tilfældig, men var resultatet af instrukser fra repræsentantens overordnede med hensyn til genstanden for disse møder.

11

I overensstemmelse med Domstolens praksis er kravet om offentlig afstandtagen baseret på den afgørende forudsætning, at en virksomhed, som har deltaget i et konkurrencebegrænsende møde, anses for at have tilsluttet sig indholdet af dette møde, medmindre virksomheden åbent har taget afstand herfra (dom Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, EU:C:2004:6, præmis 81 og 82 og den deri nævnte retspraksis). Det følger endvidere af Rettens faste praksis vedrørende bevisførelse med hensyn til varigheden af en virksomheds deltagelse i et kartel, at det tilkommer Kommissionen at føre bevis for ikke blot forekomsten af kartellet, men også varigheden heraf, og at Kommissionen, når der ikke findes beviser, der direkte kan godtgøre en overtrædelses varighed, i det mindste skal fremlægge beviser vedrørende faktiske omstændigheder, der ligger tilstrækkeligt tæt på hinanden i tid, så det med rimelighed kan medgives, at denne overtrædelse fortsatte uafbrudt mellem to præcise datoer.

12

Appellanten har på baggrund heraf konkluderet, at når der overhovedet ikke foreligger nogen beviser for hemmelige kontakter eller aktiviteter mellem en virksomhed og andre deltagere i et kartel fra en vis dato og for en vis periode, kan Kommissionen ikke basere en konstatering af, at denne virksomhed fortsat deltog i overtrædelsen, på et argument om, at virksomheden ikke har taget afstand. Retten vendte den bevisbyrde i forbindelse med varigheden af deltagelse i overtrædelsen, som påhviler Kommissionen, da den godkendte den tilgang, som Kommissionen havde valgt, og hermed begik den en retlig fejl.

13

Kommissionen har, idet den har fremhævet, at dette appelanbringende ikke vedrører varigheden af den periode, hvor en deltagelse i et kartel var afbrudt, men den fortsatte deltagelse indtil kartellets afslutning, gjort gældende, at appellanten med dette anbringende blot gengiver de argumenter, som blev fremsat for Retten i forbindelse med bedømmelsen af faktiske omstændigheder, således at dette anbringende principalt må afvises.

14

Kommissionen har subsidiært anført, at varigheden af deltagelsen i en overtrædelse er et spørgsmål, der vedrører de faktiske omstændigheder, for hvilket der skal føres bevis fra sag til sag afhængigt af de konkrete omstændigheder. I den foreliggende sag følger beviset for appellantens fortsatte deltagelse i overtrædelsen af sammenfaldet af to elementer, der er uadskilleligt forbundet, nemlig dels den omstændighed, at appellanten fortsat blev indbudt til de tekniske møder, hvilket forudsætter, at den, som sendte indbydelsen, fortsatte med at opfatte selskabet som værende en del af kartellet, dels den omstændighed, at appellanten ikke havde taget afstand fra dette kartel. Hverken Kommissionen eller Retten baserede sig således alene på appellantens manglende offentlige afstandstagen.

15

Sammenfattende har Kommissionen gjort gældende, at praksis fra Domstolen og fra Retten bekræfter, at en manglende offentlig afstandtagen er et forhold, som er af væsentlig betydning i de tilfælde, hvor andre indicier, som giver en formodning for en fortsat deltagelse i kartellet, fastslås, og at de andre kartelmedlemmers opfattelse under alle omstændigheder er afgørende. I 602. betragtning til den omtvistede beslutning redegjorde Kommissionen, idet den ikke blot udelukkende baserede sig på appellantens offentlige afstandtagen, for indicier, som skulle bedømmes i deres helhed. Retten foretog således suverænt en vurdering af den værdi, som disse elementer skulle tillægges.

16

Det er ubestridt, at appellanten ikke deltog i de tre sidste hemmelige møder i kartellet, som fandt sted i perioden fra den 12. maj 2004 til den 29. april 2005.

17

Efter i den appellerede doms præmis 370 ordret at have citeret 602. betragtning til den omtvistede beslutning bekræftede Retten i denne doms præmis 372-374 rigtigheden af Kommissionens opfattelse som udtrykt i denne betragtning, hvorefter appellanten fortsat havde deltaget i overtrædelsen efter maj 2004.

18

Retten fandt, at det kun kunne konkluderes, at en virksomheds deltagelse i et kartel var definitivt ophørt, hvis denne virksomhed havde taget offentlig afstand fra indholdet af kartellet, idet Retten tilføjede, at det afgørende bedømmelseskriterium i den henseende var de andre karteldeltageres opfattelse af, hvad der var den omhandlede virksomheds intention.

19

Således som Retten fastslog, skal en virksomhed, selv når det ikke bestrides, at den ikke længere deltager i de hemmelige møder i et kartel, offentligt tage afstand fra kartellet, for at det kan fastslås, at den er ophørt med at deltage heri, idet beviset for denne afstandtagen skal vurderes ud fra de andre karteldeltageres opfattelse.

20

Det bemærkes, at i overensstemmelse med Domstolens praksis kræves der en offentlig afstandtagen, for at en virksomhed, der har deltaget i hemmelige møder, kan påvise, at dens deltagelse ikke var sket for at begrænse konkurrencen. Den pågældende virksomhed skal herved påvise, at den over for konkurrenterne havde oplyst, at den deltog i møderne med et andet formål end deres (dom Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, EU:C:2004:6, præmis 81 og 82 og den deri nævnte retspraksis).

21

Domstolen har også fastslået, at en virksomheds deltagelse i et konkurrencebegrænsende møde skaber en formodning for ulovligheden af denne deltagelse, som virksomheden skal afkræfte ved at føre bevis for en offentlig afstandtagen, som skal opfattes som en sådan af de andre karteldeltagere (jf. i denne retning dom Comap mod Kommissionen, C-290/11 P, EU:C:2012:271, præmis 74-76 og den deri nævnte retspraksis).

22

I henhold til Domstolens praksis kræves der således kun en offentlig afstandtagen i forbindelse med en virksomheds deltagelse i konkurrencebegrænsende møder som et uundværligt bevis for at afkræfte den formodning, der er nævnt i den foregående præmis, uden at en sådan afstandtagen, som afslutter deltagelsen i overtrædelsen, dog kræves i enhver henseende.

23

Hvad angår deltagelse ikke i individuelle konkurrencebegrænsende møder, men i en overtrædelse, som strækker sig over flere år, følger det således af Domstolens praksis, at en manglende offentlig afstandtagen blot udgør et af flere elementer, som skal tages i betragtning med henblik på at fastslå, om en virksomhed reelt er fortsat med at deltage i en overtrædelse eller tværtimod er ophørt hermed (jf. i denne retning Kommissionen mod Verhuizingen Coppens, C-441/11 P, EU:C:2012:778, præmis 75).

24

Retten begik derfor en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 372 og 374 fastslog, at en offentlig afstandtagen er det eneste middel, som et selskab, der er involveret i et kartel, råder over med henblik på at bevise, at dets deltagelse i dette kartel er ophørt, selv i det tilfælde, hvor dette selskab ikke har deltaget i hemmelige møder.

25

Denne retlige fejl fra Rettens side kan imidlertid ikke resultere i en ophævelse af konklusionen i den appellerede dom med hensyn til appellantens deltagelse i overtrædelsen i perioden fra den 12. maj 2004 til den 29. april 2005.

26

Det bemærkes, at i henhold til Domstolens faste praksis må den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, i de fleste tilfælde udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne (jf. domme Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, EU:C:2004:6, præmis 57, og Kommissionen mod Verhuizingen Coppens, C-441/11 P, EU:C:2012:778, præmis 70).

27

Hvad navnlig angår en overtrædelse, som strækker sig over flere år, har Domstolen fastslået, at den omstændighed, at der ikke blev fremlagt et direkte bevis for et selskabs deltagelse i denne overtrædelse i en bestemt periode, ikke er til hinder for, at denne deltagelse også i denne periode anses for at foreligge, såfremt en sådan konstatering hviler på objektive og samstemmende indicier (jf. i denne retning domme Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied mod Kommissionen, C-105/04 P, EU:C:2006:592, præmis 97 og 98, og Kommissionen mod Verhuizingen Coppens, C-441/11 P, EU:C:2012:778, præmis 72).

28

Selv om en offentlig afstandtagen ikke er det eneste middel, som et selskab, der er involveret i et kartel, råder over med henblik på at bevise, at dets deltagelse i dette kartel er ophørt, forholder det sig ikke desto mindre således, at en sådan afstandtagen udgør en væsentlig omstændighed, som kan godtgøre, at en konkurrencebegrænsende adfærd er ophørt. En manglende offentlig afstandtagen udgør en faktisk situation, som Kommissionen kan henvise til, for at bevise, at et selskabs konkurrencebegrænsende adfærd har varet ved. Når der i løbet af en betydelig periode har fundet flere hemmelige møder sted, som det pågældende selskabs repræsentanter ikke har deltaget i, skal Kommissionen imidlertid også basere sin vurdering på andre beviser.

29

I den foreliggende sag fastslog Retten med rette i præmis 377-379, at den interne e-mail af 3. november 2004, som appellantens repræsentant havde sendt til en anden ansat hos appellanten, ikke kunne bevise en offentlig afstandtagen.

30

Det må fastslås, at dette anbringende fremsat i stævningen i første instans ikke blev forkastet alene med henvisning til, at appellanten ikke offentligt har taget afstand. Det fremgår således af 602. betragtning til den omtvistede beslutning, som er nævnt i den appellerede doms præmis 370, at der var andre faktiske omstændigheder, som Kommissionen havde henvist til, og som appellanten ikke havde bestridt, såsom den oprindelige bekræftelse af appellantens deltagelse i mødet den 3. og den 4. november 2004 og den omstændighed, at arrangøren af de hemmelige møder havde reserveret et hotelværelse til appellanten for mødet den 23. og den 24. februar 2005.

31

Disse faktiske omstændigheder udgjorde sammen med appellantens manglende offentlige afstandtagen og opfattelsen hos arrangøren af de hemmelige møder samstemmende indicier, der gjorde det muligt at konkludere, at appellantens deltagelse i kartellet var fortsat.

32

Det første appelanbringende er følgelig uvirksomt og kan derfor ikke tiltrædes.

33

I 159. betragtning til den omtvistede beslutning anførte Kommissionen, at ifølge erklæringerne fra Shell blev Total France under mødet den 25. og den 26. maj 2000 af de andre mødedeltagere beskyldt for at sælge til for lave priser.

34

603. betragtning til den omtvistede beslutning har følgende ordlyd:

»Total France […] hævder, at virksomheden afbrød sin deltagelse mellem 2000 og 2001, og at den omstændighed, at virksomhedens repræsentant forlod mødet [den 25. og 26. maj 2000] i vrede, udgjorde et tegn på afstandtagen. […]. Det bemærkes […], at ingen oplysninger tyder på, at Total tog offentligt afstand fra kartellet. Den omstændighed, at [X, Total Frances repræsentant,] forlod mødet, udgør ikke i sig selv en offentlig afstandtagen, og Total har ikke selv hævdet, at [X] tilkendegav, at han agtede at bringe Totals deltagelse i kartellet til ophør. [X’] vrede taler snarere for, at han ikke var tilfreds med de indgåede aftaler. Den omstændighed, at Total vendte tilbage efter mindre end et år, bekræfter, at det ikke var virksomhedens hensigt at bringe sin deltagelse til ophør. Kommissionen anser derfor ikke Totals korte, midlertidige fravær for at udgøre en afbrydelse af virksomhedens deltagelse i kartellet.«

35

I den appellerede doms præmis 401 og 402 konkludere Retten i det væsentlige, at det ikke var godtgjort, at appellantens repræsentant under mødet afholdt den 25. og den 26. maj 2000 ifølge opfattelsen hos de andre mødedeltagere havde taget afstand fra overtrædelsen.

36

Appellanten har gjort gældende, at således som det fremgår af den erklæring, som en virksomhed, der deltog i kartellet, har afgivet over for Kommissionen, forlod selskabets repræsentant brat og oprørt mødet den 25. og 26. maj 2000 og deltog derefter ikke i nogen af de senere tre møder, før selskabets nye repræsentant deltog i mødet den 26. og den 27. juni 2001. Den konklusion, som Retten nåede frem til, nemlig at appellanten ikke havde ført bevis for en offentlig afstandtagen, udgjorde en tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning. Retten begik herved en retlig fejl, navnlig fordi Rettens tilgang over for appellanten var i modstrid med den tilgang, som den anvendte over for en anden virksomhed, som deltog i dette kartel.

37

Kommissionen har principalt gjort gældende, at dette anbringende skal afvises. Der er tale om et anbringende, som vedrører de faktiske omstændigheder, eftersom det omhandler såvel en vurdering af varigheden af deltagelsen i et kartel som begrebet offentlig afstandtagen, hvilke begge udgør faktiske situationer. Appellanten anfægter blot den fortolkning af de faktiske omstændigheder, som Retten anlagde.

38

Kommissionen har subsidiært gjort gældende, at dette anbringende er ugrundet, eftersom den med henblik på at fastslå, at deltagelsen i kartellet varede ved i perioden fra den 26. maj 2000 til den 26. juni 2001, ikke blot tog hensyn til den manglende offentlig afstandtagen, således som det fremgår af 603.betragtning til den omtvistede beslutning. Retten bekræftede denne analyse, idet den ikke blot baserede sig på denne manglende afstandtagen, men også på en undersøgelse af de omstændigheder, under hvilke appellantens repræsentant forlod mødet den 25. og den 26. maj 2000. Det er Kommissionens opfattelse, at varigheden af en virksomheds deltagelse i et kartel vedrører de faktiske omstændigheder, og at manglende beviser for konkurrencebegrænsende kontakter eller deltagelse i sådanne kontakter i en periode på et år i den foreliggende sag ikke i sig selv er tilstrækkelige til at godtgøre, at deltagelsen i dette kartel har været afbrudt.

39

Det må fastslås, at dette appelanbringende er baseret på to argumenter om dels den omstændighed, at appellantens repræsentants adfærd under dette møde den 25. og den 26. maj 2000 viser, at selskabet havde til hensigt offentligt at tage afstand fra det omtvistede kartel, dels, at appellanten ikke deltog i nogen af de tre hemmelige møder organiseret i perioden fra den 26. maj 2000 til den 26. juni 2001.

40

Hvad angår spørgsmålet, om appellantens repræsentants adfærd under mødet den 25. og den 26. maj 2000 kunne bevise en offentlig afstandtagen, bemærkes, at Kommissionen undersøgte denne adfærd i 603. betragtning til den omtvistede beslutning, og at denne undersøgelse blev underlagt Rettens domstolsprøvelse. I den forbindelse bemærkes, at som det fremgår af den appellerede doms præmis 398 og 401, nåede Retten, efter at den havde vurderet de omstændigheder, hvorunder dette møde havde fundet sted, og taget hensyn til de andre mødedeltageres opfattelse af holdningen hos appellantens repræsentant, i denne doms præmis 402 frem til den konklusion, at denne holdning ikke kunne godtgøre en offentlig afstandtagen til det konkurrencebegrænsende kartel. Denne vurdering af de faktiske omstændigheder kan imidlertid i overensstemmelse med retspraksis ikke gøres til genstand for Domstolens prøvelse i forbindelse med appellen.

41

For så vidt angår spørgsmålet, om appellantens manglende deltagelse i de tre hemmelige møder, der blev afholdt den 26. maj 2000 og den 26. juni 2001, udgør et bevis for, at appellantens implicering i kartellet var blevet afbrudt, må det fastslås, at Retten i den appellerede doms præmis 402, hvor den henviste til den appellerede doms præmis 372, begik den samme retlige fejl som den, der er anført i nærværende doms præmis 24, i forbindelse med undersøgelsen af det første appelanbringende, da den fastslog, at det tilkom appellanten at bevise, at selskabet havde taget afstand fra kartellet ifølge de andre deltageres opfattelse, uanset den omstændighed, at det ikke havde deltaget i disse møder.

42

I overensstemmelse med Domstolens praksis, som allerede er nævnt i nærværende doms præmis 27, er den omstændighed, at der ikke er blevet fremlagt et direkte bevis for et selskabs deltagelse i et kartel i en bestemt periode, ikke til hinder for, at deltagelsen i dette kartel i forbindelse med en overtrædelse, der strækker sig over flere år, anses for at foreligge også i denne periode, såfremt en sådan konstatering hviler på objektive og samstemmende indicier.

43

I den foreliggende sag var appellantens manglende offentlige afstandtagen ikke den eneste grund til, at appellantens adfærd skal anses for ulovlig også i den omhandlede periode.

44

Det fremgår således af den appellerede doms præmis 398 og 401, at den omstændighed, at appellantens repræsentant brat forlod mødet den 25. og den 26. maj 2000, skyldtes personlige årsager, hvilket ikke kunne anses for et udtryk for et ønske hos Total France selv om at tage afstand fra kartellet, hvilket også svarer til den opfattelse, som de andre mødedeltagere havde af dette forhold. Efter at denne repræsentant var blevet erstattet af en anden ansat, begyndte Total France igen at deltage i de hemmelige møder, og denne omstændighed underbyggede betragtningen, hvorefter repræsentantens adfærd kunne forklares med en konflikt af personlig art.

45

Parallelt med en manglende offentlig afstandtagen forelå der derfor objektive og samstemmende indicier, hvorefter det ikke kunne konkluderes, at appellantens deltagelse i kartellet blev afbrudt i den omhandlede periode.

46

Det tredje appelanbringende er følgelig uvirksomt og kan derfor ikke tiltrædes.

47

I den appellerede doms præmis 386 anførte Retten, at Kommissionen havde fastslået, at Repsols deltagelse i kartellet var ophørt den 4. august 2004, eftersom Repsol fra Sasol, som arrangerede møderne, ikke havde modtaget nogen officiel indbydelse med dagsordenen til mødet denne dato, hvilket viser, at Sasol nærede tvivl om, hvorvidt Repsol fortsat deltog i kartellet.

48

I den appellerede doms præmis 387 fastslog Retten, at den omstændighed, at de officielle indbydelser til møderne med dagsordenen ikke længere blev sendt til Repsol, viser, at Sasol havde ændret opfattelse og ikke længere var sikker på, at Repsol deltog i kartellet efter den 4. august 2004, og at dette forhold var tilstrækkeligt til at fastslå, at Repsol efter de øvrige karteldeltageres opfattelse havde taget afstand fra dette kartel. I den appellerede doms præmis 388-390 fastslog Retten derimod, at dette ikke var tilfældet for appellanten, som fortsatte med at modtage de officielle indbydelser til møderne med dagsordenen, og konkluderede, at Kommissionen havde behandlet to forskellige situationer forskelligt og derfor ikke havde tilsidesat ligebehandlingsprincippet.

49

Appellanten har anført, at Rettens analyse for det første er baseret på en faktisk vildfarelse. Det fremgår således af de sagsakter, som Kommissionen forelagde Retten, at med hensyn mødet den 3. og den 4. august 2004 havde Repsol ligesom appellanten foruden en indbydelse uden dagsordenen modtaget den samme »officielle« indbydelse, som indeholdt dagsordenen. Repsol havde også modtaget en indbydelse til mødet den 3. og den 4. november 2004. Den konklusion, som Retten nåede frem til, var således baseret på en urigtig gengivelse af beviserne. For det andet krævede Retten af appellanten, men ikke af Repsol – med hensyn til hvilket det var blevet anerkendt, at selskabet var trådt ud af kartellet selv uden en offentlig afstandtagen – at der blev ført bevis for en offentlig afstandtagen. Den appellerede dom indeholder ikke forhold, der kan begrunde en sådan forskellig behandling, hvilket udgør en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

50

Kommissionen har principalt anført, at dette appelanbringende er uvirksomt, eftersom – selv hvis det antages, at Retten foretog et fejlskøn med hensyn til Repsol – et sådant fejlskøn ikke vedrører appellanten, og det kan derfor ikke medføre en forkortelse af den varighed af overtrædelsen, som er fastslået med hensyn til sidstnævnte, hvilket spørgsmål udelukkende henhører under det første anbringende.

51

Kommissionen har subsidiært anerkendt, at hvad angår mødet den 3. og den 4. august 2004 er det dens opfattelse, at Repsol stadig var medlem af kartellet på det tidspunkt, hvor dette møde fandt sted, og at dets repræsentants manglende deltagelse i nævnte møde ikke udgjorde en indicium for, at selskabet var udtrådt af kartellet. Hvad angår mødet den 3. og 4. november 2004 har Kommissionen ligeledes anerkendt, at Repsol havde modtaget den samme indbydelse som appellanten med dagordenen uden dog at kunne anses for fortsat at være deltager i kartellet. Selv hvis det antages, at en sådan konstatering blev foretaget efter en urigtig gengivelse af beviserne, er denne urigtige gengivelse imidlertid uden betydning, eftersom det fremgik af den samme fælles indbydelse, at der til forskel fra Repsols repræsentant var reserveret et værelse til appellantens repræsentant, hvilket Kommissionen anser for en væsentlig forskel.

52

Det må konstateres, at Retten i den appellerede doms præmis 386 og 387 foretog en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder vedrørende varigheden af Repsols deltagelse i kartellet. Som det fremgår af sagsakterne, og således som Kommissionen har erkendt, fandt Retten således med hensyn til mødet den 3. og den 4. august 2004, at Repsol stadig var medlem af kartellet, idet dets repræsentants manglende deltagelse ikke kunne anses for et indicium for, at selskabet havde trukket sig fra kartellet, og at hvad angik mødet den 3. og den 4. november 2004 havde Repsol modtaget den samme type indbydelse som appellanten. Det i den appellerede doms foregående præmisser anførte indebærer derfor en urigtig gengivelse af faktiske omstændigheder.

53

Det bemærkes endvidere, at Retten i den appellerede doms præmis 387 udelukkende baserede sig på tvivlen hos arrangøren af de hemmelige møder med hensyn til Repsols ønske om at deltage i disse møder efter den 4. august 2004 og konkluderede, at dette forhold var tilstrækkeligt til, at det kunne fastslås, at Repsol havde taget afstand fra kartellet efter de andre deltageres opfattelse. Retten underlagde således ikke Repsol det samme krav med hensyn til bevis for en offentlig afstandtagen, som den underlagde appellanten, hvilket vidner om en uensartet anvendelse af dette krav og udgør en ulige behandling.

54

Det bemærkes imidlertid og under alle omstændigheder, at selv om det i forbindelse med undersøgelsen af det første og det tredje appelanbringende blev fastslået, at Rettens tilgang med hensyn til kravet om offentlig afstandtagen indebar en retlig fejl, kan de således begåede fejl ikke med føje påberåbes af appellanten.

55

Ligebehandlingsprincippet skal således forenes med overholdelsen af legalitetsprincippet (jf. i denne retning dom The Rank Group, C-259/10 og C-260/10, EU:C:2011:719, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis). Eftersom konstateringen med hensyn til varigheden af appellantens deltagelse i kartellet i forbindelse med undersøgelsen af det første appelanbringende blev anset for korrekt, kan den eventuelt uberettigede favorable behandling, som blev forbeholdt Repsol, ikke resultere i en forkortelse af denne varighed.

56

Det andet appelanbringende må følgelig forkastes.

57

696. betragtning til den omtvistede beslutning har følgende ordlyd:

»En række virksomheder har hævdet, at de ikke udmøntede aftalerne i praksis, og fremhævet, at de kun fremsendte eller modtog et begrænset antal prisskrivelser. Nogle virksomheder har påstået, at aftalerne ikke påvirkede deres adfærd på markedet. For det første finder Kommissionen ikke, at de nævnte påstande i sig selv udgør et tilstrækkeligt bevis for, at overtrædelsen ikke blev udmøntet i praksis som omhandlet i 2006-retningslinjerne […]. For det andet bemærkes, at fremsendelse eller modtagelse af prisskrivelser ikke var den eneste måde, hvorpå udmøntningen fandt sted, idet denne først og fremmest skete gennem (forsøg på) regelmæssige prisforhøjelser, som blev meddelt markedet, og som i nogle tilfælde dokumenteres af beviserne for de tekniske møder.«

58

Som svar på det det femte anbringende i stævningen i første instans om en tilsidesættelse af begrundelsespligtren og en tilsidesættelse af 2006-retningslinjerne hvad angår en manglende udmøntning i praksis af den angiveligt ulovlige praksis, hvilken manglende udmøntning udgør en formildende omstændighed i medfør af disse retningslinjers punkt 29, henviste Retten – efter ordret at have gengivet 696. betragtning til den omtvistede beslutning – i den appellerede doms præmis 406 og 407 til sine betragtninger vedrørende undersøgelsen af det andet anbringende i stævningen og konkluderede, at det af Kommissionen anførte vedrørende appellantens udmøntning af kartellet i praksis var underbygget af tilstrækkelige beviser.

59

Appellanten har anført, at Retten undlod at tage stilling til anbringendet om manglende hensyntagen til økonomiske beviser for, at selskabet havde handlet i overensstemmelse med konkurrencereglerne, og at undersøge disses relevans og indhold. Appellanten havde således forelagt Kommissionen og efterfølgende Retten en indgående økonomisk analyse omfattende hele overtrædelsesperioden, hvoraf det fremgik, at selskabet aldrig havde udmøntet de aftaler, der blev indgået på de tekniske møder, i praksis. Denne analyse blev forbigået i stilhed ikke blot i den omtvistede beslutning, men også i den appellerede dom, idet denne doms præmis 406 og 407 ikke indeholdt en stillingtagen til appellantens argumenter. Appellanten har i denne forbindelse anført, at Rettens fremstilling i forbindelse med prøvelsen af stævningens andet anbringende, hvortil der henvises i den appellerede doms præmis 407, vedrører gennemførelsen af kartellet samlet set og ikke hver enkelt af de implicerede virksomheders individuelle adfærd.

60

Kommissionen har principalt gjort gældende, at dette appelanbringende skal afvises, eftersom appellanten ikke præcist har angivet de elementer i den appellerede dom, som selskabet kritiserer, eller fremført juridiske argumenter, der specifikt understøtter dette anbringende. Endvidere tilsigter appellanten med dette anbringende i virkeligheden at opnå, at Domstolen foretager en fuld efterprøvelse af det femte anbringende i stævningen i første instans.

61

Kommissionen har subsidiært anført, at Retten behandlede dette femte anbringende i den appellerede doms præmis 405-408, og har anført, at disse præmisser henviser til den analyse, som Retten foretog i forbindelse med undersøgelsen af det andet anbringende i stævningen i første instans. I denne doms præmis 243-259, som omhandler undersøgelsen af dette andet anbringende, tiltrådte Retten Kommissionens ræsonnement, hvorefter appellanten ikke havde fremlagt beviser, som godtgjorde, at den havde udvist en konkurrencebetonet adfærd på markedet. I den appellerede doms præmis 163-190, der ligeledes omhandler undersøgelsen af det nævnte andet anbringende, forkastede Retten endvidere, idet den baserede sig på konkrete beviser, appellantens argument om, at selskabet ikke havde gennemført kartellet vedrørende priser.

62

Med det fjerde appelanbringende har appellanten anført, at Retten undlod at tage stilling til selskabets femte anbringende i stævningen i første instans om manglende hensyntagen til beviserne for dets angiveligt konkurrencebetonede adfærd og navnlig til den indgående økonomiske analyse omfattende hele overtrædelsesperioden.

63

Det må fastslås, at denne argumentation bunder i en åbenbart ukorrekt fortolkning af den appellerede dom og nærmere bestemt af Rettens ræsonnement i denne doms præmis 406 ff. Efter i den appellerede doms præmis 406 ordret at have citeret 696. betragtning til den omtvistede beslutning, hvor Kommissionen foretog en generel henvisning til den omstændighed, at »en række virksomheder« hævede, at de ikke havde udmøntet de ved det omtvistede kartel fastsatte aftaler i praksis, henviste Retten i denne doms præmis 407 til betragtningerne med hensyn til undersøgelsen af andet og fjerde led af det andet anbringende i stævningen i første instans.

64

Med andet led af dette anbringende hævdede appellanten, at der ikke forelå bevis for udmøntningen i praksis af aftalerne om fastsættelse af priser.

65

Det må fastslås, at i den appellerede doms præmis 166-185, som vedrører undersøgelsen af dette spørgsmål, undersøgte Retten de beviser, som Kommissionen havde henvist til, også vedrørende appellantens individuelle deltagelse i gennemførelsen af de nævnte aftaler såsom prisskrivelser udvekslet mellem karteldeltagerne, hvorved meddeltes prisstigninger, skrivelser, hvorved kunderne – som følge af arrangementer indgået under det foregående hemmelige møde – blev meddelt prisforhøjelser, samt erklæringer, der er afgivet af karteldeltagerne i denne forbindelse, og som desuden henviser til telefonsamtaler mellem repræsentanter for de virksomheder, som er impliceret i kartellet, med henblik på at sikre en korrekt gennemførelse af de aftalte arrangementer.

66

Efter i den appellerede doms præmis 189 at have anført, at Kommissionen rådede over oplysninger om over 50 møder i perioden 1992-2005, og at Kommissionen havde fremlagt 343 prisskrivelser fra appellanten, hvori denne meddeler kunderne fremtidige prisforhøjelser, konkluderede Retten i dommens præmis 190, at det var med føje, at Kommissionen fastslog, at appellanten havde udmøntet kartellet i praksis.

67

Med fjerde led af dette andet anbringende i stævningen i første instans gjorde appellanten gældende, at selskabet havde anlagt en adfærd på markedet, som var i overensstemmelse med konkurrencereglerne.

68

Det skal imidlertid også fastslås, at Retten i den appellerede doms præmis 233-259 foretog en detaljeret undersøgelse af appellantens argumentation, herunder henvisningen til en økonomisk analyse af selskabets prispolitik. Foruden en konkret undersøgelse af disse argumenter lagde Retten navnlig til grund, at appellanten havde deltaget i størstedelen af de mere end 50 konkurrencebegrænsende møder afholdt i perioden 1992 til 2005, at selskabet havde erkendt regelmæssigt at have forhøjet sine priser, hvilket i sig selv var et indicium for en anvendelse af de aftaler, som var blevet indgået under disse møder, og at det i den forbindelse havde sendt 343 informationsskrivelser til sine kunder. Retten nåede således frem til, at de af appellanten påberåbte omstændigheder ikke gjorde det muligt at konkludere, at appellanten i den periode på 13 år, i løbet af hvilken selskabet havde deltaget i de ulovlige aftaler, reelt havde undladt at anvende disse ved at udvise en konkurrencebetonet adfærd på markedet.

69

Appellantens klagepunkt, hvorefter Retten ikke tog hensyn til selskabets individuelle adfærd, men undersøgte selskabets situation sammen med situationen for de andre deltagere i forbindelse med gennemførelsen af kartellet samlet set, er derfor ugrundet.

70

Henset til disse betragtninger skal det fjerde appelanbringende også forkastes.

71

Da ingen af appellantens anbringender er taget til følge, skal appellen forkastes.

72

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagens omkostninger, såfremt der ikke gives appellanten medhold. I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da appellanten har tabt sagen, og Kommissionen har nedlagt påstand om, at dette selskab bør betale sagens omkostninger, bør det pålægges det at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Femte Afdeling):