1.

Denne anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af direktiv 1999/44/EF ( 2 ). Det centrale spørgsmål er, om en ret ex officio skal tilkende en forbruger et afslag i prisen på en mangelfuld købsgenstand (i det konkrete tilfælde en cabriolet med utæt tag), når en ophævelse af aftalen ikke er mulig, fordi manglen er uvæsentlig, men den pågældende forbruger ved retten udelukkende har nedlagt påstand om, at købet hæves.

2.

Baggrunden for den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse er udformningen af den spanske civilprocesret, som ifølge den forelæggende rets fremstilling i det konkrete tilfælde er til hinder for, at sagsøgte dømmes til at yde et afslag i prisen. Domstolen skal således undersøge, om direktiv 1999/44 i en sådan situation kræver, at retten griber ind ex officio.

3.

Dermed er direktiv 1999/44 for tredje gang genstand for en anmodning om præjudiciel afgørelse ( 3 ). I modsætning til de to andre tilfælde drejer denne sag sig imidlertid ikke om omfanget eller rækkevidden af en forbrugers rettigheder, men for første gang om muligheden for at udøve disse ad rettens vej.

4.

Formålet med direktiv 1999/44 er ifølge første betragtning til direktivet at virkeliggøre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. I overensstemmelse hermed anføres det i femte betragtning, at der skal skabes et fælles grundlag af minimumsrettigheder for forbrugerne. Det anføres i 24. betragtning, at medlemsstaterne har mulighed for at vedtage eller opretholde strengere bestemmelser for at sikre forbrugerne et endnu højere beskyttelsesniveau.

5.

Direktivets artikel 3 omhandler forbrugerens rettigheder og har følgende ordlyd:

»1.   Sælgeren skal over for forbrugeren være ansvarlig for manglende overensstemmelse med købsaftalen, der foreligger ved forbrugsvarens levering.

2.   I tilfælde af manglende overensstemmelse har forbrugeren ret til at få forbrugsvaren bragt i overensstemmelse med købsaftalen ved gratis afhjælpning eller omlevering i overensstemmelse med stk. 3 eller til et passende afslag i prisen, eller til at hæve købet med hensyn til de leverede varer, jf. stk. 5 og 6.

[…]

5.   Forbrugeren kan kræve et passende afslag i prisen eller hæve købet:

6.   Forbrugeren har ikke ret til at hæve købet, hvis den manglende overensstemmelse er uvæsentlig.«

6.

Stk. 2 i direktivets artikel 8, der har overskriften »National ret og mindstebeskyttelse«, bestemmer:

»Medlemsstaterne kan på det af dette direktiv omfattede område vedtage eller opretholde strengere bestemmelser, der er forenelige med traktaten, for at sikre forbrugerne et højere beskyttelsesniveau.«

7.

Spanien gennemførte direktiv 1999/44 ved lov nr. 23/2003 af 10. juli 2003 om garantier i forbindelse med forbrugerkøb (Ley de Garantías en la Venta de Bienes de Consumo ( 4 ), herefter »lov nr. 23/2003«) ( 5 ).

8.

Denne lovs artikel 4-8 indeholder bestemmelser, der svarer til direktiv 1999/44’s artikel 3. Bestemmelserne om afslag i prisen og ophævelse af købsaftalen, der svarer til artikel 3, stk. 5 og 6, findes i lov nr. 23/2003’s artikel 7.

9.

Den spanske civile retsplejelov (Ley de Enjuiciamiento Civil, herefter »LEC«) ( 6 ) indeholder bl.a. en bestemmelse om princippet om forhandlingsmaksimen (LEC’s artikel 216), hvori det fastsættes, at domstole træffer afgørelse på grundlag af parternes fremlæggelse af de faktiske omstændigheder, beviser og anbringender. LEC’s artikel 218 omhandler kongruensprincippet, hvorved det fastsættes, at dommene skal være kongruente med stævningens indhold og med parternes øvrige proceskrav, der er fremsat under søgsmålet.

10.

LEC’s artikel 400 fastsætter, at såfremt stævningens indhold kan støttes på forskellige faktiske omstændigheder eller forskelligt retsgrundlag, skal der i stævningen fremsættes dem, der er kendte eller kan påberåbes på tidspunktet for stævningens indgivelse. Det er ikke tilladt at forbeholde et anbringende til en senere proces. LEC’s artikel 400 indeholder endvidere bestemmelser om retskraft og fastsætter, at de faktiske omstændigheder og de retsgrundlag, der fremføres i en senere tvist, anses for at være de samme som dem, der er gjort gældende i en tidligere sag, hvis de kunne have været påberåbt i denne.

11.

Soledad Duarte Hueros (herefter »Soledad Duarte«) købte i juli 2004 en bil af mærket Citroën til en pris af 14320 EUR hos virksomheden Autociba SA (herefter »Autociba«). Køretøjet var en model »C3 Pluriel 1,4l«, hvis tag kan forskydes, således at den kan omdannes til en cabriolet. Køretøjet blev leveret til Soledad Duarte og indregistreret i august 2004.

12.

I tiden derefter måtte bilen flere gange køres på værksted, fordi der, når det regnede, trængte vand ind gennem taget. Trods gentagne forsøg på afhjælpning ( 7 ) lykkedes det ikke at afhjælpe defekten. Soledad Duarte krævede derfor i første omgang at få leveret et nyt køretøj. Det afviste Autociba. Til sidst anlagde Soledad Duarte i marts 2011 sag mod Autociba og producenten af køretøjet, Automóviles Citroën España (herefter »Citroën España«), med krav om ophævelse af købsaftalen og tilbagebetaling af købsprisen.

13.

Den forelæggende ret har oplyst, at den krævede ophævelse af købsaftalen i henhold til lov nr. 23/2003 ikke er mulig, fordi manglen er uvæsentlig. Soledad Duarte har alene ret til et afslag i prisen. I henhold til spansk procesret kan hun imidlertid ikke tilkendes et afslag i prisen, da Soledad Duarte udelukkende har påstået ophævelse af købsaftalen og tilbagebetaling af købsprisen, og ikke (end ikke subsidiært) et afslag i prisen. Soledad Duarte har heller ikke mulighed for i en senere retssag at kræve et sådant afslag. Udvidelsen af retskraften i henhold til LEC’s bestemmelser er til hinder herfor; ifølge disse bestemmelser omfatter retskraften også alle de krav, der kunne have været gjort gældende i en tidligere procedure, men som ikke er blevet gjort gældende.

14.

Juzgado de Primera Instancia no 2 de Badajoz har derfor ved kendelse af 13. januar 2012, indgået til Domstolens Justitskontor den 24. januar 2012, udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Hvis en forbruger efter ikke at have opnået, at en vare er blevet bragt i overensstemmelse med købsaftalen – fordi afhjælpningen trods gentagne anmodninger ikke er blevet gennemført – under en retssag kun påstår aftalen ophævet, og en sådan ophævelse ikke er mulig, fordi den manglende uoverensstemmelse er uvæsentlig, kan retten da ex officio tilkende forbrugeren et rimeligt afslag i prisen?«

15.

I sagen for Domstolen har Autociba, Kommissionen og den spanske regering afgivet skriftlige og mundtlige indlæg. Herudover har Soledad Duarte, den franske, ungarske og polske regering deltaget i den skriftlige forhandling. Den tyske regering har alene afgivet mundtligt indlæg.

16.

For så vidt angår spørgsmålet, om anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, skal det bemærkes, at Domstolen i henhold til artikel 267 TEUF kun har kompetence til at fortolke EU-retten. Det præjudicielle spørgsmål er dog formuleret således, at det ikke vedrører fortolkningen af EU-retten, men derimod det abstrakte spørgsmål, om en national ret ex officio kan tilkende en forbruger et afslag i prisen.

17.

På baggrund af den videre redegørelse i forelæggelsesafgørelsen opfatter jeg dog i lighed med den spanske og den polske regering det præjudicielle spørgsmål således, at den forelæggende ret ønsker oplyst, om direktiv 1999/44 skal fortolkes således, at en ret ex officio skal kunne tilkende et afslag i prisen, når forbrugeren under sagen ikke har nedlagt påstand om et sådant, men i henhold til direktivet havde ret hertil. Det præjudicielle spørgsmål kan derfor antages til realitetsbehandling i denne tilpassede formulering.

18.

Efter min opfattelse bør det præjudicielle spørgsmål også omformuleres i en anden henseende: Den forelæggende ret spørger, om direktivet tillader et afslag i prisen ex officio, dvs. hvorvidt retten kan tilkende et afslag i prisen ex officio. For at kunne give et brugbart svar skal det imidlertid snarere undersøges, om direktivet kræver, at der tilkendes et afslag i prisen ex officio, dvs. om den nationale ret skal tilkende et afslag i prisen ex officio.

19.

Autociba, Citroën España og Ministerio Fiscal ( 8 ) har endvidere rejst tvivl om, hvorvidt den præjudicielle anmodning kan antages til realitetsbehandling, med den begrundelse, at den spanske lovgiver har gennemført direktivet i national ret, således at den foreliggende sag alene vedrører nationalretlige anliggender. Domstolen har derfor ikke kompetence til at foretage en fortolkning.

20.

Dette er imidlertid ikke korrekt, idet denne argumentation er i modstrid med princippet om den ensartede anvendelse af EU-retten. At et direktiv er blevet gennemført i national ret, ændrer naturligvis ikke noget ved det forhold, at bestemmelserne i sidste ende udspringer af en EU-retlig ordning. Med henblik på at sikre, at EU-retten anvendes ensartet, er det for så vidt angår dens fortolkning fortsat afgørende, hvordan det bagvedliggende direktiv skal fortolkes. Kompetencen til at fortolke dette ligger alene hos Domstolen. Anmodningen om en præjudiciel afgørelse kan derfor også antages til realitetsbehandling i denne henseende.

21.

Endelig har Autociba gjort gældende, at kravet om afslag i prisen og ophævelse af aftalen er forældet, og at anmodningen om præjudiciel afgørelse derfor ikke kan antages til realitetsbehandling. Hvornår krav på grundlag af direktivet forældes, bestemmes principielt af national lovgivning, som dog skal overholde den minimumsfrist for forældelse på to år, der følger af direktivets artikel 5, stk. 1. Det tilkommer alene den nationale ret at undersøge, om denne frist rent faktisk er udløbet. Desuden er det i en præjudiciel sag den nationale ret, ved hvilken sagen er anlagt, der skal vurdere, om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse ( 9 ). Den forelæggende ret har ikke forelagt Domstolen noget spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 5, stk. 1, hvorfor en mulig forældelse af Soledad Duartes krav for så vidt angår den foreliggende præjudicielle anmodning lades ude af betragtning og ikke spiller nogen rolle for, hvorvidt anmodningen kan antages til realitetsbehandling.

22.

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om direktiv 1999/44 kræver, at en ret ex officio tilkender forbrugeren et afslag i købsprisen på en genstand, der er behæftet med en mangel, såfremt forbrugeren ved retten alene har nedlagt påstand om en ophævelse af aftalen, som denne imidlertid ikke er berettiget til.

23.

Baggrunden for det præjudicielle spørgsmål er udformningen af den spanske procesret. Soledad Duarte har i sin stævning alene nedlagt påstand om ophævelse af købsaftalen og tilbagebetaling af hele købsprisen, hvilket hun ikke er berettiget til at kræve, fordi manglen er uvæsentlig, jf. henholdsvis lov nr. 23/2003’s artikel 7, andet punktum, og tilsvarende direktivets artikel 3, stk. 6. Det er ganske vist ubestridt, at hun i henhold til lov nr. 23/2003’s artikel 7, første punktum (der svarer til direktivets artikel 3, stk. 5) har ret til et afslag i købsprisen. Hun har imidlertid ikke nedlagt påstand om et sådant afslag i stævningen. Den forelæggende ret har anført, at den derfor i henhold til det i spansk ret gældende kongruensprincip ( 10 ) ikke har mulighed for blot at tilkende hende et afslag i prisen i stedet for en ophævelse af aftalen, idet retten er bundet af forbrugerens konkrete påstand ( 11 ). Der er i henhold til spansk procesret ligeledes heller ikke mulighed for at ændre søgsmålet. Et nyt søgsmål vedrørende betaling af afslag i prisen er også udelukket på grund af udvidelsen af den første retssags retskraft i medfør af LEC’s artikel 400. Den forelæggende ret spørger derfor, om dette resultat er foreneligt med direktiv 1999/44.

24.

Som den spanske regering med rette har anført, skal der således sondres mellem to spørgsmål: For det første, hvilke rettigheder Soledad Duarte har i henhold til direktivet, og for det andet, hvordan en bestående ret kan udøves processuelt. Da Soledad Duarte ifølge den forelæggende rets oplysninger ubestridt har ret til et afslag i købsprisen, og den forelæggende ret også har fastslået, at et krav om ophævelse af aftalen er udelukket, vedrører den foreliggende sag alene det andet spørgsmål, nemlig hvordan Soledad Duarte kan gøre sit krav gældende ad rettens vej.

25.

Formålet med direktiv 1999/44 er ifølge første betragtning til direktivet at virkeliggøre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ( 12 ). I tilfælde af en levering, der er behæftet med mangler og dermed ikke er i overensstemmelse med købsaftalen, hjemler direktivets artikel 3 derfor en lang række forbrugerrettigheder. Direktivet indeholder dog ingen bestemmelser vedrørende udøvelsen af disse ved domstolene ( 13 ).

26.

Ifølge Domstolens faste praksis tilkommer det i mangel af unionsretlige bestemmelser hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente domstole og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som direktiv 1999/44 medfører for borgerne ( 14 ). I denne forbindelse skal medlemsstaterne dog overholde ækvivalens- og effektivitetsprincippet ( 15 ).

27.

En pligt til ex officio at tilkende et afslag i prisen kan, som den franske regering har anført, i den foreliggende sag kun komme på tale, såfremt en sådan mulighed enten allerede er hjemlet i national ret eller er nødvendig for at sikre EU-rettens fulde virkning. Da den spanske procesret, som det fremgår af forelæggelsesafdelingen, ikke hjemler tilkendelse af et afslag i prisen ex officio, er spørgsmålet, om den opfylder ækvivalens- og effektivitetsprincippet.

28.

Ækvivalensprincippet indebærer, at de konkrete processuelle regler for krav på grundlag af EU-retten ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret ( 16 ). Der ses ikke at være tale om en tilsidesættelse af ækvivalensprincippet i den foreliggende sag. De berørte regler i den spanske procesret gælder tværtimod uanset, om genstanden for søgsmålet er et krav på grundlag af EU-retten eller et krav på grundlag af national ret.

29.

Effektivitetsprincippet medfører et krav om, at en national processuel bestemmelse ikke i praksis må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten ( 17 ). I denne forbindelse skal der tages hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale instanser ( 18 ), samt i givet fald de principper, der ligger til grund for den nationale retspleje, bl.a. beskyttelsen af retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig sagsbehandling ( 19 ).

30.

I denne forbindelse skal det indledningsvis bemærkes, at Soledad Duarte principielt kunne have nedlagt påstand om afslag i købsprisen under søgsmålet. ( 20 ) En påstand om afslag i prisen kunne også være nedlagt subsidiært i forhold til påstanden om ophævelse af købsaftalen. Adspurgt herom har den spanske regering oplyst, at en subsidiær påstand ikke ville have været forbundet med ulemper, såsom højere sagsomkostninger, for sagsøgeren. Den spanske procesret udelukker således ikke principielt udøvelsen af den ret, som hun er tillagt på grundlag af direktivet, ved domstolene. Tværtimod kan enhver forbruger gøre alle sine krav på grundlag af direktivet gældende ved søgsmål, hvorfor det er muligt at udøve rettighederne i henhold til direktivet.

31.

Udformningen af den spanske procesret medfører dog efter min opfattelse, at det bliver uforholdsmæssigt svært at udøve disse rettigheder.

32.

Det er ganske vist i princippet ikke kritisabelt, at retten er bundet af sagsøgerens konkrete påstand. Det forudsætter, at sagsøgeren skal nedlægge den rigtige påstand for at kunne få medhold i sagen. Denne ordning er udtryk for dispositionsmaksimen, der både gælder i spansk procesret og i mange andre medlemsstaters retsplejeregler, hvorefter parterne har rådighed over sagen og initiativet, til en sag tilkommer disse. Formålet med dette princip er at beskytte retten til forsvar og sikre en hensigtsmæssig sagsbehandling, navnlig ved at forsinkelser som følge af en stillingtagen til nye anbringender undgås ( 21 ). Domstolen har flere gange fastslået, at dispositionsmaksimen som sådan er forenelig med effektivitetsprincippet ( 22 ). I princippet kan det derfor forventes af en forbruger, at forbrugeren gør de krav, der tilkommer denne, gældende ved domstolene, og i så henseende nedlægger den rigtige påstand, om nødvendigt også subsidiært. Dette gælder så meget desto mere, når der, som i det foreliggende tilfælde, er tale om en sag med advokattvang.

33.

Den spanske procesret er imidlertid udformet således, at en enkelt processuel fejl bestående i, at der nedlægges en urigtig påstand, eller at der ikke nedlægges en subsidiær påstand, fører til, at muligheden for at gøre et krav gældende, som rent faktisk følger af direktivet, fortabes for altid. Navnlig henset til, at direktivet har til formål at bidrage til at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, fremstår dette resultat meget drastisk og strengt, og det forekommer mig – også henset til formålet med de pågældende bestemmelser – uforholdsmæssigt.

34.

For det første tager den spanske lovgivning, ifølge den forelæggende rets fremstilling, i forbindelse med spørgsmålet om bindingen til påstanden på den ene side udgangspunkt i en meget snæver forståelse, idet der alene tages hensyn til den konkret nedlagte påstand. Med hensyn til udvidelsen af retskraften gælder der imidlertid på den anden side en meget vid forståelse, hvorefter også alle krav, som forbrugeren havde haft mulighed for at gøre gældende, er omfattet heraf og dermed ikke kan gøres til genstand for et nyt søgsmål. Dette pålægger i sig selv forbrugeren en urimelig byrde.

35.

For det andet går bestemmelserne ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det tilsigtede mål. Bindingen til den konkrete påstand har til formål at beskytte sagsøgtes ret til forsvar og fremme afgørelsen af sagen. Mens en sikring af sagsøgtes ret til forsvar imidlertid også kunne finde sted på et senere trin i sagen, f.eks. ved at man giver sagsøgte mulighed for at tage stilling til en ændret påstand, kan en mulighed for at beskytte sagsøgerens rettigheder ikke komme på tale på et senere tidspunkt, fordi retskraften er til hinder herfor. Der er ingen tvivl om, at bestemmelserne i LEC fremmer sagens afgørelse. I den foreliggende sag ses en væsentlig forsinkelse imidlertid slet ikke at foreligge. Spørgsmålet om afslag i prisen vedrører de samme faktiske omstændigheder og de samme parter som ophævelsen af købsaftalen, hvorfor der kan gøres brug af de allerede fremkomne resultater i sagen. Risikoen for en forsinkelse af sagen er under alle omstændigheder beskeden og står ikke i et rimeligt forhold til den drastiske foranstaltning, som en fuldstændig udelukkelse af en forbrugers mulighed for retsbeskyttelse udgør.

36.

Dertil kommer, at sagsøgerens mulighed for at få medhold – netop med hensyn til faktiske spørgsmål, såsom en mangels uvæsentlighed – ofte afhænger af bevisoptagelsen under sagen og ikke kan forudses, inden stævningen indgives. Det fremgår klart af den foreliggende sag: Soledad Duarte nedlagde påstand om ophævelse af aftalen, idet manglen i en syns- og skønserklæring var blevet klassificeret som ikke uvæsentlig. Den kompetente dommer kom imidlertid til et andet resultat på grundlag af bevisoptagelsen. For at opfylde kravene i den spanske procesret, således som den er beskrevet i forelæggelsesafgørelsen, skal en forbruger derfor altid, i det mindste også subsidiært, gøre alle eventuelt mulige krav gældende ved anlæggelse af søgsmål. Det er den eneste måde, hvorpå forbrugeren, henset til mulige udviklingsforløb under sagen, kan sikre sig at kunne udøve de rettigheder, der tilkommer forbrugeren på grundlag af direktivet for så vidt angår konkrete faktiske forhold. Set i lyset af de konsekvenser, der er forbundet med en manglende nedlæggelse af en subsidiær påstand, gør dette det uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve rettighederne og er i strid med effektivitetsprincippet.

37.

Dermed opstår spørgsmålet, hvordan der i den foreliggende sag kan tages hensyn til effektivitetsprincippet. Domstolen har tidligere fastslået, at den forelæggende ret, i tilfælde af en tilsidesættelse af effektivitetsprincippet, skal fortolke de nationale bestemmelser på en sådan måde, at de i videst muligt omfang bidrager til opfyldelsen af formålet, der er at sikre en effektiv beskyttelse af borgernes rettigheder i henhold til EU-retten ( 23 ). Såfremt dette ikke er muligt, er retten forpligtet til af egen drift at undlade at anvende den modstående nationale bestemmelse, dvs. i det foreliggende tilfælde den i hovedsagen omhandlede nationale procedureregel, der fastsætter den strenge binding til den nedlagte påstand ( 24 ).

38.

Den forelæggende ret skal således undersøge, om der gennem en fortolkning af den nationale procesret kan findes foranstaltninger, der gør det muligt at sikre forbrugeren en effektiv domstolsbeskyttelse og håndhæve dennes krav på grundlag af direktivet, selv om der i første omgang er nedlagt en fejlagtig påstand.

39.

I denne forbindelse skal medlemsstaternes procesautonomi respekteres. Ved fortolkningen af national ret skal der tages hensyn til de værdibaserede beslutninger, der ligger til grund for den pågældende nationale ordning. Formålet med bestemmelsen i spansk procesret er bl.a. at beskytte den anden parts ret til forsvar samt at fremme den endelige afgørelse af sagen. Det er derfor ikke nødvendigt, at en forbruger har ubegrænsede muligheder for at ændre sin påstand efter forgodtbefindende eller anlægge et nyt søgsmål. Det ville ikke være foreneligt med modpartens ret til forsvar. Det er tilstrækkeligt, såfremt forbrugeren indrømmes mulighed for i det mindste en gang at reagere på en eventuel udvikling under sagen, såsom resultatet af bevisoptagelsen. På denne måde bringes den endelige afgørelse af sagen heller ikke i fare.

40.

Den forelæggende ret foreslår, at der ex officio tilkendes et afslag i købsprisen. Dette er utvivlsomt en mulighed med hensyn til at sikre forbrugerens varetagelse af sine rettigheder. Imidlertid ville dette også føre til, at dispositionsmaksimen blev stærkt begrænset, og dermed at et af medlemsstaternes væsentlige procesprincipper blev berørt. Såfremt der ses bort fra kravet om en konkret påstand, kunne forbrugeren forholde sig passiv under sagen og afvente, at retten tilkender forbrugeren det, som denne materielt har krav på. Det går videre end det, der er nødvendigt af hensyn til forbrugerbeskyttelsen.

41.

Direktivet kræver nemlig ikke, at de krav, der tilkommer en forbruger i henhold til artikel 3, tilkendes denne, uden at denne bidrager hertil. Havde dette været tilsigtet, ville der være fastsat tilsvarende bestemmelser herom i direktivet. Derimod bestemmer direktivet for det første, som den polske regering med rette har anført, at forbrugeren kan vælge, hvilke rettigheder på grundlag af direktivet denne ønsker at udøve (jf. direktivets artikel 3, stk. 2 og stk. 5). For det andet lægges det til grund, at forbrugeren med henblik på at udøve sine rettigheder skal kunne indgive søgsmål til de ordinære domstole (men også er nødt til at gøre dette, såfremt forbrugeren ønsker at udøve sine rettigheder), i givet fald endog på betingelse af, at forbrugeren overholder visse underretningsfrister ( 25 ). Princippet om retten til effektiv domstolsbeskyttelse kræver heller ikke mere ( 26 ). Med henblik herpå er det blot nødvendigt, at forbrugeren kan udøve sine rettigheder. Dette indebærer imidlertid i sig selv, at denne også skal gøre det. Direktivet indeholder således ikke en generel forpligtelse til at tilkende et afslag i prisen ex officio.

42.

En forpligtelse til at tilkende et afslag i prisen følger heller ikke af Domstolens praksis vedrørende direktiv 1993/13 ( 27 ), sådan som det er blevet foreslået af Kommissionen. I modsætning til Kommissionen er jeg nemlig ikke af den opfattelse, at denne praksis kan overføres på nærværende sag.

43.

De to direktiver ligner ganske vist hinanden, for så vidt som de begge vedrører beskyttelsen af forbrugeren i retsforhold og tilsigter at virkeliggøre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. Alligevel er de på grund af deres forskellige formål ikke så sammenlignelige, at man kan overføre Domstolens praksis vedrørende direktivet om kontraktvilkår.

44.

Mens direktiv 1993/13 nemlig tilsigter at udligne den ringere position, hvori en forbruger befinder sig ved indgåelsen af en aftale med en erhvervsdrivende, vedrører direktiv 1999/44 gennemførelsen af en allerede indgået aftale. Der er her tale om to meget forskellige situationer.

45.

På tidspunktet for en aftales indgåelse kan en uligevægt nemlig kun fjernes gennem tredjemands indgriben ( 28 ). En forbruger kan i reglen ikke vurdere, om et kontraktvilkår er urimeligt. Såfremt man ville forvente et sådant kendskab af forbrugeren og pålægge denne at påberåbe sig kontraktvilkårets ugyldighed, ville det undergrave håndhævelsen af direktivet ( 29 ).

46.

Derudover skal virksomheder afholdes fra at anvende urimelige kontraktvilkår. Direktiv 1993/13 kan kun opfylde denne afskrækkende funktion, såfremt det ikke kan »betale sig« for en virksomhed at forsøge at anvende urimelige kontraktvilkår. Dette kan på sin side kun sikres gennem tredjemands indgriben. I modsat fald ville det være mere fordelagtigt for en erhvervsdrivende at anvende urimelige kontraktvilkår i håb om, at forbrugeren ikke er klar over, hvilke rettigheder direktivet om kontraktvilkår tillægger denne, og ikke gør disse gældende under sagen med det resultat, at det urimelige kontraktvilkår i sidste ende alligevel får virkning. Uden tredjemands indgriben ville den effektive virkning af direktiv 1993/13 derfor blive påvirket.

47.

Inden for rammerne af direktiv 1999/44 er situationen imidlertid en anden. For det første er den afskrækkende virkning, der er formålet med en indgriben ex officio, irrelevant i forbindelse med aftalens gennemførelse. I de fleste tilfælde beror en mangelfuld opfyldelse af en aftale nemlig ikke på parternes vilje, navnlig ikke, når kontrahenten ikke er producenten af købsgenstanden og dermed ikke har nogen indflydelse på dennes kvalitet eller, for så vidt angår skjulte mangler, i reglen ikke har kendskab hertil.

48.

Endvidere befinder forbrugeren sig ved aftalens gennemførelse ikke i en tilsvarende svag position. I modsætning til hvad der gør sig gældende med hensyn til et urimeligt kontraktvilkår, er det nemlig let for forbrugeren at fastslå, om en købsgenstand er af den aftalte kvalitet. Det viser den foreliggende sag også, hvor det netop er forbrugeren, der gør sine krav gældende ad rettens vej. I de domme, der er blevet afsagt vedrørende direktivet om kontraktvilkår, har det derimod altid været den erhvervsdrivende, der har gjort sit krav på grundlag af et urimeligt aftalevilkår gældende. En indgriben ex officio ville således ikke styrke beskyttelsen af forbrugeren, men derimod give denne et yderligere angrebsmiddel. Praksis vedrørende direktiv 1993/13 fører således heller ikke til en forpligtelse til at tilkende et afslag ex officio inden for rammerne af direktiv 1999/44.

49.

Derfor er effektivitetsprincippet efter min opfattelse overholdt, såfremt den nationale procesret blot kan fortolkes og anvendes således, at den stiller et instrument til rådighed for forbrugeren, der gør det muligt for denne selv at udøve sine rettigheder. Det kan eksempelvis være en mulighed for at ændre en påstand, eventuelt efter at den kompetente ret har gjort opmærksom herpå, såfremt den nationale lovgivning hjemler noget sådant.

50.

En anden mulighed er en fortolkning af påstanden, hvorefter den processuelle påstand om afslag i prisen var indeholdt i påstanden om ophævelse af aftalen. Det drejer sig i denne forbindelse ikke om spørgsmålet om, hvorvidt den materielle ret til afslag i prisen i henhold til direktivets artikel 3, stk. 5, første led, er indeholdt i retten til ophævelse af aftalen i henhold til direktivets artikel 3, stk. 5, andet led. Det ville være et spørgsmål om fortolkning af EU-retten, som den forelæggende ret ikke har stillet. Det drejer sig derimod om, hvorvidt påstanden om afslag i prisen er indeholdt i den processuelle påstand om ophævelse af aftalen »som minus«. Hvorvidt den processuelle påstand kan fortolkes således set i lyset af direktivet, skal bedømmes af den nationale ret, der har enekompetence til at fortolke den nationale procesret. Ifølge den spanske regering er der imidlertid intet, der tyder på, at den spanske procesret er til hinder for en sådan fortolkning ( 30 ). Den spanske regering har netop anført, at de pågældende bestemmelser i LEC skal fortolkes således, at et afslag i prisen er indeholdt i påstanden om ophævelse af aftalen.

51.

En anden mulighed ville være en fortolkning af den nationale bestemmelse, der regulerer omfanget af retskraften således, at denne fortolkes lige så snævert eller vidt, som det er tilfældet i forbindelse med bindingen til den konkrete påstand og kongruensprincippet.

52.

Såfremt alle disse foranstaltninger imidlertid ikke kan komme på tale, kunne man som en sidste udvej overveje at tilkende et afslag i prisen ex officio. Direktivet er i al fald ikke til hinder for en sådan fremgangsmåde. Det fremgår tværtimod af første og femte betragtning hertil, at det tilsigtede høje forbrugerbeskyttelsesniveau alene skal skabe en minimumsstandard for forbrugerrettigheder. Direktivets artikel 8, stk. 2, giver derfor medlemsstaterne mulighed for at vedtage eller opretholde strengere bestemmelser for at sikre forbrugerne et endnu højere beskyttelsesniveau ( 31 ). Såfremt en medlemsstats retsplejeregler hjemler tilkendelse af et afslag i prisen ex officio eller en national ret anvender den nationale lovgivning på denne måde, vil dette være foreneligt med direktivet.

53.

Uanset hvilken foranstaltning den nationale ret vælger, skal der tages hensyn til to ting: For det første må der ikke træffes en foranstaltning mod sagsøgerens vilje. Retten til effektiv domstolsbeskyttelse omfatter også en beføjelse til at vælge ikke at udøve sine rettigheder. Det skal derfor fastslås, hvad forbrugeren konkret ønsker. I den foreliggende sag forekommer dette uproblematisk, da Soledad Duarte nu ønsker at få et afslag i købsprisen. For det andet må modpartens ret til forsvar ikke tilsidesættes. Modparten skal således under alle omstændigheder som minimum have lejlighed til at tage stilling til det pågældende spørgsmål endnu en gang og til eventuelt selv på ny at nedlægge en påstand.

54.

Sammenfattende kan det fastslås, at direktivet ikke indeholder en forpligtelse til at tilkende et afslag i prisen ex officio. Den nationale ret er dog forpligtet til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger, der giver forbrugeren mulighed for at korrigere en fejlagtig påstand, såfremt denne i modsat fald slet ikke længere kan udøve sine rettigheder på grundlag af direktivet. I forbindelse med alle foranstaltninger, der træffes, skal den anden parts ret til forsvar sikres.

55.

Den forelæggende ret har fastslået, at en ophævelse af aftalen ikke er mulig, fordi der alene er tale om en uvæsentlig mangel ved køretøjet. Nogle af procesdeltagerne har udtrykt tvivl med hensyn til denne konklusion.

56.

Den forelæggende ret har imidlertid ikke stillet spørgsmål vedrørende fortolkningen af direktivets artikel 3, stk. 6, som indeholder begrebet »uvæsentlig manglende overensstemmelse«. Det tilkommer alene den forelæggende ret at fastslå de faktiske omstændigheder og afgøre, hvilke spørgsmål der skal forelægges Domstolen.

57.

Da spørgsmålet om manglens uvæsentlighed er et spørgsmål om fortolkningen af EU-retten, tillader jeg mig alligevel at bemærke følgende: Domstolen har endnu ikke taget stilling til fortolkningen af begrebet »uvæsentlig« i direktivets artikel 3, stk. 6. Andre europæiske domstole, herunder også højeste retsinstanser ( 32 ), har i tilfælde, der synes sammenlignelige, fastslået, at indtrængen af vand ikke skal anses for en uvæsentlig mangel ( 33 ). Den omstændighed, at køretøjet på trods af vandindtrængen fortsat kan benyttes som transportmiddel, som den forelæggende ret i forelæggelsesafgørelsen har anført som begrundelse for sin konklusion, spillede ingen rolle i disse afgørelser. Af hensyn til den ensartede anvendelse af EU-retten havde det derfor været hensigtsmæssigt, og sikkert også gunstigt af hensyn til afgørelsen af den verserende sag, såfremt Juzgado de Primera Instancia no 2 de Badajoz også havde forelagt spørgsmålet om manglens uvæsentlighed og dermed om fortolkningen af artikel 3, stk. 6, for Domstolen til præjudiciel afgørelse.

58.

Sammenfattende skal jeg derfor foreslå Domstolen følgende besvarelse af det præjudicielle spørgsmål:

»Direktiv 1999/44 skal fortolkes således, at det kræver, at en national ret, såfremt forbrugeren for retten alene har nedlagt påstand om en ophævelse af en aftale, der imidlertid ikke er mulig, fordi den manglende overensstemmelse er uvæsentlig, skal træffe en passende foranstaltning med henblik på at give forbrugeren mulighed for at udøve sine rettigheder på grundlag af direktivet. Det tilkommer den nationale ret at afgøre, med hvilken processuel foranstaltning dette kan opnås. I denne forbindelse skal der dog tages hensyn til den anden parts ret til forsvar.«