1

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har i stævningen nedlagt påstand om, at det fastslås, at Den Tjekkiske Replik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF af 3. juni 2003 om arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed (EUT L 235, s. 10), især direktivets artikel 22, stk. 1, idet den ikke fuldt ud har gennemført direktivet i sin interne retsorden, og idet den navnlig ikke har gennemført artikel 8, 9, 13 og 15-18 samt artikel 20, stk. 2-4.

2

Betragtning 1, 6, 8, 9, 20, 36 og 37 til direktiv 2003/41, der blev udstedt med hjemmel i artikel 47, stk. 2, EF, artikel 55 EF og artikel 95, stk. 1, EF, bestemmer:

[…]

[…]

[…]

[…]

3

Ifølge artikel 1 i direktiv 2003/41 fastsætter dette regler for påbegyndelse og udøvelse af virksomhed som arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse.

4

Direktivets artikel 2 bestemmer:

»1.   Dette direktiv finder anvendelse på arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser. […]

2.   Dette direktiv finder ikke anvendelse på:

5

I henhold til artikel 4 i direktiv 2003/41 kan medlemsstaterne vælge at anvende visse af direktivets bestemmelser på arbejdsmarkedsrelaterede pensionsaktiviteter, der varetages af forsikringsselskaber, som er omfattet af direktiv 2002/83.

6

Ifølge artikel 5 i direktiv 2003/41 kan medlemsstaterne ligeledes helt eller delvis undlade at anvende dette direktiv på enhver pensionskasse med hjemsted på deres område, der forvalter pensionsordninger, som tilsammen har under 100 medlemmer i alt, og i givet fald på pensionskasser, der forvalter lovpligtige arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger, som er garanteret af en offentlig myndighed.

7

I henhold til direktivets artikel 6:

»[…] forstås ved:

8

Direktivets artikel 8 bestemmer, at hver medlemsstat skal sikre en retlig adskillelse mellem det pensionstegnende firma og pensionskassen, således at det sikres, at pensionskassens aktiver bevares til medlemmerne og pensionsmodtagerne i tilfælde af det pensionstegnende firmas konkurs.

9

Direktivets artikel 9, stk. 1, bestemmer, at medlemsstaterne skal sikre, at enhver pensionskasse med hjemsted på dens område iagttager visse betingelser angående driften, og navnlig betingelsen om, at de skal være registreret i et nationalt register af den kompetente tilsynsmyndighed eller være godkendt, og kravet om, at de skal ledes af personer med godt omdømme, der selv har tilstrækkelige faglige kvalifikationer og erfaringer eller har ansat rådgivere, der besidder disse kvalifikationer, og kravet om, at de er underkastet behørigt fastlagte regler. Artikel 9, stk. 5, bestemmer, at i tilfælde af grænseoverskridende virksomhed skal vilkårene for arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers drift forinden godkendes af den kompetente myndighed i hjemlandet.

10

I henhold til artikel 10 i direktiv 2003/41 pålægger hver medlemsstat alle pensionskasser med hjemsted på dens område at opstille årsregnskaber og udarbejde årsberetninger omhandlende enhver pensionsordning, som pensionskassen forvalter.

11

I henhold til direktivets artikel 12 drager hver medlemsstat omsorg for, at alle pensionskasser med hjemsted på dens område udarbejder en skriftlig redegørelse for investeringsprincipperne.

12

I henhold til direktivets artikel 13 skal hver medlemsstat sikre, at de kompetente myndigheder har de fornødne beføjelser og midler til at føre tilsyn med den virksomhed, som de arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser med hjemsted på dens område udøver.

13

Direktivets artikel 15-18 bestemmer henholdsvis, at hjemlandet skal drage omsorg for, at de arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser foretager tilstrækkelige tekniske hensættelser til de forskellige pensionsordninger, har tilstrækkelige egnede aktiver til at dække disse hensættelser, har en permanent stødpudebeholdning af yderligere aktiver ud over de tekniske hensættelser, og at de investerer i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet.

14

Artikel 20, stk. 1-4, i direktiv 2003/41 bestemmer:

»1.   Med forbehold af den nationale social- og arbejdsmarkedslovgivning om tilrettelæggelse af pensionsordninger, herunder obligatorisk medlemskab og resultaterne af kollektive overenskomster, giver medlemsstaterne virksomheder med hjemsted på deres område adgang til at tegne pensioner i arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser godkendt i andre medlemsstater. De giver ligeledes arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser godkendt på deres område adgang til at tilbyde pensionsordninger til virksomheder med hjemsted på andre medlemsstaters område.

2.   Ønsker en pensionskasse at tilbyde pensionsordninger til en virksomhed med hjemsted på en anden medlemsstats område, skal den indhente forhåndstilladelse fra den kompetente myndighed i sit eget hjemland, som omhandlet i artikel 9, stk. 5. Den underretter de kompetente myndigheder i det hjemland, hvor den er godkendt, om, at den har til hensigt at tilbyde pensionsordninger til virksomheder med hjemsted på en anden medlemsstats område.

3.   Medlemsstaterne kræver, at pensionskasser med hjemsted på deres område, der tilbyder pensionsordninger til en virksomhed med hjemsted på en anden medlemsstats område, indgiver følgende oplysninger sammen med underretningen i henhold til stk. 2:

4.   Når hjemlandets kompetente myndigheder er blevet underrettet i henhold til stk. 2, skal de, medmindre de har grund til at betvivle, at pensionskassens administrative struktur eller finansielle situation eller de ansvarlige lederes hæderlighed, faglige kvalifikationer eller erfaring er forenelige med de aktiviteter, der påtænkes udøvet i værtslandet, senest tre måneder efter at have modtaget alle de i stk. 3 omhandlede oplysninger videresende disse oplysninger til værtslandets kompetente myndigheder og underrette pensionskassen herom.«

15

Direktivets artikel 22, stk. 1, første afsnit, bestemmer:

»Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den 23. september 2005. De underretter straks Kommissionen herom.«

16

I henhold til artikel 22, stk. 3 og 4, kan medlemsstaterne på visse betingelser indtil den 23. september 2010 udsætte anvendelsen af visse bestemmelser i direktivets artikel 17 og 18 på arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser med hjemsted på deres område.

17

Direktiv 2003/41 blev gennemført i tjekkisk ret ved lov nr. 340/2006 af 24. maj 2006 om den virksomhed, der udøves af arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser fra Den Europæiske Unions medlemsstater og om ændring af lov nr. 48/1997 om offentlig sygesikring. Ved denne lov blev andre hermed forbundne love samtidig ændret og suppleret.

18

Den 11. juli 2006 underrettede Den Tjekkiske Republik Kommissionen om, at den havde gennemført direktiv 2003/41 i sin interne retsorden ved lov nr. 340/2006.

19

Den 18. oktober 2006 tilsendte Kommissionen i henhold til artikel 226 EF Den Tjekkiske Republik en åbningsskrivelse, hvori den konstaterede, at direktivets artikel 1-5, artikel 8, 9, 13 og 15-21 ikke var blevet gennemført eller kun delvist gennemført.

20

I sit svar af 18. december 2006 forklarede Den Tjekkiske Republik i det væsentlige, at eftersom der ikke fandtes nogen af de i direktiv 2003/41 omhandlede arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser på dens område, er der ved lov nr. 340/2006 kun gennemført de bestemmelser i direktivet, hvormed der gives de arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, der er etableret i en anden medlemsstat, mulighed for at udøve grænseoverskridende virksomhed ved at udbyde deres pensionsordninger på det tjekkiske område, og dermed er der givet virksomheder etableret på tjekkiske område mulighed for at foretage indbetalinger til disse selskabers pensionsordninger. Den Tjekkiske Republik henviste i denne forbindelse til, at artikel 137, stk. 4, første led, EF giver medlemsstaterne mulighed for selv at fastlægge indretningen af deres nationale sociale sikringsordning.

21

Da dette svar ikke overbeviste Kommissionen, tilsendte den Den Tjekkiske Republik en begrundet udtalelse den 23. marts 2007, hvori den opfordrede den til inden for en frist på to måneder fra modtagelsen af denne udtalelse at træffe de nødvendige foranstaltninger og til i henhold til artikel 22, stk. 1, i direktiv 2003/41 fuldstændigt at gennemføre direktivet i national ret, og navnlig dets artikel 8, 9, 13 og 15-18 samt artikel 20, stk. 2-4.

22

Den Tjekkiske Republik besvarede den begrundede udtalelse ved skrivelse af 24. juli 2007, idet den fastholdt, at gennemførelsen af direktivet ikke må berøre medlemsstaternes mulighed for at fastlægge de grundlæggende principper i deres nationale sociale sikringsordninger.

23

Da Kommissionen ikke var tilfreds med svaret, besluttede den at indlede dette søgsmål.

24

I den foreliggende sag har Kommissionen ifølge stævningens konklusion nedlagt påstand om, at det fastslås, at Den Tjekkiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktiv 2003/41, og »navnlig« idet den ikke har gennemført dettes artikel 8, 9, 13 og 15-18 samt artikel 20, stk. 2-4.

25

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Domstolen af egen drift kan prøve, om de i artikel 226 EF fastsatte betingelser for at anlægge et traktatbrudssøgsmål er opfyldt (dom af 31.3.1992, sag C-362/90, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 2353, præmis 8, af , sag C-439/99, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 305, præmis 8, og af , sag C-98/04, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I, s. 4003, præmis 16).

26

Det fremgår af artikel 38, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement og af retspraksis herom, at enhver stævning skal angive søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene, og at disse angivelser skal være tilstrækkelig klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og Domstolen kan udøve sin kontrol. Det følger heraf, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som et søgsmål støttes på, skal fremgå af selve stævningen på en sammenhængende og forståelig måde, og at disse påstande skal være formuleret entydigt for at undgå, at Domstolen træffer afgørelse ultra petita eller ikke tager stilling til et klagepunkt (jf. dom af 26.4.2007, sag C-195/04, Kommissionen mod Finland, Sml. I, s. 3351, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis, og af , sag C-412/04, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 619, præmis 103).

27

I den foreliggende sag skal det fastslås, at idet Kommissionen i stævningens konklusion anvendte udtrykket »navnlig«, havde den til hensigt at lade andre bestemmelser i direktiv 2003/41 være omfattet af søgsmålet ud over de bestemmelser, den udtrykkeligt havde nævnt, og dermed opfylder stævningen ikke disse krav, eftersom det i stævningen hverken er angivet, hvilke andre bestemmelser der er omtvistet, eller hvorfor Den Tjekkiske Republik ikke har gennemført disse inden for den fastsatte frist.

28

Det foreliggende søgsmål kan følgelig udelukkende realitetsbehandles for så vidt angår Den Tjekkiske Republiks påståede manglende gennemførelse af artikel 8, 9, 13 og 15-18 samt artikel 20, stk. 2-4, i direktiv 2003/41.

29

Det er ubestridt, at Den Tjekkiske Republik ikke har gennemført artikel 8, 9, 13 og 15-18 samt artikel 20, stk. 2-4, i direktiv 2003/41 inden udløbet af den i direktivet eller den i den begrundede udtalelse fastsatte frist. Denne medlemsstat, som ikke har benyttet sig af muligheden for en delvis udsættelse i henhold til direktivets artikel 22, stk. 3 og 4, for så vidt angår visse bestemmelser i direktivets artikel 17 og 18, har nemlig anerkendt, at de bestemmelser, der udtrykkeligt at henvist til i stævningen, ikke er blevet gennemført i national ret inden for de fastsatte frister. Der er imidlertid ingen bestemmelser i direktiv 2003/41, der giver medlemsstaterne eller visse medlemsstater mulighed for at undlade at foretage en sådan gennemførelse.

30

Den Tjekkiske Republik mener imidlertid ikke, at den er forpligtet til at gennemføre de i forbindelse med søgsmålet udtrykkeligt omtvistede bestemmelser i direktiv 2003/41, eftersom den dermed vil være nødsaget til at ændre de grundlæggende principper i den nationale sociale sikringsordning, som det i henhold til artikel 137, stk. 4, første led, EF tilkommer medlemsstaterne selv at fastlægge indretningen af. Ifølge de omtvistede bestemmelser vil den nemlig være forpligtet til at indføre et arbejdsmarkedsrelateret pensionssystem, selv om der ikke findes en sådan ordning i national ret.

31

Den Tjekkiske Republik har i denne forbindelse forklaret, at dens pensionssystem kun består af to dele, der udgør henholdsvis den første og tredje søjle i pensionssystemerne. Den første søjle, der er reguleret ved lov nr. 155/1995 om pensionsforsikring, omhandler den almindelige lovbestemte og lovpligtige pension for alle forsikrede, der er omfattet af den nationale sociale sikringsordning. Den tredje søjle, som er reguleret ved lov nr. 42/1992 om supplerende statsstøttet pensionsforsikring, omhandler individuelle pensionsforsikringsaftaler, der er frivilligt tegnet mellem de sikrede og de pensionsfonde, der er oprettet i henhold til denne lov. Medlemskab af disse fonde er ikke tilknyttet et arbejde, en arbejdsgiver eller udøvelsen af selvstændig virksomhed. Derimod omfatter det tjekkiske pensionssystem ikke en anden søjle bestående af tillægspensioner, der ydes i forbindelse med lønnet eller selvstændig erhvervsmæssig virksomhed.

32

Den tjekkiske Republik har således understreget, at en arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse ikke kan etablere sig på tjekkisk område i henhold til den gældende nationale lovgivning med henblik på dér at udøve denne virksomhed, eftersom den dermed risikerer at overtræde lovbestemmelserne om udøvelse af erhvervsvirksomhed på kapitalmarkedet og at blive draget til ansvar administrativt eller strafferetligt. Der er desuden hverken politisk vilje eller tilstrækkeligt økonomisk potentiale til at indføre et arbejdsmarkedsrelateret pensionssystem.

33

Eftersom artikel 137, stk. 4, første led, EF giver medlemsstaterne mulighed for selv at fastlægge grundstrukturen af deres nationale sociale sikringsordning, kan der ifølge Den Tjekkiske Republik ikke kræves gennemførelse af direktiv 2003/41, da dette ville påvirke den faktiske udøvelse af denne ret, der er sikret af primær ret. Eftersom de bestemmelser i direktivet, som udtrykkeligt er omtvistet i det foreliggende søgsmål, pålægger de medlemsstater, på hvis område der er etableret arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, specifikke forpligtelser, ville en gennemførelse heraf uundgåeligt skabe de retlige rammer, der er nødvendige for at drive arbejdsmarkedsrelateret pensionsvirksomhed i Den Tjekkiske Republik, og dermed medføre, at der faktisk og retligt etableres en anden søjle i denne medlemsstat, hvilket alvorligt ville berøre den samlede økonomiske ligevægt i landets nationale pensionssystem.

34

Som eksempel har Den Tjekkiske Republik i den forbindelse henvist til artikel 9, stk. 1, i direktiv 2003/41, der indeholder en forpligtelse for medlemsstaterne til at registrere de arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, der er etableret på deres område, i et nationalt register eller at godkende dem. Oprettelsen af et passende register eller af en passende godkendelsesordning kræver nødvendigvis vedtagelse af en tilsvarende lovgivning. Man kan ikke vedtage en sådan lovgivning isoleret uden samtidig at indføre en arbejdsmarkedsrelateret pensionsordning som et omfattende system, dvs. uden f.eks. at definere de kontraherende parters rettigheder og forpligtelser.

35

Den Tjekkiske Republik har præciseret, at den er klar over, at de arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser som hovedregel ikke må sammenblandes med den anden søjle i pensionssystemet. Disse pensionskasser udgør imidlertid en vigtig del af den anden søjle, og hvis der indføres rammer for pensionskassernes etablering, vil dette nødvendigvis medføre ændringer i selve alderspensionsordningerne.

36

Den Tjekkiske Republik har desuden fremhævet, at den gennemførelse, der er foretaget ved lov nr. 340/2006, realiserer formålet med direktiv 2003/41. Med denne lov gennemførtes nemlig samtlige bestemmelser om grænseoverskridende tjenesteydelser vedrørende arbejdsmarkedsrelateret pension, der leveres af pensionskasser etableret i andre medlemsstater. Loven gav dermed de selskaber, der er etableret på republikkens område, mulighed for at foretage indbetalinger til de af disse pensionskasser tilbudte pensionsordninger, samtidig med at pensionskasser etableret i andre medlemsstater fik mulighed for at tilbyde deres ydelser i Den Tjekkiske Republik.

37

Det fremgår, at Den Tjekkiske Republik med denne argumentation i det væsentlige har haft til hensigt at begrunde den manglende gennemførelse af de omhandlede bestemmelser i direktiv 2003/41 dels med den omstændighed, at der ikke er nogen arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser etableret på dens område, henset til forbuddet mod en sådan etablering i national ret, og dels med den omstændighed, at gennemførelsen af disse bestemmelser ville forpligte den til at ændre sit nationale pensionssystem gennem indførelse af en anden søjle, selv om artikel 137, stk. 4, første led, EF anerkender medlemsstaternes kompetence til at tilrettelægge deres nationale ordninger på dette område.

38

Det skal således undersøges, om de ovennævnte betragtninger vedrørende national ret og fællesskabsretten kan berettige den manglende gennemførelse af de bestemmelser i direktiv 2003/41, der udtrykkeligt er omtvistet i det foreliggende søgsmål.

39

Hvad angår påstanden om, at der ikke findes nogen arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser med hjemsted i Den Tjekkiske Republik, skal det bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at det forhold, at der i en medlemsstat ikke findes en aktivitet, der er omfattet af et direktiv, ikke kan fritage vedkommende stat for forpligtelsen til ved lov eller administrativt at træffe foranstaltninger til sikring af, at dette direktivs bestemmelser gennemføres korrekt (dom af 16.11.2000, sag C-214/98, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 9601, præmis 22, af , sag C-372/00, Kommissionen mod Irland, Sml. I, s. 10303, præmis 11, af , sag C-441/00, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I, s. 4699, præmis 15, og af , sag C-71/05, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 75*, summarisk offentliggørelse, præmis 12).

40

Retssikkerhedsprincippet og nødvendigheden af at sikre, at direktiverne retligt og ikke blot faktisk anvendes fuldt ud, kræver nemlig, at medlemsstaterne optager direktivets forskrifter i klar, præcis og gennemskuelig lovgivning, der indeholder bindende bestemmelser på det af direktivet berørte område (jf. i denne retning dom af 15.3.1990, sag C-339/87, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 851, præmis 22 og 25, og dommen i sagen Kommissionen mod Grækenland, præmis 23).

41

Denne forpligtelse påhviler medlemsstaterne med henblik på at forebygge enhver ændring af den på et givent tidspunkt eksisterende situation og med henblik på at sikre, at samtlige retssubjekter i Fællesskabet — heriblandt de retssubjekter i andre medlemsstater, hvor en aktivitet, der er omfattet af direktivet, ikke findes — under alle omstændigheder klart og præcist kender deres rettigheder og forpligtelser (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Grækenland, præmis 27, i sagen Kommissionen mod Irland, præmis 12, dommen af 30.5.2002 i sagen Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, præmis 16, og dommen i sagen Kommissionen mod Luxembourg, præmis 13).

42

Ifølge fast retspraksis er det kun, når gennemførelsen af et direktiv af geografiske grunde ikke har nogen genstand, at det ikke finder anvendelse (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Irland, præmis 13, og dommen af 30.5.2002 i sagen Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, præmis 17).

43

I den foreliggende sag skal det bemærkes, at direktiv 2003/41, således som det navnlig fremgår af betragtning 1, 6 og 8 hertil, er udstedt med hjemmel i artikel 47, stk. 2, EF, artikel 55 EF og artikel 95 EF, der har til formål at skabe et indre marked for arbejdsmarkedsrelateret pension, hvor de arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser frit kan levere tjenesteydelser og har investeringsfrihed.

44

Ud fra denne synsvinkel bestemmer artikel 20, stk. 1, i direktiv 2003/41, at medlemsstaterne dels skal give virksomheder med hjemsted på deres område adgang til at tegne pensioner i arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser godkendt i andre medlemsstater, dels give arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser godkendt på deres område adgang til at tilbyde pensionsordninger til virksomheder med hjemsted på andre medlemsstaters område.

45

I forbindelse med sådan grænseoverskridende virksomhed skal medlemsstaterne i henhold til direktiv 2003/41 — således som det fremgår af betragtning 7 og 8 hertil — pålægge de arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, som er etableret på deres område, bestemte minimumstilsynskrav med hensyn til deres aktiviteter og drift med henblik på at garantere et højt sikkerhedsniveau for fremtidens pensionsmodtagere.

46

Disse krav består ifølge artikel 8, 9, 13 og 15-18 i direktiv 2003/41 navnlig i henholdsvis en retlig adskillelse mellem pensionskasserne og de pensionstegnende virksomheder, således at det sikres, at pensionskassens aktiver bevares i tilfælde af, at de pensionstegnende virksomheder går konkurs, i betingelser for driften med henblik på at sikre de arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers seriøsitet — såsom registrering i et nationalt register eller godkendelse, ledelse af personer med godt omdømme, behørigt fastlagte regler for driften, tilstrækkelige tekniske hensættelser attesteret af eksperter og information af medlemmerne — og i en liste over oplysninger, der skal afgives over for de kompetente myndigheder, såvel som i tilstrækkelig kapital til at dække deres forpligtelser.

47

Derudover fastlægger artikel 20, stk. 2-4, i direktiv 2003/41 den procedure, som en arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse, der er godkendt i en medlemsstat, skal følge, når den ønsker at tilbyde pensionsordninger i en anden medlemsstat, og den rolle, som de kompetente myndigheder spiller i sådanne tilfælde. Navnlig bestemmer stk. 2, ligesom direktivets artikel 9, stk. 5, at de arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, der ønsker at udøve virksomhed over grænserne, forinden skal indhente en godkendelse fra den kompetente myndighed i den medlemsstat, som er deres, dvs. det land, hvor de har deres registrerede hjemsted og/eller hovedkontor.

48

Heraf følger, således som anført af Den Tjekkiske Republik, at de bestemmelser i direktiv 2003/41, der udtrykkeligt er omtvistet i det foreliggende søgsmål, nemlig artikel 8, 9, 13 og 15-18 samt artikel 20, stk. 2-4, hovedsageligt pålægger de medlemsstater, på hvis område der er etableret arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, forpligtelser.

49

Ifølge Den Tjekkiske Republik kan arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser ikke lovligt etablere sig på dens område.

50

I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 39-41, og idet der ikke er nogen geografiske grunde til, at en gennemførelse af de omtvistede bestemmelser ville være uden genstand, skal det imidlertid bemærkes, at såfremt Den Tjekkiske Republik i givet fald beslutter sig for at supplere sit nationale pensionssystem med et arbejdsmarkedsrelateret pensionssystem, som henhører under den anden søjle, er det nødvendigt, at alle borgere i denne medlemsstat i lighed med andre retssubjekter i Fællesskabet kender deres rettigheder og forpligtelser.

51

En sådan ændring af det nationale pensionssystem kan ikke fuldstændig udelukkes eller anses for at være af rent hypotetisk karakter, således som Den Tjekkiske Republik har gjort gældende med henvisning til, at dette ville indebære en ændring af gældende ret og ikke blot en ophævelse af en faktuel hindring. Al lovgivning kan nemlig ændres. I det foreliggende tilfælde fremgår det desuden af denne medlemsstats skriftlige indlæg, at lovforslagene om indførelse af en anden søjle i det nationale pensionssystem blev udarbejdet i Den Tjekkiske Republik inden vedtagelsen af direktiv 2003/41, dels i 1993, da ministeren for arbejde og sociale anliggender fremlagde et lovforslag herom for den tjekkiske regering, som i sidste ende i stedet besluttede at vedtage en lov om supplerende statsstøttet pensionsforsikring, dels i 2001, hvor regeringen forelagde det tjekkiske parlaments deputeretkammer et lovforslag om arbejdsmarkedsrelateret pensionsforsikring. Under retsmødet har Den Tjekkiske Republik desuden medgivet, at en anden søjle vil kunne indføres i fremtiden, såfremt der er politisk vilje hertil.

52

Heraf følger, at selv om arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser i henhold til gældende nationale bestemmelser ikke lovligt kan etablere sig på Den Tjekkiske Republiks område som følge af, at der ikke er indført nogen anden søjle i det nationale pensionssystem, er denne medlemsstat imidlertid forpligtet til fuldstændigt at gennemføre bestemmelserne i artikel 8, 9, 13 og 15-18 samt artikel 20, stk. 2-4, i direktiv 2003/41 ved i henhold til direktivets artikel 22, stk. 1, første afsnit, at vedtage og sætte de med henblik herpå nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft i national ret.

53

I modsætning til det af Den Tjekkiske Republik anførte gør denne gennemførelsesforpligtelse ikke indgreb i den kompetence, der er forbeholdt medlemsstaten til at tilrettelægge sit pensionssystem og til at sikre systemets økonomiske ligevægt, for så vidt som den i forbindelse med gennemførelsen tvinges til at indføre en anden søjle, under tilsidesættelse af de prærogativer, den er tilkendt i henhold til artikel 137, stk. 4, første led, EF.

54

For det første er Den Tjekkiske Republik på ingen måde forpligtet til at ændre sit nationale pensionssystem ved en gennemførelse i national ret af de omtvistede bestemmelser i direktiv 2003/41.

55

I denne forbindelse er det med urette, at Den Tjekkiske Republik gør gældende, at en sådan gennemførelse ipso facto medfører en indførelse af en anden søjle i dets nationale alderspensionssystem.

56

Ifølge de forklaringer, som Den Tjekkiske Republik er fremkommet med som svar på Domstolens skriftlige spørgsmål, kræver indførelsen af en anden søjle, der udgør en del af en kompleks pensionsordning, nemlig at den nationale lovgiver vedtager en omfattende national lovgivning med henblik på bl.a. at fastsætte de fornødne betingelser for arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers etablering på dens område og det retlige forhold mellem anden søjle og de andre søjler i det nationale alderspensionssystem samt, for så vidt angår den anden søjle selv, forholdet mellem de forskellige subjekter, som søjlen omfatter, såsom arbejdsgivere, arbejdstagere, kontrol- og tilsynsorganer og i giver fald andre offentlige myndigheder.

57

Det skal imidlertid konstateres, at der ikke er nogen af de bestemmelser i direktiv 2003/41, der er omtvistet i det foreliggende søgsmål, eller andre af direktivets bestemmelser, der forpligter medlemsstaterne til at indføre en sådan lovgivning.

58

Selv om en gennemførelse i national ret af artikel 9, stk. 1, i direktiv 2003/41 utvivlsomt indebærer, bl.a. at alle medlemsstaterne i national lovgivning skal kræve, at arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser med hjemsted på deres område registreres i et register eller godkendes, kræver bestemmelsen — i modsætning til det af Den Tjekkiske Republik anførte — ikke, at medlemsstaterne skal tillade sådanne pensionskasser at etablere sig på deres område.

59

Som det fremgår af denne doms præmis 43-47, udgør direktiv 2003/41 nemlig udelukkende et første skridt på vejen hen imod et indre marked for arbejdsmarkedsrelateret pension gennem fastsættelse af minimumstilsynsbestemmelser på europæisk plan. Formålet med direktivet er derimod ikke en harmonisering — end ikke delvis — af de nationale pensionssystemer ved at pålægge medlemsstaterne at ændre eller ophæve de regler i deres nationale ret, der fastlægger selve udformningen af disse systemer.

60

I betragtning 9 til direktivet er det således udtrykkelig understreget, at i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet bevarer medlemsstaterne det fulde ansvar for tilrettelæggelsen af deres pensionssystemer samt for fastlæggelsen af, hvilken rolle hver søjle i pensionssystemet skal spille, herunder den rolle, der er tillagt den anden søjle, og at direktivet under alle omstændigheder ikke kan påvirke disse prærogativer.

61

Ud fra samme synsvinkel bestemmer artikel 20, stk. 1, i direktiv 2003/41 i øvrigt, jf. betragtning 36 og 37 hertil, at de arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser udøver grænseoverskridende virksomhed med forbehold af værtslandenes social- og arbejdsmarkedslovgivning om tilrettelæggelse af pensionsordninger.

62

Som følge heraf og i modsætning til det, Kommissionen ligeledes anførte i dens skriftlige indlæg, skal direktiv 2003/41 ikke fortolkes således, at det som sådan forpligter en medlemsstat — der som Den Tjekkiske Republik forbyder arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser at etablere sig på dens område med henvisning til, at der ikke er indført nogen anden søjle i dets nationale pensionssystem — til at ophæve dette forbud med henblik på at give disse arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser mulighed for at etablere sig på dens område for dér at tilbyde sådanne pensionsordninger, som ubestridt henhører under den anden søjle i de nationale alderspensionssystemer.

63

Et sådant forbud i national ret skal naturligvis være i overensstemmelse med reglerne om den frie bevægelighed i EF-traktaten, navnlig bestemmelserne om etableringsfriheden, som indebærer et principielt forbud mod restriktioner for udøvelsen af denne frihed (jf. i denne retning dom af 16.5.2006, sag C-372/04, Watts, Sml. I, s. 4325, præmis 92 og den deri nævnte retspraksis, og af , sag C-228/07, Petersen, Sml. I, s. 6989, præmis 42), medmindre disse kan begrundes med de hensyn, der er nævnt i traktaten, eller med tvingende almene hensyn, herunder bl.a. risikoen for, at det sociale sikringssystem bringes i økonomisk uligevægt (jf. i denne retning bl.a. dom af , sag C-158/96, Kohll, Sml. I, s. 1931, præmis 41, og af , sag C-350/07, Kattner Stahlbau, Sml. I, s. 1513, præmis 85).

64

Med henblik på afgørelsen af, om der skal gives medhold i søgsmålet, eftersom dette alene vedrører tilsidesættelse af bestemmelserne i direktiv 2003/41 og ikke en eventuel tilsidesætte af traktatens bestemmelser, der ikke på noget tidspunkt er blevet påberåbt af Kommissionen til støtte for dens argumentation, er det ikke nødvendigt at undersøge, om forbuddet i tjekkisk ret mod etablering af arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser på Den Tjekkiske Republiks område er i strid med reglerne om den frie bevægelighed, og derfor heller ikke at undersøge, i hvilken udstrækning denne medlemsstat i givet fald ville være forpligtet til at indføre en anden søjle i dens pensionssystem med henblik på at iagttage disse bestemmelser.

65

Det skal for det andet bemærkes, at i modsætning til det af Den Tjekkiske Republik anførte indebærer forpligtelsen til fuldstændigt at gennemføre direktiv 2003/41 gennem indførelse af bestemmelserne i direktivets artikel 8, 9, 13 og 15-18 samt artikel 20, stk. 2-4, i national ret på ingen måde en tilsidesættelse af bestemmelserne i artikel 137, stk. 4, første led, EF.

66

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at i henhold til artikel 137, stk. 4, første led, EF »anfægter [de bestemmelser, der vedtages i medfør i heraf] ikke medlemsstaternes mulighed for at fastlægge de grundlæggende principper i deres sociale sikringsordninger, og [de] må ikke i væsentligt omfang berøre den økonomiske balance i disse ordninger«.

67

Det skal således for det første fastlås, at det i sagen omtvistede direktiv 2003/41 ikke blev vedtaget med hjemmel i artikel 137 EF, som er retsgrundlaget i traktaten for at foretage en tilnærmelse af de nationale lovgivninger på det socialpolitiske område. Som det allerede er anført i denne doms præmis 43, er dette direktiv udstedt med hjemmel i artikel 47, stk. 2, EF, artikel 55 EF og artikel 95 EF, der har til formål at skabe et indre marked gennem den frie udveksling af tjenesteydelser og etableringsfriheden.

68

For det andet bemærkes, at i henhold til artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/41 finder dette ikke anvendelse på pensionskasser, der forvalter socialsikringsordninger, hvorfor disse pensionskasser heller ikke påvirkes af de bestemmelser, der vedtages i medfør af dette direktiv.

69

Det må følgelig fastslås, at Den Tjekkiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 22, stk. 1, i direktiv 2003/41, idet den ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme direktivets artikel 8, 9, 13 og 15-18 samt artikel 20, stk. 2-4. I øvrigt frifindes Den Tjekkiske Republik.

70

Ifølge procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Tjekkiske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Den Tjekkiske Republik har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tredje Afdeling):