Adgang til EU-lovgivningen
<a href="https://eur-lex.europa.eu/content/help/eurlex-content/experimental-features.html" target="_blank">Mere om eksperimenthjørnet</a>
Vælg de eksperimentelle funktioner, som du ønsker at prøve
EUR-Lex
Adgang til EU-lovgivningen

Dette dokument er et uddrag fra EUR-Lex

Du er her
Brug anførselstegn for at søge efter en nøjagtig ordlyd. Tilføj en stjerne (*) efter et søgeord for at finde variationer af det (f.eks. transp* eller 32019R*). Indsæt et spørgsmålstegn (?) i stedet for et bogstav i et søgeord for at finde variationer af det (f.eks. vil en søgning på sa?en give hittene sagen, salen og saven).
Søgetips
Flere søgemuligheder? Brug Avanceret søgning

Dokument 62001CJ0486

Domstolens Dom (Store Afdeling) af 29. juni 2004.
Front national mod Europa-Parlamentet.
Appel - erklæring om stiftelse af en gruppe i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Europa-Parlamentets forretningsordens artikel 29, stk. 1 - manglende politisk tilhørsforhold - opløsning af TDI-gruppen med tilbagevirkende kraft - kontraappel - fortolkning af artikel 230, stk. 4, EF - begrebet beslutning, der berører en fysisk eller juridisk person umiddelbart og individuelt - afvisning af søgsmål anlagt af et nationalt politisk parti.
Sag C-486/01 P.

Samling af Afgørelser 2004 I-06289

ECLI-indikator: ECLI:EU:C:2004:394

Arrêt de la Cour

Sag C-486/01 P

Front national

mod

Europa-Parlamentet

»Appel – erklæring om stiftelse af en gruppe i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Europa-Parlamentets forretningsordens artikel 29, stk. 1 – manglende politisk tilhørsforhold – opløsning af TDI-gruppen med tilbagevirkende kraft – kontraappel – fortolkning af artikel 230, stk. 4, EF – begrebet beslutning, der berører en fysisk eller juridisk person umiddelbart og individuelt – afvisning af søgsmål anlagt af et nationalt politisk parti«

Sammendrag af dom

Annullationssøgsmål – fysisk eller juridisk person – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – krav om, at sagsøgeren skal være umiddelbart berørt – kriterier – parlamentsbeslutning om opløsning af en politisk gruppe, som er sammensat af medlemmer tilhørende et nationalt politisk parti – krav om, at nævnte parti skal være umiddelbart berørt – foreligger ikke

(Art. 230, stk. 4, EF; Europa-Parlamentets forretningsorden, art. 29, stk. 1 og 2, og art. 30)

Betingelsen om, at en fysisk eller juridisk person skal være umiddelbart berørt af den afgørelse, som prøves under et annullationssøgsmål i henhold til artikel 230, stk. 4, EF, indebærer, at den anfægtede fællesskabsforanstaltning umiddelbart skal have indvirkning på den pågældendes retsstilling, og at foranstaltningen ikke må overlade et skøn til adressaterne, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk, udelukkende i medfør af fællesskabsretsreglerne og uden anvendelse af andre mellemkommende regler.

En afgørelse truffet af Europa-Parlamentet vedrørende fortolkningen af artikel 29, stk. 1, i Europa-Parlamentets forretningsorden og om opløsning med tilbagevirkende kraft af »Den Tekniske Gruppe for Uafhængige Medlemmer (TDI) – Blandet Gruppe« berører gruppens medlemmer umiddelbart, for så vidt som den fratager de medlemmer, der har stiftet TDI-gruppen, og navnlig de medlemmer, der er valgt fra Front nationals liste, muligheden for gennem TDI-gruppen at danne en politisk gruppe i forretningsordenens artikel 29’s forstand. Disse medlemmer er alene på grund af denne retsakt blevet forhindret i at stifte en politisk gruppe. De er fra dette tidspunkt blevet anset for løsgængere i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 30 og har af denne grund mere begrænsede parlamentariske prærogativer og færre materielle og økonomiske fordele, end de ville have haft, hvis de havde været medlemmer af en politisk gruppe i artikel 29’s forstand.

Det samme er derimod ikke tilfældet for et politisk parti, såsom Front national. Det er ganske vist naturligt, at et politisk parti, der opstiller kandidater ved valg til Europa-Parlamentet, bestræber sig på, at dets kandidater, når de er blevet valgt, kan udøve deres mandat på samme vilkår som de øvrige parlamentsmedlemmer, men interessen heri giver ikke en ret for partiet til, at dets valgte medlemmer kan danne deres egen politiske gruppe eller blive medlemmer af en af forsamlingens grupper.

Dels forudsætter dannelse af en politisk gruppe ifølge forretningsordenens artikel 29, stk. 2, således et mindste antal medlemmer fra flere medlemsstater, dels er det ifølge artikel 29, stk. 1, under alle omstændigheder kun muligt at danne grupper efter politisk tilhørsforhold. Disse bestemmelser tildeler ikke de nationale politiske partier, som medlemmerne tilhører, nogen særskilt rolle i forbindelse med stiftelsen af en politisk gruppe.

(jf. præmis 34-37)




DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)
29. juni 2004(1)

»Appel – erklæring om stiftelse af en gruppe i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Europa-Parlamentets forretningsordens artikel 29, stk. 1 – manglende politisk tilhørsforhold – opløsning af TDI-gruppen med tilbagevirkende kraft – kontraappel – fortolkning af artikel 230, stk. 4, EF – begrebet beslutning, der berører en fysisk eller juridisk person umiddelbart og individuelt – afvisning af søgsmål anlagt af et nationalt politisk parti«

I sag C-486/01 P

Front national med hjemsted i Saint-Cloud (Frankrig), ved avocats F. Wagner og V. de Poulpiquet de Brescanvel,

appellant,

angående appel af dom afsagt den 2. oktober 2001 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Tredje udvidede Afdeling) i de forenede sager T-222/99, T-327/99 og T-329/99, Martinez m.fl. mod Parlementet (Sml. II, s. 2823), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af denne dom,

den anden part i appelsagen:

Europa-Parlamentet ved G. Garzón Clariana, J. Schoo og H. Krück, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt i første instans,

har

DOMSTOLEN (Store Afdeling),



sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, C.W.A. Timmermans (refererende dommer), A. Rosas, J.-P. Puissochet og J.N. Cunha Rodrigues samt dommerne R. Schintgen, F. Macken og N. Colneric, S. von Bahr og R. Silva de Lapuerta,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer
justitssekretær: ekspeditionssekretær Múgica Arzamendi,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 9. december 2003,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 20. januar 2004,

afsagt følgende



Dom



1
Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 12. december 2001 har Front national i medfør af artikel 225 EF og artikel 49 i EF-statutten for Domstolen iværksat appel af dom afsagt den 2. oktober 2001 af Retten i Første Instans i de forenede sager T-222/99, T-327/99 og T-329/99, Martinez m.fl. mod Parlamentet (Sml. II, s. 2823, herefter »den appellerede dom«), hvori Retten frifandt Parlamentet i den sag, Front national havde anlagt med påstand om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse af 14. september 1999 vedrørende fortolkning af artikel 29, stk. 1, i Europa-Parlamentets forretningsorden og om opløsning med tilbagevirkende kraft af »Den Tekniske Gruppe for Uafhængige Medlemmer (TDI) – Blandet Gruppe« (herefter »den anfægtede retsakt«).

2
Ved særskilt processkrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 11. december 2001 fremsatte Front national i medfør af artikel 242 EF tillige begæring om udsættelse af opfyldelsen af den appellerede dom. Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 21. februar 2002 i de forenede sager C-486/01 P-R og C-488/01 P-R, Front national og Martinez mod Parlamentet (Sml. I, s. 1843), blev denne begæring ikke taget til følge, navnlig under henvisning til, at udsættelse af opfyldelsen af den appellerede dom ikke ville kunne forhindre det alvorlige og uoprettelige tab, som sagsøgeren havde anført at ville lide.


Relevante retsforskrifter

3
Der bestemmes følgende i artikel 29 med overskriften »Dannelse af politiske grupper« i Europa-Parlamentets forretningsorden i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for sagens faktiske omstændigheder (EFT 1999 L 202, s. 1, herefter »forretningsordenen«):

»1.     Medlemmerne kan danne grupper efter politisk tilhørsforhold.

2.       En politisk gruppe skal have medlemmer fra mere end én medlemsstat. Til dannelse af en politisk gruppe kræves mindst 23 medlemmer fra to medlemsstater, 18 fra tre eller 14 fra fire eller flere medlemsstater.

3.       Et medlem kan kun tilhøre én politisk gruppe.

4.       Stiftelsen af en politisk gruppe meddeles formanden i en erklæring. Erklæringen skal omfatte navnet på gruppen, navnene på medlemmerne og navnene på bestyrelsesmedlemmerne.

[…]«

4
Forretningsordenens artikel 30 bestemmer vedrørende løsgængere:

»1.     Medlemmer, der ikke tilslutter sig en politisk gruppe, råder over et sekretariat. De nærmere regler fastsættes af Præsidiet efter forslag fra generalsekretæren.

2.       Præsidiet fastsætter bestemmelser om disse medlemmers status og parlamentariske rettigheder.«

5
Forretningsordenens artikel 180, der vedrører anvendelsen af forretningsordenen, bestemmer:

»1.     Opstår der tvivl om anvendelsen eller fortolkningen af denne forretningsorden, kan formanden med forbehold af tidligere afgørelser henvise spørgsmålet til behandling i det kompetente udvalg.

Spørgsmål, der rejses i en bemærkning til forretningsordenen, jf. artikel 142, kan ligeledes af formanden henvises til det kompetente udvalg.

2.       Udvalget afgør, om det er nødvendigt, at der foreslås en ændring af forretningsordenen, jf. artikel 181.

3.       Afgør udvalget, at en fortolkning af den gældende forretningsorden er tilstrækkelig, sender det sin fortolkning til formanden, som underretter Parlamentet.

4.       Gør en politisk gruppe eller mindst 32 medlemmer indsigelse mod udvalgets fortolkning, forelægges spørgsmålet for Parlamentet, der træffer afgørelse med simpelt flertal under tilstedeværelse af mindst 1/3 af sine medlemmer. Ved forkastelse henvises spørgsmålet til fornyet udvalgsbehandling.

5.       Uanfægtede fortolkninger og fortolkninger vedtaget af Parlamentet vedføjes med kursiv som forklarende noter til den eller de pågældende artikler sammen med afgørelser om anvendelse af forretningsordenen.

6.       Disse forklarende noter danner præcedens for den fremtidige anvendelse og fortolkning af de pågældende artikler.

[…]«


Sagens faktiske omstændigheder

6
Det fremgår af den appellerede dom, at efter meddelelsen af 19. juli 1999 til Parlamentets formand om stiftelse af en ny politisk gruppe benævnt »Den Tekniske Gruppe for Uafhængige Medlemmer (TDI) – Blandet Gruppe« (herefter »TDI-gruppen«), hvis erklærede formål var at garantere, at ethvert medlem fuldt ud kan udøve sit parlamentariske mandat, fremsatte formændene for de andre politiske grupper indsigelse mod stiftelsen af denne gruppe på grund af manglende politisk tilhørsforhold mellem dens medlemmer. Som følge heraf blev Parlamentets Udvalg om Forfatningsspørgsmål (herefter »Udvalget om Forfatningsspørgsmål«) i medfør af forretningsordenens artikel 180, stk. 1, anmodet om en fortolkning af forretningsordenens artikel 29 stk. 1.

7
Ved skrivelse af 28. juli 1999 fremsendte formanden for dette udvalg den ønskede fortolkning til Parlamentets formand. Skrivelsens nærmere indhold var navnlig følgende:

»Udvalget om Forfatningsspørgsmål behandlede under sine møder den 27. og 28. juli 1999 anmodningen om fortolkning af forretningsordenens artikel 29 [stk.] 1, der var fremsat af formandskonferencen under møde den 21. juli 1999.

Efter en omfattende meningsudveksling og med 15 stemmer for, 2 imod og 1 blank fortolker Udvalget om Forfatningsspørgsmål forretningsordenens artikel 29, [stk.] 1, på følgende måde:

[...] stiftelseserklæring [for TDI-gruppen] er ikke i overensstemmelse med [forretningsordenens] artikel 29, [stk.] 1.

Denne gruppes stiftelseserklæring, navnlig bilag 2 til skrivelsen om stiftelse rettet til Europa-Parlamentets formand, udelukker ethvert politisk tilhørsforhold. Det giver fuldstændig politisk uafhængighed til de forskellige medlemmer af denne gruppe, der har underskrevet skrivelsen.

Jeg skal derfor foreslå Dem at indsætte følgende tekst som forklarende note til forretningsordenens artikel 29, [stk.] 1:

»I henhold til denne bestemmelse kan det ikke tillades, at der dannes en gruppe, som åbent afviser at være politisk, og hvor der ikke er noget politisk tilhørsforhold mellem dens medlemmer.«

[...]«

8
Under plenarmødet den 13. september 1999 blev Parlamentet af formanden underrettet om indholdet af denne skrivelse. Da TDI-gruppen i henhold til forretningsordenens artikel 180, stk. 4, fremsatte en indsigelse mod den forklarende note fra Udvalget om Forfatningsspørgsmål, blev noten forelagt Parlamentet til afstemning. Den blev vedtaget med flertal under plenarmødet den 14. september 1999.

9
Da Front national under disse omstændigheder fandt, at denne afstemning kom partiet til skade, anlagde det sag med påstand om annullation af den anfægtede retsakt ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. november 1999 (sag T-327/99). Ved stævninger indleveret til samme Justitskontor henholdsvis den 5. oktober og den 22. november 1999 anlagdes der to sager med samme påstand af Jean-Claude Martinez og Charles de Gaulle (sag T-222/99) samt af Emma Bonino, Marco Pannella, Marco Cappato, Gianfranco Dell’Alba, Benedetto Della Vedova, Olivier Dupuis, Maurizio Turco og Lista Emma Bonino (sag T-329/99).


Den appellerede dom

10
I den appellerede dom antog Retten sagen til realitetsbehandling, men frifandt Parlamentet.

Formaliteten

11
For så vidt angår formaliteten afviste Retten Parlamentets afvisningspåstand, der blev støttet på, at den anfægtede retsakt ikke eksisterer, at den ikke kan gøres til genstand for en legalitetskontrol ved Fællesskabets retsinstanser, og at denne retsakt ikke umiddelbart og individuelt berører Front national i artikel 230, stk. 4, EF’s forstand. Begrundelsen for afvisningen fremgår af det følgende.

12
Som svar på anbringendet om, at den anfægtede retsakt ikke eksisterer, fordi den indebærer en opløsning af TDI-gruppen, fastslog Retten først i præmis 26 i den appellerede dom, at ved afgørelsen af, om foranstaltninger er retsakter i artikel 230 EF’s forstand, skal vægten lægges på deres indhold snarere end på deres form. Efter at have undersøgt retsaktens indhold samt de omstændigheder, der førte til dens vedtagelse, fandt Retten i dommens præmis 46, at Parlamentet ved denne retsakt ikke alene besluttede at vedtage den generelle fortolkning af forretningsordenens artikel 29, stk. 1, der var foreslået af Udvalget om Forfatningsspørgsmål, samt den stillingtagen, som dette udvalg gav udtryk for vedrørende overensstemmelsen mellem TDI-gruppens stiftelseserklæring og denne bestemmelse, men tillige besluttede at fastslå, at denne gruppe ikke eksisterede ex tunc, idet den ikke overholdt betingelsen i denne bestemmelse.

13
Hvad herefter angår Parlamentets andet anbringende om, at den anfægtede retsakt ikke kan undergives legalitetskontrol, fastslog Retten i præmis 59-62 i den appellerede dom, at en sådan retsakt – idet den fratager de medlemmer, der har stiftet TDI-gruppen, muligheden for gennem denne gruppe at danne en politisk gruppe i forretningsordenens artikel 29’s forstand, således at disse medlemmer anses for løsgængere i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 30 – påvirker vilkårene for de pågældende medlemmers udøvelse af deres parlamentariske virksomhed og dermed har retsvirkninger over for dem. En sådan retsakt kan under disse omstændigheder ikke reduceres til en retsakt, der omhandler den interne tilrettelæggelse af Parlamentets arbejde i streng forstand, men skal kunne være genstand for Fællesskabets retsinstansers efterprøvelse af lovligheden i overensstemmelse med artikel 230, stk. 1, EF.

14
Som svar på anbringendet, hvorved Parlamentet drog i tvivl, at søgsmålsbetingelserne i artikel 230, stk. 4, EF var opfyldt, fastslog Retten i præmis 65 i den appellerede dom, at den anfægtede retsakt skulle anses for at påvirke Jean-Claude Martinez og Charles de Gaulle og de medlemmer, der havde anlagt sag T-329/99, direkte, for så vidt som denne retsakt, uden at der er behov for supplerende foranstaltninger, forhindrer disse medlemmer i gennem TDI-gruppen at danne en politisk gruppe i forretningsordenens artikel 29’s forstand, hvilket umiddelbart skader vilkårene for udøvelsen af deres funktion. Retten fandt derfor, at retsakten tillige skulle anses for at berøre Front national umiddelbart og individuelt.

15
For så vidt angår den første af søgsmålsbetingelserne fastslog Retten særligt følgende:

»66
Hvad angår sag T-327/99 skal det understreges, at Front national, der er et fransk politisk parti, er en juridisk person, hvis vedtægtsbestemte formål er gennem medlemmerne at fremme idéer og politiske projekter i de nationale og europæiske institutioner. Partiet opstillede en liste til Europa-Parlamentsvalget i juni 1999. De af partiets medlemmer fra denne liste, der blev valgt til Parlamentet, findes blandt de medlemmer, der har stiftet TDI-gruppen. På grund af retsakten af 14. september 1999 deler de den situation, der er beskrevet ovenfor i præmis 59, hvilket umiddelbart påvirker vilkårene for fremme af det partis idéer og projekter, som de repræsenterer i Europa-Parlamentet, og således vilkårene for gennemførelse af dette politiske partis vedtægtsbestemte formål på europæisk plan.

67
Retsakten af 14. september 1999 skal således anses for umiddelbart at berøre Front national.«

16
For så vidt angår den anden af de søgsmålsbetingelser, der er fastsat i artikel 230, stk. 4, EF, erindrede Retten om retspraksis vedrørende fortolkningen af denne betingelse samt om de omstændigheder, der havde ført til opløsningen af TDI-gruppen, og bemærkede herefter i præmis 72 i den appellerede dom, at den omtvistede retsakt berørte Front national individuelt på grund af en faktisk situation, der adskilte dette parti fra alle andre.

17
Retten forkastede derfor Parlamentets tredje anbringende til støtte for afvisningspåstanden og fastslog i præmis 75 i den appellerede dom, at Front nationals annullationssøgsmål skulle antages til realitetsbehandling.

Realiteten

18
Ved søgsmålets realitetsbehandling forkastede Retten derimod alle de anbringender, som Front national havde gjort gældende. Disse var følgende: urigtig forståelse af forretningsordenens artikel 29, stk. 1 (det første anbringende), tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og forretningsordenens bestemmelser samt manglende retsgrundlag for den anfægtede retsakt (det andet anbringende), tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i forhold til TDI-gruppens medlemmer (det tredje anbringende), manglende hensyntagen til medlemsstaternes fælles parlamentariske traditioner (det fjerde anbringende), tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter (det femte anbringende) og formodning om procedurefordrejning (det sjette anbringende).

19
Retten frifandt derfor Europa-Parlamentet og pålagde Front national at bære sine egne omkostninger og de af Parlamentet i sag T-327/99 afholdte omkostninger.


Appellen

20
I appellen for Domstolen har Front national nedlagt følgende påstande:

–
Appellen antages til realitetsbehandling.

–
Det fastslås, at Retten har tilsidesat fællesskabsretten.

–
Den appellerede dom ophæves for så vidt angår alle eller dele af dens præmisser og begrundelse.

–
Domstolen træffer afgørelse efter gældende ret eller hjemviser sagen til fornyet behandling ved Retten.

–
Parlamentet tilpligtes at betale alle sagens omkostninger.

21
Parlamentet har nedlagt følgende påstande for Domstolen:

–
Appellen tages ikke til følge.

–
Den appellerede dom ophæves, for så vidt som Front nationals søgsmål antages til realitetsbehandling.

–
Søgsmålet afvises, subsidiært frifindes Parlamentet.

–
Front national tilpligtes at betale sagens omkostninger.


Kontraappellen

Parternes argumenter

22
I den foreliggende sag skal der først tages stilling til kontraappellen, hvorved Parlamentet i det væsentlige har bestridt, at Front national har søgsmålskompetence til at anlægge sag med påstand om annullation af den anfægtede retsakt. I denne henseende har Parlamentet gjort gældende, at selv om Retten i den appellerede doms præmis 66 har foretaget en korrekt vurdering af, hvilken betydning denne retsakt har for retsstillingen for de medlemmer, som stiftede TDI-gruppen – herunder tillige for Fronts nationals medlemmer – begik Retten ikke desto mindre en retlig fejl, da den i dommens præmis 67 fastslog, at denne retsakt skulle anses for at berøre dette politiske parti umiddelbart. Partiet opfylder således ikke denne betingelse i artikel 230, stk. 4, EF, for så vidt som det netop kun berøres indirekte af den anfægtede retsakt. Parlamentet har i denne forbindelse fremført følgende argumenter.

23
For det første er det resultat, som Retten nåede til i den appellerede doms præmis 67, i modstrid med dommens øvrige bemærkninger, og navnlig med dommens præmis 59 og 65, hvor Retten fandt, at de medlemmer, der havde stiftet TDI-gruppen, skulle anses for umiddelbart berørt af den anfægtede retsakt, for så vidt som den har frataget dem »muligheden for gennem denne gruppe at danne en politisk gruppe i forretningsordenens artikel 29’s forstand«. Ifølge Parlamentet er det således utænkeligt, at nationale politiske partier, der ikke har en særlig status i forretningsordenens forstand, kan blive berørt af Parlamentets retsakter på samme måde som parlamentsmedlemmerne, som i henhold til forretningsordenen nyder en særlig status.

24
Parlamentet har for det andet anført, at Rettens udtalelse om, at Front national er umiddelbart berørt af den anfægtede retsakt, endvidere er i modstrid med Domstolens praksis og navnlig med dom af 16. juni 1970, Alcan m.fl. mod Kommissionen (sag 69/69, Sml. 1970, s. 63, org.ref.: Rec. s. 385), hvorefter en sagsøger kun er umiddelbart berørt af en retsakt, såfremt retsakten i sig selv umiddelbart har til virkning at fratage sagsøgeren en rettighed eller at pålægge denne en forpligtelse, således at sagsøgeren placeres i samme situation, som sagsøgeren ville have befundet sig i, hvis han havde været retsaktens adressat. Ifølge Parlamentet er dette imidlertid på ingen måde tilfældet i den foreliggende sag, da Front national til forskel fra de af partiets kandidater, der er blevet valgt som parlamentsmedlemmer, alene er indirekte berørt af den omhandlede retsakt.

25
For det tredje har Parlamentet gjort gældende, at selv om det ganske vist følger af Domstolens praksis, at de retsakter, som Parlamentet vedtager, kan være genstand for et annullationssøgsmål, når de har retsvirkninger over for tredjemand, eller når retsvirkningerne falder uden for rammerne af den interne tilrettelæggelse af institutionens arbejde, har en retsakt som den anfægtede retsakt, der regulerer visse parlamentsmedlemmers status, ikke retsvirkninger over for en tredjemand, der er et nationalt politisk parti. I denne forbindelse har Parlamentet påpeget, at Front national ikke kan støtte sig på, at partiet deltog i valget i juni 1999 og på den omstændighed, at visse af partiets medlemmer faktisk blev valgt ind i Parlamentet, idet der efter valget ikke længere eksisterer noget retsforhold mellem de politiske partier, som har deltaget i valgkampagnen, og den valgte forsamling. Det fremgår således både af artikel 4, stk. 1, i akten af 20. september 1976 om almindelige direkte valg af repræsentanterne i forsamlingen (EFT L 278, s. 5), såvel som af forretningsordenens artikel 2, at de repræsentanter, der vælges til Parlamentet, udøver deres mandat frit, og at de ikke kan være bundet af pålæg eller modtage bundet mandat. Såfremt man under disse omstændigheder godtog den opfattelse, at den anfægtede retsakt også har retsvirkning over for et nationalt politisk parti som Front national, ville medlemmerne af Parlamentet alene fungere som »bindeled« mellem Parlamentet og deres parti uden at være uafhængige eller at have et selvstændigt ansvar, hvilket både ville stride mod ordlyden af og ånden i ovennævnte bestemmelser.

26
Endelig har Parlamentet for det fjerde fremdraget de negative følger, det kunne få, såfremt man antog Front nationals søgsmål til realitetsbehandling. Hvis Domstolen accepterer Rettens fortolkning, vil begge retsinstanser risikere en strøm af søgsmål anlagt ikke alene af andre personer eller persongrupper, som kun indirekte berøres af Parlamentets interne organiseringsforanstaltninger – såsom foreninger under politiske partier, der eksempelvis kunne blive berørt i tilfælde af, at det ikke længere er muligt at overføre støttebeløb hidrørende fra de bevillinger, der udbetales til de politiske grupper – men også af andre politiske partier, som afhængigt af deres egne vedtægter kan føle sig særligt berørt af specifikke bestemmelser i forretningsordenen, såsom forretningsordenens artikel 152 om parlamentsudvalgenes sammensætning eller forretningsordenens artikel 168, stk. 2, hvoraf det fremgår, at der ved nedsættelse af interparlamentariske delegationer »så vidt muligt [skal] tages hensyn til en rimelig repræsentation af medlemsstater og politiske retninger«.

27
I det skriftlige indlæg, som Front national i medfør af procesreglementets artikel 117, stk. 2, har indgivet vedrørende kontraappellen, bestrider partiet Parlamentets opfattelse, hvorefter partiet ikke har søgsmålskompetence i henhold til artikel 230, stk. 4, EF. Ifølge Front national bør det således, ikke alene henset til den anfægtede retsakts karakter, men også henset til, hvem der er sagsøger i sagen, fastslås, at søgsmålet kan antages til realitetsbehandling.

28
Hvad først angår den anfægtede retsakts karakter har Front national gjort gældende, at den afgørelse, hvorved Parlamentet den 14. september 1999 bekræftede den fortolkning, som Udvalget om Forfatningsspørgsmål havde givet af forretningsordenens artikel 29, stk. 1, er en retsakt, der kan prøves ved Fællesskabets retsinstanser, for så vidt som en sådan retsakt ifølge Domstolens praksis er endelig samt har retsvirkninger, der rækker videre end den interne tilrettelæggelse af Parlamentets arbejde, idet den fratager de politiske partier og de medlemmer, som ønsker at tilhøre TDI-gruppen, muligheden for at organisere sig i en politisk gruppe. Under disse omstændigheder vil de Front national-medlemmer, som partiet opstillede til valget, og som blev valgt takket være Front nationals kampagne, være ringere stillet end de parlamentsmedlemmer, som er medlem af en politisk gruppe, og dette har en umiddelbar indvirkning på de vilkår, hvorunder partiet kan fremme sine idéer og forslag, ligesom det efterfølgende fordrejer valgresultatet.

29
Hvad for det andet angår selve sagsøgeren, har Front national anført, at det bør fastslås, at søgsmålet skal antages til realitetsbehandling, for så vidt som Front national er umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede retsakt.

30
Hvad først angår betingelsen om, at den fysiske eller juridiske person skal være »umiddelbart« berørt af den afgørelse, som er genstand for sagen, deler Front national Rettens opfattelse af, at den anfægtede retsakt har en sådan virkning, fordi, selv om denne retsakt har haft betydelige følger for rækkevidden af de politiske rettigheder og økonomiske fordele, som medlemmerne af TDI-gruppen havde, har den tillige haft direkte følger for de partier, som disse medlemmer kommer fra, og navnlig for Front national, for så vidt som dette parti aktivt har ført valgkamp med henblik på at få sine medlemmer valgt ind i Parlamentet samt har haft betragtelige udgifter i den forbindelse. Dette parti har derfor en klar interesse i, at de parlamentsmedlemmer, som partiet har medvirket til blev valgt, har de samme muligheder som de øvrige parlamentsmedlemmer. I denne forbindelse har Front national under henvisning til dom af 23. april 1986, Les Verts mod Parlamentet (sag 294/83, Sml. s. 1339), bestridt Parlamentets argument om, at der efter valget ikke længere eksisterer noget retsforhold mellem de partier, som har deltaget i valgkampen, og den valgte forsamling. Det princip om lighed mellem de politiske grupperinger i forbindelse med valgkampe, som Domstolen har fastslået i nævnte dom, har således fortsat gyldighed efter valget, og Domstolen bør derfor pålægge en sanktion i tilfælde af tilsidesættelse af dette princip, såfremt Front national ikke repræsenteres i Parlamentet på vikår, der ligner eller er identiske med de vilkår, der gælder for medlemmerne i de andre grupper.

31
Med hensyn til betingelsen om, at den fysiske eller juridiske person skal være »individuelt« berørt af den afgørelse, som er genstand for sagen, har Front national anført, at partiet opfylder de betingelser, der er fastsat i retspraksis, bl.a. i dom af 18. maj 1994, Codorniu mod Rådet (sag C-309/89, Sml. I, s. 1853), for så vidt som det er individuelt berørt af den anfægtede retsakt både på grund af visse egenskaber, som er særlige for dette og på grund af en faktisk situation, der adskiller det fra alle andre. I så henseende deler Front national den opfattelse, som Retten gav udtryk for i den appellerede doms præmis 69-71.

Domstolens bemærkninger

32
Indledningsvis bemærkes, at i henhold til artikel 230, stk. 4, EF kan enhver fysisk eller juridisk person indbringe klage over beslutninger, der retter sig til ham, samt over beslutninger, som, skønt de er udfærdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog berører ham »umiddelbart og individuelt«.

33
Ved kontraappellen har Parlamentet ikke anfægtet Rettens vurdering af, at den anfægtede retsakt har karakter af en beslutning, som berører Front national individuelt, men har derimod bestridt, at partiet, således som Retten når frem til i den appellerede doms præmis 67, er umiddelbart berørt af denne retsakt.

34
I denne forbindelse bemærkes, at betingelsen om, at en fysisk eller juridisk person skal være umiddelbart berørt af den afgørelse, som prøves under en sag anlagt i henhold til artikel 230, stk. 4, EF, efter fast praksis indebærer, at den anfægtede fællesskabsforanstaltning umiddelbart skal have indvirkning på den pågældendes retsstilling, og at foranstaltningen ikke må overlade et skøn til adressaterne, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk, udelukkende i medfør af fællesskabsretsreglerne og uden anvendelse af andre mellemkommende regler (jf. bl.a. dom af 5.5.1998, sag C-404/96 P, Glencore Grain mod Kommissionen, Sml. I, s. 2435, præmis 41 og den deri nævnte retspaksis).

35
Da den anfægtede retsakt fratager de medlemmer, der har stiftet TDI-gruppen, og navnlig de medlemmer, der er valgt fra Front nationals liste, muligheden for gennem TDI-gruppen at danne en politisk gruppe i forretningsordenens artikel 29’s forstand, kan det i det foreliggende tilfælde ikke afvises, at den anfægtede retsakt berører nævnte medlemmer umiddelbart. Som Retten med rette bemærkede i den appellerede doms præmis 59 og 65, er disse medlemmer alene på grund af denne retsakt blevet forhindret i at stifte en politisk gruppe. De er fra dette tidspunkt blevet anset for løsgængere i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 30 og har af denne grund mere begrænsede parlamentariske prærogativer og færre materielle og økonomiske fordele, end de ville have haft, hvis de havde været medlemmer af en politisk gruppe i artikel 29’s forstand.

36
Det samme er derimod ikke tilfældet for et politisk parti, såsom Front national. Som generaladvokaten har anført i punkt 40 i forslaget til afgørelse, er det ganske vist naturligt, at et politisk parti, der opstiller kandidater ved valg til Europa-Parlamentet, bestræber sig på, at dets kandidater, når de er blevet valgt, kan udøve deres mandat på samme vilkår som de øvrige parlamentsmedlemmer, men interessen heri giver ikke en ret for partiet til, at dets valgte medlemmer kan danne deres egen politiske gruppe eller blive medlemmer af en af forsamlingens grupper.

37
Det skal herved bemærkes, dels at dannelse af en politisk gruppe ifølge forretningsordenens artikel 29, stk. 2, forudsætter et mindste antal medlemmer fra flere medlemsstater, dels at det ifølge artikel 29, stk. 1, under alle omstændigheder kun er muligt at danne grupper efter politisk tilhørsforhold. Disse bestemmelser tildeler ikke de nationale politiske partier, som medlemmerne tilhører, nogen særskilt rolle i forbindelse med stiftelsen af en politisk gruppe.

38
Herefter kan det ikke lægges til grund, at et nationalt politisk parti er umiddelbart berørt af den anfægtede retsakt, der kun finder anvendelse på – og i overensstemmelse med selve ordlyden af forretningsordenens artikel 29 i øvrigt kun kan kan finde anvendelse på – de medlemmer, som har dannet TDI-gruppen.

39
I den appellerede doms præmis 66 har Retten ganske vist bemærket, at for så vidt som disse medlemmer, og navnlig dem, som er valgt fra Front nationals liste, fratages muligheden for at danne en politisk gruppe, påvirker den anfægtede retsakt direkte vilkårene for fremme af det partis idéer og projekter, som de repræsenterer i Europa-Parlamentet, og således vilkårene for gennemførelse af dette politiske partis vedtægtsbestemte formål på europæisk plan, og derfor er Front national umiddelbart berørt af denne retsakt.

40
Imidlertid kan denne situation ikke anses for at være en direkte følge af den anfægtede retsakt. Selv hvis det antages, at der faktisk er sådanne følgevirkninger, skyldes disse, at de medlemmer, som ikke tilhører en politisk gruppe, i medfør af forretningsordenens artikel 30 anses for løsgængere, og at denne bestemmelse giver løsgængere en mindre fordelagtig status. Front national berøres kun indirekte af den anfægtede retsakt gennem de konsekvenser, retsakten har for den status, der tildeles de medlemmer, som bekender sig til dette parti.

41
Front nationals argument om, at Domstolen i sagen Les Verts mod Parlamentet skulle have fastslået et princip om lighed mellem de politiske grupperinger i forbindelse med deltagelse i valgkampe forud for valg til Europa-Parlamentet, et lighedsprincip, der fortsat skulle have gyldighed efter valget, må desuden afvises. Denne sag vedrører således en helt anden situation end den, der er omhandlet i den foreliggende sag.

42
I den sag, der gav anledning til dommen i sagen Les Verts mod Parlamentet, var det sagsøgende parti umiddelbart berørt af de parlamentsbeslutninger, som sagen vedrørte, eftersom beslutningerne i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet i 1984 fastsatte fordelingen af bevillinger mellem de politiske grupperinger, herunder det sagsøgende parti, uden at gennemførelsesbestemmelser var nødvendige, idet beregningen af den del af bevillingerne, som skulle tildeles hver af de politiske grupperinger, var automatisk og, som Domstolen udtalte i dommens præmis 31, ikke gav plads for nogen form for skøn.

43
I det foreliggende tilfælde er Front national derimod ikke umiddelbart berørt af den anfægtede retsakt. Selv om det unægteligt ikke er nødvendigt med en gennemførelsesforanstaltning, for at denne retsakt kan få virkning, er det dog ubestridt, at denne retsakt ifølge selve ordlyden af forretningsordenens artikel 29 kun har indvirkning på Parlamentets medlemmers retsstilling og ikke på retsstillingen for de nationale politiske partier, som har opstillet lister, hvorfra disse medlemmer er blevet valgt, og som i givet fald har medvirket til deres valg. I modsætning til, hvad der er tilfældet under de betingelser, der er fastsat i den i denne doms præmis 34 nævnte retspraksis, har en sådan retsakt derfor ikke en umiddelbar indvirkning på Front nationals retsstilling.

44
Henset til samtlige de ovenfor anførte bemærkninger skal det derfor fastslås, at Retten begik en retlig fejl ved at udtale i den appellerede doms præmis 67, at Front national er umiddelbart berørt af den anfægtede retsakt, og Rettens dom bør derfor ophæves, for så vidt som Front nationals søgsmål antages til realitetsbehandling.


Formaliteten med hensyn til Front nationals søgsmål

45
Ifølge artikel 61, stk. 1, i statutten for Domstolen kan Domstolen, hvis den ophæver en af Retten truffen afgørelse, enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise sagen til Retten til afgørelse.

46
I det foreliggende tilfælde finder Domstolen, at den råder over samtlige de oplysninger, der er nødvendige for at kunne træffe afgørelse om formaliteten med hensyn til det søgsmål, som Front national anlagde for Retten. De argumenter, som partiet har anført til støtte for sin opfattelse, er identiske med dem, som partiet har redegjort for inden for rammerne af sit skriftlige indlæg vedrørende Parlamentets kontraappel og bygger i det væsentligste på den tidligere beskrevne opfattelse, hvorefter partiet er umiddelbart berørt af den anfægtede retsakt, da denne retsakt påvirker vilkårene for fremme af partiets idéer og projekter i den europæiske parlamentariske forsamling.

47
Af de grunde, der er redegjort for i denne doms præmis 36-43, kan Front national ikke anses for at være umiddelbart berørt af den anfægtede retsakt.

48
Herefter bør Front nationals søgsmål for Retten afvises. Følgelig er det ufornødent at træffe afgørelse i hovedappelsagen.


Sagens omkostninger

49
I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, som ifølge procesreglementets artikel 118 finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Parlamentet har nedlagt påstand om, at Front national tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Front national har tabt appelsagen, bør det pålægges Front national at betale appelsagens omkostninger samt omkostningerne i den i denne doms præmis 2 nævnte sag om foreløbige forholdsregler.

På grundlag af disse præmisser,

DOMSTOLEN (Store Afdeling)

1)
Dommen afsagt den 2. oktober 2001 af Retten i Første Instans i de forenede sager T-222/99, T-327/99 og T-329/99, Martinez m.fl. mod Parlamentet, ophæves, for så vidt som den antager Front nationals søgsmål (sag T-327/99) til realitetsbehandling.

2)
Front nationals søgsmål med påstand om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse af 14. september 1999 vedrørende fortolkning af artikel 29, stk. 1, i Europa-Parlamentets forretningsorden og om opløsning med tilbagevirkende kraft af »Den Tekniske Gruppe for Uafhængige Medlemmer (TDI) – Blandet Gruppe« afvises.

3)
Det er ufornødent at træffe afgørelse vedrørende Front nationals appel af den under punkt 1 nævnte dom.

4)
Front national betaler de omkostninger, som Europa-Parlamentet har afholdt i appelsagen og i sagen om foreløbige forholdsregler.

Skouris

Jann

Timmermans

Rosas

Puissochet

Cunha Rodrigues

Schintgen

Macken

Colneric

von Bahr

Silva de Lapuerta

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 29. juni 2004.

R. Grass

V. Skouris

Justitssekretær

Præsident

1 –
Processprog: fransk.
Op