62001O0136

1. Erstatningssøgsmål - forældelsesfrist - begyndelsestidspunkt

(EF-traktaten, art. 215, stk. 2 (nu art. 288, stk. 2, EF); EF-statutten for Domstolen, art. 43; Euratom-statutten for Domstolen, art. 44)

2. Erstatningssøgsmål - forældelsesfrist - afbrydelse - betingelser - søgsmål om erstatning eller begæring om bevisoptagelse ved en national ret - udelukket

(EF-traktaten, art. 215, stk. 2 (nu art. 288, stk. 2, EF); EF-statutten for Domstolen, art. 43 og art. 46, stk. 1; Euratom-statutten for Domstolen, art. 44 og art. 47, stk. 1)

1. Det fremgår af traktatens artikel 215, stk. 2 (nu artikel 288, stk. 2, EF), og af artikel 44 i Euratom-statutten for Domstolen, idet sidstnævnte bestemmelse har samme ordlyd som artikel 43 i EF-statutten for Domstolen, at Fællesskabets ansvar uden for kontrakt og gennemførelsen af kravet om erstatning for det lidte tab, forudsætter, at en række betingelser med hensyn til tilstedeværelsen af en ulovlig adfærd fra fællesskabsinstitutionernes side, et faktisk tab og en indbyrdes årsagssammenhæng er opfyldt. Følgelig kan forældelsesfristen for søgsmål imod Fællesskabet om erstatning uden for kontrakt ikke begynde at løbe, før alle de betingelser, som er en forudsætning for erstatningspligten, er opfyldt, og navnlig ikke før det tab, der skal erstattes, er kendt.

( jf. præmis 29-30 )

2. Selv om artikel 43 i EF-statutten for Domstolen og artikel 44 i Euratom-statutten kun vedrører forældelsesfristens afbrydelse, fremgår det ordret af disse bestemmelser, at det i de to situationer, som bestemmelsen omhandler, er en forudsætning, at der indgives stævning til Domstolen eller Retten, for hvilke ovennævnte bestemmelser finder anvendelse i medfør af artikel 46, stk. 1, henholdsvis artikel 47, stk. 1, i nævnte statutter. Derimod kan hverken lignende søgsmål ved en national ret, dvs. en stævning med påstand om erstatning, eller en begæring om bevisoptagelse, såsom en begæring om at udmelde en sagkyndig, eller en anmodning om bevissikrende foranstaltninger, der indgives til en national ret, have en sådan afbrydende virkning.

( jf. præmis 56 )

I sag C-136/01 P,

Autosalone Ispra dei Fratelli Rossi Snc, Ispra (Italien), ved avvocato F. Venuti, og med valgt adresse i Luxembourg,

appellant,

angående appel af kendelse afsagt den 17. januar 2001 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-124/99, Autosalone Ispra dei Fratelli Rossi mod Euratom (Sml. II, s. 53), hvorunder der er nedlagt påstand om ophævelse af denne kendelse,

den anden part i appelsagen:

Det Europæiske Atomenergifællesskab ved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved H.M.H. Speyart og P. Stancanelli, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt i første instans,

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, N. Colneric (refererende dommer), og dommerne R. Schintgen og V. Skouris,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer

justitssekretær: R. Grass,

efter at have hørt generaladvokaten,

afsagt følgende

Kendelse

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 23. marts 2001 har Autosalone Ispra dei Fratelli Rossi Snc (herefter »Autosalone«) i medfør af artikel 50, stk. 1, i Euratom-statutten for Domstolen iværksat appel af kendelse afsagt af Retten i Første Instans den 17. januar 2001 i sag T-124/99, Autosalone Ispra dei Fratelli Rossi mod Euratom (Sml. II, s. 53, herefter »den appellerede kendelse«), hvorved Retten afviste Autosalones søgsmål, hvorunder der i det væsentlige var nedlagt påstand om, at Det Europæiske Atomenergifællesskab var erstatningsansvarlig for det tab, Autosalone havde lidt på grund af de oversvømmelser, der fandt sted i Ispra natten mellem den 1. og den 2. juni 1992, og at Fællesskabet tilpligtes at erstatte dette tab.

Relevante retsforskrifter

2 Artikel 44 i Euratom-statutten for Domstolen, der i medfør af samme statuts artikel 47 finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten, bestemmer:

»Krav mod Fællesskabet, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold, forældes fem år efter, at den omstændighed, der ligger til grund for kravet, er indtrådt. Forældelsen afbrydes enten ved indgivelse af stævning til Domstolen, eller ved at den skadelidte forud gør sit krav gældende over for vedkommende institution i Fællesskabet. I sidstnævnte tilfælde skal sag anlægges inden den frist af to måneder, som omhandles i artikel 146; i påkommende tilfælde finder bestemmelserne i artikel 148, stk. 2, anvendelse.«

Sagens faktiske omstændigheder

3 De faktiske omstændigheder og baggrunden for sagen fremgår af den appellerede kendelse som følger:

»2 Natten mellem den 1. og den 2. juni 1992 blev Ispra kommune ramt af et voldsomt uvejr, der medførte store oversvømmelser, bl.a. på sagsøgerens ejendom.

3 Oversvømmelsen af sagsøgerens ejendom skyldtes, at en kollektor af spildevand, der er placeret i den del af byen Ispra, hvor ejendommen er beliggende, løb over. Kollektoren løber langs sagsøgerens ejendom, løber derefter på et kort stykke i det fri og fortsætter i en tunnel under jernbanen og derpå i et underjordisk rørsystem under en ejendom, som tilhører Det Fælles Forskningscenter for Euratom (herefter »DFF« eller »centret«).

4 Oversvømmelsen tilføjede sagsøgeren betydelige skader, som på dennes begæring er blevet anslået af en sagkyndig, Galleri, til 1 245 000 000 italienske lire (ITL) i en rapport udfærdiget den 14. oktober 1993.

5 Ved anbefalet skrivelse af 17. juni 1992 rejste sagsøgeren over for DFF krav om erstatning af den skade, selskabet havde lidt som følge af, at den hovedkloak, hvis rørsystem ligger under centrets ejendom, ikke kunne bortlede spilde- og regnvandet på grund af en rist, som var anbragt af centret ved kloakkens udløb, og som var tilstoppet af affald, der var blevet ført med af afløbsvandet.

6 Den 20. juli 1992 svarede DFF, at centrets tjenestegrene foretog de nødvendige undersøgelser for at kunne afgøre, om det havde noget ansvar for oversvømmelsen.

7 Den 22. februar 1993 anlagde DFF's forsikringsselskab, Cigna Insurance Company of Europe SA, sag ved retten i Varese [Italien] med henblik på at få udmeldt en teknisk sagkyndig, der på foranledning af erstatningskravet mod DFF fra centrets naboer skulle foretage en konstatering af tilstanden på åstedet og beskrive beskaffenheden af de goder, som var berørt af oversvømmelsen. Ved kendelse afsagt af retten i Varese den 27. marts 1993 blev Speroni udmeldt som sagkyndig og blev pålagt at afgive rapport inden 90 dage.

8 Speronis sagkyndige rapport blev indleveret til justitskontoret for retten i Varese den 10. maj 1995. I rapporten hedder det bl.a.:

»Af de oplysninger, der er indhentet vedrørende åstedet, synes at fremgå, at gennemløbsbrønden under den nedre del af jernbanen på tidspunktet for oversvømmelsen var forsynet med en solid metalrist, der tilbageholdt forskellige materialer, som var blevet ført med af vandet (bræt, stammer osv.), hvilket spærrede for vandets gennemløb og fremkaldte oversvømmelser længere oppe i kloakken.«

9 Ved stævning af 28. februar 1996 anlagde sagsøgeren et erstatningssøgsmål mod Kommissionen ved retten i Varese på grundlag af national ret. Denne sag, som Kommissionen påstod afvist, verserede stadig på tidspunktet for indgivelsen af Kommissionens svarskrift i den foreliggende sag.«

Sagen for Retten

4 Under disse omstændigheder anlagde Autosalone den 21. maj 1999 sag ved Retten med henblik på at få fastslået, at Det Europæiske Atomenergifællesskab er ansvarlig for det lidte tab, og at dette som følge heraf skal tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb på 1 245 000 000 ITL, med justeringer som følge af revaluering, samt renter af dette beløb.

5 Heroverfor gjorde Kommissionen i det væsentlige gældende, at søgsmålet skulle afvises, idet den handling, som det er baseret på, er forældet. Ifølge artikel 44 i Euratom-statutten for Domstolen forældes krav, der støttes på ansvar uden for kontrakt, fem år efter, at den omstændighed, der ligger til grund for kravet, er indtrådt (jf. dom af 27.1.1982, forenede sager 256/80, 257/80, 265/80, 267/80 og 5/81, Birra Wührer m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 85, præmis 10). I den foreliggende sag begyndte forældelsesfristen således ifølge Kommissionen at løbe fra den 1. juni 1992.

6 Autosalone gjorde derimod gældende, at selskabet først blev bekendt med årsagerne til den skade, det havde lidt, da den sagkyndige, Speroni, fremlagde sin rapport den 10. maj 1995. Før denne dato var det umuligt for selskabet at vide, hvori den skadevoldende adfærd eller årsagsforbindelsen mellem denne og tabet bestod, da det dels i god tro havde afventet resultatet af den sagkyndige udtalelse, sagsøgte havde anmodet om, dels ikke havde haft nogen adgang til DFF's anlæg.

7 For så vidt angår dommen i sagen Birra Wührer m.fl. mod Rådet og Kommissionen, som Kommissionen påberåbte sig, fremhævede Autosalone, at der i henhold til dommens præmis 10 gælder tre betingelser for, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontrakt, nemlig at der foreligger en retsstridig handling, at der er lidt et tab, og at der er årsagsforbindelse. Et sådant ansvar opstår således ikke allerede som følge af den retsstridige handling og derfor kunne den retsstridige handling ikke i sig selv bevirke, at forældelsesfristen begyndte at løbe.

8 Endvidere gjorde Autosalone gældende, at DFF's skrivelse af 20. juli 1992 og den procedure for udmeldelse af en sagkyndig, som blev iværksat ved anmodningen af 10. marts 1993 fra Cigna Insurance Company of Europe SA, og som blev afsluttet med fremlæggelsen af Speronis rapport den 10. maj 1995, må anses for handlinger, der afbryder forældelsen.

Den appellerede kendelse

9 Ved den appellerede kendelse afviste Retten søgsmålet.

10 Kendelsen er navnlig baseret på følgende betragtninger:

»21 Ifølge artikel 44 i Euratom-statutten for Domstolen forældes krav mod Fællesskabet, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold, fem år efter, at den omstændighed, der ligger til grund for kravet, er indtrådt.

22 I den foreliggende sag skete den oversvømmelse, som forvoldte sagsøgerens tab, natten mellem den 1. og den 2. juni 1992.

23 Formålet med den retspraksis, hvortil sagsøgeren har henvist, og hvorefter forældelsesfristen for et erstatningssøgsmål ikke begynder at løbe, før alle de betingelser, som er en forudsætning for erstatningspligten, er opfyldt, er at indføre et kriterium, hvorefter det tab, som kræves erstattet, skal være kendt i det tilfælde, hvor Fællesskabets ansvar har sin oprindelse i en generel retsakt. I dette tilfælde kan forældelsesfristen altså heller ikke begynde at løbe, før retsaktens skadevoldende følger har vist sig. Denne praksis ophæver ingenlunde det afgørende kriterium i Euratom-statuttens artikel 44, hvorefter den omstændighed, der ligger til grund for tabet, skal være indtrådt - denne skadevoldende omstændighed var i den foreliggende sag oversvømmelsen natten mellem den 1. og den 2. juni 1992 - men praksis præciserer i det væsentlige blot rammerne herfor i tilfælde - som er væsensforskellige fra det foreliggende - hvor der anlægges et erstatningssøgsmål på grund af den skade, som sagsøgerne kan komme til at lide ved gennemførelsen af en generel retsakt, der er vedtaget på fællesskabsplan.

24 Selv om denne praksis måtte forudsættes at finde anvendelse på det foreliggende tilfælde, må det for det første konstateres, at det er ubestridt, at den oversvømmelse, som forvoldte det af sagsøgeren lidte tab, indtraf natten mellem den 1. og den 2. juni 1992, og at skaden indtrådte øjeblikkeligt. Endvidere fremgår det af sagsøgerens skrivelse til DFF af 17. juni 1992, at sagsøgeren allerede på daværende tidspunkt mente at have tilstrækkeligt kendskab til omstændighederne hvad angår de tre erstatningsbetingelser til at kunne fremsætte et erstatningskrav over for Fællesskabet. Den omstændighed, at sagsøgeren på tidspunktet for fremsendelsen af denne skrivelse endnu ikke fandt at råde over alle de nødvendige elementer til at kunne godtgøre under en retssag, at Fællesskabet ifaldt ansvar, kan ikke i sig selv forhindre, at forældelsesfristen begyndte at løbe. I modsat fald sammenblandes det processuelle kriterium for forældelsesfristens begyndelse med konstateringen af erstatningsbetingelsernes opfyldelse, som i sidste ende må foretages af den ret, der skal træffe den endelige afgørelse vedrørende tvistens realitet.

25 Hvad angår sagsøgerens argument om, at forældelsesfristen er blevet afbrudt, bemærkes, at denne frist ifølge Euratom-statuttens artikel 44 afbrydes enten ved indgivelse af stævning til Fællesskabe[t]s retsinstanser eller ved, at kravet forud gøres gældende over for vedkommende institution, idet forældelsen i sidstnævnte tilfælde dog alene afbrydes, såfremt kravet følges op af et sagsanlæg inden for den frist, som er fastsat i EF-traktatens artikel 173 (efter ændring nu artikel 230 EF) og EF-traktatens artikel 175 (nu artikel 232 EF), som svarer til Euratom-traktatens artikel 146 og 148, hvortil der henvises i nævnte artikel i Euratom-statutten [for Domstolen] [...].

26 De af sagsøgeren omtalte skrivelser og foranstaltninger udgør imidlertid klart ikke nogen stævning til Domstolen eller Retten. Ingen af henvendelserne til Kommissionen blev i øvrigt fulgt op af en stævning inden for de fastsatte frister. Forældelsesfristen, som begyndte at løbe den 2. juni 1992, blev derfor på intet tidspunkt afbrudt i overensstemmelse med forskrifterne i Euratom-statutten [for Domstolen], artikel 44 (jf. i denne retning kendelsen i sagen Fratelli Murri mod Kommissionen, [sag T-106/98, Sml. II, s. 2553] præmis 30).

27 Endvidere skal det bemærkes, at sagsøgeren efter at have modtaget Speronis rapport den 10. maj 1995 stadig havde mulighed for at anlægge et erstatningssøgsmål inden for fristen i Euratom-statutten [for Domstolen], artikel 44, men at selskabet på daværende tidspunkt fandt dette uhensigtsmæssigt og valgte at anlægge erstatningssag ved de nationale domstole.«

Appelsagen

11 Under appelsagen for Domstolen har Autosalone i det væsentlige nedlagt påstand om, at den appellerede kendelse ophæves, og at det fastslås, på grundlag af de faktiske omstændigheder og dokumenter, der er påberåbt i sagen, som skal anses for at være gjort gældende i deres helhed i denne appelsag, at Det Europæiske Atomenergifællesskab er erstatningsansvarligt i henhold til Euratom-traktatens artikel 188, stk. 2, og at Atomenergifællesskabet ved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale appellanten et beløb på 1 245 000 000 ITL foruden justeringer som følge af revaluering samt renter indtil beløbet betales, eller et eventuelt andet beløb, som Domstolen finder passende.

12 Med hensyn til bevisoptagelsen har Autosalone anmodet Domstolen om at tage de begæringer til følge, som appellanten fremsatte for Retten af de grunde, der blev anført under sagen, og som, ifølge appellanten skal anses for at være gentaget i deres helhed i denne sag, særligt de momenter, som er anført i appelskriftet.

13 Autosalone har til støtte for appellen dels fremsat et anbringende om, at Rettens procesreglement er blevet tilsidesat, dels flere anbringender vedrørende tilsidesættelse af artikel 44 i Euratom-statutten for Domstolen.

14 Kommissionen har for Domstolen principalt nedlagt påstand om, at det er åbenbart, at appellen skal afvises eller forkastes, og subsidiært at de påstande, som Kommissionen nedlagde i første instans, tages til følge.

15 Indledningsvis bemærkes, at i henhold til procesreglementets artikel 119 kan Domstolen når som helst ved begrundet kendelse beslutte at afvise eller forkaste appellen, når det er åbenbart, at den i sin helhed eller delvis ikke kan antages til realitetsbehandling eller er ugrundet.

Det første anbringende om tilsidesættelse af artikel 111 i Rettens procesreglement

Autosalones argumenter

16 Autosalone har gjort gældende, at Retten har tilsidesat procesreglementets artikel 111, idet den i strid med denne bestemmelses ordlyd ikke har hørt generaladvokaten.

Domstolens bemærkninger

17 Selv om det følger af ordlyden af artikel 111 i Rettens procesreglement, at generaladvokaten skal høres, kan denne bestemmelse i henhold til procesreglementets artikel 2, stk. 2, andet afsnit, kun finde anvendelse, såfremt en dommer faktisk er blevet udpeget som generaladvokat.

18 I den foreliggende sag valgte Retten ikke at lade sig bistå af en generaladvokat, hvilket den heller ikke var forpligtet til. Det fremgår således af artikel 18 i Rettens procesreglement, at Retten kan lade sig bistå af en generaladvokat, hvis den skønner, at sagens juridiske eller faktiske problemer tilsiger det.

19 Det første anbringende skal følgelig forkastes, da det åbenbart er ugrundet.

Det andet anbringende om tilsidesættelse af forældelsesreglen i artikel 44, første punktum, i Euratom-statutten for Domstolen

20 Autosalone har anført flere klagepunkter til støtte for påstanden om, at Retten har tilsidesat den forældelsesfrist, der gælder for krav om erstatning uden for kontrakt imod Fællesskabet. Appellanten finder, at forældelsen af sådanne krav forbliver afbrudt i hele den periode, hvor skadelidte ikke kunne have kendskab til de omstændigheder, der ligger til grund for erstatningskravet, og ikke var i stand til at efterprøve disse omstændigheder på en passende måde, eller at forældelsesfristen ikke kan begynde at løbe under de omstændigheder, der gør sig gældende i den foreliggende sag.

Klagepunktet om tilsidesættelse af søgsmålsretten

Autosalones argumenter

21 Med det første led af det andet anbringende har Autosalone gjort gældende, at Retten har anvendt de fællesskabsretlige bestemmelser om forældelse på en sådan måde, at selskabets søgsmålsret begrænses og indskrænkes uberettiget, idet der skal sondres mellem de handlinger og spørgsmål, der er uadskilleligt forbundet med søgsmålsretten og dem, der vedrører et søgsmåls antagelse til realitetsbehandling. Appellanten har hævdet, at Retten tilsidesatte selskabets søgsmålsret, da den beregnede forældelsesfristen, fordi Retten ikke tog hensyn til appellantens mulighed for at få et tilstrækkeligt kendskab til faktiske omstændigheder, selskabet kunne have gjort gældende under sagen.

22 Autosalone har i den henseende nærmere anført, at kendskab til de faktiske omstændigheder er forbundet med søgsmålsretten, der forudsætter dels en mulighed for at få en præcis og indgående viden om de faktiske omstændigheder inden sagen anlægges, dels en mulighed for på tilstrækkelig vis at kunne bedømme deres rigtighed med henblik på fremlæggelse for en domstol.

23 Autosalone har anført, at såfremt den skadelidte faktisk kan afbryde forældelsesfristen uden at anlægge en retssag, er eventuelle faktiske hindringer for at opnå et fuldstændigt kendskab til sagens omstændigheder uden relevans. I et sådant tilfælde medfører de faktiske hindringer ikke, at søgsmålsretten bortfalder, eller at kravet, der ligger til grund herfor, forældes.

24 Derimod bliver sådanne hindringer relevante for forældelsesfristens forløb, når en undladelse af at anlægge en retssag bevirker, at søgsmålsretten bortfalder og kravet, der ligger til grund herfor, forældes. Dette gælder, i det omfang skadelidte befinder sig i en situation, hvor han har valget mellem at anlægge sag, selv om han ikke kender de faktiske omstændigheder og ikke på tilstrækkelig vis har været i stand til at efterforske, anvende eller efterprøve dem, eller at forholde sig passivt, hvorved han på grund af, at der indtræder forældelse både mister søgsmålsretten samt det krav, som denne støttes på. Dette fører til en åbenbar tilsidesættelse af skadelidtes ret til at beskytte sine rettigheder ved at få kravet prøvet ved domstolene, hvilket er et princip, som i alle retssystemer er anerkendt som en grundlæggende frihedsrettighed.

25 Appellanten har kritiseret Retten for ikke at have taget stilling til dette klagepunkt, idet Retten i præmis 24 i den appellerede kendelse bemærkede, at Autosalone siden juni 1992, hvor dens befuldmægtigede fremsendte en udenretlig varslingsskrivelse til DFF, havde kendskab til de faktiske omstændigheder, som kravet var baseret på. I denne forbindelse har Autosalone kritiseret Retten for at have overset, at en udenretlig varslingsskrivelse ikke som sådan på nogen måde forudsætter, at de faktiske omstændigheder bag kravet er bekendt eller er blevet efterprøvet.

Domstolens bemærkninger

26 Det skal indledningsvis fastslås, at retten til at anlægge sag ved Fællesskabets retsinstanser kun kan udøves under overholdelse af de betingelser, der er fastsat herom i bestemmelserne om de enkelte søgsmålstyper, i den foreliggende sag erstatningssøgsmålet. Det følger heraf, at Retten kun kan have tilsidesat Autosalones søgsmålsret, såfremt navnlig de bestemmelser, der regulerer forældelsen af denne type af søgsmål, ikke er blevet anvendt korrekt af Retten.

27 Det fremgår af ordlyden af artikel 44, første punktum, i Euratom-statutten for Domstolen, at krav mod Fællesskabet, der støttes på ansvar uden for kontrakt, forældes fem år efter, at den omstændighed, der ligger til grund for kravet, er indtrådt.

28 Som Kommissionen med rette har anført i svarskriftet er forældelsesreglernes funktion at forene hensynet til beskyttelsen af den skadelidtes rettigheder og hensynet til retssikkerhedsprincippet. Forældelsesfristen er navnlig blevet fastsat under hensyntagen til tiden, der er nødvendig for, at den part, der hævder at have lidt skade, kan indsamle de oplysninger, der er relevante med henblik på et eventuelt søgsmål, og for at kontrollere de faktiske omstændigheder, der ønskes fremlagt til støtte for dette søgsmål.

29 Det fremgår af EF-traktatens artikel 215, stk. 2 (nu artikel 288, stk. 2, EF), og artikel 44 i Euratom-statutten for Domstolen, idet sidstnævnte bestemmelse har samme ordlyd som artikel 43 i EF-statutten for Domstolen, at Fællesskabets ansvar uden for kontrakt og gennemførelsen af kravet om erstatning for det lidte tab, forudsætter, at en række betingelser med hensyn til tilstedeværelsen af en ulovlig adfærd fra fællesskabsinstitutionernes side, et faktisk tab og en indbyrdes årsagssammenhæng er opfyldt (jf. dommen i sagen Birra Wührer m.fl. mod Rådet og Kommissionen, præmis 9, og dom af 14.10.1999, sag C-104/97 P, Atlanta mod De Europæiske Fællesskaber, Sml. I, s. 6983, præmis 65).

30 Følgelig kan forældelsesfristen for søgsmål imod Fællesskabet om erstatning uden for kontrakt ikke begynde at løbe, før alle de betingelser, som er en forudsætning for erstatningspligten, er opfyldt, og navnlig ikke før det tab, der skal erstattes, er kendt (jf. dommen i sagen Birra Wührer m.fl. mod Rådet og Kommissionen, præmis 10).

31 Derimod er Autosalones opfattelse, hvorefter forældelsesfristen først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor skadelidte har fået et præcis og indgående kendskab til de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for kravet, fejlagtig. Kendskab til de faktiske omstændigheder angives ikke blandt de betingelser, der skal være opfyldt, for at forældelsesfristen begynder at løbe.

32 Det fremgår ganske vist af præmis 50 i dom af 7. november 1985, Adams mod Kommissionen (sag 145/83, Sml. s. 3539), at forældelse ikke kan gøres gældende over for en skadelidt, der først på et senere tidspunkt har fået kendskab til det forhold, der er årsag til skaden, og således ikke har haft rimelig tid til at indgive en stævning eller fremsætte et krav før forældelsesfristens udløb. Den pågældende dom tager dog ikke stilling til, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at forældelsesfristen i artikel 43 i EF-statutten og artikel 44 i Euratom-statutten for Domstolen begynder at løbe. Dommen i sagen Adams mod Kommissionen vedrører snarere spørgsmålet om forældelsesfristens udløb. Under alle omstændigheder befinder appellanten sig ikke i en situation, der kan sammenlignes med den, som gav anledning til nævnte dom, og appellanten har i øvrigt ikke gjort gældende, at dette skulle være tilfældet.

33 Autosalones argument om, at Retten skulle have begået en fejl, da den i præmis 24 i den appellerede kendelse antog, at selskabet fra datoen for den udenretlige varslingsskrivelse havde kendskab til de faktiske omstændigheder, som lå til grund for kravet, er følgelig også uden relevans.

34 I præmis 23 i den appellerede kendelse fortolkede Retten artikel 44 i Euratom-statutten for Domstolen således, at det afgørende kriterium for, hvornår forældelsesfristen begynder at løbe, er, om den omstændighed, der har medført skaden, er indtrådt. Det fremgår dog af præmis 24 i den appellerede kendelse, at Retten, om end subsidiært, fandt, at forældelsesfristen begyndte at løbe på datoen for skadens indtræden i overensstemmelse med den retspraksis, der er henvist til i denne kendelses præmis 30. Selv om Retten kun subsidiært beregnede forældelsesfristen i overensstemmelse med retspraksis, fik den fejl, som Retten begik, da den i præmis 23 bestemte tidspunktet for forældelsesfristens begyndelse, således ingen betydning.

35 Det første led af det andet anbringende skal følgelig forkastes som åbenbart ugrundet.

Klagepunktet om, at det var umuligt at anlægge sag før den 10. maj 1995

Autosalones argumenter

36 Med det andet led af det andet anbringende har Autosalone gjort gældende, at selskabet på grund af en række objektive omstændigheder og Fællesskabets forsømmelige adfærd ikke kunne have anlagt en retssag før den 10. maj 1995, som var den dato, hvor den sagkyndige, Speroni, afgav sin rapport.

37 For så vidt angår det første argument om, at det af objektive grunde var umuligt at anlægge sag, har Autosalone anført, at selskabet var i tvivl om, hvorvidt der på tidspunktet for oversvømmelsen var anbragt en rist ved kloakkens udløb, som bevirkede, at affaldet ikke kunne bortledes med spilde- og regnvandet, hvorfor det samlede sig og forårsagede skaden. Ganske vist var der på dette tidspunkt oplysninger fra tredjemand om, at en sådan rist eksisterede, men det kunne ikke udelukkes, at risten var blevet fjernet på grund af den overhængende risiko for skader.

38 Da der ikke var mulighed for besigtige stedet på grund af den ordning om immunitet og ekstraterritorialitet, der gælder for Fællesskabet, og da DFF ikke havde bekræftet, at risten befandt sig på det pågældende sted frem til dagen for oversvømmelsen, vurderede Autosalone, at de mundtlige oplysninger, som den var i besiddelse af, ikke var tilstrækkelige til, at selskabet havde et sagligt grundlag for at anlægge et søgsmål ved Fællesskabets retsinstanser. Det var kun som følge af sagkyndig teknisk bistand, der blev udmeldt af Tribunale di Varese inden for rammerne af en kontradiktorisk procedure mod Kommissionen, at Autosalone kunne få en saglig bekræftelse af, at risten samt risikoen for skader eksisterede.

39 Autosalone har for det andet gjort gældende, at det tillige på grund af Fællesskabets forsømmelige adfærd var umuligt at anlægge sag. Den ulovlige handling uden for kontrakt, der forårsagede skaden, kan ifølge Autosalone betegnes som en handling, der kan bringe den offentlige sikkerhed og ejendom i fare, og som i henhold til artikel 449 i den italienske straffelov straffes med frihedsberøvelse fra et til fem år. Da Fællesskabets tjenestemænd nyder immunitet i forhold til den italienske straffelov, indledte de italienske domstole ikke en strafferetlig undersøgelse af DFF's tjenestemænd med henblik på at undersøge de faktiske omstændigheder og placere ansvaret.

40 Autosalone finder, at Kommissionen som ejer og ansvarlig for DFF's installationer ikke desto mindre skulle have iværksat en sådan undersøgelse. Princippet om suverænitet og ekstraterritorialitet kan ikke fritage Fællesskabet og Kommissionen for at overholde de forpligtelser til at være upartisk og til at beskytte almene interesser, der er forbundet med deres suverænitet, hvilket utvivlsomt indebærer, at Kommissionen - i overensstemmelse med den forpligtelse, den har påtaget sig - skal placere ansvaret for de omstændigheder, der har bragt den offentlige sikkerhed og personers liv og ejendom i fare, og meddele resultatet af disse undersøgelser til interesserede parter, som har henvendt sig til Kommissionen og fremsat krav om erstatning. På trods af at direktøren for DFF lovede at iværksætte en sådan undersøgelse, har man imidlertid intet foretaget sig for at overholde sin forpligtelse.

41 Autosalone har anført, at Kommissionens adfærd udgør en fortsat og vedvarende undladelse. En sådan undladelse kvalificeres i det italienske retssystem som en »undladelse og/eller uretmæssig udsættelse af myndighedshandlinger« (»indebito ritardo di atti d'ufficio«), der i medfør af artikel 328 i den italienske straffelov straffes med frihedsberøvelse fra seks måneder til to år. Under alle omstændigheder har Kommissionen gjort sig skyldig i en fortsat og vedvarende forsømmelig adfærd, der er sanktioneret som et erstatningsansvar uden for kontrakt i medfør af artikel 2043 i den italienske codice civile, hvilken adfærd i italiensk retspraksis benævnes »ulovlig myndighedsudøvelse«.

42 Sammenfattende har Autosalone anført, at selskabet ikke kunne få kendskab til de nødvendige faktiske omstændigheder eller efterprøve disse med henblik på at gøre sit krav gældende, for så vidt som selskabet i god tro afventede - og fortsat afventer - at Kommissionen meddeler den resultatet af sine undersøgelser.

Domstolens bemærkninger

43 Det bemærkes, at ovennævnte argumenter, hvormed Autosalone forsøger at godtgøre, at det var umuligt for selskabet at få et tilstrækkeligt kendskab til sagens faktiske omstændigheder, hviler på den opfattelse, der forkastes som fejlagtig i denne kendelses præmis 31 og 32, og hvorefter forældelsesfristen først begynder at løbe på det tidspunkt, hvor skadelidte er i besiddelse af alle de oplysninger, som denne finder er relevante for at kunne anlægge sag.

44 Følgelig bør det andet led af det andet anbringende forkastes som åbenbart ugrundet.

Klagepunktet om, at forældelsesfristen er blevet afkortet

Autosalones argumenter

45 Med dette klagepunkt, som udgør det tredje led af det andet anbringende, har Autosalone modsat sig Rettens argumentation i præmis 27 i den appellerede kendelse. Autosalone finder, at Retten alvorligt har tilsidesat selskabets rettigheder ved at støtte sig på den omstændighed, at selskabet i februar 1996 anlagde det samme søgsmål mod Kommissionen ved de nationale retter som det, der nu verserer for Fællesskabets retsinstanser, og derved udlede, at Autosalone kunne have udøvet sin søgsmålsret før forældelsesfristen udløb.

46 I den forbindelse har Autosalone anført, at forældelse af et krav er en undtagelse fra reglen, som er begrundet i det tilfælde, hvor skadelidte har forholdt sig passivt i hele perioden frem til forældelsens indtræden. Forældelsesfristen kan dog navnlig ikke afkortes, såfremt skadevolder har udvist en forsømmelig adfærd.

47 Autosalone har tilføjet, at det er selskabet ubegribeligt, hvordan et krav kan forældes, før det kunne være blevet gjort gældende. Selskabet finder således, at den måde, som Retten har anvendt den fællesskabsretlige forældelsesbestemmelse på, de facto har afkortet forældelsesfristen for kravet uretmæssigt fra fem år til lidt mere end to år, eller at den har tilladt Fællesskabet at afkorte fristen ved sin forsømmelige adfærd.

Domstolens bemærkninger

48 Autosalones klagepunkt om, at Retten skulle have forkortet forældelsesfristen til lidt mere end to år, hviler ligeledes på den fejlagtige forudsætning for, hvornår forældelsesfristen på fem år i artikel 44 i Euratom-statutten for Domstolen, begynder at løbe, der blev forkastet i præmis 31 og 32. Autosalone har således ikke bestridt Rettens konstatering af, at selskabet kunne have anlagt et erstatningssøgsmål inden for forældelsesfristen i artikel 44 efter den 10. maj 1995, dvs. den dato, hvor den sagkyndige, Speroni, afgav sin rapport. Grundlæggende kritiserer Autosalone alene Retten for at have fastsat et tidligere tidspunkt for, hvornår forældelsesfristen begyndte at løbe, end det, selskabet synes er relevant.

49 Af de grunde, der er anført i denne kendelses præmis 43, bør det tredje led af det andet anbringende ligeledes forkastes som åbenbart ugrundet.

Det tredje og fjerde anbringende om det nationale sagsanlægs betydning for forældelsesfristen

Autosalones argumenter

50 Efter at have konstateret, at Kommissionen ikke påberåbte sig, at det søgsmål, der som en bevissikrende foranstaltning var anlagt ved Tribunale di Varese af Cigna Insurance Company of Europe SA, skulle afvises på grund af den nationale dommers manglende kompetence, har Autosalone for det første gjort gældende, at denne sag således kan og skal indgå i sagen ved Fællesskabets retsinstanser, eftersom den skal antages til realitetsbehandling og er relevant. Denne forudgående procedure udgør fuldt ud en del af nærværende retssag. Autosalone udleder heraf, at forældelsesfristen under alle omstændigheder skal anses for at have været afbrudt i hele den periode, som proceduren vedrørende spørgsmålet om bevissikrende foranstaltninger eller undersøgelser varede. Den forudgående procedure, hvor en teknisk sagkyndig blev udmeldt, kan således ikke tages i betragtning ved beregningen af forældelsesfristen.

51 Ifølge Autosalone betyder dette, at selv om det antages, at forældelsesfristen begyndte at løbe den 2. juni 1992, hvor oversvømmelsen fandt sted, blev den afbrudt den 22. februar 1993, hvor anmodningen om forudgående sagkyndig bistand blev indgivet, eller i hvert tilfælde senest den 27. marts 1993, som var datoen for det første retsmøde ved den nationale ret og dermed starten på den kontradiktoriske procedure mod Kommissionen, og fristen begyndte først at løbe igen fra den 11. maj 1995, dvs. da de forudgående sagkyndige tekniske undersøgelser var afsluttet. Forældelsesfristen udløb således den 18. august 1999 eller, hvis det lægges til grund, at den blev afbrudt den 27. marts 1993, den 15. juli 1999, dvs. under alle omstændigheder lang tid efter, at stævningen blev indgivet til Fællesskabets retsinstanser.

52 Autosalone har for det andet påberåbt sig det erstatningssøgsmål, som selskabet ved stævning af 28. februar 1996 anlagde ved Tribunale di Varese i marts 1997, og som Kommissionen påstod afvist som følge af den nationale rets manglende kompetence. Appellanten har i den forbindelse henvist til, at Kommissionen for Retten i Første Instans gjorde gældende, at sagsgenstanden ved den nationale domstol var identisk med genstanden for det søgsmål, der efterfølgende blev anlagt ved Fællesskabets retsinstanser, og at der på dette tidspunkt stadig var mulighed for i overensstemmelse med reglerne at anlægge sag ved Fællesskabets retsinstanser med henblik på at afbryde forældelsesfristen. Retten tog Kommissionens anbringende til følge, da den i præmis 27 i den appellerede kendelse behandlede dette.

53 Ifølge appellanten har Kommissionen, der for den nationale ret påberåbte sig at sagen skulle afvises på grund af manglende kompetence, således nu accepteret søgsmålet og har til sit forsvar under sagen for Fællesskabets retsinstanser gjort gældende, at sagen kunne realitetsbehandles og var relevant. Autosalone har hævdet, at selskabet som følge heraf ligeledes har ret til at påberåbe sig realiteten i dette søgsmål med henblik på sit eget forsvar.

54 En sådan prøvelse vil ifølge appellanten vise, at kravet, der blev rejst for den nationale domstol, ikke er forældet, og at det ikke var forældet, da der blev anlagt sag ved Fællesskabets retsinstanser, og at det samme krav er blevet rejst for Fællesskabets retsinstanser, hvorfor Kommissionens forældelsesindsigelse bør forkastes. Derfor skal den sag, som Autosalone har anlagt ved Fællesskabets retsinstanser, antages til realitetsbehandling, for så vidt som den netop har til formål at gøre en handling gældende, der ikke er forældet.

55 Desuden har Autosalone påberåbt sig, at det er uforeneligt med Kommissionens adfærd under proceduren for den nationale domstol, at Kommissionen nu ønsker at gøre forældelse gældende.

Domstolens bemærkninger

56 Det bemærkes, at selv om artikel 43 i EF-statutten for Domstolen og artikel 44 i Euratom-statutten kun vedrører forældelsesfristens afbrydelse, fremgår det ordret af disse bestemmelser, at det i de to situationer, som bestemmelsen omhandler, er en forudsætning, at der indgives stævning til Domstolen eller Retten, for hvilke ovennævnte bestemmelser finder anvendelse i medfør af artikel 46, stk. 1, henholdsvis artikel 47, stk. 1, i nævnte statutter. Derimod kan hverken et lignende søgsmål ved en national ret, dvs. en stævning med påstand om erstatning eller en begæring om bevisoptagelse, såsom en begæring om at udmelde en sagkyndig, eller en anmodning om bevissikrende foranstaltninger, der indgives til en national ret, afbryde forældelsesfristen.

57 Det skal også, navnlig hvad angår anlæggelsen af et erstatningssøgsmål ved Tribunale di Varese, der kan sidestilles med det søgsmål, der blev anlagt ved Fællesskabets retsinstanser, bemærkes, at hverken Kommissionens adfærd under sagen for den nationale ret eller den omstændighed, at sagsgenstanden er identisk med genstanden for det søgsmål, der blev afvist i den appellerede kendelse, har nogen relevans for afgørelsen af nærværende tvist.

58 Retten begik herefter ikke en retlig fejl, da den afviste at anerkende, at der skete en afbrydelse af forældelsesfristen ved de bevissikrende foranstaltninger og den sag, der blev anlagt ved Tribunale di Varese. Følgelig skal det tredje og det fjerde anbringende forkastes som åbenbart ugrundede.

59 På baggrund af ovenstående forkastes appellen i sin helhed som åbenbart ugrundet, og det er herefter ufornødent at tage stilling til Autosalones begæringer vedrørende bevisoptagelsen.

Sagens omkostninger

60 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, som ifølge artikel 118 finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, såfremt der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Autosalone pålægges at betale sagens omkostninger, og denne har tabt sagen, bør det pålægges Autosalone at betale appelsagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

bestemmer

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

1) Appellen forkastes.

2) Autosalone Ispra dei Fratelli Rossi Snc betaler sagens omkostninger.