61995J0391

1 Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - kompetence i sager om kontraktforhold - raekkevidde - kompetence til at traeffe afgoerelse om anvendelse af foreloebige, herunder sikrende retsmidler - omfattet - tilfaelde, hvor en voldgiftsret skal paakende sagens realitet - kun kompetence i medfoer af artikel 24

(Konventionen af 27.9.1968, art. 5, nr. 1, og art. 24)

2 Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - kompetence til at traeffe afgoerelse om anvendelse af foreloebige, herunder sikrende retsmidler - anvendelse af retsmidler - betingelser - paalaeg om foreloebig betaling - »foreloebige, herunder sikrende retsmidler« i artikel 24's forstand - betingelser

(Konventionen af 27.9.1968, art. 24)

1 Artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse og ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse, skal fortolkes saaledes, at den ret, der har kompetence i henhold til denne bestemmelse, ogsaa har kompetence til at traeffe afgoerelse om anvendelse af foreloebige, herunder sikrende retsmidler, uden at der gaelder andre betingelser for kompetencen hertil. Naar parterne gyldigt har bestemt, at en tvist ifoelge en kontrakt ikke skal hoere under de almindelige domstoles kompetence, men skal afgoeres ved voldgift, kan en almindelig domstol derimod kun have befoejelse til, paa grundlag af konventionen, at traeffe afgoerelse om anvendelse af foreloebige, herunder sikrende retsmidler i henhold til artikel 24, idet en saadan domstol ikke kan traeffe bestemmelse om anvendelse af foreloebige, herunder sikrende retsmidler som en domstol, der har kompetence til at paakende sagens realitet. I det omfang genstanden for et krav om anvendelse af foreloebige retsmidler angaar et spoergsmaal, der er omfattet af det materielle anvendelsesomraade for konventionen, finder konventionen anvendelse, og dens artikel 24 kan danne grundlag for en kompetence for den ret, der behandler en sag om foreloebige forholdsregler, ogsaa selv om en procedure vedroerende sagens realitet allerede er ivaerksat eller kan ivaerksaettes, og ogsaa selv om proceduren skal gennemfoeres for voldgiftsmaend.

2 Det er bl.a. en betingelse for at anvende foreloebige, herunder sikrende retsmidler i medfoer af artikel 24 i konventionen af 27. september 1968, at der bestaar en reel tilknytning mellem retsmidlets genstand og den stedlige kompetence i den kontraherende stat, i hvilken retten er beliggende. Foreloebig betaling af en modydelse i henhold til en kontrakt er ikke et foreloebigt retsmiddel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den naevnte artikel, medmindre der er sikkerhed for tilbagebetaling af beloebet til rekvisitus for det tilfaelde, at rekvirenten ikke faar medhold i sagens realitet, og det begaerede retsmiddel kun rettes mod bestemte formuegoder, som tilhoerer rekvisitus, og som befinder sig eller vil komme til at befinde sig inden for det omraade, hvor den ret, sagen er indbragt for, har den stedlige kompetence.

I sag C-391/95,

angaaende en anmodning, som Nederlandenes Hoge Raad i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Van Uden Africa Line ved Van Uden Maritime BV

mod

Kommanditgesellschaft in Firma Deco-Line m.fl.,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 1, stk. 2, nr. 4, artikel 3, artikel 5, nr. 1, og artikel 24 i konventionen af 27. september 1968 (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, og - den aendrede tekst - s. 77) og ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse (EFT L 388, s. 1),

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene P.J.G. Kapteyn, J.-P. Puissochet, G. Hirsch og P. Jann samt dommerne G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida, C. Gulmann, J.L. Murray, D.A.O. Edward, H. Ragnemalm (refererende dommer), L. Sevón og M. Wathelet,

generaladvokat: P. Léger

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Van Uden Africa Line ved Van Uden Maritime BV ved advokat L.M. Ebbekink, Haag

- Kommanditgesellschaft in Firma Deco-Line m.fl. ved advokat J.L. de Wijkerslooth, Haag

- den tyske regering ved afdelingschef J. Pirrung, Forbundsjustitsministeriet, som befuldmaegtiget

- Det Forenede Kongeriges regering ved L. Nicoll, Treasury Solicitor's Department, som befuldmaegtiget, bistaaet af V.V. Veeder, QC

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved B.J. Drijber, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 22. april 1997 er afgivet mundtlige indlaeg af den tyske regering, af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 10. juni 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved dom af 8. december 1995, indgaaet til Domstolen den 14. december 1995, har Nederlandenes Hoge Raad i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, forelagt otte praejudicielle spoergsmaal om fortolkningen af artikel 1, stk. 2, nr. 4, artikel 3, artikel 5, nr. 1, og artikel 24 i konventionen af 27. september 1968 (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, og - den aendrede tekst - s. 77) og ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse (EFT L 388, s. 1, herefter »konventionen«).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, der foeres mellem Van Uden Maritime BV (herefter »Van Uden«), der har hjemsted i Rotterdam (Nederlandene), og Kommanditgesellschaft in Firma Deco-Line m.fl. (herefter »Deco-Line«), der har hjemsted i Hamburg (Tyskland). Sagen angaar en begaering om foreloebige forholdsregler, som gaar ud paa, at der kraeves betaling af nogle fordringer i henhold til en kontrakt, der indeholder en voldgiftsklausul.

3 I konventionens artikel 1, stk. 1, bestemmes det, at konventionen finder anvendelse paa borgerlige sager, herunder handelssager. I henhold til artikel 1, stk. 2, nr. 4, finder den dog ikke anvendelse paa voldgift.

4 I henhold til artikel 2 gaelder der den almindelige regel om retternes kompetence, at personer, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, uanset deres nationalitet, skal sagsoeges ved retterne i denne stat.

5 Personer, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, kan kun sagsoeges ved retterne i en anden kontraherende stat i medfoer af konventionens regler. I artikel 3, stk. 2, opregnes de eksorbitante kompetenceregler, der ikke kan goeres gaeldende over for personer, der har bopael paa en anden kontraherende stats omraade, herunder artikel 126, stk. 3, og artikel 127 i den nederlandske civilproceslov (Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering, herefter »WBR«).

6 I konventionens artikel 5, nr. 1, bestemmes det, at en person, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, kan sagsoeges i en anden kontraherende stat i sager om kontraktforhold ved retten paa det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes.

7 Konventionens artikel 24, som specielt angaar foreloebige, herunder sikrende retsmidler, har foelgende ordlyd:

»De foreloebige, herunder sikrende retsmidler, der er fastsat i en kontraherende stats lovgivning, kan kraeves anvendt af den paagaeldende stats retslige myndigheder, selv om en ret i en anden kontraherende stat i medfoer af denne konvention er kompetent til at paakende sagens realitet.«

8 I marts 1993 indgik Van Uden og Deco-Line en saakaldt »slot/space charter agreement«. I henhold hertil forpligtede Van Uden sig til at stille skibsrum til raadighed for Deco-Line om bord paa skibe, som blev drevet af Van Uden selv eller i samarbejde med andre rederier i linjefart mellem Nord- eller Vesteuropa og Vestafrika. Som modydelse skulle Deco-Line betale fragt efter tariffer, der var aftalt mellem parterne.

9 Da nogle fakturaer, som Van Uden havde fremsendt til Deco-Line, ikke blev betalt, indledte Van Uden den i kontrakten aftalte voldgiftssag.

10 Under henvisning til, at Deco-Line ikke medvirkede i fornoedent omfang ved udpegelsen af voldgiftsmaend, og at den manglende betaling af fakturaerne stillede store krav til Van Uden's likviditet, ivaerksatte Van Uden desuden en sag om foreloebige forholdsregler (»kort geding«) ved praesidenten for Rechtbank, Rotterdam. I denne sag fremsatte Van Uden krav om, at Deco-Line betalte et beloeb paa 837 919,13 DEM, som var det samlede beloeb af fire fordringer i henhold til kontrakten.

11 Under sagen bestred Deco-Line foerst og fremmest, at den nederlandske ret i en sag om foreloebige forholdsregler skulle have kompetence til at traeffe afgoerelse om kravene. Deco-Line gjorde til stoette herfor gaeldende, at selskabet var hjemmehoerende i Tyskland og kun kunne sagsoeges ved retter i Tyskland.

12 Rechtbank's praesident forkastede indsigelsen med den begrundelse, at et krav om foreloebige forholdsregler maatte betragtes som et foreloebigt retsmiddel i konventionens artikel 24's forstand.

13 Under henvisning til WBR's artikel 126, stk. 3, fandt Rechtbank's praesident at have kompetence til, som retten paa rekvirentens bopael, at traeffe afgoerelse om et krav fremsat af en rekvirent med bopael i Nederlandene over for en rekvisitus, som hverken havde en kendt bopael eller et kendt opholdssted i Nederlandene. Praesidenten fandt endvidere, at sagen af to grunde havde den fornoedne tilknytning til nederlandske retsforhold, for det foerste fordi Deco-Line som foelge af sin virksomhed inden for international handel ville opnaa tilgodehavender i Nederlandene, som kunne tjene til fyldestgoerelse i Nederlandene efter en eventuel domfaeldelse, og for det andet fordi en saadan dom ogsaa ville kunne fuldbyrdes i Tyskland.

14 Endelig fandt Rechtbank's praesident, at det ikke kunne foere til andet resultat med hensyn til kompetencen, at parterne havde aftalt at lade tvister afgoere ved voldgift i Nederlandene, idet en voldgiftsaftale i henhold til WBR's artikel 1022, stk. 2, ikke kan medfoere, at en part mister sin ret til at ivaerksaette sag om foreloebige forholdsregler.

15 Ved en foreloebigt eksigibel afgoerelse af 21. juni 1994 tilpligtede praesidenten for Rechtbank, Rotterdam, Deco-Line at betale Van Uden et beloeb paa 377 625,35 DEM med rente efter loven.

16 Deco-Line ivaerksatte appel til Gerechtshof, Haag, som ophaevede afgoerelsen med den begrundelse, at det maatte kraeves, at sagen havde den fornoedne tilknytning til nederlandske retsforhold, hvilket i forbindelse med konventionen maatte indebaere en betingelse om, at den afgoerelse, en ret blev anmodet om at traeffe i en sag om foreloebige forholdsregler, skulle kunne fuldbyrdes i Nederlandene. Den omstaendighed, at Deco-Line paa et senere tidspunkt muligvis ville faa formuegoder i Nederlandene, var dog ikke tilstraekkeligt hertil.

17 Sagen blev derefter indbragt for Nederlandenes Hoge Raad, som har besluttet at udsaette den og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Saafremt en forpligtelse til betaling af, hvad der skyldes i henhold til en kontrakt, skal opfyldes i en kontraherende stat - saaledes at fordringshaveren ifoelge Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, kan sagsoege skyldneren, der ikke har opfyldt sin forpligtelse, ved retterne i den paagaeldende kontraherende stat med paastand om opfyldelse af forpligtelsen, ogsaa selv om skyldneren har bopael paa en anden kontraherende stats omraade - har retterne i den foerstnaevnte stat da tillige (og uden videre) kompetence til at paakende et af fordringshaveren over for skyldneren fremsat krav under en sag om foreloebige forholdsregler, som gaar ud paa, ved hjaelp af en umiddelbart eksigibel forholdsregel, at opnaa, at skyldneren paalaegges at betale, hvad han - ifoelge den ret der behandler sagen om foreloebige forholdsregler - med stor sandsynlighed skylder fordringshaveren, eller gaelder der da med hensyn til, om den ret, der skal traeffe afgoerelse om de foreloebige forholdsregler, har den fornoedne kompetence, yderligere betingelser, f.eks. at den begaerede foreloebige forholdsregel skal (kunne) faa virkning i den paagaeldende kontraherende stat?

2) Har det betydning for besvarelsen af det foerste spoergsmaal, at den af parterne indgaaede kontrakt indeholder en voldgiftsklausul, og har det i bekraeftende fald betydning, hvor voldgiften ifoelge klausulen skal finde sted?

3) Saafremt det foerste spoergsmaal skal besvares saaledes, at det - for at retten i sagen om foreloebige forholdsregler har den fornoedne kompetence - ogsaa maa kraeves, at den forholdsregel, der oenskes truffet, skal (kunne) faa virkning i den paagaeldende kontraherende stat, indebaerer dette da, at den begaerede afgoerelse skal kunne fuldbyrdes i den kontraherende stat, og er det da noedvendigt, at denne betingelse er opfyldt paa det tidspunkt, hvor kravet om den foreloebige foranstaltning fremsaettes, eller er det tilstraekkeligt, at det maa forventes, at betingelsen vil vaere opfyldt paa et senere tidspunkt?

4) Falder den adgang, der i henhold til artikel 289 ff. i Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering (den nederlandske civilproceslov) bestaar til af uopsaettelige grunde at fremsaette begaering for Arrondissementsrechtbank's praesident om en umiddelbart eksigibel forholdsregel, ind under udtrykket 'foreloebige, herunder sikrende retsmidler' i Bruxelles-konventionens artikel 24?

5) Har det betydning for besvarelsen af det fjerde spoergsmaal, om der er ivaerksat en procedure vedroerende sagens realitet eller kan ivaerksaettes en saadan procedure, og har det i bekraeftende fald betydning, at der i det konkrete tilfaelde var indledt en voldgiftssag?

6) Har det betydning for besvarelsen af det fjerde spoergsmaal, om den forholdsregel, der er fremsat krav om i sagen om foreloebige forholdsregler, er, at modparten tilpligtes at opfylde en betalingsforpligtelse som omtalt i det foerste spoergsmaal?

7) Saafremt det fjerde spoergsmaal skal besvares bekraeftende, skal artikel 24 - i tilfaelde hvor 'en ret i en anden kontraherende stat i medfoer af denne konvention er kompetent til at paakende sagens realitet' - og navnlig henvisningen i artikel 24 til de 'foreloebige, herunder sikrende retsmidler, der er fastsat i en kontraherende stats lovgivning', da forstaas saaledes, at den ret, der behandler sagen om foreloebige forholdsregler (umiddelbart) har den fornoedne kompetence, saafremt den er kompetent efter de nationale kompetenceregler, ogsaa selv om der er tale om bestemmelser som dem, der er naevnt i Bruxelles-konventionens artikel 3, stk. 2, eller er retten da kun kompetent, saafremt yderligere betingelser er opfyldt, f.eks. at den begaerede foreloebige forholdsregel skal (kunne) faa virkning i den paagaeldende kontraherende stat?

8) Saafremt det syvende spoergsmaal skal besvares saaledes, at det ogsaa er en betingelse for, at den ret, der behandler sagen om foreloebige forholdsregler, har den fornoedne kompetence, at den begaerede forholdsregel skal (kunne) faa virkning i den paagaeldende kontraherende stat, indebaerer dette da, at den afgoerelse, som oenskes truffet, skal kunne fuldbyrdes i den kontraherende stat, og er det da noedvendigt, at denne betingelse er opfyldt paa det tidspunkt, hvor kravet om en foreloebig forholdsregel fremsaettes, eller er det tilstraekkeligt, at det maa forventes, at den vil blive opfyldt paa et senere tidspunkt?«

18 De forelagte spoergsmaal angaar kompetencen, i henhold til konventionen, for en ret i en sag om foreloebige forholdsregler. Den nationale ret oensker oplyst, om en saadan kompetence kan stoettes dels paa konventionens artikel 5, nr. 1 (spoergsmaal 1-3), dels paa konventionens artikel 24 (spoergsmaal 4-8). I begge tilfaelde oensker den forelaeggende ret naermere bestemt oplyst,

- for det foerste hvilken betydning det har, at den for retten indbragte tvist i henhold til kontrakten skal afgoeres ved voldgift

- derefter om det er en betingelse for, at den ret, sagen om de foreloebige forholdsregler verserer for, har den fornoedne kompetence, at det retsmiddel, der kraeves truffet, faar virkning eller vil kunne faa virkning i den stat, i hvilken retten er beliggende, herunder at det kan fuldbyrdes i den paagaeldende stat, og om det er noedvendigt, at en saadan betingelse er opfyldt paa det tidspunkt, hvor kravet fremsaettes, og

- endelig om det har betydning, at sagen vedroerer et krav om foreloebig betaling af en modydelse i henhold til en kontrakt.

19 Indledningsvis bemaerkes med hensyn til kompetencen i henhold til konventionen for en ret i en sag om foreloebige forholdsregler, at det staar fast, at en ret, der har kompetence til at paakende en sags realitet i henhold til konventionens artikel 2 og artikel 5-18, ogsaa har kompetence til at traeffe afgoerelse om anvendelse af foreloebige, herunder sikrende retsmidler i det omfang, det maatte vise sig at vaere noedvendigt.

20 Endvidere tilfoejes der i konventionens artikel 24, der er indeholdt i afdeling 9, en kompetenceregel, som ikke indgaar i regelsaettet i artikel 2 og artikel 5-18, og som gaar ud paa, at en ret har kompetence til at anvende foreloebige, herunder sikrende retsmidler, selv om retten ikke har kompetence til at paakende sagens realitet. I henhold til bestemmelsen kan de retsmidler anvendes, som er fastsat i lovgivningen i den stat, i hvilken den ret, kravet fremsaettes for, er beliggende.

21 I konventionens artikel 5, nr. 1, bestemmes det, at en person i sager om kontraktforhold kan sagsoeges i en anden kontraherende stat end den, hvori han har bopael, ved retten paa det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes.

22 Det bemaerkes i denne henseende, at den ret, der efter en af konventionens kompetenceregler har kompetence til at paakende en sags realitet, ogsaa har kompetence til at traeffe afgoerelse om anvendelse af foreloebige, herunder sikrende retsmidler, uden at der gaelder andre betingelser for kompetencen hertil som dem, den forelaeggende ret omtaler i det tredje spoergsmaal.

23 I sagen for den forelaeggende ret indeholder kontrakten mellem Van Uden og Deco-Line imidlertid en voldgiftsklausul.

24 Det maa konstateres, at der, i tilfaelde hvor parterne gyldigt har aftalt, at en tvist i henhold til en kontrakt ikke skal hoere under de almindelige domstoles kompetence, men skal afgoeres af en voldgiftsret, ikke i konventionens forstand findes en almindelig domstol, som har kompetence til at paakende sagens realitet. Heraf foelger, at en part i en saadan kontrakt ikke har mulighed for at fremsaette et krav om anvendelse af foreloebige, herunder sikrende retsmidler for en almindelig domstol, der i henhold til konventionen har kompetence til at paakende sagens realitet.

25 I saa fald kan en almindelig domstol kun have befoejelse til paa grundlag af konventionen at traeffe afgoerelse om anvendelse af foreloebige, herunder sikrende retsmidler i henhold til artikel 24.

26 I denne forbindelse har Deco-Line, den tyske regering og Det Forenede Kongeriges regering gjort gaeldende, at sagen om de foreloebige retsmidler heller ikke er omfattet af konventionen, eftersom parterne har aftalt at indbringe tvisten for en voldgiftsret. Den tyske regering har saerlig anfoert, at de begaerede foreloebige forholdsregler ogsaa maa falde uden for konventionens anvendelsesomraade, fordi de er uadskilleligt knyttet til genstanden for en voldgiftssag. Det Forenede Kongeriges regering har anfoert, at de retsmidler, der kraeves anvendt i den foreliggende sag, kan betragtes som led i gennemfoerelsen af voldgiftssagen, og at de derfor maa falde uden for konventionens anvendelsesomraade.

27 Heroverfor har Van Uden og Kommissionen anfoert, at den omstaendighed, at der findes en voldgiftsklausul, ikke kan foere til, at en begaering om foreloebige forholdsregler falder uden for konventionens anvendelsesomraade. Kommissionen har gjort gaeldende, at sagens genstand maa vaere afgoerende, og at det forhold, der ligger til grund for sagen om de foreloebige forholdsregler, dvs. opfyldelsen af en forpligtelse i henhold til en kontrakt, er et sagsforhold, der er omfattet af konventionens anvendelsesomraade.

28 Indledningsvis bemaerkes, at konventionens artikel 24 finder anvendelse, selv om en ret i en anden kontraherende stat har kompetence til at paakende sagens realitet, for saa vidt som sagens genstand falder ind under konventionens materielle anvendelsesomraade, der omfatter borgerlige sager, herunder handelssager.

29 Den omstaendighed, at en sag vedroerende realiteten er anlagt eller kan anlaegges ved en ret i en kontraherende stat, kan saaledes ikke medfoere, at en ret i en anden kontraherende stat mister sin kompetence i henhold til konventionens artikel 24.

30 Konventionens artikel 24 kan imidlertid ikke paaberaabes til stoette for, at konventionen skulle finde anvendelse paa foreloebige, herunder sikrende retsmidler vedroerende forhold, som ikke er omfattet af dens anvendelsesomraade (dom af 27.3.1979, sag 143/78, De Cavel, Sml. s. 1055, praemis 9).

31 I henhold til konventionens artikel 1, stk. 2, nr. 4, falder voldgift uden for anvendelsesomraadet. Herved har de kontraherende parter haft til hensigt at undtage voldgiftsomraadet som helhed, herunder sager indbragt for de nationale retter (dom af 25.7.1991, sag C-190/89, Rich, Sml. I, s. 3855, praemis 18).

32 I den rapport, der blev udarbejdet af et ekspertudvalg i forbindelse med Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse af konventionen (EFT 1979 C 59, s. 71, paa s. 92), hedder det naermere, at konventionen ikke finder anvendelse paa retsafgoerelser, hvorved der tages stilling til en voldgiftsaftales gyldighed, eller hvorved det paalaegges parterne ikke at fortsaette voldgiftssagen paa grund af aftalens ugyldighed. Konventionen finder ifoelge rapporten heller ikke anvendelse paa sager og afgoerelser vedroerende krav om annullering, aendring, anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftsafgoerelser, og dette gaelder ogsaa procedurer, der tjener til gennemfoerelse af en voldgiftssag, herunder sager om udnaevnelse eller tilbagekaldelse af voldgiftsdommere, fastsaettelse af, hvor voldgiften skal finde sted, og forlaengelse af fristen for afsigelse af kendelsen.

33 I denne forbindelse maa det dog konstateres, at de foreloebige retsmidler principielt ikke tager sigte paa ivaerksaettelse af en voldgiftsprocedure, men traeffes parallelt med en saadan procedure og skal virke til stoette herfor. De angaar ikke voldgiften som retsomraade, men er egnede til at beskytte rettigheder af meget forskellig karakter. Det er saaledes ikke retsmidlernes art i sig selv, men karakteren af de rettigheder, de skal beskytte, der er afgoerende for, om de er omfattet af konventionens anvendelsesomraade (jf. dom af 26.3.1992, sag C-261/90, Reichert og Kockler, Sml. I, s. 2149, praemis 32).

34 Det maa herefter fastslaas, at i det omfang genstanden for et krav om anvendelse af foreloebige retsmidler, som det er tilfaeldet i hovedsagen, angaar et spoergsmaal, der er omfattet af konventionens materielle anvendelsesomraade, finder konventionen anvendelse, og dens artikel 24 kan danne grundlag for en kompetence for den ret, der behandler en sag om foreloebige forholdsregler, ogsaa selv om en procedure vedroerende sagens realitet allerede er ivaerksat eller kan ivaerksaettes, og ogsaa selv om proceduren skal gennemfoeres for voldgiftsmaend.

35 Hvad dernaest angaar spoergsmaalet om, hvilke betingelser konventionen opstiller for anvendelse af et foreloebigt retsmiddel i medfoer af artikel 24, har Van Uden anfoert, at en ret, der behandler et krav om foreloebige forholdsregler, er kompetent uden yderligere betingelser, for saa vidt som retten er kompetent i henhold til sine nationale retsregler, ogsaa selv om der er tale om regler, der er anfoert i konventionens artikel 3, stk. 2. Heroverfor har Deco-Line anfoert, at det forekommer berettiget at opstille strengere betingelser, og at henvisningen i artikel 24 til de nationale kompetenceregler i hvert fald maa indebaere, at en ret, der behandler en sag om foreloebige forholdsregler, frit kan lade sin kompetence afhaenge af, om saadanne betingelser er opfyldt.

36 Den tyske regering har anfoert, at artikel 24 kun kan danne grundlag for, at en ret, der traeffer afgoerelse i medfoer af en kompetenceregel, der er naevnt i konventionens artikel 3, stk. 2, anvender foreloebige retsmidler, hvis den paagaeldende kompetenceregel forudsaetter, at afgoerelsen er uopsaettelig, eller er begrundet med, at den er uopsaettelig, og hvis indholdet af det foreloebige retsmiddel, paa det tidspunkt, hvor retsmidlet traeffes, har den fornoedne tilknytning til den stat, hvori retten er beliggende. Den sidstnaevnte betingelse maa efter regeringens opfattelse anses for at vaere opfyldt, naar det foreloebige retsmiddel kan fuldbyrdes i den stat, hvori retten er beliggende.

37 I denne forbindelse bemaerkes, at »foreloebige, herunder sikrende retsmidler« i den forstand, hvori udtrykket er benyttet i konventionens artikel 24, skal forstaas som retsmidler, som inden for de omraader, der er omfattet af konventionens anvendelsesomraade, skal sikre opretholdelsen af en bestemt faktisk eller retlig situation med det formaal at beskytte rettigheder, der i oevrigt paastaas anerkendt ved afgoerelsen af sagens realitet (Reichert og Kockler-dommen, a.st., praemis 34).

38 Anvendelse af denne type retsmidler kraever af den ret, sagen er indbragt for, et saerligt overblik og noeje kendskab til de konkrete omstaendigheder, under hvilke retsmidlet skal udfolde sin virkning. Efter omstaendighederne, navnlig under hensyntagen til handelssaedvane, maa retten enten kunne tidsbegraense sin tilladelse eller, i betragtning af karakteren af de tilgodehavender eller varer, der er genstanden for de begaerede foranstaltninger, kraeve bankgaranti eller udpege en forvalter og generelt kun give tilladelsen paa betingelser, som garanterer den foreloebige, herunder sikrende karakter af det retsmiddel, den vil anordne (dom af 21.5.1980, sag 125/79, Denilauler, Sml. s. 1553, praemis 15).

39 I denne forbindelse har Domstolen i Denilauler-dommens praemis 16 udtalt, at det givet er den stedligt kompetente ret eller i hvert fald retterne i den kontraherende stat, hvor de tilgodehavender befinder sig, der skal vaere genstanden for de begaerede foranstaltninger, som er bedst i stand til at bedoemme de omstaendigheder, der skal vaere afgoerende for godkendelse eller afvisning af de begaerede foranstaltninger, eller som kan foreskrive naermere vilkaar og betingelser, som rekvirenten skal respektere for at garantere de begaerede foranstaltningers foreloebige og sikrende karakter.

40 Heraf foelger, at det bl.a. er en betingelse for at anvende foreloebige, herunder sikrende retsmidler i medfoer af artikel 24, at der bestaar en reel tilknytning mellem genstanden for de retsmidler, der kraeves anvendt, og den stedlige kompetence i den kontraherende stat, i hvilken retten er beliggende.

41 Heraf foelger ogsaa, at det maa paahvile den ret, der paa grundlag af artikel 24 traeffer afgoerelse om at anvende retsmidlerne, at tage i betragtning, at det er noedvendigt at opstille vilkaar og betingelser, som skal sikre, at retsmidlerne er af foreloebig eller sikrende karakter.

42 Hvad naermere angaar det forhold, at den nationale ret i det foreliggende tilfaelde har stoettet sin kompetence paa en af de nationale bestemmelser, som er opregnet i konventionens artikel 3, stk. 2, skal der henvises til, at personer, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, i henhold til artikel 3, stk. 1, kun kan sagsoeges ved retterne i en anden kontraherende stat i medfoer af de regler, der er fastsat i afdeling 2 til 6 i afsnit II, dvs. konventionens artikel 5-18. Heraf foelger, at det i artikel 3 opstillede forbud mod at stoette ret paa eksorbitante kompetenceregler ikke gaelder for den saerlige ordning, der er indfoert ved artikel 24.

43 Hvad endelig angaar spoergsmaalet om, hvorvidt en afgoerelse om anvendelse af foreloebige forholdsregler i form af betaling af en modydelse i henhold til en kontrakt kan betragtes som et foreloebigt retsmiddel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i konventionens artikel 24, har Deco-Line og Det Forenede Kongeriges regering gjort gaeldende, at dette ikke er tilfaeldet. Den tyske regering har paa sin side anfoert, at sagen for den nationale ret ikke ses at kunne vaere omfattet af begrebet foreloebige, herunder sikrende retsmidler.

44 Van Uden og Kommissionen har anfoert, at de ikke kan tilslutte sig denne opfattelse. Kommissionen har gjort gaeldende, at foreloebige retsmidler maa skulle forstaas som retsmidler, der ikke laengere gaelder, naar sagen er afgjort eller ved udloebet af en bestemt frist. Der kan vaere tale om positive retsmidler, dvs. et paalaeg om at foretage en handling, f.eks. at aflevere et gode eller at betale et pengebeloeb.

45 Det bemaerkes i denne forbindelse, at det ikke generelt og abstrakt paa forhaand kan udelukkes, at en foreloebig betaling af en modydelse i henhold til en kontrakt, ogsaa naar beloebet svarer til beloebet i paastanden i hovedsagen, kan vaere noedvendig for at sikre virkningen af dommen i hovedsagen og i givet fald vaere berettiget under hensyn til de i sagen foreliggende interesser (jf., for saa vidt angaar faellesskabsretten, kendelse af 29.1.1997, sag C-393/96 P(R), Antonissen mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 441, praemis 37).

46 En afgoerelse om foreloebig betaling vil imidlertid efter sin karakter kunne traede i stedet for afgoerelsen af sagens realitet. Desuden ville konventionens kompetenceregler kunne omgaas, hvis man anerkendte, at en rekvirent havde ret til at opnaa foreloebig betaling af en modydelse i henhold til en kontrakt ved retten paa rekvirentens egen bopael, der ikke har kompetence til at paadoemme sagens realitet i henhold til konventionens artikel 2-18, og til derefter at faa afgoerelsen anerkendt og fuldbyrdet i den stat, hvor rekvisitus har bopael.

47 Foreloebig betaling af en modydelse i henhold til en kontrakt er saaledes ikke et foreloebigt retsmiddel i bestemmelsens forstand, medmindre der er sikkerhed for tilbagebetaling af beloebet til rekvisitus for det tilfaelde, at rekvirenten ikke faar medhold i sagens realitet, og det begaerede retsmiddel kun rettes mod bestemte formuegoder, som tilhoerer rekvisitus, og som befinder sig eller vil komme til at befinde sig inden for det omraade, hvor den ret, sagen er indbragt for, har den stedlige kompetence.

48 Herefter skal det foerste og det andet spoergsmaal besvares med,

- at konventionens artikel 5, nr. 1, skal fortolkes saaledes, at den ret, der har kompetence i henhold til denne bestemmelse, ogsaa har kompetence til at traeffe afgoerelse om anvendelse af foreloebige, herunder sikrende retsmidler, uden at der gaelder andre betingelser for kompetencen hertil, og

- at der, naar parterne gyldigt har bestemt, at en tvist ifoelge en kontrakt ikke skal hoere under de almindelige domstoles kompetence, men skal afgoeres ved voldgift, ikke kan traeffes afgoerelse om anvendelse af foreloebige, herunder sikrende retsmidler paa grundlag af konventionens artikel 5, nr. 1.

Det femte spoergsmaal skal besvares med,

- at i det omfang, genstanden for et krav om anvendelse af foreloebige retsmidler angaar et spoergsmaal, der er omfattet af konventionens materielle anvendelsesomraade, finder konventionen anvendelse, og dens artikel 24 kan danne grundlag for en kompetence for den ret, der behandler en sag om foreloebige forholdsregler, ogsaa selv om en procedure vedroerende sagens realitet allerede er ivaerksat eller kan ivaerksaettes, og ogsaa selv om proceduren skal gennemfoeres for voldgiftsmaend.

Endelig skal det fjerde og det sjette, syvende og ottende spoergsmaal besvares med,

- at konventionens artikel 24 skal fortolkes saaledes, at det bl.a. er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at der bestaar en reel tilknytning mellem retsmidlets genstand og den stedlige kompetence i den kontraherende stat, i hvilken retten er beliggende, og

- at foreloebig betaling af en modydelse i henhold til en kontrakt ikke er et foreloebigt retsmiddel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i konventionens artikel 24, medmindre der er sikkerhed for tilbagebetaling af beloebet til rekvisitus for det tilfaelde, at rekvirenten ikke faar medhold i sagens realitet, og det begaerede retsmiddel kun rettes mod bestemte formuegoder, som tilhoerer rekvisitus, og som befinder sig eller vil komme til at befinde sig inden for det omraade, hvor den ret, sagen er indbragt for, har den stedlige kompetence.

Sagens omkostninger

49 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering, af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Nederlandenes Hoge Raad ved dom af 8. december 1995, for ret:

1) Artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse og ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse, skal fortolkes saaledes, at den ret, der har kompetence i henhold til denne bestemmelse, ogsaa har kompetence til at traeffe afgoerelse om anvendelse af foreloebige, herunder sikrende retsmidler, uden at der gaelder andre betingelser for kompetencen hertil.

2) Naar parterne gyldigt har bestemt, at en tvist ifoelge en kontrakt ikke skal hoere under de almindelige domstoles kompetence, men skal afgoeres ved voldgift, kan der ikke traeffes afgoerelse om anvendelse af foreloebige, herunder sikrende retsmidler paa grundlag af artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968.

3) I det omfang, genstanden for et krav om anvendelse af foreloebige retsmidler angaar et spoergsmaal, der er omfattet af det materielle anvendelsesomraade for konventionen af 27. september 1968, finder konventionen anvendelse, og dens artikel 24 kan danne grundlag for en kompetence for den ret, der behandler en sag om foreloebige forholdsregler, ogsaa selv om en procedure vedroerende sagens realitet allerede er ivaerksat eller kan ivaerksaettes, og ogsaa selv om proceduren skal gennemfoeres for voldgiftsmaend.

4) Artikel 24 i konventionen af 27. september 1968 skal fortolkes saaledes, at det bl.a. er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at der bestaar en reel tilknytning mellem retsmidlets genstand og den stedlige kompetence i den kontraherende stat, i hvilken retten er beliggende.

5) Foreloebig betaling af en modydelse i henhold til en kontrakt er ikke et foreloebigt retsmiddel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 24 i konventionen af 27. september 1968, medmindre der er sikkerhed for tilbagebetaling af beloebet til rekvisitus for det tilfaelde, at rekvirenten ikke faar medhold i sagens realitet, og det begaerede retsmiddel kun rettes mod bestemte formuegoder, som tilhoerer rekvisitus, og som befinder sig eller vil komme til at befinde sig inden for det omraade, hvor den ret, sagen er indbragt for, har den stedlige kompetence.