61997J0051

1 Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - specielle kompetenceregler - kompetence i »sager om kontraktforhold« og i »sager om erstatning uden for kontrakt« - varer, der er beskadigede ved afslutningen af en transport, foerst ad soevejen og derefter ad landevej - erstatningssag anlagt af modtageren mod den, der faktisk har udfoert soetransporten, men ikke har udstedt konnossementet - sag omfattet af begrebet »erstatning uden for kontrakt« - det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet - fastlaeggelse - det sted, hvor skaden er indtraadt - det sted, hvor den, der har udfoert soetransporten, har leveret godset

(Konventionen af 27.9.1968, art. 5, nr. 1 og 3)

2 Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - specielle kompetenceregler - flere sagsoegte - kompetence for retten paa det sted, hvor en af de medsagsoegte har bopael - betingelse - medsagsoegt med bopael i en kontraherende stat

(Konventionen af 27.9.1968, art. 6, nr. 1)

1 En sag, hvorunder modtageren af varer, som er anerkendt at vaere beskadigede ved afslutningen af en transport, foerst ad soevejen og derefter ad landevej, eller det forsikringsselskab, der er indtraadt i modtagerens rettigheder efter at have erstattet skaden, kraever tabet erstattet under paaberaabelse af konnossementet for soetransporten, ikke af den, der har udstedt dokumentet paa sin konnossementsblanket, men af den, som sagsoegeren antager for faktisk at have udfoert soetransporten, er ikke en sag om kontraktforhold i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse, ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse, og ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltraedelse, idet det paagaeldende konnossement ikke giver grundlag for at antage, at der skulle bestaa et frivilligt indgaaet kontraktforhold mellem modtageren og den sagsoegte.

En saadan sag er derimod en sag om erstatning uden for kontrakt i konventionens artikel 5, nr. 3's forstand, idet dette begreb omfatter ethvert krav om, at en sagsoegt paalaegges et erstatningsansvar, som ikke er knyttet til et kontraktforhold i artikel 5, nr. 1's forstand. Med hensyn til fastlaeggelsen af »det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet« i konventionens artikel 5, nr. 3's forstand kan det sted, hvor modtageren efter soetransportens og den afsluttende landtransports gennemfoerelse blot har ladet konstatere, at de leverede varer er beskadigede, ikke tjene til fastlaeggelse heraf. Begrebet kan ganske vist baade omfatte det sted, hvor skaden er indtraadt, og det sted, hvor den skadegoerende handling er foretaget, men det sted, hvor skaden er indtraadt, kan i et tilfaelde som det foreliggende kun vaere det sted, hvor den, der har udfoert soetransporten, har skullet levere godset.

2 Artikel 6, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 skal fortolkes saaledes, at en person, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, ikke paa grundlag af denne bestemmelse kan sagsoeges i en anden kontraherende stat ved en ret, ved hvilken sag er anlagt mod en medsagsoegt, der har bopael uden for de kontraherende stater, under paaberaabelse af, at sagen er af en saadan karakter, at den ikke kan opdeles, og at kravene ikke kun er indbyrdes sammenhaengende. Det med konventionen forfulgte maal, at fremme retssikkerheden, ville ikke blive naaet, hvis det forhold, at en ret i en kontraherende stat har erklaeret sig kompetent i forhold til en af de sagsoegte, som ikke har bopael i en kontraherende stat, skulle kunne danne grundlag for at sagsoege en anden person, der har bopael i en kontraherende stat, ved samme ret i andre tilfaelde end dem, der er fastsat i konventionen, hvilket ville indebaere, at den paagaeldende ikke var omfattet af den beskyttelse, konventionens regler giver.

1 Ved dom af 28. januar 1997, indgaaet til Domstolen den 7. februar 1997, har Cour de cassation i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, forelagt fire spoergsmaal om fortolkningen af artikel 5, nr. 1 og 3, og artikel 6 i konventionen (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, og - den aendrede tekst - s. 77), ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse (EFT L 388, s. 1) og ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltraedelse (EFT L 285, s. 1, herefter »konventionen«).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, der foeres mellem paa den ene side ni forsikringsselskaber og forsikringsselskabet Réunion européenne, som ledende assurandoer (herefter »forsikringsselskaberne«), og paa den anden side Spliethoff's Bevrachtingskantoor BV, Amsterdam (Nederlandene), og kaptajnen paa skibet Alblasgracht V002, der er hjemmehoerende i Nederlandene. Forsikringsselskaberne er indtraadt i de rettigheder, der tilkommer et selskab ved navn Brambi fruits (herefter »Brambi«), Rungis (Frankrig), i forbindelse med, at der blev konstateret beskadigelser af godset ved leveringen til Brambi af et parti paa 5 199 kartoner paerer efter en transport, som de sagsoegte havde deltaget i udfoerelsen af.

Konventionen

3 Konventionens artikel 2, stk. 1, har foelgende ordlyd:

»Med forbehold af bestemmelserne i denne konvention skal personer, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, uanset deres nationalitet, sagsoeges ved retterne i denne stat.«

4 I artikel 3, stk. 1, bestemmes det derefter:

»Personer, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, kan kun sagsoeges ved retterne i en anden kontraherende stat i medfoer af de regler, der er fastsat i afdeling 2 til 6 i dette afsnit.«

5 Konventionens artikel 5 bestemmer foelgende:

»En person, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, kan sagsoeges i en anden kontraherende stat:

1) i sager om kontraktforhold, ved retten paa det sted, hvor den paagaeldende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes

...

3) i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten paa det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet

...«

6 I konventionens artikel 6, nr. 1, tilfoejes det, at en person, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, i tilfaelde hvor der er flere sagsoegte, kan sagsoeges ved retten i den retskreds, hvor en af de sagsoegte har bopael.

7 Endelig bestemmer artikel 22:

»Saafremt krav, som er indbyrdes sammenhaengende, fremsaettes for retter i forskellige kontraherende stater, og sagerne verserer for disse retter i foerste instans, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen foerst er anlagt, udsaette afgoerelsen.«

Hovedsagen

8 Soetransporten af de varer, der har givet anledning til hovedsagen, fandt sted fra Melbourne (Australien) til Rotterdam (Nederlandene) paa skibet Alblasgracht V002. Varerne var lastet i otte koelecontainere og blev befordret i henhold til et ihaendehaverkonnossement udstedt den 8. maj 1992 i Sydney (Australien) af Refrigerated container carriers PTY Ltd (herefter »RCC«), Sydney. Den videre transport fandt i henhold til et internationalt fragtbrev sted ad landevej fra Rotterdam til Rungis (Frankrig), hvor Brambi lod konstatere, at varerne var beskadigede. Beskadigelsen bestod i, at frugten var for tidligt modnet som foelge af et brud paa koelekaeden.

9 Forsikringsselskaberne paatog sig at erstatte den skade, Brambi havde lidt, og efter at have betalt erstatningen og efter at vaere indtraadt i Brambi's rettigheder anlagde de erstatningssag for det foerste mod RCC, som paa sin blanket havde udstedt konnossementet for den del af transporten, der foregik med skib, for det andet mod Spliethoff's Bevrachtingskantoor BV, som faktisk havde udfoert soetransporten, men ikke var anfoert i konnossementet, og for det tredje mod kaptajnen paa skibet Alblasgracht V002 som repraesentant for skibets redere, befragtere og ejer. Sagen blev anlagt ved Tribunal de commerce de Créteil, i hvis retskreds Rungis er beliggende.

10 Ved dom af 17. maj 1994 fastslog Tribunal de commerce de Créteil, at retten havde kompetence til at paadoemme sagen for saa vidt angik RCC, da varerne var blevet leveret til Brambi i Rungis. Retten fandt derimod ikke at have kompetence til at paadoemme sagen paa grundlag af konventionens artikel 5, nr. 1, for saa vidt angik Spliethoff's Bevrachtingskantoor BV og kaptajnen paa skibet Alblasgracht V002. Som begrundelse herfor udtalte den, at der ikke var tale om en kombineret transport fra Melbourne til Rungis, da der var udstedt et internationalt fragtbrev for transporten fra Rotterdam til Rungis. Tribunal de commerce de Créteil fandt herefter, at retten savnede kompetence for saa vidt angik forsikringsselskabernes soegsmaal dels mod Spliethoff's Bevrachtingskantoor BV, dels mod kaptajnen paa skibet Alblasgracht V002, og at det maatte vaere retterne i Rotterdam, der havde kompetencen i henhold til konventionens artikel 5, nr. 1, som retterne paa det sted, hvor forpligtelsen var opfyldt, eller at det maatte vaere retterne i Amsterdam eller i Sydney, der havde kompetencen i henhold til konventionens artikel 6, nr. 1, hvorefter en person, i tilfaelde hvor der er flere sagsoegte, endvidere kan sagsoeges ved retten i den retskreds, hvor en af de sagsoegte har bopael.

11 Cour d'appel de Paris, som spoergsmaalet var blevet indbragt for, stadfaestede ved dom af 16. november 1994 afgoerelsen om, at Tribunal de commerce de Créteil ikke havde international kompetence i forhold til Spliethoff's Bevrachtingskantoor BV og kaptajnen paa skibet Alblasgracht V002. Forsikringsselskaberne indgav derefter kassationsanke, hvorunder de gjorde gaeldende, at det ikke var godtgjort, at Brambi havde indgaaet en kontrakt med disse parter, og at Cour d'appel derfor ikke for deres vedkommende kunne anvende konventionens artikel 5, nr. 1. Efter forsikringsselskabernes opfattelse skulle Cour d'appel have bragt konventionens artikel 5, nr. 3, om kompetencen i sager om erstatning uden for kontrakt i anvendelse.

12 Subsidiaert gjorde forsikringsselskaberne gaeldende, at soegsmaalet ikke kunne opdeles, eftersom paa den ene side RCC og paa den anden side Spliethoff's Bevrachtingskantoor BV og kaptajnen paa skibet Alblasgracht V002 havde deltaget i udfoerelsen af samme transport. Tribunal de commerce de Créteil skulle derfor have erklaeret sig kompetent til at paadoemme sagen, da retten havde antaget at have kompetence til at paakende kravet mod RCC.

13 Da Cour de cassation fandt, at sagens afgoerelse maatte bero paa en fortolkning af konventionen, besluttede retten at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende spoergsmaal:

»1) Er grundlaget for en sag - hvorunder modtageren af varer, som er anerkendt at vaere beskadigede ved afslutningen af en transport, foerst ad soevejen og derefter ad landevej, eller det forsikringsselskab, der er indtraadt i modtagerens rettigheder efter at have erstattet skaden, kraever tabet erstattet under paaberaabelse af konnossementet for soetransporten, ikke af den, der har udstedt dokumentet paa sin konnossementsblanket, men af den, som sagsoegeren antager for faktisk at have udfoert soetransporten - transportaftalen, og er sagen da paa dette eller andet grundlag en sag om kontraktforhold i konventionens artikel 5, nr. 1's forstand?

2) Saafremt det foregaaende spoergsmaal besvares benaegtende, er sagen da en sag om erstatning uden for kontrakt i konventionens artikel 5, nr. 3's forstand, eller skal kompetencespoergsmaalet afgoeres efter den almindelige regel i konventionens artikel 2 om, at sag skal anlaegges ved retterne i den stat, hvor sagsoegte har bopael?

3) Saafremt sagen skal betragtes som en sag om erstatning uden for kontrakt, kan det sted, hvor modtageren, efter soetransportens og derefter den afsluttende landtransports gennemfoerelse, blot har ladet konstatere, at de leverede varer er beskadigede, da - og paa hvilke betingelser - udgoere det sted, hvor skaden er indtraadt, dvs. det sted, som EF-Domstolen i dom af 30. november 1976 (sag 21/76, Bier mod Mines de potasse d'Alsace, Sml. s. 1735) har fastslaaet, kan vaere 'det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet' i konventionens artikel 5, nr. 3's forstand?

4) Kan en person, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, sagsoeges i en anden kontraherende stat ved en ret, ved hvilken sag er anlagt mod en medsagsoegt, der har bopael uden for de kontraherende stater, under paaberaabelse af, at sagen er af en saadan karakter, at den ikke kan opdeles, og at kravene ikke kun er indbyrdes sammenhaengende?«

Det foerste og det andet spoergsmaal

14 Spliethoff's Bevrachtingskantoor BV og kaptajnen paa skibet Alblasgracht V002 har anfoert, at sagen maa vaere en sag om kontraktforhold i konventionens artikel 5, nr. 1's forstand, da den er anlagt mod dem paa grundlag af konnossementet, som er beviset for transportaftalen.

15 Det bemaerkes, at det foelger af fast retspraksis (dom af 22.3.1983, sag 34/82, Peters, Sml. s. 987, praemis 9 og 10, af 8.3.1988, sag 9/87, Arcado, Sml. s. 1539, praemis 10 og 11, og af 17.6.1992, sag C-26/91, Handte, Sml. I, s. 3967, praemis 10), at begrebet »kontraktforhold« i konventionens artikel 5, nr. 1, skal betragtes som et selvstaendigt begreb, der foerst og fremmest skal fortolkes ud fra konventionens opbygning og formaal med henblik paa at sikre en ensartet anvendelse af denne i alle de kontraherende stater; det kan derfor ikke forstaas saaledes, at der henvises til den kvalifikation, som i den nationale lovgivning, der finder anvendelse, gives af det retsforhold, der foreligger for den nationale retsinstans.

16 Det fremgaar ogsaa af fast retspraksis, at der, som konventionen er opbygget, gaelder et almindeligt princip om, at kompetencen tilkommer retterne i den kontraherende stat, paa hvis omraade sagsoegte har bopael, og at det kun er i kraft af en fravigelse af dette princip, at konventionen fastlaegger de udtoemmende opregnede tilfaelde, hvor en person alt efter sagens omstaendigheder kan eller skal sagsoeges ved en ret i en anden kontraherende stat. Kompetenceregler, der fraviger dette almindelige princip, kan derfor ikke foere til en fortolkning, der raekker ud over de tilfaelde, konventionen har for oeje (jf. bl.a. dom af 3.7.1997, sag C-269/95, Benincasa, Sml. I, s. 3767, praemis 13).

17 Heraf foelger, som Domstolen har udtalt i praemis 15 i Handte-dommen, jf. ovenfor, at begrebet »kontraktforhold« i konventionens artikel 5, nr. 1, ikke kan fortolkes saaledes, at det omfatter en situation, hvor der ikke foreligger en forpligtelse, som en part frivilligt har paataget sig over for en anden.

18 I det foreliggende tilfaelde fremgaar det af de faktiske omstaendigheder, som foersteinstansen og appeldomstolen har lagt til grund, at det af RCC udstedte ihaendehaverkonnossement omfatter soetransporten af godset indtil Rotterdam, som losse- og leveringshavn, at Brambi er anfoert som den, der skal have meddelelse om varens ankomst, og at transporten skal foregaa om bord paa Alblasgracht V002.

19 Det maa derfor konstateres, at konnossementet ikke giver grundlag for at antage, at der skulle bestaa et frivilligt indgaaet kontraktforhold mellem paa den ene side Brambi og paa den anden side Spliethoff's Bevrachtingskantoor BV og kaptajnen paa skibet Alblasgracht V002, der af forsikringsselskaberne haevdes faktisk at have udfoert soetransporten.

20 Under disse omstaendigheder kan den sag, forsikringsselskaberne har anlagt mod de sidstnaevnte parter, ikke vaere en sag om kontraktforhold i konventionens artikel 5, nr. 1's forstand.

21 Der skal herefter tages stilling til, om en saadan sag maa anses for at vaere en sag om erstatning uden for kontrakt i konventionens artikel 5, nr. 3's forstand.

22 Det bemaerkes i denne forbindelse, at Domstolen i dom af 27. september 1988 (sag 189/87, Kalfelis, Sml. s. 5565, praemis 18) har defineret begrebet »erstatning uden for kontrakt« i konventionens artikel 5, nr. 3's forstand som et selvstaendigt begreb, der omfatter ethvert krav om, at en sagsoegt paalaegges et erstatningsansvar, som ikke er knyttet til et »kontraktforhold« i artikel 5, nr. 1's forstand.

23 Dette er tilfaeldet for soegsmaalet i hovedsagen. En sag, hvorunder vareforsikrere, der er indtraadt i de rettigheder, der tilkommer modtageren af varer, som er anerkendt at vaere beskadigede ved afslutningen af en transport, foerst ad soevejen og derefter ad landevej, kraever tabet erstattet under paaberaabelse af konnossementet for soetransporten af dem, de antager faktisk har udfoert soetransporten, gaar saaledes ud paa at faa fastslaaet, at de sidstnaevnte er erstatningsansvarlige, men angaar, som det foelger af praemis 18, 19 og 20 i denne dom, ikke et kontraktforhold i konventionens artikel 5, nr. 1's forstand.

24 Det maa herefter konstateres, at en saadan sag er en sag om erstatning uden for kontrakt i konventionens artikel 5, nr. 3's forstand, og at det almindelige princip, der er opstillet i konventionens artikel 2, stk. 1, om, at kompetencen tilkommer retterne i den kontraherende stat, paa hvis omraade sagsoegte har bopael, ikke kan gaelde.

25 Reglen om, at kompetencen i sager om erstatning uden for kontrakt tilkommer retten paa det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet, er saaledes en af de »specielle kompetenceregler«, som er opregnet i konventionens artikel 5 og 6, og som er undtagelser fra det almindelige princip i artikel 2, stk. 1.

26 De to foerste spoergsmaal skal herefter besvares med, at en sag, hvorunder modtageren af varer, som er anerkendt at vaere beskadigede ved afslutningen af en transport, foerst ad soevejen og derefter ad landevej, eller det forsikringsselskab, der er indtraadt i modtagerens rettigheder efter at have erstattet skaden, kraever tabet erstattet under paaberaabelse af konnossementet for soetransporten, ikke af den, der har udstedt dokumentet paa sin konnossementsblanket, men af den, som sagsoegeren antager for faktisk at have udfoert soetransporten, ikke er en sag om kontraktforhold i konventionens artikel 5, nr. 1's forstand, men en sag om erstatning uden for kontrakt i konventionens artikel 5, nr. 3's forstand.

Det tredje spoergsmaal

27 Indledningsvis bemaerkes, at som Domstolen flere gange har fastslaaet (jf. Mines de potasse d'Alsace-dommen, a.st., praemis 11, dom af 11.1.1990, sag C-220/88, Dumez France og Tracoba, Sml. I, s. 49, praemis 17, af 7.3.1995, sag C-68/93, Shevill m.fl., Sml. I, s. 415, praemis 19, og af 19.9.1995, sag C-364/93, Marinari, Sml. I, s. 2719, praemis 10), stoettes denne specielle kompetenceregel i konventionens artikel 5, nr. 3, som kan benyttes efter sagsoegerens valg, paa, at der foreligger en saerlig snaever sammenhaeng mellem tvisten og andre domstole end domstolene i det land, hvor sagsoegte har bopael, og at denne sammenhaeng begrunder, at de foerstnaevnte domstole tillaegges kompetencen af retsplejehensyn og af hensyn til tilrettelaeggelsen af retssagen.

28 Dernaest bemaerkes, at Domstolen i dommen i Mines de potasse d'Alsace-sagen, praemis 24 og 25, og i dommen i sagen Shevill m.fl., praemis 20, har fastslaaet, at hvis det sted, hvor den handling, der kan medfoere et ansvar uden for kontraktforhold, og det sted, hvor denne handling har foraarsaget en skade, ikke er identiske, skal udtrykket »det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet«, i konventionens artikel 5, nr. 3, forstaas saaledes, at det baade omfatter det sted, hvor skaden er indtraadt, og det sted, hvor den skadegoerende handling er foretaget, saaledes at en person efter sagsoegerens valg kan sagsoeges ved retten paa et af disse to steder.

29 I Marinari-dommens praemis 13 har Domstolen praeciseret, at denne adgang for sagsoeger til at vaelge vaerneting dog ikke boer antages at vaere mere vidtgaaende end de saerlige hensyn, som begrunder valgmuligheden, tilsiger, idet der i modsat fald vil vaere risiko for, at det almindelige princip i konventionens artikel 2, stk. 1, om, at retterne i den kontraherende stat, hvor sagsoegte har bopael, har kompetencen, mister sin betydning, og for, at man i andre tilfaelde end dem, der udtrykkeligt er fastsat, naar frem til at anerkende en kompetence for retterne paa sagsoegerens bopael, hvilket konventionen klart taler imod, idet vaernetingsregler af dette indhold i national ret ifoelge konventionens artikel 3, stk. 2, ikke kan finde anvendelse i forhold til sagsoegte, der har bopael paa en kontraherende stats omraade.

30 Heraf har Domstolen i Marinari-dommens praemis 14 udledt, at selv om det er fastslaaet, at udtrykket »det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet« i konventionens artikel 5, nr. 3, skal forstaas saaledes, at det baade kan omfatte det sted, hvor skaden er indtraadt, og det sted, hvor den skadegoerende handling er foretaget, kan det imidlertid ikke fortolkes udvidende, saaledes at det omfatter ethvert sted, hvor der kan opstaa skadevirkninger af et forhold, som allerede har forvoldt en skade, der faktisk er indtraadt et andet sted.

31 Af samme grunde har Domstolen i Dumez France og Tracoba-dommen fastslaaet, at vaernetingsreglen i konventionens artikel 5, nr. 3, ikke kan fortolkes saaledes, at en sagsoeger, som goer gaeldende, at han har lidt et tab, som paastaas at vaere en foelge af den skade, som andre, direkte skadelidte har lidt ved skadetilfoejelsen, efter denne bestemmelse er berettiget til at sagsoege skadevolderen ved retten paa det sted, hvor sagsoegeren selv har konstateret formuetabet.

32 Heraf foelger, at en varemodtager, som efter soetransportens og den afsluttende landtransports gennemfoerelse konstaterer, at de leverede varer er beskadigede, kan anlaegge sag mod den, han anser for faktisk at have udfoert soetransporten, enten ved retten paa det sted, hvor skaden er indtraadt, eller ved retten paa det sted, hvor den skadegoerende handling er foretaget.

33 Som generaladvokaten har fremhaevet i punkt 54, 55 og 56 i forslaget til afgoerelse, kan det vaere vanskeligt eller umuligt at afgoere, hvor den skadegoerende handling er foretaget i forbindelse med en international transport som den, der er tale om i hovedsagen. Er dette tilfaeldet, maa det tilkomme varemodtageren at anlaegge sag mod den, der faktisk har udfoert soetransporten, ved retten paa det sted, hvor skaden er indtraadt. Det skal bemaerkes, at det sted, hvor skaden er indtraadt - i tilfaelde hvor der er udfoert en international transport som den, der er tale om i hovedsagen - hverken kan vaere det endelige leveringssted, der, som Kommissionen med rette har anfoert, kan aendres, mens transporten udfoeres, eller det sted, hvor skaden konstateres.

34 Hvis man gav modtageren adgang til at anlaegge sag mod den, der faktisk har udfoert soetransporten, ved retten paa det endelige leveringssted eller ved retten paa det sted, hvor skaden er konstateret, ville det saaledes i de fleste tilfaelde indebaere, at man anerkendte en kompetence for retterne paa det sted, hvor sagsoegeren har bopael, hvilket konventionen klart taler imod i andre tilfaelde end dem, der udtrykkeligt er fastsat (jf. Dumez France og Tracoba-dommen, a.st., praemis 16 og 19, og dom af 19.1.1993, sag C-89/91, Shearson Lehman Hutton, Sml. I, s. 139, praemis 17). Desuden ville en saadan fortolkning af konventionen indebaere, at afgoerelsen af, hvilken ret der har kompetencen, skulle traeffes paa grundlag af usikre og tilfaeldige omstaendigheder, hvilket ville vaere uforeneligt med konventionens formaal, som er at foretage en sikker og forudselig tildeling af kompetence (jf. Marinari-dommen, praemis 19, og Handte-dommen, praemis 19).

35 Herefter kan det sted, hvor skaden er indtraadt, i forbindelse med en international transport som den, der er tale om i hovedsagen, kun vaere det sted, hvor den, der faktisk har udfoert soetransporten, har skullet levere godset.

36 Dette sted tilgodeser konventionens krav om en forudselig og sikker tildeling af kompetence, og der foreligger ogsaa en saerlig snaever tilknytning til hovedsagen, saaledes at kompetencetildelingen til retten paa dette sted er begrundet af retsplejehensyn og af hensyn til tilrettelaeggelse af retssagen.

37 Det tredje spoergsmaal skal herefter besvares med, at det sted, hvor varemodtageren efter soetransportens og den afsluttende landtransports gennemfoerelse blot har ladet konstatere, at de leverede varer er beskadigede, ikke kan tjene til fastlaeggelse af »det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i konventionens artikel 5, nr. 3, som fortolket af Domstolen.

Det fjerde spoergsmaal

38 Indledningsvis bemaerkes, at konventionen ikke henviser til begrebet en »sag, der ikke kan opdeles«, men kun, i artikel 22, benytter begrebet »indbyrdes sammenhaengende krav«.

39 Som Domstolen har udtalt i dom af 24. juni 1981 (sag 150/80, Elefanten Schuh, Sml. s. 1671, praemis 19), er formaalet med konventionens artikel 22 at opstille regler for sammenhaengende sager, som anlaegges ved retter i forskellige kontraherende stater. Bestemmelsen indeholder ingen regler om kompetence; navnlig bestemmer den ikke, at en ret i en kontraherende stat er kompetent til at paadoemme en sag, som er sammenhaengende med en anden sag, der er indbragt for denne ret i medfoer af konventionens regler.

40 I samme dom fastslog Domstolen derefter, at konventionens artikel 22 kun finder anvendelse, naar indbyrdes sammenhaengende sager er anlagt ved retterne i to eller flere kontraherende stater.

41 Det fremgaar imidlertid af sagens akter, at der i den foreliggende sag ikke er anlagt saerskilte sager ved retter i forskellige kontraherende stater, og betingelserne for at anvende artikel 22 er saaledes ikke opfyldt.

42 Dernaest bemaerkes, at personer, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, i henhold til konventionens artikel 3 kun kan sagsoeges ved retterne i en anden kontraherende stat i medfoer af de regler, der er fastsat i afdeling 2 til 6 i afsnit II.

43 Herunder hoerer bestemmelsen i konventionens artikel 6, nr. 1, hvorefter en person, saafremt der er flere sagsoegte, endvidere kan sagsoeges »ved retten i den retskreds, hvor en af de sagsoegte har bopael«.

44 Som det fremgaar af selve ordlyden af artikel 6, nr. 1, finder bestemmelsen kun anvendelse, hvis den paagaeldende sagsoeges ved retten i den retskreds, hvor en af de sagsoegte har bopael.

45 Dette er imidlertid ikke tilfaeldet i den foreliggende sag.

46 Det bemaerkes i denne henseende, at det med konventionen forfulgte maal, at fremme retssikkerheden, ikke ville blive naaet, hvis det forhold, at en ret i en kontraherende stat har erklaeret sig kompetent i forhold til en af de sagsoegte, som ikke har bopael i en kontraherende stat, skulle kunne danne grundlag for at sagsoege en anden person, der har bopael i en kontraherende stat, ved samme ret i andre tilfaelde end dem, der er fastsat i konventionen, hvilket ville indebaere, at den paagaeldende ikke var omfattet af den beskyttelse, konventionens regler giver.

47 Det bemaerkes, at den undtagelse, der i konventionens artikel 6, nr. 1, goeres fra det almindelige princip om, at retterne i den stat, hvor sagsoegte har bopael, har kompetencen, skal fortolkes saaledes, at selve princippet ikke drages i tvivl. Dette kunne vaere tilfaeldet, hvis en sagsoeger havde adgang til at anlaegge sag mod flere sagsoegte, alene med det formaal at unddrage en af de sagsoegte vaernetinget i hans bopaelsstat (Kalfelis-dommen, a.st., praemis 8 og 9).

48 Efter at have henvist til, at formaalet med konventionens artikel 6, nr. 1, paa linje med artikel 22 er at undgaa, at der i de kontraherende stater traeffes indbyrdes uforenelige afgoerelser, fastslog Domstolen i Kalfelis-dommen, at der, for at konventionens artikel 6, nr. 1, kan finde anvendelse, skal foreligge en saadan indbyrdes sammenhaeng mellem de forskellige krav, som én og samme sagsoeger goer gaeldende mod forskellige sagsoegte, at det er oenskeligt at paakende dem samtidig for at undgaa, at der traeffes uforenelige afgoerelser i tilfaelde af, at sagerne paakendes hver for sig.

49 I denne forbindelse har Domstolen ligeledes fastslaaet i Kalfelis-dommen, at en ret, der i henhold til konventionens artikel 5, nr. 3, har kompetence til at paakende den del af et krav, der stoettes paa reglerne om erstatning uden for kontrakt, ikke har kompetence til at paakende andre dele af samme krav, der stoettes paa andre regler.

50 Heraf foelger, at to krav, som under samme erstatningssoegsmaal rettes mod to forskellige sagsoegte, og som stoettes dels paa ansvar i kontraktforhold, dels paa ansvar uden for kontrakt, ikke kan antages at vaere indbyrdes sammenhaengende.

51 Endelig bemaerkes, som Domstolen har udtalt i Kalfelis-dommens praemis 20, at selv om der er ulemper forbundet med, at forskellige aspekter af samme sag paakendes af forskellige retter, har sagsoegeren altid mulighed for at goere hele sit krav gaeldende under en sag for retten paa det sted, hvor sagsoegte har bopael, og den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, kan under visse omstaendigheder i henhold til konventionens artikel 22 paakende hele sagen, naar de krav, der er indbragt for forskellige retter, er indbyrdes sammenhaengende.

52 Det fjerde spoergsmaal skal herefter besvares med, at konventionens artikel 6, nr. 1, skal fortolkes saaledes, at en person, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, ikke kan sagsoeges i en anden kontraherende stat ved en ret, ved hvilken sag er anlagt mod en medsagsoegt, der har bopael uden for de kontraherende stater, under paaberaabelse af, at sagen er af en saadan karakter, at den ikke kan opdeles, og at kravene ikke kun er indbyrdes sammenhaengende.

Sagens omkostninger

53 De udgifter, der er afholdt af den franske og den tyske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Tredje Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Cour de cassation ved dom af 28. januar 1997, for ret:

1) En sag, hvorunder modtageren af varer, som er anerkendt at vaere beskadigede ved afslutningen af en transport, foerst ad soevejen og derefter ad landevej, eller det forsikringsselskab, der er indtraadt i modtagerens rettigheder efter at have erstattet skaden, kraever tabet erstattet under paaberaabelse af konnossementet for soetransporten, ikke af den, der har udstedt dokumentet paa sin konnossementsblanket, men af den, som sagsoegeren antager for faktisk at have udfoert soetransporten, er ikke en sag om kontraktforhold i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse, ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse, og ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltraedelse, men en sag om erstatning uden for kontrakt i konventionens artikel 5, nr. 3's forstand.

2) Det sted, hvor varemodtageren efter soetransportens og den afsluttende landtransports gennemfoerelse blot har ladet konstatere, at de leverede varer er beskadigede, kan ikke tjene til fastlaeggelse af »det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 5, nr. 3, i konventionen af 27. september 1968 som fortolket af Domstolen.

3) Artikel 6, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 skal fortolkes saaledes, at en person, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, ikke kan sagsoeges i en anden kontraherende stat ved en ret, ved hvilken sag er anlagt mod en medsagsoegt, der har bopael uden for de kontraherende stater, under paaberaabelse af, at sagen er af en saadan karakter, at den ikke kan opdeles, og at kravene ikke kun er indbyrdes sammenhaengende.