61995J0282

Passivitetssoegsmaal - opfordring til institutionen - stillingtagen i henhold til traktatens artikel 175, stk. 2 - begreb - skrivelse i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63 rettet til klageren over tilsidesaettelse af konkurrencereglerne - retsakt, der ikke kan goeres til genstand for annullationssoegsmaal - klagerens ret til domstolsproevelse - betingelser

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1, art. 86 og 173, art. 175, stk. 2; Raadets forordning nr. 17, art. 19, stk. 2; Kommissionens forordning nr. 99/63, art. 5 og 6)

En skrivelse fra Kommissionen til en klager over en tilsidesaettelse af de faellesskabsretlige konkurrenceregler, der opfylder betingelserne i artikel 6 i forordning nr. 99/63, udgoer en stillingtagen i den i traktatens artikel 175, stk. 2, forudsatte betydning.

For saa vidt en saadan skrivelse udgoer en forberedende retsakt, kan den imidlertid ikke anfaegtes under et annullationssoegsmaal. Retsakter eller beslutninger, hvis tilblivelse omfatter flere stadier, navnlig saadanne som afslutter en intern procedure som den, der er foreskrevet i forordning nr. 99/63, kan principielt kun anfaegtes, hvis det drejer sig om foranstaltninger, som definitivt fastlaegger Kommissionens eller Raadets standpunkt som afslutning paa denne procedure, men ikke, hvis det drejer sig om foreloebige foranstaltninger, saasom en meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63, der har til formaal at forberede den endelige beslutning.

Selv om en person, som klager over en tilsidesaettelse af de faellesskabsretlige konkurrenceregler, derfor ikke kan anfaegte meddelelsen under en retssag, har han dog i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 krav paa skriftligt at fremsaette sine eventuelle bemaerkninger hertil. Denne mellemfase af den administrative procedure for Kommissionen har til formaal at varetage klagerens rettigheder, saaledes at der ikke kan rettes en ugunstig afgoerelse til klageren, uden at denne har faaet mulighed for at fremsaette sine bemaerkninger til de momenter, Kommissionen vil tage hensyn til.

Endvidere har Kommissionen ikke derfor ret til at fortsaette sin passivitet. Efter forloebet af denne fase har Kommissionen pligt til enten at indlede en procedure mod den, der klages over - idet klageren i medfoer af artikel 19, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 5 i forordning nr. 99/63 kan deltage i proceduren - eller at traeffe en endelig beslutning om at afvise klagen, der kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal for Faellesskabets retsinstanser. Under en saadan sag kan klageren paaberaabe sig enhver mangel, som de forberedende retsakter til den endelige beslutning maatte vaere behaeftet med.

Hvis Kommissionen undlader at indlede en procedure mod den, der klages over, eller at traeffe en endelig beslutning inden for en rimelig frist efter at have modtaget bemaerkningerne, kan klageren indlede et passivitetssoegsmaal i medfoer af bestemmelserne i traktatens artikel 175.

Det staar endvidere altid en virksomhed, der mener at have lidt en skade paa grund af konkurrencebegraensende adfaerd, frit for at goere sine rettigheder i medfoer af traktatens artikel 85, stk. 1, og artikel 86, der har direkte virkning i forholdet mellem borgerne, gaeldende ved de nationale retsinstanser, saerligt naar Kommissionen beslutter ikke at efterkomme klagen.

I sag C-282/95 P,

Guérin automobiles, Alençon (Frankrig), ved advokat Jean-Claude Fourgoux, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Pierrot Schiltz, 4, rue Béatrix de Bourbon,

appellant,

angaaende appel af dom afsagt den 27. juni 1995 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans i sag T-186/94, Guérin automobiles mod Kommissionen (Sml. II, s. 1753), hvori der er nedlagt paastand om ophaevelse af dommen, den anden part i appelsagen er: Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Giuliano Marenco og Francisco Enrique González Díaz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida og J.L. Murray samt dommerne C.N. Kakouris, P.J.G. Kapteyn, C. Gulmann, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet, G. Hirsch, P. Jann, H. Ragnemalm og M. Wathelet (refererende dommer),

generaladvokat: G. Tesauro

justitssekretaer: R. Grass,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 14. maj 1996,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 26. november 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 24. august 1995 har Guérin automobiles (herefter »appellanten«) nedlagt paastand om ophaevelse af dom afsagt den 27. juni 1995 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans i sag T-186/94, Guérin automobiles mod Kommissionen (Sml. II, s. 1753), for saa vidt som Retten deri fastslog, at det var ufornoedent at traeffe afgoerelse vedroerende sagsoegerens passivitetssoegsmaal, og at sagen skulle afvises for saa vidt angik paastanden om annullation af Kommissionens skrivelser af 21. januar 1993 og af 4. februar 1994.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger for Retten

2 Det fremgaar af den anfaegtede dom, at appellanten ved skrivelse af 3. august 1992 i medfoer af artikel 3, stk. 2, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), indgav klage til Kommissionen med henblik paa at faa fastslaaet, at Volvo France (herefter »Volvo Frankrig«) havde begaaet en raekke overtraedelser af traktatens artikel 85. Appellanten gjorde gaeldende, at Volvo Frankrig retsstridigt havde opsagt forhandleraftalen mellem de to parter (praemis 2).

3 I en skrivelse af 29. oktober 1992 meddelte Kommissionen appellanten, at sagen i betragtning af de oplysninger, der forelaa paa davaerende tidspunkt, ikke fremboed en saadan interesse for Faellesskabet, at der var grund til, at Kommissionen behandlede den. Kommissionen meddelte derfor appellanten, at denne kunne fremsaette sine bemaerkninger inden fire uger, idet sagen ellers ville blive henlagt (praemis 3).

4 Ved skrivelse af 11. december 1992 fremsatte appellanten en raekke bemaerkninger til Kommissionens skrivelse af 29. oktober 1992 (praemis 4).

5 I en skrivelse til appellanten af 21. januar 1993 fastslog Kommissionen, at klagen i realiteten vedroerte det forhold, at Volvo Frankrig naegtede at saelge til Guérin automobiles paa grund af et net af eksklusive og selektive forhandleraftaler, som efter appellantens opfattelse gik ud over graenserne for fritagelse i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 123/85 af 12. december 1984 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af salgs- og serviceaftaler vedroerende motorkoeretoejer (EFT 1985 L 15, s. 16). Kommissionen oplyste endvidere, at problemet var blevet forelagt den i en anden sag, og at den var i faerd med at undersoege det. Kommissionen lovede at meddele appellanten resultatet af sin undersoegelse (praemis 5).

6 Naesten et aar senere, den 6. januar 1994, anmodede appellanten Kommissionen om at oplyse, hvad der var blevet resultatet af den sag, der var omtalt i skrivelsen af 21. januar 1993. Da skrivelsen ikke blev besvaret, fremsendte appellanten den 24. januar 1994 en aabningsskrivelse i medfoer af traktatens artikel 175 (praemis 6).

7 I skrivelse af 4. februar 1994 oplyste Kommissionen over for appellanten, at den anden sag stadig verserede, og at den eventuelt ville danne praecedens for sager som appellantens. Kommissionen forsikrede atter appellanten om, at appellanten straks ville faa meddelelse, naar sagen havde naaet et afgoerende stadium (praemis 7).

8 Den 5. maj 1994 anlagde appellanten sag ved Retten i Foerste Instans med paastand om principalt, at det blev fastslaaet, at Kommissionen havde udvist passivitet, subsidiaert, at Kommissionens skrivelser af 21. januar 1993 og 4. februar 1994 blev annulleret, saafremt de var udtryk for en beslutning om ikke at fremme appellantens klage (praemis 10 og 13).

9 Den 13. juni 1994 tilsendte Kommissionen appellanten en meddelelse under henvisning til artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42) (praemis 8). Denne bestemmelse har foelgende ordlyd:

»Hvis Kommissionen er af den opfattelse, at de tilvejebragte oplysninger ikke giver grundlag for at tage en i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17 fremsat begaering til foelge, underretter den ansoegerne om begrundelsen herfor og fastsaetter en frist, inden for hvilken de paagaeldende skriftligt kan fremsaette deres eventuelle bemaerkninger.«

10 Skrivelsen var affattet saaledes:

»Ang.: Sag IV/34-423 - Volvo Frankrig mod Guérin Ref.: Deres skrivelse af 24.1.1994 (aabningsskrivelse) Skrivelse i henhold til artikel 6 i forordning (EOEF) 99/63

...

I Deres klage rejses det konkurrenceretlige spoergsmaal, om en aftale om eksklusiv og selektiv forhandling af automobiler som den af Volvo Frankrig anvendte er forenelig med forordning (EOEF) nr. 123/85. Hertil, og idet jeg henholder mig til min skrivelse af 21. januar 1993, hvortil De ligeledes har henvist, kan jeg bekraefte, at et tilfaelde heraf for tiden undersoeges af Kommissionen, for saa vidt angaar spoergsmaalet, om standardkontrakten om forhandling af automobiler fra en anden fabrikant er forenelig med forordningen.

Den paagaeldende sag vedroerer en raekke klausuler og former for praksis, som omhandles af Deres klage. Som det vil vaere Dem bekendt, har Kommissionen paa grund af de begraensede midler, der staar til dens raadighed, ikke et frit valg i prioriteringen. Det er derfor i Faellesskabets interesse at vaelge de mest repraesentative tilfaelde ud, naar der forelaegges Kommissionen flere sammenlignelige sager. Af denne grund maa jeg under henvisning til artikel 6 i forordning (EOEF) nr. 99/63 bekraefte, at under de foreliggende omstaendigheder kan Deres klage ikke for naervaerende goeres til genstand for individuel sagsbehandling.

Endvidere er forordning nr. 123/85 umiddelbart anvendelig ved de nationale retsinstanser. Deres klient kan derfor indbringe sagen samt spoergsmaalet om denne forordnings anvendelighed paa den paagaeldende kontrakt direkte for disse retsinstanser.

De har ret til at fremsaette bemaerkninger til naervaerende skrivelse. Saafremt De oensker at benytte Dem af denne mulighed, skal de vaere mig i haende inden for to maaneder« (praemis 8).

11 Den 20. juni samme aar fremsatte appellanten bemaerkninger til skrivelsen af 13. juni 1994 over for Kommissionen (praemis 9).

Rettens dom

12 Appellanten gjorde for Retten gaeldende, at Kommissionen af tre grunde ikke i sin skrivelse af 13. juni 1994 kunne anses for at have taget stilling til sagen paa en saadan maade, at institutionens passivitet blev bragt til ophoer. For det foerste udgoer en meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 ikke en stillingtagen i henhold til traktatens artikel 175, stk. 2. Dernaest er skrivelsen ikke et afslag paa en klage. Dels indeholder skrivelsen ingen udtrykkelig afvisning, dels oenskede Kommissionen, da den oplyste, at klagen ikke da kunne goeres til genstand for individuel sagsbehandling, tidsmaessigt at begraense virkningerne af skrivelsen af 13. juni 1994, hvorved den fik en midlertidig karakter (praemis 18). Endelig er skrivelsen ikke tilstraekkeligt begrundet, idet den kun stoettes paa standardformuleringer (praemis 19).

13 Som et andet anbringende gjorde appellanten gaeldende, at Kommissionens vage svar skyldes en bevidst strategi for at afskaere appellanten fra muligheden for domstolsproevelse. Kommissionen soegte baade at vaerne sig mod et annullationssoegsmaal ved at betegne skrivelserne af 21. januar 1993 og 4. februar 1994 som blotte »henholdende skrivelser«, og mod et passivitetssoegsmaal ved at haevde, at skrivelsen af 13. juni 1994 indeholder en egentlig stillingtagen (praemis 21).

14 Efter i praemis 22 at have bemaerket, at paastanden vedroerende passivitet ved sagens anlaeggelse kunne antages til realitetsbehandling, og i praemis 25, at det paa tidspunktet for sagens afgoerelse ikke fremgik af sagens akter, at Kommissionen skulle have vedtaget en beslutning i den i traktatens artikel 189 anvendte betydning, fastslog Retten i praemis 30, at Kommissionen dog i mellemtiden havde vedtaget en meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63. Retten konstaterede i praemis 28, at skrivelsen af 13. juni 1994 oplyste appellanten om begrundelsen for, at Kommissionen ikke ville foretage en individuel undersoegelse af klagen, gav appellanten en frist paa to maaneder til skriftligt at fremsaette sine bemaerkninger og flere gange henviste til artikel 6 i forordning nr. 99/63. Retten udledte heraf i praemis 29, at Kommissionen paa davaerende tidspunkt var af den opfattelse, at de tilvejebragte oplysninger ikke gav grundlag for at tage appellantens klage til foelge.

15 Retten bemaerkede i praemis 26 og 32, at selv om en saadan meddelelse ikke kunne anfaegtes under et annullationssoegsmaal (Rettens dom af 18.5.1994, sag T-37/92, BEUC og NCC mod Kommissionen, Sml. II, s. 285, praemis 30), udgjorde den dog en stillingtagen i den i traktatens artikel 175 forudsatte betydning (dom af 18.10.1979, sag 125/78, GEMA mod Kommissionen, Sml. s. 3173, praemis 21), og Retten fandt derfor i praemis 35, at det var ufornoedent at traeffe afgoerelse for saa vidt angik passivitetssoegsmaalet.

16 I praemis 34 forkastede Retten tillige appellantens argument om, at en saadan bedoemmelse af skrivelsen af 13. juni 1994 ville svare til at give Kommissionen mulighed for at unddrage sig domstolskontrol. Retten bemaerkede hertil, at eftersom appellanten inden for den i skrivelsen af 13. juni 1994 fastsatte frist havde fremsat bemaerkninger til meddelelsen, havde appellanten krav paa at modtage en endelig afgoerelse af klagen, som ville kunne anfaegtes under et annullationssoegsmaal.

17 Paastanden om annullation af skrivelserne af 21. januar 1993 og 4. februar 1994 blev afvist af Retten i praemis 42. Retten bemaerkede i praemis 40, at da de blot var henholdende skrivelser, var de ikke retsakter, der fremkaldte bindende retsvirkninger, som kunne beroere appellantens interesser.

18 Da Retten i praemis 45 fandt, at anlaeggelsen af passivitets- og annullationssoegsmaalene skyldtes Kommissionen, paalagde den i praemis 46 Kommissionen at betale sagens omkostninger. Retten anfoerte i denne forbindelse, at Kommissionen ikke inden for den i traktatens artikel 175 fastsatte frist havde besvaret den aabningsskrivelse, som appellanten havde tilsendt Kommissionen den 24. januar 1994, selv om Kommissionen havde vaeret behoerigt informeret om klagens indhold siden december 1992. Der var foerst givet meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 efter anlaeggelsen af passivitetssoegsmaalet.

Appellen

19 Til stoette for appellen har appellanten i det vaesentlige fremfoert foelgende fem anbringender:

- Retten har undladt at tage den korrespondance i betragtning, der laa efter Kommissionens skrivelse af 13. juni 1994.

- Retten har anlagt en urigtig retlig vurdering af skrivelsen af 13. juni 1994.

- Retten har retsstridigt taget hensyn til oplysninger, som haevdes at vaere indhentet af Kommissionen, men som ikke indgik i sagens akter.

- Retten har undladt at sanktionere Kommissionens tilsidesaettelse af kontradiktionsprincippet.

- Retten har tilsidesat det almindelige princip om adgang til domstolsproevelse.

20 Appellanten har for det foerste gjort gaeldende, at Retten har tilsidesat de processuelle regler til skade for appellanten ved at undlade at inddrage de skrivelser, som appellanten tilsendte Kommissionen den 13. juni, den 13. juli og den 20. juli 1994. I disse skrivelser havde appellanten anmodet om naermere oplysninger om den tilsvarende sag, som Kommissionen havde henvist til. Appellanten havde tillige forespurgt, hvorvidt Kommissionen ville forene sagerne med henblik paa at varetage retten til kontradiktion. Ifoelge appellanten ville Retten, hvis den havde taget hensyn til disse skrivelser, have kunnet tage stilling til raekkevidden af Kommissionens skrivelse af 13. juni 1994.

21 For det andet har Retten anlagt en urigtig retlig vurdering af Kommissionens skrivelse af 13. juni 1994. Det er en forhalingsmanoevre at skrive til en klager under daekke af artikel 6 i forordning nr. 99/63, at Kommissionen ikke har til hensigt at behandle klagerens sag, fordi den har valgt at behandle en anden, som klageren ikke har nogen indflydelse paa. Med en saa undvigende skrivelse kan Kommissionen ikke anses for at have taget stilling i henhold til traktatens artikel 175. Appellanten har herved henvist til dom af 15. juli 1970 (sag 6/70, Borromeo m.fl. mod Kommissionen, Rec. s. 815), af 22. maj 1985 (sag 13/83, Parlamentet mod Raadet, Sml. s. 1513), af 27. september 1988 (sag 302/87, Parlamentet mod Raadet, Sml. s. 5615) og af 16. februar 1993 (sag C-107/91, ENU mod Kommissionen, Sml. I, s. 599).

22 For det tredje har Retten efter appellantens opfattelse med urette fastslaaet, at Kommissionen gyldigt kunne beslutte, at de tilvejebragte oplysninger ikke gav grundlag for at tage appellantens klage til foelge. I strid med, hvad der kraeves af Kommissionen i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63, havde Kommissionen nemlig ikke indhentet nogen oplysninger, inden den tilsendte appellanten sin skrivelse af 13. juni 1994. Det bedste bevis herfor er, at Kommissionen blot henviste til behandlingen af en anden sag. Kommissionen valgte et argument, der laa uden for sagen, uden at foretage en behandling af appellantens klage.

23 For det fjerde undlod Retten at sanktionere Kommissionens tilsidesaettelse af kontradiktionsprincippet, da den anerkendte, at Kommissionen i sin skrivelse af 13. juni 1994 kunne paaberaabe sig en lignende sag, selv om Kommissionens ansatte havde naegtet at give appellanten og i sidste ende Retten nogen som helst oplysninger herom.

24 For det femte tilsidesatte Retten endelig den almindelige retsgrundsaetning om adgang til domstolsproevelse i to henseender. For det foerste havde det forhold, at meddelelsen i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63 blev anset for en forberedende retsakt, der dog udgjorde en stillingtagen, til foelge, at appellanten ikke havde adgang til nogen form for domstolsproevelse, saa laenge Kommissionen ikke vedtog en endelig afgoerelse. For det andet havde Retten med urette fastslaaet, at appellanten havde krav paa at modtage en endelig afgoerelse af klagen, som saaledes ville kunne anfaegtes under et annullationssoegsmaal. Faktisk var der intet til hinder for, at Kommissionen kunne fortsaette sin passivitet.

Kontraappellen

25 Kommissionen har nedlagt paastand om, at appellen forkastes, og endvidere gjort gaeldende, at der er foretaget en urigtig retsanvendelse, da Retten tilpligtede den at betale sagens omkostninger.

26 For det foerste har Kommissionen anfoert, at dette anbringende ikke kan afvises med den begrundelse, at en appel i henhold til artikel 51, stk. 2, i EF-statutten for Domstolen ikke kan ivaerksaettes alene til forandring af afgoerelser om sagsomkostninger eller om disses stoerrelse.

27 Ifoelge Kommissionen har artikel 51, stk. 2, til formaal at undgaa, at der indbringes appel for Domstolen alene, for at den skal traeffe afgoerelse om sagsomkostninger. Naar afgoerelsen af spoergsmaalet om, hvem der skal betale sagsomkostningerne, ikke er det eneste stridspunkt, kan den derimod anfaegtes under en appel. Saa meget desto mere grund er der til, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse, naar Domstolen skal paakende en sag i dens helhed under en appel, og indstaevnte rejser spoergsmaalet om sagsomkostninger.

28 Endelig har Kommissionen med hensyn til realiteten gjort gaeldende, at Retten har paalagt Kommissionen at betale sagens omkostninger alene, fordi Kommissionen foerst havde tilsendt appellanten en meddelelse i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63 efter udloebet af fristen i traktatens artikel 175. Ifoelge Kommissionen har institutionerne ingen forpligtelse til at overholde denne frist. Manglende overholdelse af fristen er alene en betingelse for at antage et passivitetssoegsmaal til realitetsbehandling. Retten burde derfor i det mindste have foretaget en summarisk realitetsproevelse af passivitetssoegsmaalet, inden den paalagde Kommissionen at betale sagens omkostninger.

Domstolens bemaerkninger til appellen

De fire foerste anbringender

29 Med hensyn til det andet anbringende skal det for det foerste fastslaas, at Retten gyldigt kunne anse Kommissionens skrivelse af 13. juni 1994 for en meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 af de ovenfor i praemis 14 naevnte grunde.

30 Det bemaerkes dernaest, at Domstolen i ovennaevnte dom i GEMA-sagen, praemis 21, udtalte, at en skrivelse til klageren, der opfylder betingelserne i artikel 6 i forordning nr. 99/63, udgoer en stillingtagen i den i traktatens artikel 175, stk. 2, forudsatte betydning.

31 Retten fastslog derfor med rette, at skrivelsen af 13. juni 1994 havde bragt Kommissionens passivitet til ophoer, og at genstanden for appellantens passivitetssoegsmaal dermed var bortfaldet.

32 Da det andet anbringende maa forkastes, kan foerste, tredje og fjerde anbringende heller ikke tillaegges det med dem tilsigtede resultat. Selv hvis anbringenderne blev godtgjort, ville det ikke indebaere, at Retten med urette havde fastslaaet, at Kommissionen med sin skrivelse af 13. juni 1994 havde taget stilling i den i traktatens artikel 175 forudsatte betydning.

Det femte anbringende (tilsidesaettelse af det almindelige princip om adgang til domstolsproevelse)

33 Retten har ikke tilsidesat princippet om adgang til domstolsproevelse, da den fastslog, at meddelelsen i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 udgjorde en stillingtagen, selv om den ikke kunne anfaegtes under et annullationssoegsmaal.

34 Ifoelge fast retspraksis kan retsakter eller beslutninger, hvis tilblivelse omfatter flere stadier, navnlig saadanne som afslutter en intern procedure som den, der er foreskrevet i forordning nr. 99/63, principielt kun anfaegtes, hvis det drejer sig om foranstaltninger, som definitivt fastlaegger Kommissionens eller Raadets standpunkt som afslutning paa denne procedure, men ikke, hvis det drejer sig om foreloebige foranstaltninger, der har til formaal at forberede den endelige beslutning (dom af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639, praemis 10). Det bemaerkes, at meddelelsen i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 er en forberedende retsakt i den i denne retspraksis forudsatte betydning.

35 Selv om klageren derfor ikke kan anfaegte meddelelsen under en retssag, har klageren i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 krav paa skriftligt at fremsaette sine eventuelle bemaerkninger hertil. Denne mellemfase af den administrative procedure for Kommissionen har til formaal at varetage klagerens rettigheder, saaledes at der ikke kan rettes en ugunstig afgoerelse til klageren, uden at denne har faaet mulighed for at fremsaette sine bemaerkninger til de momenter, Kommissionen vil tage hensyn til.

36 I modsaetning til, hvad appellanten har fremfoert, har Kommissionen endvidere ikke derfor ret til at fortsaette sin passivitet. Efter forloebet af denne fase har Kommissionen pligt til enten at indlede en procedure mod den, der klages over - idet klageren i medfoer af artikel 19, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 5 i forordning nr. 99/63 kan deltage i proceduren - eller at traeffe en endelig beslutning om at afvise klagen, der kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal for Faellesskabets retsinstanser. Under en saadan sag kan klageren paaberaabe sig enhver mangel, som de forberedende retsakter til den endelige beslutning maatte vaere behaeftet med (jf. IBM-dommen, a.st., praemis 12).

37 Det bemaerkes endvidere, at Kommissionens endelige beslutning i overensstemmelse med god forvaltningsskik skal traeffes inden for en rimelig frist efter modtagelsen af klagerens bemaerkninger.

38 Hvis Kommissionen undlader at indlede en procedure mod den, der klages over, eller at traeffe en endelig beslutning inden for en rimelig frist, kan klageren indlede et passivitetssoegsmaal i medfoer af bestemmelserne i traktatens artikel 175. Den omstaendighed, at klageren allerede har indledt ét passivitetssoegsmaal for at faa meddelelsen i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63, er paa ingen maade til hinder for, at klageren senere indleder et nyt passivitetssoegsmaal med en anden genstand. I denne situation vil Kommissionen, hvis den ikke har handlet rettidigt, risikere at blive tilpligtet at betale klagerens sagsomkostninger paa grund af sin passivitet.

39 Endvidere bemaerkes, at det altid staar en virksomhed, der mener at have lidt en skade paa grund af konkurrencebegraensende adfaerd, frit for at goere sine rettigheder i medfoer af traktatens artikel 85, stk. 1, og artikel 86, der har direkte virkning i forholdet mellem borgerne, gaeldende ved de nationale retsinstanser, saerligt naar Kommissionen beslutter ikke at efterkomme klagen (jf. dom af 30.1.1974, sag 127/73, BRT mod SABAM, Sml. s. 51, praemis 16).

40 Det femte anbringende vedroerende tilsidesaettelse af det almindelige princip om adgang til domstolsproevelse maa derfor forkastes.

41 Da ingen af de af appellanten fremfoerte anbringender kan tages til foelge, maa appellen forkastes.

Kontraappellen

42 Idet det er ufornoedent at tage stilling til, om Kommissionens appel alene angaaende paalaeggelse af sagsomkostninger kan antages til realitetsbehandling, skal det indledningsvis fastslaas, at den maa forkastes.

43 Kommissionen tog stilling til sagen den 13. juni 1994, dvs. mere end to maaneder efter udloebet af fristen i traktatens artikel 175 og efter sagens anlaeg, hvorved der paafoertes appellanten, hvis foerste skrivelse til Kommissionen er dateret den 3. august 1992, unoedvendige omkostninger (dom af 24.11.1992, forenede sager C-15/91 og C-108/91, Buckl m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 6061, praemis 33).

Sagens omkostninger

44 I henhold til artikel 122, stk. 1, i Domstolens procesreglement traeffer Domstolen afgoerelse om sagens omkostninger, saafremt der ikke gives appellanten medhold. Det fremgaar af procesreglementets artikel 69, stk. 2, for det foerste, at det paalaegges den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom, og for det andet, at Domstolen, hvis der er flere tabende parter, traeffer afgoerelse om omkostningernes fordeling. Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 3, kan Domstolen bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter.

45 Da appellanten og Kommissionen begge har tabt sagen, skal de hver isaer tilpligtes at baere deres egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Appellen og kontraappellen forkastes.

2) Guérin automobiles og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber baerer deres egne omkostninger.