61993J0394

++++

Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° familieydelser ° indfoerelse ved forordning nr. 3427/89, og med virkning fra den 15. januar 1986, af en ensartet loesning, hvorved enhver forskel mellem familiemedlemmernes beskaeftigelsesstat og bopaelsstat fjernes ° en national lovgivning, der begraenser den tilbagevirkende gyldighed af ansoegninger om boernetilskud til seks maaneder, kan goeres gaeldende over for en spansk arbejdstager, som ansoeger om ydelser med tilbagevirkende gyldighed

(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 73, som aendret ved forordning nr. 3427/89)

Forordning nr. 1408/71, som aendret ved forordning nr. 3427/89, ikke er til hinder for, at der i forhold til en ansoegning, som er indgivet af en spansk statsborger om boernetilskud fra den 15. januar 1986 til de familiemedlemmer, der er bosiddende i Spanien, anvendes en national bestemmelse, som begraenser den tilbagevirkende gyldighed af ansoegninger om boernetilskud til en periode paa seks maaneder, uanset grundlaget for en saadan ansoegning.

En saadan bestemmelse indebaerer saaledes ingen forskelsbehandling mellem en arbejdstager, som oensker at paaberaabe sig en rettighed paa grundlag af faellesskabslovgivningen, og en arbejdstager, der alene stoetter sit krav paa national ret, og den umuliggoer ikke haevdelse af de rettigheder, som hjemles i forordning nr. 3427/89.

1 Ved kendelse af 28. juli 1993, indgaaet til Domstolen den 31. august 1993, har Landessozialgericht Rheinland-Pfalz i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 1, nr. 1), i Raadets forordning (EOEF) nr. 3427/89 af 30. oktober 1989 om aendring af forordning (EOEF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, og forordning (EOEF) nr. 574/72 om regler til gennemfoerelse af forordning (EOEF) nr. 1408/71 (EFT L 331, s. 1, herefter "forordning nr. 3427/89").

2 Dette spoergsmaal er blevet rejst under en sag mellem Gabriel Alonso-Pérez og Bundesanstalt fuer Arbeit (herefter "Bundesanstalt") vedroerende tilkendelse af boernetilskud for perioden fra januar 1986 til september 1988.

3 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at Alonso-Pérez, der er spansk statsborger, har haft beskaeftigelse i Tyskland siden 1978. Sagsoegerens hustru og hans to doetre, der er foedt den 28. februar 1966, bor i Spanien.

4 I april 1989 ansoegte Alonso-Pérez foerste gang om boernetilskud til doetrene, nemlig for saavel fremtiden som de seks foregaaende maaneder, idet den tilbagevirkende gyldighed af saadanne ansoegninger i medfoer af § 9, stk. 2, i Bundeskindergeldgesetz var begraenset til dette tidsrum.

5 Ved afgoerelse af 12. juli 1989 bevilgede Arbeitsamt Koblenz sagsoegeren boernetilskud med tilbagevirkende kraft regnet fra oktober 1988.

6 Den 30. oktober 1989 vedtog Raadet ovennaevnte forordning nr. 3427/89, hvis artikel 1, nr. 1), der finder anvendelse fra den 15. januar 1986, indebar en aendring af artikel 73 i forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6, herefter "forordning nr. 1408/71"). Ordlyden af denne artikel er for tiden foelgende: "En arbejdstager eller en selvstaendig erhvervsdrivende, der er omfattet af en medlemsstats lovgivning, har for de af sine familiemedlemmer, der er bosiddende paa en anden medlemsstats omraade, ret til familieydelser efter lovgivningen i foerstnaevnte stat, som om de paagaeldende var bosiddende paa dennes omraade, jf. dog bestemmelserne i bilag VI".

7 Efter vedtagelsen af denne forordning indgav Alonso-Pérez den 27. maj 1991 en ansoegning med henblik paa efterbetaling af boernetilskuddene for tidsrummet fra den 1. januar 1986 til den 30. september 1988. Bundesanstalt afslog denne ansoegning ved afgoerelse af 29. august 1991, der efter paaklage blev stadfaestet den 25. oktober 1991. I den ved Sozialgericht Koblenz anlagte sag blev Bundesanstalt frifundet ved dom af 15. oktober 1992. Det fremgaar af sagens akter, at disse afgoerelser om afslag, stadfaestelse og frifindelse lagde den begraensning, med seks maaneder, af den tilbagevirkende gyldighed af ansoegninger om boernetilskud til grund, som er fastsat i § 9, stk. 2, i Bundeskindergeldgesetz.

8 I den ved Landessozialgericht Rheinland-Pfalz rejste ankesag har Alonso-Pérez anfoert, at artikel 1 i forordning nr. 3427/89 indebar en aendring af artikel 73 i forordning nr. 1408/71 saaledes, at der bestaar ret til familieydelser fra den 15. januar 1986. Alonso-Pérez har desuden paaberaabt sig, at hans ansoegning blev indgivet inden for den toaarsfrist, der er fastsat i artikel 94, stk. 4 og 6, i forordning nr. 1408/71.

9 I artikel 94, stk. 4, i forordning nr. 1408/71 hedder det: "Enhver ydelse, som paa grund af den paagaeldendes nationalitet eller bopael ikke har vaeret fastsat, eller hvis udbetaling har vaeret stillet i bero, skal efter den paagaeldendes anmodning fastsaettes eller udbetales paa ny fra den 1. oktober 1972 eller fra datoen for forordningens anvendelse i den paagaeldende medlemsstat, medmindre tidligere anerkendte rettigheder har givet anledning til udbetaling af en kapitalydelse."

10 I artikel 94, stk. 6, fastsaettes foelgende: "Saafremt den i stk. 4 og stk. 5 omhandlede anmodning fremsaettes inden udloebet af to aar efter den 1. oktober 1972 eller efter, at denne forordning kom til anvendelse i den paagaeldende medlemsstat, erhverves rettigheder i medfoer af denne forordning med virkning fra dette tidspunkt, uden at nogen medlemsstats lovbestemmelser om bortfald eller foraeldelse af rettigheder kan goeres gaeldende over for de paagaeldende."

11 Landessozialgericht Rheinland-Pfalz finder, at afgoerelsen af denne sag afhaenger af fortolkningen af forordningens artikel 73 som aendret ved forordning nr. 3427/89, og retten har derfor truffet afgoerelse om at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Hjemler artikel 1, nr. 1), i Raadets forordning nr. 3427/89 af 30. oktober 1989 (EFT L 331 af 16.11.1989, s. 1) om aendring af forordning (EOEF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, og forordning (EOEF) nr. 574/72 om regler til gennemfoerelse af forordning (EOEF) nr. 1408/71 krav paa boernetilskud for perioder, der ligger forud for ansoegningen om udbetaling af boernetilskud, navnlig fra januar 1986 ogsaa for de boern af arbejdstagere, som bor i en anden medlemsstat, naar ansoegningen om boernetilskud er indgivet foer den 16. november 1991?"

12 Med spoergsmaalet oensker den forelaeggende ret hovedsagelig klarlagt, om artikel 73 i forordning nr. 1408/71 som aendret ved forordning nr. 3427/89 er til hinder for, at der i forhold til en ansoegning, som er indgivet af en spansk statsborger, om betaling fra den 15. januar 1986 af boernetilskud for familiemedlemmer, der er bosiddende i Spanien, anvendes en national bestemmelse, der begraenser den tilbagevirkende gyldighed af ansoegninger om ydelse af boernetilskud til en periode paa seks maaneder.

13 Med henblik paa at besvare dette spoergsmaal skal den relevante kontekst foerst gennemgaas.

14 Artikel 73, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 bestemte, at en arbejdstager, der er omfattet af lovgivningen i en anden medlemsstat end Frankrig, for de familiemedlemmer, der er bosiddende paa en anden medlemsstats omraade, har ret til familieydelser efter lovgivningen i foerstnaevnte medlemsstat, som om de paagaeldende var bosat paa dennes omraade.

15 I medfoer af artikel 73, stk. 2, havde arbejdstagere, der var omfattet af fransk lovgivning, for de familiemedlemmer, der var bosat i en anden medlemsstat end Frankrig, ret til boernetilskud i henhold til lovgivningen i den stat, paa hvis omraade familiemedlemmerne var bosiddende.

16 Artikel 99 var saalydende:

"Inden den 1. januar 1973 skal Raadet paa forslag af Kommissionen ivaerksaette en fornyet undersoegelse af problematikken omkring udbetaling af familieydelser til familiemedlemmer, der ikke er bosat paa den kompetente stats omraade, med henblik paa at finde frem til en ensartet loesning for samtlige medlemsstater."

17 Den ved artikel 73, stk. 2, indfoerte undtagelsesordning, som tog sigte paa vandrende arbejdstagere med beskaeftigelse i Frankrig, hvis familie var bosiddende i en anden medlemsstat, blev kendt ugyldig af Domstolen ved dom af 15. januar 1986, sag 41/86, Pinna (Sml. s. 1, herefter "Pinna I"), paa grund af den deri indeholdte forskelsbehandling. Paa grund af bydende hensyn til retssikkerheden fandt Domstolen dog, at ugyldigheden af artikel 73, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 ikke burde kunne paaberaabes til stoette for krav vedroerende ydelser, der laa forud for domsafsigelsestidspunktet, bortset fra tilfaelde, hvor arbejdstagerne inden domsafsigelsen havde rejst soegsmaal eller indgivet en hermed sidestillet klage.

18 I den anden Pinna-dom, afsagt den 2. marts 1989 (sag 359/87, Sml. s. 585, herefter "Pinna II"), var Domstolen opfordret til praecisere konsekvenserne af Pinna I-dommen. I sidstnaevnte dom havde Domstolen saaledes fastslaaet, at saa laenge Raadet ikke havde udstedt nye regler, der var i overensstemmelse med EOEF-traktatens artikel 51, bevirkede afgoerelsen om ugyldigheden af artikel 73, stk. 2, i forordning nr. 1408/71, at den i forordningens artikel 73, stk. 1, fastlagte ordning vedroerende udbetaling af familieydelser fandt anvendelse i alle tilfaelde.

19 I konsekvens af dommene i sagen Pinna I henholdsvis sagen Pinna II vedtog Raadet den 30. oktober 1989 forordning nr. 3427/89, hvis artikel 1 aendrede artikel 73 i forordning nr. 1408/71 og samtidig ophaevede artikel 99. Denne forordning traadte i kraft paa dagen for offentliggoerelsen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende og finder i henhold til artikel 3 anvendelse fra den 15. januar 1986.

20 Artikel 60, stk 1, i akten vedroerende vilkaarene for Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltraedelse af Faellesskabet og tilpasningerne af traktaterne (EFT 1985 L 302, s. 23) indfoerte en overgangsordning for spanske arbejdstagere med beskaeftigelse i en anden medlemsstat end Spanien, hvis familiemedlemmer er bosat i Spanien, ifoelge hvilken artikel 73, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 ikke finder anvendelse. Denne overgangsordning skulle fortsaette indtil ikrafttraedelsestidspunktet for den ensartede loesning for alle medlemsstater, der var omhandlet i artikel 99 i forordning nr. 1408/71, og senest indtil den 31. december 1988.

21 Ved en samlet laesning af Pinna I-dommen, hvorved artikel 73, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 blev kendt ugyldig "ab-initio", og af Pinna II-dommen, hvorved det blevet fastslaaet, at ordningen i artikel 73, stk. 1, skal finde anvendelse i alle tilfaelde for alle arbejdstagere i Faellesskabet, fremgaar det, at den ensartede loesning, der henvises til i artikel 60, stk. 1, i ovennaevnte akt vedroerende vilkaarene for Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltraedelse af Faellesskabet og tilpasningerne af traktaterne, har eksisteret med tilbagevirkende gyldighed siden ikrafttraedelsen af forordning nr. 1408/71.

22 Det foelger heraf, at spanske statsborgere, der har beskaeftigelse i en anden medlemsstat end Spanien, men hvis familie er bosiddende i sidstnaevnte stat, har haft ret til familieydelser i beskaeftigelsesstaten siden den 1. januar 1986, datoen for Kongeriget Spaniens tiltraedelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab. De kan dog kun paaberaabe sig denne ret med tilbagevirkende kraft fra den 15. januar 1986, datoen for afsigelse af Pinna I-dommen, der desuden blev fastholdt i artikel 3 i forordning nr. 3427/89 som den dato, fra hvilken denne forordning skulle anvendes.

23 Mens spoergsmaalet om adgangen til at paaberaabe sig retten til familieydelser saaledes er udtrykkeligt reguleret i artikel 3 i forordning nr. 3427/89, henstaar spoergsmaalet om, hvorvidt en medlemsstat kan anvende sine nationale bestemmelser om begraensning af den tilbagevirkende gyldighed af ansoegninger om ydelse af boernetilskud til en periode paa seks maaneder, endnu ubesvaret.

24 Herved bemaerkes, at saavel den spanske regering som Alonso-Pérez har anerkendt, at forordning nr. 3427/89 ikke regulerede spoergsmaalet om den tilbagevirkende gyldighed af ansoegninger om boernetilskud.

25 Alonso-Pérez har imidlertid foreslaaet at udfylde det, han benaevner som en "lovgivningslakune", ved anvendelse af artikel 94, stk. 6, i forordning nr. 1408/71.

26 Ifoelge den spanske regering lader indholdet af forordning nr. 3427/89 sig indarbejde i forordning nr. 1408/71 saaledes, at den i artikel 94, stk. 6, i forordning nr. 1408/71 fastsatte frist paa to aar boer finde anvendelse fra tidspunktet for ikrafttraedelsen af forordning nr. 3427/89.

27 En saadan fortolkning kan ikke laegges til grund. Som den tyske regering med rette har fremhaevet, udgoer artikel 94, stk. 6, en del af overgangsbestemmelserne og de afsluttende bestemmelser i forordning nr. 1408/71. Bestemmelsen kan saaledes ikke finde anvendelse paa forordning nr. 3427/89, da denne forordning indeholder egne overgangs- og afsluttende bestemmelser.

28 Desuden fremgaar det af fast praksis (jf. bl.a. dom af 16.12.1976, sag 33/76, Rewe, Sml. s. 1989, og af 9.11.1983, sag 199/82, San Giorgio, Sml. s. 3595), at det i mangel af faellesskabsbestemmelser paa omraadet tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsaette procesreglerne for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som faellesskabsrettens direkte virkning affoeder for de retsundergivne, idet disse regler dog ikke kan vaere mindre gunstige end de, der gaelder for tilsvarende nationale soegsmaal, og ikke maa udformes saaledes, at de i praksis umuliggoer haevdelse af rettigheder, som hjemles ved Faellesskabets retsorden.

29 I modsaetning til det af Alonso-Pérez anfoerte opstaar der saaledes i mangel af faellesskabsregler ikke nogen "lovgivningslakune", som skal udfyldes.

30 Endelig maa det fastslaas, at en bestemmelse som den, der er omtvistet i hovedsagen, ikke umuliggoer haevdelse af de rettigheder, som hjemles i forordning nr. 3427/89. Bestemmelsen indskraenker sig til at begraense den tilbagevirkende gyldighed af ansoegninger om den omhandlede ydelse (jf. dom 27.10.1993, sag C-338/91, Steenhorst-Neerings, Sml. I, s. 5475, praemis 21, og af 6.12.1994, sag C-410/92, Johnson, Sml. I, s. 5483).

31 Foelgelig kan faellesskabsretten ikke vaere til hinder for at anvende en bestemmelse som § 9, stk. 2, i Bundeskindergeldgesetz, der gaelder tilsvarende for ansoegninger om ydelse af boernetilskud, som alene hviler paa den nationale lovgivning.

32 Af det ovenstaaende fremgaar det, at forordning nr. 1408/71, som aendret ved forordning nr. 3427/89, ikke er til hinder for, at der i forhold til en ansoegning, som er indgivet af en spansk statsborger om boernetilskud fra den 15. januar 1986 til de familiemedlemmer, der er bosiddende i Spanien, anvendes en national bestemmelse, som begraenser den tilbagevirkende gyldighed af ansoegninger om boernetilskud til en periode paa seks maaneder.

Sagens omkostninger

33 De udgifter, der er afholdt af den tyske og den spanske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Landessozialgericht Rheinland-Pfalz ved kendelse af 28. juli 1993, for ret:

Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, og derefter aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3427/89 af 30. oktober 1989 om aendring af forordning (EOEF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, og forordning (EOEF) nr. 574/72 om regler til gennemfoerelse af forordning (EOEF) nr. 1408/71, er ikke til hinder for, at der i forhold til en ansoegning, som er indgivet af en spansk statsborger om boernetilskud fra den 15. januar 1986 for de familiemedlemmer, der er bosiddende i Spanien, anvendes en national bestemmelse, som begraenser den tilbagevirkende gyldighed af ansoegninger om boernetilskud til en periode paa seks maaneder.