61992J0188

++++

Stoette ydet af staterne - Kommissionens beslutning, der erklaerede en stoette for uforenelig med faellesmarkedet og kraevede stoetten tilbagebetalt - beslutningen ikke anfaegtet i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2, af stoettemodtageren, der var underrettet i god tid - anfaegtelse af beslutningens gyldighed for en national domstol under en sag til proevelse af de nationale foranstaltninger til dens gennemfoerelse - anfaegtelse boer forkastes af den nationale domstol

(EOEF-traktaten, art. 93, stk. 2, og art. 173, stk. 2)

Den nationale ret er bundet af en beslutning, som Kommissionen har vedtaget i henhold til EOEF-traktatens artikel 93, stk. 2, naar der ved denne ret i forbindelse med de nationale myndigheders gennemfoerelse af beslutningen anlaegges et soegsmaal af stoettemodtageren, som er adressat for gennemfoerelsesforanstaltningerne, hvorunder denne goer gaeldende, at Kommissionens beslutning er ulovlig, og naar stoettemodtageren, selv om medlemsstaten havde underrettet denne skriftligt om Kommissionens beslutning, ikke har anlagt sag til proevelse af beslutningen i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2, eller ikke har anlagt sag inden for den fastsatte frist.

Hvis man anerkendte, at vedkommende under saadanne omstaendigheder ved den nationale ret kunne modsaette sig gennemfoerelsen af beslutningen under paaberaabelse af, at den var ulovlig, ville det svare til at give den paagaeldende adgang til at omgaa beslutningens endelighed i forhold til ham efter soegsmaalsfristernes udloeb og vaere uforeneligt med kravene om retssikkerhed.

1 Ved kendelse af 18. marts 1992, indgaaet til Domstolen den 12. maj s.aa., har Oberverwaltungsgericht fuer das Land Nordrhein-Westfalen i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende endeligheden af Kommissionens beslutning 86/509/EOEF af 21. maj 1986 om stoette ydet af Forbundsrepublikken Tyskland og Land Bayern til en producent af polyamid- og polyestergarn i Deggendorf (EFT L 300, s. 34) i forhold til stoettemodtageren efter udloebet af soegsmaalsfristen i EOEF-traktatens artikel 173, stk. 3, samt vedroerende gyldigheden af denne beslutning.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en retssag mod det tyske forbundsoekonomiministerium anlagt af den tyske virksomhed TWD Textilwerke Deggendorf GmbH (herefter benaevnt "TWD"). Sagsoegeren, der fremstiller polyamid- og polyestergarn, modtog fra 1981 til 1983 i henhold til forbundsregeringens og delstaternes faelles regionalstoetteordning og den bayerske regionalstoetteordning tilskud fra Forbundsrepublikken Tyskland, herunder et tilskud paa 6,12 mio. DM. Dette tilskud blev ydet paa grundlag af attester udstedt af forbundsoekonomiministeren i henhold til § 2 i den tyske lov om investeringsstoette.

3 Da Forbundsrepublikken Tyskland ikke havde underrettet Kommissionen om disse foranstaltninger, indledte Kommissionen i 1985 proceduren i henhold til EOEF-traktatens artikel 93, stk. 2, foerste afsnit, hvorefter den vedtog ovennaevnte beslutning 86/509. Ved denne beslutning rettet til Forbundsrepublikken Tyskland fastslog Kommissionen, at stoette ydet til en producent af polyamid- og polyestergarn i Deggendorf - dvs. TWD - var ydet i strid med bestemmelserne i traktatens artikel 93, stk. 3, og derfor var ulovlig. Den erklaerede endvidere stoetten for uforenelig med faellesmarkedet efter EOEF-traktatens artikel 92. Den paalagde derfor Forbundsrepublikken Tyskland at kraeve stoetten tilbagebetalt.

4 Ved skrivelse af 1. september 1986 fremsendte Forbundsoekonomiministeriet til orientering en kopi af beslutning 86/509 til TWD og gjorde TWD opmaerksom paa, at virksomheden i henhold til traktatens artikel 173 kunne anlaegge sag til proevelse af beslutningen. Hverken Forbundsrepublikken Tyskland eller TWD har anfaegtet beslutningen ved Domstolen.

5 Ved afgoerelse af 19. marts 1987 tilbagekaldte forbundsoekonomiministeren attesterne udtedt i henhold til § 2 i loven om investeringsstoette, der udgjorde hjemmelen til tilskuddene fra Forbundsrepublikken, med den begrundelse, at de var ulovlige og skulle tilbagebetales i overensstemmelse med Kommissionens beslutning.

6 Den 16. april 1987 anlagde TWD sag ved Verwaltungsgericht Koeln med paastand om annullation af afgoerelsen, men fik ved dommen af 21. december 1989 ikke medhold.

7 TWD appellerede dommen til Oberverwaltungsgericht fuer das Land Nordrhein-Westfalen den 21. februar 1990. TWD har blandt andet gjort gaeldende, at investeringsstoetten ydet fra 1981 til 1983 var delvis forenelig med faellesmarkedet, saaledes at Kommissionens beslutning 86/509 i hvert fald var delvis ulovlig. Efter TWD' s opfattelse kunne spoergsmaalet om beslutningens lovlighed proeves selv efter udloebet af fristen i EOEF-traktatens artikel 173, stk. 3.

8 Det er paa denne baggrund, at den nationale ret har forelagt Domstolen de foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Er en national ret bundet af en beslutning fra EF-Kommissionen i henhold til EOEF-traktatens artikel 93, stk. 2, naar det i forbindelse med de nationale myndigheders gennemfoerelse af denne beslutning over for retten af stoettemodtageren og adressaten for gennemfoerelsesforanstaltningen goeres gaeldende, at Kommissionens beslutning er ulovlig, og stoettemodtageren ikke eller ikke rettidigt har anlagt sag i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2, selv om vedkommende af medlemsstaten skriftligt er blevet orienteret om EF-Kommissionens beslutning?

2) Saafremt Domstolen besvarer foerste spoergsmaal benaegtende, er EF-Kommissionens beslutning 86/509/EOEF af 21. maj 1986 (EFT L 300 af 24.10.1986, s. 34) da helt eller delvis ugyldig, fordi den ydede stoette - i modsaetning til Kommissionens opfattelse - helt eller delvis er forenelig med faellesmarkedet?"

9 I forelaeggelseskendelsen har den nationale ret konstateret, at afgoerelsen af den for retten verserende sag afhaenger af gyldigheden af Kommissionens ovennaevnte beslutning, men at dette spoergsmaal om gyldighed kun opstaar under forudsaetning af, at den nationale ret eventuelt kan tage hensyn til beslutningens ugyldighed trods udloebet af soegsmaalsfristen i traktatens artikel 173, stk. 3. Det andet spoergsmaal er derfor kun stillet, saafremt Domstolen maatte give en benaegtende besvarelse af det foerste spoergsmaal, der er en forudsaetning for fremlaeggelsen af det andet spoergsmaal.

Foerste spoergsmaal

10 Det for den nationale ret opstaaede problem er, om sagsoegeren under de retlige og faktiske omstaendigheder, der foreligger i hovedsagen, er afskaaret fra at paaberaabe sig ulovligheden af den paagaeldende beslutning til stoette for et soegsmaal anlagt til proevelse af den forvaltningsakt, hvorved den nationale myndighed til gennemfoerelse af Kommissionens beslutning har tilbagekaldt de attester, der udgjorde det retlige grundlag for de tilskud, sagsoegeren har modtaget.

11 Den nationale ret har fremhaevet, at Kommissionens beslutning ikke er blevet anfaegtet af sagsoegeren i hovedsagen som modtager af den stoette, der var genstand for beslutningen, selv om Forbundsoekonomiministeriet havde fremsendt en kopi af beslutningen til sagsoegeren og udtrykkeligt havde gjort opmaerksom paa, at sagsoegeren kunne anlaegge sag til proevelse af beslutningen ved Domstolen.

12 Det er paa baggrund af disse omstaendigheder, at det forelagte spoergsmaal skal besvares.

13 Det bemaerkes for det foerste, at ifoelge Domstolens faste praksis bliver en beslutning, der ikke er anfaegtet af adressaten inden for den i traktatens artikel 173 fastsatte frist, endelig i forhold til denne (se som det foerste eksempel herpaa dom af 17.11.1965, sag 20/65, Collotti mod Domstolen, Sml. 1965-1968, s. 127, org. ref.: Rec. s. 1045).

14 Det bemaerkes endvidere, at en virksomhed, der er modtager af individuel stoette, som er genstand for en kommissionsbeslutning vedtaget i medfoer af traktatens artikel 93, har ret til at anlaegge annullationssoegsmaal i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2, selv om beslutningen er rettet til en medlemsstat (dom af 17.9.1980, sag 730/79, Philip Morris mod Kommissionen, Sml. s. 2671). I medfoer af samme artikels tredje stykke har udloebet af den deri fastsatte soegsmaalsfrist samme afskaerende virkning i forhold til en saadan virksomhed som i forhold til den medlemsstat, som beslutningen er rettet til.

15 Ifoelge fast praksis er en medlemsstat ikke laengere berettiget til at anfaegte gyldigheden af en beslutning, som er rettet til den i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, efter udloebet af den frist, der er fastsat i traktatens artikel 173, stk. 3 (jf. dom af 12.10.1978, sag 156/77, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 1881, og dom af 10.6.1993, sag C-183/91, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 3131).

16 Denne praksis, der afskaerer en medlemsstat, der er adressat for en beslutning i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, foerste afsnit, fra at anfaegte dens gyldighed i forbindelse med et traktatbrudssoegsmaal i medfoer af bestemmelsens andet afsnit, er isaer begrundet i hensynet til, at soegsmaalsfristerne skal vaerne om retssikkerheden, saa at det undgaas, at faellesskabsretsakter, der affoeder retsvirkninger, kan anfaegtes i en ubegraenset tid.

17 Imidlertid foerer de samme krav om retssikkerhed til at afskaere en modtager af stoette, der er genstand for en beslutning vedtaget af Kommissionen i henhold til traktatens artikel 93, fra at anfaegte beslutningens lovlighed ved de nationale domstole i forbindelse med et soegsmaal til proevelse af de nationale myndigheders foranstaltninger til gennemfoerelse af denne beslutning, naar stoettemodtageren kunne have anfaegtet beslutningen, men har ladet den bindende frist i traktatens artikel 173, stk. 3, udloebe.

18 Hvis man anerkendte, at vedkommende under saadanne omstaendigheder ved den nationale ret kunne modsaette sig gennemfoerelsen af beslutningen under paaberaabelse af, at den var ulovlig, ville det svare til at give den paagaeldende adgang til at omgaa beslutningens endelighed i forhold til ham efter soegsmaalsfristernes udloeb.

19 I dommen af 21. maj 1987 (forenede sager 133/85-136/85, Rau, Sml. s. 2289), som den franske regering har henvist til i sit indlaeg, har Domstolen ganske vist fastslaaet, at muligheden for at anlaegge et direkte soegsmaal i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, til proevelse af en beslutning truffet af en faellesskabsinstitution ikke udelukker, at der anlaegges sag for en national ret til proevelse af en af en national myndighed vedtaget retsakt til gennemfoerelse af denne beslutning, hvorunder det paaberaabes, at beslutningen er retsstridig.

20 Men som det fremgaar af retsmoederapporten i disse sager, havde samtlige sagsoegere i hovedsagen anlagt sag ved Domstolen med paastand om annullation af den paagaeldende beslutning. Domstolen udtalte sig derfor i den naevnte dom ikke - og skulle ikke udtale sig - om den afskaerende virkning, der er forbundet med udloebet af soegsmaalsfristerne. Den nationale rets spoergsmaal i den foreliggende sag vedroerer imidlertid netop dette punkt.

21 Den foreliggende sag adskiller sig ligeledes fra den, hvori der blev afsagt dom den 27. september 1983 (sag 216/82, Universitaet Hamburg, Sml. s. 2771).

22 I sidstnaevnte dom fandt Domstolen, at en ansoeger, hvis anmodning om toldfritagelse blev afvist ved en retsakt vedtaget af en national myndighed paa grundlag af en beslutning truffet af Kommissionen og rettet til samtlige medlemsstater, skulle have mulighed for at paaberaabe sig ulovligheden af den af Kommissionen trufne beslutning, som dannede grundlag for den nationale afgoerelse, der var truffet over for ham, under en sag, der var anlagt efter national ret i anledning af afvisningen af anmodningen.

23 I den naevnte dom tog Domstolen hensyn til det forhold, at den nationale myndigheds afvisning af anmodningen var den eneste retsakt rettet umiddelbart til den paagaeldende, som denne noedvendigvis havde faaet kendskab til i rette tid, og som kunne anfaegtes under en retssag, uden at den paagaeldende ville have vanskeligheder med at foere bevis for sin soegsmaalsinteresse. Domstolen fandt, at under disse omstaendigheder fremgik muligheden for at paaberaabe sig ulovligheden af den af Kommissionen trufne beslutning af det almindelige retsprincip, der har fundet udtryk i EOEF-traktatens artikel 184, nemlig det princip, hvorefter enhver part i en retssag, med henblik paa at opnaa annullation af en beslutning, som beroerer ham umiddelbart og individuelt, er berettiget til at anfaegte gyldigheden af tidligere retsakter fra institutionerne, som er hjemmel for den anfaegtede beslutning, ogsaa selv om parten ikke var befoejet til i medfoer af traktatens artikel 173 at anlaegge direkte soegsmaal til proevelse af de naevnte retsakter, hvis retsvirkninger parten saaledes er omfattet af, uden at have vaeret i stand til at anlaegge annullationssoegsmaal (jf. dom af 6.3.1979, sag 92/78, Simmenthal mod Kommissionen, Sml. s. 777).

24 I den foreliggende sag er det imidlertid ubestridt, at sagsoegeren i hovedsagen fuldt ud havde kendskab til den af Kommissionen vedtagne beslutning, og at sagsoegeren uden tvivl kunne have anfaegtet den i henhold til traktatens artikel 173.

25 Det foelger af alle de foregaaende betragtninger, at under saadanne retlige og faktiske omstaendigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, binder endeligheden af den beslutning, som Kommissionen i henhold til traktatens artikel 93 har vedtaget i forhold til stoettemodtageren, den nationale ret i medfoer af retssikkerhedsprincippet.

26 Det foerste af de forelagte spoergsmaal skal derfor besvares med, at den nationale ret er bundet af en beslutning, som Kommissionen har vedtaget i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, naar der ved denne ret i forbindelse med de nationale myndigheders gennemfoerelse af beslutningen anlaegges et soegsmaal af stoettemodtageren, som er adressat for gennemfoerelsesforanstaltningerne, hvorunder denne goer gaeldende, at Kommissionens beslutning er ulovlig, og naar stoettemodtageren, selv om medlemsstaten havde underrettet denne skriftligt om Kommissionens beslutning, ikke har anlagt sag til proevelse af beslutningen i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2, eller ikke har anlagt sag inden for den fastsatte frist.

Andet spoergsmaal

27 Det er ufornoedent at besvare det andet spoergsmaal, da det kun er forelagt af den nationale ret i tilfaelde af, at det foerste spoergsmaal besvares benaegtende.

Sagens omkostninger

28 De udgifter, der er afholdt af den tyske og franske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Oberverwaltungsgericht fuer das Land Nordrhein-Westfalen ved kendelse af 18. marts 1992, for ret:

Den nationale ret er bundet af en beslutning, som Kommissionen har vedtaget i henhold til EOEF-traktatens artikel 93, stk. 2, naar der ved denne ret i forbindelse med de nationale myndigheders gennemfoerelse af beslutningen anlaegges et soegsmaal af stoettemodtageren, som er adressat for gennemfoerelsesforanstaltningerne, hvorunder denne goer gaeldende, at Kommissionens beslutning er ulovlig, og naar stoettemodtageren, selv om medlemsstaten havde underrettet denne skriftligt om Kommissionens beslutning, ikke har anlagt sag til proevelse af beslutningen i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2, eller ikke har anlagt sag inden for den fastsatte frist.