61992C0091

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

A ° Indledning

1. Anmodningen om en praejudiciel afgoerelse fra Giudice conciliatore di Firenze rejser forskellige spoergsmaal vedroerende fortolkningen og anvendelsen af direktiv 85/577/EOEF om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgaaet uden for fast forretningssted (1). Saafremt Domstolen besvarer den forelaeggende rets spoergsmaal vedroerende dette direktivs anvendelighed bekraeftende, spoerges der om raekkevidden af denne anvendelighed i tiden fra udloebet af fristen for gennemfoerelse af direktivet (den 23.12.1987) til tidspunktet for dets faktiske gennemfoerelse i italiensk ret (den 2.3.1992) baade naar det gaelder retsforhold mellem private og staten og retsforhold mellem private indbyrdes. Mens spoergsmaalet om direktivets virkninger i retsforhold mellem private borgere og staten naermest synes at have hypotetisk karakter, beroerer spoergsmaalet om virkningerne af et direktiv, der ikke er blevet gennemfoert, i retsforhold mellem private indbyrdes det omdiskuterede spoergsmaal om direktivers horisontale virkning.

2. Tvisten er opstaaet som foelge af en kontrakt om et engelskkursus pr. korrespondance, der blev afsluttet paa Milano Hovedbanegaard. Sagsoegte i hovedsagen, der har gjort indsigelse i en sag om betalingspaalaeg, har paaberaabt sig tilbagetraedelsesretten ifoelge artikel 5 i direktiv 85/577 til stoette for en ophaevelse af kontrakten.

3. Den forelaeggende ret har ikke yderligere omtalt de faktiske omstaendigheder i sagen eller udtalt sig om direktivets materialretlige indhold, men har blot fastslaaet, at det fremgaar af sagen, "at kontrakten blev afsluttet uden for leverandoervirksomhedens forretningssted, samt at debitor har benyttet sig af sin fortrydelsesret".

4. Den forelaeggende ret anser det for paakraevet, at der tages stilling til sagsoegtes opfattelse, hvorefter direktiv 85/577 maa anses for fuldt ud virksomt i Italien. Den stiller sig ganske vist tvivlende over for rigtigheden af denne opfattelse og henviser herved bl.a. til indholdet af EOEF-traktaten (2) samt til, at offentliggoerelse af direktiver ikke er obligatorisk (3). Naar henses til, at visse direktiver har et meget praecist indhold, saaledes at de egentlig har en forordnings indhold, bliver spoergsmaalet for den forelaeggende ret, om et direktiv, naar det er tilfaeldet, kan erhverve "hoejere normativ retsgyldighed", der er videregaaende i forhold til "de for direktiver saerlige retsvirkninger". Den forelaeggende ret har herved henvist til Domstolens hidtidige praksis, som den dog delvis finder utilstraekkelig, f.eks. naar en akt findes at have en almengyldig karakter i forholdet mellem visse, men ikke alle, retssubjekter. Den finder det rigtigt at forelaegge sagen for Domstolen i betragtning af, "at det alene er sikkert, at det er uvist, hvilke virkninger direktivet har".

5. Den forelaeggende rets spoergsmaal lyder saaledes:

"Kan direktiv 85/577/EOEF af 20. december 1985 antages at indeholde tilstraekkeligt praecise og detaljerede regler, og kan direktivet i bekraeftende fald i tidsrummet fra udloebet af den frist paa 24 maaneder, medlemsstaterne fik til at efterkomme direktivet, og indtil den italienske stat gennemfoerer det, affoede retsvirkninger i forholdet mellem private og den italienske stat samt i retsforholdet mellem private indbyrdes?"

6. I den foerste etape har parterne i hovedsagen, Kommissionen og den tyske, hellenske og italienske regering afgivet indlaeg i sagen. Et spoergsmaal, som Domstolen har forelagt samtlige medlemsstater, og hvormed de anmodes om at udtale sig om den forelaeggende rets spoergsmaal, "om bestemmelserne i et direktiv, der ikke er blevet gennemfoert inden for den fastsatte frist, umiddelbart kan paaberaabes af en borger under en retssag mod en anden borger", har ogsaa affoedt en skriftlig stillingtagen fra den franske regerings side. Endelig har under den mundtlige forhandling repraesentanter for den danske, tyske, hellenske, franske, italienske, nederlandske regering samt for Det Forenede Kongeriges regering afgivet indlaeg. Alle medlemsstaternes befuldmaegtige, med undtagelse af den hellenske regerings, har som Kommissionens befuldmaegtigede anbefalet, at Domstolens hidtidige praksis paa omraadet fastholdes. Den mundtlige forhandling har vist, at der var tale om et indviklet spoergsmaal, selv om i alt vaesentligt argumenterne for det ene eller det andet synspunkt gaar igen. Jeg skal senere komme tilbage til de forskellige synspunkter i forbindelse med den retlige vurdering.

B ° Droeftelse

I ° Direktiv 85/577' s praecise og ubetingede indhold

1. Samlet vurdering af direktiv 85/577

7. Det foerste spoergsmaal fra den forelaeggende ret tager sigte paa en undersoegelse af direktivets bestemmelser for saa vidt angaar deres praecision og ubetingethed, der er en absolut forudsaetning for en eventuel direkte virkning af direktivet (4). Den forelaeggende ret har ikke praeciseret dette spoergsmaal ved at pege paa bestemte bestemmelser i direktivet, selv om der ikke i alle tilfaelde er tale om bestemmelser, der vil vaere anvendelige i den foreliggende sag.

8. Hvad angaar den skoensfrihed, medlemsstaterne havde ved gennemfoerelsen af direktiv 85/577, maa det principielle udgangspunkt vaere, at en medlemsstat, samtidig med, at det er overladt den at bestemme "form og midler for gennemfoerelsen" (5), har forskellige muligheder. Enten inkorporerer den direktivets bestemmelser i et eksisterende lovkompleks eller vedtager en saerlig lov, eller ogsaa giver den ved en saerlig lov en raekke henvisninger til almindelige bestemmelser inden for civilretten.

9. Med det indhold, direktiv 85/577 har, er der desuden i flere henseender givet medlemsstaterne en vis skoensfrihed, naar det gaelder gennemfoerelsen i enkeltheder af direktivet. F.eks. bestaar der ifoelge artikel 3 en mulighed for at fastsaette et mindstebeloeb for de aftaler, der er omfattet af direktivets anvendelsesomraade. Ifoelge sidste afsnit i artikel 4, ved hvilken der indfoeres en forpligtelse for den erhvervsdrivende til skriftligt at oplyse forbrugeren om hans ret, er det overladt medlemsstaten et forholdsvis vidt skoen ved fastsaettelsen af "egnede foranstaltninger ... hvis den i denne artikel omhandlede meddelelse ikke gives".

10. Forbrugerens ret til at traede tilbage fra aftalen, der er omhandlet i artikel 5, som er direktivets centrale bestemmelse, udoeves "i overensstemmelse med den fremgangsmaade og de betingelser, der gaelder i henhold til national ret". Man kan paa baggrund af denne formulering have sine tvivl med hensyn til, om der er tale om en henvisning til civilrettens almindelige bestemmelser ° saasom bestemmelsen om modtagelsen af vitterlighedserklaeringer ° eller om selvstaendige bestemmelser, der skal indfoeres som en del af gennemfoerelsen.

11. Ifoelge artikel 7 gaelder om retsvirkningerne af en tilbagetraeden bestemmelserne i national lovgivning. Den anvendte terminologi, der foerst (i den tyske udgave) benytter ordet "Ruecktritt" (fortrydelsesret) og derefter ordet "Widerruf" (ikke i den danske udgave af direktivet), er i sig selv nok til at vise, at udoevelsen af tilbagetraedelsesretten kan vaere forbundet med meget forskellige retsvirkninger. Alt efter, hvor langt man er med aftalens opfyldelse, kan der taenkes forskellige retsvirkninger af henholdsvis tilbagetraeden og ophaevelse.

12. Medlemsstaterne har derfor i flere henseender en margen, naar de skal udoeve deres skoen ved retsfastsaettelsen. For saa vidt angaar den foreliggende sag maa det imidlertid vaere nok alene at se paa fortolkningen og anvendelsen af de bestemmelser, der indeholder en mindstegaranti (6) for de forbrugere, der skal beskyttes.

13. Selv om den forelaeggende ret ikke har henfoert sagen under bestemte regler i direktivet, maa anvendelsen af direktivets artikel 1 og 5 noedvendigvis komme paa tale. Artikel 1 afgraenser materialretligt direktivets anvendelsesomraade, og artikel 5 fastslaar forbrugerens tilbagetraedelsesret. Begge artikler skal derfor opfylde kravene om henholdsvis ubetingethed og praecision, der ifoelge Domstolens praksis er en forudsaetning for, at en bestemmelse, der findes i et direktiv, kan have direkte virkning.

2. Artikel 1 i direktiv 85/577

14. Direktivets artikel 1, stk. 1, indeholder foelgende bestemmelse:

"Dette direktiv gaelder for aftaler indgaaet mellem en erhvervsdrivende, der leverer varer eller tjenesteydelser, og en forbruger:

° under en udflugt arrangeret af den erhvervsdrivende uden for dennes faste forretningssted, eller

° i forbindelse med den erhvervsdrivendes besoeg:

i) hos forbrugeren eller en anden forbruger

ii) paa forbrugerens arbejdsplads

saafremt besoeget ikke sker efter udtrykkelig anmodning fra forbrugeren."

15. I og for sig er dette stykke praecist og ubetinget, da det gaelder klart afgraensede faktiske forhold, som f.eks. en af en erhvervsdrivende arrangeret udflugt eller en erhvervsdrivendes besoeg hos forbrugeren eller paa forbrugerens arbejdsplads. I oevrigt levner artikel 1, stk. 1, efter min mening ikke plads for en udvidende fortolkning, hvorefter disse faktiske betingelser, der klart er med til at konstituere de omfattede tilfaelde, kan opgives.

16. Stk. 2, hvorved direktivets anvendelsesomraade udvides, saaledes at det ogsaa kommer til at omfatte visse aftaler, der afsluttes under et besoeg, som den erhvervsdrivende aflaegger hos forbrugeren, kan saa vidt det ses lades ud af betragtning i forbindelse med en stillingtagen i naervaerende sag, da der ikke ses at foreligge omstaendigheder, der tyder paa, at aftalen blev afsluttet under et besoeg, som sagsoegeren havde anmodet den erhvervsdrivende (medkontrahenten) om at aflaegge hos hende eller paa hendes arbejdsplads (7).

17. Det kan altsaa herefter laegges til grund, at artikel 1, stk. 1, udgoer en saa praecis bestemmelse, at den har direkte virkning.

18. Derimod maa en anvendelse af stk. 3 og 4, der begge gaelder "under omstaendigheder, som svarer til de i stk. 1 eller stk. 2 beskrevne", kunne stille sig problematisk. Det kan spoerges, om der ved stk. 3 og 4 i artikel 1 materialretligt sker en udvidelse af direktivets anvendelsesomraade i forhold til stk. 1 og 2, saaledes at dette ogsaa omfatter andre aftaler, som forbrugere er parter i, og som ikke indgaas paa den erhvervsdrivendes forretningssted ° men f.eks. paa gaden ° eller om disse bestemmelser ikke tvaertimod under direktivets anvendelsesomraade inddrager omgaaelsestransaktioner, der afsluttes under stedlige og faktiske forhold som omhandlet i stk. 1 og 2.

19. Spoergsmaalet herom vil faktisk kunne faa betydning for en stillingtagen i naervaerende sag, for ° som naevnt under omtalen af stk. 2 ° ses der ikke at foreligge forhold, der peger paa, at den anfaegtede aftale ° som det kraeves i stk. 1 ° blev indgaaet under en af den erhvervsdrivende arrangeret udflugt eller i forbindelse med dennes besoeg hos sagsoegeren eller paa dennes arbejdsplads.

20. Afgoerende maa det derfor vaere, om artikel 1, stk. 3 og 4, kan fortolkes saaledes, at de aftaletilbud, der fremsaettes under andre stedlige og faktiske omstaendigheder, ogsaa er omfattet af direktivets anvendelsesomraade. Disse bestemmelser har foelgende ordlyd:

"3. Dette direktiv gaelder endvidere for aftaler, saafremt der af forbrugeren er fremsat tilbud under omstaendigheder, som svarer til de i stk. 1 eller stk. 2 beskrevne, selv om forbrugeren ikke er bundet af dette tilbud, foer den erhvervsdrivende har accepteret det.

4. Endelig gaelder dette direktiv ogsaa for tilbud, som forbrugeren har fremsat i kontraktforhold under omstaendigheder, som svarer til de i stk. 1 eller stk. 2 beskrevne, saafremt forbrugeren er bundet af sit tilbud."

21. Det spoergsmaal, der under den mundtlige forhandling blev stillet til alle tilstedevaerende parter om deres opfattelse af spoergsmaalet om, hvorvidt direktivet i hovedsagen er anvendeligt, er blevet besvaret saavel bekraeftende som benaegtende. Svaret paa dette spoergsmaal ligger altsaa bestemt ikke lige for. Naar desuden henses til, at direktivet har givet anledning til uenighed i teorien, er det efter min mening naeppe muligt at anerkende, at artikel 1, stk. 3 og 4, opfylder det krav til praecision, som skal vaere opfyldt, for at en direktivbestemmelse kan vaere umiddelbart anvendelig.

22. Paa den anden side tilkommer det Domstolen at give direktivet en for alle bindende fortolkning. Den kan derfor gennem sin besvarelse af anmodningen om praejudiciel afgoerelse give den forelaeggende ret de kriterier, som denne skal bruge for at afgoere sagen.

23. Overskriften til direktivet synes at pege paa, at direktivet generelt skal anvendes paa aftaler, der er indgaaet uden for et forretningssted. Dette bekraeftes af betragtningerne til direktivet. I fjerde betragtning hedder det saaledes:

"... det er et typisk traek ved aftaler, der indgaas uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted, at det som regel er den erhvervsdrivende, der tager initiativet til forhandlingerne, og at forbrugeren slet ikke er forberedt paa disse forhandlinger og bliver overrumplet; ofte kan forbrugeren ikke sammenligne tilbuddets kvalitet og pris med andre tilbud; dette overraskelsesmoment goer sig i almindelighed gaeldende ikke alene i forbindelse med aftaler, der indgaas ved doeren, men ogsaa ved andre former for aftaler, som den erhvervsdrivende indgaar uden for sit faste forretningssted" (8).

24. Ordene "under omstaendigheder, som svarer til de i stk. 1 eller stk. 2 beskrevne", kan, naar henses til de andre former for aftaler, "som den erhvervsdrivende indgaar uden for sit faste forretningssted", jf. betragtningerne, forstaas saaledes, at der ogsaa er taenkt paa aftaler indgaaet under geografiske og materielle forhold, der er forskellige fra de i stk. 1 omhandlede. Paa den anden side er den vaesentlige forskel mellem stk. 3 og 4 og stk. 1 og 2, at de foerstnaevnte bygger paa tilbud i kontraktforhold. Jeg kan derfor tilslutte mig det synspunkt, at der med stk. 3 og stk. 4 sker en udvidelse af direktivets virkninger, der medfoerer, at dette ogsaa gaelder eventuelle omgaaelsestransaktioner.

25. Da Domstolen ikke har givet en for alle bindende fortolkning af artikel 1, stk. 3 og 4, kan disse bestemmelser efter min mening ikke antages at vaere saa praecise og ubetingede, at de er umiddelbart anvendelige.

26. Det er den forelaeggende ret, der maa tage stilling til, om disse bestemmelser kan anvendes paa de i hovedsagen foreliggende faktiske forhold. Den forelaeggende ret er tilsyneladende principielt gaaet ud fra, at de i hovedsagen omhandlede forhold materialretligt omfattes af direktivet. Domstolen efterproever ikke, om en anmodning om praejudiciel afgoerelse er relevant for sagens afgoerelse. Det paahviler derfor den forelaeggende ret at drage konsekvenserne af det ovenfor anfoerte i den for den verserende sag (9).

3. Artikel 5 i direktiv 85/577

27. Direktivets anvendelighed har kun praktisk vaerdi for forbrugeren, saafremt han kan paaberaabe sig retten efter direktivets artikel 5 til at traede tilbage fra den uden for den erhvervsdrivendes forretningssted afsluttede aftale. Sagsoegeren har udtrykkeligt i hovedsagen paaberaabt sig direktivets artikel 5.

28. Som omtalt tidligere i forbindelse med den almindelige redegoerelse for medlemsstaternes skoensmargen ved gennemfoerelsen af direktiv 85/577 (10), er artikel 5, stk. 1, formuleret paa en saadan maade, at der levnes plads for et skoen med hensyn til, hvorledes betingelserne for at udoeve tilbagetraedelsesretten i national ret stedligt og indholdsmaessigt skal udformes. Faellesskabslovgiver har klart lagt til grund, at de forhold, hvorunder tilbagetraedelsesretten udoeves, kan vaere forskellige fra medlemsstat til medlemsstat med bestemmelsen om, at tilbagetraedelsen skal meddeles "i overensstemmelse med den fremgangsmaade og de betingelser, der gaelder i henhold til national ret". At der saaledes er aabnet op for flere muligheder for gennemfoerelse af direktivet, kan ikke forenes med, at dette skulle vaere umiddelbart anvendeligt.

29. At den omhandlede bestemmelse er tilstraekkeligt praecis, kan i det hoejeste anerkendes for saa vidt angaar den begraensning, der foelger af hovedsagen, hvor aftalen ° saa vidt det kan ses ° endnu ikke har givet anledning til nogen form for opfyldelse. Meddelelse inden for en frist paa syv dage om, at der traedes tilbage, skal saa i alt fald vaere sket, for at udloese den retsvirkning, der i artikel 5, stk. 2, beskrives saaledes:

"Denne meddelelse har den virkning, at forbrugeren frigoeres fra enhver forpligtelse i henhold til den aftale, som forbrugeren er traadt tilbage fra."

Frigoerelsen fra forpligtelserne i henhold til kontrakten kan herefter anses for at vaere en mindstegaranti (11). Det er saaledes kun med de ovenfor fremstillede forbehold, at jeg kan tilslutte mig det synspunkt, at artikel 5 i direktiv 85/577 har direkte virkning.

II ° Virkningerne af et direktiv, der endnu ikke er gennemfoert

1. Forholdet mellem private og staten

30. Den nationale ret oensker for det tilfaelde, at spoergsmaalet om direktivets bestemmelsers tilstraekkeligt praecise karakter besvares bekraeftende, en afgoerelse af, om direktivet kan affoede retsvirkninger i forholdet mellem private og den italienske stat efter udloebet af fristen for gennemfoerelse, men foer gennemfoerelse faktisk skete. Ifoelge Domstolens foreliggende faste praksis (12) kan private, naar fristen for gennemfoerelse er udloebet, direkte overfor den medlemsstat, der ikke har opfyldt sine forpligtelser, paaberaabe sig en ubetinget og praecis bestemmelse i et direktiv, der er til hans fordel. Medlemsstaten kan ikke over for den paagaeldende private stoette ret paa, at den har udvist en traktatstridig adfaerd (13).

31. Denne virkning af direktiver, der ogsaa kan betegnes som direktivers direkte vertikale virkning, muliggoer kun en tilfredsstillende beskyttelse af privates interesser, naar direktivet efter et indholdsmaessigt synspunkt er praecist og egnet til at affoede retsvirkninger i dette vertikale retsforhold. Der bliver ikke tale om direkte virkning, naar der er tale om en forpligtelse ikke for staten, men for en privatperson.

32. Og i hovedsagen forholder det sig netop paa sidstnaevnte maade. Forpligtelsen til at frigoere en af parterne i aftalen fra denne skal ikke opfyldes af staten, men af medkontrahenten. Den omstaendighed, at direktivet kan paaberaabes over for staten og alle statslige myndigheder, bidrager ikke til en loesning af det problem, der konkret melder sig i en tvist mellem privatpersoner. Domstolen har for at afhjaelpe denne vanskelighed i praksis udformet forskellige retningslinjer for en loesning.

a) Vid forstaaelse af begrebet stat

33. Med henblik paa at fastlaegge vide graenser for den direkte virknings omraade skal begrebet stat forstaas vidt. Under begrebet henhoerer saaledes en decentraliseret statsadministration (14), den statslige forvaltning (15) og under staten henhoerende institutioner (16), selv naar de har form af en offentlig virksomhed (17). Det er navnlig medtagelsen under statsbegrebet af virksomheder, der kontrolleres af staten, der har givet anledning til kritik. Det er utvivlsomt de tilfaelde, i hvilke et direktiv kan paaberaabes over for en offentlig virksomhed som arbejdsgiver (18), og ikke over for en privatperson, den forelaeggende ret taenker paa, naar den i forelaeggelseskendelsen udtaler, at det i saa fald maa anerkendes, at "en retlig regulering virker som saadan i forholdet mellem visse, men ikke alle retssubjekter" (19).

34. Efter min mening er der absolut konsekvens i den praksis, hvormed Domstolen har villet fastlaegge et vidt statsbegreb (20). Begrebet omfatter ikke blot direkte, men ogsaa indirekte udoevelse af offentlig myndighed (21). Dog er graensen for en udvidelse af statsbegrebet bestemt naaet, hvis en af offentlige organer kontrolleret virksomhed anses for en statslig virksomhed, mens en aendring af majoriteten i tilsynsorganerne lader den samme virksomhed fremstaa som en privat virksomhed.

b) Forpligtelse for samtlige statsorganer til at anvende faellesskabsretten ved fortolkning

35. Et andet middel til at opnaa, at direktiver, der i strid med traktaten endnu ikke er blevet gennemfoert, eller kun utilstraekkeligt gennemfoert, anvendes i saa vidt omfang som muligt, bestaar i den for samtlige indehavere af offentlig myndighed bestaaende forpligtelse til inden for rammerne af deres kompetence at traeffe samtlige almindelige eller saerlige foranstaltninger, der er egnede til at sikre opfyldelsen af den medlemsstaterne i henhold til et direktiv paahvilende forpligtelse (22). Denne statsorganerne paahvilende faellesskabsretlige forpligtelse indebaerer f.eks. den pligt, de nationale domstole har til, for saa vidt der overhovedet er levnet dem et skoen, at fortolke og anvende national ret paa en maade, der imoedekommer faellesskabsrettens krav (23).

36. Forpligtelsen til at sikre, at faellesskabsretten gennem fortolkning anvendes effektivt, vedroerer ikke blot den lovgivning, der er udstedt til gennemfoerelse af et direktiv (24), men den nationale retsorden i det hele taget (25). Ogsaa forvaltningen er bundet af en forpligtelse i lighed med den, der paahviler de nationale domstole, til at foelge direktiverne (26).

37. Muligheden for en fortolkning af national lovgivning, der stemmer overens med faellesskabsretten, har imidlertid sine naturlige graenser. Disse viser sig, naar Domstolen udtaler sig om de forpligtelser, der i henhold til faellesskabsretten paahviler samtlige indehavere af offentlig myndighed til at traeffe passende foranstaltninger inden for rammerne af deres kompetence (27). Graenserne for en fortolkning af lovgivningen udgoer derfor ogsaa for den nationale ret graenserne for dens adgang til at sikre anvendelse i national ret af direktiver, der ikke er blevet gennemfoert.

c) Krav paa erstatning fra staten

38. Et tredje loesningsforsoeg, hvormed retsbeskyttelsen af den enkelte i tilfaelde af en forudgaaende tilsidesaettelse fra medlemsstatens side af forpligtelsen til at gennemfoere et direktiv rettidigt sikres i videst muligt omfang, bestaar i at anerkende et erstatningskrav paa grundlag af faellesskabsretten (28). Den private kan her opnaa erstatning fra staten som foelge af tabet af en ret eller manglen paa retsbeskyttelse. Staten er forpligtet til at yde den private erstatning inden for rammerne af et paa faellesskabsretten begrundet erstatningsansvar over for den private.

Foreloebige resultater

39. aa) Naar den forelaeggende ret saaledes oensker en afgoerelse vedroerende virkningerne af direktiv 85/577 i retsforhold mellem private og den italienske stat i tidsrummet fra udloebet af fristen for gennemfoerelse indtil direktivet faktisk blev gennemfoert, maa dens opmaerksomhed altsaa henledes paa, at der bestaar et paa faellesskabsretten stoettet erstatningskrav.

40. bb) Et andet spoergsmaal ° som Domstolen nu heller ikke her skal afgoere ° er spoergsmaalet om, i hvilket omfang den forelaeggende ret ved opfyldelsen af den i afsnit II.1.b) beskrevne forpligtelse til at give national ret en fortolkning, der er i overensstemmelse med faellesskabsretten, vil kunne afgoere tvisten.

41. Kommissionen har baade i sit skriftlige indlaeg og under den mundtlige forhandling givet oplysninger om italiensk civilret og har herved omtalt to bestemmelser, der efter dens opfattelse kan tjene til en gennemfoerelse af tilbagetraedelsesretten.

42. Domstolen kan ikke tage stilling til anvendelsen af national ret. Den byrde, der indirekte for private foelger af den foreslaaede fortolkning, er ganske vist blevet anerkendt af Domstolen i Marleasing-sagen (29). Som det med rette er blevet indvendt, forudsaetter en tilbagetraeden fra aftalen, at der findes en ret til tilbagetraeden. Det er Domstolens opgave at tage stilling til betingelsen herom, naar den anmodes om en afgoerelse vedroerende direktivets virkninger i det mellemliggende tidsrum ° mellem udloebet af fristen for gennemfoerelse og den faktiske gennemfoerelse ° i retsforhold mellem private indbyrdes. I den forbindelse at henvise til de forpligtelser, der ifoelge faellesskabsretten paahviler den forelaeggende ret, og til den enekompetence, denne har til at fortolke national ret, vil sige, at man lukker oejnene for det egentlige problem.

2. Direktivers horisontale anvendelighed

43. Spoergsmaalet om retsvirkningerne i retsforhold mellem private af et direktiv, der ikke er blevet gennemfoert ° der tales her ogsaa om direktivets horisontale virkning ° kan paa grundlag af Domstolens hidtidige, faste praksis besvares kort og klart: Et direktiv kan ikke i sig selv skabe forpligtelser for private (30).

44. Domstolen har begrundet dette resultat paa foelgende maade: "... ifoelge traktatens artikel 189 bestaar direktivets bindende karakter, som er grundlaget for at stoette ret paa det ved national ret, kun i forhold til 'enhver medlemsstat, som det rettes til' . Heraf foelger, at et direktiv ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for private, og at en direktivbestemmelse derfor ikke som saadan kan paaberaabes over for saadanne personer" (31).

45. Det er altsaa klart afvisningen af at bebyrde privatpersoner, der betones. I overensstemmelse med traktaten indtraeder den bindende virkning kun i forhold til de medlemsstater, som direktivet er rettet til.

46. Man kunne altsaa slutte fremstillingen her og gaa ind for, at den hidtidige praksis fastholdes.

47. Imidlertid kan dette resultat efter min mening ikke vaere tilfredsstillende. Efter dommene i Foster-sagen (32) og Marleasing-sagen (33) er man i juristkredse i et vist omfang gaaet ind for at tillaegge direktiver horisontal virkning. Blandt Domstolens medlemmer er hidtil generaladvokat Van Gerven (34) og for ganske nylig generaladvokat Jacobs (35) gaaet ind for, at direktiver er horisontalt anvendelige ° ogsaa selv om det kun er sket uden forbindelse med besvarelsen af spoergsmaal, der havde betydning for afgoerelsen i de paagaeldende sager (36).

48. De synspunkter, der taler for at tillaegge direktiver horisontal virkning, er led i bestraebelserne paa at lade den ved en bestemmelse, som faellesskabslovgiver har villet goere bindende, begunstigede personkreds komme til sin ret, saaledes at dens retsstilling ikke paa ubestemt tid bliver et spoergsmaal om, hvad der passer eller ikke passer en forsoemmelig medlemsstat.

49. Paa et tidspunkt, der kendetegnes af den endelige oprettelse af det indre marked, der er et omraade uden indre graenser (37), gennem vedtagelsen af et stadigt stoerre antal harmoniseringsbestemmelser med henblik paa regulering af retsforhold mellem privatpersoner, er der efter min mening anledning til at tage spoergsmaalet om direktivers virkning op til fornyet overvejelse. Faellesskabslovgiver har i betragtningerne til direktiv 85/577 omtalt noedvendigheden af at foretage en tilnaermelse af lovgivningerne i ganske utvetydige ord:

"uensartethed i denne lovgivning kan indvirke direkte paa faellesmarkedets funktion, det er derfor noedvendigt (38) at foretage en tilnaermelse af lovgivningerne paa dette omraade" (39).

50. Af de argumenter, der taler for at tillaegge direktiver horisontal virkning, er argumentet om lige konkurrencevilkaar det foerste, der melder sig. I oevrigt stilles borgerne i den medlemsstat, der opfylder sine forpligtelser i henhold til faellesskabsretten, ofte ringere, naar direktiver ikke har horisontal virkning.

51. Forbuddet mod forskelsbehandling, der har karakter af en grundlaeggende rettighed, taler ogsaa for at tillaegge direktiver horisontal virkning, hvilket der kan anfoeres flere grunde til. Paa den ene side er det ikke tilfredsstillende, at der gaelder forskellige regler for borgere, afhaengigt af, om der er tale om deres forhold til et til staten knyttet organ eller deres forhold til privatpersoner. Paa den anden side strider det mod de krav, som et indre marked skal opfylde, at private omfattes af forskellige lovgivninger i de forskellige medlemsstater, naar Faellesskabet har vedtaget harmoniseringsbestemmelser.

52. En opretholdelse af disse forskelle ville komme helt paa tvaers af det erklaerede formaal med tilnaermelsen af lovgivningerne. Konstateringen heraf kan ikke imoedegaas under henvisning til direktivers karakter, der medfoerer, at man, indtil de er gennemfoert, noedvendigvis kommer ud for forskelle fra medlemsstat til medlemsstat (40). Denne ulighed skal kun accepteres, indtil fristen for gennemfoerelse udloeber. Det foelger af direktivernes formaal, at der derefter gaelder de samme betingelser.

53. Argumentet om forskelsbehandling vejer endnu tungere efter ikrafttraedelsen af Maastricht-traktaten og i kraft af det i EF-traktaten nedfaeldede unionsborgerskab. Ifoelge de kontraherende staters oenske (41) udgoer traktaten om Den Europaeiske Union "en ny fase i den europaeiske integrationsproces, der blev indledt med oprettelsen af De Europaeiske Faellesskaber". I artikel 3 A og artikel 7 A i EF-traktaten fremhaeves betydningen af det indre marked. Ifoelge artikel 2, 3 og 3 A i samme traktat skal der ske en endnu snaevrere faellesskabssamordning af de faelles politikker. I artikel 3, litra s), stilles der krav om bidrag til styrkelse af forbrugerbeskyttelse. Mere detaljerede bestemmelser herom findes i artikel 129 A. Indfoerelsen af et unionsborgerskab skaber forventning om lighed for loven for unionsborgerne, i alt fald naar det gaelder faellesskabsretten.

54. For saa vidt angaar direktiver, der efter deres indhold kan affoede retsvirkninger i retsforhold mellem private indbyrdes, og som indeholder bestemmelser, der har til formaal at yde en svagere kontraktpart beskyttelse (42), er det aabenbart, at undladelsen af at gennemfoere et direktiv beroever dette direktiv dets "effet utile". Efter udloebet af fristen for gennemfoerelse maa det derfor vaere muligt at anvende beskyttelsesregler med et praecist og ubetinget indhold. Den af faellesskabslovgiver tilstraebte bindende bestemmelse i et direktiv maa materialretligt kunne tillaegges virkning, uden at en medlemsstats traktatstridige adfaerd laegger sig i vejen for en anerkendelse af retspositioner, der i og for sig fremtraeder som fuldstaendige.

55. Naar der skal argumenteres for det synspunkt, at direktiver horisontalt kan have direkte virkning, maa udgangspunktet principielt vaere, at begrundelse og virkemaade har en karakter, der er fundamentalt forskellig fra, hvad der gaelder i tilfaelde af direkte vertikal virkning. Mens en medlemsstats faellesskabsretsstridige adfaerd, naar det gaelder direktivers direkte virkning i saedvanlig forstand, er direkte afgoerende for retsforhold mellem den private og staten, har en privat tredjemand ingen indflydelse paa gennemfoerelsen af et direktiv (43). De argumenter og retsgrundsaetninger, (44) der er blevet fremfoert til stoette for, at direktiver har direkte virkning i forhold til medlemsstaten, og hvorefter denne ikke kan stoette ret paa sin egen faellesskabsretsstridige adfaerd (45), er ikke mere anvendelige i privates indbyrdes retsforhold end konstateringen af, at den direkte virkning i forhold til staten har karakter af en sanktion (46).

56. Den direkte virkning af direktiver i retsforhold mellem private indbyrdes ville ikke laengere have karakter af en indsigelse i betydningen af "en paaberaabelse" af den fordelagtige bestemmelse. Den umiddelbart anvendelige bestemmelse i et direktiv ville derimod blive tillagt virkninger erga omnes. Den ville derefter vaere ligestillet med umiddelbart anvendelige traktatbestemmelser (47). Den horisontalt virkende direktivbestemmelse ville have faellesskabsrettens forrangskarakter, hvilket af hensyn til en ensartet og effektiv gennemfoerelse af faellesskabsretten ville vaere tilfredsstillende.

57. Selv om det af de anfoerte grunde synes oenskeligt, at direktiver har direkte horisontal virkning, fremfoeres der dog tungtvejende grunde mod en udvikling i praksis paa linje hermed.

58. Blandt disse modargumenter forekommer ofte ordlyden af EOEF-traktatens artikel 189 og karakteren af et direktiv, der kun ° og tilmed kun med hensyn til det tilsigtede maal ° er bindende for medlemsstaterne.

59. Disse argumenter kan efter min mening ikke imoedegaas. Hvad nu for det foerste angaar den frihed, der overlades medlemsstaterne med hensyn til valg af form og midler for gennemfoerelsen af et direktiv, bestaar denne ganske uantastet indtil gennemfoerelsesfristens udloeb. Selv derefter har medlemsstaterne ° ogsaa saafremt visse af direktivets bestemmelser kan antages at have direkte virkning ° en margen for tilpasning overalt, hvor direktivet giver mulighed herfor. Kun en broekdel af direktivbestemmelser er egnede til at have direkte horisontal virkning. I oevrigt kan medlemsstaterne ikke efter gennemfoerelsesfristens udloeb paaberaabe sig en frihed, som kun er blevet indroemmet dem med henblik paa en forskriftsmaessig og rettidig gennemfoerelse.

60. Den for medlemsstaten bindende karakter af direktivets maal bestaar straks, naar direktivet faar virkning. Hvad angaar maalet med et direktiv er der saedvanligvis ikke levnet medlemsstaterne plads for et skoen. Et maal med direktivet er bl.a., at der senest ved udloebet af gennemfoerelsesfristen gives beskyttelsesbestemmelser bindende virkning (48). Saadanne bestemmelsers bindende karakter er ° som tidligere naevnt ° tilstraebt af faellesskabslovgiver og er givet i og med, at der er tale om et direktiv. Direktiver er jo ikke mindre vaesentlige retsakter; de er derimod akter, der med henblik paa gennemfoerelse rettes til medlemsstaterne, der har en traktatmaessig forpligtelse til fuldstaendigt at gennemfoere dem rettidigt.

61. Direktivets natur er saaledes ikke efter min mening en hindring for, at det faar horisontal virkning. En saadan virkning vil heller ikke udviske afgraensningen af direktiver over for forordninger, idet et direktivs direkte virkning ° og kun for saa vidt angaar praecise og ubetingede bestemmelser ° er mulig, naar fristen for gennemfoerelse er udloebet.

62. Et andet argument, der er blevet fremfoert mod direktivers horisontale virkning, er argumentet om, at der bliver tale om en bebyrdelse af tredjemand, der efter retsstatslige synspunkter er utilstedelig. Dette argument kan virkelig ikke uden videre afvises. Det maa spoerges, om en privatperson, der inden for rammerne af den nationale retsorden handler retmaessigt, kan komme ud for at maatte baere byrder, der foelger af et direktiv, der ikke er gennemfoert, og som ikke er rettet til ham, uden at han i oevrigt har mulighed for i anledning heraf at rejse krav mod den medlemsstat, der ikke har opfyldt sine traktatmaessige forpligtelser (49).

63. Efter min mening giver spoergsmaalet om direktivers horisontale virkning for saa vidt angaar bebyrdelsen af tredjemand anledning til store vanskeligheder. Konstateringen af, at private ogsaa nu indirekte bebyrdes som foelge af umiddelbart anvendelige direktiver ° f.eks. som foelge af ulovligheder, der begaas i forbindelse med en licitation, der goer indgreb i de andre tilbudsgiveres og eventuelt tilslagsmodtagerens (50) retsstilling, eller som foelge af saadanne direktivers virkning ved en fortolkning i overensstemmelse med faellesskabsretten i en tvist mellem private selskaber (51) ° kan ikke foere til en opgivelse af de forbehold, som ud fra retsstatsprincipper maa tages over for den horisontale virkning.

64. Det er en absolut forudsaetning for at bebyrde borgeren ved lovgivning, at denne lovgivning offentliggoeres med retsstiftende virkning i et officielt meddelelsesorgan (52). Denne forudsaetning er ikke opfyldt for direktiver, der er blevet vedtaget i medfoer af EOEF-traktaten (53). Den fremgangsmaade at offentliggoere direktiver i EF-tidende som retsakter, hvis offentliggoerelse ikke er obligatorisk, afhjaelper ikke denne situation. Offentliggoerelsen i EF-tidende har rent deklaratorisk karakter og er ikke en betingelse for, at direktiverne faar virkning, hvilket undertiden illustreres ved, at det i en fodnote er anfoert, hvornaar direktivet er meddelt medlemsstaterne (54), idet direktivet faar virkning ved meddelelsen (55). Muligheden for at blive bekendt med en retsakt kan ikke erstatte en retsstiftende offentliggoerelse af den.

65. Med hensyn til de direktiver, som er blevet og vil blive vedtaget efter ikrafttraedelsen af Maastricht-traktaten den 1. november 1993, er situationen afgoerende anderledes. Ifoelge artikel 191 i EF-traktaten skal ogsaa direktiver offentliggoeres i EF-tidende. Det argument, der bygger paa, at der ikke er sket offentliggoerelse, kan altsaa ikke fremfoeres mod disse nyere direktivers horisontale virkning.

66. Af hensyn til retssikkerheden, der udgoer en grundlaeggende rettighed for en borger, der bebyrdes, skal offentligheden allerede nu forberedes paa, at direktiver for fremtiden maa tilkendes horisontal direkte virkning. Af samme grund boer man vaere tilfreds med de ovenfor omtalte tilkendegivelser fra medlemmer af Domstolen (56).

67. Til gunst for den private, der bebyrdes, og mod direktivers horisontale virkning er princippet om den berettigede forventning blevet gjort gaeldende. Der bestaar bestemt en beskyttelsesvaerdig forventning i den forstand, at den private ikke behoever regne med at blive yderligere bebyrdet, for saa vidt som hans adfaerd inden for rammerne af den nationale retsorden er lovlig. Paa den anden side er bebyrdelsen paaregnelig efter offentliggoerelsen af et direktiv og gennemfoerelsesfristens udloeb. Jeg maa spoerge, om forventningen om, at den nationale lovgivningsmagt vil udvise en faellesskabsstridig adfaerd, er beskyttelsesvaerdig.

68. Mod direktivers horisontale virkning er der blevet fremfoert et argument, der bygger paa det demokratiske princip. Ifoelge dette argument bliver der, saafremt de nationale parlamenters mellemkomst bortfalder, ogsaa naar det gaelder anvendelsen af direktiver, tale om et endnu stoette demokratisk underskud, der jo i forvejen, naar det gaelder faellesskabslovgivningen, beklages.

69. Med hensyn til det saakaldte demokratiske underskud vil jeg dels anfoere, at Europa-Parlamentets befoejelser i forbindelse med udformningen af faellesskabslovgivningen gradvist er blevet udvidet ved den europaeiske faelles akt og Maastricht-traktaten. Paa den anden side kan man efter min mening ikke goere gaeldende, at der lades haant om de nationale lovgivende myndigheders medvirken.

70. Den nationale lovgivningsmagt kan ganske frit inden for fristen for gennemfoerelse vaelge form og midler for gennemfoerelsen af direktivet i national ret (57). Ogsaa efter udloebet af fristen for gennemfoerelse bestaar forpligtelsen for den nationale lovgiver til at gennemfoere direktivet (58), og denne har fortsat et vist spillerum, hvorved denne forpligtelse kan opfyldes paa den ene eller den anden maade i det omfang, dette efter direktivet er tilladt. Kun de bestemmelser i direktiver eller beskyttelsesbestemmelser, der er tilstraekkeligt praecise til at kunne goeres gaeldende, uden at en gennemfoerelsesforanstaltning er noedvendig ° og som for saa vidt maa overtages af den nationale lovgivningsmagt ° affoeder umiddelbart i den nationale retsorden retsvirkninger i forholdet mellem adressaterne for den omhandlede regulering. Frygten for, at det vil komme til et brud mellem den retsstilling, der forelaa foer fristudloebet for gennemfoerelsen af direktivet i national ret, og den retsstilling, der vil foreligge derefter, er efter min mening ubegrundet, idet de bestemmelser, der er egnede til at blive anvendt horisontalt, ogsaa skal findes i gennemfoerelsesakten.

71. Den indvending, at en anerkendelse af direktivers direkte horisontale virkning vil goere medlemsstaterne mere skoedesloese med gennemfoerelsen af direktiverne, kan ikke overbevise mig, for den nationale lovgivningsmagt er fortsat ansvarlig for, at direktiverne gennemfoeres fuldstaendigt. En principiel anerkendelse af den horisontale virkning vil eventuelt kunne tilskynde medlemsstaten til at foretage gennemfoerelsen fristmaessigt for at komme Faellesskabets doemmende myndigheds og andre faellesskabsmyndigheders samt medlemsstaternes myndigheders horisontale anvendelse i forkoebet. Efter min mening afbalancerer argumenterne om den paedagogiske vaerdi af den horisontale anvendelighed hinanden og taler saaledes hverken for eller imod denne anvendelighed.

72. Til slut vil jeg gerne goere opmaerksom paa, at saafremt det anerkendes, at direktiver har horisontale virkninger, maa man drage de heraf noedvendige konsekvenser paa retsbeskyttelsens plan. Direktiver maatte saaledes herefter ligesom forordninger og beslutninger kunne anfaegtes under et soegsmaal i henhold til artikel 173, stk. 2 (59).

73. Resultatet maa altsaa blive, at der ikke af retssikkerhedsgrunde kan blive tale om horisontal virkning af direktiver for fortiden. Denne virkning maa efter min mening blive en noedvendig loesning for fremtiden med forbehold af de anfoerte begraensninger og af hensyn til en ensartet og effektiv anvendelse af faellesskabsretten. Den bebyrdelse for private, der bliver foelgen heraf, finder jeg acceptabel, thi den raekker ikke ud over de forpligtelser, de havde maattet paatage sig, saafremt medlemsstatens adfaerd havde vaeret i overensstemmelse med faellesskabsretten. Det bliver i sidste ende den part, som paaberaaber sig en ubetinget og tilstraekkelig praecis bestemmelse i et direktiv, der baerer procesrisikoen.

C ° Forslag til afgoerelse

74. Paa baggrund af det anfoerte skal jeg foreslaa Domstolen at besvare den forelaeggende rets spoergsmaal paa foelgende maade:

"1) Artikel 1, stk. 1, og artikel 5 i direktiv 85/577/EOEF er indholdsmaessigt tilstraekkeligt praecise til at have direkte virkning i det omfang, der af disse bestemmelser kan udledes en mindstegaranti med hensyn til adgang til at traede tilbage fra en endnu ikke opfyldt kontrakt. I oevrigt har medlemsstaterne i flere henseender en vis skoensfrihed ved fastsaettelsen af de foranstaltninger, hvorved direktivet skal gennemfoeres i national ret.

2) a) Efter Domstolens hidtidige praksis kan et ikke-gennemfoert direktiv have retsvirkninger i forhold til staten i det omfang, samtlige organer, der udoever offentlig myndighed, herunder navnlig domstolene, er forpligtet til at traeffe alle de almindelige eller saerlige foranstaltninger, der er egnede til at sikre gennemfoerelsen af de af direktivet flydende forpligtelser.

b) En ufuldstaendig gennemfoerelse af direktivet kan medfoere, at vedkommende medlemsstat paadrager sig erstatningspligt over for en borger, der kan paaberaabe sig direktivets bestemmelser.

3) Efter Domstolens faste praksis kan et direktiv, der ikke er blevet gennemfoert, ikke have direkte virkning i forholdet mellem private indbyrdes. Denne praksis boer af retssikkerhedshensyn fastholdes for saa vidt angaar allerede eksisterende forhold.

4) Det synes noedvendigt for fremtiden i forbindelse med en udvikling i retspraksis, der bygger paa EOEF-traktaten, og af hensyn til en ensartet, effektiv anvendelse af faellesskabsretten at anerkende, at praecise og ubetingede bestemmelser i et direktiv generelt har direkte virkning, idet dette efter gennemfoerelsen af det indre marked og ikrafttraedelsen af traktaten om Den Europaeiske Union imoedekommer den berettigede forventning hos unionsborgerne."

(*) Originalsprog: tysk.

(1) ° Raadets direktiv af 20.12.1985 (EFT L 372, s. 31).

(2) ° Der i henhold til traktaten om Den Europaeiske Union af 7.2.1992 (EFT C 224, s. 1) fra den 1.11.1993 er blevet EF-traktaten.

(3) ° Anderledes efter den 1.11.1993, jf. EF-traktatens artikel 191.

(4) ° Jf. den principielle dom af 5.4.1979, sag 148/78, Ratti, Sml. s. 1629, praemis 23, samt dom af 19.1.1982, sag 8/81, Becker, Sml. s. 53, praemis 25.

(5) ° Jf. EOEF-traktatens artikel 189.

(6) ° Dom af 19.11.1991, forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich, Sml. I, s. 5357, praemis 20.

(7) ° Aftalen blev indgaaet et sted i naerheden af Milanos hovedbanegaard , mens sagsoegeren bor i Monza.

(8) ° Fremhaevelsen er min.

(9) ° Dom af 11.6.1987, sag 14/86, X, Sml. s. 2545, praemis 11.

(10) ° Jf. afsnit 10.

(11) ° Naevnte Francovich-dom, praemis 20, 21 og 22.

(12) ° Jf. de naevnte domme i Ratti-sagen og Becker-sagen.

(13) ° Naevnte Becker-dom, praemis 24.

(14) ° Dom af 22.6.1989, sag 103/88, Costanzo, Sml. s. 1839, praemis 31.

(15) ° Naevnte Becker-dom, dom af 26.2.1986, sag 152/84, Marshall, Sml. s. 723, af 15.5.1986, sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, naevnte Costanzo-dom, og dom af 22.2.1990, sag C-221/88, Busseni, Sml. I, s. 495.

(16) ° Dom af 20.9.1988, sag 31/87, Beentjes, Sml. s. 4635.

(17) ° Dom af 12.7.1990, sag C-188/89, Foster, Sml. I, s. 3313, praemis 20.

(18) ° Naevnte Foster-dom.

(19) ° Jf. forelaeggelseskendelsen, s. 11.

(20) ° Jf. vedroerende staten som funktionelt begreb den naevnte Beentjes-dom.

(21) ° Jeg skal som en biting naevne, at der, naar det i arbejdsretlige forhold skal afgoeres, om en arbejdsaftale er afsluttet med en offentlig eller en privat arbejdsgiver for saa vidt angaar direktivets virkning, ikke goeres nogen som helst forskel.

(22) ° Jf. dom af 10.4.1984, sag 14/83, von Colson og Kamann, Sml. s. 1891, praemis 26, naevnte Beentjes-dom, praemis 39, dom af 13.11.1990, sag C-106/89, Marleasing, Sml. I, s. 4135, og af 16.1.1992, sag C-373/90, X, Sml. I, s. 131, praemis 7.

(23) ° Naevnte von Colson- og Kamann-dom, praemis 26 og 28.

(24) ° Dom af 20.5.1976, sag 111/75, Mazzalai, Sml. s. 657, praemis 7-11.

(25) ° Naevnte von Colson- og Kamann-dom, praemis 26, og naevnte Marleasing-dom.

(26) ° Naevnte Costanzo-dom.

(27) ° Naevnte von Colson- og Kamann-dom, praemis 26.

(28) ° Naevnte Francovich-dom.

(29) ° Naevnt i det foregaaende.

(30) ° Naevnte Marshall-dom, praemis 48, dom af 12.5.1987, forenede sager 372/85-374/85, Traen, Sml. s. 2141, praemis 24, naevnte X-dom, praemis 19, naevnte Busseni-dom, praemis 23, og naevnte Marleasing-dom, praemis 6.

(31) ° Naevnte Marshall-dom, praemis 48.

(32) ° Naevnt ovenfor.

(33) ° Naevnt ovenfor.

(34) ° Dom af 2.8.1993, sag C-271/91, Marshall II, Sml. I, s. 4367, punkt 12 i forslaget til afgoerelse.

(35) ° Punkt 15 ff. i forslaget til afgoerelse af 27.1.1994 i Vaneetveld-sagen, sag C-316/93, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser.

(36) ° Ogsaa dommer Schockweiler er gaaet ind for, at direktiver skal kunne vaere horisontalt anvendelige i sit indlaeg Effets des directives non transposées en droit national à l' égard des particuliers i mélanges Dìez de Velasco, Hacia un nuevo orden internacional y europeo.

(37) ° Med virkning fra den 1.1.1993 jf. artikel 8 A i EOEF-traktaten, der er blevet artikel 7 A i EF-traktaten.

(38) ° Min fremhaevelse.

(39) ° Anden betragtning til direktiv 85/577.

(40) ° Jf. punkt 8 i mit forslag til afgoerelse i Blanguernon-sagen, sag C-38/89, Sml. 1990 I, s. 83 og 88.

(41) ° Som det udtrykkes i den foerste betragtning til den (i note 2) naevnte traktat om Den Europaeiske Union.

(42) ° Jf. eksempelvis Raadets direktiv 80/987/EOEF af 20.10.1980 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens (EFT L 283, s. 23, jf. herom den naevnte Francovich-dom), eller det i naervaerende sag omhandlede direktiv 85/577, der ogsaa var genstand for dom af 14.3.1991, sag C-361/89, Di Pinto, Sml. I, s. 1189.

(43) ° Ganske vist er det ikke engang i den foreliggende praksis om direktivers virkning noedvendigt, at der er tale om et direkte ansvar for et traktatbrud, hvilket fremgaar af den udvidende fortolkning, Domstolen har givet begrebet stat; jf. ovenfor i punkt II.1.a).

(44) ° Nemo auditur , venire contra factum proprium , estoppel .

(45) ° Naevnte Becker-dom, praemis 24.

(46) ° Jf. mit forslag til afgoerelse i naevnte Costanzo-sag, punkt 23.

(47) ° F.eks. artikel 12 (dom af 5.2.1963, sag 26/62, Van Gend & Loos, Sml. 1954-1964, s. 375, org. ref.: Rec. s. 3), artikel 53 og artikel 37, stk. 2 (dom af 15.7.1964, sag 6/64, Costa, Sml. 1954-1964, s. 531, org. ref.: Rec. s. 1141), artikel 9 og artikel 13, stk. 2 (dom af 17.12.1970, sag 33/70, SACE, Sml. 1970, s. 277, org. ref.: Rec. s. 1213), artikel 48 (dom af 4.12.1974, sag 41/74, Van Duyn, Sml. s. 1337), og artikel 119 (dom af 8.4.1976, sag 43/75, Defrenne, Sml. s. 455).

(48) ° Dom af 6.10.1970, sag 9/70, Grad, Sml. 1970, s. 157, praemis 10 og 13, org. ref.: Rec. s. 825, og den naevnte SACE-dom, praemis 11.

(49) ° En erstatningssag vil for saa vidt angaar skaden give anledning til problemer, idet den byrde, der er paalagt den private, ogsaa ville forekomme, selv om medlemsstaten havde gennemfoert direktivet rettidigt.

(50) ° Naevnte Costanzo-dom.

(51) ° Naevnte Marleasing-dom.

(52) ° Dom af 20.9.1990, sag C-192/89, Sevince, Sml. I, s. 3461, praemis 24.

(53) ° Denne indsigelse kan ikke goeres gaeldende mod den direkte virkning af traktatens bestemmelser.

(54) ° Jf. herved noten vedroerende artikel 9 i direktiv 85/577.

(55) ° Jf. EOEF-traktatens artikel 191, stk. 2.

(56) ° Jf. ovenfor i punkt 47 og note 36.

(57) ° Naevnte Grad-dom, praemis 13.

(58) ° Dom af 6.5.1980, sag 102/79, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 1473, praemis 12.

(59) ° Dom af 29.6.1993, sag C-298/89, Gibraltar mod Raadet, Sml. I, s. 3605, jf. mit forslag til afgoerelse i denne sag.