61992J0137

++++

1. Retspleje ° frister ° fristforlaengelse under hensyn til afstanden ° anvendelse paa faellesskabsinstitutionerne ° naermere regler

(Domstolens procesreglement, art. 81, stk. 2; bilag II, art. 1)

2. Institutionernes retsakter ° formodning for gyldighed ° nullitet ° begreb

(EOEF-traktaten, art. 189)

3. Kommissionen ° kollegialitetsprincippet ° raekkevidde

(Fusionstraktaten, art. 17)

4. Konkurrence ° administrativ procedure ° beslutning der fastslaar en overtraedelse ° begrundelse ° forpligtelse der paahviler Kommissionen som kollegial enhed ° aendring efter vedtagelsen ° ulovlig

[EOEF-traktaten, art. 85 ff., og art. 190; fusionstraktaten, art. 17; Raadets forordning nr. 17, art. 3, stk. 1, og art. 15, stk. 2, litra a)]

5. Konkurrence ° administrativ procedure ° beslutning der fastslaar en overtraedelse ° vedtagelse i henhold til bemyndigelse ° tilsidesaettelse af kollegialitetsprincippet ° ulovlig

[EOEF-traktaten, art. 85 ff.; fusionstraktaten, art. 17; Raadets forordning nr. 17, art. 3, stk. 1, og art. 15, stk. 2, litra a)]

6. Annullationssoegsmaal ° anbringender ° overtraedelse af vaesentlige formforskrifter ° tilsidesaettelse af bestemmelserne i Kommissionens forretningsorden vedroerende stadfaestelse af dens beslutninger paa originalsprogene

(EOEF-traktaten, art. 173; fusionstraktaten, art. 17; Kommissionens forretningsorden, art. 12)

1. Mens procesfristerne er begrundet i retssikkerhedshensyn, har de forskellige tidsmaessige forlaengelser, der er fastsat i Domstolens afgoerelse om procesfristers forlaengelse under hensyn til afstanden, til formaal at tage hensyn til de vanskeligheder, som parterne kan staa over for paa grund af deres stoerre eller mindre afstand fra Domstolens saede, og saaledes stille dem paa lige fod. Forlaengelsen af procesfristerne under hensyn til afstanden skal saaledes ske under hensyntagen til det sted, hvor parterne saedvanligvis opholder sig, og hvor der traeffes beslutninger vedroerende deres aktivitet.

For saa vidt angaar Kommissionen bemaerkes, at denne ° inden afgoerelsen truffet ved faelles aftale mellem repraesentanterne for medlemsstaternes regeringer vedroerende fastlaeggelsen af hjemstedet for institutionerne og for visse af Faellesskabernes organer og tjenester fastsatte dens hjemsted til Bruxelles ° faktisk allerede blev styret fra Bruxelles, der var et af institutionernes foreloebige tjenestesteder. Den omstaendighed, at visse af Kommissionens tjenestegrene var og nu fast er installeret i Luxembourg, er herved uden betydning.

Kommissionen maa foelgelig vaere berettiget til den fristforlaengelse under hensyn til afstanden, der er fastsat for personer, som har deres saedvanlige opholdssted i Belgien.

2. Mens der i princippet for Faellesskabets institutioners retsakter gaelder en formodning om lovlighed, og de affoeder retsvirkninger, selv om de er behaeftet med mangler, saa laenge de ikke er blevet annulleret eller trukket tilbage, boer retsakter, der er behaeftet med en mangel, hvis grovhed er saa aabenlys, at den ikke kan tolereres af Faellesskabets retsorden, som en undtagelse fra dette princip anses for ikke at have affoedt nogen som helst, end ikke foreloebig, retsvirkning, dvs. at de juridisk boer anses for nulliteter. Denne undtagelse skal sikre en ligevaegt mellem to grundlaeggende, men undertiden modstridende krav, som en retsorden skal opfylde, nemlig stabiliteten i retsforhold og overholdelsen af lovens bogstav.

De konsekvenser, som er forbundet med konstateringen af, at en retsakt fra institutionerne er en nullitet, er saa alvorlige, at det af retssikkerhedsmaessige grunde maa kraeves, at denne konstatering forbeholdes fuldstaendig ekstreme tilfaelde.

Et saadant tilfaelde foreligger ikke i en situation, hvor det staar fast, at uanset hvilke mangler en beslutning i oevrigt maatte vaere behaeftet med, har Kommissionen faktisk besluttet at vedtage beslutningens dispositive del, og hvor fejlene med hensyn til kompetence og form i relation til proceduren ved vedtagelsen af beslutningen i oevrigt ikke forekommer at vaere saa klart grove, at beslutningen juridisk boer anses for en nullitet.

3. Kommissionens funktion er reguleret ved kollegialitetsprincippet, som er nedfaeldet i fusionstraktatens artikel 17, der er afloest af EF-traktatens artikel 163. Dette princip er baseret paa, at Kommissionens medlemmer i lige grad deltager i beslutningerne, og indebaerer dels, at beslutningerne droeftes i faellesskab, dels at samtlige kommissionsmedlemmer i politisk henseende som kollegial enhed har et kollektivt ansvar for alle de trufne beslutninger.

4. Overholdelsen af kollegialitetsprincippet og isaer kravet om, at beslutningerne droeftes i faellesskab, er noedvendigvis vaesentligt for de retsundergivne, der beroeres af beslutningernes retsvirkninger, idet de retsundergivne boer sikres, at beslutningerne faktisk er blevet vedtaget af Kommissionen som kollegial enhed og noejagtigt udtrykker Kommissionens vilje.

Dette er navnlig tilfaeldet for saa vidt angaar de retsakter, der udtrykkeligt betegnes som beslutninger, som Kommissionen skal udstede over for virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder med henblik paa overholdelsen af konkurrencereglerne, og som har til formaal at konstatere en overtraedelse af konkurrencereglerne, at meddele virksomhederne paalaeg i denne henseende, og paalaegge dem boeder.

Saadanne beslutninger skal begrundes i henhold til EOEF-traktatens artikel 190, der kraever, at Kommissionen skal angive de grunde, der har foert den til at vedtage en beslutning, saaledes at Domstolen kan udoeve sin kontrol, og saaledes at medlemsstaterne og de beroerte fysiske og juridiske personer kan faa kendskab til de betingelser, hvorunder den har anvendt traktaten. Da en beslutnings dispositive del og dens begrundelse udgoer et udeleligt hele, tilkommer det i medfoer af kollegialitetsprincippet kun Kommissionen som kollegial enhed samtidig at vedtage begge dele. Dette indebaerer, at Kommissionens tjenestegrene alene kan foretage rent ortografiske eller grammatiske aendringer i ordlyden af en retsakt, efter at Kommissionen som kollegial enhed har vedtaget den, idet enhver anden aendring henhoerer under den enekompetence, der tilkommer Kommissionen som kollegial enhed.

5. Beslutninger, hvorved Kommissionen konstaterer en overtraedelse af konkurrencereglerne, kan ikke uden at tilsidesaette kollegialitetsprincippet goeres til genstand for en bemyndigelse efter Kommissionens forretningsordens artikel 27 til fordel for det kommissionsmedlem, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade.

6. Den i artikel 12, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden foreskrevne stadfaestelse af retsakter har til formaal at sikre retssikkerheden ved paa originalsprogene at fastnagle den tekst, der er vedtaget af Kommissionen som kollegial enhed. Den goer det saaledes muligt i tilfaelde af tvist at undersoege, om de tekster, der er meddelt og offentliggjort, er fuldt ud i overensstemmelse med den af Kommissionen vedtagne tekst og saaledes med ophavsmandens vilje. Heraf foelger, at stadfaestelsen udgoer en vaesentlig formforskrift efter EOEF-traktatens artikel 173, og at en overtraedelse heraf kan give anledning til annullationssoegsmaal.

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 29. april 1992 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af artikel 49 i EOEF-statutten for Domstolen ivaerksat appel af dommen af 27. februar 1992 (forenede sager T-79/89, T-84/89, T-85/89, T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 315), hvorved Retten i Foerste Instans fastslog, at den retsakt, som var meddelt sagsoegerne og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende L 74 af 17. marts 1989 (s. 1), og hvis titel lyder: "Kommissionens beslutning af 21. december 1988 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.865, PVC)", er en nullitet og afviste de annullationssoegsmaal, der var rettet mod beslutningen.

De faktiske omstaendigheder og retsforhandlingerne for Retten i Foerste Instans

2 Det fremgaar af Rettens dom, at de appelindstaevnte, der driver virksomhed i sektoren for polyvinylklorid (PVC), havde nedlagt paastand om annullation af ovennaevnte beslutning 89/190/EOEF, hvorved Kommissionen havde fastslaaet, at de havde overtraadt EOEF-traktatens artikel 85 ved at have deltaget i en aftale og/eller samordnet praksis. Ifoelge beslutningen havde de producenter, der leverer PVC i Faellesskabet, deltaget i regelmaessige moeder med henblik paa at fastsaette maalspriser og maalkvoter, planlaegge samordnede initiativer til prisforhoejelser samt foere tilsyn med naevnte hemmelige aftalers funktion (artikel 1). Ved beslutningen blev de naevnte virksomheder endvidere paalagt omgaaende at bringe den konstaterede overtraedelse til ophoer og for fremtiden at afstaa fra de anfaegtede former for praksis (artikel 2) samt at betale individuelle boeder (artikel 3).

3 Da sagsoegerne i flere henseender havde anfaegtet den procedure, der var blevet anvendt ved beslutningens vedtagelse og meddelelse, foranstaltede Retten en omfattende bevisoptagelse og anmodede i foerste raekke Kommissionen om at fremlaegge moedereferatet af kommissionsmedlemmernes moede den 21. december 1988 samt ordlyden af beslutningen som vedtaget den naevnte dato.

4 Da Kommissionen havde fremlagt s. 41, 42 og 43 af naevnte moedereferat samt tre udkast til beslutning af 14. december 1988 affattet paa engelsk, fransk og tysk, paalagde Retten som foelge af de indlaeg, der blev fremfoert for den med hensyn til disse dokumenter, Kommissionen at fremlaegge en bekraeftet afskrift af originalen af den anfaegtede beslutning, som vedtaget den 21. december 1988 og stadfaestet som foreskrevet i Kommissionens forretningsorden, og i de forskellige sproglige versioner, hvori beslutningen var blevet vedtaget.

5 Kommissionen fremlagde derefter foelgende dokumenter, forsynet med bekraeftelsespaategning fra dens generalsekretaer:

° s. 41, 42 og 43 af moedereferatet af Kommissionens moede den 21. december 1988, KOM(88) PV 945

° "forsiden" af moedereferat forsynet med underskrifter fra Kommissionens formand og generalsekretaer

° udkastene til beslutning af 14. december 1988 paa engelsk, fransk og tysk

° et dokument med betegnelsen "Modifications to be included in point 27-PVC, in point 34-LDPE", der var vedlagt som bilag til referatet af det saerlige moede mellem kabinetcheferne, dateret den 19. december 1988, og naevnt i moedereferatet af Kommissionens moede.

6 Ifoelge et af Kommissionens generalsekretaer underskrevet dokument og den foelgeskrivelse til disse dokumenter, der er undertegnet af en af Kommissionens befuldmaegtigede under sagen for Retten, skal ordlyden af den beslutning, som blev vedtaget den 21. december 1988, udledes af en samlet laesning af disse dokumenter.

7 Gennemgangen af de fremlagte dokumenter samt parternes indlaeg herom gjorde det muligt for Retten at fastslaa en raekke faktiske omstaendigheder og udlede foelgende retlige konsekvenser heraf.

Rettens dom

Tilsidesaettelse af princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt retsakt

8 Retten fastslog for det foerste (dommens praemis 39-49):

a) at den vedtagne paa tysk affattede beslutning afveg dels fra den vedtagne engelske og franske version af beslutningen, dels fra den meddelte og offentliggjorte beslutning

b) at der i de beslutninger, som var blevet meddelt og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, i betragtning 27 i den engelske, franske og tyske version var blevet indsat et afsnit, som ikke var indeholdt i de udkast til beslutning, der var blevet vedtaget af Kommissionen

c) at den dispositive del af de meddelte og offentliggjorte retsakter ikke indeholdt den henvisning til, at Société artésienne de vinyle SA tilhoerer koncernen Entreprise chimique et minière ("EMC-koncernen"), som var indeholdt i de udkast til beslutning, der blev vedtaget af Kommissionen den 21. december 1988.

9 Under hensyn til den omstaendighed, at alle disse aendringer var blevet foretaget efter den 21. december 1988 af personer, der klart ikke var medlemmer af Kommissionen, fastslog Retten under henvisning til Domstolens dom i den saakaldte burhoensesag (dom af 23.2.1988, sag 131/86, Det Forenede Kongerige mod Raadet, Sml. s. 905), at der forelaa en overtraedelse af princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt retsakt. Ifoelge dette princip kan en retsakt, der er udstedt af den kompetente myndighed efter den foreskrevne procedure, kun ° bortset fra aendringer af grammatisk eller ortografisk art ° aendres i henhold til samme procedure. Saafremt den foreskrevne procedure ikke er overholdt, skal aendringerne anses for ulovlige, uden at det er noedvendigt at tage stilling til deres raekkevidde, betydning eller vaesentlighed (praemis 40, 42, 47 og 49).

Manglende saglig og tidsmaessig kompetence hos det kommissionsmedlem, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade

10 Retten fastslog for det andet, at Kommissionen som kollegial enhed kun vedtog den anfaegtede beslutning i dens tyske, engelske og franske version og overlod det til Sutherland ° det davaerende kommissionsmedlem med konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade ° at udstede beslutningen paa Faellesskabets oevrige officielle sprog.

11 Retten fastslog, at eftersom det drejer sig om en beslutning, der er rettet til og retsgyldig over for flere forskellige juridiske personer, som er undergivet forskellige sproglige ordninger, fremgaar det af en samlet fortolkning af artikel 3 i Raadets forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gaelde for Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab paa det sproglige omraade (EFT 1952-1958, s. 59), og artikel 12, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden af 9. januar 1963 (EFT Anden Serie VII, s. 9), at det tilkommer Kommissionen som kollegial enhed at vedtage retsakten paa alle retsgyldige sprog. Foerstnaevnte artikel 3 bestemmer: "Dokumenter, som en faellesskabsinstitution retter til ... en person, der er undergivet en medlemsstats jurisdiktion, skal affattes paa denne stats sprog." Sidstnaevnte artikel bestemmer: "De beslutninger, Kommissionen vedtager under et moede eller ad skriftlig vej, underskrives paa originalsproget eller originalsprogene af formanden og generalsekretaeren." Foelgelig burde den italienske og nederlandske version af den paagaeldende beslutning ogsaa have vaeret vedtaget af Kommissionen som kollegial enhed. Sutherland havde derfor klart ikke saglig kompetence til at goere det (praemis 54, 55 og 60).

12 Ifoelge Retten har Kommissionen med urette, for at godtgoere, at Sutherland havde kompetence, paaberaabt sig artikel 27 i sin forretningsorden, som aendret ved Kommissionens afgoerelse 75/461/Euratom, EKSF, EOEF af 23. juli 1975 (EFT L 199, s. 43), der bestemmer: "Kommissionen kan ° under forudsaetning af, at princippet om dens ansvar som kollegium overholdes fuldt ud ° bemyndige sine medlemmer til i sit navn og under sin kontrol at traeffe klart angivne foranstaltninger af forvaltningsmaessig eller administrativ art." Retten bemaerkede: "En beslutning, hvori det fastslaas, at traktatens artikel 85 er tilsidesat, og hvorved en raekke virksomheder paalaegges forpligtelser og betydelige boeder, og som i denne forbindelse yderligere kan tvangsfuldbyrdes, paavirker i betydelig grad virksomhedernes rettigheder og forpligtelser samt deres formue. En saadan beslutning kan ikke anses for en simpel foranstaltning af forvaltningsmaessig eller administrativ art, og kan derfor ikke udstedes af et enkelt kommissionsmedlem inden for rammerne af dennes kompetence, uden at der herved vil ske en direkte tilsidesaettelse af det kollegialitetsprincip, som udtrykkeligt er anerkendt i ovennaevnte artikel 27" (praemis 59).

13 Retten har endvidere fastslaaet, at de meddelte retsakter forneden var forsynet med foelgende maskinskrevne paategning: "Paa Kommissionens vegne, Peter Sutherland, medlem af Kommissionen". Retten fastslog, at det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, ikke er befoejet til alene at udstede retsgyldige sproglige versioner af en beslutning til gennemfoerelse af traktatens artikel 85, stk. 1, men derimod utvivlsomt har kompetence til at underskrive kopierne af den retsakt, der er vedtaget af Kommissionen som kollegial enhed, med henblik paa at meddele akten til adressaterne (praemis 61).

14 I det foreliggende tilfaelde fandtes det imidlertid godtgjort, at der ikke forud for en dato mellem den 16. og den 31. januar 1989 forelaa en fuldt faerdig retsakt, der kunne meddeles og offentliggoeres; Sutherland' s mandat var imidlertid udloebet den 5. januar 1989. Det foelger heraf, at han ikke havde tidsmaessig kompetence til at underskrive de retsakter, der blev meddelt sagsoegerne (praemis 61, 62 og 63).

Retsaktens nullitet

15 Retten har paa dette trin af sin argumentation fastslaaet (praemis 65), at "alle de ovenfor omtalte mangler, som retsakten er behaeftet med, nemlig aendringerne af beslutningens betragtninger og dispositive del, efter at retsakten i henhold til moedereferat nr. 945 var vedtaget af Kommissionen som kollegialt organ, og den udstedende myndigheds inkompetence boer foere til, at den anfaegtede beslutning annulleres paa grund af inkompetence og tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter". Retten fandt imidlertid, at "der inden en saadan afgoerelse boer tages stilling til sagsoegernes sidste anbringende, hvorefter retsakten er en nullitet. Hvis dette anbringende kan tiltraedes, maa sagerne nemlig afvises (Domstolens dom af 10.12.1957, forenede sager 1/57 og 14/57, Société des usines à tubes de la Sarre mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 51, org. ref.: Rec. s. 201)".

16 Efter at have udtalt, at "Faellesskabets retsinstanser skal erklaere de retsakter, der er behaeftet med saerlig grove og aabenbare mangler, for en nullitet, idet de herved skal lade sig lede af de principper, der er fastsat i de nationale retsordener", og at dette anbringende har ordre public-karakter og derfor "kan ... paaberaabes af parterne paa et hvilket som helst tidspunkt af retsforhandlingerne uden at vaere begraenset af en frist, og at retten af egen drift [skal] tage stilling til spoergsmaalet" (praemis 68), fastslog Retten (praemis 70), at Kommissionen selv havde maattet indroemme, at den ikke var i stand til at fremlaegge originalen af retsakterne, stadfaestet under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i Kommissionens forretningsorden, hvis artikel 12 foruden at omhandle stadfaestelse i stk. 2 foreskriver, at "ordlyden af disse beslutninger vedfoejes moedereferatet af det kommissionsmoede, hvorunder deres vedtagelse er meddelt".

17 Retten udtalte herved foelgende: "Proceduren med stadfaestelse af retsakter i henhold til Kommissionens forretningsorden, som er fastsat med hjemmel i artikel 15 og 16 i fusionstraktaten af 8. april 1965, der yderligere bestemmer, at forretningsordenen skal offentliggoeres, er en vaesentlig forudsaetning for retssikkerheden og for stabilitet i borgernes retsstilling i henhold til Faellesskabets retsorden. Alene denne procedure kan sikre, at institutionens retsakter udstedes af den kompetente myndighed under overholdelse af traktatens formforskrifter og de til gennemfoerelse heraf udstedte bestemmelser, herunder navnlig begrundelsespligten i traktatens artikel 190. Ved at tilgodese princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt retsakt, som kun kan aendres eller ophaeves under overholdelse af disse formforskrifter, sikrer proceduren, at de retsundergivne, hvad enten der er tale om fysiske eller juridiske personer, medlemsstater eller andre faellesskabsinstitutioner, med sikkerhed og til enhver tid kan faa noeje kendskab til deres rettigheder og forpligtelser samt grunden til, at Kommissionen har udstedt en beslutning, som er rettet til dem" (praemis 72).

18 Retten fortsatte: "Alle disse strenge formforskrifter, der er knyttet til udfaerdigelsen, vedtagelsen og stadfaestelsen af retsakter, er noedvendige for at sikre retsordenens stabilitet og retssikkerheden for de borgere, som er undergivet faellesskabsinstitutionernes retsakter. En saadan formalisme er absolut noedvendig for opretholdelsen af en retsorden, som bygger paa et normhierarki. Herved sikres paa en gang overholdelsen af legalitetsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om god forvaltning (Domstolens domme af 5.12.1963, forenede sager 53/63 og 54/63, Lemmerz mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 441, org. ref.: Rec. s. 487, og forenede sager 23/63, 24/63 og 52/63, Usines Émile Henriot mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 437, org. ref.: Rec. s. 439). Enhver tilsidesaettelse af disse regler vil skabe en betaenkelig usikkerhed i retssystemet, som vil medfoere, at man kun tilnaermelsesvis vil have kendskab til kredsen af de retssubjekter, hvorpaa institutionernes retsakter finder anvendelse, til omfanget af deres rettigheder og forpligtelser og til den retsudstedende myndighed, hvorved udoevelsen af domstolskontrollen vil blive bragt i fare" (praemis 76).

19 Retten bemaerkede endvidere, at "hvor der som her foreligger retsakter, hvorved der paalaegges boeder, er begrebet tvangsfuldbyrdelse af saerlig betydning, naar henses til traktatens artikel 192" (praemis 80). Retten konstaterede, at "da det under bevisoptagelsen er godtgjort, at det var umuligt at foretage en stadfaestelse af den omhandlede retsakt i overensstemmelse med artikel 12, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden, er det udelukket i denne sag at gennemfoere den i traktatens artikel 192, stk. 2, foreskrevne procedure for proevelse af retsaktens aegthed, dvs. proevelse af den originale og gyldigt stadfaestede retsakt" (praemis 81).

20 Retten naaede derfor til den konklusion, at "der foreligger ikke en beslutning efter traktatens artikel 189, saafremt Retten ikke med tilstraekkelig sikkerhed kan fastslaa den noejagtige dato, fra hvilken retsakten har retsvirkninger og som foelge heraf udgoer en del af Faellesskabets retsorden, ikke ° paa grund af senere aendringer ° kan fastlaegge det noejagtige indhold af den begrundelse, retsakten skal indeholde ifoelge EOEF-traktatens artikel 190, ikke utvetydigt kan bestemme og kontrollere omfanget af de forpligtelser, der herved paalaegges adressaterne, og ikke noejagtig kan afgoere, hvem retsakten er rettet til, eller hvem der har udstedt den endelige version, og saafremt det yderligere er fastslaaet, at stadfaestelsesproceduren ifoelge faellesskabsreglerne er blevet fuldstaendig tilsidesat, og at proceduren efter traktatens artikel 192, stk. 2, ikke kan ivaerksaettes. En saadan retsakt er behaeftet med saa grove og aabenbare mangler, at den maa anses for en nullitet" (praemis 96).

21 Retten fastslog foelgelig, at den anfaegtede beslutning var en nullitet, og afviste derfor sagerne.

Kommissionens appel

22 Kommissionen har indledningsvis anfoert, at den ikke bestrider, at bevisoptagelsen for Retten har afsloeret visse svagheder ved den procedure, der blev anvendt ved vedtagelsen af PVC-beslutningen. Disse svagheder skyldes bl.a. det tidspres, som Kommissionen var udsat for paa grund af det umiddelbart forestaaende udloeb af dens mandat, og navnlig, at det kommissionsmedlem, der havde konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, fratraadte. Kommissionen mener imidlertid, at dommen ikke korrekt afspejler den egentlige betydning af de forskellige omtvistede punkter. Kommissionen mener endvidere, at Rettens foelgeslutninger, der mundede ud i, at den erklaerede retsakten for en nullitet, under alle omstaendigheder er urimeligt vidtgaaende og uforholdsmaessig.

23 Kommissionen har til stoette for sin appel fremfoert fire anbringender.

Foerste anbringende

24 Den appellerede dom er for det foerste behaeftet med retlige fejl og fejlagtigt begrundet, for saa vidt angaar anvendelsen af princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt forvaltningsakt, og navnlig hvad angaar bedoemmelsen af de aendringer, der blev foretaget i den omhandlede beslutning.

25 Retten har for det foerste begaaet en retlig fejl, for saa vidt som den har fundet, dels at det ikke er noedvendigt at undersoege, hvorvidt de aendringer er vaesentlige, der er konstateret i den tyske version af den meddelte beslutning, dels at disse aendringer beroerer beslutningens lovlighed i det hele og i forhold til samtlige sagsoegere.

26 Retten har endvidere begaaet en begrundelsesfejl, idet den har fastslaaet, at det afsnit, der er indfoejet i beslutningens betragtning 27 i samtlige sproglige versioner af de meddelte retsakter, ikke er blevet godkendt af Kommissionen som kollegial enhed, og at dette afsnits vaesentlige karakter ikke kan bestrides. Retten har endvidere begaaet en retlig fejl, idet den har fastslaaet, dels at det ikke er noedvendigt at undersoege, hvorvidt det omhandlede afsnit er vaesentligt, dels at indfoejelsen af dette afsnit beroerer beslutningens lovlighed i det hele.

27 Retten har endelig begaaet en begrundelsesfejl, idet den har fundet, at udeladelsen af henvisningen i den dispositive del af de meddelte retsakter til den omstaendighed, at Société artésienne de vinyle SA tilhoerer EMC-koncernen, kan aendre beslutningens raekkevidde, samt en retlig fejl, idet den har fundet, at denne udeladelse beroerer beslutningens lovlighed i det hele og i forhold til samtlige sagsoegere.

Andet anbringende

28 For det andet er den appellerede dom behaeftet med en retlig fejl for saa vidt angaar traktatens krav med hensyn til betingelserne for vedtagelse af Kommissionens retsakter, idet den ikke anerkender kommissionsmedlem Sutherland' s kompetence til at udstede de nederlandske og italienske versioner af den vedtagne retsakt.

29 Ifoelge Kommissionen er det et udtryk for en klart overdreven formalisme i forhold til traktatens krav med hensyn til kollegialitetsprincippet at kraeve, at Kommissionen som kollegial enhed vedtager samtlige retsgyldige sproglige versioner af retsakter. En vis smidighed i Kommissionens funktion er uomgaengeligt noedvendig for opfyldelsen af de mangfoldige og omfattende opgaver, som er tildelt Kommissionen. En saadan smidighed er kommet til udtryk i muligheden for at anvende tre forskellige procedurer, nemlig formel vedtagelse under et moede, skriftlig procedure og bemyndigelse til vedkommende kommissionsmedlem. Sidstnaevnte systems forenelighed med kollegialitetsprincippet og foelgelig dets lovlighed i forhold til faellesskabsretten er allerede blevet anerkendt af Domstolen, bl.a. i dom af 23. september 1986 (sag 5/85, AKZO Chemie mod Kommissionen, Sml. s. 2585).

30 Retten har endvidere ikke vaeret opmaerksom paa den omstaendighed, at der i enhver beslutning skal sondres mellem det intellektuelle eller principielle element, der ligger til grund for tilvejebringelsen af den kollektive vilje, og som henhoerer under Kommissionen som kollegial enhed, og det formelle element, der noedvendigvis ligger senere, og som omfatter affattelsen af beslutningens tekst, dens oversaettelse, dens endelige formelle udformning samt dens meddelelse eller offentliggoerelse, hvilket alle er rene ekspeditionsopgaver. Saadanne handlinger boer kunne udfoeres, uden at Kommissionen medvirker som kollegial enhed, og uden at der foreligger en udtrykkelig, specifik bemyndigelse, paa vedkommende kommissionsmedlems ansvar, uden at der paa nogen maade sker en tilsidesaettelse af de beroerte personers rettigheder og garantier.

Tredje anbringende

31 For det tredje har Retten begaaet en retlig fejl med hensyn til raekkevidden og fortolkningen af artikel 12 i Kommissionens forretningsorden, der vedroerer stadfaestelsen af de af denne institution vedtagne retsakter.

32 Ifoelge Kommissionen er Rettens dom ogsaa paa dette punkt udtryk for en overdreven formalisme og en forkert bedoemmelse af formaalet med og raekkevidden af den stadfaestelse af retsakter, der er omhandlet i denne artikel, som i oevrigt for laengst er bortfaldet ved desvetudo. Denne formalitet udgoer ligesom godkendelsen og stadfaestelsen af moedereferaterne ikke vaesentlige betingelser for disse retsakters vedtagelse og eksistens, idet deres funktion alene er at tjene som erindring for Kommissionen.

33 Endelig har Kommissionen anfoert, at Retten har anvendt EOEF-traktatens artikel 192 forkert baade hvad angaar ordlyd og formaal, for saa vidt som den har fastslaaet, at eksistensen af originalen af en retsakt er en uomgaengelig betingelse for dens ivaerksaettelse. En saadan opfattelse indebaerer, at den proevelse af aegtheden af den eksigible retsakt, som der er tale om i naevnte artikel, kraever systematisk fremlaeggelse af originalen, mens proevelsen boer vaere ren formel og kun angaa tilstedevaerelsen og aegtheden af de stempler og underskrifter, der er paafoert retsakten i Kommissionens navn.

Fjerde anbringende

34 Kommissionen har for det fjerde anfoert, at Retten har foretaget en forkert anvendelse af laeren om forvaltningsakters nullitet.

35 Ifoelge Kommissionen er det ubestridt, at det fremgaar af de fleste medlemsstaters retsordener, at en ulovlig retsakt i det tilfaelde, hvor den mangel, som den er behaeftet med, er saerlig grov, anses for ikke at have nogen som helst, end ikke foreloebig, retsvirkning, saaledes at hverken dens adressat eller ophavsmand er forpligtet til at overholde den, hvilket end ikke kraever en domstols forudgaaende indgriben. Endvidere kan konstateringen af, at en saadan retsakt ikke har nogen som helst virkning, foretages efter udloebet af procesfrister.

36 Under hensyn til den alvorlige karakter af disse konsekvenser er det ikke tilstraekkeligt til at anvende laeren om nullitet, at den konstaterede fejl er saerlig grov, det er ydermere noedvendigt, at den er aabenlys i den forstand, at den umiddelbart er synlig for enhver. Dette er imidlertid ikke tilfaeldet i denne sag, idet beslutningens adressat ikke var i stand til at have kendskab til den interne tilblivelsesproces, som mundede ud i beslutningen.

Spoergsmaalet om appellen kan antages til realitetsbehandling

37 Samtlige appelindstaevnte, bortset fra Shell International Chemicals Industries plc og Montedison SpA, har fremfoert en indsigelse om, at appellen ikke kan antages til realitetsbehandling, fordi den er indgivet efter udloebet af den frist paa to maaneder, der er fastsat i artikel 49, stk. 1, i EOEF-statutten for Domstolen. De har herved anfoert, at da Rettens dom er blevet forkyndt for Kommissionen den 28. februar 1992, burde appelskriftet i medfoer af procesreglementets artikel 80, litra b), senest have vaeret indgivet den 28. april 1992. Kommissionen har imidlertid foerst indgivet appelskriftet til Domstolens Justitskontor den 29. april 1992.

38 Ifoelge de indstaevnte kan Kommissionen ikke henvise til bestemmelserne i Domstolens afgoerelse om procesfristers forlaengelse under hensyn til afstanden, jf. bilag II til procesreglementet. Artikel 1 i denne afgoerelse udelukker nemlig retten til forlaengelse under hensyn til afstanden for parter, der har deres saedvanlige opholdssted i Storhertugdoemmet Luxembourg. Da spoergsmaalet om institutionernes hjemsted endnu ikke var blevet afgjort paa tidspunktet for indgivelsen af appelskriftet, maa institutionerne antages at have saedvanligt opholdssted paa deres "foreloebige tjenestesteder", som defineret i artikel 1 i afgoerelse af 8. april 1965 truffet af repraesentanterne for medlemsstaternes regeringer vedroerende den foreloebige placering af visse af Faellesskabernes institutioner og tjenester (JO 1967 152, s. 18), nemlig Luxembourg, Bruxelles og Strasbourg.

39 Det foelger heraf, at Kommissionen paa datoen for appelskriftets indgivelse ogsaa havde saedvanligt opholdssted i Luxembourg, hvor den udoever en vaesentlig del af sine funktioner, raader over flere tjenestegrene og har ansat et betydeligt antal tjenestemaend.

40 Det bemaerkes herved, at procesfristerne er begrundet i retssikkerhedshensyn, mens de forskellige tidsmaessige forlaengelser, der er fastsat i afgoerelsen om forlaengelse under hensyn til afstanden, har til formaal at tage hensyn til de vanskeligheder, som parterne kan staa over for paa grund af deres stoerre eller mindre afstand fra Domstolens saede, og saaledes stille dem paa lige fod. Forlaengelsen af procesfristerne under hensyn til afstanden skal saaledes ske under hensyntagen til det sted, hvor parterne saedvanligvis opholder sig, og hvor der traeffes beslutninger vedroerende deres aktivitet.

41 Det bemaerkes, at Kommissionen ° inden afgoerelsen, truffet ved faelles aftale mellem repraesentanterne for medlemsstaternes regeringer vedroerende fastlaeggelse af hjemstedet for De Europaeiske Faellesskabers institutioner og for visse af Faellesskabernes organer og tjenester (EFT 1992 C 341, s. 1), fastsatte Kommissionens hjemsted til Bruxelles ° faktisk allerede blev styret fra Bruxelles, der var et af institutionernes foreloebige tjenestesteder. Den omstaendighed, at visse af Kommissionens tjenestegrene var og nu fast er installeret i Luxembourg, er herved uden betydning.

42 Det foelger af ovenstaaende, at Kommissionen ved indgivelsen af appelskriftet kunne raade over to ekstra dage i henhold til ovennaevnte afgoerelse om procesfristers forlaengelse under hensyn til afstanden for personer, der har deres saedvanlige opholdssted i Belgien.

43 Da appelskriftet blev indgivet den 29. april 1992, og den sidste rettidige dag for den samlede frist, som saaledes beregnet, var den 30. april 1992, maa de indstaevntes formalitetsindsigelse vedroerende fristoverskridelse forkastes.

Spoergsmaalet om Kommissionen skal gives medhold i appellen

44 Gennemlaesningen af den appellerede dom viser, at Rettens argumentation igennem flere led foerer frem til erklaeringen om, at den anfaegtede beslutning var en nullitet, idet Retten foerst fastslog, at visse mangler, saasom tilsidesaettelse af princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt retsakt, og den udstedende myndigheds inkompetence, allerede var tilstraekkelige til at begrunde annullation af naevnte beslutning paa grund af inkompetence og tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter.

45 Den endelige erklaering om, at beslutningen er en nullitet, foelger efter konstateringen af endnu en fejl, ud over de foregaaende, nemlig den manglende stadfaestelse af retsakten i henhold til artikel 12 i Kommissionens forretningsorden. Da virkningerne af en saadan erklaering er mere vidtgaaende og gennemgribende end en annullation, som Retten ogsaa overvejede, skal Domstolen foerst gennemgaa Kommissionens fjerde anbringende, der netop vedroerer denne erklaering om nullitet.

46 Ifoelge Kommissionen har Retten begaaet en retlig fejl, idet den har ladet en fuldstaendig usaedvanlig sanktion, nemlig erklaeringen om nullitet, foelge af den blotte konstatering af mangler, som ansaas for at vaere saerlig grove, og som den anfaegtede beslutning var behaeftet med. Retten har herved i sin argumentation ikke taget hensyn til den anden vaesentlige betingelse, som gaelder for anvendelsen af laeren om nullitet i forbindelse med forvaltningsakter, saaledes som denne betingelse er udviklet i forskellige medlemsstaters retsordener, nemlig at disse mangler er klare ved foerste oejekast, navnlig for retsaktens adressater.

47 Kommissionen har under henvisning til Domstolens dom af 26. februar 1987 (sag 15/85, Consorzio Cooperative d' Abruzzo mod Kommissionen, Sml. s. 1005) understreget, at de i sagen omhandlede mangler, saafremt de kan betegnes som saadanne, kun vedroerer den interne procedure, der er anvendt ved udarbejdelsen af den anfaegtede beslutning, hvorfor adressaterne ikke har kunnet opdage dem ved en simpel gennemlaesning af den tekst, som de behoerigt havde faaet meddelt. De paaberaabte mangler har derfor ikke den aabenlyse karakter, der kraeves for, at den anfaegtede beslutning kan kvalificeres som en nullitet.

48 Det bemaerkes herved, at der i princippet for Faellesskabets institutioners retsakter gaelder en formodning om lovlighed, og at de derfor affoeder retsvirkninger, ogsaa selv om de er behaeftet med mangler, saa laenge de ikke er blevet annulleret eller trukket tilbage.

49 Som en undtagelse fra dette princip boer retsakter, der er behaeftet med en mangel, hvis grovhed er saa aabenlys, at den ikke kan tolereres af Faellesskabets retsorden, imidlertid anses for ikke at have affoedt nogen som helst, end ikke foreloebig, retsvirkning, dvs., at de juridisk boer anses for nulliteter. Denne undtagelse skal sikre en ligevaegt mellem to grundlaeggende, men undertiden modstridende krav, som en retsorden skal opfylde, nemlig stabiliteten i retsforhold og overholdelsen af lovens bogstav.

50 De konsekvenser, som er forbundet med konstateringen af, at en retsakt fra Faellesskabets institutioner er en nullitet, er saa alvorlige, at det af retssikkerhedsmaessige grunde maa kraeves, at denne konstatering forbeholdes fuldstaendig ekstreme tilfaelde.

51 Retten har i denne sag ikke rejst tvivl om, at Kommissionen under moedet den 21. december 1988, saaledes som det fremgaar af vedkommende moedereferat, faktisk har besluttet at vedtage den i beslutningen indeholdte dispositive del, uanset hvilke mangler denne beslutning i oevrigt maatte vaere behaeftet med.

52 De fejl med hensyn til kompetence og form, som Retten konstaterede i relation til den ved vedtagelsen af Kommissionens beslutning fulgte procedure, forekommer i oevrigt ° uanset om de betragtes isoleret eller under ét ° ikke at vaere saa klart grove, at den naevnte beslutning juridisk boer anses for en nullitet.

53 Retten har derfor begaaet en retlig fejl ved at erklaere beslutning 89/190 for en nullitet.

54 Den appellerede dom boer derfor ophaeves.

55 I henhold til artikel 54, stk. 1, andet punktum, i EOEF-statutten for Domstolen, kan Domstolen, saafremt den ophaever den af Retten trufne afgoerelse, selv traeffe endelig afgoerelse, hvis sagen er moden til paakendelse. Domstolen finder, at dette er tilfaeldet.

De for Retten anlagte annullationssoegsmaal angaaende Kommissionens beslutning

56 De indstaevnte har under annullationssoegsmaalet fremfoert flere anbringender, der kan sammenfattes saaledes: Den administrative procedure var behaeftet med forskellige mangler, den anfaegtede beslutning er ikke eller kun utilstraekkeligt begrundet, retten til forsvar er ikke blevet overholdt, den af Kommissionen anvendte bevisordning er omtvistelig, den anfaegtede beslutning er i strid med traktatens artikel 85 og generelle principper i faellesskabsretten, beslutningen tilsidesaetter foraeldelsesreglerne, den er udtryk for magtfordrejning, de paalagte boeder er ulovlige.

57 De indstaevnte har navnlig til stoette for anbringendet om manglende eller utilstraekkelig begrundelse af den anfaegtede beslutning i det vaesentlige anfoert, at begrundelsen for den beslutning, som blev meddelt dem, sandsynligvis adskiller sig paa flere ° herunder vaesentlige ° punkter fra den beslutning, der blev vedtaget af Kommissionen som kollegial enhed under moedet den 21. december 1988. Deres opfattelse var bl.a. baseret paa konstateringen af, at der var forloebet et vaesentligt tidsrum mellem vedtagelsen af beslutningen og dens meddelelse, og at det klart fremgik af den typografiske opsaetning af den meddelte beslutning, at vaesentlige afsnit var blevet tilfoejet eller aendret.

58 Nogle af de indstaevnte har endvidere af Kommissionens anbringender udledt, at beslutningen ikke var blevet vedtaget paa to af de retsgyldige sprog, nemlig italiensk og nederlandsk, eftersom Kommissionen som kollegial enhed kun havde faaet forelagt udkast affattet paa tysk, engelsk og fransk.

59 Da Retten fandt, at de fremfoerte beviser for mangler var vaegtige og overbevisende, anordnede den efter anmodning fra de indstaevnte, og da Kommissionen selv havde tilbudt det, fremlaeggelse af dokumenter vedroerende vedtagelsen af den anfaegtede beslutning. De indstaevnte har under hensyn til de af Kommissionen fremlagte dokumenter gjort gaeldende, at det ikke var sikkert, at beslutningen var blevet stadfaestet efter reglerne i artikel 12 i Kommissionens forretningsorden. Retten paalagde derfor Kommissionen at fremlaegge en bekraeftet kopi af originalen af den anfaegtede beslutning, hvilket Kommissionen ikke var i stand til. De indstaevnte har endelig i deres argumentation anfoert, at artikel 12 i Kommissionens forretningsorden var blevet tilsidesat.

60 Selv om dette anbringende i sin endelige udformning foerst er blevet fremsat under sagens behandling, kan det ikke desto mindre tillades i medfoer af artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, for saa vidt som det er stoettet paa faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

61 Domstolen skal derfor gennemgaa det fremfoerte anbringende.

62 Domstolen har i praemis 30 i ovennaevnte dom i sagen AKZO Chemie mod Kommissionen fastslaaet, at Kommissionens funktion er reguleret ved kollegialitetsprincippet, som er nedfaeldet i artikel 17 i traktaten af 8. april 1965 om oprettelse af et faelles Raad og en faelles Kommission for De Europaeiske Faellesskaber (JO 1967 152, s. 2, herefter benaevnt "fusionstraktaten"), hvilken bestemmelse nu er afloest af EF-traktatens artikel 163. Artikel 17 bestemmer: "Kommissionens afgoerelser traeffes af et flertal af det i artikel 10 naevnte antal medlemmer. Kommissionen er kun beslutningsdygtig, saafremt det i dens forretningsorden fastsatte antal medlemmer er til stede."

63 Domstolen fastslog i samme dom (praemis 30), at kollegialitetsprincippet er baseret paa, at Kommissionens medlemmer i lige grad deltager i beslutningerne, og indebaerer dels, at beslutningerne droeftes i faellesskab, dels at samtlige kommissionsmedlemmer i politisk henseende som kollegial enhed har et kollektivt ansvar for alle de trufne beslutninger.

64 Overholdelsen af dette princip og isaer kravet om, at beslutningerne droeftes i faellesskab af Kommissionens medlemmer, er noedvendigvis vaesentligt for de retsundergivne, der beroeres af beslutningernes retsvirkninger, idet de retsundergivne boer sikres, at beslutningerne faktisk er blevet vedtaget af Kommissionen som kollegial enhed og noejagtigt udtrykker Kommissionens vilje.

65 Dette er tilfaeldet, og navnlig i en sag som denne, for saa vidt angaar de retsakter, der udtrykkeligt betegnes som beslutninger, som Kommissionen i henhold til artikel 3, stk. 1, og artikel 15, stk. 2, litra a), i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikler 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), skal udstede over for virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder med henblik paa overholdelsen af konkurrencereglerne, og som har til formaal at konstatere en overtraedelse af konkurrencereglerne, at meddele virksomhederne paalaeg i denne henseende og paalaegge dem boeder.

66 I henhold til EOEF-traktatens artikel 190 skal saadanne beslutninger begrundes. I henhold til Domstolens faste praksis kraever sidstnaevnte bestemmelse, at Kommissionen skal angive de grunde, der har foert den til at vedtage en beslutning, saaledes at Domstolen kan udoeve sin kontrol, og saaledes at medlemsstaterne og de beroerte borgere kan faa kendskab til de betingelser, hvorunder den har anvendt traktaten.

67 Den dispositive del af en beslutning af denne art kan kun forstaas og dens raekkevidde kun bedoemmes i lyset af dens begrundelse. Da en beslutnings dispositive del og dens begrundelse udgoer et udeleligt hele, tilkommer det i medfoer af kollegialitetsprincippet kun Kommissionen som kollegial enhed samtidig at vedtage begge dele.

68 Dette indebaerer, saaledes som Domstolen har fastslaaet i burhoensesagen, at der alene kan foretages rent ortografiske eller grammatiske aendringer i ordlyden af en retsakt, efter at Kommissionen som kollegial enhed har vedtaget den, idet enhver anden aendring henhoerer under den enekompetence, der tilkommer Kommissionen som kollegial enhed.

69 Det foelger heraf, at Kommissionens argument om, at den som kollegial enhed under vedtagelsesproceduren kan begraense sig til at give udtryk for sin vilje til at handle paa en bestemt maade og ikke behoever at medvirke ved affattelsen af den retsakt, som stadfaester den, og den endelige udformning heraf, ikke kan laegges til grund.

70 Det er herved tilstraekkeligt at bemaerke, at da det intellektuelle og formelle element udgoer et udeleligt hele, er den skriftlige udformning af retsakten det noedvendige udtryk for viljen hos den vedtagende myndighed.

71 Det tilfoejes, at til forskel fra beslutninger, hvorved en virksomhed paalaegges at underkaste sig en kontrolundersoegelse, og som maa anses for simple foranstaltninger af forvaltningsmaessig art, der traeffes som led i en undersoegelse (jf. ovennaevnte dom i sagen AKZO Chemie mod Kommissionen, praemis 38), kan beslutninger, hvorved der konstateres en overtraedelse af artikel 85, ikke uden at tilsidesaette kollegialitetsprincippet goeres til genstand for en bemyndigelse efter forretningsordenens artikel 27 til fordel for det kommissionsmedlem, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade.

72 Med hensyn til procedurereglerne bemaerke, at fusionstraktatens artikel 16 (som nu er afloest af EF-traktatens artikel 162, stk. 2) foreskriver en forpligtelse for Kommissionen til at fastsaette sin forretningsorden med henblik paa at sikre sin egen og sine tjenestegrenes virksomhed i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i traktaterne, samt at drage omsorg for, at forretningsordenen offentliggoeres.

73 Det foelger heraf, at Kommissionen bl.a. er forpligtet til at traeffe foranstaltninger, der goer det muligt med sikkerhed at identificere den fuldstaendige ordlyd af retsakter vedtaget af Kommissionen som kollegial enhed.

74 Artikel 12, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden, som affattet paa det for sagen relevante tidspunkt, fastsatte: "De beslutninger, Kommissionen vedtager under et moede eller ad skriftlig vej, underskrives paa originalsproget eller originalsprogene af formanden og generalsekretaeren."

75 Den i naevnte artikel 12, stk. 1, foreskrevne stadfaestelse af retsakter, der langtfra, som haevdet af Kommissionen, er en simpel formalitet, der skal tjene som erindring, har til formaal at sikre retssikkerheden ved paa originalsprogene at fastnagle den tekst, der er vedtaget af Kommissionen som kollegial enhed. Den goer det saaledes muligt i tilfaelde af tvist at undersoege, om de tekster, der er meddelt og offentliggjort, er fuldt ud i overensstemmelse med den af Kommissionen vedtagne tekst og saaledes med ophavsmandens vilje.

76 Heraf foelger, at den stadfaestelse af retsakter, der er omhandlet i artikel 12, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden, udgoer en vaesentlig formforskrift efter EOEF-traktatens artikel 173, og at en overtraedelse heraf kan give anledning til annullationssoegsmaal.

77 Kommissionen har i denne sag selv erkendt, at den har tilsidesat artikel 12, stk. 1, i sin forretningsorden ved at undlade at stadfaeste den anfaegtede beslutning paa den i naevnte artikel foreskrevne maade.

78 Beslutningen boer derfor annulleres paa grund af tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter, uden at det er noedvendigt at gennemgaa de indstaevntes oevrige anbringender.

Erstatningspaastanden

79 Hvad angaar Montedison SpA' s paastand om erstatning, bemaerkes, at denne paastand boer forkastes, idet selskabet ikke har fremfoert nogen argumentation til stoette herfor og end ikke har fremlagt en tilnaermelsesvis talmaessig opgoerelse over det paastaaede tab.

Sagens omkostninger

80 I henhold til procesreglementets artikel 122 traeffer Domstolen afgoerelse om sagens omkostninger, saafremt der gives appellanten medhold, og Domstolen selv endeligt afgoer sagen. I henhold til artikel 69, stk. 2, der i medfoer af artikel 118 finder anvendelse i sager, der angaar appel, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da Kommissionen i det vaesentlige har tabt sagen, boer den foruden sine egne omkostninger tilpligtes at betale indstaevntes samlede omkostninger baade i sagen for Retten og for Domstolen.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Den af Retten i Foerste Instans afsagte dom af 27. februar 1992 i de forenede sager T-79/89, T-84/89, T-85/89, T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89 ophaeves.

2) Kommissionens beslutning 89/190/EOEF af 21. december 1988 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.865, PVC) annulleres.

3) Kommissionen betaler sine egne omkostninger samt de indstaevntes samlede omkostninger baade i sagen for Retten og for Domstolen.