61992J0375

++++

1. Fri bevaegelighed for personer - etableringsfrihed - fri udveksling af tjenesteydelser - arbejdstagere - ligebehandling - turistfoerere og flersprogede turistfoerere - adgang til erhvervet - betingelse om statsborgerskab - ulovlig - medlemsstaterne forpligtet til at indfoere en ordning med sammenligning mellem de eksamensbeviser og kvalifikationer, der kraeves i henhold til national lovgivning, og dem, der er erhvervet i oprindelsesstaten

(EOEF-traktaten, art. 48, 52 og 59)

2. Fri udveksling af tjenesteydelser - turistfoerere som ledsager grupper af turister fra en anden medlemsstat - krav om et bevis for faglige kvalifikationer, som anerkendes af myndighederne i den medlemsstat, hvor ydelsen udfoeres - ulovligt

(EOEF-traktaten, art. 59)

3. Medlemsstater - forpligtelser - Kommissionens tilsynsopgave - medlemsstaternes pligter - medvirken til undersoegelser vedroerende traktatbrud

(EOEF-traktaten, artikel 5)

1. Traktatens artikel 48, 52 og 59, hvorefter enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af statsborgere fra andre medlemsstater, for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, etablering og udveksling af tjenesteydelser, skal afskaffes, er til hinder for, at det i henhold til en medlemsstats lovgivning kun er statens egne statsborgere, der har adgang til at udoeve erhvervet som turistfoerer, uanset om det udoeves som et selvstaendigt erhverv eller i henhold til en arbejdsaftale.

Ovennaevnte traktatbestemmelser indebaerer ogsaa, at en medlemsstat skal indfoere en ordning, hvorefter den uddannelse, en EF-statsborger med et eksamensbevis som turistfoerer udstedt i en anden medlemsstat har gennemgaaet, bedoemmes og sammenlignes med den uddannelse, der kraeves efter national lovgivning.

Naar der til en medlemsstat indgives ansoegning om tilladelse til at udoeve et erhverv, hvortil adgangen ifoelge national ret er betinget af, at vedkommende har et eksamensbevis eller erhvervsmaessige kvalifikationer, skal medlemsstaten tage hensyn til eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, som vedkommende har erhvervet med henblik paa at kunne udoeve dette erhverv i en anden medlemsstat, idet den skal foretage en sammenligning mellem den kompetence, der er dokumenteret ved beviserne, og de krav om kundskaber og kvalifikationer, der stilles i de nationale regler.

2. Traktatens artikel 59 skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for, at en medlemsstat kraever, at turistfoerere, som rejser med en gruppe turister fra en anden medlemsstat, for at kunne udfoere tjenesteydelser skal vaere i besiddelse af en tilladelse til at udoeve denne virksomhed, som forudsaetter, at de har gennemgaaet en bestemt uddannelse, der afsluttes med et bevis, naar tjenesteydelsen bestaar i rundvisning af disse turister paa andre steder end de museer eller historiske bygningsvaerker, der kun kan besoeges sammen med en saerlig faguddannet turistfoerer.

3. Den omstaendighed, at en medlemsstat ikke efterkommer Kommissionens anmodning om at faa tilstillet ordlyden af nationale bestemmelser inden for et omraade, der er omfattet af traktaten, goer det vanskeligere for Kommissionen at gennemfoere de opgaver, der paahviler den, og er derfor en tilsidesaettelse af den samarbejdsforpligtelse, der er fastsat i traktatens artikel 5.

1 Ved staevning registreret paa Domstolens Justitskontor den 1. oktober 1992 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EOEF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-traktatens artikel 5, 48, 52 og 59, idet:

- det for at give adgang til at udoeve erhvervet som turistfoerer forlanger eksaminer, som kun spanske statsborgere kan indstille sig til

- det ikke har indfoert en ordning, hvorefter den uddannelse, en EF-statsborger med et eksamensbevis som turistfoerer udstedt i en anden medlemsstat har gennemgaaet, bedoemmes og sammenlignes med den uddannelse, der kraeves i Spanien, saaledes at der enten opnaas anerkendelse af det af den paagaeldende medlemsstat udstedte eksamensbevis, eller det paalaegges indehaveren af eksamensbeviset at aflaegge en proeve, der kun omfatter de emner, han ikke foer har uddannet sig i

- det kraever, at turistfoerere, som rejser med en gruppe turister fra en anden medlemsstat, for at kunne praestere tjenesteydelser som turistfoerer skal vaere i besiddelse af en autorisation, der godtgoer, at de efter aflaeggelse af en eksamen har erhvervet bestemte kvalifikationer, naar ydelserne praesteres i Spanien paa steder inden for et naermere angivet geografisk omraade, og der er tale om rundvisninger paa andre steder end de museer eller historiske bygningsvaerker, der kun kan beses under ledsagelse af en saerlig, faguddannet foerer, og

- det ikke har meddelt Kommissionen de af den kraevede oplysninger om de bestemmelser, der i de selvstyrende regioner gaelder for virksomhed som turistfoerer.

2 I henhold til bekendtgoerelse af 31. januar 1964 om stadfaestelse af regulativet om udoevelse af privat virksomhed med hensyn til information af turister (BOE ("Lovtidende") af 26.2.1964, herefter benaevnt "bekendtgoerelsen af 1964") skal personer, der udoever erhvervet som turistfoerere, have bestaaet eksaminer, som afholdes af Informations- og Turistministeriet (artikel 12). Kun personer med spansk statsborgerskab kan indstille sig til disse eksaminer [artikel 13, litra a)], og efter bestaaet eksamen meddeles der autorisation (artikel 21). Selv om grupper af turister kan ledsages af en rejseleder (Correo de Turismo) fra deres eget land, skal rejselederen benytte en spansk turistfoerer (artikel 11, stk. 3). Personer, som ikke har den fornoedne autorisation, og som udoever virksomhed som turistfoerer, ifalder sanktioner (artikel 7).

3 Det omtvistes ikke, at bekendtgoerelsen af 1964, saa laenge de enkelte regioners lovgivende organer ikke har udstedt aendrede bestemmelser, stadig er i kraft i hver enkelt af de sytten selvstyrende regioner i Spanien, som har en vis lovgivende kompetence inden for omraadet turisme. Det staar ogsaa fast, at to selvstyrende regioner har udstedt bestemmelser om udoevelse af hvervet som turistfoerer.

4 Ved aabningsskrivelse af 30. juli 1990 meddelte Kommissionen den spanske regering, at bestemmelserne i bekendtgoerelsen af 1964 efter Kommissionens opfattelse var uforenelige med traktatens artikel 48, 52 og 59, og at den ikke havde modtaget de oplysninger om gaeldende bestemmelser i de selvstyrende regioner, den havde anmodet om. Kongeriget Spanien fik herefter en frist paa to maaneder til at fremkomme med sine bemaerkninger. Skrivelsen gav ikke det forventede svar, og Kommissionen fremsatte derfor en begrundet udtalelse den 14. oktober 1991. Efter at Kommissionen havde fastslaaet, at Kongeriget Spanien ikke havde bragt de paatalte overtraedelser til ophoer inden for den fastsatte frist, besluttede den at indbringe sagen for Domstolen i medfoer af traktatens artikel 169.

Det foerste anbringende

5 Kommissionen har anfoert, at artikel 13, litra a), i bekendtgoerelsen af 1964, hvorefter kun personer med spansk statsborgerskab kan indstille sig til eksaminerne som turistfoerer, er uforenelig med traktatens artikel 48, 52 og 59. For saa vidt angaar artikel 48 har Kommissionen i sit indlaeg henvist til artikel 55 og 56 i akten vedroerende betingelserne for Kongeriget Spaniens tiltraedelse (EFT 1985 L 302, s. 23) og saaledes begraenset anbringendet til kun at omfatte arbejdstagere, som allerede udoevede virksomhed i Spanien ved dettes tiltraedelse af Faellesskabet.

6 I retsmoedet har Kommissionen endvidere praeciseret, at det foerste anbringende skal forstaas saaledes, at Kommissionen oensker dom for det traktatbrud, der efter Kommissionens opfattelse er en foelge af bekendtgoerelsen af 1964, men at Domstolen ikke skal tage stilling til de bestemmelser i de to selvstyrende regioner, som omhandler erhvervet som turistfoerer.

7 I sine indlaeg har den spanske regering indroemmet, at den betingelse om statsborgerskab, der er fastsat i artikel 13, litra a), i bekendtgoerelsen af 1964, fortsat finder anvendelse i Spanien.

8 Hertil bemaerkes for det foerste, at det efter bestemmelsen kun er personer med spansk statsborgerskab, der har adgang til at udoeve erhvervet som turistfoerer, uanset om det udoeves som et selvstaendigt erhverv eller i henhold til en arbejdsaftale.

9 For det andet bemaerkes, at i henhold til traktatens artikel 48, 52 og 59 skal enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af statsborgere fra andre medlemsstater, for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, etablering og udveksling af tjenesteydelser, afskaffes.

10 Det maa herefter fastslaas, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktatens artikel 48, 52 og 59, idet det efter spansk lovgivning kun er personer med spansk statsborgerskab, der har adgang til at udoeve erhvervet som turistfoerer.

Det andet anbringende

11 Ifoelge Kommissionen har Kongeriget Spanien ikke overholdt sine forpligtelser i henhold til traktatens artikel 48, 52 og 59, idet det ikke har indfoert en ordning, hvorefter den uddannelse, EF-statsborgere med et eksamensbevis som turistfoerer udstedt i en anden medlemsstat har gennemgaaet, bedoemmes og sammenlignes med den uddannelse, der kraeves i henhold til artikel 12 i bekendtgoerelsen af 1964, saaledes at der enten opnaas en anerkendelse af det af den paagaeldende medlemsstat udstedte eksamensbevis, eller det paalaegges indehaveren af eksamensbeviset at aflaegge proever, der kun omfatter de emner, han ikke foer har uddannet sig i, saafremt hans uddannelse er utilstraekkelig i forhold til de spanske regler.

12 Hertil bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens faste praksis, at naar der til en medlemsstat indgives ansoegning om tilladelse til at udoeve et erhverv, hvortil adgangen ifoelge national ret er betinget af, at vedkommende har et eksamensbevis eller erhvervsmaessige kvalifikationer, skal medlemsstaten tage hensyn til eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, som vedkommende har erhvervet med henblik paa at kunne udoeve dette erhverv i en anden medlemsstat, idet den skal foretage en sammenligning mellem den kompetence, der er dokumenteret ved beviserne, og de krav om kundskaber og kvalifikationer, der stilles i de nationale regler.

13 Vaertslandets myndigheder skal ved denne undersoegelse objektivt kunne konstatere, at indehaveren af et udenlandsk eksamensbevis har kundskaber og kvalifikationer, som er, om ikke identiske med, saa dog i det mindste paa samme niveau som de kundskaber og kvalifikationer, der attesteres ved det i landet selv udstedte eksamensbevis. Ved denne vurdering af spoergsmaalet om ligestilling af det udenlandske eksamensbevis skal der alene tages hensyn til det kundskabs- og kvalifikationsniveau, som en person med et saadant eksamensbevis maa formodes at have opnaaet, naar henses til indholdet og varigheden af den teoretiske og praktiske uddannelse, der ifoelge eksamensbeviset er gennemfoert (jf. dom af 7.5.1991, sag C-340/89, Vlassopoulou, Sml. I, s. 2357, praemis 16 og 17, og af 7.5.1992, sag C-104/91, Aguirre Borrell m.fl., Sml. I, s. 3003).

14 I den foreliggende sag er det ubestridt, at bekendtgoerelsen af 1964 ikke indeholder en ordning, hvorefter der kan foretages en bedoemmelse af de kvalifikationer, EF-statsborgere har erhvervet i andre medlemsstater.

15 Den spanske regering har anfoert, at de betingelser, der er fastsat i ovennaevnte traktatbestemmelser, imidlertid er blevet opfyldt ved de nationale bestemmelser, der er udstedt til gennemfoerelse af Raadets direktiv 75/368/EOEF af 16. juni 1975 om foranstaltninger, der tilsigter at fremme den effektive udoevelse af etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser inden for forskellige former for virksomhed (ex hovedgrupperne 01 til 85 CITI), herunder navnlig overgangsforanstaltninger for de naevnte former for virksomhed (EFT L 167, s. 22) og af Raadets direktiv 89/48/EOEF af 21. december 1988 om indfoerelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregaaende uddannelser af mindst tre aars varighed (EFT 1989 L 19, s. 16).

16 Hertil bemaerkes foerst, at i henhold til artikel 2, litra f), i kongeligt dekret nr. 439 af 30. april 1992 (BOE nr. 111 af 8.5.1992) er erhvervet som turistfoerer udelukket fra dets anvendelsesomraade, jf. artikel 2, stk. 5, i direktiv 75/368.

17 Endvidere bemaerkes, som Kommissionen har anfoert og den spanske regering ikke bestridt, at erhvervet som Técnico de Empresas y Actividades Turísticas ("akademioekonom i turisme") ved kongeligt dekret nr. 767 af 26. juni 1992 (BOE nr. 170 af 16.7.1992) blev tilfoejet til opregningen af de erhverv, der er angivet i bilagene til dekret nr. 1665 af 25. oktober 1991 (BOE nr. 80 af 22.11.1991), hvorved direktiv 89/48 blev gennemfoert i spansk ret. Dette erhverv er imidlertid ikke det samme som erhvervet som turistfoerer.

18 Det maa herefter fastslaas, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktatens artikel 48, 52 og 59, idet det ikke har indfoert en ordning, hvorefter den uddannelse, en EF-statsborger med et eksamensbevis som turistfoerer udstedt i en anden medlemsstat har gennemgaaet, bedoemmes og sammenlignes med den uddannelse, der kraeves i Spanien.

Det tredje anbringende

19 I henhold til artikel 7 og 11 i bekendtgoerelsen af 1964 kan virksomhed, der bestaar i som turistfoerer at give turistmaessig information, kun udoeves erhvervsmaessigt af turistfoerere, som har bestaaet den kraevede eksamen, og som kan dokumentere denne i form af den i bekendtgoerelsens artikel 21 omhandlede autorisation.

20 Med henvisning til Domstolens tidligere praksis har Kommissionen anfoert, at kravet om autorisation, som kun kan opnaas med en faglig uddannelse afsluttet med en eksamen, er i strid med traktatens artikel 59, idet rejsebureauerne herved forhindres i at anvende en selvstaendig turistfoerer, der ikke har en saadan autorisation, ogsaa selv om vedkommende udoever erhvervet i en anden medlemsstat, og at rejsebureauerne herved tvinges til at ansaette turistfoerere, der har autorisation.

21 Hertil bemaerkes blot, saaledes som Domstolen fastslog i domme af 26. februar 1991 (sag C-154/89, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 659, sag C-180/89, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 709, og sag C-198/89, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 727), at en medlemsstat tilsidesaetter sine forpligtelser i henhold til traktatens artikel 59, saafremt den kraever, at turistfoerere, som rejser sammen med en gruppe turister fra en anden medlemsstat, for at kunne udfoere tjenesteydelser skal vaere i besiddelse af en tilladelse til at udoeve denne virksomhed, som forudsaetter, at de har gennemgaaet en bestemt uddannelse, der afsluttes med et bevis, naar tjenesteydelsen bestaar i rundvisning af disse turister paa andre steder end de museer eller historiske bygningsvaerker, der kun kan besoeges sammen med en saerlig, faguddannet turistfoerer.

22 Paa baggrund af ovennaevnte praksis maa det tredje anbringende herefter tiltraedes.

Det fjerde anbringende

23 Kommissionen har anfoert, at den ved skrivelser af 8. juli og 11. oktober 1989 havde anmodet Kongeriget Spanien om at tilstille den ordlyden af de bestemmelser, de selvstyrende regioner havde udstedt inden for det omraade, bekendtgoerelsen af 1964 regulerer. Da Kongeriget Spanien ikke har besvaret Kommissionens henvendelser, har det efter dennes opfattelse tilsidesat traktatens artikel 5.

24 Indledningsvis bemaerkes, at den sagsoegte regering foerst har fremsendt de naevnte bestemmelser til Domstolen som bilag til svarskriftet.

25 Det maa i oevrigt fastslaas, at den omstaendighed, at Kongeriget Spanien ikke har besvaret Kommissionens skrivelser, har gjort det vanskeligere for Kommissionen at gennemfoere de opgaver, der paahviler den, og at der derfor er tale om en tilsidesaettelse af den samarbejdsforpligtelse, der er fastsat i traktatens artikel 5.

26 Kongeriget Spanien findes herefter at have tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-traktatens artikel 5, idet det ikke har meddelt Kommissionen de oplysninger, den havde anmodet om.

Sagens omkostninger

27 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part til at betale sagens omkostninger. Da Kongeriget Spanien har tabt sagen, boer det betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktatens artikel 48, 52, 59 og 5, idet:

- det efter spansk lovgivning kun er personer med spansk statsborgerskab, der har adgang til at udoeve erhvervet som turistfoerer

- det ikke har indfoert en ordning, hvorefter den uddannelse, en EF-statsborger med et eksamensbevis som turistfoerer udstedt i en anden medlemsstat har gennemgaaet, bedoemmes og sammenlignes med den uddannelse, der kraeves i Spanien

- det kraever, at turistfoerere, som rejser sammen med en gruppe turister fra en anden medlemsstat, for at kunne udfoere tjenesteydelser skal vaere i besiddelse af en autorisation til at udoeve denne virksomhed, som forudsaetter, at de har gennemgaaet en bestemt uddannelse, der afsluttes med et bevis, naar tjenesteydelsen bestaar i rundvisning af disse turister paa andre steder end de museer eller historiske bygningsvaerker, der kun kan besoeges sammen med en saerlig, faguddannet turistfoerer, og

- det ikke har meddelt Kommissionen de oplysninger, den havde anmodet om vedroerende de selvstyrende regioners bestemmelser om udoevelse af virksomhed som turistfoerer.

2) Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger.