61992J0109

++++

1. Fri udveksling af tjenesteydelser ° tjenesteydelser ° begreb ° undervisning ved en hoejere laereanstalt, der finansieres ved hjaelp af offentlige midler ° ikke omfattet

(EOEF-traktaten, art. 60, stk. 1)

2. Fri udveksling af tjenesteydelser ° begraensninger ° uddannelsesstoetteordning, der udelukker egne paa statens omraade bosatte statsborgere, som studerer i en anden medlemsstat ° lovlig, da det drejer sig om undervisning, som ikke udgoer en tjenesteydelse

(EOEF-traktaten, art. 59, 60 og 62)

1. Undervisning ved en hoejere laereanstalt, der i det vaesentlige finansieres ved hjaelp af offentlige midler, er ikke en tjenesteydelse i traktatens artikel 60' s forstand.

Ifoelge traktatens artikel 60, stk. 1, omfatter kapitlet om tjenesteydelser kun ydelser, der normalt udfoeres mod betaling. Det vaesentlige kendetegn ved betalingen, der findes i det forhold, at den udgoer det oekonomiske modstykke til den paagaeldende tjenesteydelse, foreligger ikke med hensyn til undervisning ved en hoejere laereanstalt, der finansieres ved hjaelp af offentlige midler og kun modtager afgifter fra de studerende.

Derimod udgoer undervisning ved hoejere laereanstalter, der drives i erhvervsmaessigt oejemed, og som i det vaesentlige finansieres ved hjaelp af private midler ° navnlig ved betaling, som afkraeves de studerende eller deres foraeldre ° en tjenesteydelse i traktatens artikel 60' s forstand.

2. For saa vidt angaar studier ved en laereanstalt, hvis virksomhed ikke udgoer en tjenesteydelse i traktatens artikel 60' s forstand, er traktatens artikel 59 og 60 ikke til hinder for, at en medlemsstat efter traktatens ikrafttraeden aendrer sin lovgivning om uddannelsesstoette, saaledes at dens statsborgere, der er bosat i medlemsstaten, kun kan goere krav paa uddannelsesstoette, saafremt de foelger en uddannelse paa statens eget omraade, mens de tidligere kunne oppebaere uddannelsesstoette til studier, der foelges paa en anden medlemsstats omraade.

1 Ved kendelse af 18. februar 1992 indgaaet til Domstolen den 3. april 1992 har Verwaltungsgericht Hannover i henhold til EOEF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-traktaten, navnlig artikel 59, 60 og 62.

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en sag anlagt af den tyske statsborger Stephan Max Wirth (herefter benaevnt "sagsoegeren") mod Landeshauptstadt Hannover (herefter benaevnt "sagsoegte") om ydelse af uddannelsesstoette.

3 Det fremgaar af sagen, at uddannelsesstoetten i Tyskland paa det relevante tidspunkt var reguleret ved Bundesausbildungsfoerderungsgesetz (herefter benaevnt "uddannelsesstoetteloven") af 26. juli 1971 (BGBl. I, s. 1409), som aendret ved den tolvte lov om aendring af uddannelsesstoetteloven (herefter benaevnt "tolvte aendringslov") af 22. maj 1990 (BGBl. I, s. 936). De fleste bestemmelser i den tolvte aendringslov, herunder bestemmelserne vedroerende uddannelsesstoettelovens § 5, traadte i kraft den 1. juli 1990.

4 Uddannelsesstoettelovens § 5, stk. 2, i den aendrede affattelse, bestemmer bl.a.:

"Uddannelsessoegende, der har fast bopael inden for denne lovs gyldighedsomraade, kan faa uddannelsesstoette til optagelse paa en laereanstalt, der er beliggende uden for denne lovs gyldighedsomraade, saafremt

1) det vil vaere gavnligt for uddannelsen paa det allerede opnaaede uddannelsestrin, og i det mindste en del af denne uddannelse kan godskrives den foreskrevne eller saedvanlige studietid, eller

2) uddannelsen ikke kan gennemfoeres inden for denne lovs gyldighedsomraade, saafremt den er paabegyndt inden den 1. juli 1990

og den paagaeldende er i besiddelse af tilstraekkelige sprogkundskaber."

5 Den 31. august 1990 ansoegte sagsoegeren, der paa det tidspunkt var bosat i Tettnang i Tyskland, om tildeling af uddannelsesstoette til et studium med hovedfaget jazz-saxofon ved Hoogeschool Voor De Kunsten i Arnhem, Nederlandene. Som begrundelse for ansoegningen anfoerte han, at han var noedsaget til at gennemfoere uddannelsen i udlandet, fordi han ikke var blevet optaget paa nogen tysk laereanstalt.

6 Ved afgoerelse af 1. november 1990 afslog sagsoegte denne ansoegning. Sagsoegte anfoerte, at da sagsoegeren havde fast bopael i Tyskland, kunne han kun faa uddannelsesstoette til en uddannelse i udlandet i henhold til uddannelsesstoettelovens § 5, stk. 2, saafremt det ville vaere gavnligt paa det paagaeldende uddannelsestrin. Det er ikke tilfaeldet i den foreliggende sag, fordi sagsoegeren kun er paa studiets foerste semester.

7 Sagsoegeren klagede over afgoerelsen. Han anfoerte bl.a., at han ikke har fast bopael i Tyskland, men i Nederlandene, hvor han studerede, og at han derfor havde krav paa uddannelsesstoette i henhold til uddannelsesstoettelovens § 6. Ifoelge denne bestemmelse kan en tysk statsborger, der har fast bopael i udlandet, faa uddannelsesstoette, saafremt saerlige omstaendigheder i det enkelte tilfaelde begrunder det. Denne betingelse er i det foreliggende tilfaelde opfyldt, da han ikke har kunnet blive optaget paa en tysk laereanstalt. Ved afgoerelse af 5. februar 1991 afviste Bezirksregierung Hannover dog klagen.

8 Den 8. marts 1991 anlagde sagsoegeren sag ved Verwaltungsgericht Sigmaringen. Ved kendelse af 7. juni 1991 fastslog denne ret, at den var inkompetent, og henviste sagen til Verwaltungsgericht Hannover.

9 Denne ret har fastslaaet, at sagsoegeren ikke har krav paa uddannelsesstoette i henhold til uddannelsesstoetteloven. For det foerste har han fast bopael i Tyskland og kan derfor ikke paaberaabe sig uddannelsesstoettelovens § 6. For det andet opfyldte han, da han paabegyndte sit studium, ikke betingelserne i uddannelsesstoettelovens § 5 i den aendrede affattelse.

10 Verwaltungsgericht Hannover har dog anfoert, at der, indtil den tolvte aendringslov traadte i kraft, ville have vaeret mulighed for at udbetale uddannelsesstoette til sagsoegeren. Efter lovens tidligere affattelse ville det nemlig i forbindelse med ydelse af uddannelsesstoette til en studerende, der oenskede at studere i udlandet, have vaeret tilstraekkeligt, at denne uddannelse ikke ville kunne gennemfoeres i Tyskland, og at den paagaeldende var i besiddelse af tilstraekkelige sprogkundskaber. Begge disse forudsaetninger var opfyldt i det foreliggende tilfaelde.

11 Da Verwaltungsgericht Hannover naerer tvivl om, hvorvidt de i den tolvte aendringslov fastsatte bestemmelser vedroerende uddannelsesstoette er forenelige med faellesskabsretten, har den udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Er en person, der ved en hoejere laereanstalt i en anden medlemsstat gennemfoerer en uddannelse, for hvilken der betales gebyr til laereanstalten, modtager af en tjenesteydelse i EOEF-traktatens artikel 60' s forstand, som i henhold til EOEF-traktatens artikel 62 ikke maa underkastes nye begraensninger?

I bekraeftende fald: udgoer ordningen i henhold til artikel 1, nr. 3a, i den tolvte aendringslov til uddannelsesstoetteloven (Bundesausbildungsfoerderungsgesetz) en begraensning i EOEF-traktatens artikel 62' s forstand?

2) Er det foreneligt med det generelle lighedsprincip,

saafremt en medlemsstat f.eks. kun yder sine egne statsborgere uddannelsesstoette til gennemfoerelse af et studium ved en hoejere laereanstalt, hvis det gennemfoeres i den paagaeldende medlemsstat, men ikke hvis det gennemfoeres i en anden medlemsstat?

2.2) saafremt en medlemsstat, der hidtil har ydet uddannelsesstoette til en uddannelse ved en hoejere laereanstalt i en anden medlemsstat, afskaffer denne stoette uden hensyntagen til, om den medfoerer stoerre udgifter?"

12 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder, de relevante tyske retsforskrifter, retsforhandlingernes forloeb og de skriftlige indlaeg for Domstolen henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Det foerste spoergsmaal

13 Med den foerste del af det foerste spoergsmaal oensker den nationale ret oplyst, om undervisning ved en hoejere laereanstalt skal anses for en tjenesteydelse i EOEF-traktatens artikel 60' s forstand.

14 Indledningsvis skal det bemaerkes, at kapitlet om tjenesteydelser ifoelge traktatens artikel 60, stk. 1, kun omfatter ydelser, der normalt udfoeres mod betaling.

15 Som Domstolen allerede har fastslaaet i dom af 27. september 1988 (sag 263/86, Humbel, Sml. s. 5365, praemis 17, 18 og 19), findes det vaesentlige kendetegn ved betalingen i det forhold, at den udgoer det oekonomiske modstykke til tjenesteydelsen, hvilket modstykke normalt fastlaegges i forholdet mellem den, der praesterer tjenesteydelsen, og den, der modtager den. I samme dom har Domstolen udtalt, at dette saerlige kendetegn ikke foreligger med hensyn til undervisning i det nationale undervisningssystem. Dels gaelder det, at staten, idet den organiserer og driver et saadant system, ikke herved vil drive virksomhed mod betaling, men varetage sine opgaver over for befolkningen paa det sociale, kulturelle og uddannelsesmaessige omraade. Dels finansieres dette system i almindelighed over det offentlige budget, ikke af eleverne eller deres foraeldre. Domstolen tilfoejede, at den naermere beskaffenhed af denne aktivitet ikke kan paavirkes af, at eleverne eller deres foraeldre undertiden er forpligtet til at betale afgifter eller skolepenge som delvis bidrag til udgifterne til driften af dette system.

16 Disse betragtninger gaelder ogsaa for undervisningen ved en hoejere laereanstalt, som i det vaesentlige finansieres ved hjaelp af offentlige midler.

17 Som Det Forenede Kongerige har anfoert i sit indlaeg, er de fleste hoejere laereanstalter ganske vist finansieret paa denne maade, men der findes dog laereanstalter, der i det vaesentlige finansieres ved hjaelp af private midler, navnlig af de studerende eller deres foraeldre, og som drives erhvervsmaessigt. Saafremt undervisningen foregaar paa en saadan laereanstalt, bliver den en tjenesteydelse i EOEF-traktatens artikel 60' s forstand. Disse laereanstalter har nemlig til formaal at tilbyde en ydelse mod betaling.

18 Det fremgaar imidlertid af ordlyden af det praejudicielle spoergsmaal, at den nationale ret kun sigter til det tilfaelde, at den hoejere laereanstalt finansieres af offentlige midler og kun modtager afgifter fra de studerende.

19 Den foerste del af det foerste spoergsmaal skal derfor besvares med, at undervisning ved en hoejere laereanstalt, der i det vaesentlige finansieres ved hjaelp af offentlige midler, ikke er en tjenesteydelse i traktatens artikel 60' s forstand.

20 Den anden del af det foerste spoergsmaal fra den nationale domstol drejer sig om, hvorvidt traktatens artikel 59 eller 62 er til hinder for, at en medlemsstat efter traktatens ikrafttraeden indfoerer en ordning, hvorefter dens statsborgere, der er bosat i medlemsstaten, kun kan goere krav paa uddannelsesstoette, saafremt uddannelsen foelges paa statens eget omraade og ikke paa en anden medlemsstats omraade, hvorimod den tidligere gaeldende ordning ikke foreskrev en saadan betingelse.

21 I denne sammenhaeng skal det fastslaas, at spoergsmaalet om anvendelsen af artikel 59 ikke er relevant, da den paagaeldende laereanstalt ikke er tjenesteyder i traktatens artikel 60' s forstand. Det samme gaelder for EOEF-traktatens artikel 62, hvorefter medlemsstaterne ikke maa indfoere nye begraensninger i den frihed til udveksling af tjenesteydelser, der faktisk er opnaaet ved traktatens ikrafttraeden. Som Domstolen nemlig allerede har fastslaaet i dom af 4. oktober 1991 (sag C-159/90, Society for the Protection of Unborn Children Ireland, Sml. I, s. 4685, praemis 29), kan denne bestemmelse, der udfylder artikel 59, ikke anvendes som hjemmel til at forbyde restriktioner, der ikke henhoerer under den sidstnaevnte bestemmelses anvendelsesomraade.

22 Den anden del af det foerste praejudicielle spoergsmaal skal derfor besvares med, at en uddannelsesstoetteordning hverken er i strid med traktatens artikel 59 eller artikel 62, saafremt der er tale om et studium ved en laereanstalt, hvis virksomhed ikke er en tjenesteydelse i traktatens artikel 60' s forstand.

Det andet spoergsmaal

23 Det andet praejudicielle spoergsmaal drejer sig om, hvorvidt det almindelige forbud mod forskelsbehandling er til hinder for, at en medlemsstat kun yder uddannelsesstoette til sine statsborgere, saafremt de gennemfoerer deres studier i indlandet og ikke i en anden medlemsstat, selv om den foer i tiden har ydet uddannelsesstoette til sine statsborgere, som gennemfoerte deres studier i udlandet.

24 Dette spoergsmaal forudsaetter, at faellesskabsretten finder anvendelse paa dette forhold.

25 Som Domstolen dog allerede har fastslaaet i dom af 21. juni 1988 (sag 39/86, Lair mod Hannovers Universitet, Sml. s. 3161, praemis 15) ° i en retssag om ydelse af uddannelsesstoette efter de samme nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede ° er en stoette, der tildeles studerende til underhold og uddannelse, paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin principielt ikke omfattet af EOEF-traktatens anvendelsesomraade.

26 Det er derfor ufornoedent at besvare det andet spoergsmaal.

Sagens omkostninger

27 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering, Det Forenede Kongerige og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale domstol, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Verwaltungsgericht Hannover ved kendelse af 18. februar 1992, for ret:

1) Undervisning ved en hoejere laereanstalt, der i det vaesentlige finansieres ved hjaelp af offentlige midler, er ikke en tjenesteydelse i EOEF-traktatens artikel 60' s forstand.

2) En uddannelsesstoetteordning er hverken i strid med EOEF-traktatens artikel 59 eller artikel 62, saafremt der er tale om et studium ved en laereanstalt, hvis virksomhed ikke er en tjenesteydelse i EOEF-traktatens artikel 60' s forstand.