61992J0065

++++

1. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° faellesskabsbestemmelser ° sagligt anvendelsesomraade ° ydelse til aeldre, med bopael i en medlemsstat, af et beloeb, der varierer med vedkommendes midler ° ydelsen omfattet af faellesskabsbestemmelserne om ydelse ved alderdom i tilfaelde af udbetaling til en person med tidligere status som arbejdstager under en medlemsstats lovgivning, hvorefter den paagaeldende allerede oppebar pension

(EOEF-traktaten, art. 51; Raadets forordning nr. 1408/71, art. 4)

2. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° forsikring ved alderdom og doedsfald ° ydelser ° ydelse, som sikrer modtagerne supplerende midler med et beloeb svarende til forskellen mellem den lovbestemte mindsteindkomst og deres midler af enhver art ° tilpasning i tilfaelde af regulering af en udenlandsk pension ° fornyet beregning

(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 46 og 51)

1. De lovbestemmelser i en medlemsstat, der sikrer samtlige aeldre borgere en ved loven beskyttet ret til mindstepension, skal, hvad angaar arbejdstagere eller dermed ligestillede personer, som i medlemsstaten har tilbagelagt beskaeftigelsesperioder samt er bosat dér og tillige modtager pension, anses for at henhoere under omraadet for den i traktatens artikel 51 omhandlede sociale sikring, ganske uanset om disse bestemmelser muligvis ikke er omfattet af denne kvalifikation med hensyn til andre grupper af berettigede.

Der maa foelgelig antages at foreligge en "ydelse ved alderdom" i forordning nr. 1408/71' s forstand i forbindelse med en ydelse til aeldre fastboende, hvis midler ikke naar op paa det lovbestemte mindstebeloeb, naar den naevnte ydelse sikrer modtagerne supplerende midler med et beloeb svarende til forskellen mellem det naevnte mindstebeloeb og en del af de midler af enhver art, som de kan raade over.

2. Bestemmelserne i artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 ° hvorefter der ikke behoever foretages fornyet beregning i henhold til forordningens artikel 46, saafremt den aendring, som beroerer en af de gaeldende ydelser, skyldes begivenheder, der er arbejdstagerens individuelle situation uvedkommende og er foelgen af udviklingen i de oekonomiske og sociale forhold ° kan ikke anvendes, naar der er tale om en ydelse ved alderdom, som med det formaal at sikre den berettigede en mindsteindkomst har karakter af et forskelsbeloeb, hvis stoerrelse ifoelge sin natur vil variere efter udviklingen i den regelmaessigt regulerede garanterede mindsteindkomst og udviklingen i den paagaeldendes midler.

Anvendelsen af denne bestemmelse ville indebaere manglende hensyntagen til den ressourceforoegelse, som for den paagaeldende ville blive resultatet af reguleringen af den pension, der udbetales ham paa grundlag af en i en anden medlemsstat erhvervede rettigheder, og bevirke, at den paagaeldende systematisk ville modtage et beloeb, der er stoerre end den ved lov garanterede mindsteindkomst, ligesom en anvendelse af den ovennaevnte bestemmelse ikke alene ville give vandrende arbejdstagere en fordel, men ogsaa udvande ydelsens formaal og forstyrre systemet i den nationale lovgivning.

Det er saaledes bestemmelserne i artikel 51, stk. 2, som skal anvendes ved beregning og regulering af stoerrelsen af en ydelse, hvis formaal det er at sikre en garanteret mindsteindkomst, og som udbetales til en arbejdstager, der har haft loennet beskaeftigelse i en medlemsstat, hvor han bor, og fra hvilken han modtager en alderspension samtidig med, at han modtager en alderspension fra en anden medlemsstat. Denne anvendelse medfoerer fornyet beregning af ydelsen i tilfaelde af en aendring enten af stoerrelsen af den garanterede indkomst eller af den berettigedes midler.

1 Ved dom af 10. februar 1992 indgaaet til Domstolen den 4. marts 1992 har Belgiens Cour de cassation i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal om fortolkningen af artikel 3, 46 og 51 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som kodificeret i Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6, herefter benaevnt "forordningen").

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en tvist mellem Office national des pensions (herefter benaevnt "ONP"), det belgiske organ, der udreder ydelser ved alderdom, og Levatino, som er indtraadt i sin moder, Milazzo' s rettigheder.

3 Det fremgaar af sagens akter, at Milazzo, der var italiensk statsborger, boede i Belgien. Hun havde siden den 1. oktober 1967 modtaget en belgisk alderspension for arbejdstagere og siden den 1. november 1967 en italiensk alderspension.

4 Endvidere havde hun siden den 1. januar 1973 modtaget den garanterede indkomst til aeldre i henhold til den belgiske lov af 1. april 1969 med aendringer (herefter benaevnt "garanteret indkomst").

5 Den garanterede indkomst er en ydelse, der sikrer modtagerne supplerende midler, og hvis stoerrelse svarer til forskellen mellem de ved lov garanterede minimumsressourcer og en del af de midler af enhver art, som de kan raade over.

6 Den garanterede indkomst ydes til alle personer med bopael i Belgien, som er over 65 aar (maend) eller 60 aar (kvinder), og hvis midler ikke naar det ved lov garanterede mindsteniveau.

7 Ifoelge den belgiske lov i den affattelse, der fremgaar af lov af 8. august 1980, og som var gaeldende paa det tidspunkt, hvor den afgoerelse, der ligger til grund for hovedsagen, blev truffet, forudsatte udbetalingen af denne ydelse til en udenlandsk statsborger imidlertid enten, at der fandtes en overenskomst om gensidighed mellem denne statsborgers hjemland og Belgien, eller at denne statsborger modtog en belgisk alderspension for arbejdstagere. Den udenlandske statsborger skulle ligeledes have boet i Belgien i mindst de seneste fem aar foer rettens erhvervelse.

8 I lovens artikel 10 hedder det:

"Den garanterede indkomst nedsaettes med alders- og efterladtepensioner samt enhver anden ydelse, som modtages af ansoegeren eller dennes aegtefaelle, enten i henhold til en tvungen belgisk pensionsordning, som er indfoert ved eller i medfoer af en lov ... eller i henhold til en tvungen udenlandsk pensionsordning ...

Endvidere tages der ved anvendelsen af denne artikel alene hensyn til det faktisk fastsatte beloeb ..."

9 I medfoer af disse bestemmelser nedsatte den pensionskasse for alders- og efterladtepensioner, som ONP efterfulgte i 1987, pr. 1. april 1984 den garanterede indkomst, der blev udbetalt til Milazzo, for at tage hensyn til stoerrelsen af hendes udenlandske pension (det senest kendte beloeb). Denne afgoerelse blev meddelt Milazzo den 6. marts 1984.

10 Milazzo anfaegtede denne afgoerelse for Tribunal du travail de Liège og gjorde gaeldende, at forordningens artikel 51 var til hinder for, at der blev foretaget en fornyet beregning af den garanterede indkomst for at tage hensyn til reguleringen af hendes italienske pension, som var afhaengig af udviklingen i leveomkostningerne.

11 Ved dom af 16. september 1987 gav Tribunal du travail de Liège sagsoegeren medhold og doemte ONP til at betale Levatino, sagsoegerens arving, den endnu ikke betalte garanterede indkomst, som Milazzo havde haft krav paa for perioden fra den 1. april 1984 til den 26. august 1984, datoen for hendes doed, "uden noget fradrag under anbringende af, at den oprindelige sagsoeger havde modtaget en udenlandsk pension".

12 ONP appellerede denne dom til Cour du travail de Liège og gjorde gaeldende, at forordningens artikel 51 ikke fandt anvendelse paa den nye beregning af den garanterede indkomst, idet artiklen alene vedroerte ydelser, der var fastsat efter bestemmelserne i samme forordnings artikel 46, hvilket ikke var tilfaeldet med den garanterede indkomst.

13 Ved dom af 3. februar 1989 forkastede Cour du travail de Liège denne argumentation og stadfaestede dommen, ifoelge hvilken ONP tilpligtedes at betale Levatino den endnu ikke betalte garanterede indkomst, som Milazzo havde haft krav paa for perioden fra den 1. april 1984 til den 26. august 1984, "uden at tage hensyn til aendringerne i den italienske pension som foelge af prisstigningerne og det dermed forhoejede indeks".

14 ONP har anket denne dom til Belgiens Cour de cassation. ONP goer herved i det vaesentlige gaeldende, at forordningens artikel 46 og 51 ikke gjaldt beregningen af den garanterede indkomst, og at anvendelsen af dem kunne vise sig at vaere i strid med lighedsprincippet i samme forordnings artikel 3, stk. 1.

15 Cour de cassation, der fandt, at tvisten rejste spoergsmaal om fortolkning af faellesskabsretten, har udsat sin afgoerelse og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Skal artikel 46 og 51 i forordning (EOEF) nr. 1408/71 fortolkes saaledes, at de finder anvendelse i tilfaelde af samtidig udbetaling af en alderdomsydelse, som er fastsat i henhold til lovgivningen i én medlemsstat, og en supplerende ydelse til en alderdomsydelse til en arbejdstager, som sikrer en aeldre person en indkomst, der er uafhaengig af laengden af forsikringsperioderne og er fastsat i henhold til lovgivningen i en anden medlemsstat, og kan en saadan anvendelse af de paagaeldende artikler medfoere, at vandrende arbejdstagere stilles bedre end andre arbejdstagere, selv om artikel 3, stk. 1, i naevnte forordning foreskriver ligebehandling af alle medlemsstaternes statsborgere?"

16 Vedroerende hovedsagens faktiske omstaendigheder og den anvendelige lovgivning samt retsforhandlingernes forloeb og parternes skriftlige indlaeg til Domstolen henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

17 Den nationale ret oensker ved sit praejudicielle spoergsmaal afklaret, om forordningens artikel 46 og 51 finder anvendelse paa fastsaettelse og regulering af en ydelse som den garanterede indkomst, der udbetales til en arbejdstager, som har haft loennet beskaeftigelse i en medlemsstat, hvor han bor, og fra hvilken han modtager en alderspension samtidig med, at han modtager en alderspension fra en anden medlemsstat, ogsaa selv om denne anvendelse kan bevirke, at vandrende arbejdstagere stilles bedre end andre arbejdstagere.

18 Forordningens artikel 46 vedroerer fastsaettelsen af ydelserne ved alderdom, mens forordningens artikel 51 fastsaetter reglerne for, hvornaar de ydelser, "der er fastsat efter bestemmelserne i artikel 46", skal reguleres eller beregnes paa ny.

19 Selve artikel 51 omfatter to stykker. I stk. 1 hedder det, at saafremt stoerrelsen af ydelser i de paagaeldende medlemsstater aendres med en bestemt procentdel eller et bestemt beloeb som foelge af stigninger i leveomkostningerne, aendringer i loenniveauet eller andre forhold, som giver anledning til regulering, finder en saadan aendring direkte anvendelse paa ydelserne, uden at det er noedvendigt at foretage fornyet beregning i henhold til artikel 46. I stk. 2 hedder det derimod, at der i tilfaelde af aendring af reglerne for fastsaettelse eller beregning af ydelser foretages fornyet beregning efter bestemmelserne i sidstnaevnte artikel.

20 Domstolen, som havde faaet forelagt et praejudicielt spoergsmaal i forbindelse med en tvist, der netop vedroerte anvendelsen af den garanterede indkomst til aeldre i henhold til ovennaevnte belgiske lov af 1. april 1969, fastslog i sin dom af 22. juni 1972 (sag 1/72, Frilli, Sml. 1972, s. 109, org. ref.: Rec. s. 457, praemis 18), at med hensyn til en arbejdstager eller dermed ligestillet person, som har tilbagelagt beskaeftigelsesperioder i en medlemsstat, hvor han er bosat, og hvor han har et krav paa pension, skal de lovbestemmelser, der sikrer samtlige aeldre borgere en ved loven beskyttet ret til mindstepension, anses for, hvad angaar disse arbejdstagere, at henhoere under omraadet for den i EOEF-traktatens artikel 51 omhandlede sociale sikring og under de regler, der er vedtaget til gennemfoerelse af den naevnte bestemmelse, ganske uanset om en saadan lovgivning muligvis ikke omfattes af denne kvalifikation med hensyn til andre grupper af berettigede.

21 En ydelse som den, der er tale om i hovedsagen, maa foelgelig betragtes som en "ydelse ved alderdom" i forordningens forstand. Den berettigedes ret til ydelser skal i saa fald ifoelge forordningens artikel 44 fastsaettes efter bestemmelserne i forordningens afsnit III, kapitel 3, dvs. navnlig efter bestemmelserne i artikel 46 og 51.

22 ONP har gjort gaeldende, at artikel 46 ikke finder anvendelse paa en ydelse som den garanterede indkomst, der er en ydelse uden bidragspligt, hvis stoerrelse alene afhaenger af den berettigedes midler.

23 ONP' s argumentation maa forkastes.

24 Forordningens bestemmelser viser nemlig, at faellesskabslovgiver har haft til hensigt at medtage alderdomsydelser uden bidragspligt, som f.eks. den garanterede indkomst, i artikel 46' s anvendelsesomraade.

25 Dels hedder det udtrykkeligt i forordningens artikel 4, stk. 2, at forordningen finder anvendelse paa ordninger med alderdomsydelser med og uden bidragspligt.

26 Dels indeholder forordningens artikel 46, stk. 2, litra a), saerlige regler for beregningen af det saakaldte "teoretiske" beloeb i forbindelse med ydelserne uden bidragspligt.

27 Af denne grund og henset til, at der ikke findes nogen udtrykkelig bestemmelse om det modsatte, finder artikel 46 anvendelse paa fastsaettelsen af sociale ydelser som f.eks. den garanterede indkomst.

28 Da forordningens artikel 51 efter ordlyden vedroerer regulering af ydelser, der er fastsat "efter bestemmelserne i artikel 46", finder ogsaa den i princippet anvendelse paa ydelser som den garanterede indkomst.

29 Men en ydelse som den garanterede indkomst har saerlige kendetegn. Det skal derfor afgoeres, om bestemmelserne i artikel 51 efter deres indhold er forenelige med disse kendetegn, og om deres anvendelse kan taenkes alvorligt at forstyrre systemet i den nationale lovgivning, der omtales i ovennaevnte Frilli-dom.

30 Ifoelge Domstolens faste praksis (jf. bl.a. dom af 7.2.1991, sag C-227/89, Roenfeldt, Sml. I, s. 323, praemis 12) har forordningen alene til formaal at sikre en koordinering mellem de nationale lovgivninger om social sikring, som den ikke soeger at ensrette, og den kan saaledes ikke paavirke den nationale lovgivning.

31 Domstolen har navnlig i ovennaevnte Frilli-dom (praemis 20 og 21) fastslaaet, at selv om de vanskeligheder, som anvendelsen af faellesskabslovgivningen kan betyde for ydelser som f.eks. den garanterede indkomst, ikke fratager de doemmende myndigheder deres ret og pligt til at sikre, at de vandrende arbejdstagere beskyttes i alle tilfaelde, hvor det er muligt, kan og boer denne beskyttelse alene sikres, saafremt den ikke forstyrrer systemet i de paagaeldende nationale lovgivninger.

32 Derfor skal det for det foerste vurderes, om bestemmelserne i forordningens artikel 51, stk. 1, kan anvendes, naar der er tale om en ydelse ved alderdom som den garanterede indkomst.

33 Ifoelge Domstolens faste praksis (se bl.a. dom af 20.3.1991, sag C-93/90, Cassamali, Sml. I, s. 1401, praemis 15 og 16) skal forordningens artikel 51, stk. 1, fortolkes saaledes, at der ° for at begraense den administrative byrde, som en efterproevelse af arbejdstagerens stilling ved enhver aendring af de oppebaarne ydelser ville betyde, ikke skal foretages en fornyet beregning af ydelserne i overensstemmelse med forordningens artikel 46, saafremt den aendring, der paavirker en af ydelserne, skyldes omstaendigheder, som ikke har forbindelse med arbejdstagerens individuelle forhold, men er et resultat af den almindelige udvikling i de oekonomiske og sociale forhold. Kun i tilfaelde, hvor aendringen skyldes en aendring af reglerne for fastsaettelse eller beregning af en ydelse, navnlig som foelge af en aendring i arbejdstagerens personlige forhold, skal der foretages en fornyet beregning af ydelser ved alderdom i medfoer af artikel 51, stk. 2.

34 Formaalet med en ydelse som den garanterede indkomst til aeldre er at kompensere for deres utilstraekkelige midler, saaledes at de kan naa op paa det lovbestemte mindsteniveau, i hvert fald naar de bor i den stat, som udbetaler ydelsen. Der er adgang til denne ydelse, uden at der stilles betingelser vedroerende laengden af forsikringsperioden og, i relation til visse berettigede, laengden af bopaelsperioden. Ydelsen er uanset forsikrings- eller bopaelsperiodens laengde lig med forskellen mellem mindsteindkomsten i henhold til de nationale bestemmelser og en del af den berettigedes midler, herunder de indenlandske eller udenlandske pensioner, der oppebaeres. Med sin karakter af forskelsbeloeb kommer ydelsens stoerrelse ifoelge sin natur til at variere efter udviklingen i den garanterede mindsteindkomst, som regelmaessigt reguleres, og udviklingen i den paagaeldendes midler.

35 Anvendelsen af artikel 51, stk. 1, ville ifoelge Domstolens praksis indebaere manglende hensyntagen til den ressourceforoegelse, som reguleringen af den udenlandske pension vil give den paagaeldende, og bevirke, at denne systematisk modtager et beloeb, der er stoerre, og paa laengere sigt vaesentligt stoerre end den ved lov garanterede mindsteindkomst.

36 Denne anvendelse af artikel 51, stk. 1, ville ikke alene give vandrende arbejdstagere en fordel, men ville ogsaa udvande formaalet med den garanterede indkomst og forstyrre systemet i den paagaeldende nationale lovgivning.

37 Ved at forhindre hensyntagen til midler, der normalt skulle traekkes fra den ved lov garanterede mindsteindkomst, ville anvendelsen af de naevnte bestemmelser bevirke, at en supplerende ydelse, hvis stoerrelse varierer efter modtagerens midler, idet den har til formaal at kompensere for disses utilstraekkelighed, mister sin karakter af supplement.

38 I saa henseende adskiller en ydelse som den garanterede indkomst sig fra alderspensionerne, idet anvendelsen af reglerne i artikel 51, stk. 1, selv om de kan begunstige vandrende arbejdstagere, ikke ° i modsaetning til den garanterede indkomst ° aendrer alderspensionernes karakter eller maaden, hvorpaa de fastsaettes.

39 Anvendelsen af bestemmelserne i artikel 51, stk. 1, kan vel i betragtning af deres formaal bevirke, at en vandrende arbejdstager modtager en hoejere ydelse end den, arbejdstageren har ret til i medfoer af forordningens artikel 46, men anvendelsen af bestemmelserne kan dog ikke bevirke, at selve formaalet med ydelsen drages i tvivl.

40 Heraf foelger, at bestemmelserne i forordningens artikel 51, stk. 1, i modsaetning til, hvad Levatino og Kommissionen haevder, ikke kan anvendes paa ydelser som den garanterede indkomst.

41 Spoergsmaalet bliver da, om artikel 51, stk. 2, kan anvendes paa denne type ydelser.

42 Bestemmelser som f.eks. artikel 8 og 10 i ovennaevnte lov af 1. april 1969 har under ét til formaal at sikre, at der ved beregningen af ydelsen tages helt eller delvis hensyn til den paagaeldendes midler. Bestemmelserne udgoer saaledes regler for, hvorledes ydelsesbeloebet fastsaettes, og ikke, som haevdet af Levatino og Kommissionen, bestemmelser, der har til formaal at undgaa samtidig udbetaling af den garanterede indkomst og andre ydelser af samme art.

43 Under disse omstaendigheder paavirker enhver aendring i den berettigedes indkomst- og formueforhold, uanset grundlaget, hans individuelle stilling i forhold til den gaeldende lovgivning og aendrer maaden, hvorpaa ydelsen til ham fastsaettes. Dette er saerligt tilfaeldet, naar vedkommende fra en anden medlemsstat modtager en alderspension, som reguleres bl.a. efter stigningen i leveomkostninger, hvilket er situationen i hovedsagen, eller beregnes paa ny.

44 I artikel 51, stk. 2, hedder det, at der foretages fornyet beregning af ydelsen i tilfaelde af aendring af reglerne for dens fastsaettelse eller beregning. Disse bestemmelser finder anvendelse paa den garanterede indkomst, som skal beregnes paa ny, saafremt den garanterede indkomst selv eller den berettigedes indkomst- og formueforhold aendres. Det er saaledes i medfoer af stk. 2 i artikel 51, at den garanterede indkomst skal beregnes paa ny.

45 Under disse omstaendigheder giver artikel 51, stk. 2, i modsaetning til stk. 1, ikke vandrende arbejdstagere mulighed for at modtage midler langt over det ved lov garanterede mindsteniveau, naar de alderdomsydelser, de modtager fra en anden medlemsstat, reguleres. Stk. 2 bringer saaledes ikke forstyrrelser i systemet i den paagaeldende nationale lovgivning og kan anvendes paa en ydelse som den garanterede indkomst.

46 Det foelger af det ovenfor anfoerte, at en ydelse som den garanterede indkomst til aeldre, der udbetales til en arbejdstager, som har haft loennet beskaeftigelse i en medlemsstat, hvor han bor, og fra hvilken han modtager en alderspension, skal beregnes og reguleres efter bestemmelserne i forordningens artikel 46 og artikel 51, stk. 2.

47 Endelig fremgaar det af den nationale rets akter, bl.a. de argumenter, der er fremfoert af appellanten i hovedsagen, at spoergsmaalet om, hvorvidt forordningens bestemmelser skal finde anvendelse, selv om de stiller vandrende arbejdstagere bedre end andre arbejdstagere, kun vedroerer forordningens artikel 51, stk. 1, som kunne stille Milazzo gunstigere end andre, og som hendes arving, Levatino, i oevrigt har paaberaabt sig ved anfaegtelsen af ONP' s nedsaettelse af den garanterede indkomst, der tilfaldt hende.

48 Da bestemmelserne i forordningens artikel 51, stk. 1, ikke finder anvendelse paa reguleringen af en ydelse som den garanterede indkomst, er det ufornoedent at besvare dette spoergsmaal.

49 Under alle omstaendigheder kan der blot henvises til, at Domstolen i dommen af 13. oktober 1977 (sag 22/77, Mura, Sml. s. 1699, praemis 9 og 10) anfoerte, dels at anvendelsen af faellesskabsbestemmelserne, selv om den stiller vandrende arbejdstagere gunstigere end andre arbejdstagere, ikke af den grund er diskriminerende, for vandrende arbejdstageres retsstilling kan ikke sammenlignes med retsstillingen for arbejdstagere, som aldrig har forladt deres land, dels, at eventuelle forskelle i den vandrende arbejdstagers favoer ikke skyldes en fortolkning af faellesskabsretten, men at der ikke findes en faelles ordning for social sikring eller nogen harmonisering af de eksisterende nationale ordninger, hvilke mangler den nugaeldende enkle koordination ikke er i stand til at afhjaelpe.

50 Heraf foelger, at bestemmelserne i forordningens artikel 46 og 51 finder anvendelse, selv om de stiller vandrende arbejdstagere gunstigere end andre arbejdstagere.

51 Saaledes maa det praejudicielle spoergsmaal besvares med, at forordningens artikel 46 og artikel 51, stk. 2, finder anvendelse paa fastsaettelse og regulering af en ydelse som den garanterede indkomst, der udbetales til en arbejdstager, som har haft loennet beskaeftigelse i en medlemsstat, hvor han bor, og fra hvilken han modtager en alderspension samtidig med, at han modtager en alderspension fra en anden medlemsstat. Derimod finder artikel 51, stk. 1, ikke anvendelse paa regulering af en saadan ydelse.

Sagens omkostninger

52 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da retsforhandlingerne i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Belgiens Cour de cassation ved dom af 10. februar 1992, for ret:

Artikel 46 og artikel 51, stk. 2, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som kodificeret i Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, finder anvendelse paa fastsaettelse og regulering af en ydelse som den garanterede indkomst, der udbetales til en arbejdstager, som har haft loennet beskaeftigelse i en medlemsstat, hvor han bor, og fra hvilken han modtager en alderspension samtidig med, at han modtager en alderspension fra en anden medlemsstat. Derimod finder samme forordnings artikel 51, stk. 1, ikke anvendelse paa regulering af en saadan ydelse.