61990J0179

++++

1. Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - begreb - de ansatte sammensluttet inden for en virksomhed - uden betydning

(EOEF-Traktaten, art. 48)

2. Konkurrence - offentlige virksomheder og virksomheder, som medlemsstaterne indroemmer saerlige eller eksklusive rettigheder - monopol paa at udfoere havnearbejde - monopol som foerer til misbrug af dominerende stilling - ulovligt

(EOEF-Traktaten, art. 86 og art. 90, stk. 1)

3. Frie varebevaegelser - kvantitative restriktioner - foranstaltninger med tilsvarende virkning - national foranstaltning der goer det lettere at misbruge en dominerende stilling, og som bevirker en begraensning i indfoerslen af varer fra andre medlemsstater

(EOEF-Traktaten, art. 30)

4. Konkurrence - offentlige virksomheder og virksomheder, som medlemsstaterne indroemmer saerlige eller eksklusive rettigheder - Traktatens bestemmelser - direkte virkning

(EOEF-Traktaten, art. 30, 48, 86 og 90)

5. Konkurrence - virksomheder der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse - identificering paa grundlag af den udoevede virksomheds saerlige karakter - underlagt Traktatens bestemmelser - undtagelse - betingelser

(EOEF-Traktaten, art. 90, stk. 2)

1. Begrebet arbejdstager i Traktatens artikel 48 forudsaetter, at en person i en vis periode praesterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger. Det aendrer intet herved, at arbejdstageren - samtidig med at befinde sig i et underordnelsesforhold i forhold til virksomheden - er knyttet til de andre arbejdstagere i kraft af en sammenslutning.

2. Selv om den blotte omstaendighed, at der skabes en dominerende stilling ved tildeling af eksklusive rettigheder som omhandlet i Traktatens artikel 90, stk. 1, ikke i sig selv er uforenelig med artikel 86, overtraeder en medlemsstat disse to bestemmelser, saafremt den paagaeldende virksomhed ved den blotte udoevelse af de eksklusive rettigheder, som er indroemmet den, foranlediges til at udnytte sin dominerende stilling paa en maade, der er udtryk for misbrug, eller saafremt rettighederne maa antages at skabe en retstilstand, som medfoerer, at virksomheden goer sig skyldig i et saadant misbrug.

Dette er tilfaeldet, naar en virksomhed, som har monopol paa at udfoere havnearbejde, derved er foranlediget til enten at kraeve betaling for ikke-oenskede tjenesteydelser, fakturere uforholdsmaessigt hoeje priser eller vaegre sig ved at indfoere moderne teknologi eller at yde prisnedsaettelser til visse brugere og udligne dem gennem en forhoejelse af de priser, der faktureres andre brugere.

3. En national foranstaltning, der goer det lettere at misbruge en dominerende stilling, som kan paavirke samhandelen mellem medlemsstater, vil normalt vaere uforenelig med Traktatens artikel 30 for saa vidt som den paagaeldende foranstaltning bevirker, at indfoersel af varer fra andre medlemsstater fordyres og foelgelig begraenses.

4. Selv inden for rammerne af artikel 90 har bestemmelserne i Traktatens artikel 30, 48 og 86 direkte virkning og medfoerer rettigheder for de retsundergivne, som de nationale retter skal beskytte.

5. Havnearbejde har principielt ikke en saadan almindelig oekonomisk interesse, at det adskiller sig fra andre af erhvervslivets aktiviteter og kan vaere omfattet af Traktatens artikel 90, stk. 2. Det forhold, at en virksomhed af myndighederne er overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse kan ikke i medfoer af naevnte bestemmelse undtage dem fra at skulle overholde Traktatens bestemmelser, medmindre disse bestemmelser hindrer opfyldelsen af de saerlige opgaver, som er betroet den, og saafremt dette ikke strider mod Faellesskabets interesse.

1 Ved kendelse af 6. april 1990, indgaaet til Domstolen den 7. juni s.aa., har Tribunale di Genova i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-Traktatens artikel 7, 30, 85, 86 og 90.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag mellem selskabet Merci convenzionali porto di Genova SpA (herefter benaevnt "Merci") og selskabet Siderurgica Gabrielli SpA (herefter benaevnt "Siderurgica") vedroerende losning af varer i Genovas havn.

3 Det fremgaar af sagen, at efter den italienske soelovs artikel 110 er lastning, losning, omladning, oplagring og haandtering af varer og materiel i havnen forbeholdt havneselskaber, hvis arbejdstagere, som ogsaa er selskabsdeltagere, i henhold til det italienske soefartsregulativs artikel 152 og 156 skal have italiensk statsborgerskab. Overtraedelse af havneselskabernes eksklusive rettigheder er strafbart i henhold til soelovens artikel 1172.

4 Tilrettelaeggelsen af havnearbejde for tredjemands regning er i henhold til soelovens artikel 111 overdraget hovedvirksomheder. Til havnearbejdets udfoerelse maa disse virksomheder alene anvende havneselskaberne. Havnevirksomhederne er i almindelighed privatretlige selskaber.

5 I henhold til italienske bestemmelser henvendte Siderurgica sig til Merci, som er den virksomhed i Genovas havn, der har eneret paa tilrettelaeggelsen af havnearbejdet med almindelige varer, for at faa losset et parti staal, som var indfoert fra Forbundsrepublikken Tyskland. Dette skete, selv om skibets egen besaetning kunne have foretaget losningen. For at faa skibet losset henvendte Merci sig til havneselskabet i Genova.

6 En forsinkelse med losningen af varerne, som navnlig skyldtes, at havneselskabets ansatte havde afholdt en raekke strejker, gav anledning til en tvist mellem Siderurgica og Merci. Under sagen har Siderurgica nedlagt paastand om erstatning for det tab, det har lidt paa grund af forsinkelsen, og tilbagebetaling af erlagte beloeb, som selskabet anser for urimelige i betragtning af de udfoerte ydelser. Efter at have faaet sagen forelagt har Tribunale di Genova besluttet at udsaette sagen paa Domstolens afgoerelse af foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Tillaegger bestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 90 samt forbuddene i samme Traktats artikel 7, 30, 85 og 86 paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin - naar varer fra en EF-medlemsstat indfoeres ad soevejen til en anden EF-medlemsstat - private, der er omfattet af Faellesskabets retsorden, rettigheder, som medlemsstaterne har pligt til at respektere, saafremt en virksomhed og/eller et havneselskab, hvis arbejdsstyrke alene bestaar af indenlandske statsborgere, har eneret paa - efter bindende tariffer - at udfoere lastning og losning af varer i indenlandske havne, selv om arbejdet kan udfoeres med skibets eget udstyr og besaetning, eller

2) maa en virksomhed og/eller et havneselskab, hvis arbejdsstyrke alene bestaar af indenlandske statsborgere, og som har eneret paa - efter bindende tariffer - at laste og losse varer i indenlandske havne, antages at vaere en virksomhed, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, jf. EOEF-Traktatens artikel 90, stk. 2, og hvor en anvendelse af bestemmelserne i artikel 90, stk. 1, og forbuddene i Traktatens artikel 7, 30, 85 og 86 kan hindre opfyldelsen af de saerlige opgaver, der er betroet dem?"

7 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb og de skriftlige indlaeg for Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Det foerste spoergsmaal

8 Den nationale ret oensker med sit foerste spoergsmaal i det vaesentlige oplyst, hvorvidt Traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med artikel 7, 30 og 86, er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, som tillaegger en i den paagaeldende stat etableret virksomhed eneret paa at tilrettelaegge havnearbejde og forpligter virksomheden til at lade arbejdet udfoere af et havneselskab, der udelukkende beskaeftiger indenlandske arbejdstagere, og hvorvidt disse bestemmelser tillaegger private rettigheder, som de nationale retter skal beskytte.

9 For at besvare dette spoergsmaal, som det er omformuleret, bemaerkes indledningsvis, at en havnevirksomhed, som er tillagt eksklusive rettigheder med hensyn til tilrettelaeggelsen af havnearbejdet for tredjemands regning, og et havneselskab, som er tillagt eksklusive rettigheder med hensyn til udfoerelse af havnearbejde, skal anses for virksomheder, som medlemsstaten har indroemmet eksklusive rettigheder efter Traktatens artikel 90, stk. 1.

10 For saa vidt angaar saadanne virksomheder, foreskriver bestemmelsen, at medlemsstaterne skal afstaa fra at traeffe eller opretholde foranstaltninger, som er i strid med Traktatens bestemmelser, navnlig de i artikel 7 og konkurencereglerne naevnte.

11 For saa vidt angaar det krav om statsborgerskab, der er fastsat for havneselskabets ansatte, bemaerkes, at det almindelige, principielle forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, som opstilles i Traktatens artikel 7, kun kan anvendes selvstaendigt paa forhold omfattet af faellesskabsretten, for hvilke Traktaten ikke indeholder saerlige bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling (jf. f.eks. dom af 30.5.1989, sag 305/87, Kommissionen mod Graekenland, Sml. s. 1461, praemis 12 og 13, og af 7.3.1991, sag C-10/90, Masgio, Sml. I, s. 1119, praemis 12).

12 For saa vidt angaar arbejdstagere har princippet fundet konkret udtryk i Traktatens artikel 48.

13 Det bemaerkes, at for det foerste er Traktatens artikel 48 til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, hvorefter landets statsborgere forbeholdes retten til at arbejde i en virksomhed i denne stat, som f.eks. det havneselskab i Genova, som er omhandlet i den for den forelaeggende ret verserende sag. Som Domstolen allerede har fastslaaet (jf. f.eks. dom af 3.7.1986, sag 66/85, Lawrie-Blum, Sml. s. 2121, praemis 17), forudsaetter begrebet arbejdstager i Traktatens artikel 48, at en person i en vis periode praesterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger. Det aendrer intet herved, at arbejdstageren - samtidig med at befinde sig i et underordnelsesforhold til virksomheden - er knyttet til de andre arbejdstagere i kraft af en sammenslutning.

14 Hvad for det andet angaar spoergsmaalet, om der er tale om eksklusive rettigheder, bemaerkes med hensyn til fortolkningen af Traktatens artikel 86, at en virksomhed, som har et lovbestemt monopol paa en vaesentlig del af det faelles marked, i henhold til fast praksis kan anses for at indtage en dominerende stilling som omhandlet i Traktatens artikel 86 (jf. dom af 23.4.1991, sag C-41/90, Hoefner, Sml. I, s. 1979, praemis 28, og af 18.6.1991, sag C-260/89, ERT, Sml. I, s. 2925, praemis 31).

15 For saa vidt angaar afgraensningen af det relevante marked, fremgaar det af forelaeggelseskendelsen, at dette marked er tilrettelaeggelsen af havnearbejde i Genovas havn med almindeligt gods for tredjemands regning og udfoerelsen heraf. I betragtning af bl.a. omfanget af handelen i denne havn og dens betydning i forhold til den paagaeldende medlemsstats samlede import og eksport ad soevejen, kan dette marked anses for en vaesentlig del af det faelles marked.

16 Det bemaerkes, at den blotte omstaendighed, at der skabes en saadan dominerende stilling ved tildeling af eksklusive rettigheder som omhandlet i Traktatens artikel 90, stk. 1, ikke i sig selv er uforenelig med artikel 86.

17 Som Domstolen tidligere har fastslaaet, overtraeder en medlemsstat imidlertid forbuddene i disse to bestemmelser, saafremt den paagaeldende virksomhed ved den blotte udoevelse af de eksklusive rettigheder, som er indroemmet den, foranlediges til at udnytte sin dominerende stilling paa en maade, der er udtryk for misbrug (jf. naevnte dom af 23.4.1991, Hoefner, praemis 29), eller saafremt rettighederne maa antages at skabe en retstilstand, som medfoerer, at virksomheden goer sig skyldig i et saadant misbrug (jf. naevnte dom af 18.6.1991, ERT, praemis 37).

18 I henhold til Traktatens artikel 86, stk. 2, litra a), b) og c), kan misbrug isaer bestaa i, at en person, som oensker de paagaeldende tjenesteydelser udfoert, paatvinges urimelige koebspriser eller andre urimelige forretningsbetingelser, i begraensning af produktion, afsaetning eller teknisk udvikling til skade for forbrugerne, og i anvendelse af ulige vilkaar for ydelser af samme vaerdi over for handelspartnere.

19 Det fremgaar af de af den nationale retsinstans naermere beskrevne omstaendigheder og af forhandlingerne for Domstolen, at de virksomheder, som i henhold til de paagaeldende nationale bestemmelser er indroemmet eksklusive rettigheder, derved er foranlediget til enten at kraeve betaling for ikke oenskede tjenesteydelser, fakturere uforholdsmaessigt hoeje priser eller vaegre sig ved at indfoere moderne teknologi, hvilket medfoerer hoejere udgifter til operationerne og kraever laengere tid til at udfoere dem, eller ogsaa at yde prisnedsaettelser til visse brugere og udligne dem gennem en forhoejelse af de priser, der faktureres andre brugere.

20 Paa den baggrund bemaerkes, at en medlemsstat skaber en situation i strid med Traktatens artikel 86, naar den udsteder bestemmelser som de af den forelaeggende ret forelagte, da disse bestemmelser, som det er tilfaeldet i hovedsagen, kan paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne, jf. de i praemis 15 anfoerte omstaendigheder vedroerende omfanget af handelen i Genovas havn.

21 Med hensyn til fortolkningen af Traktatens artikel 30, som den nationale ret har anmodet om, bemaerkes blot, at en national foranstaltning, der goer det lettere at misbruge en dominerende stilling, som kan paavirke samhandelen mellem medlemsstater, normalt vil vaere uforenelig med naevnte artikel, som forbyder kvantitative indfoerselsrestriktioner samt enhver foranstaltning med tilsvarende virkning (jf. dom af 16.11.1977, sag 13/77, Inno, Sml. s. 2115, praemis 35), for saa vidt som den paagaeldende foranstaltning bevirker, at indfoersel af varer fra andre medlemsstater fordyres og foelgelig begraenses.

22 Det fremgaar af de af den nationale ret beskrevne omstaendigheder, at varerne kunne vaere losset billigere ved hjaelp af skibets udstyr. At losningen skulle ske via de to virksomheder, som er tildelt eksklusive rettigheder, medfoerte derfor yderligere omkostninger, som paa grund af deres paavirkning af varernes pris kunne paavirke indfoerslen.

23 For det tredje understreges, at selv inden for rammerne af artikel 90 har bestemmelserne i Traktatens artikel 30, 48 og 86 direkte virkning og medfoerer rettigheder for de retsundergivne, som de nationale retter skal beskytte (jf. bl.a. vedroerende Traktatens artikel 86 dom af 30.4.1974, sag 155/73, Sacchi, Sml. s. 409, praemis 18).

24 Det foerste spoergsmaal, som det er omformuleret, boer derfor besvares saaledes:

- EOEF-Traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med artikel 30, 48 og 86, er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, som tillaegger en i den paagaeldende stat etableret virksomhed eneret paa at udfoere havnearbejde og forpligter virksomheden til at lade arbejdet udfoere af et havneselskab, der udelukkende beskaeftiger indenlandske arbejdstagere.

- Traktatens artikel 30, 48 og 86, sammenholdt med artikel 90, medfoerer rettigheder for borgerne, som de nationale retter skal beskytte.

Det andet spoergsmaal

25 Den nationale ret oensker med det andet spoergsmaal i det vaesentlige oplyst, om Traktatens artikel 90, stk. 2, skal fortolkes saaledes, at en virksomhed og/eller et havneselskab, der befinder sig i en situation som beskrevet i det foerste spoergsmaal, skal anses for en virksomhed, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse i den i ovennaevnte bestemmelse forudsatte betydning.

26 For at besvare dette spoergsmaal henvises til, at det, for at undtagelsen i Traktatens artikel 90, stk. 2, kan finde anvendelse, ikke blot kraeves, at myndighederne har overdraget den paagaeldende virksomhed at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, men ogsaa at Traktatens bestemmelser hindrer opfyldelsen af de saerlige opgaver, selskabet er betroet, samt at dette ikke strider mod Faellesskabets interesse (jf. dom af 3.10.1985, sag 311/84, CBEM, Sml. s. 3261, praemis 17; naevnte dom af 23.4.1991, Hoefner, praemis 24).

27 Det maa herved konstateres, at det hverken fremgaar af den af den nationale ret fremsendte sag eller af indlaeggene for Domstolen, at havnearbejde har en saadan almindelig oekonomisk interesse, at det adskiller sig fra andre af erhvervslivets aktiviteter, og at selv om dette maatte vaere tilfaeldet, ville en anvendelse af Traktatens bestemmelser, navnlig reglerne om konkurrence og fri bevaegelighed, vaere til hinder for opfyldelsen af saadanne opgaver.

28 Det andet spoergsmaal maa derfor besvares med, at Traktatens artikel 90, stk. 2, skal fortolkes saaledes, at en virksomhed og/eller et havneselskab, der befinder sig i en situation som beskrevet i det foerste spoergsmaal, ikke alene af den grund kan antages at vaere en virksomhed, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse i den i ovennaevnte bestemmelse forudsatte betydning.

Sagens omkostninger

29 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunale di Genova ved kendelse af 6. april 1990, for ret:

1) EOEF-Traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med artikel 30, 48 og 86, er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, som tillaegger en i den paagaeldende stat etableret virksomhed eneret paa at udfoere havnearbejde og forpligter virksomheden til at lade arbejdet udfoere af et havneselskab, der udelukkende beskaeftiger indenlandske arbejdstagere.

2) Traktatens artikel 30, 48 og 86, sammenholdt med artikel 90, medfoerer rettigheder for borgerne, som de nationale retter skal beskytte.

3) Traktatens artikel 90, stk. 2, skal fortolkes saaledes, at en virksomhed og/eller et havneselskab, der befinder sig i en situation som beskrevet i det foerste spoergsmaal, ikke alene af den grund kan antages at vaere en virksomhed, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse i den i ovennaevnte bestemmelse forudsatte betydning.