61989J0340

++++

Fri bevaegelighed for personer - etableringsfrihed - advokater - adgang til erhvervet - medlemsstaternes forpligtelse til at undersoege overensstemmelsen mellem de eksamensbeviser og kvalifikationer, der kraeves i national ret, og dem, der er erhvervet i oprindelsesmedlemsstaten - krav om begrundet afgoerelse, der skal kunne indbringes for domstolene

(EOEF-Traktaten, art. 52)

Traktatens artikel 52 skal fortolkes saaledes, at naar der til en medlemsstats myndigheder indgives ansoegning om beskikkelse som advokat af en statsborger i Faellesskabet, der allerede er beskikket som advokat i sin hjemstat og i vaertslandet virker som juridisk raadgiver, skal de undersoege, i hvilket omfang de kundskaber og kvalifikationer, der fremgaar af det eksamensbevis, som vedkommende har erhvervet i sit hjemland, svarer til kravene i vaertslandets lovgivning. Denne undersoegelse skal foretages paa en maade, der er i overensstemmelse med kravene i faellesskabsretten med hensyn til den effektive beskyttelse af de grundrettigheder, som ved Traktaten er tillagt statsborgerne i Faellesskabet. Heraf foelger, at enhver afgoerelse skal kunne indbringes for domstolene med henblik paa proevelse af dens lovlighed efter faellesskabsretten, og at vedkommende skal kunne faa kendskab til afgoerelsens begrundelse.

Saafremt der kun er delvis overensstemmelse mellem disse eksamensbeviser, kan de paagaeldende nationale myndigheder kraeve, at vedkommende godtgoer, at han har erhvervet de manglende kundskaber og kvalifikationer. Det tilkommer i denne forbindelse naevnte myndigheder at vurdere, om de kundskaber, der er erhvervet i vaertslandet - enten ved studier eller ved praktisk erfaring - er tilstraekkelige til at dokumentere, at vedkommende har de manglende kundskaber.

Hvis der efter vaertslandets regler kraeves en praktisk uddannelse eller erhvervspraktik, tilkommer det ligeledes disse myndigheder at vurdere, om en erhvervserfaring, der er erhvervet enten i oprindelsesmedlemsstaten eller i vaertslandet, helt eller delvis kan anses for tilstraekkelig til at opfylde dette krav.

1 Ved kendelse af 18. september 1989 indgaaet til Domstolen den 3. november 1989 har Bundesgerichtshof i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-Traktatens artikel 52.

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag mellem Irene Vlassopoulou, der er graesk statsborger og advokat i Athen, og Ministerium fuer Justiz, Bundes- und Europaangelegenheiten Baden-Wuerttemberg (herefter benaevnt "ministeriet"), der har naegtet at beskikke hende som Rechtsanwalt (advokat) ved Amtsgericht Mannheim samt Landgericht Mannheim og Landgericht Heidelberg.

3 Irene Vlassopoulou har ud over sine graeske eksamensbeviser ogsaa erhvervet graden "Doktor der Rechte" ved universitetet i Tuebingen (Tyskland). Hun har siden juli 1983 vaeret beskaeftiget i et tysk advokatfirma i Mannheim. I november 1984 fik hun i henhold til Rechtsberatungsgesetz (lov om juridisk raadgivningsvirksomhed 1935, BGBl. III, s. 303) tilladelse til at varetage juridiske anliggender for tredjemand vedroerende graesk ret og faellesskabsret. For saa vidt angaar tysk ret, er en tysk kollega i advokatfirmaet ansvarlig for det arbejde, Irene Vlassopoulou udfoerer.

4 Den 13. maj 1988 ansoegte Irene Vlassopoulou ministeriet om beskikkelse som Rechtsanwalt. Ministeriet afslog ansoegningen med den begrundelse, at Irene Vlassopoulou ikke opfyldte betingelserne for at blive beskikket som dommer, hvilket i henhold til § 4 i Bundesrechtsanwaltsordnung (forbundslov om advokatvirksomhed 1959, BGBl. I, s. 565) er en betingelse for beskikkelse som Rechtsanwalt. Disse betingelser gaar i det vaesentlige ud paa, at vedkommende skal have gennemfoert et juridisk studium ved et tysk universitet, bestaaet den foerste statsproeve ("erste Staatspruefung"), vaeret i praktisk juridisk virksomhed ("Vorbereitungsdienst") og derefter bestaaet den anden statsproeve ("zweite Staatspruefung"). Ministeriet anfoerte endvidere, at ansoegeren ikke i henhold til EOEF-Traktatens artikel 52 har ret til at udoeve virksomhed i Forbundsrepublikken Tyskland paa grundlag af de erhvervsmaessige kvalifikationer, hun har erhvervet i Graekenland.

5 Irene Vlassopoulou indbragte denne afgoerelse for Ehrengerichtshof (det tyske advokatnaevn), der afslog hendes anmodning om en judiciel afgoerelse. Hun anlagde straks sag til proevelse af denne afgoerelse ved Bundesgerichtshof, der fandt, at sagen rejser et spoergsmaal om fortolkning af EOEF-Traktatens artikel 52, og besluttede at forelaegge Domstolen foelgende spoergsmaal til praejudiciel afgoerelse:

"Er det i strid med etableringsfriheden i henhold til EOEF-Traktatens artikel 52, at en statsborger i Faellesskabet, der allerede er beskikket som advokat og driver virksomhed som saadan i sit hjemland, og som i fem aar har haft tilladelse til at drive juridisk raadgivningsvirksomhed i vaertslandet og ligeledes er beskaeftiget i et advokatfirma med hjemsted dér, kun kan beskikkes som advokat i vaertslandet efter reglerne i dettes lovgivning?"

6 Vedroerende hovedsagens retlige og faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

7 Det bemaerkes, at i henhold til Traktatens artikel 52, stk. 2, "indebaerer etableringsfriheden adgang til at optage og udoeve selvstaendig erhvervsvirksomhed ... paa de vilkaar, som i etableringslandets lovgivning er fastsat for landets egne statsborgere".

8 Efter den italienske og den tyske regerings opfattelse fremgaar det af denne bestemmelse, at saa laenge der hverken findes faellesskabsbestemmelser om samordning af betingelserne for adgang til og udoevelse af selvstaendig virksomhed som advokat eller direktiver om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, er medlemsstaterne berettiget til i national ret at fastsaette betingelser for beskikkelse som advokat, der ikke indebaerer forskelsbehandling.

9 Hertil bemaerkes for det foerste, at i det omfang, betingelserne for at udoeve et givet erhverv ikke er harmoniseret, kan medlemsstaterne frit fastsaette de kundskaber og kvalifikationer, der findes noedvendige for at udoeve vedkommende erhverv, ligesom de kan kraeve et eksamensbevis fremlagt som dokumentation for saadanne kundskaber og kvalifikationer (jf. dom af 15.10.1987, sag 222/86, Unectef, Sml. s. 4097, praemis 10).

10 Det staar fast, at der endnu ikke er udstedt bestemmelser i henhold til EOEF-Traktatens artikel 57, stk. 2, om harmonisering af betingelserne for adgangen til at optage advokatvirksomhed.

11 Endvidere bemaerkes, at da Irene Vlassopoulou den 13. maj 1988 indgav ansoegningen, var der ikke i medfoer af Traktatens artikel 57, stk. 1, udstedt et direktiv om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, der giver adgang til advokaterhvervet.

12 Direktiv 89/48/EOEF om indfoerelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregaaende uddannelser af mindst tre aars varighed (EFT 1989 L 19, s. 16), som Raadet udstedte den 21. december 1988, og som medlemsstaterne skal efterkomme senest den 4. januar 1991, finder ikke anvendelse i denne sag.

13 Dernaest bemaerkes, at ved at bestemme, at etableringsfriheden skal vaere gennemfoert ved udloebet af overgangsperioden, foreskriver artikel 52 en praecis forpligtelse til at naa dette resultat, hvis opfyldelse skal lettes, men ikke vaere betinget af ivaerksaettelsen af en plan med gradvise foranstaltninger (jf. dom af 28.6.1977, sag 11/77, Patrick, Sml. s. 1199, praemis 10).

14 Det fremgaar i oevrigt af dom af 28. april 1977, (sag 71/76, Thieffry, Sml. s. 765, praemis 16), at for saa vidt som faellesskabsretten selv ikke indeholder bestemmelser herom, kan Traktatens maal - og herunder navnlig etableringsfriheden - gennemfoeres ved foranstaltninger, som traeffes af medlemsstaterne, der i medfoer af Traktatens artikel 5 skal traeffe "alle almindelige eller saerlige foranstaltninger, som er egnede til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, som foelger af denne Traktat eller af retsakter foretaget af Faellesskabets institutioner" og afholde sig fra "at traeffe foranstaltninger, der er egnede til at bringe virkeliggoerelsen af denne Traktats maalsaetning i fare".

15 Det maa i denne forbindelse fastslaas, at selv om nationale regler om bestemte kvalifikationer anvendes uden forskelsbehandling med hensyn til nationalitet, kan de have til foelge, at statsborgere i andre medlemsstater hindres i at udoeve etableringsretten, der er sikret i Traktatens artikel 52. Dette kan vaere tilfaeldet, saafremt der ved de paagaeldende nationale regler ikke tages hensyn til kundskaber og kvalifikationer, som vedkommende allerede har erhvervet i en anden medlemsstat.

16 Det foelger heraf, at naar der til en medlemsstat indgives ansoegning om tilladelse til at udoeve et erhverv, hvortil adgangen ifoelge national ret er betinget af, at vedkommende har et eksamensbevis eller erhvervsmaessige kvalifikationer, skal medlemsstaten tage hensyn til eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, som vedkommende har erhvervet med henblik paa at kunne udoeve dette erhverv i en anden medlemsstat, idet den skal foretage en sammenligning mellem den kompetence, der er dokumenteret ved beviserne, og de krav om kundskaber og kvalifikationer, der stilles i de nationale regler.

17 Vaertslandets myndigheder skal ved denne undersoegelse objektivt kunne konstatere, at indehaveren af et udenlandsk eksamensbevis har kundskaber og kvalifikationer, som er, om ikke identiske med, saa dog i det mindste paa samme niveau som de kundskaber og kvalifikationer, der attesteres ved det i landet selv udstedte eksamensbevis. Ved denne vurdering af spoergsmaalet om ligestilling af det udenlandske eksamensbevis skal der alene tages hensyn til det kundskabs- og kvalifikationsniveau, som en person med et saadant eksamensbevis maa formodes at have opnaaet, naar henses til indholdet og varigheden af den teoretiske og praktiske uddannelse, der ifoelge eksamensbeviset er gennemfoert (jf. dom af 15.10.1987, sag 222/86, a.st., praemis 13).

18 En medlemsstat kan imidlertid ved denne undersoegelse tage hensyn til de objektive forskelle, der findes baade med hensyn til de retsforskrifter vedroerende det paagaeldende erhverv, der gaelder i oprindelsemedlemsstaten, og virkefeltet herfor. Hvad angaar advokatvirksomhed, kan en medlemsstat saaledes foretage en sammenlignende undersoegelse af eksamensbeviser, saaledes at der tages hensyn til forskelle mellem de paagaeldende nationale retsforskrifter.

19 Hvis det paa grundlag af sammenligningen af eksamensbeviserne kan konstateres, at de kundskaber og kvalifikationer, der er dokumenteret ved det udenlandske eksamensbevis, svarer til de krav, der stilles i de nationale bestemmelser, er medlemsstaten forpligtet til at anerkende, at eksamensbeviset opfylder disse krav. Hvis der ved sammenligningen derimod kun fremgaar delvis overensstemmelse mellem kundskaberne og kvalifikationerne, er vaertslandet berettiget til at kraeve, at vedkommende dokumenterer, at han har erhvervet de manglende kundskaber og kvalifikationer.

20 Det tilkommer i denne forbindelse de kompetente myndigheder i medlemsstaterne at vurdere, om de kundskaber, der er erhvervet i vaertslandet - enten ved studier eller ved praktisk erfaring - er tilstraekkelige til at dokumentere, at vedkommende har de manglende kundskaber.

21 Hvis der efter vaertslandets regler kraeves en praktisk uddannelse eller erhvervspraktik, tilkommer det ligeledes de nationale myndigheder at vurdere, om en erhvervserfaring, der er erhvervet enten i oprindelsesmedlemsstaten eller i vaertslandet, helt eller delvis kan anses for tilstraekkelig til at opfylde dette krav.

22 Endelig bemaerkes, at undersoegelsen af, om der er overensstemmelse mellem de kundskaber og kvalifikationer, som er dokumenteret ved det udenlandske eksamensbevis, og dem, der kraeves i henhold til vaertslandets lovgivning, skal foretages af de nationale myndigheder paa en maade, der er i overensstemmelse med kravene i faellesskabsretten med hensyn til den effektive beskyttelse af de grundrettigheder, som ved Traktaten er tillagt statsborgerne i Faellesskabet. Heraf foelger, at enhver afgoerelse skal kunne indbringes for domstolene med henblik paa proevelse af dens lovlighed efter faellesskabsretten, og at vedkommende skal kunne faa kendskab til afgoerelsens begrundelse (jf. dom af 15.10.1987, sag 222/86, a.st., praemis 17).

23 Det af Bundesgerichtshof stillede spoergsmaal maa herefter besvares med, at EOEF-Traktatens artikel 52 skal fortolkes saaledes, at naar der til en medlemsstats myndigheder indgives ansoegning om beskikkelse som advokat af en statsborger i Faellesskabet, der allerede er beskikket som advokat i sin hjemstat og i vaertslandet virker som juridisk raadgiver, skal de undersoege, i hvilket omfang de kundskaber og kvalifikationer, der fremgaar af det eksamensbevis, som vedkommende har erhvervet i sit hjemland, svarer til kravene i vaertslandets lovgivning. Saafremt der kun er delvis overensstemmelse mellem disse eksamensbeviser, kan de paagaeldende nationale myndigheder kraeve, at vedkommende godtgoer, at han har erhvervet de manglende kundskaber og kvalifikationer.

Sagens omkostninger

24 De udgifter, der er afholdt af Forbundsrepublikken Tysklands og Den Italienske Republiks regeringer og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale domstol, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, som Bundesgerichtshof har forelagt ved kendelse af 18. september 1989, for ret:

EOEF-Traktatens artikel 52 skal fortolkes saaledes, at naar der til en medlemsstats myndigheder indgives ansoegning om beskikkelse som advokat af en statsborger i Faellesskabet, der allerede er beskikket som advokat i sin hjemstat og i vaertslandet virker som juridisk raadgiver, skal de undersoege, i hvilket omfang de kundskaber og kvalifikationer, der fremgaar af det eksamensbevis, som vedkommende har erhvervet i sit hjemland, svarer til kravene i vaertslandets lovgivning. Saafremt der kun er delvis overensstemmelse mellem disse eksamensbeviser, kan de paagaeldende nationale myndigheder kraeve, at vedkommende godtgoer, at han har erhvervet de manglende kundskaber og kvalifikationer.