61977J0087

1 . Tjenestemaend _ soegsmaal _ soegsmaalsret _ personer der kraever status som tjenestemaend eller status som andet end lokalt ansatte

2 . Annullationssoegsmaal _ fysiske eller juridiske personer _ retsakter der beroerer dem umiddelbart og individuelt _ forordning der gennemfoerer en fra tjenestemandsvedtaegten afvigende ansaettelsesprocedure

( EOEF-traktaten , art . 173 , stk . 2 ; Raadets forordning nr . 3332/82 )

3 . Ulovlighedsindsigelse _ kan ikke goeres gaeldende ved anlaeggelse af selvstaendigt soegsmaal men alene under en sag , hvor forordningens gyldighed er anfaegtet .

( EOEF-traktaten , art . 184 )

4 . Tjenestemaend _ status som tjenestemaend _ betingelser

( Tjenestemandsvedtaegten , art . 1 , stk . 1 )

5 . De europaeiske Faellesskabers budget _ raekkevidde _ ikke bindende for de lovgivende myndigheder

6 . Parlamentsbeslutning _ raekkevidde _ ikke bindende

1 . Ikke blot personer , som har status som tjenestemaend eller som andet end lokalt ansatte , men ogsaa de , der haevder at have en saadan status , kan for Domstolen anfaegte en afgoerelse , der indeholder et klagepunkt mod dem .

2 . En forordning , der er udstedt med henblik paa at ansaette visse personer paa betingelser , der afviger fra tjenestemandsvedtaegten , beroerer dem umiddelbart og individuelt i EOEF-traktatens artikel 173 , stk . 2 ' s forstand , naar ansaettelsesmyndig heden ikke kan udoeve noget skoen med hensyn til dens gennemfoerelse , og naar antallet og identiteten af personer , der kunne beroeres af den , var endeligt afgjort , da den blev udstedt .

3 . Der kan ikke i medfoer af artikel 1984 anlaegges selvstaendigt soegsmaal med paastand om , at en forordning ikke kan finde anvendelse . En saadan paastand kan kun goeres gaeldende under en sag , hvor forordningens gyldighed anfaegtes , for saa vidt som den danner retsgrundlaget for de anfaegtede gennemfoerelsesakter .

4 . Den omstaendighed , at en juridisk person , der er undergivet en medlemsstats lovgivning , er snaevert forbundet med Kommissionen og faktisk i vidt omfang er afhaengig af denne , bevirker hverken , at den omdannes til en administrativ enhed under Kommissionen , eller at dens ansatte faar status som tjenestemaend eller ansatte i Faellesskaberne , idet de ikke opfylder betingelserne i tjenestemandsvedtaegtens artikel 1 , stk . 1 .

5 . Hverken budgettet eller endnu mindre en forklarende anmaerkning kan traede i stedet for generelle bestemmelser fastsat af Faellesskabets lovgivende myndigheder , og de er ikke bindende for disse .

6 . En parlamentsbeslutning er ikke bindende og kan ikke give anledning til en berettiget forventning om , at institutionerne indretter sig efter den .

1 Ved staevninger indgivet til Domstolens justitskontor henholdsvis den 7 . juli og den 27 . oktober 1977 har Vittorio Salerno , som var ansat ved Den europaeiske sammenslutning for Samarbejde ( herefter benaevnt ESS ) og 28 andre ansatte ved denne sammenslutning anlagt sag dels med paastand om annullation af den afgoerelse , der den 4 . november 1976 blev truffet af bestyrelsen for ESS vedroerende »aendringer i loenordningen for ansatte med saerlig kontrakt ved ESS« , dels konstatering af , at de ansatte ved ESS maa anses som tjenestemaend i Faellesskaberne fra tidspunktet for deres ansaettelse ved ESS ( sagerne 87/77 og 130/77 ).

2 Ved staevning indgivet til Domstolens justitskontor den 11 . februar 1983 har 10 af de 28 sagsoegere i sag 130/77 anlagt sag med paastand om annullation af Raadets forordning nr . 3332/82 af 3 . december 1982 om fastsaettelse af saerlige overgangsforanstaltninger med henblik paa ansaettelse som tjenestemaend i De europaeiske Faellesskaber af 56 ansatte ved Den europaeiske sammenslutning for Samarbejde ( EFT L 352 , s . 5 ), for saa vidt som forordningen ikke foreskriver , at deres udnaevnelse herved har virkning fra tidspunktet for deres ansaettelse ved ESS ( sag 22/83 ).

3 Ved to staevninger indgivet til Domstolens justitskontor den 9 . januar 1984 har Vittorio Salerno og de ti sagsoegere i sag 22/83 anlagt to sager med paastand om , at forordning nr . 3332/82 ikke kan finde anvendelse , for saa vidt som den ikke foreskriver , at udnaevnelsen af de paagaeldende skal ske med virkning fra tidspunktet for deres ansaettelse ved ESS ( sagerne 9 og 10/84 ).

A _ Sagens forhistorie

I _ Den retlige baggrund for ESS

4 Alle sagsoegerne har vaeret ansat ved ESS , en ikke-kommerciel international organisation , som er oprettet i henhold til belgisk ret , og som er blevet tillagt status som juridisk person ved den belgiske kongelige anordning af 15 . september 1964 ( Moniteur belge af 3.10.1964 , s . 10536 ). Artikel 1 i vedtaegterne for ESS bestemmer , at ESS skal »fremme samarbejdet mellem De europaeiske Faellesskaber og udviklingslandene samt oversoeiske territorier og departementer , der er associeret med Faellesskaberne ... « Vedtaegternes artikel 3 , stk . 2 , bestemmer , at ESS »i medfoer af sine vedtaegter og aftaler indgaaet mellem organisationen og Kommissionen for De europaeiske Faellesskaber , soerger for ansaettelse , udsendelse og forvaltning af personale , som skal varetage opgaver af samarbejdsmaessig art eller udfoere videnskabelig og teknisk kontrol , og organisationen forvalter endvidere legater , der er stillet til raadighed af Faellesskabet« . Mens medlemmerne af ESS ' bestyrelse alle var tjenestemaend ved Kommissionen , maatte organisationens direktoer og vicedirektoer ikke vaere i aktiv tjeneste ved en af De europaeiske Faellesskabers institutioner ( vedtaegternes artikel 25 ).

5 De aftaler , der er indgaaet den 13 . juli 1965 og den 4 . juni 1974 mellem ESS og Kommissionen , og som der henvises til i artikel 3 i ESS ' vedtaegter , overlader det bl.a . til ESS »at ansaette og forvalte delegerede fra Kommissionen og kontraktansatte ... der skal gennemfoere de foranstaltninger , der finansieres af Den europaeiske Udviklingsfond eller af Kommissionens midler« ( artikel 1 i konventionen af 13.7.1965 ). ESS er af Kommissionen blevet bemyndiget til »at ansaette det personale i dens hovedsaede , der er noedvendigt for organisationens forvaltning« , at fore tage udvaelgelsen af personalet og at udforme ansaettelsesvilkaarene ( aftalens artikler 2 og 3 ). I oevrigt fremgaar det af disse aftaler , at ESS i det vaesentlige er undergivet Kommissionens vejledning og kontrol .

6 Med hensyn til forvaltningen af ESS ' indtaegter og udgifter bestemmer ESS ' finansprotokol , som blev vedtaget den 10 . december 1965 af organisationens bestyrelse , at ESS ' udgifter finansieres ved Den europaeiske Udviklingsfond ' s bevillinger . Udgiftsoverslaget godkendes hvert aar af Kommissionen .

7 Organisationens bestyrelse har ligeledes vedtaget en protokol , der regulerer organisationens forvaltning . Protokollens artikel 2 bestemmer , at»ansaettelsen af personale ved hovedsaedet og vederlagets stoerrelse godkendes af bestyrelsen eller af formanden for bestyrelsen« . Artikel 15 bestemmer , at »for at skabe stoerst mulig overensstemmelse mellem organisationens drift og arbejdsgangen i Kommissionen , for hvis regning organisationen udfoerer arbejdet med ansaettelser og forvaltning , er bestemmelserne om helligdage og oevrige fridage , arbejdstid og feriernes laengde i princippet de samme som dem , der gaelder for Kommissionens tjenestegrene« . Dog bestemmer artikel 20 , at »ordningen vedroerende loen , godtgoerelser mv .... til personalet ved hovedsaedet fastsaettes i kontrakterne i overensstemmelse med lovbestemmelserne og de afgoerelser , der er truffet af bestyrelsen eller dennes formand« . Endelig hedder det i de interne administrative og finansielle bestemmelser af 14 . december 1971 , der finder anvendelse paa ESS , at de administrative bestemmelser , der gaelder for personalet , er fastsat i belgisk lovgivning , i vedtaegterne for ESS , protokollen om forvaltningen ..., samt i generelle afgoerelser og bestemmelserne i den enkelte kontrakt .

8 Sagsoegerne blev ansat af ESS og udoevede deres hverv i henhold til disse bestemmelser og deres respektive ansaettelseskontrakter .

II _ De retsakter , der er sagernes genstand

9 Den 4 . november 1976 traf bestyrelsen for ESS ovennaevnte afgoerelse om aendringer i loenordningen for ansatte ved ESS . Ved denne afgoerelse bragte ESS de ansattes loenordninger , navnlig med hensyn til familie- og uddannelsestillaeg samt godtgoerelser og betingelser for ferie i overensstemmelse med dem , der gaelder for tjenestemaend ved Kommissionen . Afgoerelsen bestemmer imidlertid ikke , at vedtaegten for tjenestemaend i De europaeiske Faellesskaber skal anvendes paa de ansatte . Som foelge heraf var der forskelle mellem husstandstillaegget og pensionsordningen for ansatte ved ESS og Faellesskabernes tjenestemaend .

10 Ved Lomé-konventionens ikrafttraeden ( EFT 1976 L 25 , s . 1 ) den 1 . april 1976 , blev det geografiske omraade , hvor der ydes bistand , og omfanget af denne foroeget betydeligt , og der skete en spredning og en forbedring af samarbejdet . Dette var grunden til , at Kommissionen den 9 . marts 1978 fremsatte forslag til en raadsforordning om oprettelse af et europaeisk samarbejdsagentur ( herefter benaevnt agenturet ). Under henvisning til dette forslag og under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet udstedte Raadet forordning nr . 3245/81 af 26 . oktober 1981 om oprettelse af et europaeisk samarbejdsagentur ( EFT L 328 , s . 1 ).

11 Agenturet har til opgave at bistaa Kommissionen ved ansaettelse , udsendelse og administration af personale , der stilles til raadighed for Kommissionens delegationer , eller som skal udfoere faglige bistands- eller samarbejdsopgaver , ved fastlaeggelse af reglerne for administration af personale og ved deltagelse i gennemfoerelsen af uddannelsesprogrammer for stipendiater og praktikanter ( artikel 3 i forordning nr . 3245/81 ).

12 Forordningens artikel 14 bestemmer , at »de generelle ansaettelses- og arbejdsvilkaar samt den generelle ordning for vederlag , godtgoerelser og tillaeg for ... de ansatte paa agenturets hjemsted fastlaegges paa grundlag af specifikke bestemmelser , som Kommissionen fastsaetter...« .

13 Agenturet er endnu ikke funktionsdygtigt , det har foelgelig ikke noget personale , og de i artikel 14 omhandlede bestemmelser er endnu ikke vedtaget . ESS er derfor endnu ikke blevet oploest .

14 I betragtning af , at der ved forordning nr . 3245/81 blev oprettet et agentur , der skal overtage de aktiviteter , som tidligere blev udfoert af ESS , har Raadet desuden udstedt forordning nr . 3332/82 af 3 . december 1982 . Denne forordnings artikel 1 bestemmer , at »personale , der var ansat ved sammenslutningen pr . 1 . januar 1982 , og som stadig er ansat dér ved denne forordnings ikrafttraedelse , kan ansaettes som tjenestemaend paa proeve ved Kommissionen for De europaeiske Faellesskaber i stillinger , der med henblik herpaa er opfoert i stillingsfortegnelsen for Kommissionen for regnskabsaaret 1982« . Forordningens artikel 2 bestemmer , at »ansaettelsen ... finder sted uanset artikel 4 , stk . 2 og 3 , artikel 28 , litra d ), samt artikel 29 i vedtaegten for tjenestemaend i De europaeiske Faellesskaber« . Artikel 3 i samme forordning bestemmer , at »uanset artikel 31 og 32 i tjenestemandsvedtaegten , vil tjenestemanden , der ansaettes i medfoer af denne forordning , blive indplaceret i en loenklasse og paa et loentrin , der fastsaettes i forhold til aekvivalensskalaen i bilaget . Ancienniteten indenfor den enkelte loenklasse regnes fra den dag , hvor den paagaeldende ansaettes som tjenestemand paa proeve . Inden for det enkelte loentrin tillaegges tjenestemanden den anciennitet , han havde erhvervet inden for sammenslutningen« .

15 Alle sagsoegerne med undtagelse af Salerno blev den 10 . marts 1983 ansat som tjenestemaend paa proeve ved Kommissionen med virkning fra den 1 . januar 1983 i henhold til bestemmelserne i forordning nr . 3332/82 .

16 Foer ansaettelsen blev alle de ansatte ved ESS underkastet en laegeundersoegelse . Kommissionen meddelte Salerno , at den ikke mente , at han opfyldte de for hvervet ved Kommissionen noedvendige fysiske krav , og at hans papirer var blevet sendt til et laegeudvalg i overensstemmelse med vedtaegtens artikel 33 . Salerno afgik imidlertid ved doeden , foerend udvalget havde haft mulighed for at undersoege hans sag .

17 Sagerne er rettet mod den afgoerelse , der blev truffet af bestyrelsen for ESS den 4 . november 1976 samt mod forordning nr . 3332/82 . Hovedformaalet med sagerne er imidlertid at faa Domstolen til at statuere , at sagsoegerne som ansatte ved ESS principalt er tjenestemaend , subsidiaert midlertidigt ansatte , ved Kommissionen allerede fra deres ansaettelse i ESS .

18 I deres klage af 3 . februar 1977 til Kommissionen har sagsoegerne dels kraevet afgoerelsen af 4 . november 1976 annulleret , dels kraevet , at Kommissionen anerkender , at de har status som tjenestemaend eller midlertidigt ansatte allerede fra deres ansaettelse i ESS . Kommissionen har afvist denne klage , idet den er af den opfat telse , at der ikke bestaar noget direkte eller indirekte over- eller underordnelsesforhold mellem sagsoegerne og Kommissionen .

19 Sagsoegerne i sagerne 9 og 10/84 har den 8 . juni 1983 indgivet en retssikrende klage , hvori de gjorde gaeldende , at forordning nr . 3332/82 var ugyldig og ikke fandt anvendelse . Kommissionen har taget denne klage til efterretning .

20 Domstolen har ved kendelser af 12 . april 1978 og 5 . oktober 1983 besluttet at forene sagerne 87 og 130/77 samt sag 22/83 . Den har ligeledes efter afslutningen af den mundtlige forhandling paa sagsoegernes begaering og efter at have hoert Kommissionen og generaladvokaten besluttet hertil at foeje sagerne 9 og 10/84 , saaledes at alle sagerne afgoeres ved én og samme dom .

B _ Formaliteten

21 Da Kommissionen har rejst samme formalitetsindsigelse i sag 87 som i 130/77 , har Domstolen besluttet at behandle denne indsigelse i de to sager under ét . Da Raadet i sag 22/83 og Kommissionen i sagerne 9 og 10/84 har bestridt , at sagerne kan antages til realitetsbehandling , maa dette spoergsmaal undersoeges foer realiteten i disse sager .

I _ Sagerne 87 og 130/77

22 Kommissionen har fremsat fire afvisningspaastande i disse sager . For det foerste har Kommissionen gjort gaeldende , at ESS er en autonom enhed og adskilt fra Kommissionen . For det andet , at den af bestyrelsen for ESS trufne afgoerelse ikke indeholder et klagepunkt , idet den kun bekraefter en tidligere retsstilling , som fremgaar af de arbejdskontrakter , der er indgaaet af sagsoegerne . Kommissionen er desuden af den opfattelse , at den ikke har kompetence til at ansaette sagsoegerne under andre former og paa andre betingelser end dem , der er fastsat i vedtaegten . Selv om de naevnte formkrav og betingelser var overholdt , kan dette endelig ikke medfoere , at der opstaar en ret , hvis tilsidesaettelse er sanktioneret af et paabud fra Domstolen til Kommissionen om at ansaette sagsoegerne .

23 Sagsoegerne har derimod anfoert , at ESS er en administrativ enhed , der hoerer under Kommissionen . De haevder , at de har status som tjenestemaend , hvorfor de kan rejse sag ved Domstolen . Desuden indeholder den anfaegtede afgoerelse nye momenter . Deres krav tager alene sigte paa en retlig konstatering , som kun Kommissionen kan foere ud i livet .

24 I den anledning maa det foerst fastslaas , at ikke blot personer , som har status som tjenestemaend eller som andet end lokalt ansatte , men ogsaa de , der haevder at have en saadan status , for Domstolen kan anfaegte en afgoerelse , der indeholder et klagepunkt imod dem ( dom af 5.4.1979 , Bellintani mod Kommissionen , sag 116/78 , Sml . s . 1585 ).

25 Naar henses til , at sagsoegerne kraever anerkendelse af , at de har status som tjenestemaend ved Kommissionen allerede fra deres ansaettelse i ESS , kan de sager , de har anlagt mod afgoerelsen af 4 . november 1976 , antages til realitetsbehandling , idet afgoerelsen indirekte afviser at lade tjenestemandsvedtaegten finde anvendelse paa dem og derfor indeholder et klagepunkt .

II _ Sag 22/83

26 Raadet har i foerste raekke bestridt , at forordning nr . 3332/82 beroerer sagsoegerne umiddelbart og individuelt . Det er af den opfattelse , at forordningen har et normativt indhold , idet den finder anvendelse paa objektivt fastsatte situationer og har generelle og abstrakte retsvirkninger . Ifoelge Domstolens dom af 25 . marts 1982 ( Moksel mod Kommissionen , 45/81 , Sml . s . 1129 ) kan én og samme bestemmelse ikke baade vaere almengyldig og have individuel karakter . Da forordningen er en faellesskabsretlig bestemmelse , er dette tilstraekkeligt til at afvise sagen .

27 Sagsoegerne har understreget , at den omhandlede forordning ikke er normativ og almengyldig , men er en gennemfoerelse af beslutningen om at integrere 56 navngivne ansatte i Kommissionen . Den har individuel virkning , fordi den omhandler 56 naermere angivne personer .

28 Med henblik paa loesningen af det omtvistede spoergsmaal maa det foerst fastslaas , at sagen kun kan antages til realitetsbehandling , hvis forordning nr . 3332/82 maa betragtes som en afgoerelse , som , skoent udfaerdiget i form af en forordning , beroerer sagsoegerne umiddelbart og individuelt i traktatens artikel 173 , stk . 2 ' s forstand .

29 Som Domstolen har fastslaaet i dom af 26 . februar 1981 ( Giuffrida og Campogrande mod Raadet , 64/80 , Sml . s . 693 ), er kriteriet for sondringen mellem forordninger og beslutninger , om den paagaeldende retsakt er almengyldig eller ikke .

30 Det staar fast , at forordning nr . 3332/82 alene er udstedt med henblik paa at ansaette de 56 ansatte ved ESS , som var ansat ved sammenslutningen pr . 1 . januar 1982 , og som stadig var ansat dér den 15 . december 1982 ( dvs . dagen efter forordningens offentliggoerelse i De Europaeiske Faellesskabers Tidende ). Ved udstedelsen af forordningen var antallet og identiteten af personer , der kunne beroeres af den , endeligt afgjort . Forordningen er derfor ikke en almengyldig bestemmelse , men udgoer en samling af beslutninger , der er truffet af Raadet og beroerer hver af de 56 ansatte ved ESS individuelt .

31 Med hensyn til spoergsmaalet om , hvorvidt sagsoegerne er beroert umiddelbart af den omhandlede forordning , bemaerkes , at dennes artikel 3 bestemmer , at tjenestemanden , der ansaettes i medfoer af forordningen , bliver indplaceret i en loenklasse og paa et loentrin , der fastsaettes i forhold til aekvivalensskalaen i bilaget til forordningen . Det fremgaar klart af denne bestemmelse , at ansaettelsesmyndigheden ikke kan udoeve noget skoen med hensyn til indplaceringen af de paagaeldende .

32 Under disse omstaendigheder er sagsoegerne umiddelbart og individuelt beroert af forordning nr . 3332/82 og den sag , de har anlagt , kan derfor antages til realitetsbehandling .

III _ Sagerne 9 og 10/84

33 Kommissionen har for det foerste fastslaaet , at sagsoegerne ikke anfaegter de individuelle retsakter , der vedroerer dem , og hvorved de ansaettes som tjenestemaend eller _ i sag 10/84 _ naegtes saadan ansaettelse . Der kan ikke anlaegges selvstaendigt soegsmaal med paastand om , at en forordning ikke kan finde anvendelse ; dette kan kun goeres gaeldende i form af en indsigelse . Endelig burde den sag , tjenestemaendene har rettet mod Kommissionen , have vaeret rettet mod ansaettelsesmyndigheden , da den retsakt , der indeholder et klagepunkt , hidroerer fra denne myndighed .

34 Sagsoegerne mener , at meningen med traktatens artikndelse , hvilken paastand de har stoettet paa traktatens artikler 179 og 184 . Endelig har de ved deres anmodning om , at deres sager maatte blive forenet med sagerne 87/77 og 130/77 , indirekte men klart henvist til deres paastande i disse sager . Det kan derfor ikke drages i tvivl , at de goer gaeldende , at Kommissionen ikke har ansat dem med tilbagevirkende gyldighed .

35 Med henblik paa loesningen af dette spoergsmaal bemaerkes , at traktatens artikel 184 bestemmer , at »uanset udloebet af den frist , der er fastsat i artikel 173 , stk . 3 , kan hver part i en retstvist , der angaar en af Raadets eller Kommissionens forordninger , for Domstolen paaberaabe sig de i artikel 173 , stk . 1 , naevnte grunde og goere gaeldende , at forordningen ikke kan finde anvendelse« .

36 Heraf foelger paa den ene side , at artikel 184 alene har til formaal at beskytte den retsundergivne mod anvendelsen af en ulovlig forordning i tilfaelde , hvor selve forordningen ikke er blevet anfaegtet og ikke laengere kan anfaegtes som foelge af , at fristerne i artikel 173 er udloebet . Paa den anden side kan der ikke i medfoer af artikel 184 anlaegges selvstaendigt soegsmaal med paastand om , at en forordning ikke kan finde anvendelse . En saadan paastand kan kun goeres gaeldende under en sag , hvor forordningens gyldighed anfaegtes , for saa vidt som den danner retsgrundlaget for de anfaegtede gennemfoerelsesakter .

37 Sagsoegerne har ikke i deres staevning angivet , at deres soegsmaal vedroerer henholdsvis deres ansaettelse som tjenestemaend og naegtelsen af saadan ansaettelse . Foerst i replikken har de udvidet soegsmaalets genstand til ogsaa at omfatte ansaettelserne . Da soegsmaalets genstand i henhold til procesreglementets artikel 38 , stk . 1 , litra c ), skal angives i staevningen , er denne udvidelse af sagsgenstanden sket for sent . De sager , hvori der er nedlagt paastand om , at forordning nr . 3332/82 ikke kan finde anvendelse , vil foelgelig vaere at afvise .

C _ Realiteten

I _ Sagerne 87 og 130/77

38 Sagsoegerne har hovedsagelig anfoert , dels at de maa anses som tjenestemaend i Faellesskaberne allerede fra deres ansaettelse i ESS , idet dette organ alene er en administrativ enhed , der hoerer under Kommissionen , og dels , at de har befundet sig i samme situation som den , tjenestemaend eller midlertidigt ansatte ved Kommissionen befinder sig i , hvorfor de boer behandles paa samme maade som disse . Da de tre anbringender , sagsoegerne har fremfoert mod den anfaegtede afgoerelse , hviler paa disse to argumenter , maa disse undersoeges foerst .

Det foerste argument

39 Sagsoegerne har gjort gaeldende , at ESS ikke opfylder kravene i belgisk lovgivning vedroerende internationale sammenslutninger . De har dernaest anfoert , at ESS ikke har sin egen formue , idet dens driftsudgifter afholdes over Kommissionens budget . ESS ' fiktive karakter fremgaar af , at den er opfoert paa fortegnelsen over tjenestegrenene ved Kommissionen samt af , at dens bestyrelse udelukkende er sammensat af tjenestemaend fra Kommissionen . Sagsoegerne udleder ogsaa af andre forhold , at ESS er fuldt ud indlemmet i Kommissionens hierarki , hvilket bekraeftes af interne notater fra tjenestemaend ved Kommissionen . Endelig har Europa-Parlamentet ogsaa i sin rapport af 28 . juni 1977 forlangt , at ESS administrativt og budgetmaessigt laegges ind under Kommissionen .

40 Kommissionen har anfoert , at det tilskud , den yder til ESS kun udgoer 5% af sammenslutningens budget . De oevrige udgifter finansieres af Den europaeiske Udviklingsfond . Hverken den omstaendighed , at ESS er naevnt i fortegnelsen over tjenestegrenene ved Kommissionen , eller bestyrelsens sammensaetning eller noget andet forhold beviser , at sammenslutningen som paastaaet er indlemmet i Kommissionens hierarki . Selv om det er korrekt , at Kommissionen efter Europa-Parlamentets opfattelse ikke boer goere brug af udenforstaaende organer , er dette ikke et bevis for , at ESS er en administrativ enhed , der hoerer under Kommissionen .

41 Foerend dette omtvistede spoergsmaal behandles , er det noedvendigt indledningsvis at fremsaette foelgende bemaerkning om ESS ' retlige status : ESS , der i henhold til belgisk lovgivning er oprettet som en ikke-kommerciel international organisation , har ved kongelig anordning opnaaet status som juridisk person . Det tilkommer derfor den nationale retsinstans at traeffe afgoerelse om , hvorvidt sammenslutningen med hensyn til dens oprettelse og drift opfylder kriterierne i den naevnte lovgivning .

42 For saa vidt navnlig angaar sagsoegernes argument om , at de er tjenestemaend eller ansatte ved Kommissionen allerede fra deres ansaettelse i ESS , maa det fastslaas , at artikel 1 , stk . 1 , i vedtaegten for tjenestemaend i De europaeiske Faellesskaber bestemmer , at »ved tjenestemand i Faellesskaberne forstaas ... enhver , der i henhold til de i denne vedtaegt fastsatte betingelser er blevet ansat i en fast stilling i en af Faellesskabernes institutioner ved et ansaettelsesbrev fra denne institutions ansaettelsesmyndighed« .

43 Sagsoegerne er derimod , til forskel fra foernaevnte bestemmelses krav , blevet ansat i ESS paa grundlag af en arbejdskontrakt , der er indgaaet mellem ESS og hver af dem . Denne kontrakt er underlagt belgisk lovgivning , vedtaegterne for ESS , de administrative bestemmelser for ESS af 26 . juli 1966 , de gennemfoerelsesbeslutninger , der er truffet af ESS ' styrende organer , og bestemmelserne i den enkelte kontrakt . Ganske vist har Kommissionen forinden skullet godkende sagsoegernes ansaettelse , men dette aendrer ikke den kendsgerning , at arbejdsgiveren var ESS og ikke en af Faellesskabets institutioner .

44 De forskellige faktiske forhold , sagsoegerne har henvist til , hvad angaar ESS ' status som juridisk person , kan ikke stille ESS paa lige fod med en af Faellesskabernes institutioner , in casu en administrativ enhed , der hoerer under Kommissionen . For det foerste maa det understreges , at oprettelsen af det oekonomiske samarbejde med udviklingslandene endnu ikke var en hovedopgave for Kommissionen i 1964 . Paa dette tidspunkt var det derfor fuldt ud forstaaeligt , at ansvaret herfor blev paalagt en sammenslutning af privatretlig karakter , som i kraft heraf kunne vise stoerre smidighed paa dette omraade .

45 Med hensyn til den paastaaede mangel paa egne midler er det tilstraekkeligt at henvise til artiklerne 28-30 i vedtaegterne for ESS og til artiklerne 12-19 i aftalen af 13 . juli 1965 mellem Kommissionen og ESS , som indeholder reglerne om forvaltningen af ESS ' indtaegter og udgifter . Det fremgaar heraf , at ESS ' indtaegter bestaar af bidrag fra dens medlemmer , tilskud fra Den europaeiske Udviklingsfond og andre indtaegter , samt at visse indtaegter endog kan anvendes uden forudgaaende godkendelse fra Kommissionen eller Den europaeiske Udviklingsfond . Under disse omstaendigheder kan man ikke for alvor paastaa , at ESS ikke besidder egne midler .

46 Den omstaendighed , at ESS er opfoert paa fortegnelsen over tjenestegrenene ved Kommissionen , de interne notater udarbejdet af tjenestemaend i Kommissionen samt Parlamentets rapport af 28 . juni 1977 , som »forpligter Kommissionen til administrativt og budgetmaessigt at laegge Den europaeiske sammenslutning for Samarbejde ind under Kommissionen« , beviser paa ingen maade , at ESS er en administrativ enhed , der hoerer under Kommissionen ; derimod viser dette dels Kommissionens , dels Parlamentets oenske om at naa til en tilnaermelse mellem ESS og Kommissionen eller endog i en naer fremtid en indlemmelse af ESS i Kommissionen . Men dette forudsaetter , at ESS er et selvstaendigt organ og endnu ikke integreret i Kommissionen .

47 Der kan derfor ikke gives sagsoegerne medhold i deres argument om , at de er tjenestemaend eller ansatte i Faellesskaberne allerede fra deres ansaettelse ved ESS , fordi denne sammenslutning kun er en administrativ enhed , der hoerer under Kommissionen .

Det andet argument

48 For saa vidt angaar den argumentation , der stoettes paa , at sagsoegernes situation er den samme som den , tjenestemaend eller midlertidigt ansatte i Faellesskaberne befinder sig i , har sagsoegerne anfoert , at deres ansaettelse fandt sted paa Kommissionens vegne og for dens regning , og at nogle af kontrakterne i oevrigt blev udfaerdiget paa Kommissionens papir . Ansaettelsesvilkaarene var de samme , som er fastsat i tjenestemandsvedtaegten ( f.eks . forudgaaende laegeundersoegelse ) ligesom arbejdsvilkaarene og de oekonomiske og skattemaessige ordninger , bortset fra husstandstillaegget . ESS foretager nemlig et fradrag , der svarer til skatten til Faellesskaberne , men betaler den nationale skat for de ansatte ved ESS . Endelig fremgaar det af forsikringer afgivet af tjenestemaend i Kommissionen , at de ansatte ved ESS er en integrerende del af Kommissionen .

49 Kommissionen har henvist til , at sagsoegerne er ansat af ESS , og at de hverken er afhaengige af eller modtager instrukser fra Kommissionen . Ganske vist er loen- og arbejdsvilkaarene naesten de samme , men ikke desto mindre er ordningen for de ansatte ved ESS fastsat af denne . Med hensyn til den skattemaessige ordning kan den omstaendighed , at ESS betaler de nationale skatter for de ansatte ved ESS ikke omdanne det eksisterende ansaettelsesforhold til et ansaettelsesforhold mellem de ansatte ved ESS og Kommissionen . Vedroerende de forsikringer , der er afgivet , har Kommissionen svaret , at disse paastaaede udtalelser ikke har nogen juridisk vaerdi .

50 Der kan heller ikke gives sagsoegerne medhold i dette argument , der bygger paa et faktisk forhold . De omstaendigheder , sagsoegerne har henvist til , viser , i hvilken grad ESS ' og Kommissionens politik med henblik paa at sidestille de ansatte ved ESS med tjenestemaend og ansatte ved Kommissionen er lykkedes . Dette indebaerer imidlertid ikke , at man kan bortse fra den retlige forskel , der bestaar mellem de ansatte ved ESS , der er ansat i en privatretlig sammenslutning , og tjenestemaendene og de ansatte ved Kommissionen , som er ansat i henhold til vedtaegten for tjenestemaend i De europaeiske Faellesskaber . Sagsoegerne har ikke i den henseende paa overbevisende maade godtgjort , at de er blevet ansat ved et ansaettelsesbrev fra ansaettelsesmyndigheden »paa Kommissionens vegne og for dennes regning« i overensstemmelse med ansaettelsesbetingelserne i tjenestemandsvedtaegten . Tvaertimod fremgaar det af protokollen om forvaltningen og af de interne bestemmelser , som er naevnt ovenfor , at ESS og ikke Kommissionen var sagsoegernes arbejdsgiver . Med hensyn til de forsikringer , der haevdes at vaere givet af tjenestemaend ved Kommissionen , kan disse _ selv om de var bevist _ ikke binde Kommissionen , og de er derfor uden juridisk vaerdi .

51 Sagsoegernes argument om , at deres situation er den samme som den , tjenestemaendene og de ansatte ved Kommissionen befinder sig i , maa derfor ogsaa forkastes .

II _ Sag 22/83

52 Sagsoegerne har fremfoert to anbringender vedroerende forordning nr . 3332/82 . For det foerste , at Raadet i forordning nr . 3332/82 i strid med princippet »patere legem quam ipse fecisti« har undladt at betragte tidspun£ktet for ansaettelsen ved ESS som det tidspunkt , da de tiltraadte tjenesten som tjenestemaend . Sagsoegernes andet anbringende er , at de havde en berettiget forventning om , at deres ansaettelse i henhold til forordning nr . 3332/82 ville ske med tilbagevirkende gyldighed fra tidspunktet for deres ansaettelse ved ESS .

Det foerste anbringende

53 Sagsoegerne har anfoert , at der paa det almindelige budget for regnskabsaaret 1982 , som Raadet er ansvarlig for , er opfoert en bevilling til ansaettelse af de 56 ansatte ved hovedsaedet med anmaerkning om , at tjenestemandsansaettelsen af de ansatte ved ESS ' hovedsaede skal ske fra den dato , da de blev ansat ved denne . Raadet har ikke i forordning nr . 3332/82 taget hensyn til denne anmaerkning og har derfor tilsi desat princippet om overholdelse af sine egne afgoerelser . Desuden er Raadet bundet af sin udtalelse , der er optaget i referatet fra det moede , hvorunder forordning nr . 3245/81 blev vedtaget , og ifoelge hvilken det ville traeffe »passende overgangsforanstaltninger med henblik paa at loese de problemer , de ansatte paa hjemstedet rejser« . Forordning nr . 3332/82 var i oevrigt ikke noedvendig , idet Kommissionen havde kunnet ansaette sagsoegerne i henhold til artikel 14 i forordning nr . 3245/81 , da stillingerne var til raadighed paa budgettet for regnskabsaaret 1982 . Forordning nr . 3332/82 , der var et tilbageskridt i forhold til Raadets tidligere afgoerelser , er derfor ulovlig .

54 Raadet har gjort gaeldende , at de ovenfor naevnte anmaerkninger og udtalelser er af politisk karakter og til internt brug . Optagelse af en bevilling paa Faellesskabernes budget er ganske vist en noedvendig betingelse , men er ikke i sig selv tilstraekkelig til , at en udgift kan afholdes . Vedtagelsen af budgettet kan ikke erstatte Raadets lovgivende myndighed og paavirker overhovedet ikke det forhold , at en ansaettelse noedvendigvis maa ske i overensstemmelse med vedtaegtens regler . Det var netop for at overvinde disse vedtaegtsmaessige hindringer , at Raadet udstedte forordning nr . 3332/82 . Hverken forordning nr . 3245/81 eller udtalelsen i referatet indeholder noget om den tilbagevirkende gyldighed af en tjenestemandsansaettelse .

55 Naar henses til denne uenighed , maa det foerst fastslaas , at forordning nr . 3245/81 vedroerer oprettelsen af et nyt organ , det europaeiske samarbejdsagentur , men ikke paa nogen maade aendrer sagsoegernes faktiske situation eller retsstilling som ansatte ved ESS . Foelgelig har artikel 14 i naevnte forordning , der bl.a . bestemmer , at de generelle ansaettelses- og arbejdsvilkaar for de ansatte paa agenturets hjemsted fastlaegges paa grundlag af specifikke bestemmelser , som Kommissionen fastsaetter , ingen direkte eller indirekte indflydelse paa sagsoegernes retsstilling . Denne betragtning gaelder ogsaa med hensyn til Raadets udtalelse , der er medtaget i referatet , og som sagsoegerne har paaberaabt sig .

56 Den endelige vedtagelse af De europaeiske Faellesskabers almindelige budget for regnskabsaaret 1982 ( EFT af 8.2.1982 , L 31 , s . 1 ), der hidroerer fra budgetmyndigheden , er i overensstemmelse med traktatens bestemmelser fastslaaet af Europa-Parlamentets formand og ikke af Raadet . Hertil kommer , at hverken budgettet eller endnu mindre en forklarende anmaerkning kan traede i stedet for vedtaegtens bestemmelser om ansaettelse af tjenestemaend , selv om budgettet er noedvendigt for at afholde en udgift . De er ikke bindende for Raadet eller Kommissionen som lov givende myndighed . Raadet har derfor ikke ved at udstede forordning nr . 3332/82 undladt at opfylde en retlig forpligtelse , som det har paalagt sig selv .

57 Anbringendet om manglende overholdelse af regler , som Raadet selv har udstedt , kan derfor ikke tages til foelge .

Det andet anbringende

58 Hvad angaar den paastaaede kraenkelse af den berettigede forventning , har sagsoegerne henvist til Europa-Parlamentets beslutning af 11 . maj 1979 vedroerende en udtalelse fra Europa-Parlamentet om forslag fra Kommissionen for De euroaeiske Faellesskaber til Raadet til en forordning om oprettelse af et europaeisk agentur for samarbejde ( EAS ) ( EFT C 140 , s . 142 ) hvorefter »det beroerte personale bevarer de rettigheder , det har erhvervet« , og »de nye bestemmelser gaelder med tilbagevirkende kraft fra den dato , hvor de paagaeldende ansattes i Den europaeiske sammenslutning for Samarbejde« . Desuden har budgetmyndigheden gjort anmaerkning paa budgettet for regnskabsaaret 1982 om , at »opfoerelse paa Kommissionens stillingsfortegnelse af stillinger for personale i Den euro-paeiske sammenslutning for Samarbejde ( hovedsaedet ) sker i overensstemmelse med betingelserne i den beslutning , som Europa-Parlamentet vedtog den 11 . maj 1979« . Ifoelge Parlamentets saaledes udtrykte oenske , skulle ansaettelsen af de ansatte ved hovedsaedet ifoelge sagsoegerne ske med tilbagevirkende gyldighed . De kunne derfor med rette forvente , at denne beslutning og budgetmyndighedens anmaerkning i forbindelse med Raadets udtalelse ved udstedelsen af forordning nr . 3245/81 blev overholdt .

59 I modsaetning til hvad sagsoegerne haevder , er en Parlamentsbeslutning ikke bindende og kan ikke give anledning til en berettiget forventning om , at institutionerne indretter sig efter den . Med hensyn til anmaerkningen paa budgettet for regnskabsaaret 1982 kan denne hverken skabe selvstaendige rettigheder for sagsoegerne eller give anledning til en berettiget forventning ( jfr . kendelse af 26.9.1984 , Miljoepartiet Les Verts ( »De Groenne« ) mod Kommissionen og Raadet , 216/83 , Sml . 1984 , s . 3335 ). Raadets handlemaade har heller ikke kunnet give anledning til en saadan forventning hos sagsoegerne for saa vidt angaar den tilbagevirkende gyldighed af deres ansaettelse .

60 Anbringendet om , at den berettigede forventning er kraenket , kan derfor heller ikke tages til foelge .

Sagens omkostninger

61 I henhold til procesreglementets artikel 69 , stk . 2 , doemmes den tabende part til at betale sagens omkostninger , hvis der er nedlagt paastand herom .

62 I henhold til procesreglementets artikel 70 , baerer institutionerne dog selv deres egne omkostninger i sager anlagt af ansatte ved Faellesskaberne .

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN ( anden afdeling )

1 ) Sagerne 9/84 og 10/84 afvises .

2 ) De sagsoegte frifindes i sagerne 87 , 130/77 og 22/83 .

3 ) Hver part baerer sine omkostninger .