1.

Kommissionens beslutninger om fastsættelse af franko grænse-priserne skal være begrundet.

2.

En sådan beslutning opfylder kravene i EØF-traktatens artikel 190, når den enten selv eller gennem en henvisning til en tidligere beslutning nævner de overvejelser, der har ligget til grund for Kommissionens fastsættelse af priserne.

3.

Artikel 2 og 3 i forordning nr. 19 »om den gradvise indførelse af en fælles markedsordning for korn« skal forstås således, at franko grænse-prisen ligeledes kan bestemmes på basis af prisnoteringerne for det korn fra tredjelande, som handles i den udførende medlemsstat.

4.

Der er ikke ved undersøgelsen af de spørgsmål, som er rejst for Domstolen, fremkommet nogen omstændighed, som kan påvirke gyldigheden af Kommissionens beslutning af 24. januar 1964 om fastsættelse af franko grænse-prisen for byg ved indførsel til Forbundsrepublikken.

1.

Præjudiciel afgørelse — formål — gyldigheden af en fællesskabsretsakt — Domstolens kompetence

(EØF-traktaten, artikel 177)

2.

En institutions retsakter — begrundelse — almindelige grundsætninger

(EØF-traktaten, artikel 190)

3.

En institutions retsakter — begrundelse — flere på hinanden følgende beslutninger — henvisning til stadig gældende grunde i den første beslutning — tilstedelighed

(EØF-traktaten, artikel 190)

4.

Landbrug — korn — fælles markedsordning — produkter høstet i en udførende medlemsstat — produkter som er i fri omsætning dér — ingen forskel

(Fordordning nr. 19 fra Rådet for Det europæiske økonomiske Fællesskab, artikel 2, stk. 3)

1.

Når spørgsmål, der er stillet af en national domstol, viser sig snarere at vedrøre gyldigheden end fortolkningen af fællesskabsretsakter, er Domstolen berettiget til uden videre at udtale sig om disse spørgsmål, uden at den er bundet til en rent tidsmæssig formalisme, som ville stride mod meningen med den ordning, der er indført ved artikel 177.

2.

Kravene til en retsakts begrundelse må afpasses efter de faktiske muligheder og de tekniske eller tidsmæssige betingelser, hvorunder retsakten bliver til. I givet fald kan forvaltningen indskrænke sig til generelt at angive de grundlæggende omstændigheder, hvorunder den har vurderet fakta, og fremgangsmåden ved denne vurdering, uden at den behøver nærmere at præcisere disse fakta.

3.

I tilfælde af flere på hinanden følgende beslutninger om samme emne er det tilstrækkeligt, at de senere beslutninger henviser til de stadigt gældende og almene grunde, som er nævnt i den første beslutning.

4.

Forordning nr. 19 skelner ikke mellem produkter, der er høstet i den udførende medlemsstat, og produkter, som er i fri omsætning dér.